Referat fra Tidehvervs sommermøde 2018

Referat fra Tidehvervs sommermøde 2018

af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense


For omkring 50 år siden var jeg som teologisk student med til Tidehvervs sommermøde på Krabbesholm Højskole. Jeg forlod mødet efter en enkelt dag, da jeg fandt tonen noget uforsonlig.

     I år har Kristeligt Dagblad bedt mig om at referere fra Tidehvervs sommermøde, hvor der er 75 på deltagerlisten. Hvad angår tonen, var jeg forberedt på det værste. Men jeg blev skuffet. Her på Rønshoved Højskole er tonen ikke blot venlig og imødekommende – den er familiær -  ja, næsten kærlig. Kun når der lejlighedsvis blev langet ud efter biskopperne, er jeg som en pensioneret én af slagsen blevet bedrøvet og har følt mig lidt udenfor. Det har jeg dog taget med en tåre i øjet og et smil på læben.


Prologen

MF Christian Langballe, som også er medlem af Europarådet, åbnede mødet med et foredrag om ”Den europæiske menneskerettighedskonvention: Et forsvar for Europa eller en opløsning”. Man kunne ubesværet genkende Dansk Folkepartis modstand mod menneskerettighedskonventioner, hvilket Langballe ikke skal klandres for her. Til gengæld skal han roses for nogle interessante overvejelser over Winston Churchills taler fra 1946 om Europas mulige enhed efter 2. verdenskrig.

     Efter denne politiske prolog holdt Johs. H. Christensen (blandt venner kaldt Jonas) et teologisk-litterært foredrag om ”Det onde – arvesynden og syndernes forladelse”. Det blev til en gevaldig tur igennem Shakespeares ”Macbeth” og Miltons ”Paradise Lost” plus  anden litteratur, som skulle belyse arvesynden som et grundvilkår i menneskelivet. Det mundede heldigvis ud i en kort prædiken om syndernes forladelse.

     Claus Thomas Nielsen, der må være kandidat som Tidehvervs chefdogmatiker efter Johs. Horstmann, holdt med afsæt i den oldkirkelige bekendelse Athanasianum et lærd foredrag om treenigheden som fortolkningsnøgle til Den hellige Skrift. Foredraget kredsede meget om Luthers skriftforståelse i striden med Erasmus af Rotterdam om Skriftens klarhed og viljens bundethed samt Luthers skrift fra 1543 om ”Davids sidste ord”. Pointen er, at Skriften udlægger sig selv. Det gamle Testamente er en bog, der også handler om Kristus. Som det er blevet sagt: "Det gamle Testamente er den krybbe, Kristus ligger i, og de klude, hvori han lå svøbt".

     Foredraget fik mig til at tænke på Karl Barths kloge forord til 1.oplag af hans kommentar til Romerbrevet: ”Den historisk-kritiske metode i bibelforskningen har sin ret: Med henblik på forståelsen viser den hen til en forberedelse, som aldrig er overflødig. Men skulle jeg vælge mellem den og den gamle inspirationslære, ville jeg ubetinget gribe efter den sidste. Den har større, dybere og vigtigere ret, fordi den viser hen til arbejdet med selve forståelsen. Men jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge mellem disse to”, føjer Karl Barth til.


Folkekirkens dagsaktuelle tilstand

Således forberedt var jeg klar til at høre det foredrag, som efter min opfattelse måtte være hovedforedraget på sommermødet. Det var Henrik Højlunds foredrag om ”Folkekirken i dag”. Det emne kunne der være sprængstof i, men det blev igen til en skuffelse. Højlund har efter eget udsagn i mange år været læser af bladet Tidehverv og kender derfor både terminologi og tonefald, og det brugte han så til at tale Tidehverv efter munden. Vi fik et foredrag om folkekirkens elendighed. Det foredrag kunne han på forhånd vente forsamlingens tilslutning til. Den fik han også. Han sammenlignede ikke uventet folkekirkens dagsaktuelle tilstand med tilstandene i det israelitiske pagtsfolk, hvor det går op og ned imellem vækkelse og frafald. Den dagsaktuelle tilstand i folkekirken er præget af frafald og troløshed. Måske er der kun en rest tilbage, som ikke har bøjet knæ for Baal. Højlund havde derfor stor forståelse for dem, der forlader folkekirken for at stifte deres egne, frie menigheder. Selv følte han sig dog kaldet til at blive i folkekirken, selv om han er helt på tværs af den folkelige forventning. Som profeten gjorde, skal vi sluge Guds ord og ikke blot selv leve af det, men også forkynde det.

     Den efterfølgende diskussion gav anledning til at lufte en fælles modvilje mod de islam-venlige biskopper samt mod det homoseksuelle ægteskab. Spørgsmålet om kvindelige præster kom vi ikke ind på. Men der blev lidt debat om, hvorvidt man burde adskille stat og kirke. Det var der i forsamlingen tilsyneladende en vis nervøsitet ved. Christian Langballe gjorde i den forbindelse opmærksom på, at – når man korrigerer for indvandringen – har folkekirken siden 1989 kun haft et medlemstab på 3% af den befolkningsdel, som har dansk som modersmål. Det er noget anderledes i Sverige, fik vi at vide.


Teologisk og kirkelig substans

Det var interessamt at være gæst på Tidehvervs sommermøde. I de 17 år, jeg var biskop på Fyn, har jeg haft i hundredvis af samtaler med ansøgere til præsteembeder. Under-vejs har jeg ofte tænkt, at der er mere teologisk og kirkelig substans i de ansøgere, som kommer fra enten Tidehverv eller fra den kirkelige højrefløj (Menighedsfakultetet og Dansk Bibelinstitut). De har dog i det mindste en forestilling om, hvad kirken og prædike-stolen skal bruges til. Derimod har jeg kedet mig gudsjammerligt i samtaler med den store flok, som har præsenteret sig som ”bredt folkekirkelig”.

     Er det nu sådan, at der er ved at ske en sammensmeltning af den kirkelige venstrefløj og den kirkelige højrefløj, så Tidehverv ender med at blive det, som man for 92 år siden gjorde oprør mod? Dette års sommermøde kunne give anledning til at tro det. Men jeg håber det ikke. Der skal være nogle i hver sin ende af spektret til at revse den "brede folkekirkelighed" og holde den i skak. For at sige det lidt firkantet: Risikoen for at vækkelsen bryder ud i Henrik Højlunds omgivelser er nok større, end risikoen for at vækkelsen bryder ud i Claus Thomas Nielsens omgivelser. Det må vi så leve med. Men det er nødvendigt, at der er nogle, som råber op, så folkekirken ikke drukner i den rene intetsigende "mainstream". 


Trykt i en lidt anden version i Kristeligt Dagblad, torsdag den 28. juni 2018 

Claus Thomas Nielsen og Henrik Højlund. Rigtige venner?