23. Salmevalg til trinitatistiden 3

Salmeforslag fra 8. til 16. søndag efter trinitatis findes her!

Hermed har jeg skrevet salmevalgsforslag til 1. tekstrække i kirkeåret 2018-19. Men da jeg nu er i vanen, kan jeg lige så godt forsætte med at lave forslag til 2. tekstrække. De vil formentlig blive kortere, da der ikke er nogen grund til at gentage en hel del af de mere pricipielle overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med forslagene til 1. tekstrække.

    Forslagene til 2. tekstrække vil blive lagt ind til hver gudstjenestedag i forlængelse af forslagene til 1. tekstrække.

Sidste søndag i kirkeåret


Så er vi kommet til ende med kirkeåret efter første tekstrække. Det skal slutte med, at vi synger nr. 431 "Herre Kristus dig til ære". Det kunne også have været de foregående nr. 430 af Grundtvig, men jeg synes, at C.J. Boye for en gangs skyld er bedre end Grundtvig.

     Gudstjenesten kan så begynde med nr. 811 i tillægget "Det mørkner om menne-skebyer". Den er skrevet af Lars Busk Sørensen og har melodi af Willy Egmose. Det er en efterårssang, også en næsten-adventssang. Da melodien nok ikke er så kendt, kan organisten spille den igennem et par gange som præludium.

     Som anden salme efter den gammeltestamentlige læsning kunne jeg tænke mig at synge nr. 235 "Verdens igenfødelse". I salmebogen er den anbragt sammen med påskesalmerne, men den kan også sagtens gå an efter læsningen fra Esajasbogen om en ny himmel og en ny jord. Jeg er ikke helt vild med de to melodier, der anføres i salmebogen, men den kan også synges på "Blomstre som en rosengård", hvilket giver en forsmag på adventstiden.

     Epistelteksten er en lille trøstetale, som er skrevet til menigheden i Thessalonika på baggrund af forventningen om den kommende dommedag. Denne trøst må også gerne afspejles i salmevalget, så som salme før prædikenen vil jeg prøve at finde en i det afsnit i salmebogen, der handler om Kristi komme. Det er numrene 268 til 279. Der er flere gode at vælg imellem. Den flotteste er nr. 274 "Rejs op dit hoved, al kristenhed". Den vil også være nærliggende at vælge på 2. søndag i advent, men jeg kunne godt være fristet til at bruge den her. Der er også nr. 276 "Dommer over levende og døde", men den passer også på 3. søndag i advent. Endelig er der det fine lille enkeltvers nr. 279 "Venner lad kun skyer gråne".

     Evangelieteksten forkynder den dobbelte udgang af dommen for fuld udblæsning – vist nok til stor fornøjelse for en del vækkelsesfolk. Selvfølgelig er der en dobbelt udgang. Der er der også i Johannesevangeliet kap. 3,19: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset". Dette med den dobbelte udgang skal tænkes sammen med Luthers skelnen mellem lov og evangelium. Der er tale om en samtidighed. Det forkyndte ord er lov og evangelium. Det på én gang både dømmer og frikender afhængigt af, om det høres i vantro eller tro. Men på dommedag er det afgørende, at det er Kristus, der sidder på dommersædet.

     I mit hoved ender det med, at vi skal have nr. 279 før prædikenen og og eventuelt nr. 274 efter prædikenen. Men det er også en mulighed efter prædikenen at synge nr. 728 "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", på grund af slutordene: "Og giv mig til sidst et navn, Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet". Det tror jeg, at vi gør.


Så salmevalget bliver som det nedenstående.


Mit salmevalg: 811 – 235 – 279 / 728 – 431.

Toogtyvende søndag efter trinitatis


Søndagen handler om at blive taget til nåde, eller den handler om at lade nåde gå for ret. Det gælder fortællingen om Josef og hans brødre. De sidste havde en berettiget frygt for, at Josef var vred, men det var han ikke. Tværtimod sørgede han for brødrene og deres familier. I epistelteksten handler det om menigheden i Filippi, som er fælles med Paulus om nåden, og derfor beder Paulus om, at de i menigheden med nåden som baggrund må blive rige på indsigt, dømmekraft og skønsomhed. Evangelieteksten er lignelsen om den gældbundne tjener, som på baggrund af sin egen erfaring med at bliver eftergivet også burde have ladet nåde gå for ret.

