13. Trinitatistiden, 2. række, 10-18

Rækken af prædikener til trinitatistiden fortsættes her.

Trinitatistiden, 2. tekstrække

Attende søndag efter trinitatis – Johs. 1-12: Det sande vintræ.


Vor Herres glæde


I slutningen af 1800-tallet blev det franske vinbrug ramt af en katastrofe. Vinstokkene blev angrebet af vinlus. Disse vinlus satte angrebet ind på den mest lumpne måde, som tænkes kan: De angreb vinstokkens rødder, så træet ikke kunne få sin livssaft og derfor mistede sin livskraft. På mindre end 20 år dræbte vinlusene de fleste af Frankrigs vinstokke. Redningen kom fra Amerika, hvor man havde vinstokke, som var resistente over for den særlige art af vinlus, som hærgede Frankrigs vinmarker. I Frankrig importerede man derfor vinstokke fra Amerika og indpodede derefter de kendte franske druesorter på de amerikanske vinstokke. På den måde fik man genoprettet vinavlen.

     "Jeg er vintræet, I er grenene", siger Jesus til sine disciple. "Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre!"

     Når der er barnedåb, holder præsten en lille tale for barnets faddere, hvori han siger til dem, at de - hvis forældrene dør - skal sørge for, at barnet bliver opdraget i troen på Kristus, "for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham". Barnet er ved sin dåb indpodet i Kristus, ligesom de franske vinsorter blev indpodet i de amerikanske vinstokke. Derfor skal barnet suge sin åndelige næring fra Kristus, så det sætter sine livsfrugter i kraft af den næring, det suger til sig.

     "Skilt fra mig, kan I slet intet gøre", føjer Jesus så til. Og det er jo klart nok, at grenene ikke kan gøre noget som helst, når de er hugget af stammen. Så visner de blot!

     Den frugt, der kommer af at være indpodet i Kristus, er glæde. "Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde blive fuldkommen!" siger Jesus til sine disciple. Glæden består i at høre vor Herres ord i evangeliet og kende Gud i dem. Det er en fuldkommen glæde, fordi den ikke kan gå i stykker. Det er en glæde, der ikke kan tages fra os. Som en understrøm i livet bærer den alt andet, som fylder vores tilværelse. Den bærer vore stemninger af forskellig art – også de triste og sørgelige. Den bærer vore sorger og vor håbløshed, når det kommer dertil. For vor Herres glæde i os er glæden ved at vide, at der i dette liv ikke kan ske os noget som helst, som Gud ikke også er med i. Det er den glæde, som Jesus kaldte sin glæde.

Syttende søndag efter trinitatis – Mark 2,14-22: Levi kaldes til discipel.


Et sted at være


Bortset fra hvad kristendommen ellers er, og bortset fra hvad den i historiens løb er blevet gjort til med indviklede dogmer og snørklede filosofier, som ingen af os kan gøre rede for, så er der ét bestemt punkt, som vi alle sammen burde kunne gøre rede for, nemlig hvordan vi forholder os til den omstændighed, at vor Herre aldrig nogen sinde vendte ryggen til noget andet menneske, som søgte ham.

     Tolderen Levi var en svindler, for ellers var han ikke blevet tolder. Alle og enhver vidste det, og derfor kunne alle og enhver også afskrive ham som et ordentligt menneske. Alligevel siger Jesus til ham: "Følg mig!" Senere sætter Jesus sig til bords i hans hus sammen med nogle andre, som man i samfundet helst ikke ville vide af. Hvordan kan han dog gøre det? lyder det forargede spørgsmål. Det er en opførsel, som vender op og ned på alle tilvante forestillinger om ret og rimeligt i livet. Det er hele den traditionelle livsforståelse, som rives i stykker. Med en lignelse sammenligner Jesus det da også med, at man hælder en ung og gærende vin på gamle lædersække med det resultat, at sækkene sprænges. I dette billede er han selv den unge og gærende vin, og de gamle sække er den gamle livsforståelse, som med nødvendighed må erstattes med en ny dér, hvor han kommer frem, og folk hører det, han har at sige, og bliver indfanget af det.

