Klummer 2019 -

Klummer 2019

Gulddage

Da børnene var små, skulle vi tit noget andet. Nu gælder det om at indhente det forsømte med børnebørnene


af Kresten Drejergaard


Når man kommer op i årene, er det formentlig uundgåeligt, at man kommer til at tænke over, hvad man har brugt tiden på. Man opdager, at tiden er irreversibel. Den vender ikke tilbage. Og den tid, der er brugt forkert eller er gået til spilde, får man aldrig igen.

For mange år siden tog jeg vores datter med på en køretur, som ikke havde noget særligt formål. Vi boede dengang i nærheden af Silkeborgsøerne, og undervejs steg vi ud af bilen for at tage landskabet nærmere i øjesyn. Ved en sø slog vi smut på vandet med nogle sten, vi havde fundet. Vi havde også en kikkert med, så vi kunne studere dyrelivet. Vi tog os god tid. Ved et ishus holdt vi en pænt stor pause, mens vi på en bænk med udsigt til Himmelbjerget fortærede vores indkøb. Da vi efter nogle timer kom hjem, erklærede min datter, at det havde været en rigtig ”gulddag”.

     Den bemærkning har siden fået mig til at tænke over, hvor mange dage der ikke er blevet til ”gulddage”, fordi jeg hele tiden har skullet noget andet.

     For det er jo det, der er tilfældet. Når jeg tænker tilbage, synes jeg, at jeg næsten altid har skullet noget andet. Og det skulle jeg selvfølgelig også, fordi vi har skullet have noget at leve af, nemlig min kones og min løn – husstandsindkomsten, som den kaldes. I alle familier er man afhængig af husstandsindkomsten. Nu om dage vil det sige to indtægter. Da jeg var barn, var det anderledes. Da kunne man i familien klare sig med én lønindtægt, hvilket i langt de fleste tilfælde betød, at mor gik derhjemme og var husmor. Min egen mor, som var uddannet lærer, tog undtagelsesvis et vikariat, for eksempel når vi skulle spare sammen til en bil, som blev indkøbt på en indkøbstil-ladelse fra det daværende varedirektorat. I efterkrigsårene var pengene i mit hjem ikke store. Alligevel kunne vi det meste af tiden klare os med min fars lønindtægt. Man tør næsten ikke sige det nu om dage, men efter min bedste erindring kom der en hel del gulddage ud af det.

     I min egen aktive erhvervsperiode, som har strakt sig over cirka 45 år, har vi det meste af tiden haft to indkomster i husstanden. Vi har også dårligt kunnet klare os for mindre, hvis der skulle være råd til husleje, bil, båd og ferierejser plus de daglige fornødenheder med rødvin til maden. Men vi har alligevel haft det godt nok med det. Børnene har været med i det meste af det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor mange gulddage der ikke er blevet til noget, fordi jeg skulle noget andet. ”Det andet” har ikke blot været det daglige lønarbejde, men det har også været alle de mange dage, jeg har tilbragt i ret ligegyldige bestyrelses- og udvalgsmøder, samt de dage, jeg har siddet ved skrivemaskinen for at fabrikere en artikel eller noget til en bog, som jeg mest har lavet for min egen fornøjelses eller for karrierens skyld. Hvor mange gulddage har det kostet?

     Nu er karrieren så slut. På den konto kan man måske endnu nå at indhente et par gulddage sammen med børnebørnene. Hvad det angår, er der nu muligheder i, at vi har haft to lønindkomster i husstanden og dermed nu to pensioner. For nu har vi både råd og tid til at tage dem med på en rejse. Det er blevet til flere gode rejser, hvor ambitionen har været, at det skulle være en slags dannelsesrejser, hvor vi er gået på opdagelse i Danmarks og Europas historie. Vi skal ud og finde ud af, hvor stor ”umage, de gjorde sig i gamle dage”. Det sidste er et citat.

     Jeg havde for en del år siden vores dengang otteårige barnebarn med på en tur til København. Han var på det tidspunkt optaget af Christian den Fjerde, så derfor gik turen ud på, at vi ville se Christian den Fjerdes bygningsværker. Vi besøgte derfor Rosenborg, Regensen, Rundetaarn og havnede på et tidspunkt ved Holmens Kirke, hvor jeg forklarede, at den fantasiforladte klods, som lå bag os, er Nationalbanken, hvor rigets finanser ordnes nu om dage. Foran os havde vi Børsen, hvor Christian den Fjerde ordnede sine pengesager. Mathias så nogle gange frem og tilbage på begge bygningsværker og endte så med at konstatere: ”Bedstefar, de gjorde sig alligevel umage i gamle dage!”. Den bemærkning gjorde for mit vedkommende dagen til en gulddag.

                                                      (Kristeligt Dagblad, torsdag den 14. november 2019)

Gennem sanserne får vi livet givet


En stæroperation kan give anledning til nogen eftertanke over, hvordan livet kommer til os


af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.


Palmesøndag den 14. april 1867 holdt Grundtvig en usædvanlig veloplagt prædiken i Vartov Kirke. Den nærmede sig det maniske. En af de mere usædvanlige omstæn-digheder, var at han nu kunne læse sin prædiken med sine gamle, svage briller. Grundtvig mente selv, at det var tale om et under.

     Jeg har oplevet et lignende under: Jeg er blevet opereret for grå stær. Det er ganske vist et under, som jeg deler med hundrede tusinde andre danskere. Men et under er det alligevel. Det føles i al fald sådan.

     Det begyndte med, at jeg følte mig blændet, når jeg kørte bil om aftenen. Det var som at køre rundt imellem stjernekastere. Senere begyndte jeg også at beklage mig over, at jeg havde svært ved at læse skilte med gadenavne. Jeg gik derfor til optikeren for at få nye glas i brillerne. Han undersøgte først brillerne, som han mente var gode nok. Derefter undersøgte han mig og kom til det resultat, at de var mig selv, der var noget galt med. Synsstyrken på brillerne passede ganske vist, men til gengæld havde jeg fået grå stær, hvilket slørede synet. Så jeg måtte til øjenlæge og derfra til øjenaf-delingen på sygehuset, hvor jeg blev opereret. Det tog en halv times tid for hvert øje, og dagen efter havde jeg 100% syn på begge øjne og kan endda se uden briller, bortset fra at jeg for 60 kr. har købt et par læsebriller i Brugsen. Fjernsynsskærmen står knivskarpt, skærmen på min PC er pludselig blevet meget mere læsevenlig. Og jeg behøver ikke at pudse bilens forrude så ofte, som jeg gjorde før i en forhåbning om, at dette ville bedre udsynet. Jo, mit nyvundne syn på tilværelsen er et under, uanset at det er en under, som skyldes en mindre rutineoperation.

     Med forbløffelse er jeg blevet opmærksom på, hvor meget synssansen faktisk giver adgang til. Detaljer, som jeg i lang tid ikke har lagt mærke til, trænger sig pludselig på. Det er ikke blot spindelvævet i et loftshjørne, jeg nu kan se. Det er nye enkeltheder i landskaber og billeder. Selv efterårets farver er blevet lidt friskere, synes jeg.

     Med gru tænker jeg på, hvordan det ville være helt at miste synet. Det ville jo være at miste adgangen til en væsentlig del af det, der formidles gennem sanserne. I det hele taget består livet i det, der kommer til os gennem sanserne. Hvis vi i bogstavelig forstand var sanseløse, ville vi også være uden bevidst liv. Som individer betragtet producerer vi intet som helst ved hjælp af sanserne. Vi modtager kun. Vi får det givet. Det, der udgør livet, får vi givet gennem sanserne. Jeg er godt klar over, at jeg nu nærmer mig et kompliceret erkendelsesteoretisk problem, som har beskæftiget euro-pæiske filosoffer, lige man i 1700-hundredetallet opdagede omverdenen, som et fænomen, der er til uden for os selv i skikkelse af det, som man dengang kaldte den objektive verden, medmindre det forholder sig sådan, at omverdenen ikke er til i sig selv, men kun i form af den subjektive indbildning, som sanserne skaber i os.

     Men så besværligt behøver filosofien ikke at være. Der findes mere erfaringsnære erkendelser. 1880'erne skrev præsten og komediedigteren Jens Chr. Hostrup salmen "Julebudet til dem, der bygge her i mørket og dødens skygge". Hostrup havde tidligere skrevet lystige komedier som "Eventyr på fodrejsen" og "Genboerne". Men i alderdommens år var det knap så lystigt. Ikke blot var hans kone død, han havde også mistet flere børn. Desuden var han ved at blive blind. Alt dette kan man fornemme i salmens første vers, hvor der er tale om et budskab, som jager "det stigende mulm på flugt". og som "trøster mildelig mellem grave". Måske tænker han ikke blot på konens og børnenes grave, men han tænker også på sin egen grav, som venter derude i en ikke al for fjern fremtid. Budskabet giver "fred for både i går og i morgen". Det sætter lidt perspektiv på salmen, når man kender disse omstændigheder. Salmen slutter med ordene: "Favn kun trøstigt, hvad Gud har givet, løft dit hoved og tak for livet". Hostrup har om nogen erfaret, at livet består i det, vi får givet. Derfor skal vi med alle sanser tage imod det og fysisk favne livet, sådan som vi får det givet ved at kende hinanden, og sådan som vi får givet ved gennem det fork(yndte og hørte ord at kende Kristus.


