22. Salmevalg til trinitatistiden 2

Salmevalg til de foregående trinitatis søndage findes her!

Sekstende søndag efter trinitatis

 

På denne søndag skal vi til begravelse i landsbyen Nain. Alle præster vil kende dette scenarie med folk, der er ved at bære en kiste ud på kirkegården. Det var en mors eneste søn, får vi at vide. Sådan en har jeg også begravet. Det er ikke let. Man skal være varsom med, hvad man siger. Men der kan synges nogle gode salmer, som trodser døden. Det behøver slet ikke kun at være det, som folk kalder "begravelses-salmer" som for eksempel "Kirkeklokke", "Lyksalig, lyksalig" og "Altid frejdig". Man kan også synge nr. 754 "Se, nu stiger solen" eller en anden livsbekræftende lovsang. Hvis man giver sig tid til at snakke med de pårørende om det, kender folk faktisk mange flere salmer, end de selv tror. Og når folk har fundet frem til et salmevalg, som passer, kan præsten ofte i salmevalget finde et afsæt for en begravelsestale, som ikke blot er en nekrolog, men også en prædiken. 

     Til denne søndag kunne man også lade efterårsstemningen spille med. Det er for tidligt at synge nr. 732 "Dybt hælder året i sin gang". Den skal gemmes til Alle helgens dag. Men så er der sådan en som nr. 653 "I falmende blade", som kom med i salmebogen fra 2002. Der er noget meditativt i både melodi og tekst, som efter min opfattelse gør den velegnet som indgangssalme på denne søndag.  

     Alterbogen har to forslag til den gammeltestamentlige læsning. Begge er fra Jobs Bog. Jeg foretrækker den først anførte, fordi den gør det nærliggende at synge nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på". Hvis man hellere vil have den længere tekst fra Jobs Bog, er der nr. 508 "Bryd frem, mit hjertes trang at lindre" eller nr. 501 "Herre, jeg har handlet ilde" eller måske H.C. Andersens nr. 502 "Jeg har en angst som aldrig før". Jeg vælger den korte tekst og dermed også nr. 560. 

     Nu, hvor vi nærmer os begravelsen i Nain, vil jeg vælge en begravelsessalme, nemlig nr. 538 "At sige verden ret farvel", men jeg synes også, at den indimellem kan bruges som en regulær gudstjenestesalme. Det kan den i al fald i dag, så den skal være salmen før prædikenen. 

     Efter prædikenen er det mest nærliggende at synge nr. 349 "Herren han har besøgt sit folk", hvis første linje er et citat fra evangelieteksten. Jens Rosendals nr. 857 "Som solskin over mark og hav" i "100 salmer" er måske også en mulighed. Men jeg vælger nu den førstnævnte. 

     Som udgangssalme kunne jeg godt tænke mig at synge nr. 536 "Udrust dig helt fra Golgata", som Johannes Ewald skrev kort før sin død, og den blev sunget til hans begravelse. Men i "100 salmer" har jeg også fundet Iben Krogsdals nr. 856 "Når den jeg har elsket er borte" med en fin lille moll-melodi af Jens Fabricius-Bjerre. Den vil jeg prøve at slutte gudstjenesten af med. 

        

Mit salmevalg: 653 – 560 – 538 / 349 – 856.  

Femtende søndag efter trinitatis


Det er ved at være sæson for høstgudstjenester, hvor salmevalget nogenlunde giver sig selv, hvis man bladrer i salmebogen afsnit om årstidssalmer. Det skal dog ikke hindre, at nogle af dem også kan bruges som almindelige gudstjenestesalmer. Det gælder ikke mindst nr. 729 “Nu falmer skoven”, som folk glæder sig til at synge på Nebelongs melodi, som igen har fået en plads i koralbogen. Det er en salme, som på én gang rummer efterårets vemodighed og evangeliets frimodighed: Ligesom bonden i sin lade har det høstede korn, som pant på en ny frugtbarhed “høsten her” - således har vi Guds ord i vore hjerter som pant på den himmelske herlighed - “høsten hist”. Den skal være indgangssalme. 

