05. Trinitatistiden 0 - 8, 1. række

Rækken af prædikener til trinitatistiden fortsætter her!

Trinitatistiden, 1. tekstrække

Ottende søndag efter trinitatis – Matth. 7,15-21: Om falske profeter.


Vi skal kendes på frugterne


"På deres frugter skal I kende dem", siger Jesus om de falske profeter. Men det er ikke mængden af frugter, der afgør sagen, men derimod kvaliteten. Det er et spørgsmål, om frugten er sund. Den gode frugt kan vi leve af. Den dårlige frugt bliver man syg af - ja, det kan være, at man dør af den. Sådan kendes træerne på de frugter, de bærer. Det er ikke et spørgsmål om vilje og ærlighed, for et træ bærer nu en gang de frugter, som det af naturen er bestemt til. Og som det er med træer, sådan er det også med profeter. Det er nok muligt, at den falske profets tale lyder både rigtig og smuk, og at den derfor kan vinde almindelig tilslutning og bifald. Men hvad hjælper det, hvis den ikke taler sandt, for så er der jo åndeligt talt ingen, der kan leve af den?

     Ligesom træet kendes på frugten, således kendes frugten selv på, om vi er i stand til at leve af den, dvs. om den bringer livet med sig, eller om den tværtimod ødelægger livet. Frugten og Ordet ligner hinanden. Det ord, der bringer livet med sig, er det ord af vor Herres mund, som bringer trøst til den ængstede samvittighed ved at rejse det menneske op, som er kommet i tvivl om sit liv. Det er den himmelske Fars vilje, at det sker! Og dér hvor det sker, der er der sket et under, for dér er det døde bibelord fra fortiden blevet til nutidig og levende tale, uanset at tiderne er skiftet.

     Hvis vi lytter opmærksomt til både indgangsbøn og udgangsbøn, så siges det ganske klart, hvad det drejer sig om: Vi er kommet ind i Guds hus for at høre, hvad Gud vil sige til os. Og når vi går herfra takker vi, fordi vi af hans ord har lært, hvad vi skal gøre: Vi skal ikke blot sørge over vore synder, men vi skal også sørge for dem, nemlig ved at gå derhen med dem, hvor der er tilgivelse for dem. Og vi skal bevare Guds ord i et rent hjerte og således styrkes i troen og derved lade os trøste både i liv og i død. Vi skal altså høre det ord, der forkyndes for os, og blive i det, som ordet siger, og lade os trøste ved det. Når vi gør det, gør vi den himmelske Fars vilje! Men det bliver vi til gengæld heller aldrig færdige med. Vi må høre det igen og igen, og vi må hele tiden, dvs. i skiftende tider - både om søndagen og til hverdag - øve os i at blive i den tro, som bringer livet med sig ved at bringe trøst til det anfægtede menneske og den bange samvittighed.


Syvende søndag efter trinitatis – Lukas 19,1-10: Zakæus.


Sankt Knuds knogler og Guds opmærksomhed


For en halv snes år siden bad den katolske kirke om lov til at få et par knogler af kong Knud den Hellige, som er skrinlagt i Odense Domkirke, som derfor hedder Sankt Knuds Kirke. Baggrunden for dette ønske er, at man i den katolske kirke har et andet forhold til helgener, end vi har i folkekirken, som er en luthersk kirke. For i samme øjeblik disse knogler ville have skiftet hænder, ville de være blevet til relikvier, det vil sige til tilbedelsesværdige rester af et menneske, som i særlig grad har gjort sig fortjent til Guds opmærksomhed. Man kan have forskellige meninger om dette ønske fra den katolske kirkes side. Man kunne jo sige, at da vi i folkekirken alligevel ikke tillægger helgener og relikvier nogen særlig betydning, så er det kun en lille ting at forære den katolske kirke en sådan gave.