                                                                       (Kristeligt Dagblad, torsdag den 17. oktober 2019)

Det var en skidt prædiken, præst!


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.


Ligesom alle andre mennesker vil præster også gerne have ros for deres arbejde, specielt når det gælder prædikenen, som det måske har kostet store anstrengelser at få skrevet. Det er faktisk slet ikke så let. På den en side står man med en tekst, som efterhånden er blevet ca. 1900 år gammel, den er blevet til på et andet sprog, og den er tænkt i et andet verdensbillede end vores. På den anden side lever vi i en tid og i en verden, som er blevet uoverskuelig, selv om den er kommet tæt på. For prædikanten går kunststykket ud på at få etableret en forbindelse mellem den historiske tekst og den aktuelle verden repræsenteret ved de mennesker, som befinder sig i kirken til gudstjeneste.

     Der var engang en kirkegænger som havde det med efter gudstjenesten at udtrykke sin ros på følgende facon: "Tak for en yndig prædiken!" Det var en kompliment, som jeg havde et noget tvetydigt forhold til. Så foretrækker jeg dem, der indimellem gav udtryk for en utilsløret kritik. Den kunne man da bruge til noget!

     Blandt mine prædikenkritikere var der Johannes Nygaard, som i mange år ikke blot havde passet præstegårdens landbrug, men han havde også passet sin kirkegang. Han havde store buskede øjenbryn og en dyb og lidt rumlende stemme. Jeg tænker mig, at evangelisten Johannes måtte have set ud som Johannes Nygaard.

     Det må have været 7. søndag efter trinitatis, hvor vi efter den tidligere alterbog skulle prædike over et bespisningsunder. Fire tusinde mennesker blev ifølge fortæl-lingen bespist med syv brød og nogle småfisk, og så blev der endda en hel del til overs. Jeg havde i min prædiken fået opstillet en subtil sondring mellem sandsynlighed og troværdighed ud fra en forestilling om, at bespisningsunderet som historisk begivenhed betragtet egentlig var temmelig usandsynlig, men at der på den anden side også er noget troværdigt i fortællingen, fordi de handlede om at bespise nogle nødstedte. Det kom der ikke meget prædiken ud af!

     På vej hjem til præstegården kunne jeg høre Johannes Nygaards skridt bag mig. Jeg kan endnu høre lyden af hans stok, som for hvert skridt beslutsomt blev plantet i gruset. Da han havde indhentet mig, sagde han: "Det var en skidt prædiken, du holdt præst!" Jeg svarede, at jeg måske heller ikke selv syntes, at den var så god – "men hvorfor syntes du, at det var en skidt prædiken, Nygaard?" "Jo", sagde han, "hvis vi mener noget som helst med at kalde ham Vor Herre og Vor Frelser, Guds søn og hvad mere, vi kan finde på af fine titler, så kunne han vel gøre det under så let som ingenting. Det er jo slet ikke det, som det kommer an på!" Og så holdt Johannes Nygaard den prædiken, som jeg burde have holdt – en prædiken om, hvad det kommer an på i evangeliet. For det, som det kommer an på, er, at vi her på vort eget sted har et hus, hvor alt det, som engang blev fortalt om Jesus, bliver virkeligt igen for os, som lever nu. Om det så var bespisningen i ørkenen af de firetusinde, så bliver den begivenhed virkelig igen, når vi holder altergang i kirken og bliver bespist med en smule brød og lidt vin, som i sig selv ikke syner af ret meget, men som ikke desto mindre rummer alt, hvad Jesus sagde og gjorde. "Og nu bliver det så sagt igen til mig. Det er noget, som sker igen, og som også gælder mig, når jeg er i kirke!" Det syntes Johannes Nygaard var et stort under. Det var noget, han kunne forholde sig til. Men hvad der for mange hun-drede år siden skete eller ikke skete på en ødemark i Palæstina, det kom ham ærligt talt ikke rigtig ved, uanset hvad jeg i den forbindelse kunne finde på at sige om sand-synlighed og troværdighed.

     Jeg har af og til tænkt på Johanes Nygaards prædiken, når jeg nu om dage er kirkegænger og lytter til andre præsters prædikener og bliver mindet om mine egne snusfornuftige prædikener, som ofte var præget af en bestræbelse på at ville gøre evangeliet sandsynligt, så det kunne give en nogenlunde fornuftig mening for det såkaldt moderne menneske. Til gengæld er jeg bange for, at mine prædikener ofte led af mangel på mod til at sige noget om det, som det kommer an på.


                                                                 (Kristeligt Dagblad , torsdag den 19. september 2019)    

Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde. Idealet er ikke at missionere


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.


"Sanddru hedning, tyrk og jøde, dem har Gud i grunden kær, hader frem for alt det søde, som på skrømt ham træder nær". Sådan skrev Grundtvig i 1839. Bag Grundtvigs formulering ligger det grundsynspunkt, at der først må være et menneske, før der kan blive et kristent menneske. Både menneskeliv og folkeliv er noget i sig selv, før det kvalificeres religiøst. Den omstændighed gør, at det er legitimt at beskæftige sig med, hvad menneskelivet går ud på, inden man begynder at fortolke det religiøst. "Menneske først, kristen så", som Grundtvig udtrykker det i et andet digt.

     Dette synspunkt spiller en rolle i den virksomhed, der udfoldes i Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense (FTS). Da samarbejdet opstod for tyve år siden, var indvandringen blevet synlig i Odenses gadebillede. Debatten om flygtninge og indvandrere havde på det tidspunkt antaget nogle ganske ukristelige former, som gjorde det nødvendigt, at folkekirken måtte mobilisere en særlig opmærksomhed på fænomenet. Hvis der sker ændringer i den folkelige forudsætning for folkekirken, må folkekirken naturligvis reagere på det.

     I Odense reagerede folkekirken på den måde, at man i 1999 etablerede Folkekir-kens Tværkulturelle Samarbejde. Og det var virkelig folkekirken, der reagerede. Af Odenses 36 sogne var der 27 sogne, der meldte sig som deltagere i projektet. Under etableringen var der en del diskussion om berettigelsen af projektet. Der var dem, der mente, at flygtninge og indvandrere var folkekirken uvedkommende, fordi folkekirken var forbeholdt de rigtige danskere. Andre mente, at det gjaldt om at omvende så mange muslimer som muligt med det formål at integrere dem i en folkekirkelig sammenhæng.

     Arbejdsgruppen og senere bestyrelsen for samarbejdet havde den opfattelse, at man for flygtninge og indvandrere skulle lave et værested med forskellige praktiske funktioner i form af form af eksempel kvindegrupper, lektiecafé og sprogcafé med mere (se samarbejdets hjemmeside: fts-odense.dk). Frem for alt skulle værestedet være et samtalested, hvor mennesker, som er optaget af, hvad livet går ud på, kan snakke med hinanden om det. Det gælder uanset, hvilke religiøse og kulturelle forudsætninger, man møder op med.

     Naturligvis er Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde et integrationsprojekt, der har til formål at hjælpe de udefrakommende til rette i Danmark. Af flygtninge er der i øvrigt en stor del, som er kristne, og som kommer fra kirkesamfund, der ikke findes i Dan-mark. Mange af dem er blevet flygtninge netop, fordi de er kristne. Kristne mennesker udgør ifølge en engelsk rapport 80% af alle dem, der i hele verden bliver forfulgt på grund af deres religion. Det tænker vi som regel ikke over her i det folkekirkelige "puslingland, som hygger sig i smug". Men nogen bliver nødt til at tænke over det. Og hvis folkekirken ikke gør det, hvem gør det så? 

     Det betyder ikke, at FTS er et folkekirkeligt integrationsprojekt ud fra devisen "Kom som du er. og bliv som en af os". For FTS er mottoet snarere: "Kom som du er og find ud af, hvem du er". Idealet er ikke at missionere med det formål at omvende så mange som muligt. Derimod går det ud på, at de nye danskere i en højskoleagtig samtale med andre kommer til at forholde sig til sig selv med henblik på, at de skal indgå i en ny folkelig sammenhæng. Om der så kommer kristne mennesker uf af det, er ikke til at forudsige. Man kan jo håbe det og sige med Grundtvig: "…. om kristen ej han er i dag, han bliver det i morgen".

(Fyens Stiftstidende søndag den 1. september 2019)

Sommerens interrail-tur med barnebarnet viste,

at hver generation har sin historie


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Sommerens ferierejse foregik i år på en interrailbillet med tog til Berlin, Basel, Paris og Hamburg. Med os på turen havde vi vort barnebarn Freja, som blev konfirmeret i foråret. Rejsen var hendes konfirmationsgave, som vi på den måde også selv fik noget ud af. Det var spændende at opleve lidt af Europa set med konfirmandens øjne. For os alle tre blev det en slags dannelsesrejse.

