07. Trinitatistiden, 1. række, 17 - 24

Trinitatistiden, 1. tekstrække

Sidste søndag i kirkeåret – Matth. 25,31-46: Verdensdommen.


Historiens slutning


I det meste af 2017 har vi markeret 500-året for den lutherske reformation, og det må vel efterhånden stå klart for de fleste, at vort forhold til Gud i luthersk forstand ikke afgøres af, hvad vi gør, men derimod af, hvad vi tror. Vi frelses ikke ved vore gode gerninger, men vi frelses derved, at Gud forbarmer sig. Det betyder selvføl-gelig ikke, at vore gerninger så er ligegyldige, for de er afgørende i forholdet til vort medmenneske, men i forholdet til Gud spiller de ingen rolle.

     Teksten til den sidste søndag i kirkeåret synes nærmest at sige det modsatte, hvad angår forholdet til Gud. Teksten er et dommedagsbillede. Men måske er teksten først og fremmest et billede, der viser os Kristus, det vil sige, hvordan han er. Han var selv en, der gav de sultne noget at spise. Han var selv en, der tog sig af de fremmede og udstødte. Han var selv en, der lod sin barmhjertighed råde i forhold til dem, som tilværelsen havde mishandlet. Han var selv et menneske, som uden nogen bagtanke om at gøre det politisk eller kristeligt korrekte delte alle små menneskers vilkår. Han gjorde kort sagt det rigtige. Derimod kan man ikke sige, at han gjorde, hvad der var politisk korrekt, for i så fald var han ikke blevet korsfæstet.

     På kirkeårets sidste søndag er vi på en vis måde nået frem til historiens slutning – også vor egen histories slutning. For "når Menneskesønnen kommer i sin herlig-hed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles om ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene". Da skal alt det blive åbenbart, som før var til i det skjulte og tvetydige. Da skal vi klart kunne skelne det rigtige fra det korrekte. For da skal vi ikke længere blot se det i nådens lys, men vi skal se det i herlighedens lys. Og da skal alt det stå ved magt, som Jesus her på jorden tilsagde alle små mennesker, da han priste dem salige i Gud.

     Derfor er dommedag ikke en dag, vi skal frygte for. For ham, der sidder på dommersædet, er jo ingen anden end ham, der priste de fattige salige i Gud og bragte trøst til dem, der sørgede og græd. Det gælder også for os! Også for os har han i sin kirke oprettet nådens rige med syndernes forladelse. Og når vi holder os til det, er der intet at frygte for, hvad angår dommedag. Men vi kan glade gå fra kirke og uden nogen bagtanke gå ud og gøre det, som vi med os selv ved er rigtigt!

Treogtyvende søndag efter trinitatis -  Matth. 22,15-22: Spørgsmålet om skat til kejseren.


I Guds billede


Det er ret indlysende, at politik og kristendom må have noget med hinanden at gøre, eftersom kristendommen har noget med menneskelivet at gøre. Hvis ikke kristendommen havde noget med menneskelivet at gøre, ville evangeliet være det mest ligegyldige af alt ligegyldigt. Men sådan er det ikke! Faktisk er der ikke nogen afkrog af tilværelsen, hvor vor Herres ord ikke har noget at skulle have sagt. Der er ikke noget hjørne af livet, som er Gud uvedkommende. Det betyder ikke, at kirken skal regere verden, men det betyder, at verden bestandigt skal konfronteres med det lys, der strømmer ud fra kirken, og verden skal tvinges til at se sig selv i det lys.

     For nu er der nemlig også et andet herredømme end det politiske herredømme, der gør sig gældende. Dette andet herredømme er Guds herredømme, som er kommet til verden i vor Herres ord og gerning. Det kan godt være, at det endnu ikke tager sig ud af særlig meget. Ikke desto min-dre er det i færd med at udstrække sin magt ud over hele den vide jord, så langt som der findes skabnin-ger, der er skabt i Guds billede og lighed. Det er ikke til at tage fejl af: Der er i Jesu ord og gerning noget på færde, som prompte kalder på modstand fra denne verdens magthavere. Det gælder såvel de politiske som de religiøse magthavere, for de fornemmer, at her er både kejserens og deres egen magt truet. Det er derfor de rotter sig sammen. Det er derfor man ser dette unaturlige listeforbund mellem farisæernes og herodianernes partier i spørgsmålet om, hvorvidt man skal betale skat til kejseren eller ej.

