Kronik Kan man gøre gudstjenesten mere attraktiv

Kan man gøre gudstjenesten mere attraktiv ved at gøre den grimmere?


Af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


I året 987 anså fyrst Vladimir af Kiev det for nødvendigt at se sig om efter en ny religion, som kunne egne sig til at kitte hans russiske rige sammen. Han sendte derfor gesandter ud i verden med det formål at undersøge markedet. De kom både til katolikkerne og muslimerne, men de fandt ingen skønhed i deres gudstjenester. Så kom de til de ortodokse grækere, hvor de i gudstjenesten oplevede en skønhed, så de ikke vidste, om de var i himlen eller på jorden. På det grundlag afgjorde fyrst Vladimir, at den ortodokse tro skulle være russernes nye religion.

     Russernes religionsskifte er beskrevet i Nestors Krønike. Kriteriet er gudstjenestens skønhed, hvilket man godt forstår, hvis man forestiller sig en festgudstjeneste fra en af Moskvas store katedraler flyttet til kejser Justinians pragtfulde kirkebygning, Hagia Sofia, i det daværende Konstantinopel. En ortodoks gudstjeneste er i sit væsen en himmelsk begivenhed og dermed en eskatologisk begivenhed. Det vil sige, at den gudstjeneste, der finder sted her og nu, foregriber den gudstjeneste, der altid finder sted i himlen (jf. Johannes’ Åbenbaring kap. 4 og 7). Vores gudstjeneste er således set en foreløbig begivenhed i den forstand, at den peger frem mod den endelige og fuldkomne begivenhed, hvor det er Kristus selv, der sidder på dommersædet for at dømme levende og døde. Ret beset er det den begivenhed, der foregribes i vores søndags-gudstjeneste, som derfor er en skelsættende begivenhed (jf. Johannesevangeliet kap. 3 vers 19: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden”). Gudstjenesten sætter skel mellem dem, der søger ind i lyset, og dem, der søger ind i mørket.

     Man kan betragte gudstjenesten som ritual, som kult, som kunstværk, som teater, som performance. Men hvis ikke den eskatologiske horisont er tænkt med som gudstjenestens egentlige forudsætning, mister gudstjenesten sin mening. Den forudsætning er tydelig, når man ser på de ortodokse kirkers liturgier. Forudsætningen er måske knap så tydelig, når man ser på folkekirkens gudstjenesteordning. Men den er der. Specielt er den tydelig, når man læser den danske salmelitteratur fra middelalderen til og med K.L. Aastrup. Derefter klinger eskatologien ud. I de såkaldt moderne salme møder man kun af og til ”lyset” som metafor for det store ”eskaton”.

     Til gengæld spiller skabelsestanken en mere fremtrædende rolle i de moderne salmer, hvilket ikke er så mærkeligt i betragtning af, miljø- og klimakriser er horisonten for nutidens domme-dagsvision. Derfra er der ikke langt til at lade både gudstjenester og salmeskrivning munde ud i en appel til den dårlige samvittighed med et budskab om, at vi ikke blot skal tage os af hinanden, men også tage vare på den jord, vi går på. Bag den dårlige samvittighed lurer Ragnarok, undergangens dommedag, som måske nok har sandsynligheden for sig, men som ikke har noget at gøre med evangeliets dommedag, hvor det er lyset, der kommer til verden, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet.

     Der har i de seneste årtier været talt en hel del om gudstjenestefornyelse, fordi det er blevet den almindelige mening, at gudstjenesten er kedelig, eftersom den ikke er til at forstå. Salmerne er ubegribelige, og melodierne er ikke til at synge. Teksterne siger ikke det moderne menneske noget, og talen i pausen er for lang. Denne opfattelse af gudstjenesten er ikke nem at komme til livs. Man kan selvfølgelig spørge om, hvor folk midt i deres almindelige hverdagsliv ellers vil finde et hus, der er så mærkeligt og fyldt med historie som et kirkehus. Hvor vil de finde et musikinstrument med så mange muligheder som et kirkeorgel? Hvor kan de synge tekster, der er så mættede med opmuntrende indhold og fantasifulde billeder som de salmer, man synger i den danske salmebog? Og hvor vil man mindst engang om ugen kunne høre en velforberedt tale, der handler om både livet og døden og det, der er midt imellem? Hvor vil man i det hele taget på sit eget sted kunne finde et hus, der huser en sådan skønhed, som den lokale folkekirke?

