13. Trinitatistiden 2,10-18

Præk&Salmer

Trinitatistiden, 2. tekstrække, 10 - 18

Tiende søndag efter trinitatis – Matt. 11,16-24: Børnene på torvet.

 

Kærlighedens gerning

           

Man kan forestille sig, at Jesus har stået på torvet sammen med sine disciple. De havde lige talt om Johannes Døberen, og hvordan ikke ret mange lod sig omvende af Johannes Døberens prædiken. Hvordan kan det være? Var det Johannes Døberen, der er noget galt med, eller er det den tid, vi lever i? Eller hvad er der galt? Jo, der er det galt, at vi ligner børnene, som leger på torvet, og for hvem legen går i stykker, fordi der er nogle, der ikke vil lege med. "Vi spillede på fløjte, og I dansede ikke. Vi sang klagesange, og I jamrede ikke", siger de til de andre.

     Og her kommer så et erindringsbillede fra min bispetid:

Når en ny præst skal ordineres, skal der først være bispeeksamen. Det var hos mig en samtale, som tog det meste af en dag. I samtalen var vi intenst optaget af emner og forhold, som har med teologien og præsteembedet at gøre. Bagefter kom så ordinationsdagen, som var en festlig dag med en flot gudstjeneste og en munter sammenkomst bagefter. Glæden var stor, og øjnene strålede. Nu skulle det rigtig begynde! Senere fulgte indsættelsesdagen ude i sognet, hvor den nye præst og folk i sognet blev præsenteret for hinanden og forpligtet på hinanden. Glæden var stor, og forventningerne endnu større.

     Men så gik tiden, og kirkegangen faldt snart tilbage til sit vante, beskedne leje, som da den gamle præst var der. Og det blev efterår og vinter, og den nye præst arrange-rede studiekreds, men der var ikke så mange, der ville studere. Præsten holdt også foredragsaftener med gode foredragsholdere, men der var ikke så mange, der ville høre. Sammen med menighedsrådet nedsatte præsten så et aktivitetsudvalg, men de fleste var ret så passive. En dag møder jeg igen præsten. Jeg behøver ikke at spørge, hvordan det går, for jeg har allerede set, at lyset i øjnene er slukket.

     Hvad skal vi gøre? Skal vi lave gudstjenesten om med moderne salmer og moderne prædikener, hvor der ikke tales for meget om alt det, som vi alligevel ikke forstår. Vi skal vel have barberet alt det væk, som virker anstødeligt på moderne mennesker, så prædikenen bliver reduceret til nogle almindelige sandheder, som vi kan forholde os til. Vi vil gerne høre noget om kærligheden!

     "Visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger", sagde Jesus til disciplene. Forsøgsvis kan vi lige prøve at skifte ordet "visdom" ud med ordet "kærlighed", så sætningen lyder: "Kærligheden er retfærdiggjort ved sine gerninger". Kærligheden er nemlig slet ikke til uden sine gerninger. At postulere en kærlighed, som ikke ytrer sig i gerninger, er et fupnummer, et blålys, som ikke har anden funktion end at lede opmærksomheden bort fra det triste faktum, at jeg selv ikke er så dygtig til det med kærlighed. Kærligheden er kun til i sine gerninger, ellers er den ikke til. Kærlighedens sidste, yderste og ultimative gerning er at sætte livet til for nogen, som ikke er det værd. Derfor satte Jesus sig til bords med toldere og syndere og gjorde sig til ven med dem. Det venskab kom til at koste ham livet. Men således elskede han verden. Det er visdommen i evangeliet! Og denne visdom er retfærdiggjort ved sine gerninger. Den får ret i kraft af det, som den udretter til glæde for det menneske, som er genstand for den.

 

Forslag til salmevalg

  

Evangeliet til den søndag fortæller om børn, der leger bryllup og begravelse, de spiller på fløjte og synger klagesange, men der er ingen, der vil lege med. Der skal være et par salmer, der handler om sang og musik. Den første salme, kan derfor være nr. 4 "Giv mig, Gud, en salmetunge", og den sidste salme kan så være nr. 1 "Guds menighed, syng for vor skaber i løn".

     Profeten Ezekiel gør i den gammeltestamentlige tekst den triste erfaring, at der ikke er nogen, der handler efter Guds ord. De hører ordene, men det har ingen konsekvenser. Efter denne læsning kunne man synge nr. 337 "Behold os, Herre, ved dit ord" eller måske endnu bedre nr. 347 "Ak, Fader! Lad dit ord og Ånd dog ret få overhånd".

