Sankt Hans 2018 i Tornbjerg

Sankt Hans i Tornbjerg 2018


Så vidt jeg forstår, skal vi holde Sankt Hans uden at have noget sankthansbål, fordi vi har haft denne vældige tørke, som øger brandfaren. Men selvfølgelig kan vi også holde Sankt Hans uden at have noget bål. Det bliver jo også jul, selv om man ikke har noget juletræ. Meningen med julen er jo ikke juletræet, og meningen med Sankt Hans er heller ikke bålet.

     Vi kan jo blive i det spor, der har med kirkeåret at gøre og sige, at Sankt Hans er det modsatte af jul, hvor vi fejrer Jesu fødsel og alt det, der kom til verden med ham, dvs. alt det, der er koncentreret i englens budskab til hyrderne på marken: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for ale mennesker. Der er født jer en frelser!” Det er et lyst budskab. Det er et budskab, som lyse op i vores formørkede verden, hvor vi synes, at der er alt muligt at frygte for.

     Men Sankt hans er det modsatte. Sankt Hans er Johannes Døberens fødselsdag, og Johannes Døberen var en slags dommedagsprofet, som forkyndte frygt og undergang over alle dem, der ikke gjorde bod og omvendte sig til Gud. Og selv om jeg er et menneske, der hver dag går og øver mig i at være et fromt menneske, så synes jeg ikke rigtig, at det lykkes for mig. Derfor synes jeg, at Johannes Døberens domsprædiken også rammer mig. Og jeg har egentlig ikke andet at håbe på, end at Jesus får det sidste ord. Johannes Døberen sagde selv om Jesus: ”Han bør vokse, men jeg bør blive mindre!” Og derfor ser man også i kirkens religiøse billeder, når Jesus og Johannes Døberen begge er med i billedet, at Jesus er højere og større end Johannes, som alt er mindre. Og derfor er det sådan, at fra vintersolhverv, hvor vi fejrer Jesu fødsel, tiltager lyset. For han er selv verdens lys. Fra sommersolhvervet, hvor vi mindes Johannes Døberen og hans domsprædiken, tager mørket til. Så derfor er julen og Sankt Hans modsætninger. Disse mærkedage udtrykker modsætningen mellem Kristus-lyset og Johannes-mørket.

Så jeg kan godt undvære sankthansbålet, selv om det i Holger Drachmanns midsommervise kaldes et ”glædesblus”. Det er vel glæden over foråret og højsommeren, der bobler op i ham. Men det er en stakket glæde, for dagen bliver alligevel kortere. Mørket trænger sig på, hvad enten vi vil vide af det eller ej.   

     Så derfor holder jeg mere af julen, end jeg holder af Sankt Hans.   

     Der er noget dommedagsagtigt over Sankt Hans, hvilket understreges ved de besværgende bålafbrændinger med en heks på toppen af bålet. Psykologien i dette foretagende består i al sin enkelhed i, at det, som man ikke kan lide hos sig selv, det overfører man på andre - i dette tilfælde heksedukken, som bliver brændt af. Heksen er vores syndebuk. Det er de mere utiltalende sider af os selv, som vi projicerer over på heksedukken, som vi derefter brænder af på bålet.

     I kristendommen er vi ene om at have evangeliet som livstolkning. Til gengæld er vi fælles med jødedommen og islam om loven, som definerer, hvad vore synder går ud på. I sin enkleste og mest overskuelige form kender vi loven fra De ti Bud. I mellem disse bud var der oprindelig et bud, der fastslog et forbud mod at gøre sig billeder. Det var vel egentlig Gud, man tænkte på med dette forbud, som siger: ”Du må ikke gøre dig noget billede!” Man må ikke afbillede Gud. Men buddet kan også omfatte alle billeder af mennesker. Det, som vi gør os et billede af, tiltager vi os nemlig samtidig en magt over - det bliver underkastet vores dom. Der er mange ægteskaber og venskaber, der er strandet på, at vi gør os billeder af hinanden, billeder som skuffer og går i stykker, når en anden virkelighed trænger sig på. Hvordan kan man være retfærdig i sin dom over et andet menneske, hvis det, man dømmer, er et billede, man selv har skabt?

     Men vi gør os billeder alligevel. Det præger en del af vore fædrelandssange.

     Tænk for eksempel på Grundtvigs sang "Langt højere bjerge", hvori han forestiller sig, at de i andre lande har højere bjerge, de har kønnere egne, de har større bedrifter at prale af, de har klogere folk og finere sprog. Alt hvad de i andre lande har, er meget større og bedre end det, vi har. Men vi danskere, vi overgår dem på ét punkt. Vi overgår dem i beskedenhed: "Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt".

   











     Eller tænk igen på Holger Drachmanns midsommervise "Vi elsker vort land", hvori vi med stor overbevisning synger: "Vi vil fred her til lands". For sådan er vi nemlig! Det er de andre, der vil have ufred. Det er praktisk på den måde at have sine fjender uden for sig selv, for det afleder opmærksomheden fra den indre fjende. Ustandseligt danner vi os billeder af både vore venner og vore fjender, og alle disse mange billeder kalder vi tilsammen for virkeligheden. Og den - altså virkeligheden - må vi se i øjnene, siger vi, når vi vil sige noget klogt til undskyldning for vor egen dom. Vi må se virkeligheden i øjnene! Det er naturligvis også meget nemmere end at skulle se Gud i øjnene! For i samme øjeblik vi gjorde det, måtte vi erkende foreløbigheden i vor egen dom - ja, vi måtte i det hele taget fraskrive os selv retten til at dømme noget andet menneske.

     At det forholder sig sådan, kan man tænke over, når vi synger med på ordene i Holger Drachmanns midsommervise: "Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde". I min barndoms landsby var der en mand, vi kaldte Hytte-Hans, fordi han boede i en lille hytte i bunden af en grusgrav. Der var ingen, der rigtig kendte ham. Jeg har aldrig set han tale med nogen. Men når vi drenge fra toppen af grusgraven kastede sten ned på hans tag, kom han farende ud af hytten – netop som en trold af en æske – og råbte efter os. 

Det skal nok være rigtigt, at det er sådan, at "hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde". Mennesker, som ingen har at tale med, og som derfor er sat udenfor, ender som trolde og hekse. Også i det helt nære liv er vi tilbøjelige til at kaste det, som vi ikke kan lide hos os selv, over på nogle andre, hvorved vi gør dem til trolde og hekse. For det er nu engang lettere at dømme andre, end det er at dømme sig selv. Det sidste skal man øve sig meget på.

     Sankt Hans er som sagt det modsatte af jul. Julen er selvforglemmelsens tid, for i midvintermørket tænder julen et lys, hvori man bliver opmærksom på, at der er andre til end én selv. Sankt Hans er derimod selvransagelsens tid, for når midsommerlyset kulminerer, bliver man samtidig opmærksom på altings foreløbighed og dermed også opmærksom på sin egen foreløbighed. Når man i dette klare lys ser på sig selv, ser man samtidig, hvor nødvendigt det er, at de andre mennesker også er til. Og så kan man stille spørgsmålet til sig selv: ”Hvordan har du det i grunden med, at de andre også er til? Hvordan har du det med dem? Er du mild i din dom, når du møder dem? Eller gør du dem til hekse og trolde, mens du er mild i dommen over dig selv?

     Det sværeste er at dømme sig selv. Men det er det. Sankt Hans lægger op til, at vi skal. Vi er på vej ind i mørket. Vi er på vej ind i selvransagelsens tid.


God tur! Og god sommer!