20. Salmevalg fra påske til pinse

Salmevalg fra påske til pinse

Pinsedagene

 

I pinsen skal man synge pinsesalmen over alle pinsesalmer nr. 290 "I al sin glans nu stråler solen", og derfor bør den synges begge pinsedage som første salme eller som salme efter prædikenen – dog ikke med samme placering begge dage.

     I øvrigt er det en god idé som forberedelse til pinsedagene at læse samtlige pinsesalmer fra nr. 282 til nr. 317 plus 100 salmer nr. 833 til nr. 836. Det udelukker selvfølgelig ikke, at også andre salmer kan komme i betragtning, f.eks. årstidssalmer. Dette med at læse salmer er ikke blot en god forberedelse til salmevalget, men også en god prædikenforberedelse.

     Bortset fra "I al sin glans" er der flere andre salmer, som skal med. Det er Luthers helligåndssalme nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd", som jeg synes skal med pinse-dag som en bøn før prædikenen.

     Desuden er der nr. 291 "Du, som går ud fra den levende Gud", som jeg brugte lidt tid på sammen med konfirmanderne. Det skyldtes, at de umiddelbart opfattede det første ord "du", som om det gik på dem selv som konfirmander, hvilket der selvfølgelig også kan være en pointe i. Alligevel syntes jeg, at det var vigtigt at gøre dem opmærksom på, at det er Helligånden, vi i salmen bliver dus med. Og så er der det sidste vers med "fortabelsens æt" Jeg har hørt, at der er præster, som udelader dette vers for ikke at bringe menigheden i tvivl om frelsen. Der vil formodentlig være andre præster, som med forkærlighed vil bruge dette vers som anledning til at prædike den såkaldte "dobbelte udgang". Begge dele er lige galt! Jeg forklarede derfor konfirman-derne, at "fortabelsens æt" er alt det dæmoniske og onde, som vil livet til livs. Da prædiketeksten pinsedag handler om "Faderens råd og den Helligånds dåd", synes jeg, at salmen skal synges efter prædikenen.

     Endelig er der nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd", som er en salme, jeg med tiden er blevet mere og mere glad for – specielt efter, at jeg har opdaget, at når Grundt-vig taler om sandhed, så tænker han på Gud, og når han taler om kærlighed, tænker han på Kristus. Så første linje i salmen fastslår altså dogmet om, at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen, jf. nr. 290 vers 4. I den første udgave af Salmebogen fra 2002 var der en kedelig fejl i vers 6, hvor der i næstsidste linje stod "den" i stedet for "os". Fejlen er rettet senere hen, så der ikke er tvivl om, at der er os, der skal blusse af den ild, som Helligånden tænder for Himlen. Og så kan man i vers 7 få lang tid til at gå med at tænke over, om "freden" og "enigheden" er subjekt eller objekt for det foranstående verbum. Det kan være at begge dele er rigtige! – Jeg synes, at salmen passer godt som forberedelse til 2. pinsedags evangelium om, at "dette er dommen, at lyset er kommet til verden". Dommen består ikke i, at det bliver mørkt, men derimod i, at det bliver lyst, og derfor passer nr. 290 også godt som salme efter prædikenen.

     Der er flere andre salmer, som kan komme med. Nr. 300 "Kom, sandheds Ånd! og vidne giv", som pinsedag passende kan synges mellem den gammeltestamentlige læsning og lektielæsningen fra Apostlenes Gerninger. Det kunne måske også være nr. 286 "Var I ikke galilæer", der handler om sproget, som døde, men genopstod som modersmål. En anden salme, som skal have en chance i pinsen er nr. 313 "Kom regn af det høje", som passer godt efter den gammeltestamentlige læsning fra Ps. 104 på 2. pinsedag.

     Er det sommeren, der skaber pinsen, eller er det pinsen, der skaber sommeren? Det er ikke til at blive klog på. Men 2. pinsedag vil jeg gerne begynde gudstjenesten med at synge nr. 723 "Naturen holder pinsefest". Både naturen og hjertet holder pinsefest.

