09. Helligtrekongertiden, 2. række

Helligtrekongertiden, 2. tekstrække

Søndag sexagesima – Mark. 4,26-32: Lignelsen om det voksende korn og om sennepsfrøet.


Vi lever i vækstens tid


Guds rige ligner en mand, der har sået korn i sin mark, og så går han hjem for at sove. Om morgenen står han op og laver noget andet, og om aftenen går han i seng igen for at sove. Og sådan bliver det ved et godt stykke tid. Og imens spirer kornet, og det vokser op og modnes, indtil det skal høstes. Bondemanden ved ikke selv, hvordan det går til. Af sig selv giver kornet frugt. Af sig selv! Det hedder på græsk "autómatos". Det betyder egentlig "selvvirkende". Når kornet vokser og gror, er det noget, det gør af egen drift. Det sker automatisk. Naturen er automatisk. Den kan selv. Den skal ikke have nogen til at lære sig, hvad den skal gøre. Nu om dage forbinder vi ordet "automatisk" med teknik. Vi taler om auto-matiske vaskemaskiner og automatisk gearskifte i biler. Men den automatik har maskinerne jo ikke lært sig selv. Det er noget, vi andre har lært dem ved at programmere dem til det. Men naturen har lært sig selv det, den kan, og den gør det af sig selv. Sådan er det med Guds rige: Det kommer af sig selv, uden at vi kan gøre noget som helst til det.

      Da de nu var ved at tale om kornet, som lægges i jorden, og som spirer af sig selv, fortalte Jesus dem også en anden lignelse om Guds rige. Han sagde, at Guds rige ligner et senneps-frø, som er det mindste frøkorn, der findes. Alligevel vokser det op og bliver til et helt træ, som fuglene kan bygge rede i. Det er mærkeligt, hvordan det kan ske. Alt det, som frøet skal blive til, når det spirer og vokser op, ligger på en eller anden måde gemt inde i det lille bitte frø. Og det kommer alt sammen helt automatisk, når tiden er til det, uden at vi ved hvordan. Selvføl-gelig er der godt nok nogle, som nu om dage vil sige, at de ved hvordan, fordi de kender til de gener, som ligger gemt i frøet, og vi kan endda manipulere med dem og lave om på de muligheder, som ligger gemt i frøet. Jeg har ikke så meget forstand på det. Men selve livet - det at det bliver til - det kan vi ikke forklare. Det sker af sig selv. Og vi kan ikke bekymre os til det.

     Guds rige ligner altså et sennepsfrø, som i sig selv ikke ser ud af ret meget. Alligevel kan det blive til et helt træ. Men endnu er vi kun ved begyndelsen. Vi lever i vækstens tid – ikke i fuldendelsen. Vi lever i en tid, hvor vi bliver nødt til at forstå lidt efter lidt og ganske langsomt. Og det er vi  nu om dage ikke så gode til!


Septuagesima søndag – Matth 25,14-30: Lignelsen om de betroede talenter.


Vi skal ødsle livet væk


Lignelsen om de betroede talenter er og bliver en dommedagshistorie, der handler om, at vi skal stå til regnskab for vores liv. Det kan man godt tænke på med nogen nervøsitet.

     Men set fra en anden synsvinkel, så er det vel godt nok, at vi skal stå til regnskab. Den tanke kan der trods alt være noget opløftende i. For den tanke betyder, at livet ikke er ligegyldigt. Det spiller en rolle, hvordan vi lever vort liv. Vi skal gøre en forskel, som det nu om dage hedder med en fortærsket floskel. Vi skal forvalte vort liv og i den forstand sørge for at få noget ud af det. Det er ikke det samme som at rage til sig, som nogle mennesker tror. Men jeg skal have noget ud af livet i den forstand, at jeg bruger det til gavn og glæde – ikke blot for mig selv, men navnlig for de mennesker, jeg lever sammen med. De skal kunne synes, at jeg ikke har levet forgæves i den forstand, at det set fra deres synsvinkel kunne være lige meget, om jeg har været til eller ej. Jeg skal kunne forvalte mit liv sådan, at de andre vil kunne sige, at de blev lidt rigere i kraft af min tilstedeværelse.

     I kristendommen er der en dobbelthed, som går ud på, at vi på den ene side kommer til at se på os selv som nogle syndere, der skylder for det liv, vi har fået betroet; men på den anden side har vi også har lov til at se på os selv som nogle skabninger, der lever under Guds tilgi-velse og derfor har frihed til at gå ud i livet for at tage vare på det, som dér bliver betroet til os.

