04. Påsketiden, 1. række

Påsketiden, 1. tekstrække

Sjette søndag efter påske – Johs. 15,26 – 16,4: Verdens had.


Gør en forskel!


Når vi som døbte og dermed kristne mennesker fra kirken bliver sendt ud i verden, så er der vel ikke ligefrem nogen, der vil smide os på porten, fordi vi er det, vi er. Der er heller ingen af os, som her i vort land risikerer at miste livet, hvis vi bekender troen. Men forargelsen ligger på lur alligevel. Tilskyndelsen til at falde fra er måske endda større nu, end den var tidligere, fordi der i den moderne verden er så meget, der distraherer os fra det, som det egentlig drejer sig om i livet.

     Men det betyder rigtig nok ikke, at alt hvad der hedder tro og kristendom så har lidt nederlag her i verden, selv om nogle synes, at det ser sådan ud. Men det betyder, at vi, som er døbte mennesker - netop som døbte! - er sendt ud for at leve vort liv i denne tvetydige verden. Det betyder, at vi endnu ikke lever i det fuldkomne, men derimod i det foreløbige. Vi er ikke færdige. Og vi er slet ikke færdige med at øve os på at leve livet som døbte mennesker, dvs. som mennesker, der hører til her i verden, og dog tilhører den korsfæstede og opstandne frelser Jesus Kristus. I virkeligheden er vi måske endnu kun ved begyndelsen.

     Og hvad der er allermest vigtigt: At vi som døbte mennesker skal leve vort liv i verden betyder, at det endnu er nødvendigt, at vor Herre selv tager os ved hånden derved, at Helligånden – Talsmanden – gør sin gerning og taler Guds sag til os ved at vidne om det evangelium, som her i verden fik mund og mæle i alt det, som Jesus sagde og gjorde. Talsmanden skal vidne, men I skal også selv vidne, lyder det til os.

     Talsmanden skal vidne om det, som Gud har at sige til os. Og selv skal vi vidne og ikke svigte vore pligter som døbte mennesker. Vi er allesammen præster, og derfor skal vi altid bede, som vi gør det i en salme:

Tunger af ild, men dog prædiken mild

giv dem, du salver og sender!

     Nu om dage er det nærmest blevet et krav, at man "skal gøre en forskel", som det hedder. For os, der er døbte og dermed er kristne mennesker, er det egentlig meget let at gøre en forskel. Vi skal blot være os selv bekendt som det, vi er. Så gør vi en forskel!


Kristi himmelfartsdag – Mark. 16,14-20: Den opstandne Jesus og disciplene.


Vi kan vælge og vrage


I de gamle græske kuppelkirker ser man oppe i den store kuppel, som hæver sig over hele rummet, altid et billede af Kristus, som himlens og jordens herre. Fra kuplen behersker han hele kirkerummet, som også er fuld af billeder fra bibelhistorien og helgenlegenderne, og så er vi der også selv, idet vi som kirkegængere er en del af rummet. Eller vi befinder os i det univers, som kirken er. Og dette univers er lige så virkeligt som det store univers udenfor, der fortaber sig i himmelrummet, og som er fuldkommet uoverskueligt, så det ene ikke er til at skelne fra det andet.

     Men i kirkerummets billedunivers er det til at skelne og se forskel. For der er der frihed. I dette billedunivers lever vi under himmelske livsvilkår, hvor vi ikke er slavebundet af vor egen syndige historie, men tværtimod har tilgivelse for den og derfor frihed til at vælge og vrage mellem "liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og Himmel sød", som Grundtvig siger det i en salme, som passende kan synges på Kristi himmelfartsdag. Vi kan vælge, dels fordi vi kan se forskel, og dels fordi vi har frihed til det. Men det skyldes alene, at Kristus er herre i dette univers. Ikke fordi han sidder dér et eller andet sted, som en stork sidder i sin rede, men fordi du hører hans ord og tror det, du hører, så ordet fæstner sig i dit hjerte. Og så er Kristus dér. Ikke sådan at han sidder ligesom på en stol derinde, men sådan som han sidder ved Faderens højre hånd.

     Hvis vi ikke kan forholde os til ham, hvis liv og tro vi hører om i evangeliet, i tillid til at han nu sidder ved Faderens højre hånd, hvordan skulle vi så i vore dage, hvad vort eget liv angår have mulighed for at vælge og vrage mellem "Liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og himmel sød". Hvordan skulle vi kunne vælge og vrage, hvis vi ikke først i kraft af evangeliet havde lært at skelne, fordi vor Herres ord til os i sig selv betyder en altafgørende forskel?


