15. Salmevalg, adventstiden

Forslag til salmevalg – forord

I forlængelse af mine miniprædikener følger der her forslag til salmevalg til 1. tekstrække. Jeg har i princippet ikke noget imod, at man også kan synge salmer, som ikke findes i salmebogen. Men det er ret sjældent, at jeg har fundet anledning til det. Da jeg var sognepræst, var der 754 salmer i salmebogen plus 46 i et tillæg. Af dem brugte jeg til gudstjenester og kirkelige handlinger ca. 300 hvert år. Nu er der 791 salmer i salmebogen plus et tillæg med 100 salmer, så der er nok at tage af.

     I mine salmeforslag vil jeg holde mig til salmebogen og måske lejlighedsvis skele til tillægget med de 100 salmer. 


Forslag til salmevalg i adventstiden (1. tekstrække)


Første søndag i advent

Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan begynde kirkeåret på anden måde end ved at synge nr. 74 ”Vær velkommen, Herrens år”. Den er som en fanfare. Dertil kommer, at den med en enkelt pædagogik forklarer, hvad kirkeårets tre højtider går ud på: Jesu fødsel, Herrens opstandelse og Helligåndens komme, indtil det hele sammenfattes i søndagen som ”Herrens dag”. Undervejs bliver det lysere og lysere. Det går fra nat over morgen til højlys dag.

     Når jeg vælger salmer, er det sjældent, at jeg vælger dem i den rækkefølge, de får i gudstjenesten. Ofte er jeg begyndt med at vælge salmen efter prædikenen, hvilket forudsætter, at jeg læser evangelieteksten først. I dag er det indtoget i Jerusalem, hvilket gør det nærliggende at synge nr. 81 ”Fryd dig, du Kristi brud”. Ved adventstid handler ”indtoget” om Jesu indtog hos os modsat palmesøndag, hvor det handler om Jesu indtog i byen. Da det lige nu handler om Jesu indtog hos os, kunne vi også synge nr. 86 ”Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat”. Ved en enkelt lejlighed har jeg sunget den til et bryllup, fordi bruden syntes, at den passede så godt. Det er også i orden. Når Brorson stjæler erotikkens sprog for at bruge det religiøst, så er det også tilladt at stjæle det tilbage igen for at bruge det religiøse sprog erotisk.

     Den gammeltestamentlige læsning kan også associeres med palmesøndag. Både til 1. søndag i advent og til palmesøndag vil nr. 84 ”Gør døren høj, gør porten vid” være et passende valg. Efter at alterbogen af 1992 har fået gammeltestamentlige læsninger til alle gudstjenestedage, skal man ikke undlade at bruge de forholdsvis få salmer, der faktisk passer til disse læsninger.

     Som salme før prædikenen kunne man vælge nr. 76 ”Op! Thi dagen nu frem-bryder”. Den kan læne sig lidt op ad epistelteksten og er desuden en udmærket manuduktion i forholdet mellem den gamle og den nye pagt, som også er et tema i adventstiden. Men der er selvfølgelig også nr. 353 ”Som aldrig så lang er nogen dag”, som i øvrigt også kan gå som udgangssalme. Men så bliver der ikke plads til nr. 85 ”Op, Zion at oplukke”, som passer godt ind i indtogstemaet. Desuden er den passende kort til at være udgangssalme.

     Selvfølgelig er der nr. 78 ”Blomstre som en rosengård”, som folk med god grund elsker at synge i adventstiden. Hvis den skal med på denne søndag, synes jeg, at det skal være som salmen inden prædikenen. Men som en gendigtning af Jes. 35 mener jeg, at den skal gemmes til 3. søndag i advent.

     

Mit salmevalg: 74 – 84 – 76 / 86 – 85. 


Anden søndag i advent         

Det er noget dommedagsagtigt over evangelieteksten til denne søndag, hvilket bliver mit afsæt for salmevalget. Set fra evangeliets synspunkt er dommedag ikke en dag, vi skal frygte for. Det er tværtimod en dag, vi skal se frem til med frimodighed. Når hele verden er ved at dø af skræk, skal vi som kristne mennesker løfte vore hoveder. Derfor vil jeg vælge salmer, der henvender sig til kristenheden med trøst og håb. Efter prædikenen skal vi synge Grundtvigs salme, nr. 274 ”Rejs op dit hoved, al kristenhed” på Cora Nyegaards melodi fra 1840, som i sig selv bidrager til at give salmen et fortrøstningsfuldt løft.

     Man kunne også efter prædikenen synge Aastrups ”Gør dig nu rede, kristenhed” (nr. 362), men den passer måske bedre til ”de ti brudejomfruer” (2. tekstrække). Den kunne også bruges som første salme. Det tror jeg, at jeg vil foretrække, ikke mindst fordi jeg gerne vil beholde nr. 274 efter prædikenen.

     Salmen før prædikenen kunne fint være Kingos nr. 270 ”Luk øjne op, o kristen-hed”. Den passer godt til epistelteksten, samtidig med, at den er en udmærket forbe-redelse til prædiketeksten.

