10. Fastetiden, 2. række

Langfredag – Johs. 19,17-37: Jesu død.


Det er fuldbragt


Langfredag er en dramatisk dag, og man spørger sig selv, om det kunne være gået anderledes. Ja, det kunne det vel. Jesus kunne have kaldt alt det tilbage, som han havde sagt og gjort. Da han stod foran ypperstepræsternes og Pilatus' domstol, kunne han have erklæret, at det hele var én stor misforståelse. Han kunne have sagt, at han ikke havde ment det sådan, og at han i øvrigt "var kommet på bedre tanker". Han kunne have sagt, at det selvfølgelig var forkert at sidde til bords med toldere og syndere. Han kunne have sagt, at det naturligvis havde været det rigtigste at stene den kvinde, der på fersk gerning var grebet i hor, sådan som også loven siger. Og det, han i den forbindelse havde sagt om, at den der var skyldfri kunne kaste den første sten, var selvfølgelig ikke ment bogstaveligt.

     Men han kaldte ikke noget tilbage af det, som han havde sagt og gjort. Tværtimod gik han vejen til ende i en fuldkommen grundløs kærlighed til de mennesker, for hvem hans tro var blevet deres eneste trøst. Hvis han havde dementeret sin egen livsvej, så havde han dermed også dementeret de fattiges eneste trøst. Og hvad havde de så haft at holde sig til? Så var den hjerteglød, der havde lyst op og varmet i deres tilværelse, slukket og gjort til løgn. Så havde døden alligevel sejret over kærligheden – hvis han altså af frygt for selv at dø havde kaldt sit ord tilbage.

     Jesus gik vejen til ende, og derfor kan vi frimodigt gå ad den samme vej i frejdig tillid til, at vi – trods alt det tilfældige og uoverskuelige – dog går på veje, som også Gud tør kende. Vejen er banet. I det øjeblik, da Jesus dør på korset, kommer det til orde i det sidste, han sagde: "Det er fuldbragt!". Han var gået vejen til ende tro mod dem, som i deres fattigdom og elendighed havde ladet sig trøste ved hans tro.   


Skærtorsdag – Johs. 13,1-15: Fodvaskningen.


Et forbillede


I mange af de gamle kirkerum kan man i hvælvingen over koret se nogle tilmurede klokkerebshuller. De stammer fra den katolske tid, hvor der var opstillet flere altre i kirkerne. Klokkerebene blev brugt under altergangen, når præsten foran alteret havde læst indstiftelsesordene. Dengang havde klokkerebene forbindelse med en lille klokke i det spir, der sædvanligvis var anbragt over koret. På Fyn kan man f.eks. se sådanne spir på Ullerslev Kirke og Vissenbjerg Kirke. Når klokken i spiret ringede, fortalte den folk i sognet, at nu fandt den hellige nadver sted, hvilket vil sige, at nu var Kristus i skikkelse af nadverens brød og vin legemligt til stede i sin menighed. Det er en opfattelse, som vi i den lutherske kirke har en lidt anden fortolkning af, og derfor ringer vi heller ikke mere med messeklokken under altergangen. Men der var det rigtige i den gamle skik, at den var et udtryk for, at menighedens fællesskab ikke har sine grænser ved kirkemuren. Fællesskabet rækker længere ud. Det rækker ud til folk i sognet, som måske ikke lige den dag er til stede ved gudstjenesten. Men de hører med alligevel. Og det, der foregår i kirken, gælder også dem, selv om de ikke er der.

     Menneskelige og folkelige fællesskaber har det med at gøre sig selv synlige ved at sætte grænser, så de bliver eksklusive. Det betyder, at der er nogle, der er lukket ude og derfor ikke er med. Fællesskabet om vor Herres ord gør derimod sig selv usynligt derved, at det er inklusivt. Det er åbent for alle uden forskel. Der er ingen, der på forhånd ikke hører med.