     I epistelteksten fra Hebræerbrevet er der tale om "frafald fra den levende Gud". Modsætningsvis kunne man vælge en salme, der handler om en, der faktisk går ud fra den levende Gud, altså Helligånden. Det er nr. 291 "Du, som går ud fra den levende Gud". Den handler måske ikke så meget om epistelteksten. Til gengæld kan det sidste vers i salmen bidrage med en fortolkning af "fortabelsens æt", som også spiller en rolle i evangelieteksten.

     I sig selv er evangelieteksten ikke særlig opløftende. Det er en straffetale over de vantro og dem, der ikke vil lege med. Det vil være fristende at drage paralleller til vor egen tid og den kirkelige elendighed. Og den skal man selvfølgelig heller ikke rose. Men så meget mere synes jeg, at det giver mening at synge nr. 350 "Foragter ej de ringe dage" efter prædikenen.

 

Mit salmevalg: 4 – 347 – 291 / 350 – 1.

 

 

 

Ellevte søndag efter trinitatis – Luk.7,36-50: Kvinden i farisæerens hus.

 

Dine synder er tilgivet

 

Det er ikke ligegyldigt, om man er muslim eller kristen. Som kristne mennesker har vi i alle fald den opfattelse, at det enkelte menneske er uendelig meget værd, uanset om det socialt set er en ynkelig eksistens. Af samme grund bryder vi os heller ikke om dødsdomme i retssystemet. I det hele taget er vi ikke meget for at motivere vores retssystem med, at der skal hævnes. Det kan godt være, at vi tænker sådan, men vi siger det ikke så gerne offentligt. Det hænger sammen med, at vi i det offentlige rum endnu er kristne mennesker. Der er noget i kristendommen, der er sunket til bunds i os, og som udgør en slags sangbund for den måde, vi i almindelighed opfatter vores liv på. De mange historier om Jesus har trods al sekularisering og ugudelighed gjort indtryk på os. Det gælder også denne scene i Simon Farisæers hus.

     "Hvem tror du er mest taknemmelig?" spørger Jesus Simon, som var ved at få maden i den gale hals, da kvinden med alabasterkrukken kom brasende ind. "Er det den, der har fået meget tilgivet, eller er det den, der kun har fået lidt tilgivet?" - "Det er selvfølgelig den, der har fået meget tilgivet!" svarer Simon. Men i samme øjeblik klapper fælden sammen om ham. Hans sjuskede måde at modtage Jesus på, hans bagtanker og hans hårde dom over kvinden vidner om hans egen utaknemmelighed. Pludselig sidder Simon dér og tager sig ud som et menneske, der er sig selv nok. Han har ikke fået eftergivet noget og mener i øvrigt heller ikke, at han har behov for det. Han har ikke noget at skulle have sagt tak for. I al sin ulastelighed og anstændighed ser han pludselig ud som et menneske, der slet ikke har været i kontakt med det virkelige liv.

     Anderledes med kvinden, som sandsynligvis har været i rigelig kontakt med virke-ligheden. Ved at prostituere sig havde hun reduceret sig selv til en vare. Sådan havde det været, indtil hun var kommet til at se på sig selv med Jesu øjne. For vi må gå ud fra, at der forud for scenen i Simon Farisæers hus har været en forhistorie, hvori Jesus har mødt kvinden og set på hende som et menneske, der ikke er forkastet og opgivet af Gud, selv om det er forkastet og opgivet af alle andre - ja, endog opgivet af sig selv.

"Dine synder er tilgivet!" sagde han til hende. Det er mennesket, han tilgiver, det er ikke dumhederne. Men i tilgivelsen tilkender han den, der gjorde dumhederne, så megen betydning, at hun bogstavelig talt får sin menneskelighed tilbage, så hun ikke mere blot er en ting, der kan købes; men hun er et menneske, hun er en person, der som enkeltvæsen har en uendelig betydning - i alle fald i Guds øjne.

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 736 "Den mørke nat forgangen er", er måske den morgensalme, jeg holder allermest af, og derfor skal jeg passe på ikke at bruge de for tit. Af frygt for det har jeg slet ikke fået den brugt i indeværende kirkeår, hvilket fremgår af min opgørelse over salmeforbruget. Salmens vers 4 kunne vel også være sunget af kvinden i farisæerhuset. Men så kom jeg i tanke om, at nr. 331 "Uberørt af byens travlhed" også kunne bruges som indgangssalme eller måske som salme efter prædikenen ud fra den overvejelse, at netop denne moderne salme meget godt illustrerer, hvad der i Simon Farisæers hus er på færde mellem Jesus og kvinden med alabasterkrukken. Så nr. 736 kommer til at stå i kø endnu engang.

