Bagbutikken som kulturinstitution

af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

Da jeg var barn, var begrebet "bagbutik" forbundet med en klang af ulovlig udskænkning, drikfældighed og uhumsk levevis. Måske var bagbutikkerne faktisk sådan. Jeg ved det ikke, for jeg kom der aldrig. At der var tale om ulovlig udskænkning, er jo sådan set rigtig nok, hvilket skyldes beværterlovens bestemmelser om, at man skal have en særlig spiritusbevilling, hvis drikkevarerne skal indtages dér, hvor de er købt. Da loven kom i 1912, var den sikkert en meget fornuftig foran-staltning, som skulle begrænse umådeholdent drikkeri.

     Jeg har senere forsonet mig med begrebet "bagbutik", efter at jeg selv blev en jævnlig gæst i sognenes bagbutikker, uden at jeg dermed følte mig særlig kriminel. Faktisk havde jeg også en medskyldig, nemlig landbetjenten fra Nørre Aaby, som af og til kom forbi for at høre, om der var ro i sognene. Over en høkerbajer udvekslede vi så store og små begivenheder, inden vi skiltes med et "tak for mødet". Det var sådan set det, bagbutikkerne var. De var mødesteder, hvor vi ved fyr-aftenstid udvekslede nyheder og ordnede verdenspolitikken på en halv times tid. Det kan godt være, at det blev til to-tre høkerbajere, men der var ikke tale om umådeholdent drikkeri. Vi skulle jo også være hjemme til spisetid.

     Da jeg i 1974 blev sognepræst i Asperup og Roerslev sogne, var der en brugsforening i hvert sogn. Der havde tidligere også været brugsforeninger på Asperup Mark og Blanke Mark, men de var blevet lukket før min tid. Desuden var der i Asperup Sogn fem købmandsbutikker, nemlig Spæk (Hans P. Hansen) i Kirkestræde, Kisser (Kirsten Jespersen) i Kærby, Lysdahl (hvis forretning på Byvejen sidst i 70'erne blev revet ned, i stedet fik Amtssparekassen en ny bygning på stedet), Vagn Aage Petersen på Byvejen og Båring Handelshus på Middelfartvej. I Roerslev Sogn var der foruden brugsen to købmandsbutikker, nemlig Vagn og Merete Pedersens butik samt Pumpemagerens butik. Begge butikker lå på Hovedvejen i en del af sognet, vi kaldte Roerslev Mark. De to sidstnævnte butikker kunne ikke omsætte så meget, at man kunne leve af det, så Vagn var også postbud, og Pumpemageren (han blev aldrig kaldt andet) var i al den tid, jeg kendte ham, pensionist.

Nyhedsformidlingen

Da jeg kom til sognene i 1974 var der skønsmæssigt 680 husstande. En konsulent fra dagligvare-området fortalte mig engang, at der i 1950 skulle 17 husstande til for at holde liv i en købmand. I 1985 skulle der mindst 250 husstande til det, forklarede han. Da jeg rejste i 1995 var antallet af husstande steget til 715 samtidig med, at antallet af butikker var skrumpet dramatisk ind. Faktisk var der kun Dagli' Brugsen i Båring (tidligere Asperup Brugs) samt en kiosk i forbindelse med en tankstation på Hovedvejen. Sådan er det stadig, selv om antallet af husstande siden er steget en hel del.

     Alle butikker i sognene har bidraget til den daglige nyhedsformidling. Min forgænger Kaj Thaning fortalte, at han under en cykeltur på Asperup Mark var stået af cyklen for at tale med en kone, som han mødte undervejs. "Er der noget nyt at fortælle herude fra marken?" spurgte han hende. Dertil svarede hun: "Noget nyt! Ved du hvad, siden Asperup Marks Brugs er lukket, er der ingen, der ved noget som helst!"

