06. Trinitatistiden 9 - 1. række

Rækken af prædikener til trinitatistiden fortsætter her!

Trinitatistiden, 1. tekstrække

Sekstende søndag efter trinitatis – Luk. 7,11-17: Opvækkelsen af enkens søn i Nain.


Ud hans hånd mig river af dødens garn


I de næsten halvtreds år, jeg har været præst, har jeg haft i hundredvis af begravelser, og jeg ville oprigtig talt være blevet noget forfærdet, hvis der på vej ud til kirkegården var sket det, at en eller anden havde kaldt den døde til live. Ikke desto mindre har alle disse begravelser givet mening. Jeg husker en enke, som efter sin mands begravelse sagde til mig: "På en eller anden måde var det også en dejlig dag!"

     Den sørgelige dag blev også til en dejlig dag, fordi der blev sagt noget, som ingen af os kunne have sagt sig selv.

     Det er det, der sker i Jakob Knudsens morgensalme "Se nu stiger solen". Salmen bliver til ud af noget, som ingen kan sige sig selv. Salmen blev til på et tidspunkt, hvor Jakob Knudsen var ved at blive skilt. Ægteskabet var forlist. Jakob Knudsen var dengang præst i landsbyen Mellerup ved Randers Fjord. Jeg forestiller mig, at Jakob Knudsen havde haft en søvnløs nat på grund af det med skilsmissen. Det er jo som regel om natten, at man har mest besvær med sine egne tanker. Jeg tænker, at han var stået ud af sengen og havde klædt sig på for at gå en tur tidligt om morgenen. Og så kom han op på bakken bag ved landsbyen, netop som solen var ved at stå op. Fra bakken er der en god udsigt ud over Randers Fjord helt ud til Kattegat, hvor "luft og bølge blusser i brand, i glød", som det hedder i den salme, som må være blevet til under hans morgenvandring.

     Ude på fjorden får han i morgenlyset øje på en båd med en fisker, som er i gang med at røgte sine garn. Jakob Knudsen ser, hvordan båden bærer fiskeren, og hvordan havet bærer båden, og det får ham til at tænke på, hvordan han selv bogstaveligt talt er båret af Guds vældige hånd. Han kommer med andre ord i tanke om, at han er døbt. Dåben er et helt hav. På det hav foregår hans livs sejlads, hvor det går op og ned, og hvor man af og til kommer i uvejr. Men Gud er der også. For Gud er der med det løfte, som lover os, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

     Jakob Knudsen kom igennem den krise, som en skilsmisse er. Han kom ud på den anden side. Han kom bogstaveligt talt i land igen. Han kom igennem, fordi oplevelsen af havet, som bærer båden, og båden, som bærer fiskeren, for ham blev til et billede på, hvordan han selv under alle forhold er båret af Guds ord, som hver dag lyder til han i evangeliet. Og derfor kan han slutte sin morgenvandring med at synge:

                          Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

                          lad mig ikkun stævne imod min grav:

                          Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

                          ud hans hånd mig river af dødens garn.


Femtende søndag efter trinitatis – Matth. 6,24-34: Om bekymringer.


Lær af himlens fugle og markens liljer


Se dog på blomsterne og fuglene! Læg mærke til dem! For på dem kan I se, hvordan det ubekymrede liv ser ud, siger Jesus i bjergprædikenen til sine tilhørere.

     Men hvad himlens fugle og markens liljer ejer i kraft af deres natur, må I have givet i tro, føjer han så til. Det vil sige, han gør nu ikke opmærksom på vores tro, men derimod på vores mangel på tro. For når nu Gud tager sig sådan af både blomsterne og fuglene og alt andet levende, som ubekymret er til i naturen, skulle han så ikke meget snarere tage sig af jer, I lidettroende! Og lidettroende er jo netop, hvad vi er, når vi stirrer os blinde på os selv og vort eget. Det er mangel på tro, når vi ikke vil nøjes med at leve af det, vi får givet. Det er mangel på tro, når det sårer vor stolthed, at nogen må tage sig af os og hjælpe os. Og det er intet mindre end vantro, når vi bilder os ind, at vi har krav på en tilværelse, der er blottet for enhver form for problem og bekymring. Hvis vi på den måde vil leve uden bekymring, så må vi jo forestille os en tilværelse uden liv, uden savn, uden håb og uden nogen eller noget, som vi kunne elske og holde af, uden noget eller nogen, der kunne blive genstand for vores bekymring og omsorg.