     Evangelisten Johannes husker skærtorsdag på en lidt anden måde end de tre øvrige evangelister. I alle fald hæftede han sig ved noget andet, nemlig dette at Jesus påtog sig husslavens arbejde ved inden måltidet at vaske fødder på dem, der satte sig til bords. Ved denne ene lejlighed brugte Jesus ordet "forbillede" om det, han gjorde: "Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer!"

     Et forbillede er et billede, som man tager for sig, for at man kan danne sig selv i lighed med det, som billedet viser. Menneskeligt set bør vi være forbilleder for hinanden, hvad vi desværre ikke altid er opmærksomme på.

     I al enfoldighed forstår jeg fodvaskningen og det efterfølgende måltid som en synlig-gørelse af vor Herres gerning blandt mennesker. I sig selv er fællesskabet usynligt, men det, som fællesskabet går ud på, gentager vi synligt i gudstjenesten med nadvermåltidet som ritual søndag efter søndag. Det gør vi, for at vi i vores vaklende tro kan have dette måltid som et fast holdepunkt og som et billede, der holder os fast på, hvad vor Herre har gjort for os, så vi hver for sig og i fællesskab kan danne vort daglige liv efter dette for-billede.


Palmesøndag – Mark. 14.3-9: Salvningen i Betania.


Hun gjorde det eneste rigtige


Der er vist nok ikke noget, der er så let og så omkostningsfrit som det at blive forarget på andres vegne, medmindre man selv har vilje til at gøre noget ved det, som forargelsen går på. Det er denne hule forargelse, Jesus spidder med sin bemærkning om, at de fattige altid er der, og – hvis man vil – kan man gøre godt med dem, når det skal være. Hvis man altså vil. "Mig har I derimod ikke altid", siger Jesus derefter til de forargede.

Men selvfølgelig er en sum på 300 denarer et betydeligt beløb. I datidens penge svarer det til det meste af en gennemsnitlig årsløn.

     Der må være en eller anden forhistorie til denne fortælling om kvinden, der salver Jesu fødder med nardussalme. "Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende". Og så får vi ikke engang at vide, hvad hun hedder! Man bliver nødt til at forestille sig, at hendes ødsle kærlighedsgerning mod Jesus har sin oprindelse i den ødsle tilgivelse, der var blevet hende til del i mødet med Jesus. Det kunne for eksempel have været hende, som farisæerne og de skriftkloge havde taget på fersk gerning i hor, og som de derfor ville stene ihjel. Hendes navn kender vi heller ikke. Men det kan også være lige meget. Det afgørende er ikke, hvad hun hed, men det afgørende er den tilgivelse, som blev hende til del. Det afgørende er heller ikke, hvad kvinden i Simon den Spedalskes hus hed, men det afgørende er det, hun gjorde, fordi hendes gerning kommer til at understrege, hvem Jesus er, nemlig at han er den helt enestående, som de ikke skal have hos sig for altid. For han lod Guds tilgivelse råde, og satte endda sit eget liv ind på, at det skulle være sådan. "Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden".

     Den anonyme kvinde, som vi hører om i fortællingen til palmesøndag, gjorde det for hende eneste rigtige. Og hvem har så ret til at blive forarget over det? Måske dem, der mente at have ret til at kaste sten på hende, som de havde grebet i hor. Men hvem er det? Da det kom til stykket, blev det ikke til noget, fordi Jesus sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, kan jo kaste den første sten." Men så luskede de af en efter en, de ældste først. Og det forstår man sådan set godt - jo ældre man bliver.


Mariæ bebudelses dag – Luk. 1,46-55: Marias lovsang.


Virkeligheden er altings prøve


Dogmet om jomfrufødslen er tilsyneladende en vældig anstødssten i mange menneskers forhold til kristendommen. Det kan også godt være, at Jesus i biologisk forstand ikke er Guds søn. Det er i sagens natur ikke muligt at foretage en DNA-analyse. Men det afgørende er jo også, at Jesus i al fald levede som Guds søn. Det kan godt være, at han var et ganske almindeligt menneske ligesom alle os andre. Men i så fald var han et meget usædvanligt ganske almindeligt menneske, og derfor bliver man aldrig færdig med historien om ham, når man først er blevet indfanget af den.