Femte søndag efter påske – Johs. 16,23b – 28: Bøn i Jesu navn.


Fællesskabet i Jesu navn


Det kan undertiden være svært at bære det, når man bliver skuffet over et andet menneske, som på en eller anden måde viser sig at være en anden end den, man troede. Men det er endnu værre, når man bliver skuffet over sig selv. Det er slet ikke til at bære. For i den skuffelse er man helt alene med sig selv - så alene at man også må tro, at ingen andre vil kendes ved én.

     Men netop i skuffelsen over os selv har vi vort egentlige fællesskab med Gud og med alle andre, for så vidt som vi i Jesu navn alligevel får lov til at være til under Guds tilgivelse.

     I Jesu navn bliver vi - trods alt det, der skiller os - forenet med hinanden, sådan som det synligt sker, når vi holder dåb og går til alters. For det fællesskab, som er dér, er ikke et fællesskab, der beror på vore egne evner og menneskelige kvaliteter. Det beror udelukkende på, at vi alle sammen er omfattede af det navn, i hvilket vi blev døbt, og som giver os lov til at se på os selv, sådan som vi er, fordi den himmelske far elsker os og derfor i Jesu navn lader sin barmhjertighed råde!

     Det blev førhen sagt, at når man bliver konfirmeret, så træder man ind i de voksnes rækker. Men samtidig træder man ud af sit hjem, dvs. man træder ud af det livsrum, hvor man frit kunne komme med enhver bøn i tillid til, at man fik om ikke sin egen vilje så sine forældres vilje. Netop på det tidspunkt, hvor man er på vej ud af sit hjem for at skulle leve sit eget liv, giver konfirmationen en vældig god mening med de ord, der på én gang lyder som en bøn og en bekræftelse på det, som bønnen beder om:

                Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,

                som har antaget dig som sit barn i den hellige dåb

                og gjort dig til arving til det evige liv,

                han fastholde dig i din dåbs nåde,

                han give dig bestandighed i troen,

                din sjæl til salighed!


Fjerde søndag efter påske – Johs. 16,5-15: Talsmandens gerning.


Synd, retfærdighed og dom


Vantro er mangel på overbevisning om synd og om retfærdighed og om dom. Det skal jo nok passe, at det menneske, som ikke vil høre evangeliet i vor Herres ord, heller ikke kan overbevises om synd. For det, der her kaldes for synd, er ikke en eller anden krænkelse af en detalje i en eller anden morallov. Derimod består synden i ikke at ville tro det, som man hører.

     Lige så enkelt er det med retfærdighed. Det er ikke et spørgsmål om fordeling som når man deler en pose Matador Mix mellem sine børnebørn. Den retfærdighed, som er afgørende, er den retfærdighed, der skete fyldest påskemorgen, da Gud gennem en opstandelse sagde "ja" til ham, som hele verden langfredag gennem en korsfæstelse havde sagt "nej" til.

     Deraf følger også dommen, som er dommen over dem, der langfredag korsfæstede Jesus, idet de dermed mente, at de ikke blot tjente deres egen sag, men også Guds sag. Påskemorgen skulle det vise sig, at de tog fejl. Derfor blev den dom, som de fældede langfredag, påskemorgen til en dom over dem selv. Men dommen påskemorgen betyder ikke mørke og undergang. Den betyder liv og lys.     

     Et andet sted i Johannesevangeliet siges det på denne måde: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden". Dommedag består i, at der bliver lyst – så lyst, at intet menneske kan skjule sig i mørket. I evangeliets lys er vi gennemskuede, men vi er ikke oversete. Den dom, som Talsmanden skal overbevise om, er ikke en dom, der består i død og undergang, men derimod i liv og lys. Med livet og lyset skal også sandheden komme for dagen, og vi skal se os selv, sådan som vi er.