     Der er nogle salmelinjer, der melder sig i den sammenhæng. For det første "Fade-ren tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du". Det er vers 5 i nr. 3 "Lovsynger Herren", som så kan være den første salme. En anden salmelinje er "Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer". Det er vers 6 i nr. 695 "Nåden hun er af kongeblod", som er en fremragende og let tilgængelig salme, så den skal synges efter prædikenen.

     Det er i øvrigt en almindelig indvending, at de klassiske salmer ikke er tilgængelige, så derfor skal vi have nogle nye og moderne salmer, som er til at forstå. Af den grund har jeg følt mig forpligtet på at læse de 100 nye salmer, som er i salmebogstillægget, og jeg må sige, at der faktisk er ret mange af dem, som jeg har svært ved at forstå på grund af deres knudrede og noget søgte sprogbrug. Det gælder for eksempel en del af Simon Grotrians salmer. Men de skal selvfølgelig prøves i gudstjenesten. Det er gen-nem brugen, at de skal vise deres værd. Så derfor vil jeg efter fortællingen om Josef og hans brødre forsøge med nr. 895 "Han glemmer mig aldrig". Med "han" skal vi vel tænke på Gud, men det kan også gå an at læse fortællingen allegorisk, så vi tænker på Josef og hans modtagelse af brødrene. At Josef kunne være i Guds sted, var en tanke, der i fortællingen også strejfede ham selv.

     I forlængelse af epistellæsningen kunne man synge en salme, der handler om Guds gerning i og med os. Da jeg lidt tilfældigt bladede i salmebogen, passerede jeg nr. 384 "Til klart Guds ansigt vi skal se", hvor vi i vers 2 kan læse: "Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne", hvorfor salmen lægger os på sinde, hvad tro, håb og kærlighed er i det levede liv.

     Thomas Kingo kan så få ordet til sidst med en manende bemærkning om, at "min tro ej skal svigte". For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem den tro, der forkyndes i kirken, og den tro, vi i vore omgivelser lever på til daglig. Det er nr. 624 "Gud er Gud, før jorden skabtes". Den kan vi lægge os på sinde, når vi går hjem fra kirke.

     

Mit salmevalg: 3 – 895 – 384 / 695 – 624.

Enogtyvende søndag efter trinitatis


Hvis nr. 732 "Dybt hælder året i sin gang" ikke har været brugt på Alle helgens dag, vil jeg bruge den på denne søndag. Ellers vil jeg foreslå en morgensalme af Kingo som for eksempel nr. 743 "Nu rinder solen op af østerlide". Det er en dejlig livsbekræftende salme her i den mørke tid, og den passer også godt til søndagens tekster.

     Syreren Na'aman møder man et par gange i rækken af tekster, dels i fortællingen om Jesus, der prædiker i synagogen i Nazaret (Luk. 4,16-30), dels i den gammel-testamentlige læsning til denne søndag. Han har også fået en birolle i en grundtvig-salme, der handler om tro. Det er nr. 580 "Jesus, dødens overvinder", hvor vi i vers 4 bliver advaret mod at tænke som Na'aman, der mente, at enhver flod kan være lige god at bade sig i for at slippe af med spedalskheden. Grundtvigs pointe er, at det er troen på dåben, der renser. Den pointe er god at få med i forlængelse af fortællingen om Na'aman.

     Som salme efter epistellæsningen og inden evangelielæsningen om den kongelige embedsmand i Kapernaum og hans syge søn vil jeg foreslå nr. 652 "Vor Herre! til dig må jeg ty". Den passer godt til begge tekster.

     Evangeliet handler også om tro. Den kongelige embedsmand troede Jesus på hans ord og gik hjem i tillid til det, han hørte. Han gik troens vej, kunne man sige. Det kunne lægge op til at synge nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender". Eller det kunne være en anden trossalme som for eksempel nr. 577 "Vor tro er de forvisning på". Man kunne også hæfte sig ved embedsmandens elendighed og bekymring for sin dødssyge søn og så lade sig trøste af nr. 655 "Er du modfalden, kære ven" på Carl Nielsens melodi. Jeg er mest tilbøjelig til at vælge den sidste – også fordi den sammen med nr. 652 danner en fin ramme omkring evangelielæsning og prædiken.