     Efter at Guds herredømme med vor Herres ord er kommet til verden, vil det altid være sådan, at der er sat en parentes om al menneskelig magt, hvad enten den er politisk, religiøs eller økonomisk eller noget andet. For den er foreløbig! Al menneskelig magt – uanset hvordan den er – vil fra nu af altid kun være det næstvigtigste. Og hvis det sker, at mennesker gør deres egen magt og herre-dømme til det vigtigste, så er det et forræderi mod evangeliet, og det er et åbent oprør mod Gud. For det er ikke det politiske, der er en salighedssag. Det er derimod vor Herres ord, som er er en salighedssag. Det er netop derfor, vi kalder ham vor Herre.

     Ganske vist lever vi her i denne verden, og derfor skal vi også tage del i det, der sker her i verden med al den energi, vi har, og sådan som vores samvittighed byder os at gøre det. Vi lever i tiden og på tidens foreløbige vilkår, men vi lever også i troen på, at vor Herre er med os alle dage indtil verdens ende.

     I troen på vor Herres ord lever vi i håbet om, at Gud vil kendes ved det, som han har skabt i sit eget billede og lighed, ligesom kejseren her på jorden vil kendes ved den mønt, der bærer hans billede og indskrift. Lad os blot give kejseren, hvad der er hans, i tillid til at vi selv hører til hos Gud. Det er det sidste, der er afgørende. Det er det, der er en salighedssag.


Toogtyvende søndag efter trinitatis – Matth. 18,21-35: Lignelsen om den gældbundne tjener.


Betal, hvad du skylder


Det skal selvfølgelig gå rimeligt og retfærdigt til. Det er også Simon Peters holdning, da han kommer hen til Jesus og spørger: "Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok?" Jesus svarer: "Du skal tilgive syvoghalvfjerds gange". Eller sagt med andre ord: Du skal ikke holde tal på dine tilgivelser! Men det egentlige svar til Simon Peter kommer i lignelsen om den gældbundne tjener, som da også begynder med et pointeret "derfor".

     Når det drejer sig om tilgivelse, ligner Himmeriget derfor en konge, som eftergav sin tjener en kolossal stor gæld, da tjeneren bad om det. Kongen ville i første omgang ikke afskrive sin tjener og afskrev derfor i stedet gælden. I vores verden kan man vanskeligt forstille sig en bank, som afskriver gælden for at beholde kunden. Men sådan er det altså i Himmeriget. Dér går nåde for ret, som man siger, og det gælder lige til det punkt, hvor man selv i forhold til sin næste pukker på sin ret og lader hånt om nåden. Det var det, der skete, da den gældbundne tjener som en fri mand forlod sin konges palads og i porten mødte en kollega, som skyldte ham en klatgæld i sammenligning med den, han lige selv havde fået eftergivet. Så skulle det pludseligt på retfærdigt til, og den pågældende skulle betale sin gæld. På baggrund af det der skete hos kongen, er hændelsen mellem de to tjenere i porten oprørende. Det kan godt være, at hændelsen bunder i en forestilling om ret-færdighed, for selvfølgelig skal man betale, hvad man skylder. Alligevel er hændelsen fuldkommen urimelig, hvilket kongen åbenbart også synes, da den kommer ham for øre. Så han trækker sin tilgivelse tilbage og sender sin tjener i gældsfængsel.

     Selvfølgelig skal det gå retfærdigt til. Sådan må det i hvert fald være i samfunds-livet. Men dér, hvor vi som kristne mennesker tænker Gud med ind i det, er retfær-digheden suspenderet, og det skal være tilgivelsen, der råder. Som Gud forlader os vor skyld, skal vi også forlade vore skyldnere.

