02. Helligtrekongertiden, 1. række

Helligtrekongertiden, 1. tekstrække




Nytårsdag – Lukas 2,21: Omskærelsen.


Gør det nogen forskel?


Alle de mange taler og udtalelser, vi lægger ører til ved nytårstid, opfattes lettest som kommentarer til tiden. Det gælder sikkert også prædikenen i kirken. Den bliver hørt som præstens nytårs-udtalelse. Det er der ikke noget at gøre ved. Men man kan så tage konsekvensen af det og gøre prædikenen til evangeliets kommentar til tiden.

     Nytårstid er statustid. Status betyder standsning. Man standser op for at tage sig selv og sit eget i øjesyn. Der kan derfor også være grund til at spørge, hvordan tiden tager sig ud – altså den tid, vi rent faktisk lever i. Hvordan tager tiden sig ud, når vi ser på den i evangeliets lys? Kristus er det lys, som er kommet til verden. Han er det lys, "som jorden skal lysne udi og gløde" (402.2).

     I vores individualiserede tidsalder er det vigtigt for os, at vi gør en forskel. Det er så at sige dokumentationen for, at vi er til. Det er næsten vigtigere end spørgsmålet, om Gud er til. Hvis spørgsmålet, om Gud er til, ikke gør nogen forskel, er det et ligegyldigt spørgsmål. Det afgørende spørgsmål er, om det i det liv, jeg lever, gør nogen forskel, om Gud er til eller ej - det vil sige, om Gud er til i min verden.

     Det næste spørgsmål er så, om Gud er sådan, som Jesus siger, at han er. For hvis Gud er, sådan som Jesus siger, så er der måske nogle ting i det liv, som jeg lever, der burde tages op til revision. For så betyder det, at jeg hver dag bliver nødt til at se på det liv, som jeg selv lever, i lyset af det, som jeg hører i evangeliet. I den forstand er evangeliet altid en kommentar til mit liv i tiden.

     Evangeliet til nytårsdag er, at Gud, som er kommet til verden, er trådt ind i tiden. Han blev menneske i et bestemt folk. Derfor blev han omskåret på den ottende dag, og man gav ham navnet Jesus, som betyder "Gud er frelse".   


Helligtrekongers søndag – Matt. 2,1-12: De vise mænd.


Du soles sol fra Betlehem


Mattæus' fortælling om stjernen over Betlehem har fascineret alle mennesker lige siden, man først hørte om den. Astronomer har beregnet, at der måske kunne være tale om en meget sjælden konstellation eller en såkaldt "super nova". Men det afgørende er ikke, om man kan finde en videnskabelig forklaring på fænomenet. Det afgørende er, hvad det betyder. Her skal vi ikke tænke på horoskoper og numerologi, men vi skal i al enfoldighed tænke på, at ligesom solen om morgenen står op og lyser med en sådan styrke, at alle stjerner på himlen blegner og forsvinder, sådan skinner Kristus-stjernen over alle de andre stjerner, så de blegner og mister deres magt. Det gælder både kejser Augustus' stjerne i Rom og kong Herodes' stjerne i Jerusalem og alle de andre stjerner, som har haft magt over menneskers liv og færden. De blegner og forsvinder.

     Godt et århundrede efter, at Jesus var blevet født, var der en biskop i Antiokia i Syrien, der ligesom Israel var underlagt den romerske kejsers magt. Kejseren kunne ikke lide biskoppen, fordi biskoppen kun ville tro på Jesus og ikke på nogen anden, så derfor blev biskoppen hentet til Rom og kastet for løverne. Undervejs til Rom funderer biskoppen i et brev over forholdet mellem Guds magt og kejserens magt. I den forbindelse kommer han til at tænke på stjernen over Betlehem. Det skriver han om således:

     En stjerne skinnede på himlen mere end alle andre stjerner, og dens lys var uudsigeligt, og den vakte undren, fordi den var ny. Alle de andre stjerner blev sammen med sol og måne et kor om stjernen, og den overstrålede med sit lys dem alle, og de var bestyrtede over, hvorfra dette nye kom, der var så forskelligt fra dem selv. Da blev al trolddom bragt til ophør, alle ondskabens lænker sønderbrudt, vankundigheden udryddet, det gamle rige tilintetgjort, da Gud åbenbarede sig som menneske for at bringe dette nye, det evige liv. Da tog det, som var beredt hos Gud, sin begyndelse. Ud fra det blev alt sat i bevægelse, thi dermed begyndte døden at gå til grunde.

