01. Advents- og juletiden, 1. række

Advents- og juletiden, 1. tekstrække

Første søndag i advent – Matth. 21,1-9: Indtoget i Jerusalem.


Vor Herres håb


Palmesøndag holdt Jesus sit indtog i Jerusalem, og første søndag i advent holder han sit indtog hos os. Måske er det ikke lige det kongelige, der falder i øjnene. Det er derfor heller ikke sådan, at de store og mægtige i vort samfund ved hans komme føler deres magt truet. Og det er heller ikke sådan, at folk i almindelighed er vrede på ham, fordi han ikke kommer med de velfærdsgoder, som folk forlanger. Det er snarere ligegyldigheden, der omgiver vor Herre og hans ord. Men det kan nu i øvrigt komme ud på ét. Til syvende og sidst gør det jo ingen forskel, om det er vreden eller ligegyldigheden, der ledsager vor Herre ved hans ankomst. Hans ensomhed er i alle fald den samme.

     Sagtmodigt går han vejen til ende ind i mørket og ned i den afgrund, som vi ængstes for og flygter fra. I ensom majestæt - ja, netop på kongelig vis - bærer han på det håb, som vi selv har forladt, fordi vi ikke selv har tro nok til at tro det, som vi egentlig håber på, nemlig det sidste og yderste håb om, at Gud ikke vil opgive os, og efterlade os i løgnens og mørkets og dødens verden.

     Altså er det Jesu tro, der kommer til at bære på vort håb, idet han med sagte mod tager det med sig igennem lidelse og død til opstandelse og nyt liv.

     Hvad det betyder for os i denne mismodige mørketid, er ikke til at sige. Ja, det er netop ikke til at sige, fordi de ord, vi råder over, ikke slår til, skønt sagen vist nok egentlig er meget enkel: Det er vor Herre Jesus Kristus, der bærer på vort håb! I hans ord rummes alt det, som vi menneskeligt set kan håbe på. Vi kan ikke håbe på noget, der er større og mere ægte og sandt end det, han siger.

Men idet han bærer på vort håb uden at svigte det, fordi han ved, hvad vi trænger til, så kommer dette håb i anden omgang til at bære os, når vi vandrer ad tilværelsens uoverskuelige veje, hvor vi uundgåeligt støder på ensomhed og lidelse og til sidst døden. Selv om vi i kirkeåret lige nu befinder os i begyndelsen, så lever vi ikke desto mindre i tiden efter jul, påske og pinse. I denne "eftertid" har vi fået lov at tro, sådan som Jesus troede. Og derfor kan vi her i denne verden frejdigt gå ad de veje, som Gud selv har villet kende, da han i vor Herres ringeagtede skikkelse holdt sit indtog her i verden. Og så skal vi da selv gå vejen til ende, idet vi i troen bliver båret af det håb, som Jesus selv har båret for os i sin kongelige sagtmodighed.


Anden søndag i advent – Luk. 21,25-36: Jesu genkomst


Den falske og den sande dommedag


Når vi taler om dommedag, taler vi om den store kollektive ødelæggelse, som vi kan påføre os selv med atomvåben, gennem forurening og forgiftning af vores omgivelser. Den noksom omtalte globale opvarmning er også en slags dommedagsforestilling. Alligevel er det ikke den ægte vare, der er tale om. Den selvskabte dommedag har kun navnet til fælles med den rigtige dommedag, som er Guds dag.

     Der skal ske tegn og sol og måne, og mennesker skal gribes af angst og rådvildhed, og de skal gå til af skræk og frygt for det, der skal komme over verden! Sådan forbereder Jesus sine disciple på den dommedag der skal komme. Men så føjer han noget til, som er ganske overraskende. Han siger nemlig til dem: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig!" Det vil sige, at han selv ser på dommedagen som en befrielse. Og det skal hans venner derfor også gøre.