     Som sagt kom vi først til Berlin, hvor vi indlogerede os på et hotel i gåafstand fra Rigsdagen, Brandenburgertor og monumentet for Europas dræbte jøder. Geografisk set var vi lige i hjertet af det moderne Europas historie. Personligt synes jeg, at det er en væsentlig del af min egen livsfortælling. Jeg er vokset op under den kolde krig. Jeg kan huske, da Berlinmuren blev bygget, og jeg har også en meget klar erindring om, da den faldt den 9. november 1989. Det var en begivenhed, som afgørende ændrede min opfattelse af Europa og den europæiske union. Formentlig er det den vigtigste politiske begivenhed, der er sket i hele mit liv. Det ville jeg jo gerne give Freja et indtryk af, mens vi vandrede rundt i Berlins gader.

     På et tidspunkt gik det op for mig, at Freja ikke kan overtage min livsfortælling. Den anden verdenskrig og den efterfølgende periode med den kolde krig vil aldrig komme til at betyde det samme for Freja, som det har betydet for mig. Dertil er den historiske korttidshukommelse for skrøbelig. Det var en erkendelse, som jeg gjorde, da vi opholdt os ved den rest Berlinmur, som er blevet tilbage i den tidligere Prins Albrechts Strasse, den nuværende Niederkirchnerstrasse. Her lå under krigen Gestapos hovedkvarter og ved siden af Waffen SS's hovedkvarter. Det er der ikke meget tilbage af nu. Til gengæld er der langs med den tilbageblevne mur udgravet nogle fængselsceller, som nu sammen med en nybygning er blevet til et dokumentationscenter for nazismens forbrydelser i Europa. For Freja var det noget forvirrende at skulle holde styr på både nazi-tidens forbrydelser og stasi-tidens forbrydelser. Det var Stasis (Statssikkerhedspolitiet) opgave at spionere mod Østtysklands egen befolkning blandt andet med det formål at forhindre flugt ud af landet. Af den grund bærer Stasi ansvaret for rigtig mange drab i forbindelse med flugtforsøg over muren.

     Men Freja er kommet til verden i 2005, og derfor bliver alt dette ikke en del af hendes historie på samme måde, som det er del af min historie. Da jeg var på Frejas alder, var min egen viden om Første Verdenskrig og Versaillesfreden sandt at sige heller ikke ret stor. Det vil være helt andre ting, som engang kan gøres op som historiske forudsætninger for det liv, Freja kommer til at leve. Hvad det bliver, kan man i grunden kun gætte på. Det bliver velsagtens noget, der mere er præget af globale forhold som for eksempel bekæmpelse af fattigdom og klimaforandringer. Og så må man frem for alt håbe på, at der ikke opstår en tredje global krig. Med de ødelæggelsesvåben, der er til rådighed nu om dage, tør man slet vikke tænke den tanke til ende.

     Den historiske korttidshukommelse er som sagt skrøbelig, hvilket skyldes, at den nære historie er sværere at overskue. De erfaringer, der er indgået i vor egen samtids historiske dannelse, kommer derfor kun i begrænset omfang til at spille en rolle i vore børnebørns begrebsverden.

     Tilsyneladende er det anderledes med det, som man så kunne kalde den historiske langtidshukommelse, hvori begivenhederne igennem mange års forskning, sortering og systematisering er blevet gjort overskuelige. Det viste sig, da vi nogle dage senere kom til Paris, hvor vi ude i bydelen La Villette besøgte Tutankamon-udstillingen, som for sidste gang er blevet udlånt fra det historiske museum i Kairo. Her var vi på nogenlunde lige fod, Freja og jeg. Vi viste stort set det samme om Ægypten, pyramiderne, kongegravene og de forskellige faraoer. Jeg tænker at det skyldes, at alt det, der indgår i den historiske langtidshukommelse, i en eller anden udstrækning er blevet til fælles gods i vores dannelseshistorie.


                                                                         (Kristeligt Dagblad, torsdag den 22. august 2019)

Møllerne i Vendsyssel


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

 

Som det er tilfældet hver sommer, har jeg også i år tilbragt nogle dage i Vendsyssel, hvor jeg har nogle rødder. Mit efternavn stammer fra Vendsyssel. "Drejergaard" lå tæt på en gravhøj nord for vejen mellem Brønderslev og Jerslev. Den brændte i 1909, og gården blev aldrig bygget op igen.

     Når jeg som barn kom fra Himmerland til Vendsyssel, lagde jeg mærke til de mange karakteristiske vindmøller, som prægede landskabet ud mod vest. De kaldtes vindmo-torer og var bygget på tagryggen af laderne. Senere, da min mor blev enke, flyttede vi hjem til Vendsyssel, som hun sagde. Fra vort nye hjem kunne vi mod syd se til Børglum Kloster. Mod vest lå Rubjerg Knude Fyr, som der dengang var lys i, og mod nord knejsede Vennebjerg Kirke på sin bakketop. Hvis man bruger disse pejlemærker, vil man finde frem til, at vi boede i Landsbyen Hundelev.

     I nærheden af Rubjerg Knude lå Ruberg Kirke. Den blev pillet ned sten for sten i 1904 og flyttet et par kilometer længere ind i landet. Lidt længere mod nord lå den lille middelalderlige Maarup Kirke helt tæt på skrænten ud mod havet, som hvert år gnaver nogle meter af kysten. Den kirke er nu også revet ned. Kvaderstenene er omhyggeligt blevet nummereret og gemt væk med den bagtanke, at man kunne genopføre kirken et andet sted. Det har der været en del diskussion om. Det er vist nok mest feriegæsterne, der har været fortalere for at bevare kirken. Blandt de lokale, som har mere forståelse for naturens gang på de kanter, har jeg hørt det synspunkt, at kirken "sku' ha' hat low te å ryg' i hawwe".

     Det samme kunne siges om Rubjerg Knude Fyr, som har været ude af drift siden 1968, fordi det var ved at blive begravet i sandflugt. Nu står det tæt på kanten af klinten og vil inden længe skride i havet. Men nu er der – som omtalt i Kristeligt Dagblad (4.7.19) - opstået en plan om at flytte fyret knap 100 meter længere ind i landet. Det er en både risikabel og kostbar plan, forstår man. Men fyret, som blev bygget i 1899, er jo et historisk klenodie fra den tid, da det var farligt at navigere langs kysten. Min holdning til det er den, at fyret også sku' ha low å ryg' i hawwe!

     Til gengæld synes jeg, at man skal flytte Børglum Kloster, som sandelig også er et historisk klenodie. Det er ganske vist ikke ved at ryge i havet, men det er på vej til at blive pakket ind i en skov af gigantiske vindmøller. Både nord og syd for bakkedraget, hvor klosteret er bygget, er der planlagt nogle monstermøller på 150 meters højde. De skal selvfølgelig bidrage til den grønne omstilling - og det er i orden, selv om der lige nu er en overproduktion af grøn energi. Men det er ikke i orden, at møllerne skal ligge lige dér. De gamle vindmotorer på laderne var en karakteristisk del af Vestvendsyssels forblæste landskab. De hørte hjemme dér. Men de moderne el-producerende vind-møller kommer aldrig til at høre hjemme dér. Der er intet, der gør dem specielle for det landskab. De er fuldkommen mage til tusindvis af andre vindmøller. Men de kommer til at stå i et historisk landskab, som der ikke er mage til – et landskab, som har fået sin særlige historie, fordi Børglum Kloster har fået sin monumentale placering her for cirka ét tusinde år siden. Her huserede kong Knud den Hellige samt senere den navnkundige biskop Stygge Krumpen.

     Når man har kunnet flytte Rubjerg Kirke, og til dels Maarup Kirke, samt nu måske også Rubjerg Knude Fyr, så må man også kunne flytte Børglum Kloster til glæde for de turister, som slipper for at photoshoppe vindmøller væk fra deres feriebilleder af klo-steret og landskabet. Desuden kan man i så fald også opføre vindmøller på toppen af bakkedraget, hvor der er mere vind.

     Eller tør man håbe på, at der findes politikere, som har så meget "røv i bukserne" (citat fra Hjørring Byråd), at de tør trodse vindmølleindustrien og de grådige lodsejere, der har øjnet muligheden for en klækkelig arbejdsfri gevinst, så Børglum Kloster som et virkeligt historisk klenodie kan få lov til at ligge i fred?  


(Kristeligt Dagblad, torsdag den 1. august 2019)  

Kristeligt Dagblad - 2019-07/18

Pinsecamp er en broget mosaik


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Der ligger en imponerende logistisk indsats bag den karismatiske Sommercamp Mosaik, men gudstjenesterne mangler indhold, skriver den folkekirkelige biskop emeritus Kresten Drejergaard efter at have været i Mariager


Så man bort fra gudstjenesterne, kunne man næppe forestille sig nogen mere stilfærdig sommerlejr end den frikirkelige Sommercamp Mosaik i Mariager i Nordjylland. Stilfær-digheden på stedet hang nok sammen med, at alle uanset alder det meste af dagen var beskæftiget med et eller andet, som krævede opmærksomhed. Og som havde at gøre med årets tema ”Jesus for alle”.

