Kronik: "Danmark set udefra"

Danmark set udefra

     -  eller Europa set indefra

af biskop emer. Kresten Drejergaard


Jeg har ikke prøvet at være udlandsdansker i nogen større målestok – "expat" som det hedder blandt de mere professionelle udlandsdanskere. Bortset fra en del ferie- og studierejser er det kun blevet til fire år som præst for danskere i Schweiz fra 2012 til 2016, hvilket selvfølgelig gav mig anledning til at sammenligne de to lande Dan-mark og Schweiz, som i mangt og meget ligner hinanden med en høj grad af velfærd, gode uddannelsesmuligheder og velfungerende sundhedsvæsener. Men de er også forskellige.


Politisk og kulturelt set


I Danmark er velfærden finansieret gennem en meget høj skattebetaling. Til gengæld er der kun i begrænset omfang tale om brugerbetaling. I Schweiz er det modsat. Der er der en høj grad af brugerbetaling, men en forholdsvis lav skattebetaling. Begge lande er demokratiske lande, men i Danmark er det et repræsentativt demokrati med en centralistisk administration. I Schweiz er det meget mere et direkte demokrati med mange folkeafstemninger og en decentral administration.

     Kulturelt set er Danmark et meget homogent samfund. Vi har som folk en lang fælles historie, der rækker tilbage til vikingetiden. Trods de politiske skænderier og drillerier har vi et langt stykke af vejen fælles politiske idealer, som gør det muligt, at der kan føres forholdsvis fornuftige samtaler mellem for eksempel socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Og frem for alt har vi et fælles sprog. I den henseende er Schweiz mindre homogent. Schweiz' historie som sammenhængende nation er af meget nyere dato. Som følge af den decentrale struktur spiller de politiske ideologier en mere beskeden rolle. Og endelig har schweizerne ikke noget fælles sprog, men derimod fire forskellige officielle sprog inden for landet grænser.

     Under et foredrag for en forsamling schweizere havde jeg fortalt om runestenene i Jelling, som man endda kan se afbilledet i et dansk pas. På den baggrund spurgte jeg, om schweizerne betragtede sig selv som ét folk. Det var der ingen, der syntes, at de kunne svare på. I Danmark er det anderledes. I den politiske debat går man uden videre ud fra, at "danskerne" er ét folk, og derfor argumenterer samtlige politiske partier ubekymret med, hvad "danskerne" tænker, tror og mener om både det ene og det andet. Uanset partipolitisk farve tager man uden videre "danskerne" til indtægt. Det er næsten rørende!


Kirkeligt set


I hele Europa markerer man i 2017 500-året for reformationen, som begyndte med, at Martin Luther på kirkedøren i Wittenberg opslog 95 teser, som gjorde op med embedsmisbrugene i den daværende kirke. Selv katolikkerne deltager i denne reformationsfejring.  I Schweiz har man også lagt vægt på denne fejring og markeret den på forskellig måde til trods for, at landet pr. tradition ikke er luthersk, men reformert (calvinsk). Schweizerne ved imidlertid meget godt, at hverken Ulrich Zwingli eller Jean Calvin ville have været det, de var, uden inspirationen fra Martin Luther. Derfor skal han fejres på ordentlig vis.

     Men de schweiziske kirker, som i forskellige ordninger er knyttet til kantonerne, er anderledes end den danske, hvilket også har påvirket landene. Med hensyn til samfundsmoral er det i Schweiz traditionen fra Calvin, der har sejret. Det var Calvins opfattelse, at vi med hensyn til vore sjæles frelse kunne få et lille tegn på, hvilken vej det gik, når man betragtede, hvilken succes man havde i det verdslige liv. Derfor er sparsommelighed og flid afgørende dyder i den calvinistiske livsstil. Det er dyder, der tjener til at forøge Guds ære, samtidig med at de i det verdslige liv viser sig som velstand. Denne puritanske calvinske samfundsmoral præger for eksempel stadig helligdagslovgivningen i Schweiz.