     Min egen holdning som stiftets daværende biskop var den, at Knud den Hellige hverken tilhører den katolske kirke, hvis pave i middelalderen har helgenkåret ham, eller folkekirken, som af historiske grunde har fået ansvaret for at opbevare hans jordiske rester. Knud den Hellige tilhører den danmarks-historie, som er fælles for os alle sammen, uanset om vi er katolikker eller lutheranere eller noget andet. Derfor bør han i sin helhed blive, hvor han er.

     Men dertil kommer et andet spørgsmål, som faktisk betyder noget, og det er, om vi som en luthersk kirke kan bidrage til en opfattelse af forholdet mellem Gud og menneske, som går ud på, at et menneske i kraft af sin fortjeneste kan indtage en særstilling i forhold til Gud. Altså en stik modsat opfattelse! Kan vi bidrage til den? Det mener jeg ikke, at vi kan. For hvis vi gør det, så bidrager vi dermed til noget, som kan bringe et menneske i tvivl om, at det har Guds opmærksomhed, helt uanset hvad det som menneske har gjort sig fortjent til. Hvis vi bidrager til det, er vi i alle fald ikke en kirke, der kan påberåbe sig Luther. Vi vil blive modsagt af selve det evangelium, som siger, at Gud er kommet til verden for at opsøge og frelse det fortabte. Hvis vi af høflighed og som en særlig gestus over for vore katolske medborgere i Danmark undsiger dette evangelium, så vil den logiske konsekvens være, at vi ikke blot bør forære et par af Knuds knogler bort, men at vi også forærer hele sarkofagen med indhold bort, ja, at vi forærer hele Skt. Knuds kirke bort, for så er det ikke længere den evangelisk-lutherske kirke som er folkekirke i Dan-mark.

     Det er måske nogle dramatiske bemærkninger at slutte af med. Men det kan ikke være anderledes, når søndagens hovedtema er, at Gud er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Det styrker selvfølgelig ikke folkekirkens popularitet, at vi fra begyndelsen skal høre, at vi er fortabte, at vi er nogle syndere, der gør oprør imod Gud, fordi vi synes, at det er mere spændende at lægge vægt på vore egne fortjenester. Vi skal være aktive! Vi skal bidrage til folkekirkens succes! Vi skal have nogle flere spaghettigudstjenester! Og det er også godt nok.

     Men hvis blot et eneste menneske går fra kirke i tillid til, at han eller hun har sine synders forladelse i troen på, at Gud som vor Herre Jesu Kristi Far, ikke blot er en opmærksom Gud, men også en nådig Gud, så har folkekirken allerede fået så stor en succes, som den kan få!


Sjette søndag efter trinitatis – Matth. 5,20-26: Om retfærdighed og vrede.


Troens ja


Der er nogle ting, der bliver meningsløse, hvis de gøres overkommelige derved, at man sætter grænser for det, der kræves. Når man bliver gift, står man og siger ja til at elske og ære et andet menneske, indtil døden skiller. Det er noget uforsigtigt, må man sige! Men det går heller ikke an at sige ja til noget, der er mindre end det, hvis man ellers tager det liv alvorligt, som man i ægteskabet begiver sig ud i ved at sige "ja" til det.

     I grunden synes jeg, at det er det samme "ja", der lyder, når den, der bærer barnet til dåben, på barnets vegne svarer ja til spørgsmålet: Vil du døbes på denne tro? Vil du døbes på den kristne tro? Vil du døbes ind i det, som denne tro tror på? Vil du leve dit liv ud fra den forståelse af livet, som denne tro indebærer? Det er med dåben ligesom med ægteskabet: Det er ikke blot en ceremoni og en formalitet, men det er et liv med alle de forpligtelser, som hører dette bestemte liv til. Dåben er ikke et hvilket som helst liv, men det er et bestemt liv. Det er bestemt af, at det har korset som sit fortegn, hvilket betyder, at kærligheden i et sådant liv ikke er et krav, du stiller, men det er et offer, du bringer. Kristeligt set består kærligheden i at dø, hvilket vi kan lære af vor Herres eget eksempel. For således elskede Gud verden! I alle fald er kærlighedens liv et liv, hvori du ikke selv er centrum. Dit livs centrum er derimod det menneske, som du går med på vejen, og hvis du undervejs opdager, at dette menneske har noget imod dig, så se at blive forligt med ham eller hende, så længe I er sammen, for at du ikke skal betale en værre pris senere hen!

