03. Fastetiden, 1. række

Fastetiden, 1. tekstrække

Fastelavns søndag – Matthæus 3,13-17: Jesu dåb.


Dåben er et liv


Hvad er det, vi bliver døbt til, når vi bliver døbt i kirken? Og hvad var det Jesus blev døbt til, da han i Jordan-floden blev døbt af Johannes Døber?

     Blandt de ortodokse kirkers ikoner ser man ofte et billede af Jesu dåb. Man kan se, at Jesus står  midt i Jordan-floden. Ude i floden står der også på en lille søjle et kors, og det kors fortæller, hvad det er, han bliver døbt til. Han bliver døbt til at tage den dom på sig, som Johannes har forkyndt. Det er ikke en dom, som han har fortjent. Tværtimod er det os andre, der har fortjent den. Men ved at blive døbt af Johannes tager Jesus den dom på sig, som skulle have overgået alle os andre. Der er der en meget nøje forbindelse mellem Jesu dåb i Jordan-floden og Jesu død på korset på Golgata. I dåben bliver Jesus så at sige døbt til døden.

     Men hvad er det så, vi selv bliver døbt til, når vi bliver døbt i kirken? I kirken bliver vi ikke døbt til døden, men derimod til livet. Symbolsk forstået er dåben ganske vist en drukning. Derfor blev dåbsbarnet førhen klædt helt nøgent og dykket ned i døbefonten. På den måde kan dåbsvandet sammenlignes med syndfloden. Det er det gamle syndige menneske, den gamle Adam i os, som bliver druknet. Men pointen er den, at vi bliver halet op af vandet igen. I dåben dør vi sammen med Kristus for også at opstå sammen med ham til et helt nyt liv. Dåben er opstandelse. Det nye liv begynder med dåben, som derfor også fra gammel tid kaldes "genfødelsens bad".

     Som døbte mennesker skal vi selvfølgelig blive i det liv, som vi er døbt til at leve. Det kan der komme meget forskelligt liv ud af, fordi vi som skabninger er forskellige. Alligevel er det et bestemt liv, som vi lever. Det er ikke et tilfældigt liv, for det er et liv, der er bestemt af, at en anden har taget dommen på sig. Nåde er gået for ret. Vi er frikendte. Og derfor kan vi i livet koncentrere os om at gøre det rigtige.   


Første søndag i fasten – Matthæus 4,1-11: Fristelsen i ørkenen.


Fristelsen til at være Gud


Ordet Djævel betyder "en, der bagtaler”, det vil sige forvansker sandheden. Det er det, Djævelen har gjort lige fra begyndelsen, når vi tænker på historien om Adam og Eva, hvor Djævelen i skikkelse af en slange kom til dem og bagtalte livet og dermed forvanskede livet. En slange er jo tvetunget. Den taler med to tunger, som det hedder. At tale med to tunger vil sige, at man på én gang siger noget, som er sandt og falsk. Det, slangen sagde til Adam og Eva, var at hvis de spiste af Kundskabens træ, så ville de blive ligesom Gud til at kende forskel på godt og ondt. Det var sådan set rigtigt nok. Alligevel kom der noget forkert ud af det. For det var slet ikke meningen med Adam og Eva, at de skulle kunne skelne mellem godt og ondt. Det er Guds evne at skelne, altså at sætte skel mellem lys og mørke, mellem dag og nat, mellem liv og død, mellem sandhed og løgn, og mellem godt og ondt.

     At skabe er at gøre noget forskelligt fra noget andet, og det er Guds evne at kunne gøre det. Men Adam og Eva stjal Guds evne til at skelne mellem godt og ondt, hvilket indebærer, at de så selv må stå til regnskab for deres liv. Hvis man kan skelne mellem godt og ondt og dermed ved, hvad der er rigtigt og forkert, så må man nødvendigvis leve på sit eget ansvar. Det kan ikke være anderledes. Derfor måtte Adam og Eva ud af Guds have, for de kunne ikke længere leve på Guds ansvar, men måtte ud at leve på deres eget ansvar.