     Den gammeltestamentlige læsning stiller os i valget mellem livet og døden, velsig-nelsen og forbandelsen, hvilket får mig til at tænke på de to sidste vers i nr. 250 "Kommer, sjæle, dyrekøbte", hvor det i vers 6 hedder "vælge kan igen og vrage jordens slægter alle dage". De to vers vil jeg gerne have efter læsningen.

     Epistelteksten er forholdsvis lang, men alterbogen giver mulighed for, at man kan sortere det sidste afsnit fra. Tyngdepunktet ligger da også i den første del af teksten, som har givet Grundtvig anledning til to salmer, nemlig nr. 396 "Min mund og mit hjerte" og nr. 397 "Trods længselens smerte". Af dem vælger jeg uden nærmere begrundelse den første – måske skyldes det Lindemans melodi.

     Efter prædikenen kunne man for eksempel synge nr. 321 "O kristelighed", som passer godt til tonen i det evangeliske budskab i teksten. Men jeg vælger alligevel den salme, som teksten har givet anledning til, altså nr. 151 "Med sin alabaster-krukke".

     I forlængelse af den kunne man så slutte gudstjenesten med nr. 398 "Dybe, stille, stærke milde".

 

Salmer:  331 – 250 v. 6-7 – 396 / 151 – 398.

 

 

Tolvte søndag i trinitatis – Matt. 12,31-42: Bespottelse mod Helligånden.

 

Utilgivelig forstokkethed

 

En dag havde Jesus helbredt en syg, hvilket der er god mening i. Alligevel er der nogle blandt tilskuerne, som gør hvidt til sort og kalder det gode for ondt ved at sige, at Jesus står i ledtog med Djævelen. Det er noget vrøvl. Ja, det er være! Det er simpelthen løgn. Jesus kalder da også denne forvrøvlede reaktion en bespottelse af Helligånden.

     Dermed vil han have ram på den forstokkethed, som undertiden får os til at sige det modsatte af det, som vi egentlig mener. Han vil have rammet en pæl igennem den dumhed i os, som får os til at gøre hvidt til sort og kalde det gode for ondt. Men sådan går det ofte, når man vil dække over sine fejltagelser: Man kaster sig ud i alle mulige selvmodsigelser. Hellere det end at indrømme, at man har taget fejl. Og den forstokkethed er der ingen tilgivelse for.

     Alt andet skal tilgives menneskene. Alting! Uden undtagelse! Vi kan have vore snuskede samvittigheder med alle vore små og store fejltrin samt alt, hvad der ellers kan gøre et menneske ængsteligt og bekymret. Hos Gud er der plads til det hele. Han skjuler det alt sammen med sin kærlighed. Kun den forstokkethed, der nægter at tro det gode budskab, som den hører, kun den vantro, som viser det evangelium fra sig, som bliver forkyndt – kun den er der ikke plads til. For i vantroens forstokkethed sætter vi netop os selv udenfor. Det er ikke Gud, der gør det. Vi gør det selv. At det forholder sig sådan, er ganske klart. Det fremgår tydeligt af den måde, som Jesus færdedes blandt mennesker på: Han gjorde de syge raske, han tog sig af dem med de forpinte samvit-tigheder ved at sige til dem, at Gud ikke havde forkastet dem, selv om alle andre havde sendt dem på porten. Med det talte ord, som kan skabe tro i hjertet, rejste han dem op og sendte dem tilbage til livet med Guds fred og en ny frimodighed til at være til her i denne verden, hvor vi selv i ord og gerning skal være til for dem, vi møder på vejen.

     Helligånden er den kilde, hvorfra alt liv strømmer, og som derfor også kan gøre et dødt ord levende, så det modtages i tro i et menneskes hjerte. At spotte er at lægge afstand til noget. At spotte ånden i det talte er at lægge afstand til livet ved at nægte at tro den tale, som bringer livet med sig fra det ene menneske til det andet og fra Gud til os. At spotte er at lukke øjne og ører for den virkelighed, som man ser, og at nægte at tro den sandhed, som man hører. Det er at lukke sig selv ude.

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 402 "Den signede dag med fryd vi ser" er en af de salmer, som jeg er bange for at bruge for meget, og så ender det med, at jeg bruger den for lidt. Det skal der rettes op på i dag, hvor vi bliver belært om, hvad tungen rettelig bør bruges til.

     Af profeten Jonas' Bog bliver vi belært om den skrækkelige oplevelse, der overgik Jonas, da han blev slugt af en stor fisk. I den situation gav han sig til at synge salmer, hvad der måske ikke var så dårlig en idé. I forlængelse af den gammeltestamentlige læsning vil det også give god mening at synge nr. 496 "Af dybsens nød, o Gud, til dig mit bange råb jeg vender".