     Virkeligheden er altings prøve, siger man. Og sådan er det også her. I virkeligheden, det vil sige i sit levede liv, levede Jesus sådan, at han næppe kunne gøre andet end at kalde Gud for sin far. Og derfor er det ikke så mærkeligt, at de mennesker, som blev grebet af det liv, han levede, fandt på at kalde ham Guds søn. For hvad skulle de ellers kalde ham?

Man kan selvfølgelig sige, at Jesus var Josefs og Marias søn, så længe han hos dem levede det liv, som de gav ham at leve. Men en dag brød han op fra sit hjem for at leve et andet liv, nemlig det liv, som Gud gav ham at leve. I det liv er han Guds søn, fordi han aldrig tvivlede på, at livet er rigtigt på den måde. Det var det liv, der blev hans virkelige liv.

     Sådan tænker også evangelisten Lukas, når han i sin bog om Jesus fortæller om dengang, da Maria tog på besøg hos sin slægtning Elisabeth for at fortælle om det barn, der var på vej. Fortællingen om Jesu liv bliver naturligvis farvet af den virkelighed, som Lukas selv er blevet en del af. Det kommer også frem i hans gengivelse af Marias lovsang til Gud. I lovsangen forudgriber Maria den virkelighed, som Lukas har erfaret – en virkelighed, hvor alting er på rette plads, fordi der ikke er vendt op og ned på alt det, som vi har vendt på hovedet i vore egne tanker om, hvordan livet bør være. Derfor lovpriser Maria Gud som den, der gør vældige gerninger ved at splittet dem, der er hovmodige i deres hjerter. Han har styrtet de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe. Han har mættet sultende med gode gaver og sendt rige tomhændede bort. Sådan er Gud virkelig i det liv, som Jesus levede blandt de mennesker, han kaldte brødre og søstre.

     Sådan bliver Gud også virkelig blandt os, når vi i Jesu navn holder gudstjeneste og dermed bliver inddraget i den virkelighed, hvor han kalder os brødre og søstre. Og så er det i virkeligheden det liv, vi skal leve.

Midfaste søndag – Johs. 6,24-35: Livets brød.


Bag foreløbigheden er Gud


Johannesevangelisten har den underlige tilgang til historien, at han mere hæfter sig ved betydningen af det, der skete, end ved det, der rent faktisk fandt sted. Det gælder for eksempel nadvermåltidet, som sammen med dåben lige fra første færd har holdt sammen på kirke og kristendom. Men evangelisten fortæller ikke noget om det første nadvermåltid skærtorsdag aften. Derimod fortæller han, hvad begivenheden betød, og det gør han ved at fortælle om noget andet, som fandt sted ved samme lejlighed, nemlig fodvaskningen, hvor Jesus gjorde sig selv til tjener for sine disciple. Men selve måltidet hører vi ikke noget om.

Derimod hører vi tidligere i evangeliet om et andet måltid, nemlig den mirakuløse bespis-ning af de fem tusinde mennesker. Men igen hæfter evangelisten sig mere ved det, beg-venheden betyder, end ved selve begivenheden. Det, som begivenheden betyder, er at Kristus giver sig selv til de mange, sådan som det også er tilfældet i nadvermåltidet. Men han er ikke et forgængeligt næringsmiddel. Han er derimod det sande brød, som kommer fra Himlen. Han er livets brød.

     Selvfølgelig kender evangelisten nadvermåltidet fra gudstjenesten i den menighed, hvor han selv går i kirke. Og derudfra forstår han så betydningen af det, der fortælles om Jesus. Han kender alle de mange fortællinger om Jesus. Men hvad de mange fortællinger betyder, bliver først klart for ham, når han ser dem i det lys, der kommer fra gudstjenesten.