     På en vis måde er vor Herre selv en fremmed gæst i verden - skønt den tilhører ham. Han bliver mødt med modstand og foragt. Han bliver fulgt på vej af en stadigt voksende vrede, indtil vejen ender på Golgata. Men selv dér udretter han sit ærinde ved at tilsige den dømte røver en plads i Guds rige.

     Når vi skræller alt det ydre af, som har at gøre med både kristendom og kirke - alt det, som vi kan mene forskelligt om og være uenige om, så bliver der det tilbage, at vi står over for en fortælling om et menneske, som var så menneskelig, at han kaldte Gud for sin far og derfor i ethvert andet menneske så et medmenneske, som skulle have et sted at være.

     Et sted at være! Hvor meget betyder det ikke for os selv i vort almindelige daglige liv sammen med familie og venner? Og når vi ikke mere har et sted at være blandt dem, så har vi stadig et sted at være hos Gud. Det har vi vor Herres ord for. Og det skal vi som kristne mennesker tro på! Det er godt at vide, at det er sådan, selv om vi på det sted, som Gud giver os at være, må finde os i at være i selskab med dem, som vi selv ville være tilbøjelige til at sortere fra!

Sekstende søndag efter trinitatis – Johs. 11,19-45: Opvækkelsen af Lazarus.


At takke for ordet og for livet


Det siges, at det såkaldt moderne menneske har svært ved at tro. Det er, som om der ikke mere er plads til Gud i vores verden. Alskens videnskabelige forklaringer og teorier har overtaget pladsen. Det moderne menneskes Gud er den fjerne Gud, som har ladt verden i stikken og slet ikke tager sig af al den lidelse og sorg, der findes i verden. Men sådan var det vel i grunden også for Martha og Maria, da Lazarus var død. Det kan godt være, at Lazarus skal opstå fra de døde på den yderste dag, men hvilken glæde har Martha og Maria af det i dag? Den yderste dag er så uendelig langt borte. Hvordan kan forestillingen om den yderste dag trøste Martha og Maria nu i dag, hvor Lazarus allerede ligger død i sin grav på fjerde dag?

     Jeg skal villigt indrømme, at det, som Jesus siger til Martha, heller ikke er let at forstå. Alligevel er meningen klar nok. Han gør den yderste dag til dagen i dag ved at gøre den til sin dag. Dermed gør han bogstaveligt talt sig selv til den nære Gud. "Jeg er opstan-delsen og livet", siger han, "den, der tror på mig, skal leve, om han end dør". Meningen med disse ord er, at dér, hvor Jesu ord lyder, dér er også livet. Det gælder også selv, om vi ikke kan se andet end mørke og død omkring os. Vi lever ikke blot af mad og drikke. Vi lever også af ord. Vi lever af de ord, vi taler til hinanden i det medmenneskelige samvær, som bringer livet med sig fra det ene menneske til det andet. Det er derfor vi rammes af sorg og håbløshed, når døden gør et andet menneske tavst. Vi lever af Guds ord, som er Guds tale til os, sådan som denne tale kommer til orde i evangeliet om Jesus Kristus. Han talte det, som han troede, og vi får lov at tro det, som han taler.

     Det kan godt være, at vi ikke selv er så dygtige til at tro, men så må vi holde os til vor Herres tro og bruge af den. I den tro står Guds ord ved magt. Det ord lyder hen over den mørke grav, når vi står på kirkegården. Det går an at tro, at det ord taler sandt, og at Vor Herre med sin tro kommer vor vantro i forkøbet ved at gøre dagen i dag til sin dag ved at fylde den med det, der er hans.

     Det kan godt være, at vi dermed ikke bliver bekræftede i alle vore egne meninger om, hvad livet går ud på. Det er ikke sikkert, at den tro harmonerer med vor egen medbragte livsanskuelse. Men vi lever jo også kun i det foreløbige. Alt, hvad vi selv tror, tænker og mener, er noget foreløbigt. Netop derfor giver det en helt god mening, at vi foreløbigt øver os i takke Gud for "ordet og for livet".

Femtende søndag efter trinitatis – Luk. 19,38-42: Martha og Maria.


Det ene fornødne


Hvori består ”det ene fornødne”, som det hed i de ældre bibeloversættelser? Hvad er det ene fornødne, som Jesus i fortællingen gør den foretagsomme Martha opmærksom på? Og hvad er den gode del, som Maria har valgt?