     I skal ikke være bange! siger Jesus til disciplene. I har ikke noget at frygte for! Og I skal slet ikke være bange for Gud, for I kender Gud, fordi I kender mig. Det, som Jesus siger, er at han selv er et afgørende tidens tegn. Ligeså vel som man af træernes blade kan se, når sommeren begynder at nærme sig, ligeså vel kan man af den måde, Jesus færdes i verden på, skønne at Guds rige er kommet nær. Det betyder, at det, som alle andre frygter for, netop det skal vor Herres disciple glæde sig til. Tegnet på, at det skal være sådan, fremgår f.eks. af den måde, Jesus gjorde fælles sag med toldere og syndere på, eller det fremgår af den måde, han tog sig af de udstødte og foragtede, idet han forkyndte evangeliet for fattige, dvs. for dem, som ikke havde andet at holde sig til end det. At alt dette sker, er også tidens tegn. Og de tegn er stadig til. De fornyer bogstaveligt talt sig selv, når vi holder gudstjeneste. Gudstjene-sten er et tegn på, at Guds rige er nært. Den er et tegn på, at Gud ikke er ligeglad med os, men holder fast i os, så vi selv bliver holdt fast i det, at livet er fuld af mening, selv om vi gang på gang svigter det, der er meningen med os.

    For der er en mening med os! Det er godt at vide, at der er det. Det er godt at vide, at der er noget, som står fast, når alt andet inklusive mig selv vakler! At noget står fast, betyder at vi hele tiden bliver ført tilbage til vores oprindelse hos Gud. Dér hører vi til! Vores svigten og vores utroskab hører derimod ikke til dér. Al den synd, der klæber sig til det liv, som vi allerede har levet, går ind under dommen. Men synderen bliver tilgivet, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet. Det er det glade budskab i evangeliets tale om dommedag. Netop fordi dommedag er vor Herres dag, skal vi rette os op og løfte vore hoveder i tillid til, at vor forløsning er nær.


Tredje søndag i advent – Matth.11,2-10: Johannes Døbers spørgsmål og Jesu svar.


Kærligheden samler og heler


Da Guds rige omsider kom, så det helt anderledes ud, end Johannes Døber havde ventet. For da Guds rige kom, da kom det ikke med hævn og gengæl-delse, men det kom med kærlighed og tilgivelse. Det, der bragte Johannes Døber i tvivl, var rystelsen og forargelsen over, at Guds rige var helt ander-ledes, end han havde ventet. Man kan høre det i Johannes' spørgsmål til Jesus: "Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?"

    Som svar på det spørgsmål peger Jesus på det andet, som i følge den gamle profet Esajas også hører Guds rige til, nemlig at blinde skal se, og døve skal høre samt frem for alt: At evangeliet skal forkyndes for fattige. Disse ting er tegn på, at Guds rige er kommet.

     Men for Johannes at se mangler der noget. Der mangler hævnen og gengældelsen. Og derfor er Johannes skuffet. Han er skuffet over Gud. Der er ikke noget format over den Gud, der kommer til syne i vor Herres Jesu Kristi skikkelse. Det er for let blot at tilgive. Og hvad mere er: Der er noget ydmy-gende ved at skulle leve af tilgivelse.

     I grunden forstår man udmærket Johannes Døbers tvivl, for det er en såre menneskelig og almindelig tvivl. Det er simpelthen for lidt, det Jesus kommer med. Sådan som Jesus taler om Gud, sådan må Gud ikke være.

     Alle præster kender denne fornemmelse af, at det er for lidt, man har med op på prædikestolen. Det hverken imponerer eller tiltrækker nogen. Og det hænder vel i øvrigt også, at en og anden kirkegænger forlader huset og går skuffet bort, fordi det var for lidt. Ret beset er det lettere at forstå dette med, at det skal gå retfærdigt til, og at der derfor må være noget med hævn og gen-gældelse. Det er der alvor i! Og det burde da også hver eneste dag være et krav, vi stiller til os selv, nemlig at det - så vidt det står til os - skal gå retfær-digt til.

     I livet er det sådan, at hævnen og gengældelsen splitter og ødelægger. Kærligheden og tilgivelsen samler og heler.