     I de lutherske kirker og derfor også i folkekirken i Danmark er det anderledes. Vores moral med tilhørende gode gerninger tjener ikke til at forsikre os om, at vi har Guds opmærksomhed, for den har vi så at sige på forhånd. Den blev tilsagt os i dåben. Og derfor tilhører vore gode gerninger ikke os selv, men de tilhører medmennesket, vor næste. I tilliden til Guds nåde skal vi "gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde" (Salmebogen nr. 752 v. 4.)


Sekularisering og politisering


Siden reformationen er samfundene blevet sekulariserede. De er blevet verdslig-gjorte. I det politiske liv argumenterer man hverken med Gud eller religionen, medmindre man er muslim. Alligevel spiller religionen en rolle i form af det præg, den har sat på vores tankegang og dermed på vore samfundsdannelser. Det er ikke uden grund, at man har hævdet, at de kapitalistiske samfundsformer har rødder i den calvinsk inspirerede moral, som sagde, at velstanden var et tegn på, at man havde Guds opmærksomhed. Sparsommeligheden og fliden er til Guds ære. Men hvad sker der, når samfundet sekulariseres, og Gud så at sige forsvinder? Ja, så bliver kapitalophobningen til et formål i sig selv, og kapitalismen bliver til en politisk idé.

     Og hvad sker der i det lutherske samfund, når det sekulariseres? Her er tanke-gangen jo den, at vi ikke behøver at gøre noget for at tækkes Gud, men alt, hvad vi gør, gør vi for næstens, det vil sige medmenneskets skyld. Når de lutherske samfund sekulariseres, bliver tanken om næstekærlighed omsat til en politisk idé, som også har et formål i sig selv, nemlig forestillingen om velfærdssamfundet. Ingen politiske partier i Danmark vil anfægte tanken om et velfærdssamfund. De politiske midler til at opretholde det kan vi være uenige om, men selve idéen om et velfærdssamfund hylder vi alle sammen med større eller mindre begejstring.


Europa skylder kirkerne alt


Der er fire store kirkedannelser, som har været med til at præge Europa. Jeg har allerede nævnt de lutherske og de reformerte kirker. Men der er også den katolske og de ortodokse kirker. Alle landene i Europa er nu om dage demokratiske lande, men de har fået deres særpræg af deres kirker. Når man kommer til ortodokse lande med byzantinsk baggrund, mærker man straks, at man også ved, hvad magt er. Når man kommer til katolske lande, har de måske mere forstand på autoritet, fordi de er fortrolige med pavedømmet. I de calvinistisk prægede lande handler det ikke så meget om politik, men derimod om penge og økonomi.

     Og så er der de lutherske lande, som vi i Danmark selv tilhører. Vi ved noget om magt, og vi er også klar over, at der er noget, der hedder autoritet, og vi forstår også, at penge betyder et eller andet, men især er vi optaget af, hvad frihed er for noget. "Frihed er det bedste guld", som det slagordsagtigt hedder i en sang. Det er ikke blot friheden som en liberalistisk politisk idé, vi hylder. Det er et videre begreb om frihed, en åndelig frihed, som har at gøre med, at reformationen i Danmark har passeret et grundtvigsk filter, som tilsiger, at der skal være "frihed for Loke såvel som for Thor". Hvorfor der skal være det, er der ingen, der rigtig kan huske. Men intuitivt er vi meget vel klar over, at vores forståelse af friheden indebærer, at den frihed, som vi ikke vil tilkende andre, den mister vi også selv. I Danmark hylder vi et frihedsbegreb, som gør os til en slags anarkister, der hverken har respekt for magt eller autoritet. Til gengæld har vi som folk sans for, at vi bliver nødt til at samtale om det, som vi vil, hvis det, vi i fællesskab har sat os for, skal lykkes.

     Derfor er jeg godt tilfreds med at være tilbage i Danmark, så jeg kan snakke med.


                                            Kronik i Kristeligt Dagblad, tirsdag den 28. november 2017