12. Trinitatistiden 2. række, 1 - 9

Rækken af prædikener til trinitatistiden forsættes her!

Trinitatistiden, 2. tekstrække

Sjette søndag efter trinitatis – Matt. 19,16-26: Den rige unge mand.


En af Guds muligheder


På denne søndag kunne jeg godt forestille mig, at prædikenen skulle rammes ind af et par gode Luther-salmer som for eksempel ”Af dybsens nød, o Gud, til dig” samt ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

     Martin Luther tilbragte en del af sin ungdom i et kloster, hvor han på et tidspunkt mente, at hans meget store synd bestod i, at han ikke kunne gøre sig selv til et retfærdigt og ulasteligt men-neske i Guds øjne. Han kunne ikke, hvor meget han end anstrengte sig. Senere hen da han for al-vor blev ramt af vor Herres ord i evangeliet, opdagede han, at hans meget store synd bestod i, at han ville gøre sig selv til et retfærdigt og fuldkomment menneske i Guds øjne. For det at ville realisere sig selv over for Gud er dybest set det samme som at ville gøre sig selv uafhængig af Gud. Det er at ville leve af sit eget og ikke af det, der er Guds.

     Historien om den rige unge mand, der gik bedrøvet bort, fordi han var meget velhavende, er uhyggelig aktuel. Også Jesu disciple blev forfærdede, da episoden i hele dens rækkevidde gik op for dem. "Hvis det forholder sig sådan, at en kamel lettere går gennem et nåleøje, end at en rig kommer ind i Guds rige, hvem kan så blive frelst?" spurgte de. Svaret er, at det er der ingen, der kan. Det er lige så umuligt som det, at et menneske skulle kunne løfte sig selv op ved håret. Men den konstatering er til gengæld baggrund for det evangeliske budskab, at for Gud er alting muligt.

     Det kan godt være, at vi i vores samfund er blevet temmelig ligeglade med Gud, fordi vi har den opfattelse, at vi kan det hele og derfor også selv skal iscenesætte vores liv. Vores rigdom har gjort, at vi er blevet sådan. Men evangeliet til os på denne søndag er, at vi stadig er mulige. Hver især er vi en af Guds muligheder. Vi er ikke kommet så langt væk, at vi er uden for hans rækkevid-de. Gud kan stadig bruge os. Det er ganske vist sådan med Gud, at han skabte alt af intet, og derfor er det muligvis også sådan, at når Gud skal bruge noget, så man han først gøre det til intet. Og så må det være sådan. Men hinsides al tilintetgørelse er vi stadige mulige for Gud. Det gælder både her og hisset. Og for os er det det evige liv at tro det! Det er det, som det egentlig kommer an på! Dette at tro, at Gud er. Og det er ikke blot det at tro, at Gud er til, men nok så meget at tro, at Gud er til for mig og derfor er opmærksom på mig – også når jeg selv synes, at jeg er umulig. For Gud er jeg en mulighed!

Femte søndag efter trinitatis - Matt. 16,13-26: Peters bekendelse.


Kirkeklippen


Simon Peter indtager unægtelig en særstilling blandt Jesu disciple. Han var den første til at følge Jesus. Han var den første til åbent og højlydt et udtale bekendelsen: "Du er Kristus, den levende Guds søn". Og da de nåede frem til Jerusalem, var han i ypperstepræstens gård den første til at sige, at han overhovedet ikke havde noget kendskab til denne Jesus. Navnet Peter betyder "klippe". Det er denne betydning, Jesus underfundigt spiller på, da han siger: "På denne klippe vil jeg bygge min kirke". Man må sige, at der skal mod til at bygge kirke på dette vaklende grundlag. Men nu er det ret beset heller ikke Peter som person, kirken bliver bygget på. Det er ikke personen, der er kirkegrundlag. Det er beken-delsen, der er det.