     Det rige, som Jesus kom med, da han gik omkring på jorden, kaldte han selv for Guds rige, og han lod os forstå, at det er et rige, hvor det er kærlig-heden og tilgivelsen, der råder, og derfor er et sted, hvor der samles og heles. Det evangelium gik han rundt og forkyndte for fattige.

     Det er ikke hævnen og gengældelsen, der opretter Gud rige. Men Guds rige er dér, hvor Gud ved sin ånd gør alting godt i vort Himmerige, som indtil videre er kirken, ved at lade sin kærlighed og tilgivelse råde.

     Men det er nok tænkeligt, at man i en eller anden forstand skal være fattig for at kunne begribe den rigdom, der er i det!


Fjerde søndag i advent – Johs. 1,19-28: Johannes Døbers vidnesbyrd.


En, som vi ikke kender


Her i adventstiden er mange af kirkerne oplyste. Enten ligger de dér i aften-mørket og er oplyst af projektører, som er stillet op rundt om kirken. Eller også er der tændt lys inde i kirken, så man på vinduerne kan se, at det er en kirke, man passerer, når man kører forbi på landevejen. Selv om der er lys derinde, er der ingen. Kirken er tom. Måske kan ingen mere rigtig kan huske, hvad den er til for? Måske er den blevet til en kulisse?

     Hvis kirken er blevet til en kulisse, kan man lige så godt bruge den som ramme om alskens religiøsitet og gospelmusik. Og når nu de fleste andre i sognet ikke tror på Gud – og menighedsrådet heller ikke gør det – hvorfor skulle præsten så gøre det? Derfor kan man jo godt have det rart i kirken alligevel og i prædikener lade sig underholde om de nyeste påfund inden for litteratur, kunst og madlavning.

     Midt iblandt jer står en, som I ikke kender! Og han skal komme efter jer, skal ham! Med sit ord skal han både følge og forfølge jer. Som det hedder i et af Kingos oprindelige vers i salmen Nu kom der bud fra englekor: "Han er Guds Søn så stor og stærk, som Satan skal bekrige." Han skal bekrige alt det, som får os til at glemme, hvad livet går ud på. Han skal ruske op i os, når vi falder hen i sløvhed. Han skal få os til at tvivle på os selv, når vi opsluges af selvtilstrækkelighed. Som lyset spreder mørket, og sandheden tilintetgør løgnen, når den kommer for dagen, således skal Guds og Marias søn føre os fra døden til livet, når vi mentalt befinder os derude i den golde ørken, hvor ingen ved i hvilken retning, vi skal gå for at finde hjem.

     Ligesom Guds kraft overskyggede Maria, så hun blev med barn og kunne bringe Gud til verden i et menneskes skikkelse, således må vi slutte advents-tiden med en bøn om, at Vor Herres Jesu Kristi ånd vil overskygge os, så vi i åndelig forstand kan undfange Kristus og bringe ham til verden i den tid, vi lever i.

     Det er meningen med kirken, at Gud i vor Herres ord skal komme til verden her og nu. Han kommer til os som en, vi ikke kender, men som til gengæld kender os – og alligevel ikke er ligeglad med os. Lad os glæde os til, at han kommer!


Juleaften – Matth. 2,1-12: Stjernen over Betlehem.


Du soles sol fra Betlehem


Godt et århundrede efter, at Jesus var blevet født, var der en biskop i Antiokia i Syrien, som endnu var underlagt den romerske kejsers magt. Biskoppen hed Ignatius. Kejseren kunne ikke lide biskoppen, fordi biskoppen kun ville tro på Jesus og ikke på nogen anden, så derfor blev biskoppen hentet til Rom og kastet for løverne. Undervejs til Rom funderer biskoppen i nogle breve over forholdet mellem Guds magt og kejserens magt, og han tænker over det mærkelige i, at Guds magt er kommet til verden i det skjulte i stalden i Betlehem, og dog er det en magt, som overgår alle andre magter. I den forbindelse kommer han til at tænke på stjernen over Betlehem. Det skriver han om i et brev til de kristne i Efesus:

    "En stjerne skinnede på himlen mere end alle andre stjerner, og dens lys var uudsigeligt, og den vakte undren, fordi den var ny. Alle de andre stjerner blev sammen med sol og måne et kor om stjernen, og den overstrålede med sit lys dem alle, og de var bestyrtede over, hvorfra dette nye kom, der var så forskelligt fra dem selv. Da blev al trolddom bragt til ophør, alle ondskabens lænker sønderbrudt, vankundigheden udryddet, det gamle rige tilintetgjort, da Gud åbenbarede sig som menneske for at bringe dette nye, det evige liv. Da tog det, som var beredt hos Gud, sin begyndelse. Ud fra det blev alt sat i bevægelse, thi dermed begyndte døden at blive opløst." (Biskop Ignatius af Antiokia i brevet til Efesus 19,2-3).       

     Den gamle biskop var ikke bange for hverken livet eller døden. Selvfølgelig er der magter på spil som for eksempel kejserens magt, men han er ikke bange for dem. De kan ikke gøre ham noget. Ikke engang kejserens magt kan gøre ham noget, selv om han nu på kejserens befaling er på vej til Rom for at blive kastet for løverne i Colosseum. Han går vejen til ende med ro i sindet, fordi han tror, at Guds magt er større, og fordi han ved, at Guds magt nu er i verden, fordi den kom til verden i det skjulte i nattemørket i Betlehem.

     I dette mørke er der tændt et lys, som vokser sig større og større og bliver til en morgenrøde og en solopgang, der jager alle dødens skygger på flugt ved at sprede det mørke, der er omkring os, og det mørke, der er inden i os.

     Det er lige præcis, hvad julen betyder – nemlig dette, at vi ikke skal være bange for hverken livet eller døden trods de mange mærkelige magter, der er på spil. De har ikke nogen magt over os. Vi kan tillidsfuldt gå vejen til ende, fordi vi tror, at Guds magt er større, selv om den kom til verden i det skjulte, i nattemørket omkring Betlehem.

                          Du soles sol fra Betlehem!

                          hav tak og lov og pris

                          for hvert et glimt fra lysets hjem

                          og fra dit Paradis!

På den baggrund kan vi ønske hinanden en glædelig jul!



Juledag – Luk. 2,1-14: Jesu fødsel.


Hvem tæller hyrderne?


Fortællingen om Jesu fødsel begynder med en datering, som siger, at "det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden". Det var, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien, får vi at vide. Det drejer sig med andre ord om bevislig verdenshistorie og samfundshistorie. Det var af hensyn til skatteudskrivningen, at folk skulle tælles op.

     Men det er ikke dér, det gode budskab – evangeliet – begynder. Det be-gynder med en anden fortælling, som ikke på samme måde er bevislig, men derfor kan den godt være sand. Fortællingen foregår ude i ødemarken, ude i det yderste mørke, dér hvor der ikke er nogen, der kommer frivilligt. Men derude er der altså nogle, som skal være der. Det er nogle anonyme hyrder, som vogter deres får og geder. Man kan forestille sig, hvordan de om aftenen og natten sidder derude omkring bålet, hvor de er plaget af angst og ensom-hed. Natten derude er ikke ufarlig. Der er vilde dyr, som går på rov, og de tager det ikke så nøje med, om det er et får, eller det er en hyrde, de stiller sulten med. Hver morgen skal hyrderne tælle deres får og geder. Men hvem tæller i grunden hyrderne? Hvem holder øje med dem? Det er ikke sikkert, at der er nogen, der gør det. I virkeligheden er der måske ingen, der tænker på, at de er derude! Medmindre Gud tænker på dem.

     Evangeliet er, at det gør Gud. Han har ikke glemt, at de er der, for i så fald havde han ikke sendt sin engel til dem for at forkynde den store glæde, som skal gælde hele folket. Glæden er, at der er født en frelser, som også vil tælle hyrderne med, og som ikke glemmer dem, selv om alle andre svigter og er ligeglade med dem.

     Det er den store glæde for de af os, som har opdaget, at vi egentlig ikke er andet end hyrder på marken!


Anden juledag (Skt. Stefans Dag) - Matth. 23,34-39: Dommen over Jerusalem.