     Selv har jeg også brugt denne lokale nyhedsformidling. Om sommeren havde jeg undertiden tre ugers ferie, hvor jeg ikke var til stede i sognene. Når jeg så kom hjem kunne det betale sig at tage en runde ud til alle købmændene for at blive ajourført med hensyn til sognenes ve og vel.

     Jeg husker også en dag, hvor jeg var i Middelfart og ville aflægge et besøg på sygehuset for at se til dem, der kom fra mine sogne. Sædvanligvis kunne jeg sige til damen i receptionen, at jeg gerne ville gennemgå kartotekskassen over de indlagte patienter, så jeg kunne notere navnene på dem, jeg som præst havde et sjælesørgerisk ansvar for. Men så en dag, da jeg bad om at se kartotekskassen, sagde damen til mig:

     "Det kan du ikke!"

     "Hvorfor ikke?" spurgte jeg.

     "Nej, for nu er vi gået over til EDB", svarede hun.

     Jeg var godt klar over, at der var noget, der hed registerloven, og at præster efter registerlovens bestemmelser ikke har mulighed for i de offentlige systemer at hente oplysninger på deres sognebørn. Men registerloven gjaldt vel også for kartotekskassen, tænkte jeg og lod derfor, som om jeg ikke kendte noget til denne jura, og spurgte igen:

     "Jamen, kan du så ikke taste vores postnummer ind på maskinen, så jeg på den måde få at vide, hvem der er indlagt fra mine sogne?"

     Jo, det kunne hun godt, fik jeg at vide, men hun måtte ikke på grund af det med registerloven.

     "Nå, men må jeg så ikke have lov at låne din telefon", spurgte jeg.

Det måtte jeg godt. Telefonen var åbenbart ikke omfattet af registerloven. Jeg ringede så til købmand Vagn Aage i Båring for at få at vide, hvem der var indlagt ude fra os af. Han kunne så nævne fem-seks stykker, hvorefter jeg spurgte damen i receptionen, om EDB-systemet havde indvendinger mod, at jeg fik at vide, hvilke afdelinger de pågældende var indlagt på. Det var åbenbart ikke tilfældet, så jeg gik på sygebesøg. I øvrigt havde jeg siden ikke besvær med at få oplyst, hvem er var indlagt fra vore sogne. Vagn Age havde effektivt saboteret registerloven.

     Mit gode forhold til sognenes købmænd blev grundlagt allerede inden, vi i 1974 flyttede ind i præstegården. Vi havde efter indstillingsmødet været på besøg i præstegården for at tage stilling

til hvilke farver, der skulle være på væggene, og lignende praktiske spørgsmål. På et tidspunkt gjorde jeg mig et ærinde over til købmanden - kaldet Spæk, fordi han var spækhøker. Straks jeg trådte ind ad døden, spurgte han:

     "Hvad er du for en idiot?" Jeg svarede, at det havde jeg også tit selv tænkt over. Hvad jeg monstro lavede her i byen, spurgte han videre. Jeg svarede som sandt var, at jeg var i gang med at kikke på hus.

     Om jeg da var så dum, at jeg ville flytte hertil, forsatte han. Jeg svarede "ja" og sagde, at det åbenbart så sådan ud.

     "Hvad for et hus har du da kik på?" spurgte han. Og jeg svarede igen i overensstemmelse med sandheden, idet jeg pegede over på præstegården:

     "Det er det, der ligger derovre!"

     "Jamen undskyld!" sagde Spæk uden i øvrigt at se særlig brødebetynget ud. "Vil du så ikke have en bajer?" Under omstændighederne var det ikke til at sige nej til det tilbud. Siden var vi venner.

