Prædikener fra Schweiz

Konfirmationstale pinsedag i Genève 2016

Konfirmationsvers:


Thi når vor sjæl er i Guds hånd,

Guds-ordet i vort hjerte,

da brister for os alle bånd,

som pine kan og smerte,

da åbner sig som aldrig før,

Guds-riget port, Guds-husets dør

og livets kilder alle.

     Så vidt genfortællingen af hensyn til kirkegængerne.

     Historien om Jakobs kamp er, så vidt jeg har forstået, den historie, du hæfter dig ved – velsagtens fordi den på en eller anden måde også er din historie. Som dansk født schweizer betragter du dig som eksildansker, har du sagt. Ligesom Jakob fra sit eksil vendte tilbage til sit land og undervejs måtte tage et slagsmål med Gud, sådan har du også besluttet dig for at være dansker, og det er du jo også efter min opfattelse, men det har måske nok kostet dig et slagsmål om, hvem du egentlig er.

     Det er også det, der er tilfældet for Jakobs vedkommende. Hvem er han egentlig denne svindler, som måtte gå i eksil, men ikke kunne flygte fra Gud?

     Meningen med denne natlige kamp med Gud er, at Jakob – netop dér i vadestedet - skal lære, at Gud er den, han er, men at han naturligvis kun kan være Gud for Jakob, hvis han bliver til "Jakobs Gud", hvorved Jakob bliver til den, han er. Det, mener jeg, er pointen i historien. Det er mærkeligt nok Jakob, der går sejrrig ud af kampen, selv om han undervejs har pådraget sig en hofteskade. Men han tilkæmper sig faktisk Guds velsignelse, og

han kommer ud af kampen som et nyt menneske med et nyt


navn, nemlig Israel, det vil sige "den, der har kæmpet mod Gud".

     Det navn kommer senere til at spille en rolle, for da Jakob når frem til Sikem i Kana'ans land bygger han et alter, som han indvier til "Gud, Israels Gud" (1.Mos. 33,20). Det er nyt! Tidligere har Jakob omtalt Gud som "Abrahams Gud og Isaks rædsel" (1. Mos. 31,42), men efter oplevelsen ved Penuel – Guds ansigt - er Gud blevet Israels Gud, altså Jakobs Gud.

Der er en anden detalje, som jeg har tænkt noget over siden Kristi Himmelfart-dag, hvor vi havde den sidste konfirmandtime. Du gjorde i samtalen gældende, at Jakobs drøm med himmelstigen og den åbne himmel i en kristen sammenhæng kan siges, at være et sindbillede på dåben, hvor vi hører Guds løfte om, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Jakobs kamp kan til gengæld siges at være et sindbillede på konfirmationen, hvor Gud for os bekræfter det tilsagn, han har givet i dåben. Ligesom "Abrahams Gud og Isaks rædsel" efter den natlige kamp ved vadestedet over Jabbok-floden bliver til "Israels Gud", altså Jakobs Gud, således bliver dåbens Gud - det vil sige ham, der har "al magt i himlen og på jor-den" - efter konfirmationsforberedelsens Jakobs-kamp i konfirmationen til din Gud.

     Jeg tror ikke, at Jakobskampen nødvendigvis skal forstås som et voldeligt slagsmål, selv om det måske nok kan gå voldsomt til. Jeg tror, at vi hver især har vore Jakobs-kampe, som kan være mere eller mindre dramatiske. For mit eget vedkommende har det mere været, hvad jeg vel efterhånden kan kalde en livslang samtale med Gud om, hvad livet går ud på. Vi har ikke altid været enige. Men samtalen har været holdt i gang af den omstændighed, at jeg i det meste af mit liv har gået i kirke. For mig er gudstjenesten på én gang blevet til "Guds hus og himlens port" og til Jakobs kamp, hvor det viser sig, at den fjerne Gud bliver den nære Gud derved, at han i kampens hede også bliver min Gud.

     Lad os bekende troen på det! 


Jakobs kamp

Kære Anne!


Under vores konfirmationsforberedelse er vi flere gange stødt på Jakobs-historien i Det gamle Testamente. Af hensyn til de kirkegængere, som har deres konfirmation på lidt længere afstand skal jeg lige minde om handlingen.

     Jakob er en af de tre patriarker i Det gamle Testamente. Abraham, Isak og Jakob hedder de - bedstefar, far og søn. Jakob var en svindler og bedrager. Han lignede sin morbror, som hed Laban. To gange snød Jakob sin bror Esau. Først for første-fødselsretten og derefter for sin fars velsignelse. Så Jakob måtte tage flugten for sin brors helt berettige vrede og søge tilflugt hos sin morbror Laban. I den forbin-delse er der to særlige historier at fortælle.