     Endelig er der udgangssalmerne. Her kunne Johannes Johansens sommersalme nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs" godt bruges. Men igen. Den kan også gemmes til senere. Hvis vi skal blive ved pinsesalmerne, så er der for eksempel nr. 298 "Helligånden trindt på jord", som kan afslutte pinsedag, og nr. 305 "Kom, Guds Helligånd, kom brat", der handler om den mørke nat, der må vige for Guds morgenrøde. Den skal så afslutte 2. pinsedag, hvor vi er blevet belært om, at dommen består i, at lyset er kommet til verden.

     Og så kan jeg godt se, at Grundtvig har fået sit med tre salmer på hver af de to helligdage. Men det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo ham, der kan det dér med pinsesalmer.

 

Mit salmevalg:

Pinsedag: 290 – 300 – 289 / 291 – 298

Anden pinsedag: 723 – 313 – 292 / 290 – 305.

                

Sjette søndag efter påske

 

Den sidste søndag inden pinse må godt være præget af den forestående højtid, så derfor er min første indskydelse nr. 281 "Nu nærmer sig vor pinsefest", hvor Kingo taler jævnt og ligefrem om, hvad pinsen betyder. Det sker i traditionelle vendinger. Men der er jo også nr. 806 "Nu er det Åndens lyse tid" af Lars Busk Sørensen. Den er en forholdsvis ny salme, som jeg ikke vil have noget imod at vælge, så det gør jeg.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Haggajs Bog har ordene "mit er sølvet og mit er guldet", som er  citeret i nr. 348 "Tør end nogen ihukomme", men som anden salme er den for lang. Desuden brugte jeg den på tredje søndag efter påske. Det skal være en kortere salme, som også godt må have lidt pinsepræg, så det bliver nr. 288 "Drag ind ad disse porte". Den kan i øvrigt udmærket associeres med Haggaj-teksten, der handler om genopbygningen af templet.

     Hvad angår epistelteksten er jeg glad for ordene om, at kærligheden skjuler mange synder. Det har man indimellem selv haft brug for at glæde sig over, og derfor bliver det også til noget, som man skylder sin næste. Det har Kingo forstået, så det er i salmebogen blevet til nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort". Kingo tager afsæt i den tanke, at det først og fremmest er Gud nåde, der skjuler de mange synder. Og derfra går vejen så videre til vor næste. Nr. 683 må så blive salmen før prædikenen.

     Da vi alligevel ikke kan nå at synge alle de gode pinsesalmer i pinsedagene, kan vi godt tillade os at synge en af dem på den sidste søndag i påsketiden. Nr. 294 "Talsmand, som på jorderige" passer godt til prædiketeksten og vil være god at have med efter prædikenen. Men hvis den allerede har været brugt i påsketiden, er nr. 292 "Kærligheds og sandheds ånd" heller ikke noget dårligt valg.

     Som udgangssalme vil jeg gerne synge nr. 726 "Gak, ud min sjæl, betragt med flid", som i vers 7 også rummer en lille pinsebøn. Det kunne også være Johannes Johansens nr. 725 "Det dufter lysegrønt af græs", men den passer til hele græsslåningssæsonen, så den kan vente til en anden sommersøndag.

 

Mit salmevalg: 806 - 348 - 683  / 294 – 726.

Kristi himmelfartsdag

 

Jeg har indimellem haft lyst til at synge nr. 213 "I kvæld blev der banket på Helvedes port" på Kristi himmelfartsdag. Måske er det en lyst, der kommer op i mig som en protest mod de afmytologiserende tolkninger af himmelfarten, som jeg er stødt på. Selvfølgelig strider forestillingen om himmelfarten mod vort moderne verdensbillede. Men skal man uden videre bøje sig for det? I det mytologiske verdensbillede og sprog kommer der noget til orde, som ikke kan rummes i vor tids rationalistiske sprogbrug. Men det var ikke noget, der bekymrede Grundtvig, da han i 1837 gendigtede Kædmon-kvadet, som er et dramatisk billede af nedfarten til dødsriget og opstandelsen, som også rummer ophøjelsesmotivet og dermed forestillingen om Jesu himmelfart. Det er mytologisk sprogbrug for fuldt tryk! Jeg har en enkelt gang brugt salmen på Kristi himmelfartsdag. Vi sang alle tyve vers efter prædikenen. Det fik jeg ikke ros for. Man kunne så dele salme mellem vers 9 og vers 10 og synge de første ni vers før prædikenen. I så fald vil jeg tage mig frihed til at læse 1. Petersbrev 3,18-22 som episteltekst. Efter prædikenen kan man så synge resten af Kædmon-kvadet.