     De mindste børn kunne findes i en verden med navnet ”Miniguf”. Det var et telt, hvori der med lys, sang og musik blev spillet en slags eventyrspil med en kristelig pointe, som gik ud på, at Gud elsker os. I afdelingen ”Guf”, som var for de 7-12-årige, var man i gang med at opføre de første syv kapitler af Apostlenes Gerninger. Der var arbejdet med tekst og iscenesættelse og tilhørende lys og lyd. Det var flot lavet. Et kompetent band tog sig af musikken, og dygtige børn besatte rollerne. Det hele var tilsat en pæn del humor.

     Lejren var inddelt i syv lejre, som var målrettet forskellige aldersklasser lige fra børnehavealderen til pensionistalderen. På dagen for besøget var der 3206 deltagere på lejren. Når ugen er gået, vil det tal være vokset til cirka 5000. Der var tale om et stort fællesskab delt op i bygader. Hver by, som var tilmeldt sommercampen, havde sin egen gade, hvortil der var knyttet en ”bygadeambassadør”, som skulle sørge for, at det sociale liv fungerede. Til det formål var der med passende mellemrum opsat telte, der fungerede som forsamlingshuse, så man også kunne oprette sociale relationer til andre bygader. Den logistiske indsats, der lå bag denne sommercamp, var virkelig impone-rende. Cirka 300 frivillige bidrog til det.

     Men så var der det fænomen, som kaldtes gudstjenester. Her hørte stilfærdigheden op. I den store idrætshal, som må kunne rumme en stor del af sommerlejren, blev vi modtaget af storskærme med en række larmende reklamespots for de forskellige såkaldte ”fælles foretagender”, det vil sige pinsebevægelsens forskellige skoler i Mariager samt forskellige missionsinitiativer ude i verden.

     Indimellem blev der sunget lovsange, som med stor professionalisme blev fremført af et band på scenen, og der blev fremlagt selvoplevede eksempler på Guds indgriben her i verden. Den moralske pointe var ikke til at tage fejl af: Sådan som Gud ved sin indgriben og førelse sætter aftryk i verden, sådan skal vi også selv sætte aftryk i verden. Det er vel det, som i andre moraliserende sammenhænge kaldes at ”gøre en forskel”.

     Det var at bruge et alt for stort ord, når man kaldte dette fænomen for en gudstje-neste, selvom der også var en hel del bøn og forbøn. Det var en begivenhed blottet for enhver form for liturgisk skønhed. Til gengæld var der rytmisk intensitet i lovsangene, hvor bas og stortromme ikke fik for lidt. Men der var ikke meget indhold i sangene. Det var godt at komme hjem og for sig selv synge en aftensalme af Kingo!

     Det var trods gudstjenesten spændende at gå på opdagelse i sommercamp 2019. Hvis der havde været lejlighed til det, ville det have været interessant at undersøge, om der også er nogen teologi forbundet med dette kirkelige foretagende. Naturligvis handlede det om Jesus, hvilket et besøg i den stedlige boghandel heller ikke efterlod nogen tvivl om. Men det burde kunne udfoldes i en lidt mere omfattende teologisk anskuelse, som også ville indebære en samtale med det sekulariserede kulturliv, der omgav os uden for sommercampens beskyttende hegn.

Om sommercamp

Sommercamp er en af Danmarks største kirkelige sammenkomster og udspiller sig i år 13.-19. juli. Den holdes hvert år i Mariager og arrangeres af Mosaik, der er vokset ud af et pinsekirkeligt netværk, men nu også indeholder andre frikirker.

Fra 2017 har netværket heddet Mosaik, hvilket signalerer et bredere fællesskab, som også kan rumme forskelligheder, når man ser bort fra kravet om anerkendelse af en fælles troserklæring og fælles etiske retningslinier. Mosaik er ”en unik enhed, der formes af selvstændigheder”, som man udtrykker det.

Det næsten ubemandede Danmark

 

Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense 


Det er altid hyggeligt at have børnebørn til at overnatte. En morgen sad den på det tidspunkt tre-årige Freja og jeg og spiste morgenmad, mens hun filosoferede over livets gang: "Først så skal man sove, så skal man vågne, så skal man stå op, så skal man tisse, så skal man have tøj på, så skal man have morgenmad – og så skal man ud og møde nogle mennesker!" Meningen med det hele er, at man skal ud og møde nogle mennesker. Men hvor gør man det? Der er næsten ikke nogen mennesker at møde nogen steder. 

     Højdepunktet og afslutningen på min karriere fandt sted i Schweiz, hvor jeg i fire år var præst for de danskere, som bor dér. Noget af det, der undrede mig, var den fint-maskede infrastruktur, der prægede landet. Vi boede i Genève, som er en by, der rummer adskillige kommuner. I hele Schweiz er der 2.672 kommuner, hvoraf en del i sagens natur var ganske små. I de mindste kommuner holder man efter sigende stadig folkeafstemninger ved håndsoprækning. I vores kommune med ca. 1.200 indbyggere var der tre skoler, fem-seks dagligvarebutikker, to-tre lægekonsultationer samt et posthus, der var bemandet og havde åbent fra kl. otte morgen til seks aften, og vi fik udbragt post hver dag.  Når jeg spurgte schweizerne, hvordan de kunne opretholde denne fintmaskede infrastruktur, var svaret: "Det er, fordi vi har råd til det!" 

     Det har vi åbenbart ikke i Danmark. Da vi efter fire år flyttede tilbage til fædrelandet, opdagede vi til vores overraskelse, at postvæsenet var nedlagt. Der var ingen post-huse. To gange om ugen kan man være heldig at få bragt post til sin postkasse. Det er ikke længere givet, at man kan blive indskrevet som patient hos en praktiserende læge, fordi der er for få af dem. Og hvis man bliver indlagt på et sygehus, bliver man udskre-vet igen, længe før man er rask, og overladt til en fortravlet hjemmesygeplejerske, som ikke har tid til at snakke. 

     Det begyndte for mere end tre årtier siden, da jeg var sognepræst på landet, hvor jeg opdagede, at jeg tilsyneladende var den eneste offentlige person, som havde tid til at lytte til og snakke med folk. Hjemmesygeplejersken (som jeg var gift med) havde ikke tid, hjemmehjælperen heller ikke. Og postbuddet, som førhen kom på en cykel og hav-de tid til en kop kaffe, blev motoriseret og fik endnu mindre tid til overs, fordi han nu skulle nå noget mere. I mange landsbyer blev skolen lukket og børnene fragtet til den nærmeste stationsby. Sammen med skolen lukkede også en hel del butikker. Dér, hvor jeg var præst, var der ni dagligvarebutikker, da jeg flyttede til, plus et par bagere og en slagter samt et håndkøbsudsalg. Hos de lokale handlende mødte vi hinanden og ud-vekslede nyt. Nu er der kun en Dagli' Brug og en tankstation med kiosk.  

     Der er heller ingen bemanding i de offentlige forvaltninger, som man i mange tilfælde kun kan komme i forbindelse med digitalt, det vil sige, at man skal finde forvaltningens hjemmeside, indtaste sit personnummer og derefter rykke 1,2,3 4, eller 5, hvorefter der dukker et felt op, hvori man kan skrive sit ærinde. Med lidt held og tålmodighed vil man derefter få svar på en e-mail. 

     Der er nogle, der vil kalde denne udvikling for fremskridt. Jeg vil kalde den for fat-tigdom. Det er en fattigdom, at det bliver sværere og sværere at møde et menneske, når det nu er et menneske, man har brug for at snakke med. Fortidens fintmaskede infrastruktur var et udtryk for velfærd. Tilsvarende er demonteringen af infrastrukturen og den medfølgende mangel på bemanding i de offentlige institutioner og funktioner et udtryk for mangel på velfærd. Trods min helhjertede sympati for den nuværende rege-ring, er jeg bange for, at den ikke kan udbedre dette velfærdstab. Dertil er fattigdommen blevet for udbredt. 

     Og så blev der alligevel tændt et lille håb. Kort efter at jeg var blevet 75 år, fik jeg besøg af kommunens forebyggelseskonsulent, som blev og snakkede en lille times tid. Det var fint!  Jeg var glad for besøget. Og da hun gik, lovede hun at komme igen om fem år, når jeg bliver 80. 


(Kristeligt Dagblad 11. juli 2019)

Mindst muligt i eget hjem


Af Kresten Drejergaard, Odense


Efter at vi begge to er blevet phd’ere (pensionister hele dagen), har min kone og jeg bosat os i Skibhuskvarteret. Det er en bydel, som historisk set er præget af Thomas B. Thriges fabrikker samt Odense Stålskibsværft.  I nabolaget har vi Marienlyst Hovedgaard, hvor A.P. Møller residerede, når han besøgte sit skibsværft. Nu hedder stedet "Skibhuscentret" og er blevet til et aktivitetscenter for bydelens pensionister. Her kan man gå til foredrag og syng-sammen-arrangementer og fællesspisning samt forskellige former for gymnastik og motion. For nylig har vi fået en labyrint, hvori man kan gå og fordybe sig i sine egne tanker. Skibhuscentret er en vældig rar nabo at have.