     Man kan sige, at dér, hvor det sker, dér bliver kirken til. I sig selv er kirken nemlig ikke den imponerende synlige kirkeorganisation. I sig selv er kirken noget andet. Den er anderledes. Men den er ikke anderledes, fordi den som bygning betragtet adskiller sig markant fra alle andre huse i byen. Kirken er derimod anderledes, fordi Gud i kraft af sit eget ord råder i dette hus. Her i dette hus gør Talsmanden sin gerning ved at overbevise om synd og om retfærdig og om dom. Vi kunne også sige, at kirken er et hjem for dem, der ved troen er bundet til det, som de her hører. Derfor er den egentlige kirke usynlig, på samme måde som det er usynligt, hvad det er, der gør et hus til et hjem.

     Eller vi kunne sige, at kirken er som Himmerige, som Grundtvig siger det i en salme. Kirken er et lille Himmerig på jorden. Derfor er kirken et univers, som er anderledes end det univers, vi ellers går og tumler rundt i, for kirken er et univers, som er sådan indrettet, at vi her på jorden får lov til at leve på himmelske vilkår, uanset hvad der i øvrigt hænder os her i denne verden.

     Kirken er usynlig på samme måde, som sjæl og sind er usynlig. Alligevel er den let at kende, fordi den er et sted, hvor der er godt at være!


Bededag – Matt. 3,1-10: Johannes Døber i Judæas ørken.


En tur på kirkegården


I de mange år, jeg var sognepræst, var Bededag også en festdag, fordi den var konfirmationsdag. Derfor fristede dagen selvfølgelig til at give konfirmanderne en sidste opsang, som for den sags skyld også kunne være en opsang, der var rettet til deres forældre. For egentlig er det jo forældrenes opgave at prædike moral for deres børn. Det er forældrene, der har ansvaret for deres børn og skal sørge for, at deres børn moralsk set er sådan udrustet, at de senere vil kunne begå sig i tilværelsen.

     Jeg bed derfor den moralske opsang i mig og mindede i stedet konfirman-derne om, at der er et sted, som de altid kan komme tilbage til, når moralen har svigtet. Og det sted er deres dåb. De kan altid vende tilbage til det, som deres dåb er i kraft af det, som ved dåben er blevet sagt til dem.

     Det kunne Johannes Døber ikke have sagt til dem, der flokkedes omkring ham. For han kendte ikke en sådan dåb, man kunne vende tilbage til. Han døbte folk til noget andet. Han døbte dem til en omvendelse, som de selv skulle fore-tage. Og derfor truede han dem med den kommende vrede.

     Det var ikke forkert det, Johannes Døber sagde. Det er rigtigt nok, at der er en kommende vrede, som vi ikke kan flygte fra, fordi vi ikke kan flygte fra os selv. Men mere kunne Johannes Døber heller ikke sige. Han kunne ikke sige det, som Jesus sagde i Guds navn, nemlig at der hos Gud skulle være en plads til os alligevel, selv om vores moral har svigtet eller helt er brudt sammen. At gå i kirke er ét og det samme som at blive bekræftet på og holdt fast i det, som én gang allerede er sagt til os, da vi blev døbt, nemlig at vi både med og uden moral, både i liv og i død hører til hos Gud. At få det at vide betyder ikke, at livet bliver mindre alvorligt, men det bliver mere frimodigt.

     Når jeg går tur på en kirkegård i mine tidligere sogne, standser jeg jævnligt op for at læse navnene på en gravsten, og jeg mindes dem, der ligger dér. For selv om døden er trådt imellem, så synes jeg, at jeg hører sammen med dem alligevel. Det gør jeg, fordi jeg husker dem. Trods det, at døden er trådt imellem, hører jeg også sammen med dem, fordi vi alle som døbte mennesker hører til hos Gud. Vi er de helliges samfund - de levende og de døde - fordi vi har hørt, at Gud vil kendes ved os.

     Vandringen på kirkegården, minder os egentlig om to ting: Den minder os om, at tiden kan være kort, og at øksen i den forstand allerede ligger ved træernes rod. Men samtidig bliver vi også mindet om, at vi er døbte mennesker, og at det er blevet sagt til hver enkelt af os - både de gode og de onde, både de levende og de døde, at vi er Guds børn. Vi er af Gud Faders små.


Tredje søndag efter påske – Johs. 16,16-22: Jesu bortgang.