     I salmebogens afsnit om Kristi himmelfart er der flere salmer, som bør med. Det gælder nr. 257 "Vej nu, Dannebrog, på voven", som har både den nationale om den eskatologiske horisont med. Dertil kommer nr. 250 "Kommer, sjæle, dyrekøbte", som i vers 6 har den pointe med, at vi stillet over for evangeliet kan vælge og vrage mellem liv og død, lys og mørke, paradis og ørken, Himmel og Helvede. Man er jo godt dum, hvis man vælger det sidstnævnte i alternativerne. Men sagen er jo den, at vi uden evangeliet ikke kan vælge, men er overladt til det sidstnævnte. Der kunne også nævnes flere andre salmer, men en af dem, der også bør overvejes, er nr. 318 "Stiftet Guds Søn ar på jorden et åndeligt rige", som har det sendelsesmotiv med, som også er et element i Kristi himmelfartsdagen. Det samme gælder nr. 355 "Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre", som har den samme melodi". Jeg mener, at den sidste passer bedst, så den skal være udgangssalme.

     Endelig er der et par nyere salmer, som også er en overvejelse værd. Det er Hans Anker Jørgensens nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted", som er skrevet til Kristi himmelfart, men den kunne også være brugt i forlængelse af læsningen af Filipperbrevshymnen palmesøndag. Desuden er der Holger Lissners nr. 832 "Du forsvandt i skyen" (i "100 salmer"). Ellers er der også et par klassikere som nr. 263 "Sin vogn han gør af skyer blå" og middelaldersalmen nr. 252 "Til Himmels for den ærens drot".

     Når jeg lægger det hele sammen, synes jeg, at de nyere salmer skal med begge to. Derved når jeg frem til følende:

 

Mit salmevalg:  257- 260 – 250 / 832 – 355.

Femte søndag efter påske

 

Den første salme, der falder mig ind til denne søndag, er Aastrups nr. 587 "Guds egen kære Søn har sagt os for sin bøn", hvilket passer fint med Johannesevangeliets opfattelse, at Jesus siger bønnen for, så vi andre kan sige den efter. Jeg synes ikke, at den skal være første salme. Jeg vil gemme den til efter prædikenen, så der er mulighed for at kommentere den dér. Faktisk er der tre salmer, som i rækkefølge kunne indramme evangelieteksten og prædikenen, nemlig nr. 586 "Stol du kun på dit Fadervor", som man godt kunne lægge sig på sinde efter at have hørt epistelen fra Jakobsbrevet. Men man kunne nu også på dette sted som en lille præcisering af Jakobsbrevets teologi synge Kingos nr. 686 "Min sjæl, om du vil nogen tid din Gud i sandhed prise". Efter prædikenen skal vi - som allerede nævnt - have nr.587. Og til sidst Johannes Johansens fine lille salme nr. 588 "Herre, gør mit liv til bøn". Så har bønstemaet vist også fået, hvad det kan tilkomme på denne søndag.

     I formessen er der flere muligheder for valg af tekster. Jeg vil vælge Jakobs-kampen i 1. Mos. 32,25-32. et er en fantastisk fortælling, som jeg engang har brugt ved en voksenkonfirmation – se: http://krendrej.dk/Blogs/pr%C3%A6dikener%20og%20taler.html -. Efter Jakobs-kampen vil det være passende at syng nr. 425 "Velsignelse, al jordens tarv". Som epistel vælger jeg som ovenfor antydet Jakobsbrevet 1,22-25 og ikke Apostlenes Gerninger kap. 6,1-4, som kun er foreslået på grund af ordet "bønnen" i vers 4.