     Som 2. salme efter den gammeltestamentlige læsning, vil det være fint med en forholdsvis kort salme. Her vælger jeg nr. 29 “Spænd over os dit himmelsegl”, som er en af de nyere salme, der bliver flittigt brugt. Desuden passer den rigtig godt til fortællingen om regnbuen.

     Efter epistellæsningen fra Galaterbrevet kap. 5, vor vi bliver belært om, at vi skal bære hinandens byrder foruden vore egne byrder, mener jeg, at det kan være passende at synge nr. 50 “Under dine vinger skygge”.

     Det kunne være velvalgt at holde høstgudstjeneste på den søndag, hvor vi i evangelieteksten af himlens fugle og markens liljer bliver belært om, hvordan det ubekymrede liv ser ud. Høsten er jo anledning til megen bekymring, men i troen får vi adgang til det ubekymrede liv, som fuglene og blomsterne har af natur, men som vi andre kun kan få givet. Men uanset om der er høstgudstjeneste eller ej, bør man efter prædikenen synge Grundtvigs provokerende salme nr. 41 “Lille Guds barn, hvad skader dig” - provokerende på grund af ordene i vers 4: “dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø”. Selvfølgelig skal bønderne ikke dø af sult, men formuleringen holder os fast på, at vi som mennesker ikke er altings centrum. Gud har også omsorg for andet.

Hvis der er høstgudstjeneste, er der tradition for at slutte med nr. 11 “Nu takker alle Gud”. Men nr. 6 “Dig være mildeste Gud Fader”, vil heller ikke være dårlig at gå hjem på.


Mit salmevalg: 729 – 29 – 50 / 41 – 6.

Fjortende søndag efter trinitatis


Hvis man tager afsæt i den gammeltestamentlige læsning Ps. 103 og evangelie-teksten om helbredelsen af de ti spedalske, vil man kunne sige, at denne søndag bør bære præg af tak og lovprisning. Det kan signaleres med den første salme, som passende kan være en gendigtning af Ps. 103. Dem er der tre af, nemlig nr. 2, nr. 3 og nr. 12. De to første hører klart hjemme i den folkelige tradition og kan bruges ved flere lejligheder, så derfor vælger jeg nr. 12 “Min sjæl, du Herren love”. Det er en dejlig salme med en flot melodi, så den vil jeg glæde mig til at synge.

     Skabelsesteologien har i nyere tid affødt en række salmer. De præger salme-bogstillægt “100 salmer”, hvorfra de i gudstjenesten som en etisk appel kan gøres gældende i debatten om naturbevarelse og klimaforandringer. En anden af disse morderne skabelsessalmer er Holger Lissners nr. 13 “Måne og sol”, som jeg forsøgsvis vil prøve at bruge mellem den gammeltestamentlige læsning og epistel-læsningen. 

     Der er åbenbart andre end mig, der har haft problemer med epistelteksten fra Galaterbrevet kap. 5, siden salmebogskommissionen har fundet det formålstjenstligt at foreslå en alternativ læsning fra Romerbrevet kap 7. Den er ganske vist heller ikke opmuntrende, men dog knap så dramatisk som lastekataloget fra Galaterbrevet kap. 5. Hvis man læser lastekataloget, vil jeg forslå nr. 307 “Gud Helligånd, vor igenføder”, som er en salme fuld af trøst, selv om den har et nøgternt syn på menneskelivet. Hvis man læser romerbrevsteksten, er der flere muligheder salmebogens afsnit om “syndernes forladelse” (nr. 487 – 523) for eksempel numrene 496, 498, 502 og 516. De to førstnævnte er helt oplagte, synes jeg. Jeg vælger nr. 498 “Gud, efter dig jeg længes” og gemmer luthersalmen nr. 496 til en anden god gang.

     Efter fortællingen om helbredelsen af de ti spedalske er det to salmer af K.L. Aastrup der melder sig, nemlig nr. 363 “Lov, pris og tak, at du har givet” og nr. 549 “Vi takker dig for livet”. Den sidste har en enfoldig tone, som jeg godt kan lide. Men der er jo også en nyere salme som nr. 697 “Herre, jeg vil gerne takke”, som også har et tydeligt etisk perspektiv med. Den vælger jeg.