En gudstjeneste i Efesus


Hvordan var det Johannes? Hvad tænkte du om det? Hvad følte du? spurgte hans egne disciple ham, da de sad på bakketoppen bag teatret i Efesus. Ingenting, svarede han. Jeg følte ingenting! gentog han og føjede lidt efter til: Jeg følte ikke andet end tomhed! Heller ikke Maria havde givet udtryk for noget som helst, da de sammen gik bort fra Golgata. Hverken sorg eller vrede havde hun givet udtryk for. Men senere fortalte hun, at hun havde mærket et dybt og gennemtrængende stik i hjertet netop i det øjeblik, da han døde. Men hun havde ikke sagt noget om det.

     Så var det blevet påskedag. Det havde været meget forvirrende, fortalte Johannes sine disciple. Nogle af kvinderne havde været ude ved graven, hvor de mente at have set en engel. Men graven var i al fald tom. Jesus var der ikke. Selv var han løbet derud sammen med Peter, og de kunne kun se, at det forholdt sig, som kvinderne havde sagt. Men om aftenen, da nogle af dem var kommet sammen igen, havde han pludseligt vist sig for dem og hilst dem med et "Fred være med jer!" Det havde været ligesom en gudstjeneste. Det var, som om Ordet var opstået af døde. Det var som en ny begyndelse, sagde Johannes, mens han tog sig god tid til at tænke. Det var som en ny begyndelse! Det var, som om Ordet igen blev kød og tog bolig iblandt os, da han hilste os med sit "Fred være med jer!"

     Vi vidste det på en eller anden måde! sagde Johannes, men denne gang nærmest til sig selv. Vi vidste det jo! Jesus havde selv sagt noget i denne retning: "En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter om en kort tid, så skal I se mig!" Men ingen havde dengang rigtig forstået noget af det, han havde sagt. Johannes syntes, at Jesus havde talt om en liden stund, og han havde siden tænkt på, at der i ethvert menneskes liv må være en liden stund, hvor man er helt alene, og hvor der ikke er andet end tomheden, før der kan blive et rigtigt menneske. Et helt menneske. Et menneske, der lever i og af sandheden, i og af livet og i og af lyset. Denne liden stund er troens øjeblik, hvor alt igen skal opstå af døde. For sådan må det være, havde Johannes senere tænkt. I begyndelsen var Ordet, og alt er blevet til ved det. Ud af ingenting blev alt til. Hver gang Gud skal bruge et menneske, må han derfor først gøre det til intet. Det kan ikke være anderledes! En liden stund er en mærkelig stund. Som dengang da de forlod Golgata. De gik sammen, han og Maria, og alligevel hver for sig. De gik i en tomhed, som ikke kunne deles. Der var kun ingenting!

     Men da han holdt gudstjeneste med dem påskedag om aftenen blev alting anderledes. Alting blev nyt. Livet blev til igen. Vi havde det som kvinden, der føder og er helt alene om det. Hun skriger af smerte, og føder sit barn. Et nyt liv er kommet til verden. Af glæde over det, glemmer hun ensomheden og smerten.

Sådan var det, fortalte Johannes. Det var netop sådan det var! Da han hilste os med sit "Fred være med jer", og da vi sammen holdt gudstjeneste påskedag om aftenen og igen otte dage efter og siden hver eneste søndag, da følte jeg en sådan glæde, at jeg vidste, at ingen kunne tage den glæde fra mig. Ingen! føjede han til med eftertryk.     

     Johannes rakte ud efter sin stok, og da han var kommet på benene, sluttede han med ordene:

     Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!


Anden søndag efter påske – Johs. 10,11-16: Den gode hyrde.


Pastor lejesvend


     Der er noget dyb ironisk i, at ordet hyrde på latin hedder "pastor" og som sådan bliver brugt som titel på præster.  Men netop denne klare ironi gør det tydeligt, at heller ikke præsterne er andet end lejesvende og daglejere, som får deres betaling for at lægge røst til vor Herres tale om sig selv som den gode hyrde. Ironien bliver endnu mere bidende, når man tænker biskopperne med. De er også hyrder, for de fører tilsyn med præsterne, og får derfor også mere i løn end præsterne. De er altså endnu mere lejesvende. Som Søren Kierkegaard engang bemærkede: Vor Herre bar sit kors på ryggen, men biskopperne bærer deres kors på maven.