     Undervejs har Jakob en drøm, hvor han ser himlen åben, og han ser en stige, der når fra jorden og op til himlen, og Guds engle stiger op og ned ad stigen. I denne drøm hører Jakob Guds løfte om, at han vil være med ham alle dage. Da Jakob vågner udbyder han: "Her er Guds hus og himlens port!" Og han kaldte stedet for Betel som netop betyder "Guds hus". Det er den historie, som jeg bedst kan lide, fordi den handler om en svindler, som må tage flugten, men ikke kan flygte fra Gud.

Jakob når så frem til Laban og forelsker sig i hans yngste datter, Rakel, som han må arbejde syv år for at få. Og så bliver han endda snydt. For Laban, som svarer til sit navn, giver ham i stedet den ældste datter Lea. Og så må Jakob aftjene syv år mere, inden han kan drage af med sine to koner og to trælkvinder, og de mange børn, han har fået med dem, samt en masse får og kameler.

      På vej tilbage gør han holdt ved vadestedet over floden Jabbok, hvor der også opstår en historie i forbindelse med en natlig begivenhed. Jakob kommer nemlig i slagsmål med en mand. Kampen varede hele natten, og Jakob fik et slag på hoften, så den gik af led. Da det var ved at blive lyst, siger manden til Jakob: "Slip mig!" og Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" – det er nøgleordene i fortællingen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig". Manden gav Jakob et nyt navn. Han kaldte ham Israel, som betyder "den, der har kæmpet med Gud". Og Jakob kaldte stedet Penuel som betyder "Guds ansigt". For det var Gud, han havde kæmpet med.


Bern, Basel, Genève og Zürich 2016

Advents- og julegudstjeneste - Luk 2,1-4

Salmer:   74 – 99 / 104 – 120.


En skelsættende begivenhed


Jeg ved ikke, hvor mange julegudstjenester, jeg har holdt i årenes løb. Det er blevet til mange. Sommetider har jeg haft op til fire gudstjenester på en juleaften. Dertil kommer de andre gudstjenester juledag og 2. juledag. Så i de mere end 46 år, jeg har været præst, er det blevet til en hel del. Ikke desto mindre undrer jeg mig hvert år over Lukasevangeliets fortælling om julebegivenheden. Det er en besynderlig fortælling, der handler om en begivenhed, som finder sted i al ubemærkethed i en stald i Betlehem og hos nogle hyrder på marken uden for byen. Og alligevel er det en begivenhed, som får verdenshistorisk betydning. Faktisk er det den mest skelsættende begivenhed, der nogensinde har fundet sted.

     Af samme grund har vi også indrettet vores tidsregning efter denne begivenhed, idet vi taler om tiden før Kristi fødsel og tiden efter Kristi fødsel. Vi vil aldrig mere kunne se bort fra den begivenhed. Vi vil aldrig kunne tænke kristendommen ud af verden og historien. Det kan godt være, at vi som kristne mennesker er nogle elendige kristne, som dårligt nok ved, hvad kristendommen går ud på. Men der vil altid være nogle, som støder på denne fortælling om kejser Augustus, som udskrev en gevaldig folketælling, der skulle omfatte hele den daværende verden. En folketælling, som sendte sagesløse mennesker ud på lange og meningsløse rejser, for at de kunne blive talt med i deres slægtsby. Der vil altid være nogle som undrer sig over denne fortælling og tænker over, hvad den betyder.

     Det er helt sikkert, at kejserens folketælling var en stor og betydningsfuld begivenhed, som gjorde et voldsomt indtryk på samtiden. I hvert fald får vi omhyggeligt at vide, at begivenheden fandt, mens Augustus var kejser i Rom, og Kvirinius var landshøvding i Syrien, og Herodes var konge i Jerusalem. Der skal ikke være tvivl om, hvornår det var.

     Men der er en anden begivenhed, der skulle vise sig at få endnu større betydning. For undervejs i fortællingen om kejserens folketælling opstår der en anden fortælling om Gud, der kommer til verden i skikkelse af det fattigt spædbarn, som der her i verden ikke var husly til andre steder end i en stald. Det er en fortælling om lyset, der skinner i mørket, og gør verden til et hjemligt sted for alle mennesker – selv for de mennesker, som kejseren havde glemt at tælle med i sin folketælling. Det er en fortælling om, at tilgivelse er rigtigere end hævn, den handler om at frimodighed er en mere relevant holdning til livet end frygt. Det er en fortælling om, at mennesker fra nu af og i kraft af Jesu budskab vil komme til at stå i valget mellem lys og mørke, mellem sandhed og løgn, mellem liv og død. Fortællingen om det menneske, som kom til verden i en stald i Betlehem er skelsættende, for ingen – selv ikke den mest hårdnakkede ateist - kan benægte, det den begivenhed har fået en helt afgørende betydning for hele verden. Vi vil aldrig mere komme i den situation, at vi kan lade som om den begivenhed aldrig har fundet sted. For der vil altid være et eller andet menneske, som støder ind i fortællingen om Jesus fra Nazaret, og som ikke kan lade være med at undre sig over denne fortælling og derfor heller ikke kan lade være med at fortælle, hvad denne fortælling betyder.