     Når Jesus siger "I må ikke bekymre jer", så mener han ikke, at vi skal stræbe efter en tilværelse, hvor vi hverken kender til at savne og elske og håbe. Det, han siger, er derimod, at vi ikke skal bekymre os for dagen i morgen, for så bliver bekymringen for dagen i morgen til en flugt fra dagen i dag. Bekymringen bliver til en flugt fra det, som Gud vil mig - og vil med mig - i dag.

     I Fader Vor beder vi: "Komme dit rige, ske din vilje ……, giv os i dag vort daglige brød". Når vi beder om, at Guds rige må komme, så lægger vi med den bøn morgendagen i hans hånd, fordi livet er hans, og dermed ved vi også, at dagen i dag er hans gave til os. Dette livsvilkår skal vi ikke flygte fra ved i bekymring at tage forskud på dagen i morgen. Når vi siger "komme dit rige", så beder vi om at måtte leve af Guds gaver både i dag og i morgen. For hvad skulle vi ellers leve af?

     Vi skal selvfølgelig ikke leve som himlens fugle og markens liljer. For det kan vi ikke. Men vi skal betragte det liv, de lever, som et billede på den troens ubekymrethed, der giver os overskud til at tage vare på det, som vi skal bekymre os for.


Fjortende søndag efter trinitatis – 17,11-19: Helbredelsen af de ti spedalske.


Hvor skulle vi ellers gå hen?


Da Jesus et sted på grænsen mellem Samaria og Galilæa mødte de ti spedal-ske, mødte han en flok mennesker, der virkelig var i samme båd. De var fælles om deres sygdom, og som spedalske var de også i fællesskab lukket ude fra alle andre fællesskaber. De var lukket ude fra det almindelige liv. Det var åben-bart også deres egen opfattelse, så derfor blev de stående på lang afstand og bad om barmhjertighed. Det fik de. De blev helbredt alle ti. Heller ikke, hvad det angår, gjorde Jesus nogen forskel mellem dem. Han sikrede sig heller ikke på forhånd deres taknemmelighed. Men der var kun én, der vendte tilbage for at give Gud æren. Vi hører ikke noget om, hvad der blev af de ni andre. Formodentlig gik de hver til sit. Den eneste, der i virkeligheden holder fast på fællesskabet, er tiendemanden, som vender tilbage for at give Gud æren. Og han var endda en samaritaner, hvilket efter den almindelige mening ville sige, at hans race var blandet, og hans religion var forkert. Det er underligt, at det er denne forkerte mand, der gør det rigtige.

     Også Jesus undrede sig og spurgte: "Hvor er de ni andre?" Det er der ikke noget svar på, og derfor er det kun til den ene, som vendte tilbage, at det blev sagt: "Din tro har frelst dig!" Det var ikke troen, der havde helbredt ham. Men det var troen, der havde frelst ham. Og deraf kan vi så lære, at helbredelse og frelse ikke uden videre er det samme. I denne fortælling består troen i at vende tilbage for med høj røst at prise Gud og give ham æren. Det er den tro, der frelser. For så vidt kan man godt sige, at troen var noget, som han gjorde - ikke fordi han ville have noget ud af det, men fordi han ikke kunne gøre andet end dette at love og prise Gud for det, der var overgået ham. 

     I det stykke ligner fortællingen det, der er meningen med gudstjenesten, som i den forstand også er noget, vi gør. Når vi går i kirke, er det noget, vi gør, selv om det er noget, som de fleste ikke gør. Det sætter selvfølgelig et skel mellem dem, der går i kirker, og dem, der ikke gør. Det er en temmelig banal konstatering. Men nu er vi altså nogle, som går i kirke, og når vi gør det, så betyder det, at vi ulejliger os derhen, hvor vi kan få luft for både vores sorg og for vores glæde. For hvor skulle vi eller gå hen med det?


Trettende søndag efter trinitatis – Luk. 10,23-37: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner.


Kristus er vor næste


Hvad vil det sige at elske sin næste? Hvem er min næste? spørger moralisten. Hvem er det, at jeg skal gøre godt mod?

