11. Påsketiden, 2. række

Sjette søndag efter påske – Johs. 17,20-26: Jesu sidste bøn II.


Den dobbelte henvendelse


I alle de mange år jeg har været præst, har jeg benyttet mig af den klassiske præste-koreografi foran alteret. Når jeg har læst højt af Bibelen, har jeg haft ansigtet vendt mod menigheden, og når jeg på menighedens vegne har læst en bøn, har jeg haft ansigtet mod alteret. Meningen med denne teatralske opførsel er, at der i gudstjenesten altid er tale om to henvendelser: Med præsten som talerør henvender Gud sig for det første til mennesker. Det er det, vi tænker på, når vi siger, at vi går i kirke for at høre Guds ord. Men i kirken er det for det andet også mennesker, der henvender sig til Gud. Det er tilfældet, når præsten er talerør for menigheden med en bøn eller en bekendelse, som er henvendt til Gud.

     I denne søndags tekst ser vi Jesus som præst. For en gangs skyld vender Jesus ryggen til os på samme måde, som præsten under gudstjenesten med ryggen mod menigheden er vendt med ansigtet mod alteret under læsningen af de bønner, som gælder for os alle sammen. Bønnens ord gælder os, men den er henvendt til Gud. I alt, hvad Jesus sagde og gjorde blandt mennesker, er der denne dobbelte henvendelse, nemlig henvendelsen til mennesker og henvendelsen til Gud.

     Alle fire evangelier er fyldt med fortællinger om, hvordan Jesus havde sit ansigt vendt mod mennesker af alle mulige slags, farisæere, toldere, landsforrædere og syndere, mennesker, som havde misbrugt deres liv, og mennesker, som slet ikke havde turdet bruge livet. Der var de spedalske, som var blevet snydt for livet, og røveren på korset ved siden af, som var blevet frakendt retten til livet. Altid hører vi om, hvordan Jesus vendte sit ansigt til dem, som andre vendte ansigtet bort fra. Men i denne henvendelse til mennesker er der samtidig forudsat en henvendelse til Gud som en bøn om, at Gud i sit rige ville lade alt det stå ved magt, som Jesus her på jorden sagde og gjorde blandt dem, som han havde sit ansigt vendt mod.

     I Jesu bøn koncentreres denne dobbelte henvendelse til mennesker og til Gud i ordene om, at vi alle må være ét, ligesom han er ét med Gud. Bønnen lyder som et testamente, Jesu sidste vilje: "Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt". Det vil sige, at han beder om, at den enhed, som her i verden og tiden skabes af hans ord, må blive til i fuldkommen forstand hos Gud. Døden adskiller, men kærligheden forener. I vor Herres ord har Gud her på jorden og midt i alt det foreløbige ladet sin kærlighed råde helt ud i det yderste mørke for at forene os med sig selv. Om det så er i dødens adskillelse, er vi til for Gud, bundne til ham ved hans kærligheds fuldkomne bånd.


Kristi himmelfartsdag – Luk. 24,46-53: Den opstandne Jesus og disciplene.


Opfaret til himmels


Kristi Himmelfartsdagen peger ikke væk fra vores nære verden og ud i det tomme og endeløse univers, som vi af og til kalder "himlen", men Kristi Himmelfartsdagen peger ind i vores egen nære verden og vores hverdag. Det er her vi skal leve i troen på det, som vi hører i evangeliet.

     I Bellinge Kirke nogle få kilometer syd for Odense er der nogle dejlige kalkmalerier, deriblandt et billede af himmelfarten. Man ser disciplene stå på jorden og kikke op mod en sky, hvori vor Herre er ved at forsvinde. Man ser kun lige fødderne stikke ud fra den nederste skybræmme. Et sådant naivistisk billede har vi svært ved at forholde os til nu om dage, fordi vi er blevet belemret med et anderledes kompliceret verdensbillede.

     Tredive år efter Bellinge-maleren forklarer Martin Luther, hvad himmelfarten betyder. Det sker i en prædiken om nadveren. Luther taler her om "Kristi allestedsnærværelse". Det er et begreb, som han har fået brug for til forklaring på, hvordan Kristus kan være til stede i nadvermåltidet. Hvad vil det sige, at Kristus er faret til himmels? spørger han og svarer straks efter: "Det går ikke således til, som når du stiger op ad en stige ind i huset; men det betyder, at han er over alle skabninger og i alle og uden for alle skabninger. Og at han er blevet legemligt optaget til himmels, er sket til vartegn herpå. Derfor har han nu alle ting for øje, mere end jeg har dig, han er os mere nær end den ene skabning er den anden".