     Hvad der lige i øjeblikket er nødvendigt og fornødent, afgøres på en eller anden måde altid af den situation, vi befinder os i. Det er værd at lægge mærke til, at fortællingen om Martha og Maria i Lukasevangeliet kommer lige efter fortællingen om den barmhjertige samaritaner. For den stakkels mand, som var blevet slået halvt fordærvet af røvere, var der også kun én eneste ting, som var nødvendig, nemlig at nogen ville standse op og tage sig af ham. Det var der så en forbipasserende samaritaner, der gjorde. At sørge for en nødstedt er at have praktisk omsorg for ham. Det er at gøre det, der er brug for - lige her og nu.

     I fortællingen om Martha og Maria, brokker Martha sig over, at hun skal sørge for det hele. Men det kan jo være, at hun i sin tjenstivrighed og foretagsomhed vil sørge for noget, som der lige nu ikke er brug for. Sommetider bruger vi vor egen foretagsomhed med det ene formål at ville gøre opmærksom på os selv. Men det er ikke det, der er brug for i denne situation, hvor hele opmærksomheden bør gælde vor Herre og hans ord, som lyser op og skaber orientering i en verden, som dagligt forvirres af al mulig foretag-somhed, hvoraf en stor del ikke engang er nødvendig.

     Foretagsomheden hører hjemme på den øde vej mellem Jerusalem og Jeriko og alle  andre steder, hvor folk lider nød. Men dér, hvor vor Herres ord lyder, består den gode del i at være dér og høre det, han siger - og tro det, for ellers mister vi bare orienteringen i alle de mange andre situationer, hvor der er påtrængende brug for vores opmærksomhed og foretagsomhed.

     At Maria har valgt den gode del nu, udelukker hende ikke fra at klare madlavningen senere. At Martha tager sig af madlavningen nu, udelukker hende derimod fra at høre vor Herres ord lige nu, hvor der er mulighed for at høre det.

     At vi sidder i kirken og holder gudstjeneste, udelukker os ikke fra senere at gøre godt imod dem, der lider nød ude i byen. Til gengæld har de, der lige nu farer rundt ude i byen, ikke mange muligheder for at få del i det gode, som i gudstjenesten overgår os.

     Lige her og nu er det ene fornødne derfor, at vi hører Guds ord og tror det. Det er det, vi har kirken til! Og når vi dér har hørt, hvad der er at høre i kirken, kan vi bagefter som mennesker gå ud i verden og tage os af alt det, som dér bekymrer os og gør os urolige! Der er nok at tage fat på!


Fjortende søndag efter trinitatis – Johs. 5,1-15: Den syge ved Betesdas Dam.


Hvor skulle han ellers gå hen?


For den lamme ved Betesdas Dam, som efter 38 år fik sin førlighed igen, sluttede dagen med, at han gik i kirke. Da han var syg, opholdt han sig dér, hvor han mente, at der var håb. Og da han blev rask, gik han hen til den helligdom, som for ham var en kirke for at komme af med sin glæde og taknemmelighed over den livsfylde, som var overgået ham.

     For de fleste af os andre, ville rækkefølgen måske være modsat. Først glæde og taknemmelighed over, at livet overhovedet er til. For vi må jo undres over, at det er sådan. Der er en grundlæggende godhed i tilværelsen, som gør, at vi klæber til den. Vi oplever naturens skønhed, vi oplever munterheden ved at være til i det tillidsfulde samvær med andre mennesker. Vi oplever glæden ved at kunne stå op hver morgen og møde den nye dag uden at opfatte den som en trussel. Jeg ved selvfølgelig godt, at det kan gå anderle-des til, så vores oplevelse af naturen bliver en oplevelse af det katastrofale i form af jordskælv, oversvømmelser og ødelæggende orkaner. Det kan også være, at samværet med de andre bliver til en skuffelse, fordi vi føler os svigtede og forrådte af dem, som vi mente at kende godt. Og endelig kan den nye dag være en trussel, fordi den ser ud til at bringe sult og sygdom og krig med sig.