     Bekendelsen er en reaktion på en henvendelse eller en meddelelse. Hvis et menneske siger: "Jeg elsker dig", så ligger der i dette udsagn en meddelelse, hvori man udleverer sig selv til det andet menneske. Hvis det ender lykkeligt, må den bekendelse, der svarer til meddelelsen, lyde: "Jeg elsker også dig". Bekendelsen beror ikke på et valg, men derimod på en overrumpling. Peter var bogstaveligt talt blevet overrumplet af Gud. Han var blevet overrumplet i en sådan grad, at end ikke den senere fornægtelse i ypperstepræstens gård lykkedes for ham. For det fortælles nemlig, at da Peter for tredje gang nægtede at kende noget til Jesus, da vendte Jesus sig om og så på ham. Og Peter brast i gråd. I en af sine passionssalmer har Thomas Kingo fået endnu en pointe ud af denne detalje: Ligesom Moses i ørkenen slog vand af klippen, således slog Jesus i ypperstepræstens gård vand af Peter, som så at sige blev ramt bagfra af den bekendelse, han tidligere havde aflagt. Endnu engang måtte han i gråden gå til bekendelse.

     Bekendelsen er hjertets svar på det, som troen hører. Det er en vekselvirkning. I guds-tjenesten svarer det til, at evangeliet bliver forkyndt, og folk i kirken svarer ved at synge trosbekendelsen eller en salme. Hele gudstjenestens væsen er grundlagt på denne vekselvirkning mellem forkyndelse og bekendelse: Når vi hører evangeliet forkyndt og tror det, som vi hører, så svarer vi med vores bekendelse, for vi kan ikke gøre andet, når vi tror det, som vi hører.

     På det grundlag opstår kirken. Ret beset er det Gud selv, der bygger kirke. I grunden var Peters bekendelse heller ikke hans egen bekendelse, selv om den lød af hans mund. Derimod var det Gud selv, som gav sig til kende i Peters mund. Og derfor sagde Jesus til ham: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min far i himlen". Det er på denne bekendelse, at kirken bliver bygget, den kirke, som døden ikke skal få magt over.


Fjerde søndag efter trinitatis – Matt. 5,43-48: Om fjendekærlighed.


Som den himmelske Fars børn


Selv om vi i samfundslivet siger, at vi går ind for retfærdighed og lighed for loven, så ser vi alligevel jævnligt gennem fingre med, at retten bliver bøjet, og loven bliver tilsidesat. Vi skal have tingene til at fungere og bliver derfor nødt til at justere kravene i retning af det rimelige, så livet bliver overkommeligt. Dermed ender vi i det halvhjertede, hvor vi gør en dyd ud af at elske vore nærmeste og være ligeglad med resten.

     I evangeliet lyder det anderledes. Dér er det ikke blot gjort med, at vi elsker vore nær-meste og hader vore fjender. Vi skal sandelig også elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os. Mindre kan ikke gøre det! Som kristne mennesker er vi i kraft af det, som vi har hørt, forpligtede på i et hvilket som helst andet menneske at se en bror eller en søster, uanset hvor dum og utiltalende han eller hun er. Også det andet menneske er et menne-ske, for hvis skyld Kristus satte sit liv til. I sin færden blandt mennesker gjorde Jesus sig selv til en bror for dem, som han var iblandt. Dem, som måske ellers ingen ville vide af, gjorde han til sine egne søskende. Han brugte bogstaveligt talt sit eget liv og sin egen død for at være til for dem, som ingen ellers ville vide af. Det gjorde han, fordi han havde tro til det, dvs. fordi han selv levede i den tro, at Gud var med i det.

     Det er på den baggrund, at det bliver sagt til os: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske fars børn!" Det lyder fuldkommen umuligt, men det er i virkeligheden det gladeste budskab, vi over hovedet kan høre. Vi er den himmelske fars børn og skal leve som dem, der er det. Hvis vi kun elsker vore nærmeste og kun vil kendes ved dem, der vil kendes ved os, og hvis vi kun vil hilse på vore brødre og søstre i logen eller i partiet, hvad særligt gør vi så? Det gør hedningerne jo også. Men at være fuldkommen og helhjertet, det er at være sådan som den himmelske far er. Og hvad han er, det kan vi lære ved at se på det liv, som Jesus levede blandt mennesker. Sådan som han levede, sådan er Gud! Sådan skal vi derfor selv leve i det rige, hvor det er Gud, der har magten.