     Som ny præst kendte jeg nærmest ingen mennesker i sognene, så når jeg indimellem havde brug for at supplere mit begrænsede personkendskab, gik jeg over til Spæk, eller jeg tog ud til en af de andre købmænd, hvor vi ude i bagbutikken drak en øl, mens jeg forlagde mit ærinde og fik det at vide, som købmanden nu syntes, at jeg skulle have at vide. Og jeg må sige, at jeg den dag i dag er fuld af beundring for den diskrete og fintfølende måde, hvorpå købmændene delagtiggjorde mig i deres detaljerede viden om folk i sognene.   

     Der var ikke bagbutikker alle steder. De to brugsforeninger holdt i den henseende deres "svinesti" ren. Det samme gjaldt vist nok også de to små købmandsbutikker på Hovedvejen. Tilbage var der tre-fire butikker, hvor det var muligt at få en høkerbajer, uden at man nødvendigvis skulle indtage den på en bænk udenfor i regnvejr. Det gik altid sømmeligt til. Det kunne man derimod ikke sige om den stedlige grillbar i Båring, hvor der godt kunne være en del ballade.

     Det ændrede sig dog, da grillbaren skiftede navn til "Lises Bodega". I bodegaens bedste dage samledes vi ofte dér til en søndagsfrokost efter kirketid. Hvad det angår, havde bagbutikkerne deres begrænsning. Vi var glade for vores velrenommerede bodega. Alligevel gik det efterhånden skidt med økonomien, hvilket efter nogles mening var Lises egen skyld. Hun var et ualmindelig rart og medfølende menneske, og hvis hun mente, at nogle havde svært ved at styre alkoholforbruget, satte hun dem i bilen og kørte dem til alkoholambulatoriet i Middelfart. Det var unægtelig pænt af værtshusholderen, men det styrkede ikke omsætningen i bodegaen.   

Spækhøkeren

Spæk og han kone Elses købmandsbutik var formodentlig den, jeg kom mest i, eftersom den lå på den anden side af Kirkestræde over for præstegårdshaven. Butikken var en ren anakronisme, hvad også købmandens kælenavn Spæk (= spækhøker) antyder. Hans reklameslogans var et kapitel for sig selv. På et tidspunkt var der kommet et par nye hylder op i butikken, hvilket gav anledning til følgende slogan: "Nye hylder, nye varer – men personalet er det samme". Et lidt dristigere slogan var klæbet op på kasseapparatet: "Adam elsker Evas balle. Hansens kaffe elsker alle".

     Hvordan Spæk fik afregnet moms med Told & Skat må stå hen i det uvisse. Nu for eksempel hans salg af nye kartofler. De blev efter fælles overenskomst avlet ovre i præstegårdshaven, som vi alligevel ikke kunne overkomme at passe. Så derfor gik vi over til Spæk og købte nye kartofler, som var frembragt i vores egen have. Æg var derimod en vare, som han selv producerede i et hønsehus bag garagen. Når vi kom med en tom ægbakke, gik han ud bagved og fyldte den op under gokken og skrål fra hønsene. Det var absolut friske æg. Noget lignende gjaldt hans kød fra dybfryseren, som engang imellem blev fyldt op med en gris, som han havde købt på en nærlig-gende gård. Somme tider, når jeg søndag formiddag gik i kirke, kunne jeg høre hylet fra slagtningen i købmandens baggård. Han påstod ganske vist, at han kun slagtede til eget brug, men i en snæver vending – hvis der kom uventede gæster – kunne man godt gå over og erhverve sig en flæskesteg fra fryseren.

     Jeg kender ikke noget til, hvordan købmandens momsregnskab så ud. Men med måneders mellemrum kom der en embedsmand fra Told og Skat på besøg. Efter en times tid gik han igen og satte den tomme ølflaske på plads i kassen, da han passerede bagbutikken. Og så blev der ikke snakket mere om det.

     I bagbutikken samledes en trofast lille flok bestående af først og fremmest Kristian Maler, Alfred Tømrer, fragtmanden Peter DSB, Rainer fra "Toftebo", Erling Larsen, Gustav Persille, Leif Slagter, Gummi Karl samt ind i mellem landbetjenten (han kom som regel tirsdag lige før middag) og så mig selv. Undertiden holdt vi aftenmødet i Elses lille køkken, hvor luften var tyk af os fra stegepanden. Her ordnede vi problemerne i såvel den store verden som i vores egen lille verden.

