21. Salmevalg til trinitatistiden 1

Salmevalg til 8. søndag efter trinitatis til 16. søndag efter trinitatis findes her!

Syvende søndag efter trinitatis


"Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du", hedder det i DDS nr. 3 "Lovsynger Herren". Overtolder Zakæus " i Jeriko var en trælbåren og fortabt synder, som vor Herre tog til nåde, da han tog ind i hans hus. Han blev frelst, fordi vor Herre ikke overså ham. Han var gennemskuet, men ikke overset: "Støvtråde-værket du kommer i hu!"

     Eller sagt med andre ord: Vi skal begynde Zakæus' søndag med at synge "Lovsynger Herren", hvilket også kan være en passende optakt til Psalme 126, som er den gammeltestamentlige læsning, der handler om gråd og latter i forholdet til Gud. Det kunne også være fristende at synge nr. 46 "Sorrig og glæde", men jeg synes, at den er lidt for lang til at have med som anden salme. Så hellere den norske salme nr. 51 "Jeg er i Herrens hænder". Teksten er jævn og ligetil. Den har sin egen melodi, men den er let at lære.

     Epistelteksten passer såmænd ganske godt som oplæg til historien om Zakæus som på et øjeblik gik fra at være et "dumt svin" til at være en velgører. Igen kommer der en salmelinje som association til budskabet om, at "Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte". Det er nr. 481 "Løgnens Fader vi forsage", der i salmebogen står som konfirmationssalme, men de sidste linjer af første vers passer også godt her: "I sit billed han os skabte, igenløste det fortabte".

Efter prædikenen skal vi synge en glad salme, der passer til Zakæus' overstrømmende glæde over at have fået besøg, fordi han også var en "Abrahams søn". Det skal være nr. 349 "Herren han har besøgt sit folk".

     Evangelieteksten slutter med det pointerede "I dag", som er karakteristisk for Lukasevangeliet, jf. 2,11; 4,21; 23,43. Jeg synes derfor, at det vil være passende at slutte gudstjenesten med Brorsons nr. 592 "I dag er nådens tid". Det kunne også have været Johannes Johansens nr. 523 "Min nåde er dig nok", Men jeg synes, at Brorson er bedre.  

     

Mit salmevalg:  3 - 51 - 481 / 349 – 592.

Sjette søndag efter trinitatis 


Jeg kender præster, som har besvær med at prædike over Johannesteksterne mellem påske og pinse. Det synes jeg ikke, at jeg selv har. Til gengæld har jeg besvær med at prædike over tekster fra bjergprædikenen. Jeg har en fornemmelse af, at det alt for let ender i moralisme. Det er måske grunden til, at jeg som regel får lyst til at synge Kingo, når vi nærmer os bjergprædikenen. Kingo kendte sin egen forfængelighed og svaghed. Han var sin syndighed bevist. Derfor kunne han skønne på Guds nåde, hvilket præger hans morgensalmer. Så jeg synes, at vi skal begynde denne søndag med at synge nr. 743 "Nu rinder solen op af østerlide"

     Den gammeltestamentlig læsning har fået en kristologisk fortolkning i Romerbrevet kap. 10,5-10, hvilket Grundtvig har fået en meget fin salme ud af, nemlig nr. 396 "Min mund og mit hjerte de gjorde en pagt". Så den skal med som anden salme. 

     Epistellæsningen fra Romerbrevet kap. 6. handler om at dø sammen med Kristus i dåben for også at leve sammen med ham i kraft af hans opstandelse fra de døde. Efter denne tekst er det passende at synge nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på". Grundt-vig udtrykte sig sig sjældent i korthed. Den oprindelige tekst, som er et digt skrevet til hans afdøde mor i 1822, er da også på 23 vers. I 1857 blev teksten forkortet til de nuværende tre vers, som P.A. Fenger citerede ved Grundtvigs begravelse den 11. september 1872. Det er en fin lille salme, som har en dejlig melodi 1628. 