     Med himmelfarten er det ikke, "som når du stiger op ad en stige ind i huset", siger Luther. At Kristus sidder ved Faderens højre hånd, betyder ikke, at han så opholder sig på et nøjere afgrænset sted i himlen. Men det betyder, at han som den opstandne og ophøjede er til stede overalt. Himmelfarten er altså et udtryk for, at Kristus er til stede for os dér, hvor vi er - uanset tid og sted.

     At tro på Kristi himmelfart betyder ikke, at man har en mening om, at Jesus opholder sig på et nærmere afgrænset sted i himlen, hvor han på en stol sidder ved Guds højre hånd. Billedligt set kan det være rigtigt nok. Men det virkelige i billedet er, at vor Herres ord råder for os og for alle, uanset hvor vi er, nemlig når vi i troen gør den erfaring, at hans ord stadig gør sin gerning for os og med os, så vi glade kan gå fra kirke og gå trøstede hjem fra graven efter en begravelse.


Femte søndag efter påske – Johs. 17,1-11: Jesu sidste bøn.


Livet er at kende


"At rejse er at leve!", skrev H.C. Andersen i 1855 i bogen "Mit livs eventyr". Han rejste en hel del rundt i Europa. At rejse er at leve. Det kan jeg for så vidt godt give han et i. Men for mit eget vedkommende vil jeg inspireret af Johannesevangeliet fortsætte tankegangen og sige: "At leve er at kende!" Livet består ikke i at eje så meget som muligt, eller i at have magt over så meget som muligt. Livet består derimod i at kende nogen og være kendt af nogen. At det forholder sig sådan, er det ganske almindelig menneskelig erfaring, som betyder mere og mere, jo ældre man bliver. Det er den erfaring, evangelisten Johannes trækker på, når han lader Jesus sige: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus." Ligesom det almindelige liv består i, at vi kender hinanden og vil vide af hinanden, sådan består det evige liv i, at vi kender Gud og tør tro på, at Gud vil vide af os. Det evige liv er ikke mit eget liv, som jeg har for mig selv i en forestilling om, at det varer uendeligt. Nej, det evige liv er det egentlige liv, det sande liv, som kommer af at møde Jesus Kristus og høre hans ord, så vi forstår vort liv i lyset af det, som vi hører af ham, og vel at mærke forstår det på en sådan måde, at vi må sige, at vi i ham har mødt Gud selv. Ligesom livet i det daglige består i, at vi kender hinanden, sådan består det egentlige liv i, at vi kender Gud på en sådan måde, at vi tør tro, at vi også er kendte af ham, fordi han er sådan, som Jesus siger, at han er: En nådig gud!


Fjerde søndag efter påske – Johs. 8,28-36: Jesus og jøderne.


Arv og miljø


Man har førhen sagt, at et menneske er et produkt af arv og miljø, idet man dermed har ment, at arven er biologisk betinget, og miljøet er sociologisk betinget. Den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson gjorde det i en disputats fra 1967 sandsynligt, at miljøet også er noget, der arves. I den forbindelse skabte han begrebet "social arv". Hvis man skal bryde med sin sociale arv og blive til "mønsterbryder", som det kaldes, er det nødvendigt, at man bliver plantet om i et andet miljø, så man simpelthen får en anden arv med sig videre i livet.

     Det, som man får med sig som social arv, bliver til et menneskes historie. Vi har alle sammen en historie, som består i det liv, som vi har levet. Derfor er det det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er. I den forstand er vi hver især fanget af vores fortid. Vi kan ikke selv befri os for den. For man kan nemlig ikke tilgive sig selv. Hvis man har forulempet og såret et andet menneske, er det i sagens natur kun det andet menneske, der kan tilgive. Hvis det er livet som helhed, man har taget fejl af og forrådt, er det kun Gud, der kan tilgive.

     Ordet "arv" eller "arving" er et ord, der anvendes ganske tit i Det nye Testamente som et udtryk for det kristne menneskes forhold til Gud. Vi er arvinger.

