14. Trinitatistiden, 2. række 19. - sidste

Efterskrift


Med prædikenen til sidste søndag i kirkeåret (se nedenfor) har jeg skrevet en miniprædiken til hver søn- og helligdag i de to kirkeår 2016-2018. Det er blevet til 124 prædikener. Hvis jeg husker det, vil jeg udfylde rækken af prædikener til de søndage, som måtte mangle i helligtrekongertiden og trinitatistiden, når vi når frem til dem.

     Jeg har ikke noget indtryk af, hvem der har læst disse prædikener, men nogen må der vel være, eftersom statistikfunktionen i hjemmesideprogrammet viser, at hjemmesiden som helhed har omkring 200 besøg om ugen, hvilket jeg synes er overraskende meget. Hvad er er endnu mere overraskende er, at cirka 100 besøg kommer fra USA, 50 fra Europa (heraf 30 besøg fra Danmark), og 50 besøg fra Kina. Hvis nogen har en forklaring på det, vil jeg gerne høre den.

     Jeg hører også gerne fra andre, som måtte have bemærkninger til mine mini-prædikener.

     Fra og med advent vil jeg på hjemmesiden skrive motiverede salmevalg til 1. tekstrække.


Sidste søndag i kirkeåret – Matt. 11,25-30: Jesu Fryderåb.


Valget mellem retfærdighedens og kærlighedens religion


For mange år siden besøgte jeg en gammel kone på sygehuset. Hun havde tilbragt nogen tid i en respirator, hvilket havde gjort hende noget konfus. Da hun blev koblet af respiratoren, genvandt hun efter nogle dage sine åndsevner, og da jeg besøgte hende, erklærede hun, at hun havde mødt Jesus.  Hun kunne ganske nøje beskrive mødet, og jeg kunne forstå, at det sådan set var Thorvaldsens Kristus hun havde mødt i sin vision. Hun havde aldrig været i København, men måske har hun set en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur. Det er ret ligegyldigt. Det afgørende er, at mødet med Jesus havde været og stadig var til overordentlig stor trøst for hende.

     Thorvaldsens figur i Københavns Domkirke er et billede af den opstandne Kristus. Ret beset er det også ham, der kommer til orde her i Matthæusevangeliets ”johannæiske” lovprisning af Gud, som har skjult for ”dette” de vise og forstandige, men åbenbaret det for de umyndige? Her på kirkeårets sidste søndag vil jeg vove den påstand, at hele kirkeåret med dets højtider og søndage er sammenfattet i ordet ”dette”. Alt det, vi i årets løb har hørt, alt det, vi har sunget om, alt det, vi undervejs har ladet os trøste ved, er sammenfattet i ordet ”dette”.

     De vise og forstandige må bære deres egne byrder og slide sig trætte ved deres klogskab, for klogskaben gør stærk, mener vi, og derfor må de vise og de forstandige leve ved deres egen styrke. De umyndige, det vil sige dem, der ikke kan magte tilværelsen selv, må derimod leve ved vor Herres styrke. Igennem hele det forgangne kirkeår har han henvendt sig til de umyndige, til dem der ikke kan klare livet selv, til toldere og syndere og andre udstødte, og sagt til dem, at de ikke skulle være uden Gud.

Men her på kirkeårets sidste søndag skal der som en sidste strofe også være en henvendelse til de myndige, som mener, at de hverken har brug for Gud eller Jesus. Til dem – de vise og forstandige – siger Jesus til allersidst: ”Kom til mig alle I, som slider og slæber, og jeg vil give jer hvile!” Det er ikke noget, han siger til de umyndige, for de hviler allerede i Gud, men det er noget, han siger til alle dem, der er trætte og tyngede af selv at skulle tilkæmpe sig livet, og som på den måde virkelig er under åget. Til dem siger han: ”Kom til mig og tag mit åg på jer og lær af mig……” Vor Herres åg består i selv at være umyndiggjort under Guds vilje, fordi han kender den himmelske Far, ligesom den himmelske Far kender ham. Vi står med andre ord i valget mellem lovens åg og evangeliets åg. Vi står i valget mellem retfærdighedens religion og kærlighedens religion.


Femogtyvende søndag efter trinitatis – Luk. 17,20-33: Guds rige og Menneskesønnens dag.


Riget er midt iblandt jer


”Hvornår kommer så det Guds rige, som du taler så meget om”, spurgte farisæerne Jesus. ”Nu har vi efterhånden hørt meget om det. Profeterne har talt om det, Johannes Døberen har talt om det, og du har talt om det.  Du siger endda, at det er nært. Men hvornår kommer det så?”