     Og så er vi fremme ved evangelieteksten fra bjergprædikenen. Teksten handler om den retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæerne. Her kommer vi allesam-men til kort. Det vidste de mere om i reformationstiden, end vi gør i dag, så derfor skal vi synge en salme fra de tid. Der er flere muligheder, f.eks. nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand" og nr. 488 "Guds søn kom ned fra Himmerig". Jeg vælger den første, som jeg synes er mest opmuntrende. 

     Når man ser bort fra den autoriserede kollekt, er ordet "nåde" ikke nævnt i sønda-gens tekster. Men jeg synes ikke, at søndagen giver mening, hvis ikke nåden hele tiden er tænkt med som baggrund for gudstjenesten. Det gælder selvfølgelig enhver søndag, men især denne søndag synes jeg, at der er brug for nåden .Det ville derfor være fristende at slutte gudstjenesten, som den begyndte, det vil sige med at synge Kingo, men jeg har allerede foreslået nr. 683 og 684 til et par af de foregående søndage, så jeg lader Grundtvig få det sidste ord med nr. 518 "På Guds nåde i al våde"


Mit salmevalg: 743 - 396 - 560 / 487 - 518.

Femte søndag efter trinitatis


Der er to salmer, som jeg gerne vil have med på denne søndag. Den ene giver sig selv. Det er nr. 147 "Der sad en fisker så tankefuld", som Grundtvig har skrevet netop til denne søndag. Salmen lægger sig da også så tæt op ad evangelieteksten, at det næsten ikke giver mening at synge den på nogen anden søndag. Så den skal med, og den skal synges efter prædikenen. Hvis man synes, at den er for lang, kan man dele den, så de fem første vers synes før prædikenen og de fire sidste efter.

     Den anden salme, som jeg også gerne vil have med, er Jakob Knudsens morgen-salme nr. 754 "Se, nu stiger solen". Den er skrevet i Mellerup i 1891 et par år før han blev skilt. Jeg forestiller mig, at han efter en søvnløs nat med mange spekulationer er stået op og er gået en tur op på bakken bag landsbyen. Derfra kunne han se solen stå op over Kattegat, og ude på Randers Fjord fik han øje på en fisker, som fra sin båd var ved at rygte garn. Og Jakob Knudsen tænker, at sådan som fjorden bærer båden, og båden bærer fiskeren, sådan er han selv båret af Guds hånd, som river ham ud af dødens garn. – Det vil være en god salme at begynde gudstjenesten med.

     Efter den gammeltestamentlige kaldelsesberetning fra Esajasbogen kan man passende synge en af de korte helligåndssalmer som for eksempel nr. 309 "Bøj, o Helligånd os alle".

     Epistelteksten kan ifølge alterbogen læses i både en kort og en lang version. Hvis man nøjes med den korte version, kunne nr. 425 "Velsignelse al jorden tarv" være et godt salmevalg. Hvis man læser den lange version, kunne man synge nr. 633 "Har hånd du lagt på Herrens plov", som også kan være en god forberedelse til evangeliet om Peters fiskedræt.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 484 "Du, som vejen er og livet". Jeg bryder mig ganske vist ikke om, at vi sådan kan give Jesus et håndslag på, at vi tror på ham. Men det får være! Den kan godt afslutte en søndag, der står i discipelkaldelsens tegn.


Mit salmevalg: 754 – 309 – 633 / 147 – 484.

Fjerde søndag efter trinitatis


Nr. 726 “Gak ud, min sjæl, betragt med flid” havde jeg med som udgangssalme på sjette søndag efter påske, men jeg synes, at det kan gå an at synge den igen – denne gang som indgangssalme, så meget mere som den også anslår nogle temaer, som harmonerer godt med søndagens tekster.

     Den gammeltestamentlige fortælling om David og Batseba har en umiddelbar og vedvarende aktualitet. Den kan opleves i utallige variationer. Da profeten Natan havde fortalt David lignelsen om den rige mand, som af nærighed stjal den fattige mands eneste lam, reagerede David med vrede over denne ugerning. I samme øjeblik lød Natans lammende dom over ham: "Det er dig, der er skurken!", og David bekendte da også sin synd. Hvis man vil finde en salme, der kan udtrykke Davids syndsbekendelse, kunne det være sådan en som nr. 503 "O Herre, udslet min synd så svar" eller måske nr. 516 "Klynge og klage". Nr. 505 "Til dig alene, Herre Krist, står alt mit håb på jorden" passer også godt, så den vælger jeg.