     Alligevel begynder vort liv med en oplevelse af og undren over tilværelsens godhed, som gør, at vi synes, at livet er umagen værd. Og det var så det, vi skulle finde ord til at takke og prise Gud for. Hvis vi forsømmer at finde ord til at takke og lovprise, så ender det med, at vi slet ikke har nogle ord at bruge på den dag, hvor vi kun kan bede og håbe. Det vil sige, at så er vi i al fald sprogligt set blevet til nogle fattige stakler, som hverken i den ene eller den anden situation kan finde ord til at fortolke vort liv. Så er vi blevet til nogle sprogløse væsener, der hverken kan finde ord for glæde eller sorg.

     Nu tør jeg selvfølgelig ikke sige, at vi har pligt til at gå i kirke. Men jeg synes ikke, at vi skal forsømme det. Det er her ordene findes. Det er her, de betyder noget. Det er her ordene betyder det, som de siger, hvilket man ikke altid kan være sikker på ude i det, vi kalder samfundet. Det er her i kirken, vi finder de ord, vi har brug for i både den ene og den anden situation – både i glæden og i sorgen. Det er det, vi kan lære af fortællingen om den helbredte mand fra Betesdas Dam, som gik til helligdommen. For hvor skulle han ellers gå hen med sit livs overvældende erfaringer.


Trettende søndag efter trinitatis – Matt. 20,20-28: Zebedæussønnernes ønske.


Jesus og de gode viljers teologi


Jeg tvivler ikke på, at det var ud af lutter god vilje, at Zebedæussønnernes mor kom til Jesus for at bede om de fineste pladser i Himlen til sine sønner. Hun ville jo kun det bedste for dem. De er det, der på moderne dansk hedder ”curling-børn”. Men over for de to disciple og deres mor står der straks ti harmfulde disciple, som også er fulde af god vilje og af den grund reagerer vredt på den fromme moders gode ønske. Har Jesus måske ikke selv sagt, at den, der vil ophøje sig selv, skal ydmyges?

     Men på et øjeblik udjævner Jesus både forskellen og modsætningen mellem de to og de ti disciple. Til de to taler han sådan, at de bliver nødt til at forstå, at den gode vilje, som hans ord har vakt i dem, ikke kan bruges til at gøre krav på en særstilling hos Gud. Og til de ti taler han sådan, at de bliver nødt til at forstå, at de aldrig kan tage hans ord til indtægt i den forstand, at de kan gøre hans ord gældende, som om det var deres eget ord og dermed et ord, der kan gøres til et argument mod andre.

     Jesus benægter sådan set ikke, at både de to disciple og de ti disciple er fulde af god vilje. Men fra det, som man kunne kalde "de gode viljers teologi", fører Jesus sine disciple ind under den bekendelse, der alene består i, at de lytter til hans ord, som siger dem, hvad de skal - i situationen her også, hvad de ikke skal. De skal ikke være som folkenes fyrster, der undertrykker andre og misbruger deres magt! I situationen her findes der ingen anden bekendelse end den, der består i at høre. Som det siges i indgangsbønnen: "Vi er kommet ind i dit hus for at høre!" Vi er ikke kommet for at mene noget eller for at give udtryk for vores gode vilje, men vi er kommet for at høre, hvad Gud har at sige til os. Og så må vi holde os til det!

     Når vi kommer ud af kirken, kan tilværelsen kan føre os til mange mærkelige steder, som vi hverken har villet eller ønsket. Men i troen på det ord, som vi hører af vor Herres mund, tør vi tro, at Gud også er med os, når tilværelsen synes meningsløs. Og når vi engang selv skal tømme bægeret til bunds, da skal vi vide, at hans ord står ved magt. Ved troen på hans ord er vi trods alt det, som vi ikke forstår, indskrevet i hans livsbog! Og det må så være nok!


Tolvte søndag i trinitatis – Matt. 12,31-42: Bespottelse mod Helligånden.


Utilgivelig forstokkethed


En dag havde Jesus helbredt en syg, hvilket der er god mening i. Alligevel er der nogle blandt tilskuerne, som gør hvidt til sort og kalder det gode for ondt ved at sige, at Jesus står i ledtog med Djævelen. Det er noget vrøvl. Ja, det er være! Det er simpelthen løgn. Jesus kalder da også denne forvrøvlede reaktion en bespottelse af Helligånden. Dermed vil han have ram på den forstokkethed, som undertiden får os til at sige det modsatte af det, som vi egentlig mener. Han vil have rammet en pæl igennem den dumhed i os, som får os til at gøre hvidt til sort og kalde det gode for ondt. Men sådan går det ofte, når man vil dække over sine fejltagelser: Man kaster sig ud i alle mulige selvmodsigelser. Hellere det end at indrømme, at man har taget fejl. Og det er der ingen tilgivelse for.