     På et par kilometers afstand har vi desuden Seniorhus Odense, som er indrettet i nogle nedlagte fabrikshaller. Det er et forbløffende hus. Hvis man vil gå på opdagelse i alt det, som huset har at tilbyde, kan man lige så godt afsætte en dag eller to til det. Når man træder ind ad døren, bliver man modtaget i en reception med en TV-monitor, som i bedste kursuscenterstil fortæller, hvad der den dag foregår i husets forskellige lokaler.

Der er fjorten forskellige foreninger plus et brugerråd repræsenteret i Seniorhuset, deriblandt et par pensionistrelevante foreninger som Alzheimerforeningen og Osteo-poroseforeningen, men de fleste foreninger handler om klubber og værksteder, der tilbyder foredrag, korsang, håndarbejde og forskellige former for spil, fitness og motion. I værkstederne er der mulighed for at arbejde i træ og metal. Der er kyndige frivillige til stede, som kan yde hjælp til selvhjælp, når man vil foretage mindre reparationer af et eller andet. Især multimedieværkstedet har fanget min interesse. I vores alder har vi næsten alle sammen en bunke dias og smalfilm, som vi ikke ser mere, fordi de forudsætter en teknologi, som ikke mere er til rådighed. Nu om dage skal der digitale fremvisere til. På multimedieværkstedet kan man lave sine gamle smalfilm, videobånd og lysbilleder om til digitale medier, som kan afspilles på et TV-apparat eller en computer. Hvis man har vrøvl med computeren, kan man også få hjælp til det.

     Der er andre værksteder, hvor man kan udfolde sig kunstnerisk med akvarelmaling, tegning og fortællekunst samt forskellige former for musik og dans. Blandt andet er der et bigband på 14-15 medlemmer, som øver en gang om ugen, men det kan naturligvis også stille op ved festlige lejligheder og levere musik til dansen.

     Blandt de mange foreninger er der foreningen Krepo – "kreative pensionister", som udbyder undervisning i engelsk, tysk og fransk. Dertil er der kurser i håndarbejde i form af knipling, vævning, patchwork samt en strikkecafé. De forskellige OK-klubber, som afvikler deres arrangementer ude i byen, har også et kontor i Seniorhuset, der fungerer som en slags sekretariat for de lokale klubber.

     Endelig arrangerer Seniorhuset en sommerhøjskole i august måned. Den strækker sig over det meste af en uge med en lang række aktuelle foredrag. Man skulle være en underlig snegl, hvis man ikke kan finde et eller andet at få tiden til at gå med i Senior-hus Odense.

     I de sidste årtier af det forrige århundrede blev der rundt om i kommunerne nedlagt mange alderdomshjem og plejehjem. Det foregik under mottoet: "Længst muligt i eget hjem". Denne ældrepolitik, som reelt var en spareøvelse, kom der rigtig mange ensom-me enker og enkemænd ud af. Jeg ved det, for som præst var jeg vist nok den eneste offentlige person i sognet, der tog sig tid til at tale med dem, der var dømt til at være længst muligt i eget hjem. Hjemmesygeplejersken og hjemmehjælperen havde i al fald ikke tid til det.

     Jeg vil i givet fald foretrække et motto, der lyder: "Mindst muligt i eget hjem". Så tusind tak til Odense Kommune, som i sidste uge tog seniorhuset ud af sparekataloget!


(Fyens Stiftstidende den 9. juli 2019)

Giftige ord kan dræbe fællesskaber


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Jeg mener, at Danmark er et samtalende land. Det har vi i alle fald været, indtil samtalen blev erstattet af kommunikation og dialog. Computere kommunikerer, og deres kommunikation er entydig og umisforståelig. Hvis man taster forkert, lykkes kommunikationen ikke. Som min kone undrende siger, når det går galt: ”Man skal godt nok ikke trykke ret meget forkert!” Samtalen mellem mennesker er derimod altid flertydig med mulighed for, at vi i samtalen misforstår hinanden. Det ligger i selve sprogligheden, hvor ordene kan være flertydige og tilmed kan forstås i både bogstavelige og i overførte betydninger. Det er der nogle, der opfatter som en svaghed. Jeg mener, at det er en styrke. Det er godt, at vi kan misforstå hinanden, for det betyder, at vi i samtalen ikke blot forholder os til det sagte, men også til den, der taler, hvilket vil sige, at vi i samtalen forholder os til hinanden som mennesker og ikke som maskiner.

     Samtale er livsoplysning. Samtalen kaster lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi bedre kan orientere os i vores fælles liv og finde rundt i det. Derfor forudsætter samtalen en grundlæggende tillid, som gør det muligt at opfatte det, man hører, i den bedste mening. Men det sker ikke altid. Man kan også vælge at opfatte alt på den værste måde, så man mistænkeliggør ikke blot det, man hører, men også den, man taler med. Det kaldes at gå efter manden og ikke efter bolden. Sagen selv bliver ligegyldig. Det, som det handler om, er at få den anden ned med nakken. Det er det, vi af og til har været vidner til i valgkampen, som ikke i enhver henseende har været en opbyggelig oplevelse, fordi den også har tegnet et billede af et Danmark, som jeg ikke bryder mig om at kende.

     Det billede, synes jeg, bliver mere og mere dominerende. Garvede politikere begynder at beklage sig over, at den politiske debat efterhånden er blevet mere hård og uforsonlig. Det smitter selvfølgelig af i den folkelig debat, hvor det bliver mere og mere acceptabelt at fremsætte halsbrækkende udtalelser og uhyrlige synspunkter, som er præget af en hårdhed og kynisme, som ville være utænkelig for blot nogle få år siden. Det gælder ikke mindst debatten om flygtninge og indvandrere.

     Jeg tænker, at de giftigheder, vi har i vores talemåder, virker ligesom arsenik: Man kan godt tåle giften i små portioner, og man kan efterhånden øge portionernes stør-relse, så man kan tåle mere og mere. Til sidst er man blevet immun over for giften og for det, ordene siger. Hvis man ikke er blevet forhærdet i sproglig immunitet, er det sådan, at giftige ord og udsagn virker dræbende i både store og små fællesskaber. De slår fællesskabet ihjel i både samfundsliv og i familieliv. Det bliver i den sammenhæng ikke bedre af, at vi også er begyndt at opfatte sproget som noget i retning af teknisk signalgivning, det vil sige som kommunikation.

     Jeg har hørt om en mand, som stod og guffede et par pølser i sig ved en pølsevogn i Odense. En pølsevogn kan også bruges som en slags skriftestol, så mens han spiste, betroede sig til pølsedamen: "Ja, det går s’gu ikke så godt derhjemme", bekendte han. "Der er er knas i ægteskabet. Det er ligesom vi ikke kommunikerer så godt mere. Dialogen mellem os er næsten gået i stå!" hvortil pølsedamen på klingende fynsk bemærkede: "Har du prøvet på at snakke med hende om det?" Pølsedamen har tydeligvis mere forstand på samtalens nødvendighed end den nødstedte kunde. Mellem mennesker snakker vi om det og når frem til en eller anden form for forståelse. Det er også fidusen i den højt besungne danske model på arbejdsmarkedet, hvor parterne normalt snakker sig til rette om det uden regeringens indblanding. Så får man et resultat, som begge parter kan stå inde for.

     Selv om ordene kan misforstås, fremmer samtalen forståelsen, fordi vi i samtalen forholder os til hinanden som mennesker.

 

                                                                                            Kristeligt Dagblad den 13. juni 2019

 

Rollatorjazz og den evindelige eksistenskrise


Det mest livsbekræftende, jeg har oplevet i min tid som pensionist, er mødet med jævnaldrende, som har overlevet et halvt århundredes "ismer"


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


For omkring 60 år siden begyndte jeg at komme i den lokale jazzklub, hvor der blev spillet New Orleans-musik à la Papa Bue og Chris Barber samt indimellem også lidt mere moderne jazz, inspireret af Miles Davis og Coleman Hawkins, Dizzy Gillespie og andre koryfæer fra den tid. Der sad vi så i jazzklubben med stearinlys i chiantiflasker på bordene og så tungt frem for os. Vi var fremmedgjorte og havde gennemskuet altings absurditet og tomhed. Vi var i krise. Eksistenskrisen havde ramt os. For det var jo i de år, hvor vi i gymnasiet var blevet eksistentialister og læste Albert Camus og Jean-Paul Sartre samt dyrkede det absurde teater.

     Eksistentialismen er for længst passé. Men jeg har forstået på litteraturmennesket Hans Hauge, at den nu er på vej tilbage igen. Det kan være, at det går med den ligesom med New Orleans-musikken. Den måtte i nogle årtier vige pladsen for den moderne jazz, men nu er den tilbage igen – med fuld musik, om man så må sige. I Odense har vi foreningen "Jazzens Venner". Det er traditionel jazz, der bliver spillet. Der er garanti for, at der ikke bliver spillet musik, der er skrevet senere end 1950. Det er musik for de unge på 70 eller 80. Når jeg sammenligner med mine jævnaldrende for 60 år siden, kunne man tro, at eksistenskrisen er overvundet. Det er glade mennesker, som mødes i "Jazzens Venner". I søndags var dansegulvet fyldt op straks, da orkestret "Second Line Jazzband" gik på scenen. Her og der står der en rollator parkeret i et hjørne, for så længe man er på dansegulvet, kan man støtte sig til hinanden. Jitterbug er til gengæld lige i overkanten af, hvad man kan forvente at blive vidne til. Men det kan også gå an med en "hofteholder".