     Når jeg har holdt konfirmation, har jeg brugt en konfirmationsformel, der lyder sådan: "Den almægtige Gud, Vor Herres Jesu Kristi Far, som i den hellige dåb har antaget dig til sit barn og gjort dig til arving til det evige liv, han fastholde dig i din dåbs nåde, han give sig bestandighed i troen, din sjæl til salighed". Som kristne mennesker er vi sat over i en anden sammenhæng. Det, som før var vort liv, er ikke længere vort liv, for nu er det Kristus, der er vort liv, og derfor beder vi "Kom Sandheds Ånd! og vidne giv, at Jesus Kristus er vort liv". I troen på evangeliet er vi mennesker, som er blevet tilgivet. Vi er blevet befriede fra vores negative sociale arv og har fået en anden historie at leve med. Vor Herres historie. Og derfor har vi ikke andet at bede om, end at den almægtige Gud vil fastholde os i dåbens nåde og give os bestandighed i troen, så vi i enhver situation kan bruge vores frihed til at skønne om, hvad dette nye liv går ud på, og hvad der er det rigtige at gøre.

Store Bededag – Matt. 7,7-14: Om bønhørelse.


Bønnen og de to veje


I teksten til Store Bededag er der tale om to veje, hvoraf den ene fører til fortabelse og den anden til frelse. Desværre er det sådan, at det er den brede vej, der fører til fortabelse, og den smalle vej fører til frelse. Da Store Bededag mange steder er blevet til konfirmations-dag, er det ikke svært at forestille sig, at denne storebededagstekst i mange kirker kan give anledning til nogle solide moralske prædikener. Meningen med min konfirmation-forberedelse, har selvfølgelig også været den, at jeg gerne ville føre børnene ind på den vej, der fører til frelse, selv om det er en besværlig vej at gå. Jeg har håbet på, at børnene ved min indsats måske kunne blive lidt dygtigere til at leve. Jeg har måske ikke prædiket så meget moral for dem, men jeg har i al fald indskærpet dem, at de i livet skulle øve sig på at gøre det rigtige. Og det foregår åbenbart på den smalle vej. Det ville selvfølgelig have været noget lettere at have konfirmander, hvis det var den brede og komfortable vej, der førte til livet. Men sådan er det ikke. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan.

     Vi har allesammen en tilbøjelighed til at tage den letteste vej og springe over dér, hvor gærdet er lavest. Den tilbøjelighed er der nogle, der vil kalde synd. Og det er det også. At synde betyder egentlig noget med at ramme ved side af, det vil sige, at man forfejler sit mål. Det er det, vi gør, når vi glemmer, at der er en mening med livet, eller når vi bilder os ind, at meningen med livet består i at slippe lettest muligt om ved det.

     Derfor er der også en pointe i, at både helligdagen og dens tekst handler om bøn. I den sammenhæng er det letteste også at mene, at bøn består i at kræve ind og få sin vilje. Men sådan er det ikke! At bede er at ville lade sig holde fast på den vej, der fører til livet – også selv om det er en besværlig vej. Derfor er det sådan, at den, der beder, ikke nødvendigvis får sin vilje. Det er heller ikke sikkert, at den, der søger, finder det, han venter. Men det betyder ikke, at man så lige så godt kan holde op med at bede og at søge. Det betyder derimod, at vi endnu er på vej.

     Det er som med børnene: De kommer og beder om både det ene og det andet, og det er ikke sikkert, at de får deres vilje. Men det betyder ikke, at de dermed har mistet deres forældres kærlighed. Hvor meget snarere vil så ikke jeres far, som er i himlen, give gode gaver til dem, der beder ham?


Tredje søndag efter påske – Johs. 14,1-11: Vejen, sandheden og livet.


Det levede ord


Jeg savner ordet "samtale", som i nyere tid er blevet erstattet af kommunikation og dialog, som i mine ører lyder som noget teknisk noget.

     I samtalen forholder vi os ikke blot til det sagte, men vi forholder os også til den, der siger det. Vi tror på den, der taler – medmindre vi ikke gør det, fordi vi af en eller anden grund ikke har tillid til vedkommende. Al samtale forudsætter et element af tro. Hvis samtalen skal føre til noget, bliver man nødt til at tro både på den, der taler, og på det, man hører.