     Som svar på dette spørgsmål er det, at Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som er en fortælling om den forkerte, der gør det rigtige. Samaritaneren var efter jødisk opfattelse en perker, som ikke har forstand på moral. Alligevel er det i fortællingen ham, der gør det rigtige.

     Det mærkelige er, at lignelsen egentlig ikke svarer på det spørgsmål, som moralisten har stillet. Han havde spurgt på den forudsætning, at min næste er den, som jeg skal gøre godt imod. Hvad skal jeg gøre som det fortræffelige menneske, jeg er? Men da Jesus havde fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, stillede han spørgsmålet: Hvem var en næste for ham, der blev overfaldet af røverne? Svaret på det spørgsmål er naturligvis, at den, der viste sig som en næste, var ham, der viste barmhjertighed og gjorde godt. Min næste er med andre ord også den, der gør godt imod mig.

     Måske har Lukas, som har skrevet evangelieteksten, i virkeligheden fået gjort en moralsk fortælling ud af en lignelse, som oprindelig handler om Kristus. Lukas hager sig fast i den moralske pointe, som siger: "Gå du hen og gør ligeså!" Og derfor overser han, at der i lignelsen også er en pointe i, at det er den forkerte, der gør det rigtige.

     Sådan som vi hører historien om Jesus, er han jo selv den forkerte, der gør det rigtige ved at tage sig af de udstødte og de foragtede. Og ligesom samari-taneren i lignelsen selv betaler omkostningerne på herberget, så den nød-stedte kan have et godt sted at være, sådan betalte Kristus selv omkostninger ved at tage sig af de udstødte og de foragtede, og han stiller endda mere i udsigt, når han vender tilbage.

     Når de ældste kristne menigheder har hørt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, har de i samaritanerens skikkelse genkendt Kristus. For i guds-tjenesten har Kristus ved sit ord taget sig af dem. Han har båret deres synder og med sit eget liv betalt omkostningerne ved, at kirken som et herberg kunne været et sted, som for dem kunne være et godt at være, indtil han kommer igen.

     Der er i og for sig ikke noget forkert i Lukas' moralske pointe: Gå du hen og gør ligeså, det vil sige, gør det samaritaneren gjorde! For sådan bør det menneskeligt set være, at vi skal tage os af dem, som på den ene eller den anden måde er faldet blandt røvere, og som derfor har brug for vores hjælp.

     Men i kirken er der kristeligt set en større pointe, som fortæller os, at Gud i vor Herres menneskelige skikkelse er kommet til verden og fundet, at vi alle sammen har behov for, at der er en, der vil være en næste for os. Og så gør han sig selv til vor næste og betaler på Golgata, hvad det koster.     


Tolvte søndag efter trinitatis – Mark. 7,31-37: Helbredelsen af den døvstumme.


Vi er kommet for at høre


"Mennesket er i Guds billedet skabt med levende ord på sin tunge", hedder det i en sang af Grundtvig. Til forskel fra alle andre levende skabninger er mennesket skabt til at kunne tale med Gud. Ved øret og ved tungen har Gud så at sige bundet os til sig selv, for at vi skal høre hans ord og med vor bekendelse og lovsang svare på det, vi hører. Men vi er bogstaveligt talt faldet ud af billedet. Ikke på grund af ugudelighed, men snarere på grund af ugidelighed, fordi vi synes, at det er lettere at høre på os selv end at høre på Gud.

     Men i samme grad vi lukker Gud ude af vores tilværelse, lukker vi os selv inde i den. Tilværelsen lukker sig så at sige om os selv, på samme måde som den døvstumme var lukket inde i sig selv uden forbindelse med det liv, der omgav ham. I dette lukkede rum mister alle vore store ord deres indhold og mening. De dør, fordi den rod er skåret over, som skulle bringe dem næring. Gud er lukket ude, og vi er lukket inde. Hvordan skal vi da kunne vide, hvad kærlighed og barmhjertighed betyder, når disse ord ikke har andet at gro i end vor egen selvtilstrækkelighed og rethaveri.