     Både præster og biskopper er ganske almindelige mennesker. Selvfølgelig er de det! Men man kunne også vende tanken om og sige, at ligesom præster er ganske almindelige mennesker, sådan er ganske almindelige mennesker også præster. Og så får tanken en anderledes påtrængende brod. Vi er nemlig alle sammen i kraft af vor Herres ord blevet anbragt i en sammenhæng, hvor vi hver især er sat til at være hyrder for hinanden. I stort og småt er vi både med og uden betaling sat til at tage vare på hinandens liv og lykke. Og den opgave er ikke løst, før vi har sat livet til. Kravet går ikke ud på noget, der er mindre end dette, så længe vi holder os den korsfæstede Kristus for øje - eventuelt i skikkelse af billedet af den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. For vi er i al vores almindelighed nogle mennesker, som har fået tegnet korsets tegn både for vort ansigt og for vort bryst til et vidnes-byrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus. Han er den gode hyrde. Han er den eneste, der i virkeligheden er det! Men for så vidt som vi tilhører ham - og det gør vi som døbte mennesker - er vi bundet til at følge hans røst på samme måde, som fårene er bundet til deres hyrde og må følge ham, fordi hele deres liv afhænger af, at de følger ham og bliver hos ham i tillid til, at han vil dem det godt. Vi er bundet - ikke ved tvang og lænker - men vi er bundet ved den frie lydighed, som udspringer af troen på, at livet kun bliver sandt og rigtigt på den måde.

     Hvad er meningen med livet? Spørger vi. Det kan være svært nok at få øje på, hvis man godt og grundigt er sovset ind i den lejesvende-moral, der siger, at alting skal kunne betale sig, og at man hele tiden skal have noget for det. Billedet af den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, rummer en noget anden mening, som i øvrigt ikke er så svær at forstå, fordi billedet svarer til en erfaring, som vi på en eller anden måde har med fra vores ganske almindelige og jævne menneskeliv, nemlig den er faring, der siger, at kærligheden og livet kun bliver virkeligt dér, hvor vi glemmer os selv - ja, om nødvendigt sætter livet til! Men det er en erfaring, som vi er slemme til at overse!


Første søndag efter påske - Johs. 20,19-31: Den opstandne Jesus og disciplene.


Fred være med jer!


Når vi holder gudstjeneste, er vi på et andet sted, end det sted, hvor vi er i det daglige liv, hvor vi hele tiden skal tænke over, om vi gør det rigtige eller det forkerte. Gudstjenesten er ligesom en undtagelse fra hverdagen. I gudstjenesten er der ikke noget, der er forkert. Der er ikke noget, man kan være i tvivl om, uanset hvor mærkeligt præsten prædiker. For under alle omstændigheder hører vi, at vi her er på et sted, hvor Gud vil kendes ved os, uanset hvem eller hvad vi er.

     Men der er også en sammenhæng mellem gudstjenesten og det daglige liv, som vi lever uden for kirkens tykke mure. Når vi f.eks. i kirken hører ordet "fred", så betyder ordet jo ikke noget andet end det, ordet betyder uden for kirken. Men det kan godt være, at ordet "fred" betyder mere inden for kirkens mure, end ordet betyder udenfor. For kirken er ligesom et lysende sted midt i den verden, som på så mange måder formørkes af alle mulige genvordigheder og alskens ufred.

     Påskedag er dagen for Jesu opstandelse fra de døde, efter at han blev forkastet af verden. Verden ville jo ikke vide af ham, og derfor blev han dømt til døden.           Påskedag er skabelsens første dag, hvor Gud sagde: "Der skal blive lys i mørket!" Og der blev lys! Søndagen er lysets dag, hvor vi hilses med ordene: "Fred være med jer!"

     Freden fra Gud er mere end freden i verden, som vi af gode grunde kan være meget bekymrede for. Netop i bekymringen har vi fred fra Gud! Men den fred, som vi har fra Gud, den skal selvfølgelig ikke holdes skjult. Hvad Gud har sagt til os, skal naturligvis ikke være noget, som vi holder for os selv helt privat. Det er ligesom med englene på hyrdernes mark julenat. De kom med fred fra Gud, men de holdt den jo ikke skjult. De bragte den videre til hyrderne på marken, som i mørket havde grund til at være bange for alt muligt. Og hvad gjorde hyrderne så? De gik til Betlehem for at få luft for alt det, som de lige havde oplevet! For dem var det ikke nogen privatsag, det de lige havde hørt i mørket.