     Jesus besvarer deres utålmodige spørgsmål ved at sige to ting:

     Før det første siger han, at Guds rige ikke kommer med ydre tegn og fagter, sådan at man kan forberede sig på det. Guds gerning sker altid overraskende og uventet. Sådan var det i Noas dage og i Sodomas dage. Og sådan er det også nu.   

     For det andet siger han, at Guds rige allerede er. ”Guds rige er midt iblandt jer.” Den græske tekst åbner med ordet ”entos” for to betydninger, ”midt iblandt” eller ”inden i”. På dansk bliver vi nødt til at vælge. I ældre bibeloversættelser fra den tid, da man havde et mere optimistisk syn på menneskets etiske formåen, havde man denne formulering ”Guds rige er inden i jer”, underforstået: Så er det op til jer selv at virkeliggøre det. Men jeg er overbevist om, at den før-ste formulering er den rigtige ”Guds rige er midt iblandt jer.” Det, Jesus siger, er at Guds rige allerede er nu. ”Det er midt iblandt jer, fordi jeg er midt iblandt jer. For jer er jeg Guds rige. Det er Guds rige, som jeg bringer med mig i mine ord og i mine gerninger.”

     ”Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt” hedder det i Saint-Exupéry’s eventyr ”Denne lille prins”. Sådan er det også her. Det, som det drejer sig om med hensyn til Guds rige, er at vi foreløbig ikke kan se det med øjet, det kommer ikke med ydre tegn og fagter. Vi kan foreløbigt kun forholde os til det i tro, det vil sige ved, at vi tager vor Herres ord til hjerte og stoler på det, som vi hører.

     Det vilkår gælder også for os, som lever i det foreløbige. Ingen kan gøre sig til tilskuer, når det drejer sig om Vor Herres tilstedeværelse og Guds rige. Enten er vi med, eller også er vi udenfor. Enten er man tilskuer og som sådan udenforstående, eller også er man med i flokken, som beder i nadverbønnen: ”Opstandne Herre og Frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærlighed rigdom!” Som i alle andre forhold, hvor det væsentlige er usynligt for øjet, gælder det også i vort forhold til Gud, at det er bestemt af en tro, som er skjult for alle nysger-rige tilskuerblikke. Som Grundtvig siger det i en salme, som er skrevet over denne søndags tekst:

                                             Og når vi med tro modtage

                                             ord og Ånd i Jesu navn,

                                             rigets frugt vi forud smage

                                             det søde frelsernavn.

                                                               (DDS 320, v. 4)






Fireogtyvende søndag efter trinitatis – Johs. 5,17-29: Sønnens fuldmagt fra Faderen.


Fra døden til livet


Når vi engang imellem i forvirring spørger om, hvor Gud er henne, og hvem Gud er, så får vi at vide, at alt hvad vi behøver at vide om Gud, kan vi allerede se i den gerning, som vor Herre Jesus Kristus gør her i denne verden. Hans gerning er Guds gerning, for han kan slet intet gøre af sig selv. Han kan kun gøre, hvad Gud gør. Ligesom morgenrøden varsler solopgangen, således er Jesu gerning et varsel om, at Guds rige er nært. Af genskæret på himlen slutter vi os til, at solen er der. Af evangeliet slutter vi os til, at Gud er sådan, som vi hører og ser det i Jesu ord og gerning. Som han selv siger det: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet!"

     Fra døden til livet! Fra mørket til lyset! Fra løgnen til sandheden! Det er den vej, det går!

     Set i det perspektiv er dommedag ikke en dag vi skal frygte, for det er Kristus selv, der sidder på dommersædet. Derfor er dommedag en lys dag og en dejlig dag. Det er en dag fyldt med glæde. Det betyder ikke, at dommen ikke er alvor, eller at den ikke står ved magt. For det gør den! Men der er ikke desto mindre en afgørende forskel på de domme, som vi selv fælder, og så den dom, vor Herre fælder. For når vi fælder en dom, sådan som det f.eks. foregår i retssalen, så ligger der det i det, at dommen indebærer en straf. Den, der har forbrudt sig mod samfundets love, straffes ved at skulle aflevere en større eller mindre del af sit liv.