     Det er dette elementære vilkår, Jesus peger på, da disciplen Filip siger til ham: "Vis os Faderen, og det er nok for os!" Vis os Gud, og så skal vi nok tro! Det er lige præcis dette krav, der får kæden til at hoppe af, fordi der er et overflødigt krav. Det udspringer af, at vi opfatter al tale som omtale. Vi mener, at al tale er tale om noget og ikke tale til nogen.

Når det drejer sig om omtale, er det måske rimeligt nok, at vi samtidig stiller et krav om bevis. Men når det drejer sig om tale forstået som et levende ord talt fra det ene levende menneske til det andet levende menneske, så er talen i sig selv altid noget mere, fordi den talende selv er til stede i det, der siges. Gennem ordene meddeler vi ikke blot hinanden noget, men vi meddeler også os selv. I talen udleverer vi os til det andet menneske, og i samtalen lærer vi det andet menneske at kende. I samtalen betror vi os til hinanden.

     Det, som Filip skal forstå, er at Jesu tale ikke blot er en omtale af Gud og hans rige, for Gud og Guds rige er selv til stede i talen. Og derfor kan Jesus ikke gøre andet end at pege på sig selv og sige: "Jeg er vejen og sandheden og livet!" Og straks stejler vi alle sammen og siger: Hvordan kan han tillade sig at sige det? Hvorfor kunne det ikke lige så godt siges om Buddha eller Sokrates eller en anden? Sådan tænker vi, fordi vi mener, at sandheden er til som noget, vi kan eje og have som vores besiddelse. Men sådan er det altså ikke! Sandheden er kun til, når den leves. Og det er kun det menneske, der lever sandheden, der kender den.

     Når Jesus om sig selv siger, at han er vejen og sandheden og livet, så er det en konstatering. Men det er også en indbydelse til at leve det liv, som han levede, og tro sådan, som han troede. Og når vi så engang er kommet til vejs ende, kan vi tage stilling til, om det liv, der kom ud af at gå ad den vej og leve det liv og tro den tro, er et sandt liv. Foreløbig bliver vi nødt til at tro det! For vi lever i det foreløbige. Endnu er vi kun på vejen, og så længe vi er det, må vi tro, at vor Herres ord til os taler sandt, og at livet kommer af at tro det, som vi hører!


Anden søndag efter påske – Johs. 10,22-30: Jesus som den gode hyrde.


Troens vished


De vigtigste ting i livet, det vil sige de ting, som spiller den største rolle, fordi de er afgørende for det konkrete liv, som vi lever – de ting har vi kun på uvishedens vilkår. Vi kan ikke på forhånd sikre os, at det går an. Livet er altid uvist. Det ved vi sådan set godt, for vi taler jo aldrig om det visse liv, men kun om den visse død. Vi kan ikke på forhånd sikre os, at livet går an. Hvis vi på forhånd forlanger sikkerhed og vished, kommer vi aldrig i gang med det. Så bliver vi aldrig andet end tilskuere til livet. Hvis vi på forhånd vil have beviser for, at det går an at have med Gud at gøre på den måde, som Jesus siger, så får vi aldrig noget med Gud at gøre.

     Men vi kan tro, at det går an. Og når vi tror det, lever vi i troens vished. Men denne vished kan bare ikke bevises over for nogen udenforstående tilskuer.

     Læg mærke til billedet med hyrden og fårene. Hyrden fører jo ikke sine får ved at tvinge dem med vold og magt, men derimod ved at tale til dem. Når fårene hører hyrdens røst, så følger de hans røst i tillid til, at hyrden vil dem det godt. Det er fårenes tro, og derfor følger de deres hyrde. Det kan godt være, at hyrden må føre sine får gennem øde og vildsomme egne for at finde et sted med græs til dem. Det kan fårene på forhånd ikke vide noget om. Men de følger hyrdens røst i tillid til, at det går an. På den måde bliver de holdt fast af ham. Hele deres liv afhænger af, at han holder dem fast med sin stemme.

     Sådan er det at leve i troen på vor Herres ord. Det er et livsvilkår, som vi får tilbudt at leve på, så længe vi er undervejs. Det er ikke et princip. Det er ikke en lære eller en moral, som vi én gang for alle kan tage stilling til, fordi vi har fået en eller anden form for bevis på, at det er rigtigt. Men det er netop et livsvilkår, hvis sandhed kun erfaringen kan vise os.