     Evangeliet begynder med at fortælle en modhistorie til historien om vores syndefald, nemlig fortællingen om Jesus, der ude i ørkenen, som er det modsatte af Paradis, bliver fristet af Djævelen, som stadig taler med to tunger ved at sige noget, der er rigtigt, men samtidig også forkert. "Hvis du er Guds søn, kan du gøre stenene til brød. Du kan kaste dig ud fra templets tinde, og Guds engle vil bære dig!" Og det er rigtigt nok. Jesus er Guds søn, for det var det liv, han levede. Han var ikke Guds søn, fordi en DNA-prøve eller kromosom-tælling havde bevist det. Men han var Guds søn, fordi han levede sådan! I kraft af sit levede liv overvandt han syndefaldet. Han afviste fristelsen til selv at være Gud for i stedet at blive et menneske blandt mennesker.


Anden søndag i fasten – Matthæus 15,21-28: Den kananæiske kvinde.


Gud for de ugudelige


Engang talte jeg med en muslim om forskellen mellem en moské og en kirke. Årsagen var, så vidt jeg husker, den at han havde den opfattelse, at det i Danmark ikke var til at få øje på, hvad danskerne tror på som kristne mennesker betragtet. For et eller andet må vi vel tro på, siden der over alt ligger kirker, som vidner om en kristendom, som langt de fleste danskere vel må have et eller andet forhold til.

     Det blev så til en snak om forskellen mellem en moské og en kirke. Begge huse har det til fælles, at man begge steder taler om Gud. Hvad det angår, gør det ikke nogen større forskel, om man siger Gud eller Allah. På et tidspunkt spurgte jeg min muslimske ven, om det var sådan, at der i hans moské også er plads til de ugudelige. Det mente han ikke, at der var. Jeg måtte så sige til ham, at jeg opfattede det lidt anderledes, hvad angår kirken. For jeg mener helt alvorligt, at der i kirken også er plads til de ugudelige, det vil sige til dem, der ikke har særlig megen tro at vise frem.

     I alt hvad Jesus sagde og gjorde, er der en påstand om, at Gud, som han selv kaldte sin far, vil være Gud for de ugudelige. Det er det, der er evangeliet, det vil sige det gode budskab, nemlig at Gud vil være Gud for dem, som ellers ingen Gud har.

     Det, som jeg tænker på, er ikke den selvvalgte ugudelighed, altså den omstændighed at der er nogle mennesker, som i deres liv bogstaveligt talt har valgt Gud fra. Jeg tænker derimod på den gudløshed, man erfarer, når man selv synes, at man er blevet borte fra Gud, eller omvendt at Gud er blevet borte for en selv.

     Måske ligger problemet i det, at man synes, at man skal have en tro som noget, man ejer. Men sådan er det ikke! Hvis troen er noget, der er alvor i, og som virkelig betyder noget helt afgørende i mit liv, så er det ikke mig, der har en tro, men det er derimod troen, der har mig. Troen er at vide sig omfattet af alt det, som Jesus sagde og gjorde. Når han tog sig af de spedalske og de udstødte og alle dem, som ingen Gud havde, så viste han dermed, hvem og hvad Gud er for mennesker. Han viste, at Gud er en Gud, der sætter sig ud over alle de grænser og skel, som ellers betyder noget for mennesker. Han viste, at Gud vil være Gud for dem alle sammen - også for de ugudelige.


Tredje søndag i fasten – Lukas 11,14-28: Jesus og Beelzebul


Om at rykke ud med sproget


Tredje søndag i fasten handler om dæmonernes nederlag. Vi hører, at Jesus helbredte en, som var stum. Han havde været besat af en dæmon, får vi at vide. Og dæmonen havde gjort ham stum. Da dæmonen var drevet ud, begyndte den stumme at tale.

     At være besat betyder, at man har mistet sin frihed, fordi noget andet har taget magten over én. Man kan f.eks. være besat af en tvangstanke. Det er det, som i psykiatrien hedder en neurose, hvilket vil sige en slags hårdknude i sindet. Hvis der bliver løst op for den, får man sin frihed igen. Det er også det, der sker i fortællin-gen her. Da Jesus havde drevet dæmonen ud, begyndte den stumme at tale. Han rykkede ud med sproget, siger vi med en talemåde, som meget klart udtrykker, hvad det drejer sig om. At rykke ud med sproget er netop, hvad et menneske gør, når det udadtil giver udtryk for, hvad der bor i det indre. Måske har det indre i den grad været behersket af løgn og bedrag, at det slet ikke har været muligt at sige noget som helst. Men så kom sandheden for dagen og afslørede det, som var skjult, og der blev frihed til at sige det, som det før ikke havde været muligt at sige.