     Og så kan Thomas Kingo få det sidste ord med nr. 599 “Lov og tak og evig ære” som udgangssalme. 


Mit salmevalg: 12 – 13 – 498 / 697 – 599.

Trettende søndag efter trinitatis


Jeg er overbevist om, at Lukas eller den redaktør, som har sammensat det endelige evangelieskrift, har fået en anden pointe ud af lignelsen end den oprindelige. Det er allerede mistænkeligt, at lignelsen munder ud med et svar på noget, der ikke blev spurgt om. "Hvem er min næste?" spurgte de lovkyndige. "Hvem er det, jeg skal gøre godt imod?" Til svar fortæller Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvis pointe er den, at min næste er den, der gør godt imod mig. Jeg tror, at lignelsen oprindelig er blevet fortalt som en lignelse om Kristus. Det passer også godt med, at det i lignelsen er den forkerte - samaritaneren, der gør det rigtige. Af sine modstandere blev Jesus også kaldt en samaritaner (Johs 8,48). Han blev betragtet som en forkert, men pointen er, at han gjorde det rigtige ved at vise barmhjertighed. Med den opfattelse, som jeg vil bruge lidt tid på i prædikenen, vil jeg foreslå, at man efter prædikenen synger nr. 694 "Jesus, at du blev min broder". Hvis man hellere vil blive ved Lukas' moraliserende udgang på lignelsen – "gå du hen og gør ligeså" – er der i "100 salmer" Iben Krogsdals nr. 889 "Du skal elske din næste som dig selv", som oven i købet har en munter melodi af Willy Egmose.

     I det hele taget har jeg til denne søndag været lidt på opdagelse i salmebogs-tillægget. Som 1. salme har jeg fundet nr. 815 "Hør morgenens sang", af Lisbeth Smedegaard Andersen. Den kan godt gå an som indledning til en gudstjeneste om det store bud i loven og lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og så er der nr. 887 "Gud i livets dybder" af Hans Anker Jørgensen, som kan bruges både efter GT-læsningen fra 3. Mos. 19 og epistellæsningen fra Galaterbrevet 2. Hvis man bruger nr. 887 som 2. salme og i øvrigt fastholder nr. 694 efter prædikenen, ville jeg ikke have noget imod at synge nr. 889 før prædikenen, og så kunne man slutte gudstjenesten med at synge Benedicte Præstholms nr. 853 "Hvor kærlighed brænder". Den er sikkert ment som en bryllupssalme, men den kan også fint afslutte en gudstjeneste om det dobbelte kærlighedsbud og den barmhjertige samaritaner.

Men det er nok for meget med fire nye og ukendte salmer i den samme gudstjeneste, så man kunne tynde ud i dem ved at synge nr. 691 "Loven er et helligt bud" som 2. salme og nr. 164 "Øjne, I var lykkelige" som optakt til evangelielæsningen. I så fald bliver det til, at vi begynder og slutter gudstjenesten med nye salmer.


Mit salmevalg: 815 – 691 – 164 / 694 – 853.

Tolvte søndag efter trinitatis


På denne søndag skal vi høre om Jesus, som helbreder en døvstum. Han kan altså hverken høre eller tale. Men gennem et mystisk ritual åbner Jesus hans ører, og han løser det bånd, som bandt hans tunge, så han både kunne høre og tale. Det virker da også fuldkommen logisk, at fortællingen munder ud i en vældig lovprisning af Kristus som har gjort alting vel. Det synes jeg også skal afspejles i gudstjenesten, som skal begynde md en lovsang. Det skal være nr. 4 "Giv mig Gud en salmetunge".

     Den gammeltestamentlige læsning er Ps 115,1-9, som er en lovprisning til Gud i Himlen, som gør hvad han vil, i modsætning til de stumme og magtesløse afguder. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at synge nr. 436 "Gladelig vil vi halleluja kvæde", som er skrevet af den i reformationstiden forkætrede Johann Agricola. Den er skrevet over Ps. 117, men den kan også gå til Ps. 115. Hvis man er til det mere nutidige er der også sådan en som nr. 259 "Din himmelkrone ser vi stråle" af Svein Ellingsen. Men jeg tror, at jeg vælger Agricola.