     Alt andet skal tilgives menneskene. Alting! Uden undtagelse! Vi kan have vore snuskede samvittigheder med alle vore små og store fejltrin samt alt, hvad der ellers kan gøre et menneske ængsteligt og bekymret. Hos Gud er der plads til det hele. Han skjuler det alt sammen med sin kærlighed. Kun den forstokkethed, der nægter at tro det gode budskab, som den hører, kun den vantro, som viser det evangelium fra sig, som bliver forkyndt – kun den er der ikke plads til. For i vantroens forstokkethed sætter vi netop os selv udenfor. Det er ikke Gud, der gør det. Vi gør det selv. At det forholder sig sådan, er ganske klart. Det fremgår tydeligt af den måde, som Jesus færdedes blandt mennesker på: Han gjorde de syge raske, han tog sig af dem med de forpinte samvittigheder ved at sige til dem, at Gud ikke havde forkastet dem, selv om alle andre havde sendt dem på porten. Med det talte ord, som kan skabe tro i hjertet, rejste han dem op og sendte dem tilbage til livet med Guds fred og en ny frimodighed til at være til her i denne verden, hvor vi selv i ord og gerning skal være til for dem, vi møder på vejen.

     Helligånden er den kilde, hvorfra alt liv strømmer, og som derfor også kan gøre et dødt ord levende, så det modtages i tro i et menneskes hjerte. At spotte er at lægge afstand til noget. At spotte ånden i det talte er at lægge afstand til livet ved at nægte at tro den tale, som bringer livet med sig fra det ene menneske til det andet og fra Gud til os. At spotte er at lukke øjne og ører for den virkelighed, som man ser, og at nægte at tro den sandhed, som man hører. Det er at lukke sig selv ude.


Ellevte søndag efter trinitatis – Luk.7,36-50: Kvinden i farisæerens hus.


Dine synder er tilgivet


Det er ikke ligegyldigt, om man er muslim eller kristen. Som kristne mennesker har vi i alle fald den opfattelse, at det enkelte menneske er uendelig meget værd, uanset om det socialt set er en ynkelig eksistens. Af samme grund bryder vi os heller ikke om dødsdomme i retssystemet. I det hele taget er vi ikke meget for at motivere vores retssystem med det, at der skal hævnes. Det kan godt være, at vi tænker sådan, men vi siger det ikke så gerne offentligt. Det hænger sammen med, at vi i det offentlige rum endnu er kristne mennesker. Der er noget i kristendommen, der er sunket til bunds i os, og som udgør en slags sangbund for den måde, vi i almindelighed opfatter vores liv på. De mange historier om Jesus har trods al sekularisering og ugudelighed gjort indtryk på os. Det gælder også denne scene i Simon Farisæers hus.

     "Hvem tror du er mest taknemmelig?" spørger Jesus Simon, som var ved at få maden i den gale hals, da kvinden med alabasterkrukken kom brasende ind. "Er det den, der har fået meget tilgivet, eller er det den, der kun har fået lidt tilgivet?" - "Det er selvfølgelig den, der har fået meget tilgivet!" svarer Simon. Men i samme øjeblik klapper fælden sammen om ham. Hans sjuskede måde at modtage Jesus på, hans bagtanker og hans hårde dom over kvinden vidner om hans egen utaknemmelighed. Pludselig sidder Simon dér og tager sig ud som et menneske, der er sig selv nok. Han har ikke fået eftergivet noget og mener i øvrigt heller ikke, at han har behov for det. Han har ikke noget at skulle have sagt tak for. I al sin ulastelighed og anstændighed ser han pludselig ud som et menneske, der slet ikke har været i kontakt med det virkelige liv.