     Sådan gik det med den stumme, som blev befriet for sin dæmon: Han rykkede ud med sproget og begyndte at tale. Og folk undrede sig.

     Folk undrede sig så meget, at de blev forargede over det, som de så og hørte. Og så gav de sig til at sige noget vrøvl. For de sagde, at det sikkert var ved hjælp af dæmoner, at Jesus uddrev dæmoner. Men der er jo faktisk mennesker, der har det sådan, at de hellere vil sige noget vrøvl end at tro det, som de både ser og hører.     

     Der er mennesker, som hellere vil sætte deres redelighed på spil end at lade sig rive ud af de vante fordomme, tvangstanker og forestillinger som for eksempel den meget udbredte forestilling, at det er os, der skal råde over Gud, det vil sige bestemme, hvem og hvad Gud er, og ikke Gud, der skal råde over os og bestemme, hvem og hvad vi er. Af frygt for at tabe ansigt kaster vi os hellere ud i vrøvlet og alskens selvmodsigelser for at slippe for at tage stilling Guds tale, som vi hører i vor Herres ord i evangeliet.


Midfaste søndag – Johannes 6,1-15: Det store bespisningsunder.


Om at lægge beslag på vor Herre


Da folk havde set det under, Jesus gjorde for dem, der var i nød og led sult, fik de den idé, at de ville gøre ham til konge. Dermed ville de have historien til at gentage sig. Ved at gøre Jesus til konge håber de på, at overfloden kan blive til endnu mere overflod – ja, at den kan blive uudtømmelig. Det, som før var en underfuld gave, forsøger man at gøre til et krav og til noget, som man har ret til. Men så trak han sig tilbage. Han blev borte for dem.

     Selv opfatter vi tit og mange gange livet på samme måde. Vi mener, at vi har ret til det, og vi bliver forurettede, hvis det ikke er, sådan som vi vil have det. Dermed gør vi os selv til ufrie trælle af vort eget umættelige begær. Det samme kan komme til at gøre sig gældende i forhold til tro, kirke og kristendom: Vi forlanger, at vor Herre og evangeliet skal give os ret i vore egne meninger, holdninger og standpunkter, ellers bliver vi fornærmede. Men så sker der det, at vor Herre bliver borte for os. Evangeliet bliver fremmed og uvirkeligt. Og det kan ikke være ander-ledes.

     Dér hvor vi vil lægge beslag på vor Herre og forpagte evangeliet ved at tage det til indtægt for vore egne formål, forsvinder det alt sammen. Gud bliver borte for os. Det er ikke på vore betingelser, at Gud kommer os til hjælp. Når det sker, sker det på hans betingelser. Det kan ske en ganske almindelig søndag formiddag, når vi bevæger os hen i kirken – ikke for at sidde dér med korslagte arme og vente på, at vor Herre giver os ret i både det ene og det andet – men for at høre, hvad Gud i sin barmhjertighed har at sige til os i dag.


Mariæ bebudelses dag – Lukas 1,26-38: Jomfrufødselen.


Livet afgør hvem vi er


Jo mere jeg lærer middelalderen at kende, jo mere fantasiløs synes jeg, at vores egen tid er, for eksempel når vi bilder os ind, at det er biologien og genetikken, der afgør, hvem og hvad vi er. Det er det ikke. Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er. Der er for eksempel en middelalderhymne, der funderer over det med jomfrufødslen på følgende måde:

                            Som solen går igennem glar (glas)

                            gør det ingen skade,

                            så det med hans fødsel var,

                            som gør os så glade.

Så enkelt kan det siges, når det ledende spørgsmål ikke det er tekniske hvordan? men derimod det indholdsorienterede hvorfor?

     Sådan tænkte også Thomas Kingo og efter ham Grundtvig i deres fælles bebudelsessalme "Nu kom der bud fra englekor". Salmen er på én gang en julesalme og en fastesalme, fordi den gennemtænker den omstændighed, at det særlige i vor Herres lidelse ikke blot består i, at han blev pisket, hånet og korsfæstet – det er der mange andre, der også er blevet. Nej, det særlige består i, at i det liv, som han levede, ser vi, at det er Gud selv, der giver afkald på sin himmelske herlighed for at blive et menneske blandt mennesker. For at komme til verden må Gud lade sig undfange og fødes af en kvinde.