     At tage sin kristendom alvorlig er ikke at gøre den til ritual, moral og leveregler og i det hele taget nedskrive den til det, der er overkommeligt: Lidt retfærdighed, lidt godhed, lidt rimelighed, lidt hæderlighed, lidt barmhjertighed, lidt kærlighed og så videre, sådan at der er overkommelige grænser for, hvad der kræves. At tage sin kristendom alvorlig er derimod at holde sig til det liv, vi blev døbt til at leve. At sige ja til det, er en daglig øvelse. Det er hver eneste dag at vende tilbage til sin dåb i tillid til, at livet kun bliver sandt på den måde. Dåben er ikke "noget-hvad-som-helst", men dåben er et ganske bestemt liv, hvis indhold vi hver især må fortolke i lyset fra vor Herres ord i evangeliet, sådan som vi nu har evne og temperament til. Når vi siger ja til det liv, siger vi ja til meget mere, end vi kan holde.

     Men det går på den anden side heller ikke an at sige ja til noget, der er mindre end det.


Femte søndag efter trinitatis – Luk. 5,1-11: Peters fiskefangst


Læg ud på dybet


Man kan vist godt sige om disciplen Simon Peter, at han aldrig gjorde noget som helst af egen fri vilje. Jesus sagde engang til ham: "Da du var ung, klædte du dig selv på og gik hvor hen, du ville. Men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord forudsagde Jesus den død, som Peter skulle lide for troens skyld. Der er en senere legende, der fortæller, hvordan det gik til. Peter var kommet til Rom, hvor han var blevet leder af den unge kristne menighed dér. Men så satte kejser Neros forfølgelser af de kristne ind, og Peter fik travlt med at komme ud af byen. Uden for byen mødte han Kristus, som var på vej ind i byen. "Quo vadis?" spurgte Peter. "Hvor skal du hen?" og Kristus svarede ham: "Jeg skal til Rom for at lade mig korsfæste endnu engang!" Peter var ikke dummere, end at han forstod et vink. Han drejede om på hælene og gik tilbage til byen, hvor han blev pågrebet og lagt i lænker og ført derhen, hvor han egentlig ikke ville.

     "Læg ud på dybet!" siger Jesus til Peter, da han blev kaldet til discipel. Det er en befaling, som fik Peter til at gøre det, som han egentlig ikke ville. Sådan lyder evangeliet af og til som en befaling, nemlig når Vor Herre tager os i brug og sætter os i gang. Læg ud på dybet! Enhver kan høre, at der ikke blot tæn-kes på Genesaret Sø, men snarere på livet i det hele taget. Livet er også et uoverskueligt dyb, som man nok kan blive bange for at kaste sig ud i. Så er det bedre at soppe rundt inde på det lave vand og sikre sig, så godt man kan. Men det er ikke det, der er meningen med os. I troen på vor Herres ord skal vi kaste os ud i livet, hvor uoverskueligt det end er. Og dér skal vi gøre det rigtige ved at tage stilling til det, som livet kræver af os. Vi skal lægge ud på dybet i tillid til, at vor Herre ikke bliver stående inde på den sikre strandbred. Nej, han følger med os helt derud, hvor vi ikke kan bunde. Og han bliver hos os med sit ord, som bærer os på samme måde, som havet bærer båden, og båden bærer fiskeren.

Fjerde søndag efter trinitatis – Luk. 6,36-42: Om at dømme andre.


Vær mild i din dom!


Vi har en ulyksalig trang til ikke blot at ville dømme og bedømme hinanden, men også at være hårde i vores dom, så det måske ender med en fordømmelse, der afskærer al videre samtale og frakender det andet menneske retten til at være til stede.