     Men dér, hvor vor Herres dom lyder, følger der af dommen ikke en straf, men en tilgivelse. Det er jo netop den omstændighed, der gør hans ord til evangelium, dvs. et godt budskab. En straf har sin rod i vrede. Tilgivelsen har derimod sin rod i kærlighed. Og derfor dømmer kærligheden anderledes end vreden gør. For hvor vreden dømmer fra livet, dømmer kærligheden til livet. Kærligheden fordømmer ikke, men den dømmer derved, at den tager den skyldige til nåde og giver livet tilbage til den, der har sat det over styr.

     Det, som vi behøver at vide om Gud, møder vi i vor Herres ord, og det lyder til os som kærlighedens dom vort liv: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet".


Alle helgens søndag – Matt. 5,13-16: Jordens salt og verdens lys.


Lad jeres lys skinne!


"I er jordens salt! I er verdens lys!" Det er sagt som en konstatering. Jesus siger ikke til sine tilhørere, at de skal gøre sig umage for at være jordens salt og verdens lys, men han siger til dem, at de er det allerede nu alene derved, at de hører hans ord og tror, hvad ordene siger.

     De mennesker, som Jesus havde foran sig, da han holdt sin prædiken til dem på en bjergskråning i Galilæa, var jo sådan set ikke noget særligt. I samfundet blev de formodentlig ikke regnet for noget. Men sådan som de står foran Jesus, så bliver de til noget særligt, idet han kalder dem "jordens salt" og "verdens lys". 

     Salt er ikke bare det, der får maden til at smage af noget. Saltet bevarer for forrådnelse. Og lyset er der ikke blot for hyggens skyld, men lyset er der for at lyse op sprede og mørket. Derfor sætter man lyset på en lysestage, så alle kan se det. Man gemmer det ikke under en spand, hvilket i øvrigt også vil få lyset til at gå ud.

     Når Jesus nu kalder de mennesker, som hører hans ord og tror det for "jordens salt" og "verdens lys", så må meningen vel være den enkle og ligefremme, at det lige præcis er disse mennesker, der skal bevare jorden fra at gå til i råddenskab. Det er dem, der skal lyse op i en formørket verden. "Lad jeres lys skinne!" siger Jesus. Vi skal ikke sætte vores lys under en skæppe, men tværtimod lade det skinne. Det kan ikke være anderledes. Lige så lidt som man kan skjule en by, der ligger på et bjerg, lige så lidt kan evangeliet og troen på vor Herres ord skjules og forties og gemmes væk som noget, der er ligegyldigt. Det skal kunne høres i hele verden, at det er Guds vilje, at de sørgende skal trøstes, at de hungrige og tørstige skal mættes med retfærdighed, og at de, der stifter fred, skal kaldes Guds børn. Det er lige akkurat det, de skal! Og det skal der ikke lægges skjul på! Hvor som helst vi på vor vej møder mennesker, der sørger og græder og er grebet af håbløshed, skal vi lade evangeliets lys skinne for dem. Det er ikke blot falsk beskedenhed at gemme det bort under en skæppe. Det er bedrageri! Og det er mangel på tro på, at Gud ikke blot vil, men også kan gøre alting nyt. Så derfor skal vi lade vores lys skinne – det lys, som vi har fået af vor Herre ved at høre hans ord.

                                  Det kendes på os, som lysets børn,

                                   at natten hun er nu omme!

Toogtyvende søndag efter trinitatis – Matt. 18,1-14: Den største i Himmeriget.


Troens liv på Guds ansvar


Det er næppe på grund af deres tiltalende egenskaber, at Jesus fremhæver børnene som eksempel. Så naiv kunne han ikke være. Han havde jo selv fire brødre og et ukendt antal søstre.

     Men hvad er det så, der gør, at Jesus haler et barn frem og bruger det som eksempel på et menneske, der har adgang til Himmeriget? Jeg mener, at der i denne episode er en efterklang af historien om Adam og Eva, som i Paradisets have levede på Guds ansvar. De levede af hvert ord, som udgår af guds mund uden at tænke over, om det nu også kunne være rigtigt at leve sådan. Frugterne på livets træ er Guds ord til mennesker, det ord, som de skulle leve af. Men Gud havde også et andet ord, som han ville beholde for sig selv. Det er det ord, der sætter skel mellem godt og ondt. Det er frugten på kundskabens træ. Den, der spiser af det, får derfor evnen til at skelne mellem godt og ondt, og den, der kan skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, må derfor leve helt på sit eget ansvar. Da Adam og Eva havde spist af kundskabens træ, kunne de ikke længere leve som børn på Guds ansvar, men måtte leve på deres eget ansvar og stå til regnskab for det liv, som de levede.