     Her i verden kan vi betragte os selv som både engle og hyrder. For når vi går fra kirke kommer vi fra et sted, hvor lyset har skinnet på os, fordi vi har hørt, at Gud vil kendes ved os, og derfra kan vi gå ud i verden. Vi kommer så at sige med lyset i ryggen, og derfor kan vi se alting foran os ganske klart, sådan som det er. Når vi går fra kirke, så bærer vi lyset og freden fra Gud med os ud i verden.

Det skal kendes på os, at der er sket noget nyt med os fra vi gik ind ad kirkedøren, til vi kom ud af den. Det skal kendes på os, at det ikke var ligegyldigt, at vi var i kirke og hørte, at Guds fred er med os. Det er ikke ligegyldigt, hvad der er blevet sagt til os, for det er noget, som er sket os. Og der er ingenting, der begynder, uden at der er noget, som er sket. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, om det ude i verden kan kendes på os, at vi er lysets børn.

     Der, hvor der ikke er liv, er der død. Og der, hvor der ikke er sandhed, råder løgnen. Og der, hvor der ikke er lys, er der mørke. Så når vi går herfra, så lad det kendes på os, at vi er lysets børn, så alverden forstår, "at natten hun er nu omme", og at der dermed er sket en ny begyndelse!

     Fred være med jer!


Anden påskedag – Luk. 24,13-35: Vandringen til Emmaus


Kirkegang


Vandringen til Emmaus ligner en gudstjeneste. Vandringen er en kirkegang. De to disciple gik af sted med deres sorg og deres skuffelse. "Vi havde håbet!" siger de til den fremmede, da de møder ham. De tre ord indeholder alt, hvad der indtil nu havde været at sige. "Vi havde håbet!" Men nu er der ikke mere noget at håbe på.

     Men så giver den fremmede sig til at udlægge skrifterne. Han fortæller dem om alt det i skrifterne, der handler om Kristus. Han fortæller dem, at det var nødvendigt, at Messias, Guds udsending, måtte hånes og pines og dø. Hans ærinde var jo at opsøge alle de fortabte, alle de udstødte, alle dem, der havde sat deres liv over styr. Han skulle af sted til alle de sørgende og de skuffede for at sige til dem, at de i deres elendighed ikke skulle undvære Gud. Hvordan skulle han kunne udrette dette ærinde uden selv at være et menneske blandt mennesker? Hvordan skulle han få sagt til en bodfærdig korsfæstet røver på Golgata, at heller ikke han skulle undværes i Guds rige. Hvordan kunne Jesus få udrettet dette ærinde, hvis han ikke selv var gået den smertefulde vej ud til Golgata? Alt dette forklarede den fremmede de to disciple på vejen. Som prædikant åbnede han skrifterne for dem, så de forstod, hvad der måtte være meningen med vor Herres snørklede vandring blandt mennesker.

     Da de nåede frem til landsbyen Emmaus, var det blevet aften, og derfor siger de til ham: "Kom med indenfor og spis sammen med os!" Og han gik ind og satte sig til bords med dem. Da han gjorde det, gjorde han samtidig deres hus til sit hus, nemlig da "han tog brødet takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det, det er mit legeme, som gives for jer…….!" Da han sagde det, genkendte de ham. Deres øjne åbnedes, og de så, at ham, som de havde gået med på vejen, ikke var nogen anden end den korsfæstede Jesus Kristus, som havde gjort sig selv til deres præst, da de i deres sorg og skuffelse slet ikke vidste, hvad de skulle tro og gøre.

     Deres øjne åbnedes. Men så blev han usynlig for dem, står der i fortællingen. I Asperup Kirke, hvor jeg har været præst i 21 år, er der et alterbillede som er lavet af Sven Havsteen-Mikkelsen. Billedet viser netop lige det øjeblik, hvor disciplenes øjne åbnedes, samtidig med at den opstandne Jesus bliver usynlig for dem. Billedet er domineret af et rødt lys, som man kunne fortolke som et aftenlys. Man kunne også fortolke det som et "genkendelsens skær". I billedet kan man se de to Emmaus-disciple. Man ser dem bagfra i modlys som to mørke silhuetter. Midt i lyset ser man Kristus-skikkelsen, som bogstaveligt talt er ved at forsvinde i det lys, som han selv har skabt. Disciplene kan ikke holde ham fast og gøre ham til en, som de ejer. Men lyset bliver. Og ved det lys skal disciplene herefter orientere sig i livet.