Tredje søndag efter trinitatis – Luk. 15,11-32: Lignelsen om den fortabte søn.


Om at gå i sig selv


Trods lignelsens titel i Det ny Testamente er det en historie, der først og fremmest handler om Gud. Man kunne også sige, at lignelsen handler om Jesus, for så vidt som den måde, faderen i lignelsen forholder sig til sine to sønner på, ganske svarer til den måde, Jesus forholder sig til mennesker på. Sådan som Jesus er blandt mennesker, sådan er Gud for mennesker. Meningen med at fortælle lignelsen er den, at få sagt netop det om Gud, så ethvert barn kan forstå det.

     I lignelsens sammenhæng elsker faderen begge sine sønner på samme måde, som vi under normale forhold vil sige, at vi elsker alle vore børn lige højt. De er ganske vist forskellige, men vi elsker dem uden at gøre forskel mellem dem.

I lignelsen her er der to sønner, som er vidt forskellige. Den yngste vil have sin frihed til at leve sit eget liv og kræver derfor at få sin del af arven udbetalt. Pengene sætter han hurtigt over styr og ender med at være det, der i al fald i en jødisk sammenhæng må være det ringeste af alt: Han ender med at være svinepasser.

     Den anden søn, som levede pænt og ordentligt, gik det også skidt for. Han blev vred og sur og ville ikke være med, da der endelig var noget at glæde sig over. Han så på sin egen fortræffelighed og ulastelighed og holdt derfor på, at det skulle gå retfærdigt til, og dermed var han sat udenfor.

     Sådan set er der to fortabte sønner i lignelsen, og de har begge to behov for at "gå i sig selv". At "gå i sig selv" er vel sådan set det modsatte af at "være ude af sig selv", det vil sige at have mistet orienteringen, så man flakker forvildet rundt uden at have noget at holde sig til. I lignelsen har begge sønner på hvert sit tidspunkt mistet orienteringen, for så vidt som de på hver deres måde satte det over styr, som bandt dem til deres hjem.

I lignelsen gik den yngste søn i sig selv, mens den ældste søn blev ude af sig selv. Det kan også ske for os andre. Vi kan kræve den totale frihed og begå alle de dumheder, det skal være. Vi kan også påstå, at vi vil leve af vor egen fortræffelighed og på et grundlag kræve vor ret. I begge tilfælde sætter vi barmhjertigheden og tilgivelsen som grundlæggende livsvilkår over styr, medmindre vi går i os selv. Det gælder i almindelige medmenneskelige forhold, og det gælder også i vort forhold til Gud.

     I grunden er vi hver for sig både den ene og den anden søn. Engang imellem kræver vi friheden, og engang i mellem kræver vi retfærdigheden, og engang imellem bliver vi nødt til at opgive begge krav for i stedet at gå i os selv og leve af tilgivelsen – både menneskers og Guds.


Anden søndag efter trinitatis – Luk. 14,25-35: Prisen for efterfølgelse.


Abrahams offer


Kan det virkelig være meningen, at man skal hade sin far og sin mor, sin kone og sine børn? Svaret selvfølgelig nej. Hvis prisen for at være et kristent menneske er den, at man skal give afkald på alle dem, man elsker, er det simpelthen ikke prisen værd.

     Men der står jo heller ikke noget om, at man skal. Derimod står der noget om, at man kan. Fejlen er den, at vi hører det, som et krav. Men det er det ikke. Det er derimod en konstatering, som er en følge af, at vi allerede er Jesu disciple, vi er døbte mennesker og derfor kristne mennesker. Og om kristne mennesker gælder der dette, at vi har noget, som ingen andre har. Vi har nemlig Guds løfte om, at vi hører til i hans rige.