     Det er ikke jomfrufødslen som et biologisk fænomen, der er interessant. Det, vi skal lægge mærke til, er derimod den spændende tanke, at den almægtige Guds ånd gennemstråler Maria på samme måde, som da Gud i skabelsen indblæste sin ånd i Adam, så han fik liv. Det barn, som Maria skal bringe til verden, kommer således til at leve et liv, hvor det – ligesom Adam i Paradiset – har den himmelske Gud til far. Det er ikke biologien, men derimod det liv, som vi rent faktisk lever, der afgør hvem og hvad vi er. Og Jesus levede faktisk sådan, at han kaldte Gud for sin far. Sådan som han levede, kunne han gøre det med god samvittighed. Det er den omstændighed, der afgør, hvem og hvad han er.


Palmesøndag – Matthæus 21,1-9: Indtoget i Jerusalem


Kærlighedens skikkelse


"Forvunden er nu al vor nød" hedder det i julesalmen "Et barn er født i Betlehem". Når vi synger salmen i kirken juleaften, kan man høre, at børnene uden videre føjer et "s" ind i ordet, så de læser "forsvunden er nu al vor nød". Men sådan er det ikke. Vor nød er ikke forsvunden, men den er forvunden. Nøden og elendigheden er der stadig, men den har ingen magt over os, fordi den blev mødt af et mod, som viste sig anderledes og stærkere – et sagte mod. Et sådant mod blev virkeligt på den dag, da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem, hvor han – som det hedder i nummer 176 i salmebogen - "forud han skuer nøje sin egen visse død". Dette mod blev virkeligt, fordi kærligheden hos ham var stærkere døden.

     Når vi taler om kærligheden, så er vi tilbøjelige til at mene, at kærligheden er noget, man har krav på. Vi taler om at modtage og give kærlighed i større eller mindre portioner. Eller også forbinder vi begrebet "kærlighed" med følelser og romantik, hvilket også kan være rigtigt nok, når tiden er til det. Men palmesøndag er tiden til noget andet. Palmesøndag er tiden til, at det skal begynde at blive klart, at kærligheden dybest set er viljen til at sætte livet til for den eller dem, man elsker.

     På palmesøndag kan vi endnu kun ane konturerne af, at det forholder sig sådan. Vi er endnu kun i begyndelsen af dramaet. Endnu er det ikke til at vide, hvad det skal ende med. Men vor Herre har holdt sit indtog – også her hos os i gudstjenesten. Han er til stede i vores verden, og hans ord kan høres her i hans kirkehus.

     I kraft af vor Herres indtog har kærligheden taget skikkelse også hos os. Det kan godt være, at kærligheden i denne skikkelse tager sig anderledes ud, end vi havde ventet det. For vi er mest tilbøjelige til at tiljuble kærligheden som følelse, stemning og selvoptagethed. Man kan endda somme tider høre, at folk svinger sig op til en slags religiøs påstand om, at kærligheden er gud, det vil sige, at så dyrker man kærligheden og tilbeder den. Men på palmesøndag, når vor Herre holder sit indtog, begynder der en anden historie, som fortæller os noget andet – ja, faktisk det modsatte, nemlig at Gud er kærlighed, og derfor skal vi dyrke og tilbede Gud.

Det har vi straks lidt sværere ved. Men ved vor Herres hjælp og med hans gode og sagtmodige, men dog stærke eksempel for øje går det vel alligevel, så vi en gang imellem kan tage os sammen til med Paulus' ord fra epistelteksten at formulere den bøn, der siger: Lad det samme sindelag være i os, som var i vor Herre Jesus Kristus!

     Hvad mere kan vi bede om, end at hans sindelag og den tro, som han havde, må komme til at råde i vort eget liv – både det liv, vi lever med hinanden, og det liv vi lever forhold til Gud? 


Skærtorsdag - Matt. 26,17-30: Nadveren


Vort påskelam


Hvis det skal gå rigtigt til, skal påskelammet set fra et jødisk synspunkt slagtes rituelt af præsterne ved templet i Jerusalem, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre, da der ikke mere er noget tempel. Så derfor må man i jødisk sammenhæng – om man så må sige – tænke sig til lammet.