         Christian Maler og Erling Larsen i Spæks bagbutik. 

     Et af de problemer, som vi i vores lille verden måtte tage stilling til, opstod, da Else Spæk døde i februar 1981. Hun var jo halvdelen af personalet og passede derfor butikken alene, når Spæk kørte varetur, hvilket godt kunne tage nogen tid, fordi der undervejs også skulle snakkes en del. Da Else var død og begravet, gik der en måneds tid, hvor vi alle var lidt lavmælte indtil den dag, hvor Spæk midt under et møde pludselig gav udtryk for denne erkendelse: "Tja, sådan en kone laver li'godt meget!" Det gav anledning til en længere samtale om muligheden af at anskaffe en husholderske. Og enden på snakken blev, at vi nedsatte et ansættelsesudvalg bestående af Kristian Maler, Peter DSB og mig selv. I samråd med Spæk forfattede vi en annonce til Jyllands-Posten, idet vi mente, at det med købmandens baggrund måtte være bedst med en fra Jylland. Annoncen fik følgende ordlyd: "65-årig købmand med lyst til lidt af hvert, søger husholderske med eget kørekort" – underforstået at hun i givet fald skulle kunne køre varetur.

     Der indkom 42 svar. Ansættelsesudvalget måtte derfor igen træde sammen for at foretage en indstilling. Vi indstillede i prioriteret rækkefølge tre ansøgere. Men desværre fulgte købmanden ikke indstillingen, men antog en helt anden, som viste sig at være noget af en rappenskralde. Vi kaldte hende "Spækhuggeren". Straks efter hendes ankomst blev bagbutikken lukket, købmanden begyndte at gå med slips i åbningstiden, og han havde rene negle. Det gik der sådan cirka en måned med, hvorefter Spækhuggeren ganske pludselig forsvandt, og vi vendte tilbage til de sædvanlige forhold i bagbutikken. Senere ansatte han en anden husholderske, som hed Agnete. Hende fik vi et anderledes hjerteligt forhold til. Hun medbragte en Fiat 600 som jeg jævnligt lånte, når hjemmesygeplejersken Inger Merete havde lagt beslag på vores fælles bil.

     En dag brækkede købmanden et lårben, som han dog fik sat sammen igen på sygehuset. Men købmandsbutikken og dermed bagbutikken lukkede fra den ene dag til den anden. Selve butikken forblev lukket, men bagbutikken genopstod kortvarigt i en pensionistbolig i Båring.

     Jeg besøgte købmanden en eftermiddag ude på Middelfart Sygehus, hvor han var indlagt i nogen tid. Han var i et jammerligt dårligt humør. Foruden sit brækkede lår beklagede han sig over, at butikken var lukket og nok aldrig blev lukket op igen, og at husholdersken var rejst. Så hvad skulle han gøre, når han blev udskrevet? Han endte velsagtens på plejehjem, når han nu ikke havde nogen husholderske, som kunne tage sig af ham. Der var nærmest ingen ende på hans elendighed. Pludselig lød det ovre fra en seng i den modsatte side af sygestuen: "Du kan s'gu da få min søster". Tilbuddet var åbenbart alvorligt ment. Jeg fortrak derfor, så de selv kunne forhandle sagen på plads.

     Nogen tid efter blev købmanden udskrevet og flyttede ind i en pensionistbolig i Båring. Sammen med ham flyttede også den førnævnte søster ind. Hun var et sødt og humørfyldt menneske, og hun passede ham udmærket i mindst tre måneder, indtil hjemmesygeplejersken og en hjemmehjælper overtog jobbet. I et hjørne af stuen stod der et par rammer øl, som klientellet fra bagbutikken betjente sig af, når vi en gang imellem kom på besøg. Og når vi gik igen, afregnede vi som sædvanlig for det, vi havde indtaget, idet vi lagde en femmer eller en tier i en lille skål, som var sat frem til formålet.