     Epistelteksten fra Jakobs Brev kan følges op af nr. 5 "O, havde jeg dog tusind tunger", som nok kan udruste en med mod til at høre den noget barske evangelietekst om bespottelsen mod Helligånden samt anklagen for at være øgleyngel og en ond og utro slægt. Teksten rummer flere elementer, som kan give anledning til hver sin prædi-ken. Jeg har valgt at holde en prædiken om bespottelsen mod Helligånden, fordi det er det element i teksten, som anfægter mig selv mest. Efter prædikenen synes jeg, at der skal være en kraftig helligåndssalme som nr. 289 "Nu bede vi den Helligånd".

     Udgangssalmen kan så være Johannes Johansen nr. 523 "Min nåde er dig nok".

 

Mit salmevalg: 402 – 496 – 5 / 289 – 523.

 

 

Trettende søndag efter trinitatis – Matt. 20,20-28: Zebedæussønnernes ønske.

 

Jesus og de gode viljers teologi

 

Jeg tvivler ikke på, at det var ud af lutter god vilje, at Zebedæussønnernes mor kom til Jesus for at bede om de fineste pladser i Himlen til sine sønner. Hun ville jo kun det bedste for dem. De er det, der på moderne dansk hedder ”curling-børn”. Men over for de to disciple og deres mor står der straks ti harmfulde disciple, som også er fulde af god vilje og af den grund reagerer vredt på den fromme moders gode ønske. Har Jesus måske ikke selv sagt, at den, der vil ophøje sig selv, skal ydmyges?

     Men på et øjeblik udjævner Jesus både forskellen og modsætningen mellem de to og de ti disciple. Til de to taler han sådan, at de bliver nødt til at forstå, at den gode vilje, som hans ord har vakt i dem, ikke kan bruges til at gøre krav på en særstilling hos Gud. Og til de ti taler han sådan, at de bliver nødt til at forstå, at de aldrig kan tage hans ord til indtægt i den forstand, at de kan gøre hans ord gældende, som om det var deres eget ord og dermed et ord, der kan gøres til et argument mod andre.

     Jesus benægter sådan set ikke, at både de to disciple og de ti disciple er fulde af god vilje. Men fra det, som man kunne kalde "de gode viljers teologi", fører Jesus sine disciple ind under den bekendelse, der alene består i, at de lytter til hans ord, som siger dem, hvad de skal - i situationen her også, hvad de ikke skal. De skal ikke være som folkenes fyrster, der undertrykker andre og misbruger deres magt! I situationen her findes der ingen anden bekendelse end den, der består i at høre. Som det siges i den klassiske indgangsbøn: "Vi er kommet ind i dit hus for at høre!" Vi er ikke kommet for at mene noget eller for at give udtryk for vores gode vilje, men vi er kommet for at høre, hvad Gud har at sige til os. Og så må vi holde os til det!

     Når vi kommer ud af kirken, kan tilværelsen føre os til mange mærkelige steder, som vi hverken har villet eller ønsket. Men i troen på det ord, som vi hører af vor Herres mund, tør vi tro, at Gud også er med os, når tilværelsen synes meningsløs. Og når vi engang selv skal tømme bægeret til bunds, da skal vi vide, at hans ord står ved magt. Ved troen på hans ord er vi trods alt det, som vi ikke forstår, indskrevet i hans livsbog! Og det må så være nok!

 

Forslag til salmevalg

 

Så må det være på tide, at vi får nr. 736 "Den mørke nat forgangen er". Den sprang jeg over for et par søndage siden. "Gud give os lykke og gode råd", det kunne også være en passende kommentar til Zebedæus' kones bøn på sønnernes vegne.

     Med henblik på gudstjenestens 2. salme har jeg været inde i "100 salmer" og fundet frem til nr. 876 "Barmhjertige Gud" og nr. 877 "Du som er i det høje". Der er ingen af dem, som umiddelbart falder i forlængelse af den gammeltestamentlige læsning fra Mikas Bog, så det bliver nok min egen smag, der kommer til at afgøre sagen. Det bliver nr. 877, som jeg bedst kan identificere mig med.

     Salmen mellem epistellæsning og evangelielæsning skal handle om, at der ikke er grænse for Guds kærlighed, så det må blive enten nr. 179 "Herren god, som uden grænser" eller nr. 365 "Guds kærlighed ej grænse ved". Man kunne selvfølgelig synge den ene før prædikenen og den anden efter, men der er vist lidt uopfindsomt. Så vil jeg hellere efter prædikenen vælge nr. 321 "O kristelighed" eller nr. 379 "Der er en vej, som verden ikke kender".

