Kronik: Religionskrig eller diplomati

Religionskrig eller diplomati

Europa må finde en anden vej end Trumps trusler

af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense

















Krigen i Afghanistan begyndte den 7. oktober 2001 som en reaktion på terrorangrebet i New York den 11. september. Halvandet år senere kom Irak-krigen, efter at præsident Georges W. Bush på TV med profetisk patos havde proklameret for irakerne: ”Jeres befrielsesdag er nær”. Senere fulgte ”det arabiske forår” med oprør og krav om demokrati i Tunesien, Ægypten, Libyen og Syrien. Alt sammen blev tiljublet af den vestlige verden i håb om, at vore værdier i form af demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder omsider ville blive udbredt til den arabiske og muslimske verden. Det blev en kortvarig jubel. Stort set alle steder endte foråret i borgerkrig og samfundsopløsning.

     I mine øjne er det en tragisk udvikling, der har fundet sted. Da jeg var ung og rejselysten for 30-40 år siden, var det endnu muligt at rejse rundt i det meste af Mellemøsten på egen hånd. Der var naturligvis nogle formaliteter ved grænseover-gangene, især ved den israelsk kontrollerede Allenby-bro mellem Jordan og Vestbredden, som er et af symbolerne på den betændte konflikt mellem israelere og palæstinensere. Men i al fald som skandinav blev man dengang budt velkommen de fleste steder. Det har ændret sig. Tilliden til os er forsvundet, hvilket bedst kan forklares ved, at vi siden har taget parti og gjort os til part i de militære konflikter, der har været i regionen. 

     Jeg bliver nødt til at understrege, at jeg ikke er pacifist. Ulykkeligvis opstår der situationer, hvor det er nødvendigt at gribe til våben mod magtmisbrug og galskab. Medmenneskeligt set er der en pligt til oprør, når samfundet bliver umenneskeligt.  Men med hvilket ret påstår vi, at et land uden repræsentativt demokrati og kapitalistisk markedsøkonomi er et umenneskeligt land, som berettiger vores indgriben? Det var tilsyneladende ikke et umenneskeligt samfund, der udviklede sig i Vietnam, efter at USA i 1975 måtte opgive krigen mod kommunismen.  Ganske vist har landet ikke fået demokrati i vores forstand af ordet, men til gengæld er det godt i gang med at udvikle en markedsøkonomi til gavn for befolkningen.

     Tilsvarende er der ikke noget, der tyder på, at vore militære engagementer i Mellem-østen har været en succes. Tværtimod! Vi har villet hjælpe nogle befolkninger af med deres diktatorer. Men har de pågældende landes befolkninger fået det bedre af det? Det er snarere gået fra slemt til værre med hensyn til stammekrige, religiøse modsætninger, almindelig mistænkeliggørelse og samfundsopløsning. Intet tyder på, at almindelig menneskelighed har fået bedre vilkår.

     I vores del af verden har vi vældig travlt med at forsikre, at vi ikke deltager i religionskrige. Derimod vil vi – om nødvendigt med sværdet i hånd – gerne bidrage til udbredelse af demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Men det har alt sammen ikke noget med religion at gøre, siger vi.

     Det synspunkt holder ikke i omverdenens øjne. Jeg vil ikke kunne bebrejde en normalt begavet muslim, hvis vedkommende påstår, at det værdisæt, vi påberåber os som be-grundelse for at gå i krig mod ham, er lodret kristendom. For dette værdisæt er opstået og formet i en kristen kulturkreds, og det bliver til overmål markedsført af nogle, som påstår, at de dermed ikke blot forsvarer de kristne værdier, men også gør en god gerning ved at udbrede dem til resten af verden. For mit eget vedkommende vil jeg måske forsø-ge at overbevise min muslimske samtalepartner om, at det, han er blevet præsenteret for, er en form for sekulariseret kristendom, det vil sige en ikke-religiøs kristendom, som ingen behøver at tage alvorlig, og derfor behøver han selvfølgelig heller ikke at tage den alvorlig.

     Dertil vil min eftertænksomme muslim velsagtens sige, at vores form for kristendom i så fald ikke ligefrem styrker vores troværdig. Men for ham at se til er det kristendom alligevel, uanset om det både er en sekulariseret og perverteret form for kristendom, og derfor er vore militære engagementer i Mellemøsten også religionskrige.

     Nu kan man så frygte for, at det begynder forfra. Præsident Trumps annullering af USA’s aftaler med Iran er sket med den begrundelse, at Iran ikke er et ordentligt land, hvilket man blandt andet kan se deraf, at det bliver styret af muslimske præster. Hvis Trump skal have noget med landet at gøre, må det derfor have et andet styre. Trumps formål er helt åbenlyst at destabilisere landet med økonomiske sanktioner i håb om at udløse et folkeligt oprør mod regeringen. Hvis Europa ikke vil være med, har han også nogle sanktioner til os. Desuden er vi allierede i NATO, hvortil Trump for nylig har krævet en klækkelig kontingentforhøjelse, så under alle omstændigheder kommer vi til at bære vores del af byrden, hvis oprøret i Iran bryder ud, og borgerkrigen bliver en realitet. For i lighed med tilsvarende situationer vil det før eller senere kræve en militær indgriben udefra – dels af humanitære grunde, dels af egoistiske grunde, fordi vi i Europa så rige-ligt har fået de flygtninge, vi synes, at vi skal have. Vi kan vel næppe regne med, at vi igen kan betale Tyrkiet til at beholde de flygtninge, som i givet fald vil komme fra nabo-landet mod øst.

     Der kan forhåbentlig findes en anden løsning, som Europa kunne tage initiativ til. Den er ikke gratis, hvis Trump fastholder sin trussel om sanktioner mod europæiske virksom-heder, der handler med Iran. Men alternativet er så vist heller ikke gratis. Hvis man ikke vil være part i endnu en religionskrig, er der ikke anden vej end diplomatiets vej. Her må Europas diplomati i første række rette sig mod præsident Trump i håb om, at man kan formå ham til at skifte mening endnu engang, så han vender tilbage til den aftale, hans forgænger i præsidentembedet har indgået med Iran. Eller også må Europa føre sin egen politik i forhold til Iran og det øvrige Mellemøsten og så finde sig i de sanktioner, der måtte komme fra USA.

     Det er svært at få øje på en tredje mulighed!


(Fyens Stiftstidende / avisen "Danmark" torsdag den 16. august 2018)