     I lignelsen om de betroede talenter er der isoleret set ikke noget opløftende at høre. Hvis lignelsen er et billede på Guds rige eller Himmeriget, som det hedder i Matthæusevangeliet, så er Guds rige jo ikke meget anderledes end det samfund, som vi selv lever i til daglig. For det er jo et samfund, hvor dem, der har, skal have endnu mere og blive endnu rigere, og dem, der ingenting har, skal blive endnu fattigere, så de til sidst slet ikke har noget. Det er der ikke noget godt budskab i.

     Men set i evangeliets store sammenhæng holder lignelsen om de betroede talenter os fast på, at livet ikke kan være lige meget. For vi skal tage ordentligt vare på det, der bliver betroet til os. Vi skal ikke ødsle det væk. Eller rettere: Det er måske netop det vi skal. Vi skal i al fald ikke grave det ned i et hul i jorden, men vi skal ødsle vort liv væk på alle de andre, som også er til, og når vi har gjort det, skal vi gå ind til vor Herres glæde.


Sidste søndag efter Hellig tre Konger – Johs. 12,23-33: Hvedekornet.


Kærlighedens paradoks


Lignelsen om hvedekornet, der lægges i jorden for at dø, er måske den smukkeste af alle lignelser i Det ny Testamente. Den er et billede, et sindbillede, på det, som jeg vil kalde "kærlighedens paradoks". I bogstavelig forstand må hvedekornet lægges i jorden for at dø, for at det efterfølgende kan bære frugt. Så længe hvedekornet bliver liggende i laden, bliver det ikke til andet end det, som det allerede er. Som frø betragtet rummer det en masse muligheder, som ikke kan blive til virkelighed, medmindre frøet lægges i jorden. Ganske vist siger vi, at det frø, som er lagt i jorden, spirer og gror. Og det gør det sådan set også. Men hvis vi tager planten op for at se, hvad der er blevet af frøet, så er det væk. Det er dødt og rådnet bort. Men alle de muligheder, der lå i det, er blevet til virkelighed i den nye plante, fordi frøet gav afkald på sig selv.

     I billedlig forstand fortæller lignelsen, at kærlighedens væsen er at give afkald. "Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv", hedder det i teksten. Således viser Gud sig som Gud, derved at hans søn i kærlighed sætter livet til og dør, for at mange kan leve. Deri ligger der en dom. Der ligger en dom over denne verden. Evangeliet forkyndes både til dom og til frelse. Et andet sted i Johannesevangeliet hedder det: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden." Dommen er ikke, at der bliver mørkt. Dommen består i, at der bliver lyst. Derfor er vi stillet i valget mellem enten at blive i lyset eller at gå ind i mørket. At lyset er kommet til verden er en skelsættende begivenhed. Det er en begivenhed, der sætter skel mellem dem, der vil være i lyset, og dem, der vil være i mørket. Det er en begivenhed, der sætter skel mellem dem, der vil leve i tro, og dem, der vil leve i vantro. I mødet med vor Herres ord bliver vi stillet i valget mellem lys og mørke, mellem liv og død, mellem sandhed og løgn.

     Billedet med hvedekornet er et sindbillede på det, som nu skal til at ske, fordi timen er kommet. Jesus skal her i verden herliggøre Gud derved, at han sætter sit liv til og dør. Som den, der gennem tegnene i ord og gerninger har gjort Guds kærlighed gældende blandt mennesker, må Jesus selv dø for at virkeliggøre kærligheden fuldt ud. Netop derved gør han kærligheden levende iblandt os.


Anden søndag efter Hellig tre konger – Johs. 4, 5-26: Den samaritanske kvinde.


Tilbedelse i ånd og sandhed


Den samaritanske kvinde har det lige som de fleste af os andre. Selv om hun på den hjemlige front måske havde noget besvær med at holde orden på forholdene, så ville hun i alle fald have, at der skulle være orden i det grundlæggende, det vil sige i det, der har med religionen at gøre. Så da hun opdager, at hun står over for en profet, vil hun gerne have orden på det med helligstederne. Jøderne siger jo, at det rette sted, hvor man skal tilbede Gud, er templet på Zion-bjerget i Jerusalem, hvorimod samaritanerne har den opfattelse, at Garizim-bjerget i Samaria er det hellige bjerg, hvor Gud skal tilbedes. Så nu hvor hun står over for en kyndig mand i teologien må det være rimeligt at få rede på dette afgørende spørgsmål. Begge steder kan vel ikke være rigtige, når det nu er den samme Gud, man tilbeder!