                                                       (Biskop Ignatius af Antiokia i brevet til Efesus 19,2-3)

     Det er ikke Betlehems-stjernen som et astronomisk fænomen, den gamle biskop tænker på. For ham er stjernen et billede på Kristus og hans ord. Derfor er den gamle biskop ikke bange for livet. Han er heller ikke bange for døden, selv om han nu på kejserens befaling er på vej til Rom for at blive kastet for løverne i Colosseum. Han går vejen til ende med ro i sindet, fordi han ved, at Guds magt kom til verden i det skjulte i nattemørket i Betlehem.

     I dette mørke er der nu tændt et lys, som vokser sig større og større og bliver til en morgenrøde og en solopgang, der jager alle dødens skygger på flugt ved at sprede det mørke, der er omkring os, og det mørke, der er inden i os. Ved det lys skal vi orientere os her i verden, så vi uden frygt selv kan gå vejen til ende.

Første søndag efter Hellig tre kongers dag – Lukas 2,42-52: Jesus som 12-årig i templet.


Det store "bør"


"Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?" spørger Jesus sin jordiske far og mor, som bekymret har ledt efter ham.  Ordet "bør" forbinder vi sædvanligvis med løftede pegefingre og håndhæ-velse af almindelig moral som et udtryk for, at hvis vi svigter dette "bør", så kan vi ikke være det bekendt.

     Men der er også et andet og større "bør", som er nok så betydningsfuldt, fordi det grundlæg-gende bestemmer ens liv. Man kan ikke på forhånd sige, hvad det går ud på. Dertil er der for mange tilfældigheder på spil i ens tilværelse. Nogle af dem er lykkelige, andre er ligegyldige, og nogle er tragiske. Det kan man ikke vide på forhånd. Men når man ser tilbage over det levede liv, tegner der sig alligevel et mønster, selv om det blev formet helt tilfældigt. Når man ser tilbage, viser det sig, at det alligevel var en vej, man gik – medmindre man på et eller flere afgørende steder forlod den vej, som man burde have gået. På en eller anden måde fornemmer man, at der i livet er et stort og afgørende "bør", som man ikke kan svigte, uden at livet bliver meningsløst. Der er mange løftede pegefingre, som man kan være ligeglad med – ja, som man måske endda bør være ligeglad med. Men det helt overordnede "bør" – det "bør", som grundlæggende bestemmer, hvad livet går ud på – tilsidesætter man ikke ustraffet.

     Det særlige ved fortællingen om den 12-årige Jesus i templet er, at dette "bør", som bestemte hans liv, her kommer til orde for første gang, og han svigtede det aldrig senere. Han bør tage ind i tolderen Zakæus' hus med frelse til ham og alle andre syndere og fortabte. Han bør tage til Jerusalem, hvor han bør overgives til menneskers magt og vold. Han bør lide og dø, og han bør ophøjes til den himmelske fars højre hånd. Han bør blive i det, der tilhører den himmelske far. Adskillige gange i fortællingen om Jesus dukker dette store "bør" op, og han svigtede det ikke en eneste gang.

     Når Lukas fortæller historien om den 12-årige Jesus i templet, er meningen den, at vi skal vide, at Jesus er dér, hvor han bør være. Og fordi han er dér, får vi andre også lov til at være dér i den forstand, at vi bogstaveligt talt får lov til at hvile i Gud. Vi skal ikke i alt det tilfældige styrte rundt i en rastløs søgen efter en mening med vort liv, for når vi hviler i Gud, er vi dér, hvor vi bør være.     


Anden søndag efter Hellig tre konger – Johannes 2,1-11: Vinunderet i Kana.


