Kronik: Hvad for danske værdier

Hvad er det for danske værdier, vi taler om?

Når samtalen går i stå, falder vi fra hinanden

af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Følgende visdomsord tilskrives en københavnsk taxachauffør, som i en meningsud-veksling om indvandringen godt ville sige noget forsonligt: "Ja, ja, man kan sige meget om de dér muslimer, men de tager s'gu deres kristendom alvorligt". Denne besynderlige konstatering er på flere måder tankevækkende. Men det han underforstået siger, er at den synlighed, der præger den muslimske fromhed og livsstil, finder man ikke på samme måde hos etniske, kristne danskere. Vores kristendom er bortset fra kirkehusene næsten usynlig i det offentlige rum. Dansk kristendom opfattes som privatkristendom og er derfor næsten anonymiseret.

     I den igangværende debat om parallelsamfund og integration møder man uafladeligt en forestilling om nogle "danske værdier", som indvandrere – især dem af ikke-vestlig herkomst – skal tilegne sig for at kunne gøre sig fortjent til at være her i landet. Med "ikke-vestlig herkomst" menes der muslimer. Hvad der menes med "danske værdier" er mere uklart, bortset fra at det har noget med respekt for demokrati og ligestilling at gøre.  Men det gælder vel sådan set hele den vestlige verden, hvor man på forskellig måde har demokrati.


Forskellige europæiske demokratier

Siden Sovjetunionens ophør i 1991 er samtlige lande i Europa i en eller anden forstand demokratiske.  Der er variationer i opfattelsen af demokratiet. I Østeuropa og Balkan, som i kraft af den ortodokse kirke har rødder i den byzantinske verden, er fascinationen af magten nogle steder større end begejstringen for demokratiet, hvilket man kunne se i forbindelse med det seneste præsidentvalg i Rusland.

     I det katolske Sydeuropa har der siden midten af forrige århundrede været skrøbelige demokratier, men til gengæld har man i kraft af den årtusindlange fortrolighed med pavestolen en udtalt sans for embedsmæssig autoritet.

     I den vestlige del af Europa med en calvinistisk tradition ved man nok, hvad demokrati er, men i samfundet som sådant er den kapitalistiske økonomi, der spiller den store rolle. Fra Calvins Schweiz har denne tradition bredt sig gennem Frankrig og Nederlandene til det meste af den engelsksprogede verden. 

     Og så er det vort eget Danmark, hvor demokratiet er blevet en form for sekulær religion, samtidig med, at vi hylder et frihedsbegreb, som er en blanding af luthersk skønsomhed og calvinistisk foretagsomhed.

     I Europa er vi alle sammen demokrater, hvis samfundsmæssige etik er formet af en kirkelig tradition. Det er derfor ikke nok at henvise til respekten for demokrati og ligestilling, når man taler de "danske værdier". Man bliver nødt til at reflektere over, hvilken fortolkning begreberne "demokrati og ligestilling" har fået i det danske samfund.

Som nævnt hylder vi i Danmark på baggrund af vores nordeuropæiske kulturelle og politiske tradition et frihedsbegreb, som har rødder i Luthersk kristendom og etik, sådan som den for eksempel er formuleret i Martin Luthers lille skrift "Om et kristent menneskes frihed" fra 1522, hvori han med afsæt i kristendommen tillægger det enkelte menneske skønsomhed til at træffe de rigtige afgørelser i de konkrete situationer. Hos Grundtvig bliver denne etiske frihed fire år efter Grundloven af 1849 formuleret i en næsten anarkistisk retning i sangen "Kærlighed til fædrelandet, hvor det i vers 3 hedder "Kærlighed alt sit udretter / som nødvendigt, men dog frit, / flytter frit, hvad loven sætter: / skellet mellem mit og dit".

     Det hører med i billedet, at Grundtvig i årene 1829-31 var på tre rejser til England, hvorfra han tog noget af den engelske liberalisme med sig til Danmark. I det hele taget blev Grundtvig her i landet et filter for luthersk kristendom og politisk liberalisme. Begge dele blev folkeliggjort i kraft af Grundtvigs salmer og sange samt hans højskoletanker. Men ingen af delene ville være blevet til noget, hvis ikke kristendommen havde været med som baggrund.