     Denne trang til at ville dømme og fordømme er åbenbart et udbredt menneskeligt fænomen, og man kan vel heller ikke udelukke, at den i andre religioner ligefrem er sat i system, så man med loven i hånd har ret til at dømme og for den sags skyld også hævne. Men den går ikke set fra evangeliets synspunkt. I kristendommen er hævn ikke noget legitimt begreb, hvilket man blandt andet kan se deraf, at vi ikke begrunder vores straffesystem med hævn. Vi sætter ikke folk i fængsel med den begrundelse, at vi vil hævne os på dem. Det kan godt være, at vi tænker det, men vi siger det ikke højt. Måske begrunder vi straffen som et hensyn til den såkaldte rets-følelse, men vi kalder det ikke hævn. Det skyldes, at vi trods al sekularisering stadig er en slags kristne menneske, som ved, at tilgivelse er mere rigtig end gengældelse.

     ”Fæld ikke dom før tiden, før Herren kommer,” skriver Paulus til menigheden i Korinth (1. Kor. 4,5). Hvad vil det sige at fælde dom før tiden? Det vi sige, at man overser den foreløbighed, der klæber sig til enhver dom, som vi fælder, fordi al dom i sidste ende tilhører Gud. Vi er slet ikke berettigede til at fælde dom, men vi gør det alligevel, fordi vi til dagligt lever, som om Gud slet ikke er til.

     Men hvad nu, hvis Gud er til? Og hvad nu, hvis Gud er sådan, som Jesus siger, at han er? Ikke blot siger han det, men han lever det også. Altså: Hvad nu hvis Gud er sådan, som Jesus lever? Hvad så? Ja, så er det indlysende, at det aldrig mere kan være et spørgsmål om vores ret til at dømme et andet menneske. Tværtimod stiller Kristus sig på Guds vegne op foran os med en fordring om, at vi skal være barmhjertige, og at vi skal tilgive. Som det siges opfordrende i en salmelinje: ”Ligne vor Fader ejegod, som sig af hjertet forbarmer” (DDS 695,6).

     I kristelig forstand tilhører al dom Gud, men til lykke for os, er det Kristus, der sidder på dommersædet. Han er den barmhjertige dommer. Derfor skal vi også være milde i vores dom.


Tredje søndag efter trinitatis – Luk. 15,1-10: Lignelserne om det mistede får og den tabte mønt.


Fundet, udvalgt og elsket


Evangeliet er ikke sådan en almindelig sandhed, som er tilgængelig for den menneskelige fornuft. Evangeliet er derimod et overraskende budskab om, at hvert enkelt menneske har en uendelig betydning i Guds øjne. Det gælder også, selv om vi her i verden har mistet enhver form for betydning. Derfor er det sådan, at det vi kalder menneskelighed og medmenneskelighed slet ikke ville være til, hvis vi ikke på en eller anden måde havde bevaret en erindring om disse lignelser om det fortabte, der blev fundet igen, fordi de var nogen, der anså det for at være så meget værd, at det også var værd at lede efter.

     I politiske sammenhænge er jeg af og til stødt på det argument, at man ikke skal tænke med hjertet, men derimod med forstanden og fornuften. Det, synes jeg er et ynkeligt argument – i al fald hvis der skal gøres en dyd ud af det. Politik er ganske vist det muliges kunst, siger man, og derfor skal man naturligvis bruge sin forstand og fornuft til at finde ud af, hvad der er muligt. Men hvis det også skal ske i respekt for det enkelte menneske, går det ikke an, at man kobler hjertet ud af det, så det forsvundne får og den mistede mønt skrives på tabskontoen, og den fortabte søn får lov til at sejle sin egen sø ud fra den betragtning, at han selv er ude om det.

     "Livet er det, der sker med os, mens vi selv lægger andre planer", siger man. Og den visdom skal nok være rigtig. Vi bruger vores forstand og fornuft til at lægge planer, men livet selv består i det, der sker med os, det vil sige det, der overgår os helt uafhængigt af vor egen politiske og fornuftsbestemte planlægning. Det, som virkelig har betydning i vort liv, er sjældent det, som vi selv har planlagt, valgt og bestemt. Det, der virkelig har betydning, er det, der er overgået os, fordi nogle andre har tillagt os betydning og fundet os værd at kende på en sådan måde, at vi er blevet valgt.