     Så mangler kun indgangssalmen. Det kunne være en lovsang eller en morgensang. Men der er jo også sådan en som nr. 235 "Verdens igenfødelse", som vi ikke fik sunget i påskedagene. Den vælger jeg.

 

 

Mit salmevalg: 235 – 425 – 686 / 587 – 588.

Fjerde søndag efter påske


Der er to salmer, som jeg synes skal med i maj måned. Den ene er "Nu blomstertiden kommer", og den anden er "Vidunderligst af alt på jord" på grund af linjerne i vers 8 hvor det om Kristi rige siges, at "dets glans opstår som aks i vang, som maj i bøgeskove". På denne søndag må de gerne komme med begge to, så den første salme bliver nr. 722 "Nu blomstertiden kommer". Jeg foretrækker den svenske folkemelodi frem for den tyske, som virker lidt tung i det. Nr. 319 "Vidunderligst af alt på jord" kan bruges både før og efter prædikenen. Det samme gælder nr. 294 "Talsmand, som på jorderige", som selvfølgelig også kan gemmes til 6. søndag efter påske, hvor talsmanden dukker op igen i evangelieteksten. Men da Talsmanden er identisk med "sandhedens ånd" (Johs 16,13), vil nr. 292 "Kærligheds og sandheds ånd" også passe godt. I prædikenen kunne man eventuelt benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at når Grundtvig i salmerne taler om kærlighed, mener han Kristus, og når han taler om sandhed, mener han Gud.

     Den korte Ezekiel-tekst skal ikke efterfølges af en lang og tung salme, så derfor foreslår jeg som anden salme nr. 634 "Du ved det nok, mit hjerte", som stammer fra Kaj Munks aldrig virkeliggjorte filmmanuskript om Christian II.

     Udgangssalmen kan så være nr. 398 "Dybe, stille, stærke milde", som i vers 3 antyder, at pinsefesten er ved at nærme sig.  

  

Mit salmevalg: 722 - 634 – 292 / 319 – 398.

Store bededag


Dagen er en særlig dansk helligdag, som blev indført i 1786. Dengang hed den "Almin-delig Bods- Bede- og Fastedag". For nogle årtier siden blev den betragtet som en overflødig helligdag, men så fandt man på at gøre den til konfirmationsdag. Det er den nu blevet i rigtig mange kirker, hvilket vil sige, at den er blevet til en festdag, hvis indhold nærmest er det modsatte af det, som dagen oprindelig var.

     Men jeg synes, at vi har brug for den igen.  I vor tid er der brug for både bod, bøn og faste som reaktion på den undergangsstemning, der truer os i tiden med hensyn til forurening, klimaproblemer og folkevandringer. Så jeg går ind for, at vi ser bort fra konfirmationerne og i salmevalget holder os til det, som helligdagen oprindelig gik ud på.

     Som første salme vil jeg foreslå en sang, som Ole Wivel i 1959 skrev til Båring Højskoles indvielse, "Der truer os i tiden en ond usynlig magt". Den står i Højskole-sangbogen og desuden i Kirkesangbogen, hvor den har nr. 802. Sangen er skrevet under indtryk af atombombetruslen, men der er også noget håb i den.

     Som gammeltestamentlig læsning vil jeg vælge Sl. 51,3-19. Efter den forholdsvis lange læsning kan man så synge den korte gendigtning af salmen nr. 503 "O Herre, udslet min synd så svar". Men der kan også være andre gode salmevalg i den afdeling af salmebogen, der hedder "syndsbekendelse", for eksempel nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig", som har en vidunderlig reformatorisk melodi af Johann Walter.

     Efter epistellæsningen fra Hebræerbrevet kunne man lade ordet "pagt" stikord og vælge en salme som nr. 66 "Lyslevende fra Himmerig", der slutter med at Kristus kommer for åbenlyst at besegle sin pagt som frelser og som dommer. Men man kunne også tage nr. 46 "Sorrig og glæde de vandre til hobe" ud fra den betragtning, at den i sit tonefald lægger sig smukt op ad nr. 496. Eller også er det for meget med begge salmer lige efter hinanden i den samme gudstjeneste.