     "Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende" (2. Kor 3,6). Dette citat fra epistel-teksten kalder på en helligåndssalme som for eksempel nr. 296 "Du, som den store pinsedag", hvor vers 5 hentyder til epistelteksten: "Du skaber ordet i vor mund, som uden dig er bogstav kun, du ene løser dødens bånd, thi evig ét er liv og ånd".

Dermed er vi fremme ved evangelieteksten, der handler om at høre og at tale. Det er en vekselvirkning, som afspejles i gudstjenesten, som er "vort Himmerige", hvor vi hører et budskab forkyndt, og derefter svarer vi i salmesangen med vor bekendelse. Det kunne være fristende at synge nr. 78 "Blomstre som en rosengård" på grund af vers 5. Et overraskende salmevalg kan sommetider have en god effekt i gudstjenesten. Men der er selvfølgelig også andre gode salmer, som melder sig.  En af dem er nr. 443 "Op til Guds hus vi gå", som i flere vers spiller på fortællingen om helbredelsen af den døvstumme. Dernæst er der nr. 376 "Lyksaligt det folk, som har øre for klang". Det er en dejlig salme og dertil en salme, hvor Laub har været heldig med melodien. Og så er der endelig salmen "Herren taler: Øer hører", som af en eller anden grund ikke er med i den nuværende salmebog. I den gamle salmebog havde den nr. 283. Det var den salme, jeg ville have valgt efter prædikenen. Men da den åbenbart er faldet i unåde, tager jeg i stedet nr. 376 "Lyksaligt det folk".

     Og så kunne jeg tænke mig at slutte gudstjenesten med at synge: "Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst". Det er nr. 300 "Kom, sandheds Ånd, og vidne giv".


Mit salmevalg: 4 – 436 – 296 / 376 – 300. 

Ellevte søndag efter trinitatis


Der er en salme, som prompte melder sig, når vi i kirkeåret når frem til tolderen og farisæeren i templet. Det er nr. 411 “Hyggelig, rolig, Gud, er din bolig, inderlig skøn”. Det ville formodentlig både tolderen og farisæeren kunne sige om templet i Jerusalem. Alligevel har de slet ikke det samme forhold til stedet. Farisæeren er der for at vise sig frem. Tolderen er der for at gå i skjul. “Som ved dit alter den kvidrende fugl und i dit tempel din tjener et skjul”. Disse ord minder om en anden grundtvigsalme, nemlig nr. 561, vers 8: “O, lad mig nedknæle så dybt i mit ler, at Gud mig kun ser”.

     I sit skjulested i templet bliver tolderen set af Gud og går derfor hjem som en retfærdig mand. Det gør farisæeren ikke. Historien fortæller derfor ikke blot noget om forskellen på de to tempelgængere, men den fortæller navnlig noget om Gud – hvordan Gud er. Derfor skal vi før prædikenen synge nr. 435 “Aleneste Gud i Himmerig”.

     Mens vi endnu har de to tempelgængere i frisk erindring, synes jeg, at det vil være passende at synge nr. 598 “O Gud, du ved og kender”. Kingo kendte utvivlsomt både tolderen og farisæeren fra det, der boede i ham selv.

     Og så er der kun de to første salmer tilbage at tage stilling til. Når vi slutter med Kingo, kan vi også begynde med Kingo, så jeg forslår nr. 739 “Rind nu op i Jesu navn”. Den passer godt som indgang til denne søndag.

     Jeg er lidt i tvivl om, hvad man kan synge som anden salme. Min første indskydelse som forberedelse til epistelteksten er nr. 164 "Øjne, I var lykkelige" eller nr. 313 "Kom, regn af et høje", som kan læne sig lidt op ad den gammeltestamentlige læsning. Men så passerede jeg nr. 324 "Dig rummer ej himle", som er en ret upåagtet grundtvig-salme, fordi melodien måske ikke er så kendt, men den er let at lære, og den passer godt mellem de to læsninger. Så den vælger jeg.