     Da det er Luthers fødselsdag den 10. november, vil det være passende at runde gudstjenesten af med hans fine lille salme nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord", hvis oprindelige polemik imod både paven og tyrkerne er blevet dæmpet noget ned i Grundtvigs og H.S. Prahls gendigtninger fra henholdsvis 1837 og 1888.

   

Mit salmevalg: 743 – 580 – 652 / 655 – 337.

Alle helgens dag


Da jeg var barn i 1950’erne, var der på vores kirkegård et enkelt gravsted, hvor der var tændt et levende lys på Alle helgens dag. Det syntes vi alle sammen var meget mærkeligt og mente, at det nok var noget katolsk. Nu er skikken vidt udbredt i hele landet og bliver også brugt på andre tidspunkter end Alle Helgen. Det er også i rigtig mange kirker blevet skik at læse navnene på dem, der er døde i årets løb. I det hele taget står Alle Helgens dag meget stærkere i den folkekirkelige bevidsthed, end det var tilfældet for et halvt århundrede siden.

     Til Alle helgen er der en del salmer, der melder sig af sig selv. For det første er der et par efterårssalmer, som jeg gerne vil synge. Det er nr. 732 “Dybt hælder året i sin gang”, dernæst nr. 653 “I falmende blade, du kølige vind”. Men først og fremmest er der nr. 571 “Den store, hvide flok vi se”, som efter min opfattelse er et “must”. Også nr. 573 “Helgen her og helgen hisset” bør overvejes. Man kunne også synge nr. 250 “Kommer, sjæle, dyrekøbte”, som vel egentlig hører hjemme på Kristi himmelfarts dag, men jeg synes også, at det giver god mening at synge den til Alle helgen. Endelig er der nr. 560 “Det livets ord vi bygger på” og den efterfølgende nr. 561 “Jeg kender et land”. Nr. 538 "At sige verden ret farvel" kunne også være en mulighed. I “100 salmer “ er der også et par salmer, som jeg vil overveje. Det er nr. 857 “Som solskin over mark og hav” af Jens Rosendal, samt nr. 837 “Dagen bliver så kort ved Allehelgen” af Holger Lissner (melodien er enkel og let at lære) og Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 838 “Ser ud over landet mod skoven”.

     Der er ikke plads til dem alle sammen og jeg tænker mig, at salmevalget vil afhænge noget af, hvordan man har tænkt sig, at prædikenen skal være. Skal vægten ligge på helligdagen og mindelsen om de afdøde, eller skal den ligge på saligprisningerne, som jo nok mere er en påmindelse til de endnu levende? Man kan jo også lige have i tan-kerne, at der på Alle helgens dag er tradition for at markere den lutherske reformation, hvorfor det vil give mening at synge nr. 336 "Vor Gud han er så fast en borg". Netop på Alle helgens dag kan der være grund til at blive mindet om, at vi kan lade vort liv, gods, ære, barn og viv fare i Guds navn, så længe vi beholder Guds rige.


Mit salmevalg:  653 – 837 - 571 / 336 – 560.

Nittende søndag efter trinitatis


Blandt de nyere salmer kan jeg især godt lide Lars Busk Sørensens efterårssalme nr. 731 "Nu står der skum fra bølgetop", fordi den tænker naturens, årets og vor egen endelighed sammen. Men jeg synes ikke, at den skal belastes af blive sunget på melodien fra "Lær mig, o skov, at visne glad" (nr. 537), så det er godt, at de har fået sin egen melodi af Henning Wellejus. Den skal være indgangssalmen.

     Den gammeltestamentlige læsning er fra der del af Esajasbogen, der stammer fra eksiltiden i Babylon. Forløsningen, hjemkomsten nærmer sig. Tillidsfuldt lægger folket sin skæbne i Guds hænder. Han vil befolke Jerusalem og genopbygge Judas byer. Eksilet i Babylon kan bruges som en allegori, et sindbillede på kirkens vilkår her i verden under foreløbighedens vilkår. I salmevalget er der flere gode muligheder i den del af salmebogen, der handler om "Modgang og håb" og det efterfølgende afsnit om "Trøst og fred". derfra jeg vælger nr. 675 "Gud, vi er i gode hænder" på Willy Egmoses melodi fra 1986.