Det som tegnet er tegn på


I Johannesevangeliet kaldes vinunderet i Kana et tegn. Det er det første tegn i en række tegn, som Jesus gjorde. Det vil sige, at i evangeliet peger tegnet ud over sig selv og hen på noget andet som et tegn på det, der i en helt anden forstand var Jesu gerning her på jorden.

     Vi har i vort sprog en talemåde, der siger noget om at gemme det bedste til sidst. Gad vide om denne talemåde har sin oprindelse i fortællingen om vinunderet i Kana, som i øvrigt kan siges at være et billede på hele den evangeliske historie, der jo også gemmer det bedste til sidst? Endnu er den guddommelige herlighed kun til i skikkelse af den jordiske Jesus, og vi får kun del i den ved at holde os til de tegn, der er knyttet til hans skikkelse. Tegnene er som alle andre tegn tvetydige, hvad vi jo også kan se af fortællingen: Tjenerne havde nok set, at vandet, som de havde øst op i karrene, var blevet til vin, men at det skulle være et tegn på Guds herlighed, havde de ikke set. Skafferen, som smagte på den gode vin, så det som et tegn på dårlig planlægning af festen. Først til allersidst får vi at vide, at disciplene ved dette tegn så, at der var gjort en begyndelse til noget nyt. Og de troede på ham.

     Men endnu er vi kun ved begyndelsen. Flere andre tegn skal senere komme til, mens vi følger Jesus på hans vandring ad den vej, der afstikkes af en kærlighed, der elsker så meget, at den sætter livet til. Men endnu er vi kun ved begyndelsen, og vi har derfor endnu det bedste til gode. Men vi er undervejs, og – som Paulus et sted siger – vi går fra herlighed til herlighed, efterhånden som tegnene åbenbarer det, vi har brug for at vide om Gud.

                                              Tålmod og udholdenhed

                                              er gamle kristne dyder,

                                              der troligt holder fast ved det,

                                              som tegnene betyder.

                                              Vor Herres tegn de tyder på,

                                              at vi det bedste sidst vil få,

                                              når vejen er til ende.   


Tredje søndag efter Hellig tre konger – Matthæus 8,1-13: To helbredelser.


Da Jesus gik ned fra bjerget


For ca. 2500 år siden forlod inderen Siddhartha Gautama sin fars pragtfulde plads og begav sig ud i verden, hvor han blev dybt forfærdet over det, han så. Det første, han mødte, var en syg gammel mand og dernæst en lig, som var gået halvt i opløsning. Af skræk for denne verdens elendighed trak Gautama sig tilbage på et højt bjerg langt væk fra alt det hæslige. Gennem sin meditation på bjerget opnåede han den indsigt, at denne verden er én stor hæslig illusion, som det gælder om at slippe ud af. Denne indsigt gjorde Gautama til Buddha, hvilket betyder "en, der er oplyst" og har forstået, at det er ligegyldigt med verden og det andet menneske. Det handler kun om at slippe væk fra det.

     Fem hundrede år senere gik Jesus op på et bjerg, hvor han holdt den lange prædiken, som vi kalder Bjergprædikenen. Det drejer sig i denne prædiken om forholdet til Gud og forholdet til medmennesket. Da Jesus havde holdt sin prædiken, gik han ned fra bjerget, ned til det vi kalder virkeligheden. Her mødte han først en spedalsk og dernæst en fortvivlet romersk befalingsmand, som havde en tjener, der var ved at dø. Men Jesus trak sig ikke tilbage på bjerget for at sidde dér og meditere langt borte fra nød og elendighed. Men han gik ned fra bjerget for at være hos de elendige og for at gøre det, han kunne.

     Når vi går fra kirke, går vi i en vis forstand også ned fra bjerget. Kirkerne ligger ofte på en bakketop, fordi bakketoppen er kirkens naturlige sted. Hvor der er kirke, er der højtid. Og den gudstjeneste, der finder sted i kirken, er et sted, der ligger lidt højere end alle de steder, hvor vi færdes til hverdag. Af samme grund er søndagen forskellig fra ugens øvrige seks dage. Gudstjenesten er en begivenhed, der hæver sig over alle andre begivenheder i ugens løb, fordi den er en anderledes begivenhed, og fordi vi fra dette ugentlige højdepunkt bedre kan overskue det, der sker i hverdagene.

