18. Salmevalg, fastetiden

Forslag til salmevalg i fastetiden (1. tekstrække)

Mariæ bebudelsesdag


På denne søndag synes jeg, at der godt må være et par julesalmer. Den første, der falder mig ind er nr. 108 "Lovet være du, Jesus Krist". Den foreslog jeg ganske vist også til Fastelavns søndag, men jeg synes, at den gerne må være med igen her fem uger efter. I det hele taget har jeg med årene fået en svaghed for middelaldersalmer, hvilket skyldes, at de tør være dogmatiske uden at være moraliserende. Så jeg synes, at vi skal begynde gudstjenesten med nr. 108.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-bogen, der handler om "Immanuels-tegnet" kan jeg ikke finde på noget bedre end at synge endnu en anden middelaldersalme, nemlig nr. 115 "Lad det klinge sødt i sky". Der er ganske vist også andre Immanuels-salmer som for eksempel Brorsons nr. 671 "O du min Imma-nuel". Men det skal være nr. 115, hvilket også skyldes melodien.

     Epistellæsningen lægger op til, at man skal synge nr. 164 "Øjne, var lykkelige", der for det første passer til den forudgående læsning; og for det andet indskærper os, at det, vi skal forholde os til, ikke er det døde bibelord fra fortiden, men derimod det levende ord i gudstjenestens nutid.

     Et "must" på Mariæ bebudelsesdag er nr. 71 "Nu kom der bud fra englekor", som oprindelig er en Kingo-salme, men som har fået et ordentligt "make over" af Grundtvig, som får understreget, at bebudelsen ikke er fuldbyrdet, før den er nået helt ud til hver enkelt af os som et ord om, at vi hver især selv skal undfange Kristus, for at Guds ord kan blive kød og tage bolig iblandt os, så Gud kan blive virkelig for os i den verden og i den tid, som vi lever i.

     Som sidste salme havde jeg egentlig tænkt mig at vi skulle synge nr. 102 "Et lidet barn så lysteligt", men så fik jeg øje på Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 803 i "100 salmer", som hedder "Maria snart er det forår". Set er en salme, der er skrevet til denne søndag, men samtidig er det også en fin forårssalme med en dejlig melodi af Birgitte Buur. Den vælger jeg, og jeg tænker mig, at jeg vil gå og nynne på den hele vejen hjem fra kirke.


Mit salmevalg: 108 – 115 -164 / 71 – 803.   


Midfaste søndag


Inden salmevalget kan det betale sig at overveje, hvad søndagen egentlig skal gå ud på. Prædiketeksten fra Johannesevangeliet kap. 6 handler i bogstavelig henseende om et bespisningsunder, og så er det selvfølgelig i sin orden at holde sig til den bogstavelige fortælling. Men det gør evangelisten ikke selv. Han forstår også fortællingen om bespisningsunderet som en metafor for nadvermåltidet, hvilket ikke mindst det efterfølgende afsnit om ”livets brød” viser. Uden at man skal vælge mellem den bogstavelige og den overførte betydning af teksten, kan det godt betale sig at tænke over det under salmevalget.

     Jeg vil derfor foreslå, at vi begynder med en rigtig gudstjenestesalme, som også har sakramenterne med – altså nr. 403 "Denne er dagen, som Herren har gjort". Det er en festlig salme, som sætter tonen for resten af gudstjenesten.

     Som anden salme kunne jeg tænke mig nr. 31 "Til himlene rækker din miskund-hed, Gud". Den passer godt til den gammeltestamentlige læsning.

     Min første indskydelse til valg af salmen før prædikenen var nr. 298, men havde jeg også med sidste søndag, så den går ikke. Men så er der nr. 321 "O kristelig-hed", som jeg normalt vil være tilbøjelig til at placere efter prædikenen. Den kan selvfølgelig også gemmes til Skærtorsdag. Nr. 610 "Bliv hos mig, kære Herre Krist" samt nr. 662 "Hvad kan os komme til for nød", som begge har det samme versemål, kunne også bruges både før og efter prædikenen. Da nr. 610 er formuleret som en bøn, synes jeg, at den passer bedst før prædikenen, og så må det blive nr. 321 efter prædikenen.