     Med tanke på de sidste linjer i evangelieteksten vil jeg så som udgangssalme vælge nr. 599 "Lov og tak og evig ære".

 

Mit salmevalg: 736 – 877 – 365 / 379 – 599.

 

 

Fjortende søndag efter trinitatis – Johs. 5,1-15: Den syge ved Betesdas Dam.

 

Hvor skulle han ellers gå hen?


For den lamme ved Betesdas Dam, som efter 38 år fik sin førlighed igen, sluttede dagen med, at han gik i kirke. Da han var syg, opholdt han sig dér, hvor han mente, at der var håb. Og da han blev rask, gik han hen til den helligdom, som for ham var en kirke, for at komme af med sin glæde og taknemmelighed over den livsfylde, som var overgået ham.

     For de fleste af os andre, ville rækkefølgen måske være modsat. Først glæde og taknemmelighed over, at livet overhovedet er til. For vi må jo undres over, at det er sådan. Der er en grundlæggende godhed i tilværelsen, som gør, at vi klæber til den. Vi oplever naturens skønhed, vi oplever munterheden ved at være til i det tillidsfulde samvær med andre mennesker. Vi oplever glæden ved at kunne stå op hver morgen og møde den nye dag uden at opfatte den som en trussel. Jeg ved selvfølgelig godt, at det kan gå anderledes til, så vores oplevelse af naturen bliver en oplevelse af det katastrofale i form af jordskælv, oversvømmelser og ødelæggende orkaner. Det kan også være, at samværet med de andre bliver til en skuffelse, fordi vi føler os svigtede og forrådte af dem, som vi mente at kende godt. Og endelig kan den nye dag være en trussel, fordi den ser ud til at bringe sult og sygdom og krig med sig.

     Alligevel begynder vort liv med en oplevelse af og undren over tilværelsens godhed, som gør, at vi synes, at livet er umagen værd. Og det var så det, vi skulle finde ord til at takke og prise Gud for. Hvis vi forsømmer at finde ord til at takke og lovprise, så ender det med, at vi slet ikke har nogle ord at bruge på den dag, hvor vi kun kan bede og håbe. Det vil sige, at så er vi i al fald sprogligt set blevet til nogle fattige stakler, som hverken i den ene eller den anden situation kan finde ord til at fortolke vort liv. Så er vi blevet til nogle sprogløse væsener, der hverken kan finde ord for vores glæde eller vores sorg.

     Nu tør jeg selvfølgelig ikke sige, at vi har pligt til at gå i kirke. Men jeg synes ikke, at vi skal forsømme det. Det er her ordene findes. Det er her, de betyder noget. Det er her ordene betyder det, som de siger, hvilket man ikke altid kan være sikker på ude i det, vi kalder samfundet. Det er her i kirken, vi finder de ord, vi har brug for i både den ene og den anden situation – både i glæden og i sorgen. Det er det, vi kan lære af fortællingen om den helbredte mand fra Betesdas Dam, som gik til helligdommen. For hvor skulle han ellers gå hen med sit livs overvældende erfaringer.

 

Forslag til salmevalg

 

Jeg tænker, at denne gudstjeneste bør begynde med en lovsang som for eksempel nr. 3 "Lovsynger Herren". Den salme strejfer undervejs flere af de temaer, som dukker op i søndagens tekster, blandt andet i den gammeltestamentlige Ps. 39, hvor der også er tale om menneskelivets flygtighed. Derefter kunne man så synge Grundtvigs gendigtning af Ps 90. nr. 713 "For dig, o Herre, som dage kun". Men på den anden side vil jeg godt have en kortere salme på den plads. Det skal være en salme, som i virkeligheden modsiger eller modforkynder den noget mistrøstige læsning. Måske vil nr. 300 "Kom, sandheds Ånd! og vidne giv" være et godt valg som modforkyndelse til den lange klage over livets flygtighed.  

     Efter epistelteksten vil det passe godt med nr. 395 "Guds ord blev aldrig bundet", som er vægtig salme, der nok desværre bliver brugt for lidt.

     Efter prædikenen er der først og fremmest nr. 157 "Betesda-søjlernes buegange", som K.L. Aastrup har skrevet over teksten. Salmen er ikke særlig kendt, men jeg vil alligevel bruge den i gudstjenesten på Bernhard Christensens melodi. I "100 salmer" er der også et par salmer af Hans Anker Jørgensen, som kunne komme på tale, dels nr. 870 "Gudbenådet, højt begavet", dels nr. 873 "Usynlige, som ingen kan beskrive". De er begge et udtryk for den lovsang, som vi skylder Gud.