     Anderledes med kvinden, som sandsynligvis har været i rigelig kontakt med virkelig-heden. Ved at prostituere sig selv havde hun reduceret sig selv til en vare. Sådan havde det været, indtil hun var kommet til at se på sig selv med Jesu øjne. For vi må gå ud fra, at der forud for scenen i Simon Farisæers hus har været en forhistorie, hvori Jesus har mødt kvinden og set på hende som et menneske, der ikke er forkastet og opgivet af Gud, selv om det er forkastet og opgivet af alle andre - ja, endog opgivet af sig selv.

     "Dine synder er tilgivet!" sagde han til hende. Det er mennesket, han tilgiver, det er ikke dumhederne. Men i tilgivelsen tilkender han den, der gjorde dumhederne, så megen betydning, at hun bogstavelig talt får sin menneskelighed tilbage, så hun ikke mere blot er en ting, der kan købes; men hun er et menneske, hun er en person, der som enkeltvæsen har en uendelig betydning - i alle fald i Guds øjne.

Tiende søndag efter trinitatis – Matt. 11,16-24: Børnene på torvet.


Kærlighedens gerninger


Man kan forestille sig, at Jesus har stået på torvet sammen med sine disciple. De havde lige talt om Johannes Døberen, og hvordan ikke ret mange lod sig omvende af Johannes Døberens prædiken. Hvordan kan det være? Var det Johannes Døberen, der er noget galt med, eller er det den tid, vi lever i? Eller hvad er der galt? Jo, der er det galt, at vi ligner børnene, som leger på torvet, og for hvem legen går i stykker, fordi der er nogle, der ikke vil lege med. "Vi spillede på fløjte, og I dansede ikke. Vi sang klagesange, og I jamrede ikke", siger de til de andre.

     Og her kommer så et erindringsbillede fra min bispetid:

     Når en ny præst skal ordineres, skal der først være bispeeksamen. Det var hos mig en samtale, som tog det meste af en dag. I samtalen var vi intenst optaget af emner og forhold, som har med præsteembedet at gøre. Bagefter kom så ordinationsdagen, som var en festlig dag med en flot gudstjeneste og en munter sammenkomst bagefter. Glæden var stor, og øjnene strålede. Nu skulle det rigtig begynde! Senere fulgte indsæt-telsesdagen ude i sognet, hvor den nye præst og folk i sognet blev præsenteret for hinanden og forpligtet på hinanden. Glæden var stor, og forventningerne endnu større.

Men så gik tiden, og kirkegangen faldt snart tilbage til sit vante, beskedne leje, som da den gamle præst var der. Og det blev efterår og vinter, og den nye præst arrangerede studiekreds, men der var ikke så mange, der ville studere. Præsten holdt også fore-dragsaftener med gode foredragsholdere, men der var ikke så mange, der ville høre. Sammen med menighedsrådet nedsatte præsten så et aktivitetsudvalg, men de fleste var ret så passive. En dag møder jeg igen præsten. Jeg behøver ikke at spørge, hvordan det går, for jeg har allerede set, at lyset i øjnene er slukket.

     Hvad skal vi gøre? Skal vi lave gudstjenesten om med moderne salmer og moderne prædikener, hvor der ikke tales for meget om alt det, som vi alligevel ikke forstår. Vi skal vel have barberet alt det væk, som virker anstødeligt på moderne mennesker, så prædi-kenen bliver reduceret til nogle almindelige sandheder, som vi kan forholde os til. Vi vil gerne høre noget om kærligheden!

     "Visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger", sagde Jesus til disciplene. For-søgsvis kan vi lige prøve at skifte ordet "visdom" ud med ordet "kærlighed", så sætningen lyder: "Kærligheden er retfærdiggjort ved sine gerninger". Kærligheden er nemlig slet ikke til uden sine gerninger. At postulere en kærlighed, som ikke ytrer sig i gerninger, er et fup-nummer, et blålys, som ikke har anden funktion end at lede opmærksomheden bort fra det triste faktum, at jeg selv ikke er så dygtig til det med kærlighed. Kærligheden er kun til i sine gerninger, ellers er den ikke til. Kærlighedens sidste, yderste og ultimative gerning er at sætte livet til for nogen, som ikke er det værd. Derfor satte Jesus sig til bords med toldere og syndere og gjorde sig til ven med dem. Det venskab kom til at koste ham livet. Men således elskede han verden. Det er visdommen i evangeliet! Og denne visdom er retfærdiggjort ved sine gerninger. Den får ret i kraft af det, som den udretter til glæde for det menneske, som er genstand for den.