     I kristen sammenhæng er måltidet blevet til et måltid, som er en slags forlængelse af Jesu sidste påskemåltid med sine disciple, men med den forskel, at her er der faktisk et lam, for så vidt som Jesus har gjort sig selv til vort påskelam. Vi behøver ikke at tænke os til det. "Også vort påskelam er slagtet", siger Paulus.

Da Jesus tog brødet og sagde de ord, som hørte til, føjede han noget nyt til. Han sagde nemlig: "Tag dette og spis det. Det er mit legeme, som gives for jer!" Og da han tog vinen og sagde takkebønnen, som hører til, føjede han også her noget nyt til: "Denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse!"

     For første gang nogen sinde skete der det, at der blev holdt et påskemåltid, hvor et menneske bogstaveligt talt gjorde sig selv til påskelam. Med sin egen person erstattede Jesus det, der hidtil havde været påskemåltidets indhold, nemlig erindring om udvandringen fra Ægypten. Det måltid, som havde været holdt liturgisk levende i kraft af folkets erindring om en historisk begivenhed i en fjern fortid, bliver nu forvandlet til et fællesskab om den tro og det håb, som Jesus med sit eget liv som indsats havde givet til mennesker, som ellers ikke havde noget at tro og håbe på.

     Når vi går til alters og samles omkring vor Herres bord, så samles vi om et måltid, som i det ydre tager sig overordentlig beskedent ud. Men i dette måltid deler vor Herre ikke desto mindre sin kærlighed med os, idet han holder os fast i et fællesskab om det, som han er for os, så vi får del i det liv, som er hans, og dermed får lov til både at leve og dø i den tro, der er hans.   



Langfredag - Mark. 15,20-39: Korsfæstelsen


Gerningsstedet


                                                Kærligheden, hjertegløden,

                                                stærkere var her end døden,

synger vi i den middelalderlige langfredagssalme "Hil dig, Frelser og Forsoner". For på Golgata kunne de nok slå den uskyldige ihjel, men de kunne ikke dræbe hans tilgivelse. Gennem en op-standelse påskemorgen lod Gud den kærlighed stå ved magt, som blev korsfæstet langfredag.

     Det siges om gerningsmænd, at de vender tilbage til gerningsstedet. Det er på en vis måde det, som vi gør, når vi går i kirke. Når vi hører Guds ord forkyndt som lov og evangelium, når vi bekender troen på det, som vi hører, når vi gør alt det, som vi gør i en gudstjeneste, så er det gerningsmanden, der vender tilbage til gerningsstedet for at blive konfronteret med sin ugerning og for at gå til bekendelse:

                                                Ak, nu føler jeg til fulde

                                                 hjertets hårdhed, hjertets kulde. 

     Når vi grunder på vor Herres kors og tænker nøje efter, så finder vi hos os selv kun "hjertets hårdhed, hjertets kulde". Men hos den korsfæstede Kristus finder vi, at "kærligheden, hjerteglø-den, stærkere var her end døden". Når vi ser det, ser vi på én gang vor egen ugerning og Guds velgerning. Set i lyset af Guds velgerning, kærligheden og hjertegløden, får vi øje på vor egen ugerning som hjertets hårdhed og hjertets kulde. Og når vi hos os selv har fået øje på hjertets hårdhed og hjertets kulde, kan vi ret forstå, hvad det betyder, at kærligheden og hjertegløden på korset viste sig stærkere end døden.

     Altså er vi på én gang både fordømte og frikendte. Vor egen gerning fordømmer os. Guds gerning frikender os. Men vi bliver ikke frikendt på den måde, at vi kendes uskyldige trods alt – for vi er jo skyldige. Vort segl ses også under den dom, der sendte Jesus på korset. Nej, det er snarere sådan, at begge dele falder sammen i én begivenhed – både domfældelsen af os og frifindelsen af os.

     Sådan er Golgata gerningsstedet for os alle. Vort gerningssted og Guds gerningssted. Og dette Golgata ligger ikke langt borte. Vi skal ikke gå så langt for at vende tilbage. Vi skal blot gå i kirke og gå til alters. De gamle middelalderlige altre havde fem kors indgraveret på alterpladen som symbol på Kristi fem sårmærker. Pointen er den, at alteret dermed bliver til et Golgata. Golgata er gerningsstedet – og nu også vort tilflugtssted.