     Som udgangssalme kunne det være passende med en salme, hvor vi takker for legemlig sundhed og helbred, og her er det nok lettest at finde nogle enkeltvers fra morgen- og aftensalmerne for eksempel nr. 743 v. 4 "Min sjæl, vær frisk og glad, lad sorgen fare" eller hele nr. 755 "Gud ske lov for nattero" eller nr. 761 v. 4-6 "Tak, tusind gange tak" eller nr. 767 v. 2 "Tak, min søde Gud og Fader".

 

Mit salmevalg: 3 – 300 – 395 / 157 – 743 v. 4.

                            

Femtende søndag efter trinitatis – Luk. 10,38-42: Martha og Maria.

 

Det ene fornødne

 

Hvori består ”det ene fornødne”, som det hed i de ældre bibeloversættelser? Hvad er det ene fornødne, som Jesus i fortællingen gør den foretagsomme Martha opmærksom på? Og hvad er den gode del, som Maria har valgt? 

     Hvad der lige i øjeblikket er nødvendigt og fornødent, afgøres på en eller anden måde altid af den situation, vi befinder os i. Det er værd at lægge mærke til, at fortæl-lingen om Martha og Maria i Lukasevangeliet kommer lige efter fortællingen om den barmhjertige samaritaner. For den stakkels mand, som var blevet slået halvt fordærvet af røvere, var der kun én eneste ting, som var nødvendig, nemlig at nogen ville standse op og tage sig af ham. Det var der så en forbipasserende samaritaner, der gjorde. At sørge for en nødstedt er at have praktisk omsorg for ham. Det er at gøre det, der er brug for - lige her og nu.

     I fortællingen om Martha og Maria, brokker Martha sig over, at hun skal sørge for det hele. Men det kan jo være, at hun i sin tjenstivrighed og foretagsomhed vil sørge for noget, som der ikke er brug for lige nu. Sommetider bruger vi vor egen foretagsomhed med det ene formål at ville gøre opmærksom på os selv. Men det er ikke det, der er brug for i denne situation, hvor hele opmærksomheden bør gælde vor Herre og hans ord, som lyser op og skaber orientering i en verden, som dagligt forvirres af al mulig foretagsomhed, hvoraf en stor del ikke engang er nødvendig.

     Foretagsomheden hører hjemme på den øde vej mellem Jerusalem og Jeriko og alle mulige andre steder, hvor folk lider nød. Men dér, hvor vor Herres ord lyder, består den gode del i at være dér og høre det, han siger - og tro det, for ellers mister vi bare orienteringen i alle de mange andre situationer, hvor der måske er påtrængende brug for vores opmærksomhed og foretagsomhed.

     Maria har valgt den gode del nu, udelukker hende ikke fra at klare madlavningen senere. At Martha tager sig af madlavningen nu, udelukker hende derimod fra at høre vor Herres ord lige nu, hvor der er mulighed for at høre det.

     At vi sidder i kirken og holder gudstjeneste, udelukker os ikke fra senere at gøre godt imod dem, der lider nød ude i byen. Til gengæld har de, der lige nu farer rundt ude i byen, ikke mange muligheder for at få del i det gode, som i gudstjenesten overgår os.

     Lige her og nu er det ene fornødne derfor, at vi hører Guds ord og tror det. Det er det, vi har kirken til! Og når vi dér har hørt, hvad der er at høre i kirken, kan vi bagefter som mennesker gå ud i verden og tage os af alt det, som dér bekymrer os og gør os urolige! Der er nok at tage fat på!

 

Forslag til salmevalg

 

På denne søndag har jeg ofte haft høstgudstjeneste, og så er der en del af salmevalget, som giver sig selv med nr. 729 "Nu falmer skoven trindt om land", nr. 730 "Vi pløjed' og vi så'de", nr. 728 "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" samt nr. 11 "Nu takker alle Gud".  Der kan selvfølgelig være variationer, men de nævnte er vist nok et standardrepertoire.

     Hvis der ikke er høstgudstjeneste, vil jeg gerne begynde med jævn og enfoldig morgensalme som nr. 748 "Nu vågne alle guds fugle små" eller en anden af Ingemanns morgensalmer, som vi i sin tid sang i skolen.

     En anden salme, som jeg også lærte i skolen er nr. 50 "Under dine vingers skyg-ge". Jeg har ikke brugt den særlig meget til gudstjeneste. Til gengæld har den ofte været med til begravelse. Jeg synes, at den udmærket kan synges efter den gammel-testamentlige læsning fra Ps. 73.