     Evangeliet til hver enkelt af os er, at vi er blevet valgt af Gud. Det er der hverken fornuft eller rimelighed i. Alligevel siges det til os, at vi hver især er Guds udvalgte, hellige og elskede. Vi er kongebørn, uanset hvor fattige og ringe vi er, og uanset hvor meget eller hvor lidt vi bliver regnet for her i denne verden.

     Men det skal man muligvis være et skarn for at forstå. Og det forstås i øvrigt kun med hjertet!


Anden søndag i trinitatis – Luk. 14,16-24: Lignelsen om det store festmåltid.


Evangelium for taberne


I lignelsen om det store festmåltid var der nogle af de indbudte, som ikke kunne komme. Eller rettere: Det var i første omgang alle de indbudte, der ikke kunne eller ikke ville komme. De forskellige begrundelser og undskyldninger kender vi godt. Det kan være noget med en ny bil, man har fået, eller en kæreste, der lægger beslag på én. Eller det kan være så meget andet. - Desværre, desværre, lige præcis den dag er jeg optaget. Jeg er meget ked af det, men du må have mig undskyldt!

     I lignelsen fik værten sin fest alligevel. For da de indbudte ikke kunne eller ville komme, indbød han nogle andre. Og det var oven i købet mennesker, som vi andre muligvis ikke så gerne vil invitere med ved vort eget bord, hvor vi jo selv sætter betingelserne for festen.

     Når jeg tænker efter, så består det opbyggelige i denne lignelse i, at vi her hører, at Gud - og det er jo ham, der sætter betingelserne - ikke ser bort fra dem, som vi selv er tilbøjelige til at se bort fra. Jeg tænker på alle dem, som af den ene eller den anden grund har forspildt deres chancer i den almindelige samfundsmæssige tilværelse - alle dem, som er faldet ud af de gængse moralmønstre, og som er blevet tabere, fordi der blev stillet betingelser for dem, som de ikke kunne leve op til.

     Det egentlige evangelium i lignelsen er, at den, der indbød til fest, også fik sin fest. Det er så i anden omgang også et evangelium for taberne. Men det er muligvis også dem, der har mest brug for at høre evangeliet, for de har måske i livet ikke andet at holde sig til end det. Det kan ske for os alle sammen, at det bliver sådan. Taber kan man blive på så mange måder. Det kan være en sorg, der skal trøstes, en ulykke, der skal heles, en chance, som man håber at få igen. Der kan være så meget!

     Under alle omstændigheder er lignelsen ikke et evangelium for dem, der har nok i sig selv eller nok i noget andet. Men det er et evangelium for dem, der ikke har andet end Gud, men til gengæld har nok i ham.

     Det er grotesk at forestille sig scenen med alle disse fattige og vanføre, blinde og lamme, som helt uventet kommer til fest. Men på den anden side er det også ganske festligt at forestille sig, at det hos Gud i hans rige er sådan.

Det kunne jo være, at man selv fik brug for at glæde sig over det!


Første søndag efter trinitatis - Luk 16,19-31: Lignelsen om den rige mand og Lazarus.


Fra dødningehjem til de levendes land


På denne søndag synes jeg, at man skal synge Kingos salme "Far, verden, far vel". Den sang vi, da jeg den 18. juni (som i øvrigt er min dåbsdag) i 1995 på den første søndag i trinitatis i Skt. Knuds Kirke blev indsat som biskop over Fyens Stift. Salmen passer godt til fortællingen om den rige mand og Lazarus, og til bispevielsen var det fint at lade alle de ordens-behængte kirkegængere synge om, at al deres pomp og pragt ikke er andet end forfængelighed.