  

Mit salmevalg:  739 – 324 – 435 / 411 – 598.

Tiende søndag efter trinitatis


Jeg synes sommetider, at det kan være svært at vælge gudstjenestens første salme, fordi der kan være flere kriterier på spil. Det kan være en salme, der passer til søndagens særpræg, eller det kan være en salme, der passer til årstiden, eller det kan være en morgensalme, eller det kan være en salme, som man bare har fået lyst til at synge, fordi man ikke har sunget den længe. Det sidste er grunden til, at jeg foreslår nr. 10 "Alt, hvad som fuglevinger fik". Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sunget den. Så derfor!

     Men det får mig straks til at lede efter en salme, der passer til søndagens særpræg, som er sat af evangelieteksten om Jesus, der græder over Jerusalem, fordi byen ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Min første indskydelser nr. 332 "På Jerusalem det ny", samt den følgende nr. 333 "Almindelig er Kristi kirke". Man kunne også lade "fred" være stikordet og synge nr. 676 "Guds fred er mer end englevagt". Og så er der en salme, som er skrevet til teksten, nemlig Johan Nordahl Bruns nr. 174 "Jerusalem! I dag din konge græder", men jeg synes ikke om vers 2, som man for min skyld gerne kunne have ladt ude af salmebogen. Jeg vender derfor tilbage til min allerførste indskydelse, som var nr. 332 "På Jerusalem det ny", som har solide rødder i den folkelige tradition. Især kan jeg godt lide sidste vers om "Guds fred", som skal have sin rette klang. Så den skal være salmen efter prædikenen.

     Det kan også være svært at finde salmer, der kan gå sammen med den gammeltestamentlige læsning. I mange tilfælde kan nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære" bruges. Den kan godt være en slags fortolkning til det israelitiske Shema fra 5. Mosebog 6,4. Desuden er det længe siden, jeg har brugt den salme.

     I forlængelse af epistelteksten skal vi have en helligåndssalme. Det skal være nr. 307 "Gud Helligånd, vor igenføder", som står godt mellem epistellæsningen om Ånden gaver og evangelielæsningen om det åndsforladte Jerusalem.

     Til sidst skal vi lige have det ny Jerusalem med igen i form af nr. 217 "Min Jesus lad mit hjerte få".


Mit salmevalg: 10 – 7 – 307 / 332 – 217.

Niende søndag efter trinitatis


Lignelsen om den uærlige godsforvalter er noget af en sten i skoen. Den irriterer. Det er absurd, at godsforvalteren tilsyneladende bliver rost for sin uærlighed. Det passer ikke ind i det gængse moralmønster, at det er klogt at gøre noget uærligt.

     Evangelieredaktøren har da også hæftet ikke mindre end fem forskellige forklaringer på selve lignelse. To af dem er taget med i prædiketeksten. For det første er der den med, at denne verdens børn er klogere end lysets børn. For det andet er der den med, at man skal skaffe sig venner ved hjælp af penge, som man ikke er kommet ærligt til.

I salmevalget holder jeg mig til den første forklaring, altså den med lysets børn. Som lysets børn kan vi lære noget af denne verdens børn, som på en klog måde bruger det, de har svindlet sig til. Vi skal lære at bruge af det lys, som kom til verden med vor Herre Jesus Kristus. Det er ikke vort eget lys, mens hans lys, men her i verden er det os, der skal lade det skinne,

     Stikordet er "lysets børn". Måske er lignelsen blevet fortalt med en hentydning til menigheden i Qumran, der betegnede sig selv som lyses børn. Men denne verdens børn er klogere. Som kristne er vi også lysets børn, der kan lære noget af denne verdens børn, som lever højt på at snyde og bedrage ved at bruge løs af det, som ikke er deres eget.

     "Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme", hedder det i vers 1 af nr. 402 "Den signede dag". Den kunne man synge som første salme eller som salme efter prædikenen.

     Så er der nr. 298 "Helligånden trindt på jord", som i vers 2 også har lysets børn med. Den vil være en god salme efter epistellæsningen, som handler om dem, der vandrer i lyset. Desuden vil salmen også være en passende overgang til evangelie-læsningen.