     Det er den historie, der klinger med, når Jesus tager et barn frem som eksempel på et menneske, der har adgang til Himmeriget. For intet menneske kan i kraft af sin egen fortræffelighed gøre sig fortjent til hverken livet eller Himmeriget. Både det ene og det andet kan man kun få givet på samme måde, som et barn får givet sit liv i kraft af sin fars og mors kærlighed. Derfor må barnet som barn leve sit liv på forældrenes ansvar, uden at det behøver at spekulere over, om det nu er rigtigt eller forkert på den måde.

     Det betyder selvfølgelig ikke, at barnet lever helt uden ansvar, indtil det bliver myndigt. Sådan bør det i al fald ikke være. For i kærlighed til barnet pålægger forældrene barnet det ansvar, som det kan bære, ved at give det opgaver, som kan fylde dagen og vejen ud. For så vidt fik Adam i Paradiset jo også et ansvar derved, at han fik til opgave at give dyrene navne.

     Som barnets forhold er til sine forældre, således skal vort forhold også være til Gud. På den måde handler det om tro. Eller sagt på en anden måde: Sådan som Jesus selv troede på Gud, sådan skal vi også gøre og leve vort liv i tillid til, at Gud står inde for det.

Derfor er der i teksten også en advarsel mod at forarge og bringe til fald, hvilket vil sige at tage troen fra nogen. For et menneske er der ikke noget, der er mere vigtigt end det i tro at modtage sit liv som et Guds barn. Så derfor: Ve den, der tager troen fra nogen!


Enogtyvende søndag efter trinitatis – luk. 13,1-9: Lignelsen om det ufrugtbare figentræ


Omvend jer og tro!


Undervejs på vandringen fra Galilæa til Jerusalem må Jesus og disciplene have hørt rygter om noget forfærdeligt, der var sket. I al fald havde nogen hørt, at Pilatus havde foranstaltet et blodbad på nogle galilæere, hvis blod han havde blandet med offerdyrenes blod. Hvordan omstændighederne i øvrigt var, kan vi ikke vide noget om, bortset fra at folk antagelig var blevet oprørte. Og derfor kommer de og fortæller Jesus om det.

Og hvad skal han sige til det? Der er jo ikke andet at sige, end at sådan noget er både grusomt og meningsløst.

     I øvrigt kan Jesus fortælle dem om en anden begivenhed, som han har hørt om. Det var en ulykke, der skete i Siloa ved Jerusalem, hvor et tårn var styrtet sammen og havde dræbt atten mennesker. Det er lige så urimeligt og meningsløst.

     Vi kan såmænd selv fortsætte rækken af den slags begivenheder. Hvad med alle de mennesker, der er kommet af dage ved naturkatastrofer, trafikulykker, terrorhandlinger og andre tilfældige og meningsløse hændelser?

     Jesus har ikke noget svar eller nogen forklaring på det tilfældige og meningsløse. Det er jo sådan, som det er – altså netop uden nogen mening. Derimod fortæller han en lignelse om et figentræ, som ikke giver nogen frugt, så derfor vil ejeren have det hugget om. Men gartneren gik i forbøn for træet og sagde: ”Nu vil jeg pleje og passe det noget bedre og give det gødning, og så kan det være, at det giver frugt.”

     I Lignelsen er gartneren et billede på Jesus, som også går i forbøn for dem, der kan se deres egen undergang i møde. Det er ikke nogen forklaring på undergangen. Vi får ikke nogen forklaring på det meningsløse. Derimod får vi at høre, at Gud i kraft af vor Herres forbøn er hos os alligevel.

     I troen på det, skal vi lære at takke for livet. Vi skal lære at takke ikke blot for det, som vi forstår – hvilket vel i grunden ikke så svært – men vi skal også lære at takke for det, som vi ikke forstår og have tillid til, at Gud er med også dér. Omvend jer! siger Jesus til alle de forskræmte. Omvend jer! Det betyder ikke, at de skal stå på hovedet eller i forloren fromhed krænge vrangen ud på sig selv. Nej, de skal vende sig om og høre evangeliet i vor Herres mund – og tro det, som de hører.


Tyvende søndag efter trinitatis – Matt. 21,28-44: Lignelsen om de to sønner i vingården.