Niende søndag efter trinitatis – Luk. 18,1-8: Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer.


Plag dig til Guds rige!


Man kan sagtens forestille sig, at hændelsesforløbet i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer har fundet sted i virkeligheden. Det kunne have været en skandalehistorie i avisen. Man kan sagtens forestille sig en dommer, der er ligeglad med både Gud og mennesker, og som giver en påtrængende enke ret alene af den grund, at hun plager sig til det. Hvad skal man som avislæser mene om en sådan dommer, der tager parti for den, der plager ham om en bestemt afgørelse. Hvad kan vi lære af det? Ja, vi kan uddrage den enkle lære, at påtrængenhed betaler sig. Det er vist endda en meget almindelig sandhed, at det forholder sig sådan.

     Men evangeliet er ikke blot en almindelig sandhed, der svarer til erfaringen. Som kristne mennesker lever vi derimod i håbet om det Guds rige, som kommer, og som også er allerede nu. Grundtvig giver udtryk for det i mange af sine salmer, for eksempel i salmen "Midt iblandt os er Guds rige". I håbet om det kommende gudsrige, som vi allerede nu får del i under gudstjenesten, skal vi være udholdende i bønnen. Vi skal være som den påtrængende enke i forhold til den uretfærdige dommer. At være udholdende i bønnen er ikke at være en virtuos i den religiøse disciplin, der i nogle kredse kaldes "fri bøn". At være udholdende i bønnen er ét og det samme som at gå i kirke. Jeg blev engang af en journalist præsenteret for det synspunkt, at man godt kan være en god kristen uden at gå i kirke. Dertil bemærkede jeg, at det muligvis nok kunne være tilfældet, men at jeg syntes, at det måtte være helvedes besværligt. Det mente jeg ganske bogstaveligt på samme måde, som når Grundtvig i digtet "Nyaarsmorgen" siger: "Lys uden varme er helvedes kval". Jeg fik efterfølgende i flere breve mange skældud for min bemærkning.

     At være udholdende i bønnen er for mig at gå i kirke til gudstjeneste, fordi gudstje-nesten her i foreløbigheden er det eneste, jeg kender som Guds rige. En dag skal det åbenbares i al sin herlighed. Men foreløbig må vi nøjes med den herlighed, der åbenbares i gudstjenesten, og det er heller ikke så lidt. Hvor finder man et sted, der rummer en tilsvarende mangfoldighed og skønhed?

     I evangelietekstens slutning stiller Jesus sine tilhørere spørgsmålet: "Når Menneske-sønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" – Ja, det er jo ikke godt at vide! Så derfor skal vi være udholdende i bønnen og gå i kirke – det vil sige gå derhen, hvor Guds rige midt i foreløbigheden findes allerede nu, fordi kirken er et sted, hvor Gud lader sin tilgivelse råde!


Ottende søndag efter trinitatis – Matt. 7,22-29: Lignelsen om huset på klippen og huset på sand.


Huset, som Gud har bygt


På denne søndag vil det være passende at synge en bryllupssalme, nemlig nr. 701, som hedder ”Huset, som Gud har bygt”. Den kan ovenikøbet synges på en julemelodi, hvilket måske kan køle lidt her i sommervarmen. Det er en dejlig lille salme, som Grundtvig skrev til sin datter Metas bryllup i Vartov Kirke i 1846. Men inspirationen til den er hentet fra lignelsen om de to husbyggere.

     I salmen gøres der ikke noget ud af den husbygger, der byggede sit hus på sandgrunden. Han er for så vidt også uinteressant. Det gik skidt med ham og hans hus, og det kan måske nok kalde på vores skadefryd, som også er en slags suveræn livsytring. Der er noget tragikomisk ved ham, som må se huset rasle sammen om ørene på sig selv, fordi han ikke havde bygget på et ordentligt grundlag. Men netop derfor er han altså også uinteressant. Det er ikke ham, der skal have vores opmærksomhed. Han var bare dum, og det var mest ærgerligt for ham selv.