     Som afslutning på både bespisningsunder og nadvergudstjeneste vil nr. 11 "Nu takker alle Gud" være en god salme at synge. Det kunne også være nr. 6 "Dig være mildeste Gud Fader", men den havde jeg også med på sexagesima søndag, så jeg bliver ved nr. 11.


Mit salmevalg:  403 - 31 – 610 / 321 – 11.


Tredje søndag i fasten


Her på den tredje søndag i fasten, hvor dæmonerne drives ud, vil jeg begynde med at synge Luthers salme ”Vor Gud han er så fast en borg” (nr. 336), så der fra gudstje-nestens begyndelse ikke skal være tvivl om, at mørkets drot ”har få’t sin dom, da Krist til jorden kom”.

     Efter den gammeltestamentlige læsning vil være godt at synge nr. 452 ”Du folk, som kristne kaldes vil” som en passende formaning til alle os, som igennem dåben er på vej ind i evangeliets forjættede land, hvor vi endnu må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

     Epistelteksten fra Efeserbrevet er også en stærk formaning til at blive i kærlig-heden og forsage alt det, der anfægter den. Alligevel tror jeg nok, at jeg vil nøjes med at læse EF 5,6-9, som så kommer til at stå mere profileret i sammenhæng med nr. 298 ”Helligånden trindt på jord”. I begge tekster er der tale om ”lysets børn”.

     Thomas Kingo har skrevet en salme over evangelieteksten. Det er nr. 166 ”Så skal dog Satans rige aldeles kastes om”, så den vælger jeg.

     Og så er der til sidst nr. 341 ”Det lakker nu ad aften brat”, som vil være en god afslutning på denne søndags gudstjeneste.

     Ovennævnte salmer har meldt sig selv som associationer under læsningen af søndagens tekster. I salmebogen vil man nok kunne finde alternativer til dette salmevalg. I stedet gik jeg ind i samlingen ”100 salmer” for at finde salmer, der egner sig til denne søndag, hvor dæmonerne drives ud. Der var ingen. Nutidens salme-digtere er åbenbart ikke stærke i troen på dæmoner. Det er ganske tankevækkende!


Mit salmevalg:  336 – 452 - 298 / 166 – 341.


Anden søndag i fasten


Her ved forårstid kan jeg godt lide at synge nogle lyse, livsbekræftende sange. Og nu kan vi også høre fuglene synge, så jeg synes at vi skal begynde gudstjenesten med at synge nr. 10 “Alt, hvad som fuglevinger fik”.

     I øvrigt er der til denne gudstjeneste et par salme, der giver sig selv. Den første er Grundtvigs gendigtning af PS 42 nr. 410 “Som tørstige hjort monne skrige”, der er skrevet i 1811 under en sjælekrise, hvor han følte sig sat uden for både folk og kirke. Desuden er den skrevet over den gammeltestamentlige læsning, så den salme skal med. Iben Krogsdal har ganske vist også skrevet en gendigtning af Ps 42 (”100 salmer”, nr. 896), men jeg foretrækker Grundtvigs. Den anden salme er nr. 158 “Kvindelil, din tro er stor”. Den vil jeg glæde mig til at synge. Det er så sjældent, at der er lejlighed til det, så den skal selvfølgelig med i dag, hvor vi hører om den kanaanæiske kvinde. Og så har den en helt vidunderlig melodi fra reformationstiden. Så den skal med efter prædikenen.

     Jeg er lidt mere i tvivl om, hvad er skal synges før prædikenen. Episteltek-sten lægger ikke op til noget indlysende salmevalg. DDS foreslår nr. 25 ”Hvert et lys i livets nat”, og den er måske ikke så tosset. Man kunne også vælge en helligåndssalme eller nr. 208 ”Skriv dig, Jesus, på mit hjerte” eller nr. 217 ”Min Jesus, lad mit hjerte få” på Carl Nielsens melodi. Jeg vælger dog nr. 25.

     Som udgangssalme var min første indskydelse nr. 59 ”Jesus os til trøst og gavn”, men den melodi brugte vi til indgangssalmen sidste søndag, så jeg vælger i stedet nr. 518 ”På Guds nåde i al våde”.