I sig selv har bespisningsunderet den politiske virkning, at folk ville gøre Jesus til konge. Det er der ikke noget nyt i. Det er de politikere, der lover skattelettelser med vækst, velfærd og øget forbrug, vi helst vil lægge øre til. For de lover det, der for os er det vigtigste. Men der er noget, som er mere vigtigt end det at spise og drikke og være mæt. Jesus siger fuldkom-men ubeskedent, at det vigtigste i livet er at kende ham og gennem ham kende Gud som den himmelske far. Intet i verden kan være mere vigtigt end dette. Intet kan være mere vigtigt end at kende Gud, sådan som han kommer til os i vor Herres jordiske skikkelse.    Sådan som vor Herre Jesus Kristus er, sådan er Gud. Og det er det evige liv at tro det.

Her i denne verden lever vi i foreløbigheden og ikke i fuldendelsen. Og her i foreløbigheden har vi i nadveren fået et beskedent måltid at holde os til. Og dog er det et måltid, hvis indhold er intet mindre end Kristus selv, som på den måde er til stede midt iblandt os med al sin kærligheds rigdom, for at vi i ham skal kende Gud.

     Nadveren er mere end noget andet det element i kristendommen, som holder os fast på, at bag ved alt det foreløbige, dér er ikke den store intethed og tomhed. Men dér er Gud og hans rige!


Tredje søndag i fasten – Joh 8,42-51: Jesus og Abraham.


Vore gerninger vidner om os


I en noget arrig ordveksling har Jesus om jøderne sagt, at de har Djævelen til far. Det vidner deres gerninger nemlig om. Jødernes modangreb går ud på, at Jesus er en samaritaner, og at han er besat, hvilket givetvis er det, man i samtiden har sagt om Jesus, plus det at han var en fråser og vindranker, der omgikkes de forkerte, nemlig toldere og syndere.

     Vi kender alle sammen lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Denne lignelse er næppe i sin oprindelige form en moraliserende eksempelfortælling, men derimod en lignelse, der handler om Jesus selv ved at referere til det, man sagde om ham. I lignelsen er samaritaneren den forkerte, som gør det rigtige. Han er en Kristus-skikkelse, der tager sig af den fortabte. I billedet af samaritaneren er Kristus den, der samler os op, og gør kirken til et herberg, hvor han selv betaler, hvad det koster at bo dér.

     Modstandernes angreb på Jesus går ud på, at han er besat. Ved en lignende lejlighed påstod de, at Jesus var i ledtog med Beelzebul, altså Djævelen selv. Og det skulle så være forklaringen på, at Jesus kunne gøre de gode gerninger, han gjorde. Han gjorde noget godt ved at stå i ledtog med den onde, hvilket er en noget selvmodsigende påstand.

    Men måske kunne man godt give Jesu modstandere lidt ret. Man kunne godt sige, at Jesus var besat. Han var nemlig besat af forskellen på liv og død, på lys og mørke, og på sandhed og løgn – ikke sådan at forstå, at det ene kan være lige så godt som det andet. Nej, han var besat på den måde, at han levede sit liv i tro, han færdedes i lys, og han talte ud af sandheden. Hans levede liv vidnede om det, som han var blandt mennesker.

     Det liv, som vi lever, vidner om det, som vi er. Hvad er det for eksempel, det vidner om, når man vil bygge en mur, som er vendt mod de fattige i Mexico? Eller når man lader mennesker drukne i hobetal i Middelhavet i stedet for at give dem en billet til færgen, når de kommer for at bede om hjælp. Hvad er det så, vore gerninger vidner om?  Det kan godt være, at disse forhold skyldes det, man kalder "den politiske nødvendighed". Men denne nødvendighed er ikke en dyd. Man skal ikke gøre en dyd ud af sin egen uformåenhed og mangel på vilje. Det er at stikke sig selv blår i øjnene. Særlig kristeligt er det i al fald ikke.

     Derfor skal vi være glade for, at Gud stadig finder det umagen værd at gøre livet og sandheden gældende for sådan nogle som os i evangeliet om vor Herre Jesus Kristus.


Anden søndag i fasten – Mark. 9,14-29: Helbredelsen af den besatte dreng.