     Men så er der den anden husbygger, altså ham der byggede sit hus på klippegrunden. Han var en klog mand, og ham kan vi derfor godt skænke noget mere opmærksomhed. Lignelsen lægger da også op til, at vi skal ligne den kloge husbygger. Men dermed er der også lagt op til den fristelse, der går ud på, at vi giver os til at ransage os selv og vore omgivelser for nu at se, hvem der bygger på klippen, og hvem der bygger på sand. Skadefryden ved at afsløre de sidste vil vi alligevel gerne have med.

     Den fristelse undgår Grundtvig i sin bryllupssalme, idet han nemlig ser sådan på det, at der i grunden kun er en, som har været klog nok til at bygge på klippen, og det er Gud selv. Huset, som Gud har bygget, er kirken, og den står fast og godt på sit eget funda-ment, som hverken kan rokkes af storme eller bølger. Dens fundament er Jesu tro, og derfor rummer dette hus al Himmel-herligheden - men vel at mærke hernede, hvor vi selv er. Gudshuset er himlen, som er sænket ned på jorden, og derfor kan vi hernede på jorden leve under himmelske vilkår. Det er nemlig ikke vores egen tro, det kommer an på, men derimod Jesu tro. På det grundlag skal lovsangen til Guds ære lyde fra jord til himmel.


Syvende søndag efter trinitatis – Matt. 10,24-31: Sælges ikke to spurve for en skilling.


Ikke uden Gud


I sin roman "Kridtstregen" fortæller Erik Aalbæk Jensen om en mand, der lige efter den tyske besættelse sidder fængslet og venter på at få dødsdommen over sig eksekveret. Han havde været stikker, hvilket der i situationen lige efter besættelsen ikke var nogen tilgivelse for. Hvad var det, der gjorde, at han var blevet stikker? Et sammenfald af tilfældigheder var det vel egentlig! Og hvem skal så stå til regnskab for det?

     Inden han skal skydes, beder han om at tale med præsten. Men hvad skal præsten sige til ham? Skal han sige til ham, at sådan har Gud villet det? Skal han sige til ham, at Gud er sådan en slags puslespiller, der tager alle brikkerne i en pose og ryster den for derefter at sprede brikkerne ud over bordet i en tilfældig orden? Nej det kan han ikke få sig til at sige. Hvad Gud har villet og ikke villet, ved præsten lige så lidt om som alle andre. Men så kommer han i tanke om, at Jesus har sagt til sine disciple: "Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres Fader er med den!" Betyder der nu, at det er Guds vilje, at en spurv falder til jorden og dør? spørger præsten nærmest henvendt til sig selv. Nej, det gør det ikke. Det kan vi i alle fald ikke vide noget om. Men det vi får at vide er, at Gud er der, når det sker. Gud er ikke et fjernt væsen, som fra et hjørne af universet i ophøjet majestæt udeltagende iagttager, hvad der foregår her, hvor vi er. Men i vor Herres skikkelse opsøger Gud os på tilværelsens yderste kanter for at sige til os, at uanset hvad der sker, så skal vi ikke være uden Gud. Derfor gik Jesus til de spedalske i stenbruddene, til de foragtede toldere og til andre syndere for at sige til dem, at de ikke skulle være uden Gud. Ja, han måtte helt ud på Golgata for at sige til en dødsdømt røver, at heller ikke han skulle undværes hos Gud.

     Vi kan ikke gøre os kloge på, hvad der er Guds vilje, og hvad der ikke er, selv om vi på den anden side heller ikke kan lade være med at tænke over det. Hvad det angår, er det rigtigt, hvad den gammeltestamentlige prædikant siger om Gud, at "han har lagt menne-skene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør". Tilværelsens tilsyneladende meningsløshed gør det ikke meningsløst at bruge ordet "Gud". I evangeliets forstand vil Gud være gud for dem, der ingen gud har. Gud for de gudløse! Eller som det siges et andet sted: Det er ikke de raske, der har brug for en læge, men derimod de syge. På samme måde er Jesus ikke kommet for at kalde retfærdige, men derimod syndere. Han er ikke kommet for at gøre Gud gældende for dem, for hvem tilværelsen giver en ganske glimrende mening, og som på den baggrund er i stand til at være deres egen gud og ikke har brug for andet end det. Nej, han er kommet for at være Gud for dem, der ikke har andet at holde sig til end netop Gud.