     Midt i al denne tilværelsens ulidelige forfængelighed er der kun ét at håbe på, nemlig Lazarus' lod i Abrahams skød, hvor der er trøst for både "sorrig og nød".

     At Lazarus ender i Abrahams skød, og den rige mand ender på pinestedet, er rimeligt nok, synes man. Nu er den rige mand dér, Lazarus begyndte. Nu er rollerne byttet om. Nu er det den rige mand, der tørster efter, at en vil vise sig barmhjertig. Nu er det ham, der bogstaveligt talt er så langt ude, at bønnen ikke længere gælder ham selv, men derimod hans fem brødre: "Fader Abraham, send Lazarus til min fars hus, så de kan høre ham og i tide omvende sig og gøre det rigtige!"

     Det kan godt være, at det er Abrahams erfaring, at det ikke hjælper noget, selv om en opstår fra de døde. Men vi, som går i kirke, har en anden erfaring. For pointen er den, at historien først bliver færdig nu og her, hvor vi holder gudstjeneste. Som vi hører den, bliver historien fortalt af Jesus, men med den særlige drejning, at han som den opstandne Kristus så at sige selv træder ind i historien og gør den færdig med os i rollen som den rige mands fem brødre. Vi kender loven og profeterne. I hvert fald kan vi ikke være uvidende om, at tilværelsen forlanger noget af os, bl.a. det at vi ikke glemmer den lazaron, som ligger lige udenfor.

    Vi lever i troens tid, hvor vi kan høre vor Herres ord. Og derfor ender historien om den rige mand og Lazarus ikke dér, hvor Lukas lader den ende. Den ender her, hvor vi holder gudstjeneste, for så vidt som gudstjenesten er troens sted, dvs. det sted, hvor troen i kraft af vor Herres ord bliver til og bliver virkelig som en tro, der slår bro over den afgrundsdybe kløft, der skiller os fra Gud og fra Lazarus.

     Det havde Grundtvig blik for. Cirka 150 år efter, at Kingo skrev sin salme, skrev Grundtvig på det samme versemål:

                                   O vidunder-tro! 

                              du slår over dybet din gyngende bro,

                              som isgangen trodser i brusende strand,

                              fra dødningehjem til de levendes land.



Trinitatis Søndag – Johs. 3,1-15: Jesus og Nikodemus.


Først tro, så forståelse


I mine unge år læste jeg en hel del af den tyske teolog Rudolf Bultmann, som blandt andet har udgivet en artikelsamling i fire bind med den fælles titel "Glau-ben und Verstehen", hvilket bedst kan oversættes som "Det et tro og det at forstå" – i den nævnte rækkefølge. Det er det, der er pointen.

     Som regel mener vi, at troen kommer efter forståelsen, og derfor taler vi om, at kristendommen skal formidles og forklares, så folk kan forstå den. Men det er forkert. Det er ikke sådan, at man først skal på til præst eller gå på kursus, indtil man er klog nok til at gå i kirke. Det er omvendt: Først må man gå i kirke, og så kan man bagefter blive klogere på det, man tror, ved at gå til præst eller tage på kursus.

     At det forholder sig sådan, er noget vi bogstaveligt talt burde vide hjemmefra. Et barn begynder jo heller ikke med at forstå sin far og mor, men det begynder med at tro dem og leve i tillid til, at forældrene kun vil det bedste. Senere når barnet er blevet voksent, kan det være, at det også begynder at forstå sine forældre - det kan man da i det mindste som forældre håbe på. Under alle omstændigheder er sådan, at det i barnets forhold til sine forældre begynder med troen.

     Det er ikke anderledes, når det drejer sig om forholdet til den himmelske far. Troen er aldrig noget, som man har - og da slet ikke noget, som man har herredømme over. Troen er derimod noget, som man lever i og lever af, fordi troen er udgangspunkt for alt det andet. "Har du en tro?" spørger folk somme tider. Men det er et dumt spørgsmål at stille. Troen er ikke noget, som jeg i en eller anden målestok kan have som min ejendom, tværtimod er det omvendt sådan, at det er troen, som har mig.