     Min fornemmelse af gudstjenestens rytme siger, at 2. salme (gradualsalmen) og 5. salme (udgangssalmen) ikke bør være for lange. Det kunne tale for, at man på en af disse placeringer genbruger ”Vær velkommen” i hele adventstiden. Det er dog aldrig lykkedes for mig selv, selv om jeg egentlig synes, at idéen er god. Hvis man har en anden opfattelse, er der også andre muligheder. Den gammeltestamentlige læsning handler om ”kvisten fra Isajs stub”, hvilket er en metafor for en Davids-ætling, altså en messias-skikkelse. Derfor går det vel også an at lade ”Isajs rodskud” være et rosenskud, så vi med 2. salme tager forskud på julen ved at synge nr. 117 ”En rose så jeg skyde”.

     Så kunne ”Vær velkommen” synges som udgangssalme. Men det forstyrres af, at vi også har enkeltverset nr. 279 ”Venner, lad kun skyer gråne”, der passer godt ind i den frimodige dommedagsstemning på anden søndag i advent. Jeg holder mig til dommedagstemaet, og så ryger ideen med at have ”Vær velkommen” med i alle fire adventssøndage.


Mit salmevalg: 362 – 117 – 270 / 274 – 279.


Tredje søndag i advent

Det er så på denne søndag, at vi skal synge nr. 78 ”Blomstre som en rosengård”, hvis første fire vers er en gendigtning af Es. 35, der må være blevet til i eksiltiden. Vers 5 handler om ”tidens fylde”, altså Jesu tid. I vers 6 springer vi så frem til vor egen tid, hvor ”den høje drot” (Gud / den ophøjede Kristus) og hans Ånd gør alting godt ”i vort Himmerige”. I salmerne bruger Grundtvig ordet ”Himmerig” som en eskatologisk metafor for gudstjenesten (jf. nr. 325 og 327), som forudgriber det store Himmerig. Med andre ord: I lønlig foreløbighed bliver Esajas’ profeti virkeliggjort i gudstjenesten, og derfor synger menigheden i v. 7 ”glade nytårssange”. Dermed tænker Grundtvig sikkert på den nye salmesang, som han selv har leveret inspiration til. Første bind af hans ”Sangværk til de danske kirke” udkom i 1837, hvor også denne salme er skrevet.

Evangelieteksten handler om Johannes Døberen, der i sit fængsel får at vide, hvad der er at se nu om dage: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”. Johannes skal altså lade sin tvivl overvinde af opfyldelsen af Esajas’ profeti. Det føre hen til, at nr. 164 ”Øjne, I var lykkelige”. I salmen går vi fra ”øjne, der så” (v. 1) til ”øjne, der ser” v. 7). Vendepunktet er ”kirkestævnet” i vers 3, som svarer til ”vort Himmerig” i nr. 78 (v. 6). Det er gudstjenesten, der gør Kristus-begivenheden til en nutidig begivenhed, hvor ”øjne ser, og øren høre / ham, som har Guds ord at føre”.

     Sådan set handler gudstjenesten om at se og høre i det foreløbige, hvilket indgangssalmen godt må antyde, så derfor synes jeg, at det vil være fint at begynde gudstjenesten med at synge nr. 318 ”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige”. Men det kunne også være en anden gudstjenestesalme.

     Til gengæld vil jeg gerne slutte gudstjenesten med en salme, der reflekterer over forholdet til den gamle pagt eventuelt i sin nordiske variant i form af nr. 733 ”Skyerne gråner og løvet falder”. Men nej! Med tanke på de foregående salmer skal det være en gedigen adventssalme. Så det bliver nr. 80 ”Tak og ære være Gud”.   

     

Mit salmevalg: 318 – 78 – 276 / 164 – 80.         


Fjerde søndag i advent

Den sidste søndag i adventstiden er også – hvad evangelieteksten angår – en Johannes Døber-søndag, hvilket allerede antydes med dåbskollekten som indgangskollekt, hvis man bruger den. Der er jo mange andre muligheder nu om dage.

Med tanke på, at det lige har været vintersolhverv, og at kalenderåret går på hæld, kunne jeg godt tænke mig at begynde gudstjenesten med at synge nr. 732 ”Dybt hælder året i sin gang”. I vers 5 minder den os lige om ”frydekoret fra Betlehem”, som vi snart skal høre igen. Men man kunne jo også blive i adventsstemningen og som første salme synge Brorsons ”Fryd dig du Jesu brud” (nr. 82).

     Herefter er der tre salmer, som næsten giver sig selv, hvis man lader tekstlæs-ningerne styre valget. Den første er nr. 268 ”Zions vægter hæver røsten”, hvis første linje er blevet til med Esajas-teksten som association, selv om inspirationen til salmen er lignelsen om de ti brudepiger. Nr. 596 ”Kender du den livsens kilde” kunne også gå an. Melodien er formentlig bedre kendt. Men jeg vælger alligevel den førstnævnte. Det er en herlig salme! Den anden salme er nr. 90 ”Op, glædes alle, glædes nu”, som er digtet over epistellæsningen fra Filipperbrevet. Endelig er der salmen efter prædikenen. Kingo har skrevet nr. 91 ”Store Gud og Frelsermand” over evangelieteksten til denne søndag. Men med tanke på søndagens dåbsmotiv kunne jeg også være fristet til at synge nr. 443 ”Op til Guds hus vi gå”. Det sidste vers lægger desuden op til den kommende julefest. Jeg tror, at jeg vælger den sidste. Der er om man så må sige lidt mere gå-på-mod i den.

     Udgangssalmen skal også forberede julefesten, så det bliver Brorsons ”Nu vil vi os forsamle” (nr. 93).

     

Mit salmevalg: 732 – 268 – 90 / 443 – 93.