     En dag i slutningen af august 1994 ringede købmanden og bad mig komme på besøg. Det skulle helst ikke vare for længe, sagde han. Da jeg kom, erklærede han, at han nok snart døde, så der var nogle ting, vi skulle have ordnet. Dels det med begravelsen. Han skulle selvfølgelig begraves ved siden af Mutter, som han kaldte Else, og efter begravelsen skulle der i forsamlingshuset være en sammenkomst med suppe og peberrodskød, og hvad der nu hører til af drikkevarer. Vi aftalte også, hvilke salmer der skulle synges i kirken, og da vi var færdige med det, bad han mig gå ud i køkkenet og i et skab tage en flaske snaps fra den beholdning, som han havde taget med sig fra købmandsbutikken – og så farvel! På samme måde kaldte han også andre fra bagbutikken til sig i pensionistboligen. Og når samtalen var forbi, fik de besked på at tage en flaske fra skabet ude i køkkenet.

     Købmanden døde et par uger senere og blev begravet, aldeles som han havde bestemt det.

De vises sten

I kærby havde Kirsten Jespersen – kaldet Kisser – sin lille butik i enden af det stuehus, som havde tilhørt hendes far, Johannes Nygaard, som stadig boede hos datteren. Det var bestemt ikke en butik, man kunne leve af, og Kisser holdt den formodentlig også kun i gang af hensyn til landsbyens velbefindende og hendes egen nysgerrighed. Uden for butiksdøren i gavlen lå fire-fem store sten, som Kisser ironisk kaldte "de vises sten". De udgjorde i sommerhalvåret bagbutikken. Her kunne man møde Jørgen Alfred, naboen Preben Bille Brahe von Løvenborg, Lille Nup (som faktisk hed Einar), Petter Las, Johannes Ægypter, Hans Thimes, som en overgang boede på "Baldershøj", Gunse og Erna samt forskellige andre notabiliteter. Gunse og Erna var et meget charmerende par, som altid fulgtes ad. Efter min opfattelse måtte de være de sidste overlevende eksemplarer af et landarbejderægtepar fra den tid, da der var folkehold på de store gårde. 

     Der var mange gode og underholdende møder, som ofte bestod i, at vi fortalte historier om dem, der ikke var til stede – enten fordi de var døde, eller fordi blot ikke var der. Det var aldrig ondskabsfuld sladder, men snarere godmodige anekdoter som udtryk for en velmenende, medmenneskelig interesse. Kisser var ofte selv leverandør af anekdoter, blandt andet fordi hun havde en vidunderlig evne til at aflæse folks særheder for derefter på syngende fynsk at gengive dem i en godmodig parodi. Her er en af dem:

     En dag kom Gunse anstigende alene i et noget tvetydigt humør. Erna var kommet på sygehuset. Men det var ikke det værste. Det værste var, at da Gunse om morgenen var stået op, fandt han deres store amazonpapegøje liggende død i bunden af buret. Og når Erna kom hjem fra sygehuset, ville hun selvfølgelig tro, at Gunse havde solgt papegøjen og købt øl for pengene. Så hvad skulle han gøre? Kisser løste problemet. Gunse fik besked på at hente papegøjen, som Kisser derefter pakkede ind i avis og lagde i fryseren. Så kunne Erna ved selvsyn, når hun kom hjem, konstatere at papegøjen faktisk var død og ikke solgt.