     Salmen efter prædikenen må gerne have form som en bøn, og det har nr. 302 "Gud Helligånd! O kom med klarhed fra det høje". Desuden refererer den til teksten, det vil sige til Gud, som kan skabe børn til Abraham af stenene. Alt i alt synes jeg, at denne salme føjer sig fint ind i bededagstemaet.

     Til sidst vil det være godt at synge nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd" som en påmindelse om, at uanset hvor meget vi ødelægger og forspilder i tilværelsen, så har Gud stadig sine muligheder i behold. Det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyld-ning for blot at lade stå til – tværtimod. Det er nok så meget en opfordring til at tage fat og med glæde gøre det, man kan.


Mit salmevalg: 802 (i Kirkesangbogen) - 496 – 66 / 302 – 375.       

Tredje søndag efter påske


Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en fin salme, som skal synges, når æbletræerne blomstrer i maj. Det er også en Kristi himmelfartssalme. Det er nr. 805 "Når æbletræet hvide gren" i 100 salmer. Den passer godt til denne søndag, for forårstiden er også en liden stund. Lige pludselig er det forår, og straks efter er det sommer. Så den skal være første salme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 54, der handler om Guds troskab passer nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud" rigtig godt, men det kunne også være en anden salme fra det afsnit i salmebogen, der handler om Guds omsorg.

     Prædiketeksten handler om en liden stund, der i den autoriserede oversættelse er blevet til "en kort tid", hvilket er en korrekt, men noget upoetisk oversættelse af det græske ord "mikron". I sin salme nr. 540 "En liden stund", som er skrevet over teksten, forstår Grundtvig den liden stund som tiden indtil Kristi genkomst. Det er ikke forkert. Men i Johannesevangeliets præsentiske eskatologi synes jeg, at det giver mere mening at opfatte den liden stund som tiden mellem himmelfart og pinse således, at teksten peger frem mod genkomsten i gudstjenesten. Så jeg vil før prædikenen vælge en salme, der passer til den forståelse af teksten, og det bliver nr. 325 "Jeg ved et lille Himmerig".

     Nr. 321 "O kristelighed" hører til her i tiden mellem påske og pinse, især på 6. søndag efter påske, hvor vi i 2. tekstrække får at vide, at det evige liv er at kende Kristus. Men da vi er i 1. tekstrække, kan vi lige så godt bruge salmen her. Den svæver et sted mellem den præsentiske og den futuriske eskatologi, og kan derfor også bidrage til en fortolkning af, hvad den liden stund går ud på. 

     Og så opdager jeg ved at se tilbage, at det ikke er mere end halvanden måned siden, at jeg brugte både nr. 31 og nr. 321 på midfaste søndag. Hvis man ikke kan leve med dette sammenfald, kunne man i stedet for de to nævnte salmer vælge nr. 29 "Spænd over os dit himmelsegl" og nr. 348 "Tør end nogen ihukomme". Egentlig synes jeg, at der er mere sammenhæng i mit første salmevalg. Men pyt! Jeg gemmer nr. 321 til senere og vælger i stedet nr. 348, som også har gudstjenestens eskatolo-giske horisont med.

     Efter "Tør end nogen ihukomme" vil det være fint at slutte gudstjenesten af med nr. 329 "Give da Gud, at hvor vi bo", som jeg sprang over på 1. søndag efter påske.


Mit salmevalg: 805 – 31 – 325 / 348 – 329.