     Læsningen fra Apostlenes Gerninger om den etiopiske hofmand handler om dåb, hvilket fik mig til at tænke på en salme, som jeg lærte, da jeg gik til præst. Det er nr. 388 "Herren røst var over vandet". Det vil være en udmærket salme at synge mellem lektielæsningen og evangelielæsningen, som også handler om vigtigheden af at være opmærksom på Herrens røst.

     Salmebogen har en enkelt salme om scenen i Marthas og Marias hus. Den er skre-vet af Brorson. Men det er en salme, som tiden i både sproglig og indholdsmæssigt henseende er løbet fra. Men nu da jeg har taget hul på min barndoms salmeskat, er der sådan en som nr. 32 "Hvo ikkun lader Herren råde", hvis sidste vers er skrevet ind i min konfirmationssalmebog. Den mener jeg godt, at vi kan synge efter prædikenen.

Som udgangssalme vil jeg foreslå nr. 428 "Fader, tak for liv og ånde", hvori vi både takker for "livets ord af Jesu mund" samt "for dagligt brød på jord". Så må både Maria og Martha kunne være tilfredse.

  

Mit salmevalg: 748 – 50 – 388 / 32 – 428.  

 

Sekstende søndag efter trinitatis – Johs. 11,19-45: Opvækkelsen af Lazarus.

 

At takke for ordet og for livet

 

Det siges, at det såkaldt moderne menneske har svært ved at tro. Det er, som om der ikke mere er plads til Gud i vores verden. Alskens videnskabelige forklaringer og teorier har overtaget pladsen. Det moderne menneskes Gud er den fjerne Gud, som har ladt verden i stikken og slet ikke tager sig af al den lidelse og sorg, der findes i verden. Men sådan var det vel i grunden også for Martha og Maria, da Lazarus var død. Det kan godt være, at Lazarus skal opstå fra de døde på den yderste dag, men hvilken glæde har Martha og Maria af det i dag? Den yderste dag er så uendelig langt borte. Hvordan kan forestillingen om den yderste dag trøste Martha og Maria nu i dag, hvor Lazarus allerede ligger død i sin grav på fjerde dag?

     Jeg skal villigt indrømme, at det, som Jesus siger til Martha, heller ikke er let at forstå. Alligevel er meningen klar nok. Han gør den yderste dag til dagen i dag ved at gøre den til sin dag. Og dermed gør han bogstaveligt talt sig selv til den nære Gud. "Jeg er opstandelsen og livet", siger han, "den, der tror på mig, skal leve, om han end dør".  Meningen med disse ord er, at livet er dér, hvor Jesu ord lyder. Det gælder også selv, om vi ikke kan se andet end mørke og død omkring os. Vi lever ikke blot af mad og drikke. Vi lever også af ord. Vi lever af de ord, vi taler til hinanden i det medmenneskelige samvær, som bringer livet med sig fra det ene menneske til det andet. Det er derfor vi rammes af sorg og håbløshed, når døden gør et andet menneske tavst. Vi lever af Guds ord, som er Guds tale til os, sådan som denne tale kommer til orde i evangeliet om Jesus Kristus. Han talte det, som han troede, og vi får lov at tro det, som han taler.

     Det kan godt være, at vi ikke selv er så dygtige til at tro, men så må vi holde os til vor Herres tro og bruge af den. I den tro står Guds ord ved magt. Det ord lyder hen over den mørke grav, når vi står på kirkegården. Det går an at tro, at det ord taler sandt, og at Vor Herre med sin tro kommer vor vantro i forkøbet ved at gøre dagen i dag til sin dag ved at fylde den med det, der er hans.

     Det kan godt være, at vi dermed ikke bliver bekræftede i alle vore egne meninger om, hvad livet går ud på. Det er ikke sikkert, at den tro harmonerer med vor egen med-bragte livsanskuelse. Men vi lever jo også kun i det foreløbige. Alt, hvad vi selv tror, tænker og mener, er noget foreløbigt. Netop derfor giver det en helt god mening, at vi foreløbigt øver os i takke Gud for "ordet og for livet".

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 729 "Nu falmer skoven trindt om land" vil være god at have med som første salme på denne søndag. Det er en højtelsket høstsalme, som folk også gerne vil synge på andre tider af året for eksempel til begravelse. I så fald kan man starte med vers 5, hvilket der kommer en fin takkesalme ud af, som ikke er så bundet til årstiden. Men her om efteråret skal vi have salmen i fuld længde.