     Troen er heller ikke en forsikring mod sorg og ulykke og tilværelsens uberegnelighed. Men fordi troen er udgangspunktet, og fordi vi har lov til at hvile i den, så kan der trods al uberegnelighed i tilværelsen ikke ske os noget, som afgørende rokker ved det fundamentale, der består i, at Gud er til for os, og at vi hører til hos Gud.

     Vi kan ikke have noget med Gud at gøre, fordi vi beslutter os til det eller anstrenger os for at forstå Gud først. Og derfor må det begynde med, at vi hører på, hvad Gud har at sige til os. Gud kan vi kun have med at gøre, fordi han har villet have noget med os at gøre først, det vil sige før vi kunne forstå eller beslutte os til noget som helst.

     Med en sjælden klarhed har vor Herres disciple fornemmet denne sandhed og derfor fastholdt barnedåben som det synlige tegn på det liv, som vi får givet i troen. For ligesom det er lettest at blive født og komme til verden, så længe man er lille, sådan er det også lettest at blive født af Ånd og komme til livet, inden man er blevet for stor i sine egne tanker.


Anden pinsedag – Johs. 3,16-21: Således elskede Gud verden.


Et budskab i ulvetimen


Den første del af teksten til Anden Pinsedag har man kaldt "den lille bibel": "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". Det er evangeliet i en nøddeskal.

     Der er imidlertid en anden sætning i teksten, som er lige så storslået og måske endda mere dybsindig. Det er sætningen: "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden." Det er den sætning, der adskiller kristendommen fra al anden religion. Alle religioner inklusive kristendommen har en forestilling om dommedag og fortabelse. Det kan profileres i en sådan grad, at man næsten synes, at dommedag og muligheden for fortabelse er selve budskabet, som om det er det religionen går ud på.

     Sådan kan det også være i kristendommen. Jeg har hørt om menighedsråd, som i forbindelse med præsteansættelse gjorde det til et kriterium, at præsten skulle forkynde "den dobbelte udgang", som det kaldes. Det vil sige, at præsten ikke blot skal forkynde frelse, men også fortabelse. Det er som om synspunktet går ud på, at der ikke er noget ved frelsen, hvis der ikke også er nogle, der går fortabt.

     Dertil er der at sige, at fortabelsen ikke blot er en mulighed. Den er en realitet på samme måde, som mørket er en realitet. Hvor der ikke er lys, er der mørke. Mørket er bogstaveligt talt til i sig selv, lyset er en undtagelse. Derfor frygter vi for at gå fortabt i mørket. Derfor er det også om natten, at vi har mest besvær med vore egne tanker.

     Jeg talte en dag med et kræftsygt menneske og spurgte til helbredet og om vedkommende kunne holde modet oppe. "Jo, det går egentlig meget godt", lød svaret, " - om dagen i al fald. Men når jeg vågner om natten, melder dødsangsten sig". Det er "ulvetimen". Evangeliet er et budskab ind i "ulvetimen", fordi det er et lys i mørket. Dommen er ikke, at vi bliver overladt til os selv i mørket. Men "dette er dommen, at lyset er kommet til verden". I det lys skal vi se os selv, som vi er. Det er der så nogle, der ikke bryder sig om, og derfor søger de tilbage til mørket for at skjule deres gerninger dér.

     Lyset og evangeliet er skelsættende. Lyset sætter skel i forhold til mørket, og evangeliet sætter skel imellem frelse og fortabelse. Selvfølgelig er der en "dobbelt udgang", hvilket er en følge af, at Guds ord er lov og evangelium, som det hedder i Luthers sprogbrug. Det er det ene og samme ord, som er lov og evangelium. Det er ikke sådan, at præsten først skal knuse folk med forkyndelsen af loven for derefter at samle dem op med evangeliet. Nej, præsten skal forkynde Guds ord, som er lov og evangelium. Det er på én gang dom og frifindelse. På én gang sætter det skel mellem frelse og fortabelse. Dommen består i, at lyset er kommet til verden. Der er nogle for hvem dette lys er livet selv, det evige liv, og der er andre, som søger ind i mørket for at skjule deres gerninger dér. Det kan ikke være anderledes! 