     Selvfølgelig kan man isolere "Kirke-Grundtvig" fra "Højskole-Grundtvig" og koncen-trere sig om den sidste. Det er det, der er sket i den politiske og pædagogiske debat, hvor det er den sekulariserede Grundtvig, der er løbet med hele opmærksomheden. Det er en abstraktion, som gør det muligt at reservere sådanne begreber som "lov", "viden", "verdslighed ", "politik" og "folkelighed" til det offentlige rum, mens de korresponderende begreber som "evangelium", "tro", "åndelighed", "religion" og "kristendom" henvises til det private og usynlige rum. Naturligvis skal man kunne skelne og dermed kende forskel på for eksempel religion/kristendom og politik, men man skal ikke oprette vandtætte skodder mellem dem, som om de er begreber, der er hinanden uvedkommende. De skal kunne være til i en vekselvirkning, sådan at den etiske tilskyndelse, der kommer fra den religiøse anskuelse, kan sætte sig spor i det politiske liv, uden at den først skal anonymiseres.

    Danmark har fået politisk tradition, som dels er præget af et luthersk frihedsbegreb med en udtalt tillid til den menneskelige og folkelige skønsomhed, dels er præget af en engelsk liberalisme. Tilsammen er det blevet til noget i retning af det, som Hal Koch med tanke på folkekirken kaldte et velordnet anarki. I al fald har Danmark et eller andet anarkisk præg, som ikke er til at tage fejl af, når først man er kommet til at betragte Danmark udefra.

     Hvilke danske værdier kommer der så ud af det? Det er ikke så let at sige. Der har været gjort nogle forsøg blandt andet med en litteraturkanon, som 2004 blev udsendt af daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs. I 2006 udsendte daværende kultur-minister Brian Mikkelsen en kulturkanon, og året efter tog statsminister Anders Fog Rasmussen initiativ til en demokratikanon. Senest har kulturminister Berte Haarder i 2016 fået formuleret en danmarkskanon, som blev til på forslag fra befolkningen – dog med den tilføjelse, at denne kanon mest er ment som et oplæg til diskussion.

     Jeg føler mig ikke overbevist om, at man på den måde kan "kanonisere" og fastlægge de danske værdier på en liste, og det meste af det er vel allerede blevet glemt igen. Selv-følgelig indeholder disse oplistede værdier en lang række ting, som jeg også sætter pris på. Andet er jeg mere ligeglad med.


Politisk gidseltagning

I øvrigt bliver jeg nødt til at lægge afstand til den brug af ordet "dansker", som er opstået i nyere tid, det vil sige inden for de to-tre seneste årtier. Det var Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, der begyndte. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man kan blive taget til indtægt for alt muligt, fordi man er dansker. Jeg vil ikke kunne være medlem af et parti - dansk eller kristeligt - som har taget patent på at være det, som vi alle sammen er. På den politiske slagmark var det Dansk Folkeparti, der begyndte med argumenter som "danskerne mener" og "danskerne vil ikke finde sig i". Et sådant argument lukker af for enhver videre samtale. Det er jo den rene og skære gidseltagning. For mig betyder dette at være dansker, at jeg hører til i et folkeligt fællesskab, som går på tværs af menings-dannelserne. At være dansker vil sige at høre til i et kulturelt rum, hvor der findes mennesker, som har en anden mening end min, hvilket forpligter mig til at lytte efter, hvad de andre rent faktisk mener. Det kunne jo være, at de med deres meninger forholder sig til et eller andet, som jeg har overset, og så må vi prøve at tale om det, så vi i fællesskab kan blive klogere.

     Det værste er, at nu er politikere fra alle partier begyndt at argumentere med, hvad danskerne mener. Der er opstået et veritabelt slagsmål om at tage danskerne til indtægt. Det er helt galt! Dansker er noget, som jeg er i særdeleshed, og dette begreb dækker noget, der er langt mere omfattende end politiske holdninger, fordi det går på tværs af meningsdannelsen. Hvad er der i vejen med det gode gamle ord "folk", som betegner det, som vi er i vores almindelighed? Når man henviser til, hvad folk mener, henviser man til, hvad almindelige mennesker mener, og det har jeg ingen problemer med. Men jeg har det svært med, at mit nationale tilhørsforhold som dansker skal legitimere et hvilket som helst politisk synspunkt, blot fordi nogle politikere ikke har evne og forstand til selv at argumentere for deres sag. Så fri mig for at være politisk gidsel og for at stå i den situation, at jeg skal undskylde, at jeg er dansker!