     Hvad begivenheden betyder, bliver gjort klart i den anden fortælling, som hører til i juleevangeliet. Det er fortællingen om nogle hyrder, der opholdt sig ude på marken uden for Betlehem.  Det er sådan set en anden historie, som evangelisten Lukas får koblet på Betlehemsfortællingen derved, at hyrderne får besked på at gå til Betlehem, hvor de skal finde et barn, som for dem, skal være et tegn på det, der er sket. Men det, der er sket, er jo faktisk sket på marken ude hos dem selv. Det er der, det begynder. Før det begyndte, var der ingenting. Der var ikke andet end mørket og ødemarken uden for Betlehem. Jo, der var selvfølgelig hyrderne. Men de talte ikke med. I hvert fald talte de ikke med i kejserens folketælling, for de var ikke skatteydere. Folketællingen fandt jo kun sted af den ene grund, at kejseren skulle have inddrevet nogle skatter, og derfor var der kun dem, der betalte skat, der skulle tælles. Hyrderne betalte ikke skat, og derfor var der ikke nogen, der regnede med dem. Faktisk tænkte de fleste mennesker slet ikke på, at de var derude. Derfor sad de ude i mørket var helt fortabte, fordi ingen tænkte på dem.

     Næsten ingen! For der var én, der tænkte på dem. Gud tænkte på dem. Og fordi Gud tænkte på dem, begyndte det derude i mørket og ødemarken med en gudstjeneste. I al fald bliver der pludselig lyst, og der optræder en engel, som holder en prisværdig kort prædiken: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser!”

     I grunden er det en ny begyndelse, der finder sted. Det er en ny skabelse. Det ser ud til, at al skabelse begynder med, at der bliver lys. I de første linjer i Bibelen siges det, at ”der var mørke over urdybet, men Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys.” Og hvis vi tænker på den naturvidenskabelige fortælling om, hvordan universet blev til, så begynder det med en ufattelig energiudladning – et "big bang" som satte gang i dannelsen af alle de millioner af stjerner, der findes, og som hver for sig er sole, der sender lys ud i rummet til planeter som for eksempel vor egen jord.

     Juleevangeliet begynder også med, at der bliver lyst, og at der i lyset opstår en gudstjeneste med et glædeligt budskab til de oversete stakler, der indtil da havde været fortabt i mørket. I gudstjenesten fremstår der i lyset også et vældigt sangkor af engle, der synger en hymne om meningen med det hele: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” synger de.

Egentlig er det et himmelsk sangkor, der kommer ned på jorden. Det er en himmelsk hærskare, står der. I himlen der jo altid gudstjeneste, fordi alle englene ikke bestiller andet end at lovsynge Gud. Men nu høres denne lovsang også på jorden, og vi får selv lov til at være med i den. For i dag bliver vi nemlig selv skrevet i "engletal", ligesom de dengang inde i Betlehem blev skrevet i "mandtal".

     "I dag" hedder det meget tydeligt. Det er i dag, det sker. Ikke om nogle år eller lysår, men i dag! Dette ”i dag” genlyder i hele evangeliet. ”I dag er der født jer en frelser!”, lyder det til hyrderne på marken. ”I dag er der kommet frelse til dette hus!”, bliver det sagt til tolderen Zakæus i Jeriko. Og langfredag lyder løftet til den røver, der på Golgata er korsfæstet ved siden af Jesus: ”I dag skal du være med mig i Paradis!” I dag, hvor vi holder gudstjeneste, sker den ny begyndelse, den ny skabelse.

     I den fortælling, der handler om Hyrderne på marken, bliver vi selv talt med som nogle mennesker, som i al fald Gud husker på. I universets store sammenhæng er vi ikke andet end nogle ubetydeligheder. Men fordi Gud husker på os, tør vi alligevel - trods vor ubetydelighed - tænke på os selv som nogen, der er noget værd. Gud er kommet til verden og har tændt sit lys i verden, og derfor er verden ikke mere for os et fremmed og uoverskueligt sted, men verden er blevet til et hjemligt sted, hvor vi har lov til at være med frimodighed og uden frygt. For Gud er her også!


Glædelig jul alle sammen!


Amen!