Som en høne samler sine kyllinger


"Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke", siger Jesus til det genstridige Jerusalem. Jeg ville, men I ville ikke! "Se, jeres hus skal blive overladt til jer selv, øde og tomt". Med disse ord tænker Jesus på templet i Jerusalem, hvor gudstjenesten skal høre op. Sådan gik det også. Ikke blot hørte gudstjenesten op, templet blev også revet ned. Sådan kan det også komme til at gå hos os selv, at vort kirkehus skal blive forladt, fordi gudstjenesten hører op.

     Men det betyder ikke, at der ikke mere er noget, der hedder kristendom. Det kan være, at kristendommen flytter et andet sted hen – til Afrika for eksempel. Efter at Gud i vor Herres skikkelse er kommet til verden, og dette budskab er blevet forkyndt, kan det ikke mere tænkes ud af verden. Der vil altid være mennesker, for hvem det er en livsnødvendighed, at dette budskab er til, og at det kan høres igen og igen. Der vil altid være mennesker, som bogstaveligt talt vil sætte livet ind på, at evangeliet kan blive forkyndt, fordi livet for dem ville være meningsløst uden.

     Evangelieteksten slutter med, at Jesus siger: "Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" – Sådan sang de, da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem. Og sådan synger vi, når vi under gudstjenesten holder altergang. "Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" Det er svaret på den begivenhed, at Gud kommer til verden og holder sit indtog hos os.Men det er på den anden side ikke nogen selvfølge, at den begivenhed finder sted. Vi har ikke noget krav på, at det sker. Gud kan også tage sit ord fra os igen, og vort kirkehus kan blive overladt til os selv. Men så længe der er gudstjeneste, er enhver gudstjeneste ret beset en julebegiven-hed. Den er en begivenhed, der består i, at Gud kommer til os. Og hvor den begivenhed finder sted, har vi derfor ikke andet at svare end ordene: "Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" Af samme grund slutter prædikenen i kirken med en lovprisning: "Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed"


Julesøndag – Luk 2,25-40: Simenon og Anna.


Bestemt til fald og oprejsning


Som spædbarn blev Jesus af sine forældre bragt til templet, sådan som skik og brug var. Her mødte de et par gudsfrygtige mennesker, Simeon og Anna. Simeon tager barnet i sine arme og velsigner både barnet og dets forældre, hvorefter han på profetisk vis siger: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som skal modsiges, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag".

     Den profeti kom til at gå i opfyldelse. Modsigelsen af det, som Jesus bragte med sig ind i verden, fulgte hans færd fra først til sidst, indtil den kulminerede i Pilatus' gård, hvor hele folket råbte og skreg for at få ham korsfæstet. I sit eget folk blev han en anstødssten og snublesten, som Paulus udtrykte det. Paulus var jo selv et menneske, som faldt over denne snublesten for også at blive rejst op igen.

     Det, som Simeon siger om fald og oprejsning, skal ikke forstås på den måde, at Jesus blev til fald for nogle og til oprejsning for nogle andre. Jesu ord er ikke to slags tale, hvoraf den ene fører nogle til fald. og den anden fører andre til oprejsning. Det er den ene og samme prædiken, der rammer det ene og samme menneske, som fører til fald og oprejsning. Afhængigt af hvor meget eller hvor lidt vi vogter om vor egen stolthed, hører vi vor Herres ord som dom og som tilgivelse.

     I min gamle sognekirke i Asperup er der over korbuen et kalkmaleri af Kristus, som sidder på dommersædet. I billedet ser vi, at der af hans mund udgår et sværd og en lilje, som symboler på det, han siger. Men det er det ene og samme ord, der for os tager skikkelse som sværd og som lilje. Det er det ene og samme ord, der for os bliver til fald og til oprejsning.

     "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden", hedder det i Johannes-evangeliet. I julen er lyset kommet til verden. Endnu er det så spinkelt og skrøbeligt som et spædbarn, men det vokser sig større og større. Ved dette lys skal "mange hjerters tanker komme for en dag" – til fald og oprejsning!