     Der er en tredje salme, der også handler om lysets børn, Uden at de er nævnt lige med de ord. Det er nr. 752 "Morgenstund har guld i mund", hvor det i vers 5 hedder "Gud give os at skinne så, som himmellys skønt af de små, da randt for os guldterning". I de tre nævnte salmer er pointen den, at vi kan lade vort lys skinne, fordi det dybest set ikke er vort eget lys, men et lånt lys. Ligesom månen låner sit lys fra solen, således låner vi som lysets børn vort lys fra det lys, der kom til verden, da "vor Herre han lod sig føde", for da oprandt det lys, "som jordens bold skal lysne udi og gløde".

     Jeg mener godt, at man både kan begynde og slutte gudstjenesten med en morgen-salme. Så selv om nr. 752 kan være udgangssalme, kan vi alligevel godt som ind-gangssalme have nr. 749 "I østen stiger solen op", som passende kunne kaldes "lysets børns morgensang".

     Og så er der salmen efter den gammeltestamentlige læsning fra Ordsprogenes bog, der handler om at være til for sin næste og lade sit lys skinne for ham og hende. Det har Kingo en salme, som understreger. Det er nr. 683 "Den nåde, som vor Gud har gjort", hvor især vers 3 passer rigtig godt ind i den sammenhæng, hvor det drejer sig om at dele ud af det, som ikke er vort eget.  

     

Mit salmevalg: 749 – 683 – 298 / 402 – 752.

Ottende søndag efter trinitatis


Ligesom solen lægger dagene til livet, lægger evangeliet livet til dagene: "Ordet med solen i skiftende tider udgår som brudgom i morgenrød glans". Ordet er Guds tale til os, sådan som det lyder i evangeliet. Her i verden lyder det på den måde, at det i skiftende tider - igen og igen må blive til og blive levende. Ligesom solen ikke kan skinne én gang for alle, men hver dag må stå op på ny for at kaste sit forklarende lys ind over verden, således kan vor Herres ord heller ikke lyde én gang for alle. Hver eneste dag må ordet fornyes og blive til et levende ord, fordi det bringer livet med sig dér, hvor det bliver hørt. Dette er vilkårene for den profetiske tale. Så derfor skal dagen begynde med, at vi synger nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære".

     Nr. 404 "Lover Herren! Han er nær" er sådan en dejlig lille salme, som man kan bruge, når salmen ikke skal være for lang, og når man ikke ved, hvad man ellers skal finde på at synge. Her vil den fint kunne være med som anden salme, fordi den i al sin enkelhed knytter en forbindelse mellem den gammeltestamentlige læsning og epistellæsningen fra Romerbrevet kap. 8 om Helligånden, der vidner om vores status som Guds børn. For en sikkerhed skyld kunne man så bagefter synge: "Ja, sandheds Ånd! Forvis os på, at også vi er af Gud Faders små" – altså nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd".

     Evangelieteksten fra slutningen af bjergprædikenen kunne friste til, at man som prædikant kaster sig ud i den muntre kætterjagt, der til de fleste tider foregår i både det politiske og det kirkelige liv. Men hvis Jesus havde ment advarslen mod de falske profeter som en opfordring til kætterjagt, havde han nok selv sat en sådan jagt i værk. Men det gjorde han ikke. Nej, når Jesus advarer mod de falske profeter, så er menin-gen nok meget mere den, at vi skal tage os i agt for os selv, det vil sige det vakkel-vorne i os. Det kunne give anledning til flere salmer efter prædikenen for eksempel nr. 390 "Gud, lad dit ord i nåde lykkes", som er skrevet over teksten, eller nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg", eller nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord", men den passer nok bedre som udgangssalme. Det må enten blive nr. 390 eller nr. 341 "Det lakker nu ad aften brat", som der er noget bid i, når man tænker den politiske kætterjagt med. Så kan Luther få det sidste ord med nr. 337 som udgangssalme.

   

Mit salmevalg: 392 – 404 – 289 / 341 -337.