     Det er ikke en ny kristelig samfundsmodel. Hvis samfundslivet skulle bygge på den forudsætning, at nåde skal gå for ret, så man kan gøre nåden til et krav, ville samfundet gå i opløsning. Vi ville alle sammen opføre os som den gældbundne tjener, der tager nåden til indtægt for derefter at gå ud for at kræve sin ret. Men når jeg tænker Gud med ind i det liv, jeg lever i samfundet, er det en model for et nyt forhold til min næste, som selv lever i det samfund, hvor det er retfærdigheden, der råder. Men sådan skal forholdet mellem mig og min næste ikke være. For i det forhold er det tilgivelsen, der skal råde. Når Gud er tænkt med, er det netop det, jeg skylder min næste.

Alle Helgens søndag – Matth. 5,1-12: Saligprisningerne.


Vi skal leve


I "Den ny aftale", der er en oversættelse af Det Ny Testamente til nudansk, og som udkom for ti år siden, har saligprisningerne i begyndelsen af bjergprædikenen fået denne oversættelse: "I er heldige hvis I er fattige og har fået Helligånden. Guds rige tilhører jer. I er heldige hvis I sørger, for I vil blive trøstet. I er heldige hvis I er små og ubetydelige, for I vil ……." og så videre. Det er ikke nogen heldig oversættelse. Heldig det er noget, man er ved et tilfælde. Man er heldig, hvis man vinder i lotteriet. I kristelig forstand må man mindst være "skideheldig", hvis man vil bruge et nu-dansk ord, som kan matche ordet "salig".

     Desuden dækker oversættelsen ikke det, der er sagen. Læs lige teksten i den autoriserede bibeloversættelse og læg mærke til, at indholdet i den første og den ottende saligprisning er formuleret med et "er": "Himmeriget er deres". Himmeriget er nu og her, hvor Guds ord lyder, og det tilsiges de fattige i ånden og dem, der er forfulgte for retfærdigheds skyld. Indholdet i de øvrige saligprisninger er som konsekvens formuleret i fremtid med et "skal". Det drejer sig om noget, som er forbundet med Himmeriget, men det er endnu ikke blevet virkeligt. "De skal trøstes, de skal arve jorden, de skal mættes" og så videre. Det er noget besværgende i dette "skal", på samme måde som det er en besværgelse, når vi til en familiefest synger "han skal leve". Som oversættelse af fremtidsformen er ordet "vil" i al fald for lidt. I jordpåkastelsesritualet vil man heller ikke kunne sige: "Af jorden vil du igen opstå", som om der er en logik i det. Nej i ritualet skal det hedde: "Af jorden skal du igen opstå". Det er der ingen logik i. Men som besværgelse giver det ikke desto mindre mening i troen på evangeliet.

     På Alle Helgens dag er der tradition for, at vi mindes vore døde, de hellige, som var før os. Ikke de heldige, men de hellige, som er helliget af det ord, der har omfat-tet dem i liv og død. Det er begrundelsen for, at vi på Alle Helgens dag skal høre saligprisningerne, som altså ikke er "heldig-prisninger", men som er evangeliet til dem, der allerede nu er omfattet af Himmeriget, og som i troen på det derfor også skal høre løftet om det, der skal komme.

     I sine salmer bruger Grundtvig ordet "Himmerige" om gudstjenesten, og så giver det hele en endnu tydeligere mening: Salige er de, der går i kirke for at høre. Dem, der blot er kommet for at overvære en gudstjeneste (være tilskuer til den), er derimod ikke salige, hvilket naturligvis ikke er så heldigt.


Enogtyvende søndag efter trinitatis - Johs. 4,46-53: Den kongelige embedsmand i Kapernaum.


Troens vilkår

 

Troens vilkår her i verden billedligt aftegnet i embedsmandens vandring hjem til sit hus i troen på det, som Jesus havde sagt til ham. Han havde ingen som helst sikkerhed for, at det var sandt, det som han troede. Men han havde ikke nogen anden mulighed end foreløbig at tro det, der var blevet sagt til ham. Foreløbig! Hans vandring er en vandring i foreløbigheden. Når han når frem, skal det vise sig, om han er blevet holdt for nar, eller om det er sandt det, som han troede på.