     I epistelteksten er tankegangen den, at menneskets syndefald river hele den skabte verden med sig, Tilsvarende bliver menneskes forløsning til hele verdens forløsning. Sagt med andre ord: Jesu opstandelse har kosmologiske konsekvenser, og derfor vil det være godt med en påskesalme som tredje salme efter epistellæsningen. Det må blive nr. 235 "Verdens igenfødelse".

     Evangelieteksten er et uddrag af Lukasevangeliets version af Jesu bjergprædiken, som tilsyneladende er stykket sammen af forskellige Jesus-ord, som hver for sig kan udgøre et afsæt for en prædiken. Men hvis man nu lader den indledende markante sætning – "Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig" - være overskrift for prædikenen, så vil det være nærliggende at synge nr. 695 "Nåden hun er af kongeblod" efter prædikenen.

     I pagt med denne søndags tekstlæsninger og salmer, vil jeg runde gudstjenesten af med at synge nr. 684 "O Jesus, du al nådens væld".


Mit salmevalg: 726 – 505 – 235 / 695 – 684.

Tredje søndag efter trinitatis


Vi er nu godt på vej ind i trinitatistiden – og sommertiden. Det er den tid i kirkeåret, hvor jeg får særlig lyst til at synge morgensalmer, så jeg synes, at vi skal begynde med den morgensalme, jeg holder mest af – tror jeg nok, for der er mange gode morgensalmer. Men jeg har altid holdt af at synge nr. 736 "Den mørke nat forgangen er" sammen med konfirmanderne. Melodi og tekst klæder hinanden ualmindelig godt, så den skal vi have.

     En anden salme, som umiddelbart falder mig ind, er nr. 31 "Til himlene rækker din miskundhed, Gud", som passer godt til den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 57, så den skal vi have som anden salme.

     Men så bliver jeg lidt mere i tvivl, hvad angår tredje og fjerde salme. I epistelteksten har vi Djævelen, der går omkring som en brølende løve og leder efter nogen, han kan sluge. Og i evangelieteksten har vi billedet af manden, der forlader sine 99 får for at drage ud for at finde det ene får, han har mistet. Teksten handler om glæden ved at genfinde det fortabte. "Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du, Gud!". Det er nr. 3 "Lovsynger Herren", som man godt kunne synge efter prædikenen. Men der er også nr. 487 "Nu fryde sig hver kristen mand" eller nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned". Den kunne også bruges før prædikenen. Men så skal salmen efter prædikenen ikke være alt for lang og tung i det. Man kunne koncentrere sig lidt om hyrdebilledet og vælge en salme som nr. 593 "En hyrde glemmer fåret ej", som ovenikøbet er skrevet over teksten. Den synes jeg, at vi skal have efter prædikenen.

Og så må der godt være noget glæde og lovsang i den sidste salme, så jeg foreslår nr. 2 "Lover den Herre".   


Mit salmevalg: 736 -31 – 493 / 593 – 2.    

Anden søndag efter trinitatis


På denne søndag skal vi høre lignelsen om det store festmåltid – den store nadver, som lignelsen tidligere blev kaldt, hvilket gjorde det lettere at associere til gudstje-nesten, som rummer os alle sammen, både de velbjergede og de fattige og anføre. Denne rummelighed må godt antydes fra gudstjenestens begyndelse, hvor vi som ind-gangssalme kunne synge Brorsons nr. 385 "Op, alle folk på denne jord".

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-apokalypsen handler om det eska-tologiske måltid, det himmelske festmåltid med fede retter og lagret vin. Epistellæs-ningen har også et eskatologisk præg, idet den handler om, at vi er gået over fra døden til livet, hvilket broderkærligheden er et tegn på. Som bindeled mellem de to læsninger foreslår jeg nr. 477 "Som korn fra mange marker".