Samtale er ikke blot kommunikation

Jeg mener, at Danmark er et samtalende land. Det har vi i alle fald været indtil samtalen blev erstattet af kommunikation, hvilket lyder af noget maskinelt og teknokratisk. Computere kommunikerer. Og hvis de ellers er programmeret ordentligt, kan de heller ikke misforstå hinanden. Kommunikationen en entydig. Samtalen mellem mennesker er altid tvetydig eller flertydig med mulighed for, at vi i samtalen misforstår hinanden, og det er sådan set noget godt. For det betyder, at vi i samtalen ikke blot forholder os til det sagte, men også forholder os til den, der taler, hvilket vil sige, at vi forholder os til hinanden som personer.













      Mellem mennesker snakker vi om det. Det er også pointen i den i disse dage så højt besungne ”danske model”: Når der er et problem, snakker vi os til rette om det – også selv om vi i udgangspunktet har modsatte interesser.   

     Da jeg var barn i årene efter den tyske besættelse, så man ofte ved landevejene et skilt, hvor der stod ”samtalestation”. Det var før telefonboksenes og mobiltelefonernes tid. Skiltet med ”samtalestation” betød, at man passerede en husstand, som mod betaling kunne stille en telefon til rådighed, hvis man havde behov for det. Som voksen mødte jeg senere en noget ældre tysker, som under krigen var kommet til Danmark som flygtning. Han kom fra et land, hvor den frie samtale var suspenderet og erstattet af konsekvent mistænkeliggørelse og angiveri – og det var endda sket på demokratisk vis i kraft af et rigsdagsvalg i 1933. Det første, min tyske bekendte havde bemærket ved ankomsten til Danmark, var disse skilte med ordet ”samtalestation”. Han kom derfor til den opfattelse, at Danmark som sådan er en samtalestation, fordi vi i Danmark efter hans opfattelse er et samtalende folk. Af samme grund blev han under sit ophold i Danmark også meget optaget af højskolebevægelsen, som han efter krigen forsøgte at omplante til tyske forhold.

     Jeg har siden syntes, at det er en meget smuk forestilling om, hvad Danmark går ud på. Det kan godt være, at vi af og til misforstår hinanden. De ord og vendinger, vi bruger, når vi taler med hinanden, er ofte flertydige. Det ligger i selve sprogligheden, hvor ordene kan forstås i både bogstavelige og i overførte betydninger. Det, som ordene betyder, afhænger i høj grad af, hvilken situation de er sagt i, så derfor indgår der i enhver naturlig samtale også en fælles bestræbelse på at finde ud af, hvad den konkrete situation går ud på. Et eksempel: Sætningen ”Kan du se at komme ud!” kan opfattes i både en omsorgsfuld mening eller i en fjendtlig mening. Det afhænger af den kontekst, hvori sætningen er sagt.

     I sig selv er samtale livsoplysning. Det vil sige, samtalen kaster lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi bedre kan orientere os og finde rundt i det. Samtalen forudsætter en grundlæggende tillid, som gør det muligt at opfatte det, man hører, i den bedste mening. I samtalen forholder vi os ikke blot til det sagte, men også til det menneske, der taler. I samtalen udleverer vi os selv, hvorfor samtalen forudsætter tillid til, at alt bliver opfattet på bedste måde. Det, mener jeg, kendetegner et samtalende demokrati med ligestilling mellem mennesker. Det er derfor en pinagtig oplevelse, når tilliden bryder sammen.

     Men man kan jo også vælge at opfatte alt i den værste mening, så man mistænke-liggør ikke blot det, man hører, men også den, man taler med. Det kaldes at gå efter manden og ikke efter bolden. Sagen selv bliver ligegyldig. Det, som det handler om, er at få den anden ned med nakken. Det er det, der alt for let sker i den politiske debat, som derfor kan blive til en pinagtig oplevelse, fordi den tegner et billede af et Danmark, som jeg ikke bryder mig om at kende.


(I meget forkortet form er artiklen blevet bragt som kronik i Fyens Stiftstidende / Avisen Damark fredag den 4. maj 2018).

     Kommunikation er noget andet. Jeg har hørt om en mand, som stod og guffede et par pølser i sig ved en pølsevogn i Odense, mens han betroede sig til pølsemanden, som i dette tilfælde er en dame. En pølsevogn kan også fungere som skriftestol. ”Ja, det går jo ikke så godt derhjemme”, betroede han pølsedamen. ”Der er er noget knas i ægteskabet. Det er ligesom vi ikke kommunikerer så godt mere. Dialogen mellem os er næsten gået i stå!” Hvortil pølsedamen siger: ”Har du prøvet på at snakke med hende om det?”