     Som kirkegængere er vi også på vandring i foreløbigheden. Det er vi under alle omstændigheder alene ved at være til. Livet er ikke endeløst. Det har sin tid, og så er det forbi. Man kan selvfølgelig holde sig selv for nar og tænke den tanke, at livet aldrig er forbi. Selv om der måske nok er noget, der hedder døden, så begynder livet igen i en anden skikkelse, men det er stadig mig, der lever. Den menneskelige selvoptagethed har svært ved at udholde den tanke, at jeg'et skulle kunne gå i opløsning.

     Vilkårene er naturligvis i den henseende ikke anderledes for kirkegængere end for andre mennesker. Også kirkegængere skal dø. Men her i kirken har foreløbigheden alligevel et andet præg, fordi vandringen finder sted i troen på det, som vi her hører. Nok er vi nogle små og skrøbelige mennesker, som undervejs ofte kommer i tvivl om vort liv, men i alle forhold er vi nogle små mennesker, som Gud vil kendes ved. Det bliver sagt til dåbsbarnet, og det bliver undervejs sagt til os alle sammen. Til sidst bliver det sagt, når vi lægges i graven. I troen på det, der er sagt til os, skal vi gå hjem – ligesom den kongelige embedsmand med den syge søn. Han ville aldrig kunne bevise for noget menneske, som han mødte på vejen, at det, som han troede, også var sandt. Men på vandringen fra Jesus og til hjemmet gjorde det trods al uvished for embedsmanden en altafgørende forskel, at han troede det, han havde hørt. Uden denne tro ville hans gang på jorden ikke havde været så let.

     Som kirkegængere er vi endnu på vej, og vi vandrer på foreløbighedens vilkår, men vor vandring sker under troens fortegn. Og det gør hele forskellen! Den forskel er så stor som forskellen mellem mørke og lys, mellem sorg og glæde, mellem håbløshed og håb, mellem død og liv, og mellem ragnarok og Guds rige.

     På den yderste og sidste dag skal vise sig, om vi er blevet holdt for nar, eller om det er sandt, det som vi tror. Men endnu er vi på vej, og jeg vælger at holde mig til det sidste alene af den grund, at det giver den bedste mening.

Tyvende søndag efter trinitatis – Matt. 22,1-14: Lignelsen om kongesønnens bryllup.


Vil du?


Da Jesus gik omkring og kaldte folk sammen til Guds rige, da gav han dermed folk del i den tro, som var hans. Sådan som han troede, sådan fik de også lov til at tro – både i liv og i død. Derfor ligger der altid i vor Herres tale et spørgsmål: "Vil du leve det liv, som giver sig af den tro?" Hvis ikke, kan du heller ikke have noget med Guds rige at gøre!

     Det er det spørgsmål, der afspejles i lignelsen, hvor kongen sender sine tjenere ud for at byde til bryllupsfest: "Vil du være med her? Vil du leve med i denne fest?" Det er der så nogle der ikke vil. Nogle har for travlt. Andre gider ikke. Undskyldninger er der som bekendt nok af. Men hvis vi nu bliver i lignelsen, så hører vi, at bryllupssalen bliver fyldt med gæster alligevel. Det var hedninger og landstrygere, både gode og onde, som kom med til fest. Og midt i det hele sidder der så en gæst, som ikke havde fundet sit pæne tøj frem. Han tav, får vi at vide. Han sagde hverken ja eller nej, og sådan er der også nogle, der er. Men det går jo ikke. Når der til brylluppet spørges: "Vil du elske og ære?" så kan det ikke hjælpe noget, at man tier. Der må høres et tydeligt ja, hvis det ægteskab skal blive til noget. Og når der ved dåben spørges: "Vil du døbes på denne tro?" så skal der også høres et klart ja fra den, der bliver døbt, eller fra den, der vil stå inde for det barn, der skal døbes, ellers bliver det ikke til noget med den dåb og det liv, som hører sammen med dåben.