Vi håber jo


Situationen er den, at Jesus har været oppe på et højt bjerg sammen med tre disciple, Peter, Jakob og Johannes. Deroppe på bjerget har han vist sig for dem i al sin himmelske herlig-hed. "Forklarelsen på bjerget" kalder man derfor denne fortælling. De havde været højt oppe, men nu er de – om man så må sige – kommet ned på jorden igen.

     Situationen kan minde om det, vi kan opleve, når vi går hjem fra kirke. I gudstjenesten har vi sunget nogle smukke salmer, og præsten har talt så dejligt om livet, om næstekærlig-heden, om hvordan vi skal være gode ved hinanden, om tilliden, barmhjertigheden og fællesskabet. Dér i kirken sad man og følte sig helt opløftet, fordi man ligesom så alting i et forklaret skær.

     Men så kom man hjem fra kirke og så, at alting er ved det gamle. For verden er, som den plejer at være. Der er stadig sygdom og sorg, angst og elendighed. Og der er mistillid og ubarmhjertighed og mangel på fællesskab. Det kan være en noget skuffende oplevelse at komme hjem fra kirke og konstatere, at det, vi lige var kommet til at tro på, ikke virker.

     I fortællingen om den epileptiske dreng kommer Jesu disciple med deres nyerhvervede tro og vil bruge den til at lave et mirakel - og så virker troen ikke. "De kunne ikke", som den skuffede far sagde til Jesus, da han indfandt sig. "De kunne ikke! Men hvis du kan gøre noget, så …….!" "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror", siger Jesus. Og da er det, at den syge drengs far svarer med den på én gang afmægtige, men også stærke trosbeken- delse: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

     For der er jo en eller anden slags tro i manden, som ikke har andet at vise frem end sin vantro. Den er der i skikkelse af et håb, som han ikke kan undvære. Selv vil jeg aldrig glem-me en mor, hvis datter jeg havde konfirmeret. Tre år efter konfirmationen døde datteren af kræft. Det var en hjernetumor. Men inden det kom så vidt, sagde moderen til mig: "….., men vi håber jo! for sådan er vi jo!"

     I evangeliet tegnes der i billedet af Jesus et billede af en virkelighed, som er helt forskellig fra den virkelighed, vi kalder vores. I den virkelighed møder Jesus os som et menneske, der har mod til at færdes blandt os som den, der tror, og for hvem alt derfor også er muligt. Når han mødte lidelse og elendighed, slog han sig derfor ikke til tåls med, at sådan er det nu engang, men han kom vort håb i møde og satte sin egen tro ind på, at det skulle være anderledes, og så gjorde han noget ved det.

     Det giver mod at høre det, og derfor kan vi synge: "Nu Jesu tro er al min trøst" (DDS 493,4).


Første søndag i fasten – Luk. 22,24-32: Striden om at være den største.


Vejen fra nadverbordet


Det er svært at formulere og holde sig selv fast på, hvordan vi kristeligt set skal være og ikke skal være her i denne verden. For vi lever i en forvirret verden, hvor det i det politiske liv aldrig er til at være helt sikker på, om ordene betyder det, som de siger - ja, om ordene overhovedet betyder noget som helst dér, hvor magtkampen raser. Måske betyder de det modsatte af det, som de siger! Når politikere taler om budgetforbedringer, mener de besparelser, hvilket som regel betyder forringelser. Og når de med store bogstaver taler om ytringsfrihed, så kan det være, at de i virkeligheden taler om retten til at være flabet og fornærme andre. I det politiske liv kan man aldrig være sikker på, om ordene betyder det, som de siger.

     Det kan man derimod i kirken. En vigtig grund til, at vi i kirken kan være sikker på, at ordene betyder det, som de siger, er den, at der midt i gudstjenesten står et bord, som uløseligt er knyttet til det måltid, som Jesus skærtorsdag aften spiste sammen med sine disciple, og hvor han gjorde det synligt og tydeligt, at han var iblandt dem som den, der tjente, nemlig da han tog brødet og vinen og sagde: Dette er mit legeme, dette er mit blod. Den følgende dag skulle vise, at det ikke var tom snak.