     Det var nogle særlige typer, der samledes på de vises sten. Foruden Gunse og Erna var der Petter Las, som trods sine godt og vel tres år påstod, at han som fodboldspiller stadig havde så meget skud i støvlerne, at målmanden røg med ind i målet, når han skød på mål. Og der var Lille Nup, som en dag kom anstigende med en stor røget skinke, som han forærede til husstanden med de højtidelige ord: "Gid dette hus aldrig må mangle skinke!" Og så var der Jørgen Alfred, hvis valgsprog lød: "Sig aldrig undskyld, det er et tegn på svaghed!" Det var en holdning, som under et skænderi et andet sted, indbragte ham et skud i ryggen fra et haglgevær. Skuddet, som var affyret på klos hold, gik lige igennem, så dele af hans tarme sad klistret på en ladeport overfor. Men han overlevede og kommenterede senere begivenheden med ordene: "Ja, man har da lov at være en bit heldig engang imellem!"

     De fleste af møderne på de vises sten var fyraftensmøder. Derfor skete det ikke så sjældent, at Kissers mand Poul kom hjem fra sit arbejde i Middelfart, inden mødet var slut. Sommetider sluttede han sig til selskabet og bidrog med en historie fra det virkelige liv. Andre gange gik han i køkkenet for at lave mad, mens Kisser gik i gang med at lukke butikken, hvilket vi andre med en passende situationsfornemmelse opfattede som et signal til, at nu var det tid at afslutte mødet.

     Der er mange gode erindringer at samle på fra Kissers butik. En af dem stammer fra min første tid som sognepræst, hvor jeg var taget på husbesøg hos Kissers far Johannes Nygaard, som sæd-vanligvis sad i stuen med udsigt over gårdspladsen, så han kunne se, hvem der kom og gik som kunder i butikken. Johannes Nygaard spurgte mig, om jeg ville have en ting at drikke, hvad jeg sagde ja tak til og bad om en danskvand. Så gik samtalen fuldkommen i stå. Den kom først i gang igen, da Johannes Nygaard efter en længere tavshed konstaterede: "Det er godt nok noget tyndt pjask, du drikker præst!" Jeg blev så opmærksom på, at han selv sad med en øl, og lidt senere opdagede jeg, at han også havde en halv flaske snaps stående ved fødderne nede ved radiatoren. Kisser bragte mig derefter en øl og et snapseglas, så samtalen kunne komme i gang igen.

     En søndag efter kirketid, hvor jeg havde kørt Kisser og Nygaard hjem efter gudstjenesten, sad vi igen med en kold øl og en radiatorvarmet snaps – Nygaard mente, at det var en god kombination. Pludselig ankom der en ung mand ude fra gårdspladsen, hvor en bil havde sat ham af. Han havde et par sammenbundne fodboldstøvler over skulderen og så en anelse medtaget ud, som om han havde været til fest aftenen før. Kisser præsenterede ham med ordene: "Ja de' æ så vor goe drænj Jørgen. Å jæ ve' bestemt, at haj ette drikker, fo' haj æ alti' så tøsti, nær haj kommer jæm etter å hår von i byi" (Ja, det er så vor gode dreng Jørgen, og jeg ved bestemt, at han ikke drikker, for han er altid så tørstig, når han kommer hjem efter at have været i byen).

Vareture og husbesøg

Kisser lukkede sin butik engang i midten af 1980'erne. Anledningen til det var den, at købmanden oppe i Båring, Vagn Aage, var kommet uheldigt af sted med en operation, hvor han under narkosen fik beskadiget sit luftrør. Det kom der en lang og sej sygehistorie ud af. For at lette på situationen i forretningen tilbød Kisser at hjælpe Vagn Aages kone Bodil, som sammen med Kissers datter Lotte stod for det meste af det daglige arbejde i butikken. Selv overtog jeg af og til det job at køre varetur, hvilket set fra min pastorale synsvinkel fint kunne kombineres med en serie husbesøg.