     Et par unge mennesker kom forbi og hørte de swingende toner inde fra huset. "Hvad foregår der derinde?" spurgte de ene. "Årh, det er sådan noget rollatorjazz!", svarede den anden, også så gik de videre.

     Ja, det er noget rollatorjazz. Men det er opmuntrende – ja, direkte livsbekræftende ved at iagttage disse jazzglade mennesker, som er kommet igennem deres ungdoms eksistens- og identitetskriser, ungdomsoprør og marxisme, feminisme, rindalisme, liberalisme, populisme og alle de mange andre "ismer", som har hærget det sidste halve århundrede. Hvad har de dog ikke oplevet undervejs? Det er forbløffende, at de er sluppet så helskindet igennem og stadig har mod på livet og mener, at det kan gå an! Måtte disse ukuelige blive til rollemodeller for den noget yngre generation, som tilsyneladende har opgivet ævred i den overbevisning, at kloden alligevel kollapser i klimakatastrofer og forurening om 80 år, hvis de ikke modsat har bidt hovedet af al skam og meldt sig ind i flokken af antik-yuppier, der boltrer sig i hvidvask og skatte-svindel. Det er godt at se, at der endnu er nogle, der holder humøret oppe og lytter og danser til "The World is waiting for the Sunrise", selv om der egentlig er nok, der kan tage humøret fra en.

     Jazzmusikken er en empatisk musik, en medfølende musik, som med sin rytme og sit tonesprog fortolker de genvordigheder, man måtte have. Jeg var for en halv snes år siden i New Orleans, hvor der mange steder endnu så fattigt og elendigt ud efter Hurricane Cathrina. Men musikken genlød stadigt i gaderne – trodsigt og medfølende. Sådan var det også, da jeg var ung og kæmpede med eksistenskrisen og tilværelsens absurditet. Desuden led jeg som regel af kærestesorg. Men bluesmusikken og Billie Hollidays vemodige sange hjalp mig igennem.

     Det kan være, at det er det samme, der sker i "Jazzens Venner", selv om gennem-snitsalderen er + 70. Alderdommen er vel på sin vis også en slags eksistenskrise. "I hate to see the evening sun go down …… Feeling tomorrow like I feel to day. I'll pack my trunk and make my get away. OH, yeah!"


                                                                                                Kristeligt Dagblad den 9. maj 2019



Myndighederne er fanget i et dilemma:

Ytringsfrihed contra religionsfrihed

 

Af biskop. emer. Kresten Drejergaard, Odense

 

Jeg har netop været inde på YouTube for at se, hvad man kan finde under Rasmus Paludan. Det første og eneste, jeg så, var en videooptagelse fra 16.4.19 på godt 16 minutter fra Kgs. Lyngby, hvor man så Rasmus Paludan afbrænde en koran, som forinden var blevet overhældt med sæd fra kristne mænd og apostater (frafaldne). Det blev senere forklaret, at det var kærnemælk, hvilket ikke gør den formodede symbolske hensigt mere forståelig. Det mest rystende er imidlertid, at hele denne tåbelige happening blev beskyttet af et massivt opbud af politi med front mod vrede protesterende.

     Men hvad skal politiet gøre? Den arme etat står i et dilemma! Man står med en tåbelig borger, som bringer sig selv i livsfare med tåbelige demonstrationer. På den ene side er man forpligtet på at beskytte manden mod hans egen tåbelighed. På den anden side er det ikke blot spild af politiets ressourcer, men det er også politiet selv, der bringer sig i miskredit ved tilsyneladende at forsvare tåbeligheder, som der ikke er noget fornuftig undskyldning for. Jeg forstår faktisk godt, at muslimer, som befinder sig i et land med grundlovssikret religionsfrihed, har svært ved at forstå, at politiet skal forsvare noget, som umuligt kan opfattes som andet end en forhånelse af deres religion, selv om det sker i den grundlovssikrede ytringsfriheds navn. Dilemmaet er religionsfriheden kontra ytringsfriheden.

     Det bliver ikke bedre af, at Venstres politiske ordfører Britt Bager står frem på TV og erklærer, at hun bestemt ikke sympatiserer med Rasmus Paludan, men at hun på den anden side må forsvare den grundlovssikrede ytringsfrihed – underforstået at hun dermed renoncerer på at forsvare religionsfriheden. Det er arven fra Jyllands-Postens Muhamed-tegninger, som her dukker op. Dengang – i 2006 - erklærede statsminister Anders Fog Rasmussen, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Men det kan religionsfriheden åbenbart.

     I 2017 afskaffede Folketinget blasfemiparagraffen, som var et værn mod religiøs forhånelse. Justitsministerens holdning var dengang, at ytringsfriheden vejer tungere. Samme år iværksatte Udenrigsministeriet et initiativ, der i særlig grad skulle være opmærksom på forfulgte kristne minoriteter, som man mener skal have religionsfrihed dér, hvor de er. Dette initiativ kan hurtigt blive udhulet af troen på den ukrænkelige ytringsfrihed.

     På et eller andet tidspunkt bliver Folketinget nødt til at foretage en afvejning af forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden. Hvordan folketinget vil gøre det nu, hvor man har afskaffet blasfemiparagraffen, er ikke til at vide. Men at man bliver nødt til at gøre et eller andet, er indlysende, medmindre man vil tilføre politiet et betragteligt millionbeløb, så det fortsat kan beskytte folk mod deres egen tåbelighed. 


(Avisen Danmark, Skærtorsdag den 18. april 2019)

Forår i parallelsamfundet

I havekolonien genfinder man noget af den landsbykultur, som er gået tabt i løbet af det seneste halve århundrede


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.

 

Så er det forår. Vi har passeret jævndøgnet, og vi er begyndt at vågne op til livet i kolonihaven. Allerede i februar var vi derude for af se, om erantis og vintergækker var kommet frem. Lidt senere kom også krokus og hyacinter, påskeliljer og tulipaner, hvis vi ellers kan havde de sidstnævnte i fred for rådyrene. Hvert år undrer vi os over, at det alt sammen på en eller anden måde er gemt dernede i jorden, indtil forårssolen kalder det frem i tur og orden.

     Efterhånden som foråret skrider frem, kommer der også flere mennesker derude. De, der har været der hele vinteren, kommer frem af deres huse. Og vi andre, som har vores officielle bopæl inde i byen, kommer ud for at se, om jorden snart er til, at der kan lægges kartofler. Desuden er der forskellige småreparationer, som blev udskudt sidste år, da der var for varmt til at lave noget.

     I kolonihaven er der små havehuse, der er flikket sammen af både det ene og det andet, og der er andre huse, som ligner mindre feriehuse. Oprindelig var det meningen, at de, der boede i lejligheder inde i byen skulle have en mulighed for at få frisk luft og friske grøntsager. De fleste af os har stadig grøntsagsbede i haverne, selv om de nu mere er til fritidsbrug og rekreation.

     Havekolonien er i udpræget grad et parallelsamfund, hvor momsen ikke er slået igennem. Kulturen i vores koloni har fra starten af været en håndværkerkultur, hvor man bytter ydelser. Hvis jeg nu hjælper dig med at bygge et nyt drivhus, så hjælper du mig med at udskifte mine vandrør! Med min egen faglige baggrund har jeg ikke så meget at bytte med, bortset fra at jeg står for den årlige høst- og efterårsgudstjeneste i foreningsteltet.

     Dog var der en dag, hvor jeg ville lave et stykke urtehave om til græsplæne. Jeg spurgte derfor Frank, om han ville fræse det med sin kraftige havefræser. Jo, det ville han gerne. Og hvad skal du så have for det? spurgte jeg. Kan vi ikke bytte? lød svaret. Med hvad? spurgte jeg undrende. Kan sådan en som dig ikke holde bryllupper? spurgte han så. Det kunne jeg sådan set godt, selv om jeg er pensionist. En havefræsning for et bryllup! Jo, det går vel sådan cirka lige op. Så det var en aftale.

     Min forkærlighed for kolonihavelivet blev grundlagt, længe før vi selv fik anskaffet en have. Det var i 1980'erne, hvor jeg på forskellige kunstudstillinger var blevet opmærk-som på naivistiske kunstnere som Walther Schaldemose, Tom M. Jensen og Helen Nagel, som alle har hentet en del af deres inspiration i kolonihaverne. Man har sagt om den naivistiske kunst, at den afbilder en drøm om en verden, som ikke er til mere. Det er sikkert rigtig. Men det er på den anden side også rigtigt, at den naivistiske kunst hager sig fast i en opfattelse af tilværelsen, som gør, at man kan have et forsonligt og humoristisk forhold til det ganske almindelige hverdagsliv, så man endda synes, at det er umagen værd.