     Den bedste kommentar til teksten er Søren Kierkegaards bog "Frygt og bæven", hvor han indledningsvis gør sig nogle overvejelser over fortællingen om "Abrahams offer". Umiddelbart tænker man, at det er Abraham, der ofrer Isak, men Søren Kierkegaard pointe er en anden. Han siger nemlig, at det er Abraham, der ofrer sig selv. Han ofrer sig selv som Isaks far, for at Isak kan bevares i troen på Gud som sin himmelske far. I det afgørende øjeblik, da det med rædsel går op for Isak, hvad der er ved at ske, sender han denne bøn til Gud i Himlen: "Har jeg ingen far på jorden, så vær du min far!" Denne afmægtige bøn kommenterer Abraham med ordene: "Det er dog bedre, at Isak tror, at jeg er et umenneske, end at han mister troen på Gud!" Og det er så det, der er Søren Kierkegaard pointe: Der kan ikke ske et menneske noget værre end det, at det mister troen på Gud! Alt andet kan det miste. Man kan miste sin far og sin mor, men hvis det også mister troen på Gud, er der intet tilbage. Så er der kun håbløsheden og fortvivlelsen.

     I kalkmaleriernes typologi ser man ofte billedet af "Abrahams offer" over for billedet af Golgata: Ligesom Abraham ofrede sin søn på Moria-bjerget, sådan ofrer Gud sin søn på Golgata-bjerget. Begge to giver afkald: På Moria giver Abraham afkald på at være far, for at Isak kan bevares i troen på Gud. Og på Golgata giver Gud afkald på at være Gud i Himlen, for at han med sit ord kan være et medmenneske blandt mennesker og sige til dem, at de ikke skal undværes i Guds rige. Begge to har de beregnet omkostningerne ved det. Det er, hvad de to må lignelser om tårnbyggeren og feltherren fortæller.

     Sagt med andre ord: Vi skal ikke høre teksten som et lovkrav, men som et evangelium.

Første søndag efter trinitatis – Luk. 12,13-21: Lignelsen om den rige bonde.


Det kritiske punkt


Der findes ikke noget så trivielt og tåbeligt som arvesager, der er gået i hårdknude, fordi hele familien i skifteretten skilles i den mest forrygende uenighed om, hvem der skal have hvad. Det er åbenbart i en sådan situation, at Jesus fortæller lignelsen om den rige bonde, der vil bygge sine lader større for at få plads til sin store høst og rigdom. Lignelsen handler om det punkt, hvor det går galt. Det kritiske punkt er, når vi gnider os i hænderne og konstaterer, at det slet ikke er så ringe endda. I virkeligheden går det rigtig godt. Det kritiske punkt indtræder, når det går så godt, at vi ikke behøver at tænke andre med ind i vort liv.

     Vi er vante til at mene, at situationen er kritisk, når det går rigtig skidt, og så kalder vi det en krise. I vore dage går vi fra den ene krise til den anden, og de fleste kriser er økonomiske kriser. Men i lignelsen ligger det kritiske punkt ikke i mangelsituationen, men derimod i overflods-situationen. Det er den, der er sandhedens øjeblik. For det er i den situation, at vi skal afgøre, hvad vi vil bruge alle vore muligheder til. Grundlæggende er det altid et valg mellem at gøre det rigtige eller det forkerte.

     Hvad skal jeg bruge mit udbytte, mine penge og min magt til? tænker den rige bonde. Jo, jeg vil investere det hele i noget, som er nyttigt for mig selv, siger han. Spis, drik og vær glad! Men så fik han en blodprop og døde.

     Som udenforstående kan vi let se tåbeligheden. Vi kan sagtens se, at livet er vigtigere end både høstudbytte og rigdom. Men hvad så, når vi selv står i en tilsvarende situation? Hvad er så det vigtigste? Hvad skal jeg bruge mine muligheder, min rigdom og min magt til? Den rige bondes tåbelighed består i, at han ikke tænker på andet eller andre end sig selv. Han taler om "det, jeg vil", og om "det, der er mit". Han har alle mulighederne, men taler kun om sig selv og sit eget.

     "Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig!" Det er en hård dom. Men hvor der afsiges en dom, er der også en lov. Det, loven siger, er at selv om vi gør livet til vort eget, kræves det af os igen. Det er en livslov, som minder os om, at livet aldrig er noget, vi har af os selv og for os selv. Vi har det kun ved at få det givet. Livet består ikke i at eje, men i at få det givet og selv give det ud. Det er en lov, som lukker op for livet i stedet for at spærre det inde i kornsiloer og bankbokse. Livet går ikke ud på, at det skal kunne betale sig at leve. Meningen er snarere, at det ikke skal kunne betale sig.