Disse spørgsmål gør næppe noget indtryk på det moderne menneske, der lever i sin egen verden. Af imødekommenhed og af angst for at skubbe det moderne menneske fra sig forsøger man derfor at gøre gudstjenesten mere attraktiv ved at gøre den grimmere. Det er der selvfølgelig ingen gudstjenestefornyere, der vil indrømme. Men det er det, der sker, når imødekommenheden tilsiger, at dåbsfolkene må vælge salmer med det resultat, at man søndag efter søndag synger ”I østen stiger solen op” og ”Op, al den ting” suppleret med ”Lasse, Lasse lille” som dåbssalme (eksemplet er desværre ikke opfundet af mig). Dertil kommer alle de hjælpende regibemærkninger som ”Lad os rejse os” og ”I må gerne sidde”, som ødelægger gudstjenestens ”flow”. ”Lad os alle bede” kunne man for min skyld også godt udelade sammen med ind- og udgangsbønnen, som har fået så mange varierende former, at de nærmest er blevet intetsigende.

     Jeg siger ikke, at der ikke må eksperimenteres med gudstjenestens former. Det har jeg selv gjort, og jeg har i den forbindelse gjort den erfaring, at det er nødvendigt på forhånd at gøre sig klart, hvad gudstjenesten er for en begivenhed. Er den ritual, teater, performance? Eller er den sin egen kategori som eskatologisk begivenhed? Det har også betydning for prædikenen. Er præsten studievært, standup’er eller herold?

     I øvrigt kan det jo ikke passe, at gudstjenesten er så uforståelig, som man påstår. Som liturgi betragtet kan man sammenligne den med en sølvbryllupsfest i et forsamlingshus, som næsten punkt for punkt har de samme liturgiske led som en gudstjeneste i kirken, medmindre festens form er blevet ødelagt af det, som K.E. Løgstrup i sin tid kaldte ”formløshedens tyranni”.  For blot at nævne et par punkter: Præludium = indmarch i festsalen / Indgangsbøn = sølvbrudgommens velkomsttale / De faste led: Trosbekendelse, Fadervor og velsignelse = suppe, steg og is / De vekslende led (som giver gudstjenesten og festen sit særlige præg): Tekstlæsninger, salmer og prædiken = sangskjuler, lejlighedssange og taler / Udgangsbøn = sølvbrudens ”velbekomme”.

     Hvis man kan følge med i en traditionel sølvbryllupsfest, kan man også følge med i en gudstjeneste, forudsat at man er der som deltager og ikke som tilskuer, det vil sige som en, der blot overværer og belurer det, der sker.

     Selvfølgelig er der forskel på en sølvbryllupsfest og en gudstjeneste. Der er den forskel, at hvis sølvbryllupsfesten blev mislykket, fordi maden brændte på, eller fordi sølvbrudgommen blev fuld, så er skaden uoprettelig, for festen hører allerede fortiden til. Gudstjenesten hører derimod fremtiden til, fordi den foregriber den himmelske gudstjeneste, hvor Kristus selv er præst, og hvor de helliges samfund, de levende og de døde, er fælles i lovsangen til ham, der sidder på tronen. Som dem, der går i kirke, lever vi i en foreløbighed, vi lever i det næstsidste, men vi forholder os til det sidste, som er ”kødets opstandelse og det evige liv”.

     I den forgangne sommer har biskopperne til menighedsråd og præster udsendt et oplæg til diskussion om gudstjenesten. Det bærer titlen ”Hvem bestemmer?” Det er et godt initiativ. Forhåbentlig ender det ikke i et slagsmål om, hvem der bestemmer – menighedsråd, præst eller biskop - men i en lødig samtale om, hvad gudstjenesten er, og hvordan den kan være så smuk som overhovedet mulig.   


                                                                         Kristeligt Dagblad mandag den 5. november 2018.