Efter epistellæsningen synes jeg at vi skal synge nr. 481 "Løgnens fader vi forsage". Den giver god mening efter Efeserbrevets tale om at aflægge både det gamle men-neske og løgnen. Efter de to første salmer, som havde et moderne tonesprog, kunne måske være fristende at synge nr. 481 på Lasse Lunderskovs melodi, men den fore-kommer mig at være en smule fortænkt, så jeg vil hellere synge salmen på Henrik Rungs melodi, som godt kan gå an efter de melodierne til de to første salmer.

     I prædikenen kunne man diskutere forholdet mellem helbredelse og tilgivelse. Måske skal man se efter salmer, der handler om både det ene og det andet, det vil sige, at så skal vi nok lede efter salmer, der handler om Guds forsyn. I fortællingen om den lamme i Kapernaum går Guds forsyn ud på, at manden har mere brug for sine synders forladelse end for sin førlighed og helbred. Men han kom hjem med begge dele. Som kaj Munk siger det i en prædiken: Det var en mand i dybe tanker, der kom hjem til sin kone med sengen på nakken. "Thi når vor sjæl er i Guds hånd, Guds ord i mund og hjerte, da brister for os alle bånd, som pine kan og smerte", Det er vers 3 i nr. 33 "Han, som har hjulpet hidindtil". Det er den, vi skal have efter prædikenen.

     Til sidst skal vi have nr. 787 "Du, som har tændt millioner af stjerner", som udgangssalme. Den passer selvfølgelig bedst i en aftensgudstjeneste, men den kan også gå an som afslutning på en ordinær søndagsgudstjeneste, fordi den – uden at det siges direkte - tænker spørgsmålet om legemlig og sjælelig frelse sammen i en helhed.           

Mit salmevalg:  731 – 675 – 481 / 33 – 787.

Attende søndag efter trinitatis


Søndagsteksten består af to halvdele, som hver begynder med at stille et spørgsmål. For det første er der spørgsmålet: "Hvad er det største bud i loven?" Det kan være, at man allerede har gjort noget ud af det spørgsmål i prædikenen til 13. søndag efter trinitatis, hvor spørgsmålet var optakt til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Hvis loven og moralen skal være et tema på denne søndag, kunne man måske synge Iben Krogsdals salme nr. 889 "Du skal elske din næste som dig selv", men den er mig en tand for moralistisk. Så foretrækker jeg Brorsons nr. 691 "Loven er et helligt bud" som det bedste forslag til salmen efter prædikenen.

     For det andet er der spørgsmålet: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" Med afsæt i dette spørgsmål har K.L. Aastrup skrevet en fin katekismusagtig salme, som jeg gerne vil have med som salme efter prædikenen på denne søndag, forudsat, at man ikke har begrænset sig til at prædike over det store bud i loven. Det er nr. 54 "Hvad mener I om Kristus?" Salmen udfolder en hel kristologi, som endda har det eskatologiske perspektiv med, hvilket i øvrigt er karakteristisk for Aastrups salmer i modsætning til flertallet af de nyere salmer, som til ofte lader kristologien kredse om en form for imitatio-fromhed.

     Salmen før prædikenen må til gengæld gerne forholde sig til det store bud i loven ved at reflektere over gudsbegrebet, trinitarisk forstået. Det lægger op til, at vi skal synge en helligåndssalme, og det må gerne være nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd!". Når man synger salmen er det værd at have med i baghovedet, at kærlighed og sandhed ikke er almenbegreber. Når Grundtvig i salmen taler om kærlighed mener han Kristus, og når han taler om sandhed mener han Gud – bortset fra vers 6, hvor kærlig-heden til denne jord er lig med det begær, det skal slukkes, for at vi i stedet kan blusse af den ind, som Ånden tænder for himlen. I vers 7 har jeg i mange år bøvlet med at tænke over, om "freden" er subjekt eller objekt for verbet "forstyrrer". Det samme gælder i sidste linje "enigheden", som kan være både subjekt eller objekt for verbet "gør". Begge dele kan give mening.