     Derfor er det en stor nåde, at Gud stadig finder det umagen værd at kræve livet af os. Gid vi må skønne på det, inden det er for sent!


Trinitatis søndag – Matt. 28,16-20: Missionsbefalingen.


Hvis vi selv tager vort liv, dør vi


Sådan set tilhører al magt Gud. Også livet tilhører Gud. Men i teksten til trinitatis søndag hører vi, at Gud har givet al magt i himlen og på jorden til ham, som vi kalder vor Herre. Al magt er ikke givet til os, men den er givet til ham, som har talt til sine disciple på den måde, som han gjorde, da de vandrede sammen med ham. Og han taler til os på samme måde i gudstjenesten, som er Galilæa her på vort eget sted. Sådan taler vor Herre Jesus Kristus, hedder det ved dåben. Og netop fordi han taler sådan, som han gør, har Gud givet ham al magt i himlen og på jorden.

     På den baggrund får vi så givet livet, sådan som det billedligt bliver givet til os i dåben. Sådan som det dér er sagt til os, sådan skal vi leve. Og hvis vi selv tager vort liv, så dør vi.

På den baggrund bliver det dernæst sagt til os, at vi skal gå ud i hele verden og gøre alle folkeslag til disciple. Døb dem og lær dem, at holde alt det, som jeg har befalet jer! I vor Herres ord ligger der altid en befaling, der går ud på, at i alt det, som vi siger og gør, dér skal vi have tro og tillid til, at livet går an på den måde, som han siger.

     Stadig på samme baggrund føjer han endnu noget til. Det kommer til udtryk som et vældigt løfte med ordene: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" Jamen, hvad er der så at være bange for? Så kan tilværelsen være lige så uoverskuelig og rodet, som den være vil, for magten er jo alligevel hans ikke blot i himlen, men også på jorden. Og så må vi have tillid til det ved at tro på det, som vi hører.

     Derfor døber vi børnene. På den måde lægger vi dem billedligt talt i Guds hånd. For vi ved jo godt, at der er grænser for vor egen magt - også når vi bruger al vor magt til at holde hånden både under og over vore børn. Vor egen magt rækker ikke så langt. Derfor overgiver vi dem til ham, som har magten i himlen og på jorden i tillid til, at han vil være med både os og vore børn alle dage indtil verdens ende.

     At det er sådan, skal stå fast på trods af al vor tvivl - af hvad art den end måtte være!

     På denne søndag vil jeg gerne synge salmen "Sov sødt, barnlille". Det er tankevæk-kende, at denne salme er skrevet af en 60-årig mand, som i sit liv havde udrettet rigtig meget, men som alligevel var kommet dybt i tvivl om sig selv og sin Gud. Det, der i den situation kommer til at bære ham, er erindringen om, at han er døbt, og at det, som dér i dåben er sagt til ham, ikke kan gøres usagt. I virkeligheden er det det eneste, som står fast!


Anden pinsedag – Johs. 6,44-51: Livets brød.


Vort Jerusalem og vort Golgata


Johannesevangeliet gør sig stor umage med at forkynde Gud som den nærværende Gud, dvs. som den Gud, der kommer til verden, hvor han blev kød og tog bolig iblandt os, som det siges allerede i evangeliets fortale. Som et menneske, der lever og færdes iblandt mennesker, er Gud til i verden. Derfor bliver evangelisten heller aldrig træt af at under-strege, hvor godt Gud og Jesus kender hinanden: "Ingen kender Faderen og har set Faderen undtagen Sønnen, som er udsendt fra Faderen. Faderen er i Sønnen, og Sønnen er i Faderen. Jeg og Faderen vi er ét. Derfor: Den, som har set mig, har set Faderen. Kender I mig, kender i derfor også min Fader". Eller som det hedder i evangeliet til i dag: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham". Derfor er det også Sønnen, der ved sit ord i dag - på denne vort livs hidtil yderste dag - skal oprejse det fortabte menneske, som ikke har andet tilbage at håbe på end Guds tilgivelse.