     Ingen kan lære at tale uden først at høre. Ingen kan lovprise Gud uden først at have hørt, hvad han har at sige til os. Det er det, der er meningen med vores gudstjeneste: "Vi er kommet ind i dette dit hus for at høre", hedder det i den klassiske indgangsbøn. Vi er ikke kommet for at diskutere, om det her kommer os ved. Vi er derimod kommet for at høre det, som vi ikke kan sige os selv. Og vi er kommet i håb om, at det som vi hører, vil noget med os.

     Hvor det håb går i opfyldelse kommer lovsangen af sig selv. Den kan slet ikke lade være. Det lukkede rum sprænges, og et fællesskab bliver til. Ikke i kraft af vores indbyrdes enighed, for det er der måske slet ikke. Snarere er det et fællesskab, som bliver til på trods af vores uenighed og på tværs af alle de grænser, som skiller os. I fortællingen om den døvstumme befinder Jesus sig i hedningelandet omkring Dekapolis, men også med disse hedninger opstår der et fællesskab, nemlig da de måtte have luft for deres forundring og derfor udbrød: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."


Ellevte søndag efter trinitatis – Luk. 18,9-14: Lignelsen om farisæeren og tolderen.


Kirken er et skjulested


Både farisæeren og tolderen gik i kirke, for så vidt som templet i Jerusalem for dem udgjorde det, vi forstår ved en kirke. Men det var også næsten det eneste, de havde fælles. De levede under den samme himmel, og måske stod de i templet under den samme kuppel, alligevel er det indlysende, at de levede i hver sin verden.

     Om tolderen siges det, at han stod langt borte, det vil sige, han trådte ikke frem. Snarere må vi sige, at han gik i skjul for sit eget selvfordømmende blik for kun at være til for Gud i håb om, at Gud også ville være til for ham. Sådan kan vi alle sammen have brug for et skjulested. Kirken er et skjulested, men med vide horisonter.

     På denne søndag synes jeg, at man skal synge Grundtvigs geniale gudstjenestesalme "Hyggelig, rolig, Gud er din bolig". Det med hyggeligheden i den guddommelige bolig skal ikke opfattes som et sted med levende lys og god vin på bordet, selv om det jo i en vis forstand også er tilfældet. Men kirken er som Guds hus og bolig et sted, hvor vi kan være til med tryghed og i være i skjul for det, som ellers dømmer os.

                             Som ved dit alter den kvidrende fugl

                             und i dit tempel din tjener et skjul!

     Jeg tror ikke, at vi skal bruge lignelsen om tolderen og farisæeren til at dele menneskeheden op toldere og farisæere. Selvfølgelig skal vi ikke stræbe efter at ligne farisæeren, men vi skal heller ikke stræbe efter at ligne tolderen. For i samme øjeblik vi gør det, bliver vi alligevel som farisæeren blot med den forskel, at vi så siger: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som denne farisæer! Nej, i virkeligheden er det sådan, at der bor noget af begge skikkelser i os selv. En gang imellem er vi som farisæeren, der træder frem på scenen for at lufte sin fortræffelighed, og en gang imellem er vi som tolderen, der må gå i skjul for kun at være til for Gud i håb om, at Gud vil være til for ham.

     Begge skikkelser bor i det ene og det samme menneske, og derfor lever begge skikkelser også under den ene og den samme himmel, ligesom vi alle gør det. Men som vi kan høre af lignelsen, så er det i tolderens verden, at de største og de videste perspektiver åbner sig. For i hans verden er Gud nemlig til. Og det gør en ufattelig forskel!


Tiende søndag efter trinitatis - Luk. 19,41-48: Jesus græder over Jerusalem.


Vort eget Jerusalem


Det er nok mere begrebet "Jerusalem" end det blotte bynavn, Jesus havde i tankerne, da han kom til Jerusalem og græd over byen og sagde: "Vidste du blot, hvad der på denne dag tjener til din fred." På denne dag! Det vil sige netop på den dag, da Jesus kom til byen. "Kendte du blot din besøgelsestid."