     Butikken kom i øvrigt også i en periode til at rumme Asperup Posthus, som var blevet reduceret til et postindleveringssted, der blev bestyret af Alice Christiansen fra Roerslev, som holdt åbent sidst på eftermiddagen. Når jeg afleverede min embedspost, var det nærliggende også at aflægge et besøg i bagbutikken, som var købmandsbutikkens lager. Her kunne man møde Christian Agger, som repræsenterede Fremskridtspartiet i kommunalbestyrelsen i Nørre Aaby. Agger var til enhver tid parat til en politisk diskussion og sad vel egentlig kun og ventede på, at der kom en social-demokrat eller radikal forbi, som han kunne lægge sig ud med. Det gjorde der som regel. Desuden var der NOF og Hans Thimes, som i Aggers selskab og for underholdningens skyld ofte påtog sig rollen som sportskværulanter. Arne Tømrer, som var Vagn Aages gode ven, kom også jævnt tit forbi - dog uden at blande sig i den politiske debat – han havde jo et hensyn at tage til sin kundekreds. Også Herman Ahlmann kom af og til i forbifarten. Desuden var der Laurids Pedersen – kaldet "Gale Laurids" fra Gammelgaard - samt genboen Holger, som krydsede over Byvejen hen på eftermiddagen. Og endelig var der Gunse og Erna, som bogstaveligt talt flyttede med, da Kisser kom til Båring. Men det skyldtes nok mest, at de havde fået en pensionistlejlighed i Båring.

     Vagn Aage var i sin tid blevet udlært som kommis hos købmand Karl Rasmussen, der ejede bu-tikken indtil sin død i november 1977. Indtil da havde Vagn Aage og Bodil drevet butikken i en eller anden form for forpagtningsforhold. Da de efter Karl Rasmussens død selv overtog ejerskabet, var det nødvendigt med en større modernisering og ombygning, som skulle finansieres på datidens ugunstige lånevilkår, hvilket gjorde det svært at få en holdbar økonomi ud af det. I de år accecelle-rede desuden den udvikling, som gjorde, at der skulle flere og flere husstande til for at holde liv i en købmandsbutik.

     Vagn Aage døde i juni 1987. Derefter overtog Kisser forretningen og flyttede sammen med sin mand Poul ind i købmandsboligen. Lotte og Kisser passede i nogle år butikken, mens Poul formodentlig bidrog til den største del af husstandsindkomsten i kraft af sit arbejde i Middelfart. Først i 1990'erne gik Poul og Kisser på efterløn. Kisser døde i januar 1995 og Poul et par år senere, hvorefter Lotte ret hurtigt opgav at drive forretningen videre. Så købmandsbutikken lukkede, og dermed lukkede også sognets sidste bagbutik.

Legemliggørelsen af livet

Set fra min synsvinkel var det en æra, der sluttede. Når jeg ser tilbage på det, synes jeg, at mine 21 år som præst i Asperup og Roerslev sogne faldt sammen med den sidste del af en lang afvik-lingsproces. Processen var allerede sat ind, før vi kom til sognene i maj 1974, men den accelererede, mens vi var der. Da vi flyttede til Odense i sommeren 1995, var der i sognene kun Dagli' Brugsen og OK-tankens kiosk tilbage. Selvfølgelig er der stadig liv i sognene, ligesom der stadig er liv i de mange andre fynske småsogne, jeg har lært at kende som biskop. Men livet udfolder sig på en anden måde, og det er ikke holdt sammen og synliggjort af de institutioner, som blandt andet købmandsforretningerne med tilhørende bagbutikker udgjorde.

     En af de ting, der bogstaveligt talt legemliggjorde livet i sognene, var de mange anekdoter, der blev fortalt. Det var dem, der gjorde sognenes særpræg synligt. Hvad det angår, havde bagbutikkerne stor betydning med hensyn til, at holde anekdoterne i live.

(Ovenstående er i en noget kortere version bragt som kronik i Fyens Stiftstidende / avisen Danmark  fredag den 16. februar 2018)