     Når vor Herre Jesus Kristus i evangeliet kommer til os med Guds rige og giver os lov til både at leve og dø i den tro, som hører dette rige til, så må der også høres et klart og tydeligt ja, og så må vi tage festklædningen på for at leve det liv, der kommer af at ville høre til dér. Mindre kan ikke gøre det!


Nittende søndag efter trinitatis – Mark. 2,1-12: Helbredelsen af den lamme i Kapernaum.


Vi er, hvad vi er i Guds øjne


De kommer bærende med en mand, som er lam. Med noget besvær får de ham bragt hen til Jesus, som siger til ham: "Dine synder forlades dig!" Det var måske ikke lige det manden havde ventet. Han var formodentlig mere optaget af sin sygdom og havde håbet på helbredelse. Men tilgivelse er vigtigere end helbredelse, al den stund at tilgivelsen er udtryk for, at der er nogen, der vil vide af én. Og da det er vor Herre, som kommer med tilgivelsen, er den i dette tilfælde udtryk for, at Gud vil vide af det lamme menneske.

     De, der var vidner til episoden, blev forargede. Han er jo selv skyld i det, den syge. For man var nemlig overbevist om, at al sygdom er en straf. Den, der er syg har derfor også fortjent det. Det kan godt være, at man ikke ved hvorfor. Men det ved Gud, for det er Gud, der har sendt straffen. At tilgive er derfor at sætte sig i Guds sted, og det er gudsbespottelse.

     Sådan tænker vi selvfølgelig ikke. Og dog! Man skal ikke lytte længe til den almindelige snak nu om dage, før man hører, at de arbejdsløse, flygtningene, de enlige mødre, narkomanerne og de fordrukne selv er ude om det. Det er lige før, at de gamle også selv er ude om det. Det er en kynisk tankegang.

     Jeg kan ikke høre andet, end at det er den samme kynisme, der er på spil i Kapernaum. Sådan sagde man også om den lamme mand: "Han er selv ude om det!" Og derfor skal ingen vove at sætte sig i Guds sted ved at tilgive ham.

     Men det er lige præcis, hvad Jesus gør. Med en tilgivelse rammer han en pæl igennem den organiserede og vedtagne hjerteløshed, idet han dermed meddeler den lamme mand, at han er noget i Guds øjne, og at Gud derfor vil være til stede for ham. Og for at de skriftkloge og farisæerne og alle vi andre småttroende mennesker skal se, at det faktisk er sådan, får manden også sit gode helbred igen og kan gå hjem med sin seng på nakken. Men det sidste er ikke det afgørende - det sker i fortællingen skødesløst og i forbifarten. Det afgørende er, at vi her - på trods af alle vore forudfattede meninger - får at se, at et menneske er, hvad det er i Guds øjne. Hverken mere eller mindre! Men det er sådan set også nok, om vi turde lade det gælde både for os selv og for alle andre, at vi er det, vi er i Guds øjne. Vi er dem, hvem det er overgået at blive tilgivet. Hvad mere har vi i grunden brug for?

Attende søndag efter trinitatis – Matth. 22,34-46: Det største bud i loven.


Det store budskab


Det, som Jesus egentlig siger til sine intrigante modstandere, der spørger om det største bud i loven, er dette: I er elskede af Gud! Og I skal slet ikke gøre noget til det. I er det bare! Det er en konstatering. Og derfor skal I elske Gud med alt det, der er i jer! Og hvad mere er: I selve dette at være elsket af Gud og lade sit liv være afhængigt af ham ligger der en frihed, nemlig en frihed til selv at være til stede for dem, der er afhængige af jer, det vil sige, en frihed til at elske jeres næste!

     Det store budskab er, at vi er elskede, og derfor går det store bud ud på, at vi skal vi elske. Andet og mere er der i grunden ikke at sige om det.

     Når nogle mennesker alligevel er tilbøjelige til at afvise dette evangelium, hænger det sammen med, at man bliver stødt af ordet "skal". Du skal! Det lyder som en befaling, men i grunden er det et tilsagn om, at vort liv ikke er ligegyldigt. Det er en stor nåde, at det er noget, som vi skal. Tænk, hvis vi ikke skulle noget! Tænk, hvis det var ligegyldigt, om vi var her eller ej! Det ville da være en stor ulykke, om ingen havde brug for os, ligesom det i samfundet er en stor ulykke at være blevet gjort til en overflødig og ligegyldig eksistens.