Mit salmevalg:  10 – 410 – 25 / 158 – 518.

Første søndag i fasten


Nu er det blevet forår. Det kan for alvor mærkes, at dagene er blevet længere, så derfor skal vi begynde dagen med at synge en af Kingos morgensalmer. Det bliver nr. 739 “Rind nu op i Jesu navn”, som også anslår nogle temaer, der passer godt til teksterne om syndefaldet og fristelsen i ørkenen.

     Efter fortællingen om syndefaldet og uddrivelsen af Paradis kunne jeg godt selv være fristet til at synge nr. 213 “I kvæld blev der banket på Helvedes port” eller i hvert fald noget af den, Det kunne så være vers 10-18. Denne maltraktering af Kædmon-kvadet kunne så forklares og undskyldes i prædikenen, hvor man også kan stille menigheden i udsigt, at kvadet i sin helhed kan synges på Kristi himmelfartsdag. Hvis man synes, at ovennævnte eksperiment er for vidtløftigt, er der også nr. 435 “Aleneste Gud i Himmerig”, hvor vi i fjerde vers beder om at blive beskærmet fra “Djævelens falske list”.

     Johannes Møllehave er efter min opfattelse bedre til at skrive viser end til at skrive salmer. Men jeg kan godt lide nr. 522 “Nåden er din dagligdag”, som er en fin lille salme, der passer godt til epistelteksten, hvoraf man kan udelade det, som i alterbogen er sat i parentes. Der er selvfølgelig også nr. 695 “Nåden hun er af kongeblod”, men så synes jeg, at salmevalget begynder at blive for tungt i det.

Det gælder ikke mindst, hvis vi efter prædikenen skal have nr. 140 “I Nazaret i trange kår”, som jeg kunne være tilbøjelig til at vælge alene på grund af salmens sidste vers. Det samme gælder nr. 341 “Det lakker nu ad aften brat”, hvis sidste vers også er velanbragt. Endelig er der nr. 336 “Vor Gud han er så fast en borg”. Jeg vælger nr. 140, fordi det er den, der bliver brugt mindst. De to andre kan vi altid bruge senere.

    Og så får Luther det sidste ord med nr. 337 “Behold os, Herre, ved dit ord” som udgangssalme.


Mit salmevalg:  739 – 213 – 522 / 140 – 337.


Fastelavns søndag


Denne søndag indvarsler fastetiden, og derfor må dagen i salmevalget godt have lidt præg af langfredag. Det gør ikke noget, at nogle af salmerne kommer igen om seks uger. Som første salme vælger jeg derfor nr. 192 ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, som er en flot salme. Konfirmanderne plejer også at kunne lide den. Den er heller ikke svær at forstå. Man skal blot forestille sig, at salmen er lagt i munden på den bodfærdige røver, der blev korsfæstet ved siden af Jesus.

     Som anden salme efter læsningen af den gammeltestamentlige Ps 2 kunne jeg forestille mig nr. 624 ”Gud er Gud, før jorden skabtes”. Kaj Munks nr. 634 “Du ved det nok, mit hjerte” kunne måske også bruges. Jeg tror dog, at jeg foretrækker Kingos salme. 

     Man kunne så lade Kingo beholde ordet og synge hans dejlige salme ”Sorrig og glæde” (nr. 46) efter epistellæsningen fra 1. Petersbrev. Man kunne selvfølgelig også som forberedelse til evangelieteksten om Johannesdåben synge nr. 141 eller nr. 142. De kunne også bruges efter prædikenen. Men Johannesdåben handler jo om, at Jesus går ind under den dom, som i grunden gælder os alle, så derfor vil jeg efter prædikenen vælge en salme, der handler om inkarnationen, og det kunne så være nr. 108 ”Lovet være du, Jesus Krist”.

     Som udgangssalme kunne man synge nr. 784 ”Altid frejdig, når du går”, der handler om at gå på de veje, som Gud også tør kende. Men den kan man også gemme til langfredag. I stedet kunne jeg tænke mig at gå hjem på Johannes Ewalds fine lille salme nr. 536 ”Udrust dig, helt fra Golgata”, hvis sidste vers man både kan leve og dø på. 


Mit salmevalg: 192 – 624 – 46 / 108 - 536.