     Stadig med kristologien og gudsbegrebet i tankerne er det på tide at få sat tonen i gudstjenestens begyndelse. Det skal være med en gedigen gudstjenestesalme, så jeg vælger nr. 403 "Denne er dagen, som Herren har gjort". Med henvisningen til badet og bordet i vers 4 forudsætter salmen, at der både er dåb og altergang i gudstjenesten. Hvis der hverken er det ene eller det andet, kunne man i stedet vælge nr. 405 "Søndag er vor Herres dag".

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 40, vil det være nærliggende at vælge nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære". Men den kan hurtigt blive en overrendt salme på denne plads, så jeg går derfor ind i "100 salmer" og finder frem til nr. 871 "Du virker i det stille". Både tekst og melodi er fra 2011 og derfor endnu ikke særlig kendt, men jeg synes, at salmen med både tekst og melodi fortjener at blive introduceret i gudstjenesten.

     Og så er der udgangssalmen, som også godt må kredse om gudsbegrebet. Nr. 25 "Hvert et lys i livets nat" vil passe godt. Den er heller ikke for lang her ved gudstjene-stens slutning. Men jeg synes, at en skal synges på Jean Baptiste Lully's melodi fra 1661, som vi kender fra "Rind nu op i Jesu navn". Den melodi er menigheden forment-lig også mest fortrolig med.

                

Mit salmevalg:  403 – 871 – 292 / 54 – 25.

Syttende søndag efter trinitatis


Hvert år, når vi er godt på vej ind i det mørke halvår, får jeg lyst til at hilse den nye dag velkommen med nr. 736 "Den mørke nat forgangen er", så det skal være den første salme på denne efterårssøndag.

    Den næste salme giver også næsten sig selv. Det skal være nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære", som er en gendigtning af den gammeltestamentlige læsning fra Ps. 19. En søgning i dokumentet med mit salmeforbrug viser, at den også var med på 8. søndag efter trinitatis, men det er jo allerede et par måneder siden. Den samme søgning viser, at jeg den søndag også havde nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd" med, men da den passer godt til epistellæsningen på denne søndag, får den også lov til at komme med igen som salmen før prædikenen.

     Det går knap så let med salmen efter prædikenen, hvilket hænger sammen med, at prædiketeksten rummer to perikoper, som der ikke er nogen indlysende saglig sam-menhæng imellem. Hvis man kan forudsige, hvordan prædikenen falder ud, kan det være med til at afgøre salmevalget. Hvis man i prædikenen holder sig til første del af teksten, som handler om, hvorvidt det er tilladt at helbrede på sabbatten eller ej, er man måske henne i retning af noget med civil ulydighed. Kan man sætte sig ud over loven, når det drejer sig om eutanasi? om at skjule flygtninge? om at gøre oprør mod en despotisk myndighed? og så videre. Kan man offentligt påberåbe sig retten til civil ulydighed? Eller er det et ret, man bliver nødt til at tage i det skjulte helt og aldeles på eget ansvar, velvidende at man offentligt kan blive nødt til at stå til regnskab? Denne første del af teksten kunne friste til at vælge nr. 710, eventuelt på den måde, at man kapper de to første vers af, så man begynder med at synge: "Kærlighed alt sit udretter som nødvendigt, men dog frit, flytter frit, hvad loven sætter".

     Hvis man vælger at prædike over tekstens andel del om at ophøje eller ydmyge sig selv, kunne man vælge en salme som nr. 609 " Dybt fornedres skal enhver". Og så slår det mig, at der måske alligevel er en sammenhæng mellem tekstens to halvdele: De kan begge to gøres til et spørgsmål om (kristen?) etik. Den første halvdel af teksten handler om casualetik (skønsmoral), den anden halvdel om materialetik (regelmoral). Set fra den synsvinkel er første halvdel af teksten mest spændende at give sig i kast med, så jeg vælger nr. 710, 2-8.

     Hvis man hager sig fast i den opfattelse, at det i prædikenen kommer til at handle om etik, så kan det også komme til at afgøre valget af udgangssalmen med for eksempel nr. 752 v. 4-5 "Gå da frit" eller nr. 373 "Herre, jeg vil gerne tjene". Og så er der nr. 370 "Menneske, din egen magt", som Willy Egmose har skrevet en munter melodi til. Den vælger jeg at gå hjem på.


Mit salmevalg:  736 – 392 - 289 / 710 v. 2-8 – 370.