     Det kan godt være, at vejen fra den politiske hverdag ude i verden til nadverbordet inde i kirken kan føles lang og uoverkommelig. Men så går det lettere den modsatte vej. Der er ikke langt fra nadverbordet til det almindelige liv, som vi til daglig skal leve i fællesskab med hinan-den. For når vi kommer fra kirken og går ud i den brogede verden, hvor det politisk går ud på at få den anden ned med nakken, og hvor det økonomisk går ud på at tjene mest, da kommer vi fra et sted, hvor det tydeligt er blevet sagt til os, at sådan skal vi ikke være. Når vi går fra kirke, er det meningen med os, at vi skal bruge det, vi har hørt og har fået givet, til fælles bedste, fordi vi som kristne mennesker er opkaldt efter ham, der i Guds navn gjorde sig selv til alles tjener.

På den baggrund kan der faktisk godt siges noget om, hvordan vi skal være, og hvordan vi ikke skal være. Kristeligt set er meningen med os, at vi her i verden skal gøre kærligheden gældende blandt mennesker uden at tænke på, hvor kærlige vi dermed selv er!


Fastelavns søndag – Luk. 18,31-43: Lidelsesforudsigelse og helbredelse af en blind tigger.


Kærlighedens vej her i verden


Fastelavn og fastetiden handler om, hvordan Guds kærlighed kommer til verden og trænger ind i verden og bogstaveligt talt når helt til bunds i verden. Evangeliet handler derimod ikke vores kærlighed, som om kærligheden er en evne hos mennesket, det vil sige noget, som man kan være mere eller mindre dygtig til.

     Efter at evangelium og kristendom i løbet af de seneste par århundreder har været på stroppetur igennem sekularisering, afmytologisering og politisering, er det, som om der ikke er blevet andet tilbage at prædike om end kærligheden som en idé eller et ideal. Det har været den uudtalte forudsætning i de seneste årtiers tilbagevendende debat om ægteskab og registreret partnerskab: Det er kærligheden, som skal velsignes. For kærligheden er nemlig det fine ved os, og derfor har vi intet mindre end et krav på, at Gud velsigner vores kærlighed. Som almindelig kirkegænger kan man få fornemmelsen af, at det er kærligheden, der er blevet gud.

     Fastetiden vil belære os om, at det i kristelig forstand forholder sig omvendt: Det er Gud, der er kærlighed. Evangelieteksten til Fastelavns søndag forklarer, hvad kærligheden i kristelig forstand går ud på. Den går ud på at sætte livet til og dø for nogle, som ikke er det værd. Jesus er på vej til Jerusalem, hvor han skal blive hånet og mishandlet og spyttet på for til sidst at blive pisket og slået ihjel. End ikke hans egne disciple forstod noget som helst af det, der skulle ske. De forstod ikke, at hans ærinde her i verden var at forkynde evangeliet om Guds rige, så dette budskab nåede helt ud på Golgata til de røvere, som blev korsfæstet dér.

     Heller ikke da Jesus standsede op for at tage sig af en blind tigger ved vejkanten, forstod disciplene noget af det. Der en underlig ironi i, at det er den blinde tigger ved vejkanten, der ser, hvad alle de andre, som går på vejen, ikke kan se. De seende kan ganske vist fortælle den blinde, at det er Jesus fra Nazaret, der går forbi. Men det er den blinde, der ser det, som de seende ikke har øje for, nemlig at Jesus fra Nazaret er den, der her i verden kommer med Guds kærlighed. Det røber sig i tiggerens bøn, som også er en bekendelse: "Davids søn, forbarm dig over mig!" På det grundlag får tiggeren sit syn igen.

     Den kærlighed, som får Jesus til at standse op ved den blinde tigger, er den samme som den kærlighed, der får ham til at gå vejen ud til Golgata. Det er en ubegribelig kærlighed, som får ham til at gå helt ind i elendigheden og lidelsen og døden, for at han kan være hos dem, der er dér, og sige til dem, at selv om ingen andre vil vide af dem, så skal de ikke være glemte af Gud.