     Da Jesus gik ned fra bjerget, mødte han en række problemer, som han tog sig af. Når vi går hjem fra kirke, er livet derude heller ikke blevet anderledes. Det er, som det var, da vi gik hjemmefra. Men gudstjenesten er anderledes. Gudstjenesten er en undtagelse fra hverdagen. Søndagen er en anderledes dag. Men det er ikke gudstjenesten, der er fremmed for hverda-gen, det er derimod hverdagen, der er fremmed for gudstjenesten, fordi hverdagen ikke vil vide af den anderledes livsforståelse, som kommer til syne i gudstjenesten. Derfor er det sådan, at når vi går fra kirke, kommer vi ud til en verden, som er blevet mere gennemskuelig, fordi vi nu ser den i det lys, der kommer fra gudstjenesten. I den verden skal vi gøre det, der er nødven-digt. Vi skal gøre det med den inspiration, der kommer af det, vi har hørt i kirken.


Fjerde søndag efter Hellig tre konger – Matthæus 8,23-27: Stormen på søen.


Mangel på tro


Fortællingen om Jesus, der stiller stormen på søen, burde mane os til ikke at stole alt for meget på det, vi kalder vores tro. Snarere burde vi være lidt mere opmærksomme på vores mangel på tro, og hvad denne mangel indebærer. Det er ganske vist en hård dom, Jesus forkynder over sine disciple, da han kalder dem "lidettroende" – smigrende er den i hvert fald ikke – men samtidig fortæller situationen, at han netop ikke overlod disse tvivlere til angst og undergang. For da stormen afslørede deres mangel på tro, da åbenbarede den samtidig hans tro. Ordene "I lidettroende" er nok en dom over deres mangel på tro, men samtidig binder disse ord dem til at leve af hans tro, så de med en salmelinje kan sige: "Nu Jesu tro er al min trøst" (493,4). Når vi tænker efter, er det netop det, der er evangeliet, nemlig at vi får lov til at leve af hans tro. Sådan som han troede, får vi også lov til at tro.

     Man kan spørge, hvilket evangelium, der kan være til dem, som i forvejen har deres på det tørre. Hvilken trøst kan der være til dem, der i forvejen er sikre på deres egen tro? Nej, det er nok sådan, at det især er til dem, der er kommet ud på det dybe vand, at vor Herre har noget at sige, som kan trøste og oprejse. For hans tro er, at han holder ud med dem, som ikke længere kan holde ud, og som specielt ikke kan holde sig selv ud. Vor Herres kors er, at han bliver hos dem og stiller stormen.

     Jeg har engang set et billede af maleren Sven Havsteen-Mikkelsen. I billedet ser man et voldsom oprørt hav under en vild og truende himmel. Men midt i det hele ser man en skibsmast rage op af bølgerne. Selve skibet kunne man ikke se – kun masten, som var forsynet med et rær, så det havde form som et kors. Sådan er det! Midt i uvejret og stormen og angsten, som får vores tro til at smuldre, bliver vor Herre hos os med sin tro og sit ord, for at vi skal leve ved det. Når alting tårner sig op omkring os, og vi midt i elendigheden ikke har andet end vores mangel på tro at vise frem, da møder vi i dette kaos vor Herres kors, som vi kan klamre os til, fordi det er et tegn på, at Gud ikke har forladt os, selv om vi har forladt ham.   


Sidste søndag efter Hellig tre konger – Matthæus 17,1-9: Forklarelsen på bjerget.


Rejs jer, og frygt ikke!


Fortællingen om forklarelsen på bjerget er i mit hoved blevet til en fortælling om kirken og gudstjenesten. Det er en opfattelse, som jeg har fået ved at betragte nogle oldkirkelige og middelalderlige mosaikker og kalkmalerier.