    Jeg været i Jerusalem flere gange, og jeg er hver gang blevet hensat i den største forundring og forvirring. Jeg forstår ikke al den fromhed, som myldrer rundt dér. Ikke sådan at forstå, at jeg føler mig kaldet til at underkende værdien af andres fromhed. Men hver gang har jeg måttet konstatere, at min egen fromhed – hvis den overhovedet findes – hører til et andet sted. Af samme grund har jeg hver gang glædet mig til at komme hjem og gå i kirke i min hjemlige kirke. "Kirke, du er vort Betlehem" hedder det i en julesalme. Man kunne tilføje, at vor hjemlige kirke også er vort Nazaret, vort Jerusalem og vort Israel. Ja, kirken er vort himmerig, fordi den er det sted, hvor vor Herres ord og evangeliet om Guds rige træder ind i vor egen historie og får skikkelse blandt os, så det, Ordet siger, for os bliver både nærværende og påtrængende.

     For at det kan ske, er det tænkeligt, at der er et Jerusalem, der skal ødelægges, så der ikke bliver sten på sten tilbage, nemlig vort eget indre, mentale Jerusalem, som er "det i os, der siger jeg", og det hvis ære ikke kan forenes med den dybe knælen (DDS nr. 307 v. 4).

     Til gengæld venter der os et andet Jerusalem forude, men indtil det bliver virkeligt, må vi tage til takke med vort eget hjemlige bedehus i skikkelse af sognekirken. I Johannes' Åbenbaringsbog fortælles er om et nyt Jerusalem, et himmelsk Jerusalem, hvis herlighed og dejlighed skal være uden lige (Johs.Åb. 21,22-23). Profetisk bliver det beskrevet i de smukkeste billeder. Men der skal ikke være noget tempel i det ny Jerusalem, for – som det siges – "Herren, Gud den Almægtige, er dens tempel, sammen med Kristus. Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den. Kristus er dens lys. I det lys skal folkeslagene vandre".

     Det er et smukt billede af en fremtid, som endnu ikke er helt virkeliggjort, men dog er nærværende i vort hjemlige bedehus, vores sognekirke, hvor vi derfor skal kende vores besøgelsestid. Endnu er vi selv undervejs, og så længe vi holder os dette storslåede billede for øje, hvor Gud den Almægtige er vort egentlige tempel, og hvor Kristus er vort lys, er vi på rette vej.


Niende søndag efter trinitatis – Luk. 16,1-9: Den uærlige godsforvalter.


Gør plads for nåden


Godsforvalteren i lignelsen havde uret. Han havde ikke noget ret at gøre gældende. Efter den pinlige afsløring af hans bedrageri var det åbenlyst for enhver, at han havde uret. Så må samfundet forlange, at det skal gå retfærdigt til. Og selv må godsforvalteren se i øjnene, at hans eneste mulighed for at kunne leve som et frit menneske består i, at nogen vil lade nåde gå for ret. Derfor gør han det kloge, at han fremturer i sit bedrageri med det formål at skabe mulighed for, at nogen vil lade nåde gå for ret. For det er nemlig sådan, at mennesker kun kan leve frit dér, hvor nåden får lov til at råde. Livet fryser til dér, hvor der er nådesløst. Det gælder også, selv om det går retfærdigt til.

Nåde og tilgivelse er grundvilkår i vores liv – også selv om vi ikke vil vide af det. Den utro godsforvalter var havnet i den situation, at han var nødt til at vide af det, og så skabte han mulighed for nåde ved at bruge løs af en rigdom, som ikke var hans, og som han på ingen måde havde ret til.

     ”Og herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.”  Af evangelieteksten fremgår det ikke klart, om der med ordet ”herre” menes godsforvalterens herre, eller om der skal tænkes på Herren Jesus. Det kan også være lige meget. Under alle omstændigheder er det meningen, at vi i den herre, der er tale om, skal se et billede af Gud, som har råd til at glæde sig, når mennesker her i livet handler klogt og skaber plads for nåden ved at bruge løs af det, der er Guds. For i en nådesløs verden er der ingen plads til Gud – i al fald ikke den Gud, som vor Herre Jesus påkaldte som sin far, og som fik ham til at se på ethvert menneske som et medmenneske og en bror eller søster, uanset om de var mennesker, som ikke havde nogen ret at gøre gældende.

Lad det derfor kendes på os som lysets børn, at den nådesløse nat er omme, og at vi derfor her i verden skal leve som dem, der skaber plads for nåden ved frimodigt at øse ud af alt det, der tilhører Gud.