Kronik. Brev til min lokale bank

Brev til min lokale bank

Vi må skilles - efter 55 år


af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

For 55 år siden meldte jeg mig som kunde i den daværende Landmands-bank, som senere blev til Danske Bank. Det har jeg siden været godt tilfreds med.


Min tillid til Danske Bank fik dog et knæk, da banken for nogle år siden satte geby-rerne op, hvilket jeg i betragtning af den lave rente godt forstår, at banken kan blive nødt til. Et eller andet sted skal den jo tjene penge. Men da banken samtidig udtalte, at man ikke kunne tage hensyn til de mindre kunder, som blev forholdsvist hårdt belastet af de nye gebyrer, blev jeg bekymret. Og min bekymring steg til irritation, da banken efterfølgende frejdigt erklærede, at banken godt kunne undvæ-re de mindre kunder, da man alligevel ikke tjente særligt meget på dem.


I 2012 flyttede vi til Schweiz, hvor jeg af praktiske grunde oprettede en konto i UBS-banken, som havde en glimrende service – også over for en mindre kunde som mig. I Schweiz spiller politik ikke den store rolle. Det gør derimod økonomi, hvilket også til en vis grad prægede de derboende danskere, som jeg var præst for. Det var blandt danskerne velkendt, at der i landet var afdelinger af forskellige danske pengeinstitutter, som det kunne betale sig at snakke med, hvis man hjemme i Danmark havde proble-mer med skatten. Sagen blev omtalt i dansk TV, og jeg tænkte dengang, at jeg kunne være tilfreds med, at jeg i den forbindelse ikke hørte noget ufordelagtigt om Danske Bank, som så vidt jeg ved ikke havde nogen afdeling i Schweiz.


Jeg mener ikke, at jeg nogensinde har snydt i skat, når jeg ser bort fra, at der lejlig-hedsvis kan være et mindre honorar som foredragsholder eller amatørmusiker, som er smuttet uden om systemet. Faktisk har jeg været en glad skatteyder, som synes, at jeg har fået meget for pengene, ikke mindst i kraft af det danske sundhedsvæsen. Derfor har jeg heller ikke nogen særlig sympati for folk, som bevidst forsøger at snyde i skat eller forsøger at hjælpe andre til det. Og det er så grunden til, at min kone og jeg nu kapper forbindelsen til Danske Bank.

 

I bankens topledelse kan man ikke have været uvidende om den estiske hvidvask-skandale. Den postulerede uvidenhed bliver mere og mere latterlig, efterhånden som sagen bliver belyst, og det er man endda ikke færdig med endnu. Det er bedrøveligt, at det skal gå ud over gode og hæderlige bankfolk i Danske Banks lokale afdelinger, som

hverken har lod eller del i skandalen. Det gælder også den afdeling, der indtil nu har været min lokale bank. Jeg har oprigtigt ondt af de medarbejdere, som skal stå på mål for folks vandede vittigheder eller endog hån og vrede i anledning af hvidvaskskan-dalen. Men når man er kunde i en lokalafdeling, er man dermed også kunde i hele firmaet. Eller sagt med andre ord: Hvis man som kunde ikke mener at have samvit-tighed til at solidarisere sig med firmaet, bliver man også nødt til at forlade firmaets lokalafdeling.


På et punkt er jeg dog skuffet over min lokale bank. Da jeg på bankens hjemmeside pludselig kunne konstatere, at vi havde fået en ny bankrådgiver, var jeg noget stødt over, at jeg som kunde ikke på en e-mail havde fået et varsel om det. Jeg spurgte derfor om, hvor min rådgiver var blevet af. Det vidste medarbejderen, som jeg talte med i telefon, ikke. Rådgiveren var bare ganske pludselig forsvundet, svarede man mig. Jeg spurgte, om hun da havde taget af kassen, hvilket til min lettelse blev benægtet. Man vidste bare ikke, hvor hun var. Kan det virkelig være rigtigt? Byen er jo ikke større end Korsbæk! Eller var jeg måske stødt ind i en af bankens tavshedsklausuler? Via Google fandt jeg selv frem til min hidtidige rådgiver, som nu var blevet bankrådgiver i anden og helt lokal bank 200 meter længere nede ad gaden. Den har godt nok flere afdelinger, men den kan langtfra betegnes som nogen international koncern.


På baggrund af ovenstående overvejelser har vi nu – aldeles uopfordret - valgt at følge vores hidtidige bankrådgiver til den for os nye bank, som har den for mig indlysende fordel, at den ikke er aktør i den internationale finansverden, hvor almindelig moral og anstændighed tilsyneladende ikke spiller nogen rolle. Jeg har egentlig ikke nogen forventning om, at disse overvejelser vil interessere nogen i Danske Bank – hverken internationalt, nationalt eller lokalt. Men efter 55 år som kunde i Danske Bank har det været nyttigt for mig selv at nedskrive mine tanker – om ikke for andet, så for at få lidt ro i sindet efter skilsmissen.


                                    Kronik i Fyens Stiftstidende / avisen "Danmark" den 22. november 2018.