Vi har alle sammen behov for at blive bekræftet i, at det går an at håbe på, at vi må blive fastholdt i den tro, som vi er blevet døbt på, og derfor har vi også behov for at bede til, at erfaringen vil vise os, at det går an at leve og dø i den tro.


Første søndag efter påske – Johs. 21,15-19:Jesus og Simon Peter


Vi kan bruges


Vi er tilbage ved Geneseret Sø, hvor det hele begyndte. Evangeliet beretter, at den opstandne Kristus igen mødte sine disciple i Galilæa. Som det var blevet sagt til dem i Jerusalem: "Han er ikke her, men han er gået forud for jer til Galilæa!" Men nu hvor det har været påske, er Galilæa ikke længere en fjern provins i det daværende Israel. Galilæa er nu blevet til et åndeligt landskab, nemlig det troens landskab, som vi færdes i på vore egne breddegrader, når vi i vores kirke lytter til det, som Jesus lagde mund og røst til, da han i sin egen tid færdedes blandt mennesker. Det begyndte i Galilæa. For fiskeren Peter begyndte det, da Jesus en dag kaldte på ham ved bredden af Geneseret Sø og dermed gjorde ham til menneskefisker.

     Men nu i tiden efter påske bliver lokaliteten Galilæa nok så meget til et begreb, som omfatter ethvert sted, hvor vor Herres ord lyder. Galilæa er et hvilket som helst sted, hvor evangeliet om Guds rige forkyndes. Hvor evangeliet forkyndes, tages vi med ind i Guds rige, hvor vi er sammen med vor Herre Jesus Kristus, sådan som det siges i nadverbønnen: "Opstandne Herre og Frelser, du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom".

     I dette Galilæa bliver vi igen taget i brug på samme måde, som Peter igen blev taget i brug, efter at han langfredag tre gange havde fornægtet Jesus. "Vogt mine lam! Vær hyrde for mine får!", sagde Jesus til ham. Dermed var han taget i brug igen. At høre vor Herres ord og tage det til sig, det er – synes jeg – at blive taget i brug igen. I vort almindelige liv er vi sat til at være hyrder. Guds rige er jo i den forstand selv almindeligt, ligesom vi i trosbekendelsen siger, at kirken er almindelig, fordi den er for alle mennesker. Set fra den synsvinkel er der ingen, der er noget særligt – i alle fald ikke i anden forstand, end at vi ganske særligt skal være dér, hvor der er brug for os.

     Der er altid et lam at vogte. Der er altid et får at være hyrde for. Vort medmenneske er aldrig længere væk end det nærmeste almindelige menneske. Og i samlivet med det vil Gud bruge os i det rige, som er hans! Vi er så vist nogle ganske almindelige mennesker. Men når vi lytter til vor Herres ord og lader os lede af det, er der alligevel det særlige ved os, at Gud kan bruge os!


Anden påskedag – Johs. 20,1-18: Jesu opstandelse og mødet med Maria Magdalene.

 

Visselig opstanden


Maria Magdalene havde muligvis ikke haft det så let. I Lukasevangeliet nævnes hun blandt flere andre kvinder som den, der var sluppet af med syv dæmoner. Måske er det også hende, der omtales i Johannesevangeliet som kvinden, der blev grebet i hor og derfor skulle stenes, om ikke Jesus havde grebet ind. Det kunne også være hende, der i Betania kom med den meget kostbare nardussalve for at salve Jesu fødder, fordi hun hos ham havde mødt en tilgivelse, som hun ikke havde mødt hos nogen anden. Ud af sin overstrømmende taknemmelighed havde hun spenderet, hvad der svarer til en årsløn for at salve Jesus. De tilstedeværende overfusede hende for hendes ødselhed. Men Jesus sagde: "Lad hende gøre det! Det er til min begravelse, at hun salver mig". Nogle få dage senere stod hun så ude ved Jesu grav og græd. Ikke blot var han død, men hans legeme var heller ikke i graven, hvor de havde lagt ham.

     Da er det, at hun møder Jesus. Lige straks tror hun, det er havemanden. Men så kalder han hende ved navn. "Maria!" siger han. Da genkender hun ham.