     Der er en mosaik, som jeg er særlig glad for. Det er en apsismosaik i en kirke i landsbyen Classe uden for Ravenna i Italien. Kirken, som er indviet til Sankt Apollinaris, er bygget under kejser Justinian i 500-tallet. Kirken er i sig selv en forklarelse. Den ligger på en eng uden for landsbyen. Mosaikbilledet er grønt, der er træer og buske, og imellem dem går der tre lam. Midt i alt det grønne er der en stor cirkel, som omskriver et kors. Og ser man meget nøje til, kan man lige i midten af korset skimte et billede, som viser Kristi ansigt. Ved siden af cirklen med korset dukker der et par skikkelser frem af noget, som kunne ligne skyer.

     Det er ikke umiddelbart indlysende, hvad billedet forestiller. Der er korset med kristusbilledet i midten. Og der er to skikkelser, som kommer frem af skyerne. Og så er der de tre lam, som går på den grønne eng imellem træer og buske.

     Det kan jo være, at de tre lam hedder Peter og Jakob og Johannes. Hvis det er rigtigt, så er det nok Moses og Elias, som dukker frem af skyerne. Og hvis det er rigtigt, så er hele mosaikken nok et billede af forklarelsen på bjerget. Men der er jo ikke noget bjerg. Tværtimod er det jo en eng, det foregår på.

     Man får forklaringen, når man er kommet ud af kirken og har passeret engen, hvor der på den anden side ligger en lille beværtning, hvor man kan indtage et glas vin, mens man funderer over livet i almindelighed og kirken i særdeleshed. Og så kan man pludselig se, hvad det er! For der ligger kirken jo midt på engen med træer og buske. Og minsandten om der ikke også er tre lam, som går og græsser. Gad vide om de hedder Peter og Jakob og Johannes? Moses og Elias må man tænke sig til, hvad der ikke er så svært, for loven og profeterne er jo altid lige i nærheden. Men kirken ligger der tydeligt nok - næsten som en åbenbaring, som en forklarelse, ikke på bjerget, men på engen.

     Billedet inde i kirken er altså rigtig nok et billede af fortællingen om forklarelsen på bjerget - bortset fra at der ikke er noget bjerg. Det er forklarelsen på engen! Det kunne være en hvilken som helst eng et hvilket som helst sted i verden.

     "Se, nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øje, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere!" Sådan læser vi Johannes' Åbenbaring (21,3-4).

     Det er måske ikke lige det, vi oplever - at der hverken er tårer eller død, eller sorg eller pine. Men Guds bolig er hos os! Og derfor skal det andet ikke være mere. I alle fald er der midt iblandt os et sted, hvor der er godt at være. Det ligger midt i vort almindelige liv på samme måde, som vor Herre i sin tid færdedes midt i alt det almindelige med en magt og myndighed, som kun kan komme fra Gud selv. Og når vi plaget af tårer og død, sorg og pine ikke ved af andet end det at begive os ind under Guds magt og myndighed, så kan vi gå i kirke og finde trøst dér. For den er Guds bolig hos menneskene. Dér vil han bo hos dem.

"Rejs jer, og frygt ikke!" sagde Jesus på bjerget til sine tre disciple. Det samme siges med velsignelsens ord til os, når vi går fra kirke. Vi skal rejse os og gå ud af kirken, ud på engen, til vores almindelige liv i tillid til, at vor Herre har hånd om os! 


Septuagesima søndag – Matthæus 20,1-16: Arbejderne i vingården


Hvad får vi for det?


Billedet med vingården bruges i adskillige versioner i både Det gamle og Det nye Testamen-te. Gud er vingårdsejeren, vingården er Guds folk eller kirken, og vingårdsarbejderne er os. Vingården er ikke et billede på verden. Tværtimod er verden alt det, der ligger uden for vingården.  Derfor dukker billedet med vingården op i et svar til disciplene, da de kom hen til Jesus for at høre, hvad de skulle have for det. De havde jo bogstaveligt talt forladt alting for at følge ham. Men så måtte der vel også være en belønning for det, synes Peter på sine egne og disciplenes vegne. For når Guds rige gives til toldere og syndere og andre, som ikke har fortjent det, hvad skal vi så have?