     Problemstillingen kan minde noget om den, som vi møder nu om dage som en diskussion om, hvorvidt kristne og muslimer har den samme Gud. Rent logisk betragtet er det er noget af en skindiskussion. Hvis vi er enige om, at der kun er én gud, så må det logisk set være den samme gud, vi taler om. Uenigheden består i, at vi taler på forskellig måde om Gud. Der er teologien og gudsdyrkelsen til forskel. Hvad det angår, er forskellen mellem kristne og muslimer til at få øje på. Forskellen er så tydelig som forskellen mellem en søndagsgudstjeneste i kirken og en fredagsbøn i moskeen. Sådan var det også i forholdet mellem jøder og samaritanere.

     Det er denne forskel, der fuldkommen viskes ud og bliver til ingenting, da Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde nævner ordene: Ånd og sandhed. Overfor jødernes tempel i Jerusalem og samaritanernes helligdom på Garizim stiller Jesus åndens og sandhedens kirke, som hverken er bundet til nogen bestemt tid eller til noget bestemt sted eller for den sags skyld bundet til nogen bestemt institution. Ånd og sandhed er ikke en institution, men snarere en situation. Vi kan ikke komme og sige, at folkekirken som evangelisk-luthersk kirke er hjemsted for ånd og sandhed, men vi kan håbe på, at ånd og sandhed vil blive til virkelighed for os dér. Det afgørende er ikke institutionen, men derimod situationen, hvor Gud ved sit ord tager skikkelse for os og bliver virkelig i det liv, som vi lever her og nu. Hvor det sker, opstår den sande tilbedelse af sig selv som et svar på det, som vi hører.


Første søndag efter Hellig tre Konger – Mark. 10,13-16: Jesus og de små børn


Kristen dåb er barnedåb


I de fire år, jeg var præst i Den danske Kirke i Schweiz, generede det mig hver gang, jeg skulle have dåb, at jeg skulle opkræve 200 CHF eller 400 CHF afhængigt af, om den pågældende dåb skulle finde sted i en ordinær gudstjeneste eller i en særligt arrangeret dåbsgudstjeneste. Men det var ikke noget at gøre ved. Vi skulle jo have det til at løbe rundt økonomisk. Desuden generede det næppe dem, der var vante til Schweiz, hvor ingenting er gratis. Der er bruger-betaling over det hele. Men efter min inderligste overbevisning burde dåben være gratis.

     Hvis noget er gratis, må det vel enten være, fordi det ikke er noget værd, eller også må det være, fordi det slet ikke kan betales med penge. I det sidste tilfælde får ordet "gratis" sin egentlige betydning, for det betyder "af nåde". Men det betyder samtidig, at det, man modtager gratis og af nåde, er noget man kun kan modtage på den betingelse, at det med lige så stor rimelighed kunne gives til alle andre, fordi man i modtagelsen af det er på lige fod med alle andre. Der er ikke nogen fortrinsstilling at gøre gældende. Derfor gælder det også, at hvis vi ikke bliver som børn, kommer vi slet ikke ind i Guds rige.

     Som børn! Det vil sige at blive som børnene, der endnu ikke er kommet på den tanke, at de skal gøre sig fortjent til det liv, de har fået. Her er det så på sin plads at minde om den opfat-telse, som går ud på, at enhver kristen dåb er en barnedåb - også, selv om det er et voksent menneske, der bliver døbt. Enhver dåb er en barnedåb!

     Det er vist nok Grundtvig, der har formulere den opfattelse. Han vidste det vel også af egen erfaring, hvilket man kan lytte sig til i salmen "Sov sødt, barnlille", som han selv kaldte "Guds-barnets vuggesang". Han skrev salmen på et tidspunkt, da han var omkring 60 år gammel. Han var da blevet grebet af et dybt mismod over sig selv. Men så kom han i tanke om, at han var døbt. I bevidstheden om det kan han lægge hænderne sammen og sige sit Fadervor i tillid til, at det er en bøn, der bliver hørt. I barnlig enfold forestiller sig, hvordan bønnen stiger til himmels, hvor alle englene omfavner den og bærer den hen til Gud, for den bøn, som ret beset kommer fra Guds egen søn, kan Gud nemlig ikke sige nej til. Det er en stor trøst at vide det!