     Broderkærligheden og næstekærligheden skjuler en mangfoldighed af synder (1. Pet 4,8) – ikke mine egne synder, men næstens synder, hvilket Kingo har blik for i i den fine lille salme nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort", så den skal være salmen før prædikenen. Man kunne også overveje Møllehaves nr. 888 "Vi trækker streger og sætter skel" (100 salmer), som på en vis måde foregriber evangelieteksten med talen om dem, der falder uden for stregen. Men jeg bliver alligevel ved Kingo.

     Lignelsen om det store festmåltid kan i forlængelse af Esajas-teksten tolkes eska-tologisk. Hvis man associerer til gudstjenesten og nadvermåltidet, vil lignelsen stadig pege hen på en eskatologisk begivenhed, som imidlertid i kraft af gudstjenesten har præsentisk karakter. I sig selv er gudstjenesten en eskatologisk begivenhed, som virkeliggør Guds rige midt i vor egen samtid. Derfor vil jeg gerne efter prædikenen synge nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige".

Udgangssalmen må også gerne fastholde den eskatologiske forståelse af gudstje-nesten som en himmelsk begivenhed. Det kan nr. 424 "I Herrens hus er godt at bo", så få lov til at gøre.


MIt salmevalg: 385 – 477 – 683 / 320 - 424.

Første søndag efter trinitatis


På denne søndag blev jeg i 1995 i domkirken i Odense indsat som biskop. Det var den 18. juni, som også er min dåbsdag. Salmevalget, som selvfølgelig var præget af begivenheden, stod Københavns biskop for, men jeg fik dog lov til at vælge salmen efter prædikenen. Intet kunne være mere nærliggende end at vælge en salme af stiftets tidligere biskop Thomas Kingo, og da teksten handlede om den rige mand og Lazarus, måtte de blive nr. 614 "Far, verden farvel". Så kunne alle de ordensbehængte honoratiores i kirken få den at tænke over. Jeg kan godt se ideen i, at vi nu har fået den lange version (nr. 615) med i salmebogen, men til gudstjenestebrug kan jeg godt nøjes med den korte version.

     Før prædikenen og efter epistellæsningen fra 1. Johannesbrev vil jeg gerne synge nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde", fordi den er et værn mod den udbredte opfattelse, at kærligheden er et produkt, der kommer fra os selv, og at kærligheden derfor også er noget, som vi eventuelt kan gøre krav på. I Epistelteksten handler det om broderkærligheden, det vil sige kærligheden til min medkristne, og i evangelieteksten handler det om den udeblevne næstekærlighed i forholdet til den fattige og nødstedte Lazarus. Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på vore kristne brødre og søstre, som er os lidt nærmere end alle andre, men vi skal også være opmærksomme på Lazarus, som vi i det daglige har et meget distanceret forhold til. Men inden vi får gjort al for megen moralisme ud af det, skal vi også være opmærksomme på, at kærligheden først og fremmest er noget, der kommer til os udefra, og som vederfares os i troen, fordi Kristus for os er Guds kærlighed, som både er lysets kilde og livets rod, livets krone og lysets glans, lovens fylde og fuldkommenhedens bånd. Man kunne også synge nr. 494 "Kærlighed fra Gud", som er knap så spekulativ, men derfor også fattigere på de dybsindige pointer, der rummes i nr. 696.

     Man kunne måske synge nr. 494 efter den gammeltestamentlige læsning og beholde nr. 696 efter epistellæsningen og på den måde lade de to beslægtede salmer supplere hinanden. Man kunne også efter den gammeltestamentlige læsning synge nr. 691 "Loven er et helligt bud", men melodien til den salme brugte jeg sidste søndag. Ellers er der også nr. 25 "Hvert et lys i livets nat".

     Som første salme foreslår jeg uden nogen nærmere begrundelse nr. 753 "Gud, du som lyset og dagen oplod". Og så kunne det alligevel være lidt af en begrundelse, at den i sit tonefald passer godt til nr. 696.