Runestenen, dåbsattesten og kirkehuset


For mere end tusind år siden udtalte kong Harald Blåtand på hele det danske folks vegne et tydeligt ”ja” til evangeliet, og siden har vi som folk kunnet betragte os selv som et kristent folk. Det er i al fald, hvad jeg sagde til mine konfirmander, når vi tog til Jelling for at betragte den sten, som kong Harald satte til minde over sine forældre – ”den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Det er en mærkelig sten at stå og se på. Ved sin blotte tilstedeværelse minder den os om, hvad vi egentlig er, selv om det i vort levede liv ikke altid er til at få øje på. Man har kaldt Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. Så derfor mindede jeg konfirmanderne om, at de også selv har en dåbsattest, hvoraf det fremgår, hvem og hvad de er.

     Man kan spørge sig selv om, hvordan det siden er gået med dette ”ja”. Granitstenen ved Jelling Kirke og dåbsattesten på papiret gør, at vi ikke uden videre kan lægge dette spørgsmål bag os. Hvordan forholder det sig med det sagte og det levede? 

                                           I ordet overvintrer

                                           den sandhed, vi forlod,

                                           og ingen magt kan hindre

                                           den i at fæste rod

                                           selv i en fattig jord,

                                           hvor frøet som et under

                                           og skjult for alle gror. 

Sådan skrev Ole Wivel i en sang, som han digtede til Båring Højskoles indvielse i 1959. Når vi svigter, må vi trøste os med, at sandheden overvintrer i ordet, som jeg her vover at forstå, som Guds ord. Trods var egen troløshed overvintrer sandheden i Ordet. Rune-stenen og dåbsattesten samt vort eget stedlige kirkehus, minder os om den sandhed, vi har forladt, men som ikke desto mindre overvintrer i Ordet. Stenen, dåbsattesten og kirkehuset giver os anledning til at håbe på, at Gud vil tage imod os i sit rige og dag for dag vil forny vor færden derved, at sandheden på ny fæster rod i vores – åndeligt talt – fattige jord.

     Hvad andet har vi at håbe på, når vi for alvor er blevet opmærksomme på den af-stand, der er mellem det, vi siger, og det, vi gør?


Nittende søndag efter trinitatis - Johs. 1,35-51: De første disciple kaldes.


At se himlen åben


I den gammeltestamentlige læsning til denne søndag fortælles der om patriarken Isaks søn, Jakob, på en rejse lagde sig til hvile på et helligt sted. Mens han sov, så han i drømme, at himlen åbnede sig. Han så en stige, der rakte fra jorden til himlen, og på denne stige vandrede Guds engle op og ned. I denne drøm hørte Jakob Guds løfte om, at han ville være med ham alle dage. Da Jakob vågnede, udbrød han: "Her er Guds hus og himlens port!" Og han kaldte stedet for Betel, som netop betyder "Guds hus". Vi bliver mindet om denne fortælling, hver gang vi synger salmen ”Velkommen igen, Guds engle små”, hvor det hedder:

                                Da vandre Guds engle op og ned

                                på salmens tonestige,

                                da byder vor Herre selv guds fredag

                                til dem, den efterhige.

     I denne salme er Jakobs-stigen blevet til nodelinjer, hvorpå tonerne som engle stiger op og ned under gudstjenestens salmesang. I og med vi synger salmen, er der en bøn, som er lige ved at gå i opfyldelse:

                                Da åbner sig himlens borgeled,

                                da kommer ret Guds rige.


                                O, måtte vi kun den glæde se,

                                før vore øjne lukkes!

     Kirken er vort Guds rige her på jorden. Den er et hjem! Den er et hus, hvor man kan være, sådan som man nu engang er. I et hjem behøver man ikke at forstille sig og udgive sig for en anden end den, man er. I så fald vil man nok hurtigt blive gennemskuet. Det er også bedre at være gennemskuet end at være overset. I et hjem er man ikke overset, for man hører til dér. Man kan regne med, at døren står åben for en, medmindre der er noget, som er gået helt galt. Hvis døren til mit hjem er lukket, er jeg hjemløs.

     Hvis jeg fik at vide, at himlen var lukket, ville jeg også være hjemløs. Jeg ville være hjemløs i hele verden. Det ville være utrygt at være til i verden. Men nu er det ikke sådan. Jeg behøver ikke at gøre mig anstrengelser for at finde et sted, hvor jeg kan være, og hvor jeg kan høre til. For om ikke andet kan jeg gå i kirke. Kirken er som Himmerige (DDS 327). Den er Guds hus og himlens port. Den er det sted, hvor jeg fornemmer, at himlen også er åben for mig.