Pinsedag – Johs. 14,22-31: Løftet om en anden talsmand.


Pinsen er selv forklaring


Der er ikke noget, der føles så tåbeligt som det at skulle forklare en vittighed. På samme måde med pinsen. Der er selvfølgelig ikke en forklaring på, hvad pinsen er. Pinsen er jo selv forklaring. Man kan ikke forklare en forklaring. Pinsen er en forklarelse af det, der forkyndes, så det bliver klart, at det forkyndte også omfatter mig og gælder mig, hvilket jeg kan skønne deraf, at det forkyndte stikker mig i hjertet, fordi det sætter sig igennem med en sådan styrke, at jeg ikke ved af andet at sige end: "Hvad skal jeg gøre?"

     Svaret på spørgsmålet "Hvad skal jeg gøre?" er: Tro! Hold gudstjeneste! Gå i kirke!

     I bogen  "Laterna Magica" fortæller Ingmar Bergmann, at han var gået i kirke med sin gamle far, som var pensioneret præst. Da gudstjenesten skulle begynde, kommer den tjenestegørende præst ind i kirken og underskylder, at der ikke bliver nogen gudstjeneste, for han var nemlig blevet forkølet og havde næsten 38 grader i feber. Herover blev Bergmanns far så oprørt, at han uden videre overtog gudstjenesten og gennemførte den iført messehagel og stok. Deraf uddrog Ingmar Bergmann følgende lære: Uanset alt, så skal du holde din gudstjeneste! For det kan være, at der netop den dag er et menneske, som har brug for at høre, at Herren er hellig, og at jorden er fuld af hans herlighed.

     Der er budskaber, som er så vigtige, at de af sig selv sætter sig igennem og bliver til ritual. Vi ved af erfaring fra familielivet, at de ting, som vi mener allermest med, gør vi til ritual. Det gør vi, fordi vi jo ikke kan overkomme at mene noget med hvad som helst på et hvilket som helst tidspunkt. Derfor gør vi dem til ritual.

     Evangeliet er så påtrængende tale, at det gør sig selv til ritual. Det får vi netop et eksempel på, da de tilstedeværende efter Peters pinseprædiken spurgte: "Hvad skal vi gøre?" Og Peter svarede: "Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse!" Hold gudstjeneste! Og det var det, de gjorde. De holdt fast ved apostlenes lære og brødets brydelse. Hver dag kom de i templet og priste Gud. - Hvad skulle de ellers gøre?

     Pinsen er en begivenhed, der finder sted. Ingen kan betvivle, at den finder sted, for det er gudstjenesten jo selv et tegn på. Man kan selvfølgelig ikke bevise, at det, som begivenheden går ud på, er sandt. Det kan man kun tro. Når vi tror det, vi hører i kirken, gør vi den erfaring, at det er Guds ord, der baner sig vej til os gennem teksterne, der læses, gennem prædikenen, vi hører, og gennem salmerne, vi synger. Når det sker, da bliver selve begivenheden til et under. Derfor siger vi, at det er Helligåndens gerning, at det under finder sted.

     På den måde giver Gud os del i det liv, som er hans. Og selv svarer vi på det, vi modtager, med vor bekendelse og vor lovsang. Det er aldrig blevet udtrykt bedre ind i Grundtvigs pinsesalme "I al sin glans nu stråler solen". Det er det smukkeste, der nogensinde er skrevet på dansk. Folk græd, da salmen første gang blev sunget i Vartov Kirke i København. Ja, det er som om selve sproget i den salme genfødes på pinsedagen, så vi igen får ord til at synge Gud den lovsang, som vi skylder ham:

                                     Opvågner, alle dybe toner,

                                     til pris for menneskets forsoner!

                                     Forsamles, alle tungemål,

                                     i takkesangens offerskål!