     Udgangssalmen kunne så være nr. 752 "Morgenstund har guld i mund", hvoraf de sidste to vers vil være gode at gå hjem på. Men jeg vil dog alligevel fortrække at synge hele salmen.


Mit salmevalg: 753 – 494 – 696 / 614 – 752.    

Trinitatis søndag


Søndagen handler om tro og forståelse. Vi er kommet igennem den første halvdel af kirkeåret med de tre store højtider, jul, påske og pinse. Det er en skabelsesproces, hvori kirkeåret og gudstjenestelivet bliver til, og nu kan det hele så folde sig ud i den lange trinitatis tid. Troen kan falde til hvile i det gudstjenstlige univers, som nu er etableret. Hellig trefoldigheds søndag er en særlig helligdag. Meningen med den er, at vi nu på denne første søndag efter pinse kan fejre treenigheden, Faderen, Sønnen og Helligånden, og lade den være forudsætningen for alle de kommende gudstjenester.

"Jeg tror for at kunne forstå", sagde middelaldertænkeren Anselm af Canterbury. Troen er en forudsætning for at kunne orientere sig i livet. Den ro, der udspringer af det, vil jeg gerne have afspejlet i salmevalget. Derfor synes jeg, at vi skal begynde med at synge en morgensalme af Kingo, en salme, der kan forvisse os på, at livet med Guds hjælp går an. Jeg foreslår, at det bliver nr. 739 "Rind nu op i Jesu navn".

    Som anden salme kunne jeg tænke mig at synge nr. 435 "Aleneste Gud i Himmerig", som i sin oprindelse er en oldkirkelig salme, der vil holde os fast på enheden i det trefoldige gudsbegreb, som ret beset er et paradoks, men som vi heller ikke kan undvære, hvis troen skal gøre os manøvredygtige i livet. Jeg synes også, at salmen passer godt som bindeled mellem den gammeltestamentlige læsning og epistelteksten, som også – hver på deres facon – kredser om gudsbegrebet.

     Fra den oldkirkelige salme er der et ordentligt spring til nr. 22 "Gådefuld er du vor Gud", som er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 1993. Den er formuleret i et nutidigt ordvalg, som tager afsæt i tanken om Gud som skaberen, men i de sidste to vers lukker perspektivet op til de sider af gudsbegrebet, som er forbundet med påske og pinse.

     Efter prædikenen tror jeg, at vi skal have nr. 321 "O kristelighed", som jeg vist nok sprang over i tiden mellem påske og pinse. Den er en del af det store digt om "De levendes land" fra 1824, som også handler om tro og forståelse. Allerede i Grundtvigs egen tid, nemlig i 1853 blev digtet delt op i to salmer, hvoraf den første "O kristelighed" handler om troen. håbet og kærligheden. Resten af digtet bliver så til salmen nr. 561 "Jeg kender et land", der handler om sted, hvor troen, håbet og kærligheden, bliver til virkelighed. I nr. 321 mener jeg, at vers 4 er et nøglevers, der handler om den tro, der slår bro over den afgrund, der skiller mennesket fra Gud. Der, hvor broen er slået, bliver det muligt at forstå livet og leve det under troens fortegn.

     I Grundtvigs salme er der ikke ét fornuftigt ord. Det er billedsprog det hele, hentet enten fra den bibelske eller den nordiske mytologi. Grundtvig tog det ikke så nøje med, hvor han hentede sine billeder fra. Det afgørende var, at de virkede. Og det må man sige, at de gør. "O kristelighed" er stadig en højst elsket salme i den danske gudstje-neste. Jeg har endda brugt den til børnegudstjeneste, uden at nogen gjorde ophævelse over, at de ikke kunne forstå den.

     På trinitatis søndag skal man slutte gudstjenesten med at synge nr. 11 "Nu takker alle Gud" eller en anden "Te Deum-salme", for eksempel nr.  6 eller nr. 356. Der er flere muligheder.


Mit salmevalg:  739 – 435 – 22 / 321 – 11.