     I kolonihavens parallelsamfund genfinder man nogle af de dyder, som engang hørte til i landsbykulturens hverdagsliv som for eksempel det, at man har tid til hinanden, og at der plads til almindelig medmenneskelig hjælpsomhed, så man stiller sin håndværks-mæssige viden og kunnen til rådighed for den, der lige nu har brug for den.

     For nogle år siden havde jeg udskiftet en vandhane i havehusets køkken, hvorved en pakning var blevet utæt, så vores lille ølkælder var løbet fuld af vand. Jeg måtte derfor ud i havekolonien for at se, om jeg kunne låne en pumpe. Straks stillede der en elektriker plus et par VVS-folk, hvoraf den ene var gas- og vandmester. Der blev lagt et par dykpumper ned i kælderen og sluttet strøm til. Desuden var der en, der påtog sig at reparere den dårlige pakning. Da vi var færdige, var der hverken vand eller øl i kælderen. Men vi havde haft det hyggeligt og ordnet verdenssituationen, mens skaden blev udbedret.


(Kristeligt Dagblad den 11. april 2019)        

Vort modersmål er dejligt – eller er det?

Vort sprog har ændret sig og er i de senere år blevet grovere og mere simpelt


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.


Jeg er ved at være godt træt af ordet ”fedt”, som efterhånden er det eneste tillægsord, der er i brug, når man vil sige noget positivt. Man kan endda høre ordet i forskellige gradbøjninger som ”skidefedt”, ”superfedt” og ”megafedt”. Men hvad nu, hvis jeg bliver inviteret ud til en fed middag? Så må jeg vel sige nej tak, efter at min læge har anbe-falet mig at spise fedtfattigt. Hvad er der i øvrigt i vejen med at sige, at noget er godt eller fint? Eventuelt kan man tilføje ordet ”meget”. Hvis det skal udtrykkes stærkere, er der jo også sådanne ord som ”udmærket”, ”glimrende”, måske endda ”strålende” eller ”ypperligt” samt flere andre ord, som bidrager til variationsmulighederne i sproget, men som desværre er ved at gå af brug. Dertil kommer, at der er opstået en uhæmmet brug af superlativer i form af forstærkende tillægsord. Vort modersmål er ikke blot dejligt – det er ”rigtig dejligt”, eller endog ”rigtig rigtig dejligt”. Det er selvfølgelig også fedt nok at kunne tale engelsk – måske endda ”super fedt” eller ”mega fedt”. Det er blevet smart at udtrykke sig superlativisk. Men alle disse forstærkende ord har det med at udhule sig selv, så de ikke formår at sige det, de skal, når man virkelig har brug for at lægge et eftertryk på. Der er gået inflation og forurening i sproget. Det er både blevet mere simpelt og mere groft.

     Det er ikke blot det, at sproget i sig selv forsimples. Det er også måden, vi bruger det på, som er blevet grovere. I det offentlige rum er det tilsyneladende blevet accep-tabelt, at vi verbalt overfalder hinanden, så folk i samfundets servicefag må finde sig i at blive kaldt ”fattesvage” og ”halvhjerner” eller det, der er endnu værre. 

     Efterhånden er det blevet en almindelig opfattelse hos et flertal af befolkningen, at det ikke går an, at vi i naturen smider om os med øldåser og plastikaffald. Man kunne håbe på, at den opfattelse også kunne brede sig fra naturen til sproget, så modersmålet ikke forurenes og forsimples mere, at det allerede er. Vi skal ikke blot bestræbe os på at tale ordentligt til hinanden, men vi skal også passe på modersmålet, så det bevarer den dejlighed og milde klang, det havde, da Edvard Lembcke i 1859 skrev sin hyldest til modersmålet.

     Jeg er selvfølgelig klar over, at sproget hele tiden ændrer sig, og at ord skifter be-tydning. Da jeg som sognepræst på landet også var kirkebogsfører, gik jeg af og til på opdagelse i kirkebogen. Omkring 1880 havde den daværende præst indført et barn, som tilsyneladende ikke havde nogen far. Til forklaring havde præsten om moderen anført ”dum og fjollet pigebarn”. Det, syntes jeg, var en underlig bemærkning, indtil det gik op for mig, at den fra præstens side sikkert var ment som en nøgtern oplysning om, at pigen var det, som vi nu om dage vil kalde evnesvag.

     Sproget ændrer sig hele tiden, hvilket er godt nok. Det er med til at holde sproget i live. Men når det er sagt, er det også min opfattelse, at det danske sprog i de seneste årtier har ændret sig i retning af det grimmere. Det er en opfattelse, som måske har noget med min alder at gøre. Men det er altså også en opfattelse, som kan dokumenteres. Hvis man sammenligner lydoptagelser, som er 50 år gamle, med lyden fra radio eller TV nu om dage, så er der sket et tab i tydelighed. Vi taler simpelthen mere sjusket. Vi er blevet til en generation af speed-snakkere, hvilket sikkert skyldes TV-mediet, hvor det går stærkt. Med den korte tid, der er til rådighed, skal der siges mest muligt, inden andre tager ordet fra en. Derfor er der endelser, der bliver snuppet af, og flere vokaler bliver udtalt næsten ens. Denne rablende måde at tale på smitter desværre af på os alle sammen. Der er sikkert nogle, som synes, at det lyder smart. Der er gået smartness i sproget, og når det er rigtig smart, lyder det, som om man er dum. Det kan selvfølgelig også være tilfældet, men der er ingen grund til at bestræbe sig på, at det skal lyde sådan.

                                                                                        (Kristeligt Dagblad den 14. marts 2019)



Hvad er det, vi siger, at vi er, når vi siger, at vi er danskere?

Er det at være dansk en kvalitet, som man kan gøre gældende mod andre, eller er det en for-udsætning i mødet med andre?


Af biskop emer. Kresten Drejergaard


I begyndelsen af 1945, hvor jeg endnu ikke var et år gammel, skrev min mor et brev til mig. Det rummer blandt andet følgende passage:

     ”Når du bliver stor, skal du lære at elske Danmark og alle gode kræfter i det. Du skal se Danmarks land fra syd til nord og fra øst til vest. Du vil da få at se mange sørgelige minder fra denne tid, og du vil få at høre om deres historie. Måtte du da lære at elske ordene: ’Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.’ Der er både meget ondt og forræderisk, men også meget stort og godt i denne tid. Om begge dele skal du høre. Du skal elske vort flag og vor gamle konge, som måske, når du vokser til, ikke er mere. Kresten, du skal blive en god, dansk kristen mand.”

     Læg mærke til, at der ikke er et ”og” eller et ”komma” mellem ordene ”dansk” og ”kristen”. ”Du skal blive en god, dansk kristen mand”. Jeg forstår min mors formulering på den måde, at hun har ønsket for mig, at jeg skulle blive en god kristen mand i Danmark, det vil sige med det danske som baggrund og forudsætning for min kristen-dom. Når der ikke står et ”og” eller et ”komma” mellem ”dansk” og ”kristen”, mener jeg, at det betyder, at hun ikke har opfattet ordet ”dansk” som en særlig kvalitet, man kan tage patent på, men derimod som en omstændighed, man kan få givet. Hvis hun havde tænkt ordet ”dansk” som en kvalitet, ville hun nok have håbet for mig, at jeg skulle blive en ”god, dansk og kristen mand”.

     Jeg har tænkt noget over det – navnlig i de senere år, hvor jeg har lagt mærke til, at vi er begyndt at påberåbe os, at vi er danskere. Det begyndte for et par årtier siden, da det blev skik at omtale folk som danskere og tage dem til indtægt som danskere. Der-med kommer begrebet til at omfatte os alle sammen, for så vidt som vi opfatter os selv som danskere. Efterhånden som alle politiske partier lige fra det yderste højre til det yderste venstre har adopteret vanen med at argumentere med ”danskerne” som begreb, må jeg sige, at der er temmelig meget, som jeg som dansker ikke vil tages til indtægt for. Hvorfor kan man ikke blot kan sige ”folk”? Jeg fo-nemmer det som en regulær gidseltagning, når jeg som dansker bliver taget til indtægt for både det ene og det andet.

     Hvad er det i grunden, vi siger, at vi er, når vi siger, at vi er danskere”. I det politiske regi nævner man som regel respekten for demokrati og ligestilling. Men det mener man jo også mange andre steder i verden.

     Hvis vi vil vide noget om vore samfundsmæssige værdier, bliver vi nødt til at spørge tilbage i kirkehistorien. I begyndelsen af det forrige århundrede argumenterede socio-logen Max Weber overbevisende for, at det moderne kapitalistiske samfund har nogle af sine historiske rødder i reformatoren Jean Calvins reformation af Genève i 1536. Tilsvarende vil man kunne argumentere for, at en del af vore danske samfundsidealer har nogle af sine historiske rødder i Martin Luthers lidenskabelige opgør i 1520-24 med åger, konkurssvindel og monopoldannelser. I mellemtiden er sekulariseringen kommet til, men mange af idealdannelserne har overlevet i det verdslige samfund indtil vor egen tid.