     Sådan tænker vi, når vi ikke kommer lige fra kirken, men kommer lige fra verden, hvor det for eksempel drejer sig om fordelingen af vore skattekroner. Udgangspunktet er, at pengene ligger bedst i borgernes lommer, som det hedder. Men selvfølgelig bliver vi nødt til at have et eller andet system, så samfundet ikke bryder sammen. Der skal være nogle penge til at betale for det, som vi alle sammen har brug for.

     Men så er der dem, der selv er ude om det, som det siges. Flygtninge, de enlige mødre, narkomanerne og alle dem, der ikke har sørget for en ordentlig pensionsordning. Hvad med dem? Her i verden gør vi tilværelsen op i det, som vi har krav på. Vi har krav på, at det skal gå ret og rimeligt til, og derfor er det nødvendigt, at der er forskel. Det er ikke rimeligt, at det går alle ens, for så går det ikke efter fortjeneste. Lignelsen om arbejderne i vingården kalder på vores forargelse, fordi det ikke går retfærdigt til. I grunden er den en absurd fortælling, som slet ikke kan tænkes at finde sted i virkeligheden. I kirkeåret hører vi ofte lignelsen på det tidspunkt, hvor der skal forhandles overenskomster på arbejdsmarkedet, og de forhand-linger ville hurtigt bryde sammen, hvis man på arbejdsgiversiden gør som vingårdsejeren.

     Da Peter som disciplenes tillidsmand mødte op til forhandling og spurgte: "Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi så?", da var meningen den, at de skulle have en beløn-ning, fordi de for den gode sags skyld havde forladt alt, hvad de ejede og havde. Kort tid senere forlod de også alt. Det skete skærtorsdag og langfredag, da de alle sammen forlod ham og svigtede. Det var et nederlag. Måske skal der et sådant nederlag til, før man rigtig forstår dybden i lignelsen om arbejderne i vingården. På baggrund af nederlaget ved man for alvor, hvad det vil sige, at tilværelsen er en gave, og hvad det betyder, at der er nogen, der vil kendes ved en alligevel.



Sexagesima søndag – Markus 4,1-20: Lignelsen om sædemanden.


Den hellige ødselhed


Jeg ved godt, at man ikke skal bekymre sig på vor Herres vegne. Jeg ved også godt, at vor Herre selv var fuldkommen ubekymret, da han vandrede omkring fra den ene by til den anden og prædikede evangeliet om Guds rige.

     Vist skal vi ikke bekymre os på vor Herres vegne. Men det betyder ikke, at vi så skal gøre en dyd ud af overhovedet ikke at bekymre os om noget som helst. Jeg synes nok, at vi har grund til at være bekymrede på vore egne vegne. Vores samfund har efterhånden udviklet sig sådan, at vi mennesker bliver mere og mere fremmede for os selv - for slet ikke at tale om, at vi også bliver mere og mere fremmede for Gud. Det er da ikke til at se andet, end at hans mark bliver mere og mere genstridig at have med at gøre. "Den, der har ører at høre med, skal høre!" siger Jesus, da han har fortalt sin lignelse. Det gælder altså om at høre. Men hvad hjælper det, at man vil høre, hvis man ikke kan høre for al den samfundsmæssige larm, der omgiver os til alle sider. Mon vor Herre har tænkt på, at hans ord også kan kvæles af larm?

     Kirkerne ligger spredt ud over landskabet og vidner om, at Guds sædemand endnu går hen over marken. I gudstjenesten fortsætter den hellige ødselhed uanfægtet. Sådan som Gud lader sin sol stå op over både onde og gode og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige - hvilket ret beset også er noget roderi! - således spreder han sit ord også på steder, hvor der ikke ser ud til at kunne gro noget som helst. Men der er ingen, der siger, at marken skal se sådan ud, som den gør. Vi kan godt gøre noget ved den, hvis vi vil. Det er den moralske appel, som lignelsen kan give anledning til.

     Men evangeliet i lignelsen går ud på noget andet. Evangeliet går ud på, at evangeliet bliver forkyndt. Og så må vi håbe på, at høsten nok skal komme til sin tid – trods markens beskaffenhed.