Hvad er det for et Danmark, vi synes, vi er?

af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

Inden for de seneste 50-60 år har verden forandret sig. Og det har Danmark også. I min barndom var Danmark et landbrugsland, som på naivistisk facon blev afbilledet i Morten Korch-film. Siden har Danmark udviklet sig til at være et industri- og informa-tionssamfund. I den samme periode har befolkningssammensætningen ændret sig således, at ca. 10% af os er af anden etnisk oprindelse.

     Hvis man pinder forandringerne lidt mere ud, så er der især tre forhold, der gør sig gældende, nemlig sekulariseringen, politiseringen og fragmenteringen.

     For det første er der i løbet af det sidste halve århundrede sket en næsten total sekularisering af samfundslivet. Det gælder også, selv om der stadig står i Grund-loven, at Danmark er et kristent land. Det fremgår af Grundlovens § 4 og § 6. Men denne historiske kendsgerning er trængt helt ud i periferien af den offentlige bevidsthed. Ved konfirmationsforberedelsens start må mange præster konstatere, at børnene dårligt nok ved, om Jesus blev skudt eller korsfæstet. Dette videns- og traditionstab har konsekvenser. For når det er blevet den almindelige mening, at det med Gud kan være fuldkommen ligegyldigt, bliver også den samfundsmæssige samvittighed hjemløs. For hvad skal man i grunden skamme sig over? Og hvem skal man skamme sig for. De børn, som vokser op i et religiøst tomrum, hvor der ikke er noget at tro på og derfor heller ikke nogen at skamme sig for – de børn vokser op til en normløshed, hvor alting dybest set kan være lige meget.

     For det andet er der i det tilsvarende tidsrum sket det, at alting er blevet politiseret. Denne udvikling fik for 50 år siden under studenteroprøret et ordentligt skub fremad med venstrefløjens grunddogme om, at "alting er politisk". Dette dogme har siden bredt sig til hele det politiske liv, hvor det er temmelig perifert at beskæftige sig med etiske, religiøse og filosofiske spørgsmål. For der findes kun politiske spørgsmål! Hvad der måtte være af problemer, skal løses ved, at der findes en politisk løsning. Faktisk har politikken overtaget religionens plads i samfundslivet. Ideologien hedder demokrati, og det kan vi selvfølgelig – som de gode danskere vi er – allesammen gå ind for. Det er også lokkemaden i det socialdemokratiske udspil på udlændingepolitikken, hvor det pludselig hedder, "at religion altid er underordnet demokratiet". Dermed er det tydeligt sagt, at demokratiet er blevet sin egen religion. "At religion altid er underordnet demokratiet" er et statement, som en hel del muslimer vil have svært ved at forstå. Det gør i al fald ikke samtalen med dem lettere. Desuden er det en opfattelse, som nemt kan komme i konflikt med en kristelig tankegang, der går ud på, at "man skal adlyde Gud mere end mennesker". Den situation kunne jo opstå, at ens kristelige samvittighed tilsiger et oprør mod en demagog og samfundsforfører, som på demokratisk vis har tilranet sig magten for magtens egen skyld. Netop for et kristent menneske kunne der opstå en pligt til oprør, jf. den tyske modstandsbevægelse efter Hitlers "demokratiske" magtovertagelse i 1933. 

     Til gengæld for den opfattelse, at "religion altid er underordnet demokratiet" har vi i stedet fået et dogme, der siger, at religion er en privatsag, som ikke bør spille nogen rolle i det offentlige, politiske rum. Det er et selvmodsigende dogme, for religion er pr. definition både kulturskabende og samfundsskabende netop derfor ikke en privatsag.

     For det tredje er samfundet blevet fragmenteret, det vil sige splittet op i forskellige kulturelle segmenter, som ikke behøver at have alverden med hinanden at gøre. Det har vore politikere også opdaget, hvorfor de på det seneste har fået travlt med at tale om "sammenhængskraften" i det danske samfund. "Sammenhængskraften" er blevet til et politisk mantra, en bekymret besværgelse, som man håber vil virke, blot man siger den tit nok. Det er karakteristisk, at man først bliver opmærksom på en sammenhængskraft, når den er truet eller ligefrem er ved at forsvinde. Når den folkelige sammenhængskraft tilsyneladende er truet, er det let at gøre indvandringen til syndebuk. Men som etniske danskere har vi selv en stor andel i tabet af sammen-hængskraft. Samfundet er jo splittet op i alle mulige former for kulturer, som hver i en eller andet udstrækning har deres eget sprog. Der er forskellige ungdomskulturer og rockerkulturer, som betjener sig af sprog, som jeg faktisk ikke forstår meget af, når jeg af og til møder det på TV. Der er pensionistkulturer, erhvervskulturer, virksom-hedskulturer, bydelskulturer, politiske kulturer, samt kulturer, der udfolder sig i et økonomisk og finansielt regi, som jeg heller ikke forstår meget af. Men sammenhæng-kraften mellem disse kulturelle former er ikke let at få øje på.

     Så hvad er det da for nogle danske værdier, man taler om, når f.eks. Inger Støjberg stiller krav om, at indvandrere skal "have Danmark ind under huden"? Hvad er det for en kultur, de skal tilegne sig? Der er selvfølgelig sproget. Og så er der respekten for demokrati og ligestilling (herunder homoseksuelle forhold), lyder det fra politikerne bag regeringens ghetto-plan. Men det er jo ikke i speciel forstand "danske værdier". De er også anerkendt mange andre steder i verden.

     Det, som jeg savner i regeringens ghetto-plan, er en form for kulturel og politisk selvransagelse, en overvejelse der går ud på, at vi på baggrund af vores tradition - henholdsvis vores traditionstab - bliver nødt til at stille nye krav til os selv, når vi stiller krav til indvandrere om, at de skal "have Danmark ind under huden". For hvad er det lige for et Danmark, vi taler om?     

   (Kronik i Fyens Stiftstidende / avisen "Danmark" onsdag den 21. marts 2018).