     Påskebegivenheden ligger i det forkyndte ord – ikke i den tomme grav. Jeg har selv været i Jerusalem og har besøgt gravkirken, hvor jeg har været inde i den grav, som man siger er Jesu grav. Ved selvsyn kunne jeg forvisse mig om, at hans legeme ikke var dér. Men hvad beviser det? Ingenting! Om opstandelsen skal blive til virkelighed, så sker det ikke ved, at man rejser til Jerusalem, men derimod ved at man bliver hjemme på sit eget sted og går i kirke dér. Bortset fra hvad der kan siges om kirkelig aktivitet og kirkeligt fællesskab, så er evangeliet altid et ord, hvori Gud gør sig gældende over for det enkelte menneske, sådan som Gud i skikkelse af den opstandne Kristus påskedag gjorde sig gældende for den grædende Maria Magdalene. Gud bliver nærværende og virkelig i det ord, som lader hver enkelt af os forstå, at vi både er genkendte og gennemskuede – men vi er ikke oversete. Gud har set på os og i sit ord ladet sin nåde lyse over os, og han har givet os fred. Til den forkyndelse er der ikke andet at svare end bekendelsen: Min herre og min Gud!

     Så er opstandelsen da sket. Den er en ny begyndelse. Den er en ny skabelse, hvor Gud ved sit ord kalder livet frem af intetheden, så vi her i vor egen tid og på vort eget sted må bekende: "Han er visselig opstanden, og hans ord er liv og ånd!" (DDS nr. 241, v5).


Påskedag – Matt. 28,1-8: Jesu opstandelse


Foråret og påsken hører sammen


Det ville være utænkeligt at holde påske uden at synge "Påskeblomst! hvad vil du her?" Vi synger teksten både som påskesalme og som forårsdigt uden at skelne så nøje mellem de to genrer.

     Oprindelig indgik teksten i et lille drama, som Grundtvig skrev i sine yngre år på et tidspunkt, hvor han havde sat sig for på digterisk vist at kalde fortiden og historien til live. Dramaet, som digtet hører sammen med, foregår i Jerusalem lige før daggryet påskemorgen ude ved Jesu grav, hvor tre romerske soldater, en høvedsmand og en farisæer holder vagt, sådan som Pilatus havde bestemt det. I løbet af natten opstår en diskussion om, hvad det i grunden var for noget med denne Jesus, som var blevet korsfæstet. Nogle mener ét og andre noget andet, præcis på samme måde som det er, når man nu om dage diskuterer kristendom.

     Efter dette lille optrin genoptages digtet om påskeblomsten, som på én gang bebuder forår og påske i en i bogstavelig og åndelig forstand øde og kold tid.

     Men der er ingen, der kan forklare, hvad der rent faktisk skete påskemorgen. Det er et meget flimrende billede, vi får, når man læser de fire evangelier. I Matthæusevangeliets beretning forekommer der både et jordskælv og en engel, der ligner et lyn. Det er noget, som evangelisten fortæller for at understrege, hvor enestående begivenheden er, og fordi han i øvrigt ikke ved, hvordan han ellers skal få forklaret det under, som Jesu opstandese er. Men hvad det egentlig var, der skete, det kan evangelisten lige så lidt forklare, som vi kan. Det eneste, vi kan være sikre på, er at der skete et eller andet fuldkommen uventet, som gjorde, at alting tog en helt ny begyndelse.

     Vi lever i eftervirkningen af denne nye begyndelse. Og hver gang vi holder gudstje-neste, sker denne begyndelse igen.

     I Grundtvigs lille drama om opstandelsen er den romerske soldat Tacitus blevet grebet af det, som han har hørt om Jesus - hvordan han i Guds navn tilkendte de udstødte og foragtede en plads i livet og i Guds rige. For Tacitus koncentrerer alt dette sig i en lille episode, som han selv oplevede, da Jesus blev korsfæstet. Han hørte nemlig, at Jesus sagde til den røver, som var korsfæstet ved siden af: "I dag skal du være med mig i Paradis!" Tacitus ved, at hvis det var blevet sagt til ham selv, ville han kunne dø i fred.

     Da opstandelsen sker, betyder denne begivenhed for Tacitus, at det, der blev sagt til røveren, nu faktisk også er blevet sagt til ham selv. Og når vi holder gudstjeneste, kan vi føje os selv til: Hvad der blev sagt til røveren på korset, gælder nu også for os! Gud lod det ikke være et tomt løfte. Derfor er gudstjenesten en ny begyndelse, og derfor hører påsken og foråret sammen!