     Sådan er gudstjenesten. Den er et sted, hvor vi - som man siger – får læst teksten. Vi får udlagt alt det, der i den hellige skrift handler om Kristus, og hvorfor det måtte gå ham, som det gik. Og når vi i gudstjenesten holder altergang, så er det den kors-fæstede og opstandne Kristus, der sætter sig til bords sammen med os. Vort jordiske kirkehus gør han til sit hus. Måltidet gør han til sit måltid, idet brødet og vinen billedligt talt bliver til hans legeme og blod, hvormed han betalte prisen for, at Gud kunne komme til os, uanset hvor langt vi er ude.

     Vi kan ikke gøre Jesus til vores ejendom og sige, at nu er han vores Jesus, som giver os ret i alt, hvad vi siger og gør. Det vil stadig være sådan, at vi over for ham står som dem, der har uret. Men i genkendelsens skær vi får lov til at se os selv i det lys, der kommer fra ham og hans ord. I det liv, som vi endnu skal leve med alle dets glæder og sorger, kan vi orientere os i lyset fra ham og finde vores vej i tilværelsen. Og når vi har gået vejen til ende, skal vi vide, at vi som de helliges samfund stadig bliver i fællesskabet med ham, fordi han gennem sin død og opstandelse har gjort sig til herre både over levende og døde.


Påskedag – Mark. 16,1-8: Jesu opstandelse 


Galilæa


     Det var i Galilæa, det begyndte. Det var I Galilæa, at evangeliet om Guds rige først blev forkyndt. Det var dér, de første disciple kom til tro på det, som Jesus sagde. Derfor er Galilæa mere end et landskab. Det er et begreb. Eller man kunne sige, at Galilæa er et mentalt landskab eller et åndeligt landskab. For Galilæa er det sted, hvor vi er, når evangeliet bliver forkyndt, og vi hører det og tror det, som vi hører, og i den forstand møder Jesus. I troen lever vi i lyset fra Jesu opstandelse. I dette troslys er Galilæa ikke længere en fjern provins i den nordlige del af Israel. Men Galilæa er det åndelige landskab, som vi lever i, når vi lever i lyset fra Jesu opstandelse. I dette troens landskab ser vi ham igen, og han kender os igen. Han genkender os og kendes ved os som sine egne brødre og søstre. Han kommer til os, taler til os på vort modersmål og indbyder os til måltid med sig selv, sådan som han for længe siden holdt påskemåltid med sine disciple i et lånt værelse i Jerusalem.

     Det er nu og her hos os, at evangeliet bliver til. Det er her, vi skal se Jesus. Det er her, evangeliet bliver virkeligt og får mund og mæle på vort eget modersmål. Det er her, at Guds ord bliver kød og tager bolig iblandt os. Det er her, at det er påske. Det er her, vi med fryd skal leve den signede dag i troen på det, som vi hører. Beviset på, at Jesus er opstået fra de døde, består ikke i, at Jesu grav var tom, da kvinderne påskemorgen gik ud for at se til graven. Beviset er derimod, at han er gået i forvejen til Galilæa. Det er dér, vi skal se ham – i troens Galilæa, hvor opstandelsens lys kaster sit forklarende skær ind over det liv, som han levede, og det liv, som vi lever her og nu.

     Når vi holder gudstjeneste – og en hvilken som helst kristen gudstjeneste er en påskegudstjeneste – så er det i sig selv et bevis. Den dag, hvor der ikke mere er gudstjeneste, da er påsken hørt op. Da er Galilæa ikke mere til. Da er Jesus igen blevet lagt i graven. Stenen er væltet for. Gravseglet er sat på. Troens lys er slukket, og vi er igen overladt til os selv. Det er perspektivet, hvis vi forestiller os, at gudstjenesten ikke er mere.

     Men endnu lever vi i en påskemorgen, hvor opstandelsens lys forklarer vort liv. Endnu kan vi høre, hvad Gud ved vor Herre Jesus Kristus har at sige til os. Og endnu kan vi i salmesangen med vor egen bekendelse kvittere for det, vi hører, og dermed bekræfte sandheden i den virkelighed, som i kraft af påsken er blevet vor virkelighed:

                                        Ja, han er her guddoms-manden,

                                        sprængte er nu dødens bånd,

                                        han er visselig opstanden,

                                        og hans ord er liv og ånd!