     I Danmark har Grundtvig bidraget til at bringe dem videre med sådanne linjer som "Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt" og "Et jævnt og muntert. virksomt liv på jord ……….. med lige værdighed i borg og hytte" samt det måske stærkeste citat af alle "Kærlighed alt sit udretter, som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter: skellet mellem mit og dit". Det, Grundtvig tænker på, er den kærlighed, som sætter den etiske skønsomhed over den såkaldt politiske nødven-dighed.

     Jeg tænker, at det var et sådant Danmark, min mor mente, at jeg som et kristent menneske skulle lære at elske.

                                                                                      (Kristeligt Dagblad den 21. februar 2019)     


Der skal være lys i præstegården

Præstegårdene er ved at forsvinde, ligesom lærerboligerne gjorde det det for 50 år siden. Er det et nødvendigt kulturtab?


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


Min kone og jeg udgjorde indtil for godt to år siden et ”præstepar” i Den Danske Kirke i Schweiz. Man lagde megen vægt på, at vi var et præstepar, og af praktiske grunde gjorde vi det sådan set også selv. Det var ikke blot det letteste, men også mest fornøjeligt at være to om det. Vores embedsbolig kaldte folk stædigt for ”præstegården”, uanset at den lå på tredje sal i en stor boligblok.

     En pæn del af menigheden bestod af ældre mennesker, som for mere end en menneskealder siden var udvandret fra Danmark. Det var erhvervsfolk, hvoraf mange nu var på pension, samt tidligere au pairpiger, som engang havde forelsket sig i en eller anden urmager og derfor var blevet hængende i landet. Deres forestillinger om ”præ-stepar” og ”præstegård” var noget, som de havde taget med sig fra Danmark i 1950’erne eller 60’erne. Det var det ikke let at ændre på, selv om forholdene i Danmark har ændret sig i mellemtiden.

     For mange år siden fandt man et sted i Jylland under omsætning af et stendige en sten med en tekstside, der havde følgende budskab: ”Præstens velfærd, er sognets frelse”. På et tidspunkt har man vel ment, at dette budskab var lovlig højstemt, og havde derfor vendt tekstsiden indad i stendiget. Jeg har tænkt på denne indskrift, når jeg en gang imellem har sagt, at sognets fornemste pligt er at holde præsten glad, for ellers får sognet nogle sure og dårlige prædikener.

     Det kan godt være, at præstegården er blevet til både en myte og et symbol. Men som symbol er præstegården med til at holde både sogn og præst fast på, at man gensidigt er forpligtede på hinanden. Intuitivt forstår sognene symbolet bedre end forpligtelsen. I et lille landsogn med en ringe kirkegang tiggede og bad man biskoppen om at få lov til at beholde præsteembedet, som var truet af nedlæggelse. Begrundelsen for at beholde præsten var den, at man så gerne ville, at der var lys i præstegården.

     Hos præsterne er det omvendt. Når sognet alligevel forsømmer sin kirkegangspligt, hvorfor skal præsten så stadig opretholde sin boligpligt?  I embedsboligen skal man finde sig i, at der hvert andet år holdes et boligsyn, hvilket af præstefamilien tolkes som beluring, mens menighedsrådet tolker det som omsorg for præstens velfærd. Hvis noget skal repareres, skal menighedsrådet tage stilling til sagen og se efter, om der er penge på budgettet. Hvis ikke, må sagen vente til næste budgetår. Af præsterne fornemmes dette som en ydmygelse, der ikke opvejes af den relativ billige husleje.

     I hvert fald på landet er sognenes interesse i at fastholde præsternes boligpligt nok større end præsternes. I mange landsogne har man endnu en erindring om det kulturtab, der skete, da skolelærerne med 11-timersreglen som bannermærke flygtede ud af både sogn og skoledistrikt og efterlod embedsboligen til den højstbydende landsbyromantiker.

    Måske er der ved at ske det samme med præsteboligerne. For nogen tid siden kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at en sjettedel af præsteboligerne er nedlagt som embedsboliger. Nogle præster ønsker dem ikke mere, og i mange sogne er der heller ikke behov for dem, fordi præstegårdsfunktionen i mange sogne er erstattet af sognegårde og menighedshuse. Under de omstændigheder man lige så godt lave den om til sogne- eller ungdomshus og installere et tænd-og-sluk-ur, hvis man mener, at det er vigtigt med lys i præstegården.

     Efter min opfattelse er det et kulturtab, at præsteboligerne tilsyneladende er ved at forsvinde. Personligt har jeg haft det sådan, at jeg helst vil bo midt iblandt dem, jeg har været præst for. Og midt i al digitaliseringen mener jeg også, at det er bedst for sognene, at man kan gå hen til et bestemt hus i sognet og finde en præst, hvis det er sådan en, man har brug for – en præst, der ikke blot giver lyd fra sig på telefon-svareren.

                                                                         (Kristeligt Dagblad den 31. januar 2019)

Glemslens nådegave

Det kan godt være, at man med alderen bliver mere glemsom, men der også nogle fordele ved det


Af Biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense.


Jeg købte min kontrabas, da jeg var 17 år gammel, og vi har fulgtes ad siden. Under-vejs har bassen fået nogle skrammer. Og det har jeg også selv. Men vi har begge to klaret os. I 25 år har vi været en del af ”Skovshøjrup og Omegns Swingband”, hvor vi var med til at lægge en robust baggrund for blæsergruppens melodiske udfoldelser. Men nu er både bassen og jeg gået på pension. Jeg har fået slidgigt i hænderne, hvilket har sat en stopper for karrieren. Men vi har haft et sjovt sammen, hvilket godt har kunnet forenes med min stilling som sognepræst og senere biskop, selv om jeg har måttet sætte nogle begrænsninger, hvad angår lørdag aften. Det har dog også kunnet kombineres med nogle turnéer for eksempel i det sydfynske øhav, hvor vi på øerne har spillet til dans i forsamlingshuset lørdag aften, hvorefter jeg næste formiddag har holdt gudstjeneste i den lokale kirke. Hvis der på øen ikke har være nogen organist til rådighed, har orkestrets pianist måttet træde til efter en nødtørftig liturgisk uddannelse hos mig.

     For mit vedkommende er det alt sammen slut nu. Slidgigten har sat en stopper for det. I stedet har jeg anskaffet mig en trækbasun, som mine hænder godt kan holde på. Til gengæld kan jeg ikke spille på den. Men jeg øver mig. Jeg har fundet ud af, hvor tonerne sådan cirka ligger på basunens træk, hvilket sætter mig i stand til at spille nogle enkle melodier efter noder. Jeg bruger salmebogens nodebog. Jeg kender jo de fleste af melodierne på forhånd, hvilket støtter nodelæsningen. Jeg øver mig mest om for-middagen, hvor naboerne alligevel ikke er hjemme, og så spiller jeg, så godt jeg kan, nogle salmemelodier. Min kone skal så gætte, hvilke salmer jeg spiller. Det lykkes for hende en gang imellem, og så henter jeg rundstykker til formiddagskaffen hos bageren.

     Selvfølgelig irriterer det mig, at jeg ikke lærer så godt og så hurtigt, som da jeg var yngre. Det gælder ikke blot musikken. Det gælder også sprog. Jeg ville egentlig gerne lære lidt italiensk, men jeg kan ikke huske, det jeg lærer. Der er kun nogle fraser, der bliver hængende som for eksempel: ”Voglio avere uova a colazione” (jeg vil gerne have æg til morgenmad), men det kommer man jo ikke langt med, hvis man sidder på en af Roms gode aftenrestauranter.

     Det er vist i det hele taget en almindelig erfaring, at det med alderen bliver sværere at lære noget nyt. Og det gælder nok også det med at spille trækbasun. Det er et underligt ulogisk instrument. Når man skubber trækket helt ud, får man en dyb tone, og når man gør trækket kortere, får man tilsvarende en høj tone. Men da man også skal forme tonen med læberne, kommer man ofte ud for, at man laver en højere tone ved at skubbe trækket ud og dermed gøre det længere.

     Jeg er derfor begyndt at tage lidt undervisning på instrumentet. Sådan set er jeg lidt flov over det. Jeg synes jo, at jeg burde kunne finde ud af det selv. Men så enkelt er det åbenbart ikke. Vanskeligheden ved at lære noget nyt, når man bliver ældre, svarer sikkert ganske nøje til, at man også bliver mere glemsom med alderen, hvilket på flere måder er godt nok. Ydmygelser, dumheder og hændelser, som jeg gerne havde været foruden, har jeg på det nærmeste glemt. På nogle områder består tilgivelsen ganske enkelt i at glemme.

     Men jeg kan ikke rigtig glemme, at jeg har det besvær med at lære at spille træk-basun. Det irriterer mig. Forleden dag sagde jeg til en bekendt, at det nok også er noget pjat, at jeg i min alder vil lære at spille trækbasun. Det syntes han ikke. Han mente, at alderen også har sine fordele. ”Du skal tænke på”, sagde han, ”at det, du er glad for at have lært i dag, det bliver du lige så glad for at lære igen i morgen!"

     Det kan være, at han er ret. Så jeg vil forsøge at leve højt på denne glemslens nådegave.

                                                                       

                                                                    (Kristeligt Dagblad den 10. januar 2019)