Sankt Hans 2021


Sankt Hans i Baagø Haveforening 2021

Båltale

    

     Nu må I høre godt efter, for dette bliver mit livs absolut sidste båltale. Jeg har i årenes løb holdt rundt regnet 3.500 taler. De fleste af dem har været prædikener til søndagsgudstjenesten, og det er de bedste, for de har da som regel et budskab, som folk er glade for at høre. Så er der også nogle hundrede begravelsestaler, som jeg håber har sagt noget til trøst for dem, som skal leve videre med tabet af et menneske. Desuden er der nogle bryllupstaler, som har indledt en forhåbentlig festlig dag. Og endelig har der været nogle få båltaler til Sankt Hans. De sidste er de værste, for dem er der ingen anledning til, selv om de hører til på det tidspunkt af året, hvor dagene er lange og lyse. Til gengæld er vi fra nu af på vej ind i mørket, indtil det går den anden vej ved juletid.

     Det hænger sammen med, at jordens akse har en hældning på 23,5 grader i forhold til solen, hvorfor der om sommeren er mest lys på den nordlige halvkugle, mens der er mest mørkt på den sydlige halvkugle. Ved juletid er det omvendt. Sådan er det vel tilfældigvis blevet, da jorden blev dannet for rundt regnet 4,5 milliarder år siden. For ca. 3,5 milliarder år siden opstod der det, vi kalder liv, og for ikke så længe siden kom der så den variant af livet, som vi kalder menneske. Hvis vi skrumper det hele ind til kun at vare i 24 timer, så er mennesket først kommet til sådan cirka kl. 5 minutter i midnat. Det hele begyndte – efter hvad man siger – med en lydløs eksplosion – kaldet "Big Bang" - for 13,7 milliarder år siden.

     Det er ikke til at sige, om der er nogen mening med det hele. Faktisk er der nok ikke nogen objektiv mening med noget som helst af alt det, der er til – forstået på den måde, at man kan pege på det og sige, at her er meningen med livet. Faktisk er det snarere tilfældighederne, der råder. Men det mærkelige er, at vi så alligevel ikke kan være ligeglade med det, der sker, selv om det er noget, der sker tilfældigt. Vi søger en mening i tilfældigheden.

     Da fodboldspilleren Christian Eriksen for et par uger siden faldt om på fodboldbanen med et hjertestop, gjorde det et voldsomt indtryk i hele Danmark og det meste af Europa. For hændelsen var tilfældig og meningsløs. Alligevel gav vi os straks til at søge en mening med det tilfældige – eller snarere lægge en mening ind i det, og der blev talt meget om kammeratskabet, det danske sammenhold og gå-på-mod. Den efterfølgende fodboldkamp mod Belgien resulterede i et nederlag til Danmark, men kampen blev alligevel noteret som en slags sejr, for vi kæmpede og vi rejste os igen. Og sejren over Rusland beviste, at vi havde ret. Der var en mening med det, der skete! Det var en kamp for Eriksen! Det gav os styrke! Og Christian Eriksen har det i øvrigt også meget bedre.

     I vore egne cirkler er det gået værre til. På vores vej - Møllevej – har vi inden for det seneste halve år mistet to mennesker. Først døde John Sytten. Han omkom i en ildebrand ude i Ejby. Dernæst døde for to-tre uger siden Lille Bo i sit hus. Det var et hjertestop ligesom det, der ramte Christian Eriksen. Men hjælpen var ikke så tæt på som i Christian Eriksens tilfælde. Lille Bos død vakte heller ikke så megen opsigt, som Christian Eriksens nær-dødsoplevelse. Ved Bo's begravelse var der en lille halv snes mennesker til stede. Men her i havekolonien kan vi ikke være helt ligeglade med hverken John Syttens eller Lille Bo´s død. For vi kendte dem. Det kan godt være, at tilværelsen som sådan er tilfældig og meningsløs. Men meningen med livet kommer alligevel til os i kraft af, at der er nogle, som vi kender, og som kender os, og måske endda vil kendes ved os. Meningen med livet er det, der kommer til os udefra i kraft af, at nogen vil kende os og kendes ved os. Det er slet ikke nogen selvfølge, at nogen vil det.

     At livet her i kolonihaven kommer til os udefra, er noget, vi oplever hvert eneste forår, når det bogstaveligt talt vælter op af jorden med nyt liv, uden at vi behøver at gøre noget til det. Det kommer af sig selv, og det kulminerer her ved Sankt Hans. Herefter falder der lidt mere ro over det i takt med at vi bevæger os ind i mørket. Når vi når frem til midvinter og jul, så er det hele så godt som borte igen, og man kan føle sig helt alene i mørket. Men jorden forsætter sin skæve gang rundt om solen, og lyset begynder igen at komme til verden. Livet begynder at røre på sig i gen. Sådan vil det nok blive ved nogle millioner af år endnu, indtil solen brænder ud.

     Hvad der sker undervejs, er sikkert nok tilfældigt og meningsløst. Men ved juletid bliver der alligevel lagt en mening ind i det tilfældige. For ved juletid er det Gud, der kommer til verden med et budskab om, at han kender os og vil kendes ved os. Det er et stort budskab til alle os, som ikke kan finde ud af det, og for hvem tilværelse ellers føles meningsløs og tilfældig. Sankt Hans er Johannes Døberens dag. Han prædikede dom og tilintetgørelse. Juledag er vor Herres dag. Han prædikede tilgivelse og frelse, hvilket dermed også er et liv, som kommer til os udefra, og som bliver givet til os. Så fra nu af, hvor vi er på vej ind i mørket, kan I godt begynde at glæde jer til jul. Den er nok værd at vente på!

     Det var så mit livs sidste båltale. Men den er sådan set begyndelsen på en jule-prædiken, som forhåbentlig ikke bliver mit livs sidste. Jeg vil gerne holde et par stykker af dem endnu.

     God sommer!