Anden søndag efter påske


Det er den gode hyrdes søndag, hvilket i et eller andet omfang også skal præge salme-valget. Der er flere hyrdesalmer at vælge imellem, lige fra Ingemanns bombastiske nr. 664 "Frelseren er mig en hyrde god" til Grundtvigs mere fredsommelige nr. 168 "Hyr-den er én, og så hans hjord". Begge salmer har det eskatologiske perspektiv med. Hos Ingemann får vi hele turen gennem "forrådnelsens hjem", inden vi når frem til saligheden. I Grundtvigs salme bliver vi derimod forsikret om, at dommedag er en lys dag, fordi den er dagen for den gode hyrdes genkomst, så den salme vil passe godt efter prædikenen. Desuden er der nr. 482 " Herre god og frelser from", som slutter med den trøsterige bøn: "Lad øret høre hyrdens røst, hvor til dit folk du taler trøst og fred til dine spæde". Den er god at gå hjem på, så den skal være den sidste salme.

     Det handler om at høre den gode hyrdes røst og lade sig lede af den. Det får mig til at foreslå nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang", hvortil Laub har skrevet en festlig melodi, som stemmer sindet til forventning. Den skal så være salmen før prædikenen.

     Ezekielteksten er også en hyrdetekst, som på sine egne forudsætninger også er et litterært forlæg for prædiketeksten. Efter den gammeltestamentlige læsning kunne man synge Brorson nr. 593 "En hyrde glemmer fåret ej". Den er ganske vist skrevet over Luk. 15,1-10, men den kan også gå an på denne plads.

     Og så er der indgangssalmen. Det skal være en festlig salme, som anslår tonen i hele gudstjenesten. Den skal handle om at blive fundet og være taget til nåde. Det skal være nr. 3 "Lovsynger Herren".

 

Mit salmevalg: 3 – 593 – 376 / 168 – 482.

Første søndag efter påske


Ingemanns festlige gudstjenestesalme nr. 408 "Nu ringer alle klokker mod sky" vil være rigtig god at have med som første salme på denne søndag – hvide søndag, som den også kaldes, fordi katekumenerne på denne søndag for sidste gang efter påske bar deres hvide dåbsdragt. Ingemanns salme fastholder opstandelsestemaet og knytter dermed forbindelsen mellem påske og alle de efterfølgende søndage indtil pinse.

Som anden salme kunne man godt synge nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig", men jeg synes ikke, at den passer helt godt til den lyse påske- og forårsstemning, der præger første søndag efter påske. Jeg vil hellere vælge sådan en som nr. 332 "Jesus lever, graven brast" eller også nr. 338 "Det er så sandt, at ingen så", som i sidste vers også har det almene eskatologiske perspektiv med, hvilket i øvrigt er karakteristisk for Aastrups salmer.

     Opstandelsen fandt sted på den første dag i ugen, skabelsens første dag. Derfor holder vi gudstjeneste om søndagen, hvilket på denne søndag godt kan markeres i salmevalget. Så jeg foreslår, at salmen før prædikenen kan være nr. 405 "Søndag er vor Herres dag" eller nr. 406 "Søndag morgen fra de døde". Jeg tror, jeg foretrækker den sidstnævnte, fordi den entydigt knytter til ved påsketemaet.

     Efter prædikenen kunne man fastholde påsketemaet ved at synge nr. 223 "Herren af søvne opvågned, opsprang", hvis den ikke har været brugt i påskedagene. Det samme gælder nr. 243 "Luk øjne op, al kristenhed", men den kan også bruges som udgangs-salme. Eller også skulle man tage en egentlig gudstjenestesalme som nr. 323 "Kirken den er et gammelt hus", som slutter med fredshilsenen fra evangelieteksten. Og endelig er der Lisbeth Smedegaard Andersen salme nr. 248 "Med Thomaskravet står vi her", som er skrevet netop til denne søndags evangelietekst. Jeg vælger Lisbeth Smedegaard Andersens salme. Den er god, og det er ikke så ofte, at der er anledning til at synge den.

     Nr. 329 "Give da Gud, at hvor vi bo" citerer i første vers fredshilsenen fra Johs. 20, 19, 21 og 26, så den vil være et nærliggende valg at slutte gudstjenesten med. Men

af en eller anden grund synes, jeg, at nr. 2 "Lover den Herre" passer lige så godt som udgangssalme på denne søndag, så den vælger jeg.


Mit salmevalg: 408 – 338 – 406 / 248 – 2.