Anmeldelse af T. Braming, Da vikingerne mødte korset

Torben Bramming

Da vikingerne mødte korset

Kristeligt Dagblads Forlag 2018,

281 sider, 249,95 kr.


Ansgar, Frodo Sækker og den kløvedalske fortælleglæde


En dag i februar 1985 tilbragte jeg det meste af dagen i Ribe sammen med byens daværende arkivar Stig Jensen, som indviede mig i byens historie, ikke mindst de igangværende og kommende udgravninger fra vikingetiden. Dem ventede han sig meget af. Synd at han ikke nåede at opleve, at opfyldelsen formentlig kom til at overgå hans forventninger! Arkæologiske udgrav-

ninger inden for det seneste årti har bragt ting for dagen, som gør det berettiget, at man taler om Ribe, som en vikingeby med en betydelig kristen menighed på linje med Hedeby og Birka.

     Det er fuldt forståeligt, at kirkehistoriker og sognepræst ved Ribe Domkirke Torben Bramming har følt sig kaldet til at skrive en bog om den ældste kristne mission i Norden og dermed også om munken Ansgar, som man har kaldt Nordens apostel.

     Hovedkilden til Ansgars liv og virke er benediktinermunken, den senere ærkebiskop Rimpert, som skrev sin helgenbiografi allerede et par år efter Ansgars død i 865. I 24 år har Rimpert været Ansgars ven og fortrolige, hvilket gør, at han som historisk kilde må tilskrives en hel del troværdighed. Dertil komme den noget senere Adam af Bremen (1040-1081). Modsat andre moderne historieskrivere, som har et skeptisk forhold til kilderne, møder Torben Bramming sine kilder med tillid. Hvis ikke der umiddelbart er noget, der modsiger kilden, tager Bramming den for pålydende, hvilket er er sympatisk holdning, hvis man vel at mærke ikke læser mere i kilderne, end der står i dem.


Tre hoveddele

Bogen er disponeret i tre hoveddele. Den første handler om de tidshistoriske og politiske forudsætninger for den mission, der er rettet mod Norden. Frankerriget med Karl den Store som hovedskikkelse er i det 9. århundrede arvtager til det romerske imperium med den forskel, at det nu er et kristent imperium med en omsiggribende munkefromhed og klosterbevægelse, der er centreret omkring benediktinerordenen. I den sammenhæng møder vi munken Ansgar i klosteret Corbie i Picardiet, hvorfra der ikke var langt til det hedenske Sachsen, som var målet for frankernes mission. I 822 flyttede Ansgar til Ny Corbie-klosteret i den del af Sachsen, som var kommet under frankisk herredømme.

     I 826 var den danske konge Harald Klak blevet døbt i Mainz, hvilket Ansgar ikke havde nogen andel i. Men Harald Klak havde bedt om at få nogle præster med sig tilbage til Danmark. Blandt dem var munken Ansgar, hvilket bogens anden hoveddel handler om.

     Denne del indledes også med en del baggrundsstof, som handler om de kulturelle og religiøse vilkår på den nordiske missionsmark samt noget om den missionsstrategi, som Ansgar måtte betjene sig af. I samtiden fandtes der flere samlinger af gode råd til de missionærer, som skulle bringe evangeliet nord på. I kraft af dem får man ikke blot et indtryk af missionsstrategien, men også et indtryk af den mytologi og de liturgiske skikke, som missionærerne måtte argumentere imod. I 826 kom Ansgar til Hedeby, og derfra rejste han tre år senere til Birka i Sverige. Undervejs blev konvojen overfaldet af sørøvere og Ansgar mistede alle sine hellige bøger og kar. Men han nåede frem til Birka og fik etableret en kirke. I 831 blev Ansgar udpeget som ærkebiskop af Hamborg og måtte derfor til Rom for at modtage pavens ordination. Derfra tog han til Hamborg for at etablere ærkebispeembedet med et tilhørende kirkebyggeri. Politisk var det imidlertid urolige tider med borgerkrig i frankeriget, som til sidst blev delt. Og i 845 blev Hamborg angrebet og på der nærmeste udslettet af vikinger.


Ansgar og den tumultariske baggrund

Bogens tredje del handler om, at Ansgar på denne tumultariske baggrund genoptager missionen i Danmark, efter at han har fået kong Horeks tilladelse til at prædike og til at bygge en kirke i Hedeby og efterfølgende endnu en kirke i Ribe. Til gengæld så det skidt ud i Birka, hvor kirken i Ansgars fravær var blevet brændt af.

     Alt dette måtte Ansgar som ærkebiskop tage sig af. Det er slidsomt at være biskop og sikkert endnu værre at være ærkebiskop. Om alt dette beretter Torben Bramming levende i sin bog om Ansgar og missionen mod nord. Det er en glimrende bog, som får en til at mindes Martin A. Hansen og Ebbe Kløvedal Reich. Men lige akkurat denne association viser også bogens svaghed. 

     Umiddelbart giver bogen indtryk af at være en historisk fremstilling. Der er mange detaljer med referater af hofintriger og slægtsfejder, som dokumenteres med en masse henvisende noter til kilderne. Men der mangler et person- og sagregister, som kan hjælpe én til at navigere i bogen, når man vil bruge den som dokumentation.  Det ville også have været godt med mere detaljerede historiske kort.  Som historisk dokumentar virker bogen ufærdig. Måske er bogen snarere et tilløb til en historisk roman? Undervejs i fremstillingen støder man på en del formuleringer som ”Ansgar har sikkert også” og ”formodentlig har Ansgar”, hvilket antyder, at Torben Bramming i sin ”kløvedalske” fortælleglæde er tilbøjelig til at læse mere i kilderne, end der faktisk står i dem. Han gætter og digter også selv. Sådan set kunne bogen lige så godt være blevet til en roman, hvilket kunne være nærliggende, når man betænker, at Torben Bramming et par gange sammenligner Ansgar med adventurefiguren Frodo Sækker fra Tolkiens ”Ringenes herre”.

     Jeg håber, at der kommer en 2. udgave af ”Da vikingerne mødte korset”, som er gjort færdig med person- og sagregistre plus nogle anvendelige historiske kort. Og denne kunne så følges op af en mere fabulerende folkeudgave, hvori Torben Bramming kunne give sin fantasi frit løb.


Kresten Drejergaard


(Trykt i Præsteforeningens Blad, nr. 37, 14. september 2018)