     Men her taler vi om noget mere end samfundet. Vi taler om det at være et menneske blandt mennesker. Vi taler om dette at være til stede for hinanden. De store budskab er, at vi skal være til stede for dem, der har brug for os, ligesom Gud er til stede for os - ikke blot ved at give os livet, men også ved at sige det til os, som vi i livet har brug for at høre.

     Hvor ærgerligt, at nogle afviser det med den begrundelse, at det ikke er noget for dem! Jeg tænker på dem, der så godt som aldrig går i kirke, fordi de på forhånd har gjort sig færdige med det, som de har brug for at høre. Det kan godt være, at man har taget den lærdom til sig, at man skal elske sin næste. Det er netop noget, man skal! Som et dogme bliver det gjort til et krav, som vender sig mod de andre, så jeg har krav på at blive elsket. Men hvis man virkelig tager ordene i deres fulde pålydende, så henvender de sig ikke først og fremmest til de andre, men derimod til mig selv: Du skal elske din næste, fordi du allerede er elsket! Du er hverken ligegyldig eller overflødig. Der er brug for dig!

     Det er da et stort og godt evangelium at høre det. Det er et evangelium, som man aldrig bliver færdig med, uanset hvor mange gange man har hørt det. Ja, faktisk har man brug for at høre det igen og igen!   

Syttende søndag efter trinitatis – Luk. 14,1-11: Er det tilladt at helbrede på en sabbat?


Sabbatten bliver til en søndag


"Er det tilladt at helbrede på sabbatten?" spørger Jesus, da en mand, der lider af vand i kroppen, står foran ham. Vi synes, at spørgsmålet er fuldkommen tåbeligt.

     Selvfølgelig er det da tilladt at helbrede på en helligdag. Vi er da kristne mennesker og har lært en regel om, at vi skal elske vor næste som os selv. Men hvad der er nok så afgørende er, at ansigt til ansigt med døden er der slet ingen regler at følge, for da er det angsten og sorgen, der tilsiger os, hvad vi skal gøre. Det er det, Jesus minder farisæerne om med spørgsmålet: "Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?" Det kunne de ikke svare på - dvs. det kunne de vel nok, men de turde ikke, skønt de fra deres egen tilværelse vidste, at der kommer øjeblikke, hvor angsten tager alle love og regler fra os for i stedet selv at diktere os, hvad vi skal gøre.

     Men hvis de turde indrømme det, så burde de vel også kunne forstå, at der er øjeblikke, hvor alle regler må vige - ikke for dødens skyld, men for livets skyld, nemlig når livet og glæden tilsiger os, hvad vi skal gøre.

     Det var det, der skete den dag, da vor Herre var til middagsselskab i farisæerens hus. Han gjorde ganske enkelt det, at han forvandlede sabbatten til en søndag ved at fylde dagen med alt det, der er hans, dvs. alt det, som han bringer med sig fra Gud til os.

     Søndagen er forskellig fra sabbatten, fordi den er en dag, hvor alting igen bliver muligt. På samme måde som angsten i vores daglige tilværelse på et øjeblik kan sætte alle regler og bestemmelser til side, sådan bliver vor Herres ord i gudstjene-sten virkeligt og nærværende med den livets glæde, som igen gør alting muligt, fordi vi bliver forvissede på, "at også vi er af Gud Faders små". Og når vi ved, at en jordisk far glemmer alle vedtagne regler og bestemmelser, hvis hans søn er faldet i brønden, hvor meget mere vil da ikke den himmelske Far gøre det, når en af hans små falder i afgrunden? Ja, det er jo det, som han allerede har gjort, da han gav afkald på sin himmelske herlighed for i vor Herres jordiske skikkelse at blive et menneske blandt mennesker, for at være til for de lidende og nødstedte med et løfte om, at de ikke kan falde så dybt, at de falder uden for Guds rækkevidde.