     Ved juletid synger vi i en salme, at kirken er vort Betlehem. For os er den det sted, hvor Gud kommer til verden og bliver kød og tager bolig iblandt os. Sognekirken på vort eget sted er Betlehem. Vi kan fortsætte denne billedlige tankegang og sige, at det landskab, som kirken ligger i, er vort Galilæa. Det er her, vi lever vores daglige tilværelse, men hvor vi på vor vej mindst én gang om ugen kan møde Gud og høre hans ord til os. Og ved alteret, som er vort Jerusalem og vort Golgata, kan vi legemligt tage imod ham som det levende brød, der kommer ned fra himlen.

     Vi skal ikke som pilgrimme forlade vor egen tid og vort eget sted og begive os ud på meningsløse vandringer i et forsøg på at skrue tiden tilbage til Jerusalem for to tusinde år siden. Det kan vi simpelthen ikke. Vi må redeligt blive her, hvor vi er, og bede til, at Gud på denne vort livs hidtil yderste dag vil gøre sig selv så virkelig, som han ved Helligånden gjorde sig selv virkelig for både sine disciple og for mange andre på den første pinsedag i Jerusalem.

Pinsedag - Johs. 14,15-21: Løftet om en anden talsmand.

 

Pinsen er hjemlighed


I eksistentialismens og marxismens dage (jeg er gammel nok til at kunne huske begge dele) var "fremmedgørelse" et begreb, som man kunne håndtere filosofisk, fordi man havde en formodning om, at der på den anden side af fremmedgørelsen måtte være en egentlighed, som kunne virkeliggøres, enten ved at man overtog sig selv eller overtog produktionsmidlerne, alt afhængigt af hvilken "isme", man hyldede. I vore dage lever vi i en "post-modernistisk" tid, der af de politiske partier markedsføres som en positivistisk værdikamp, hvis den da ikke opleves som kulturel værdinihilisme. 

     Pinsen er det modsatte af alt dette. Pinsen er hjemlighed. Hvis man tænker tilbage på de marginaliserede eksistenser, som Jesus kalder sine disciple, så var de mennesker, som han havde kaldt ud af tilfældigheden ved at give dem et sted at være, nemlig hos ham. Han var blevet deres liv. Uden at de på nogen måde havde villet det, var de blevet en del af hans historie. De forstod ikke, at han en dag skulle tages fra dem, og at de samme dag ville blive alene i verden og fremmede for det, som var blevet deres liv. Men Jesus havde givet dem et løfte, som de heller ikke forstod: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Der skal komme en dag, da I skal erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer".

     Pinsen er den dag, hvor dette løfte går i opfyldelse. Pinsen er, at Gud ved vor Herres ord og Helligåndens gerning kommer til os igen og igen og forsikrer os om, at vi ikke er alene i verden, prisgivet enten til den kulturelle værdinihilisme, hvor vi ingenting tror på, eller til den politiske værdipositivisme, hvor vi tror på alt muligt. For uanset hvor i verden vi er, er vi på et sted, som Gud kender. Vi går på veje, som Gud også tør kende. Vi tumler ikke planløst rundt i universet. Vi er ikke faderløse eksistenser, som har mistet enhver sammenhæng med historien, for vi er blevet en del af Guds historie, sådan som vi kender den i fortællingen om Jesus Kristus. Ingen nok så nøjeregnende historiker kan gøre det usket, for det sker også nu. Den omstæn-dighed, at vi holder pinsegudstjeneste, er et udtryk for, at det sker. Ingen kan benægte, at det sker. Vi kan selvfølgelig lukke Gud ude af vores tilværelse og blive ateister. Men vi kan ikke blive så fremmede for os selv, at vi også er fremmede for Gud. Det forhindrer pinsen. For pinsen er hjemlighed midt i en tilfældig og meningsløs verden. Pinsen er at høre hjemme hos Gud, uanset om vi vil vide af det eller ej!