     K.L. Aastrup har skrevet en fin lille salme over Ps. 139, som er den gammeltestamentlige læsning til denne søndag. Det er i salmebogen nr. 21 "Du følger, Herre, al min færd". Den mener jeg bestemt, skal synge.

     "Min modsætning er liv og død" sagde den unge Grundtvig i en diskussion med den tyske filosof Phillip Marheinecke. Dette grundsynspunkt beholdt Grundtvig hele sit liv, hvilket også præger den salme, som jeg vil foreslå som søndagens 3. salme nr. 542 "Døden er den sidste fjende". I forlængelse af den kunne man så efter prædikenen synge nr. 538 "At sige verden ret farvel", som vist nok mest betragtes som en begravelsessalme. Men den kan også give mening i en almindelig gudstjeneste og da ikke mindst på denne søndag. På den anden side kunne det også være fristende og mere opmuntrende at synge en salme, som er noget mere konkret i sit fremtidshåb som for eksempel nr. 561 "Jeg kender et land" for så at slutte gudstjenesten med nr. 560 "Det livets ord, vi bygger på".

     Det er så ganske vist blevet til fire salmer af Grundtvig, men hvis vi skal respektere hans modsætning mellem liv og død, kan det nok ikke være anderledes.

 

Mit salmevalg: 729 – 21 – 542 / 561 – 560.

 

 

Syttende søndag efter trinitatis – Mark 2,14-22: Levi kaldes til discipel.


Et sted at være


Bortset fra hvad kristendommen ellers er, og bortset fra hvad den i historiens løb er blevet gjort til med indviklede dogmer og snørklede filosofier, som ingen af os kan gøre rede for, så er der ét bestemt punkt, som vi alle sammen burde kunne gøre rede for, nemlig hvordan vi forholder os til den omstændighed, at vor Herre aldrig nogen sinde vendte ryggen til noget andet menneske, som søgte ham.

     Tolderen Levi var en svindler, for ellers var han ikke blevet tolder. Alle og enhver vidste det, og derfor kunne alle og enhver også afskrive ham som et ordentligt menne-ske. Alligevel siger Jesus til ham: "Følg mig!" Senere sætter Jesus sig til bords i hans hus sammen med nogle andre, som man i samfundet helst ikke ville vide af. Hvordan kan han dog gøre det? lyder det forargede spørgsmål. Det er en opførsel, som vender op og ned på alle tilvante forestillinger om ret og rimeligt i livet. Det er hele den tradi-tionelle livsforståelse, som rives i stykker. Med en lignelse sammenligner Jesus det da også med, at man hælder en ung og gærende vin på gamle lædersække med det resultat, at sækkene sprænges. I dette billede er han selv den unge og gærende vin, og de gamle sække er den gamle livsforståelse, som med nødvendighed må erstattes med en ny dér, hvor han kommer frem, og folk hører det, han har at sige, og bliver indfanget af det.

     På en vis måde er vor Herre selv en fremmed gæst i verden - skønt den tilhører ham. Han bliver mødt med modstand og foragt. Han bliver fulgt på vej af en stadigt voksende vrede, indtil vejen ender på Golgata. Men selv dér udretter han sit ærinde ved at tilsige den dømte røver en plads i Guds rige.

     Når vi skræller alt det ydre af, som har at gøre med både kristendom og kirke - alt det, som vi kan mene forskelligt om og være uenige om, så bliver der det tilbage, at vi står over for en fortælling om et menneske, som var så menneskelig, at han kaldte Gud for sin far og derfor i ethvert andet menneske så et medmenneske, som skulle have et sted at være.

     Et sted at være! Hvor meget betyder det ikke for os selv i vort almindelige daglige liv sammen med familie og venner? Og når vi ikke mere har et sted at være blandt dem, så har vi stadig et sted at være hos Gud. Det har vi vor Herres ord for. Og det skal vi som kristne mennesker tro på! Det er godt at vide, at det er sådan, selv om vi på det sted, som Gud giver os at være, må finde os i at være i selskab med dem, som vi selv ville være tilbøjelige til at sortere fra!

 

Forslag til salmevalg

 

Evangelieteksten til denne søndag handler om toldere og syndere, som bliver taget til nåde, hvilket straks fik mig til at tænke på nr. 3 "Lovsynger Herren", men den foreslog jeg for et par søndage siden. Men så er der nr. 30 "Op, alle, som på jorden bor", som rummer den samme tanke: Vi er nogle, der har fortørnet Gud, men i stedet for straf fik vi velgerninger (v. 3).

     Og blader man lidt længere frem i salmebogen kommer man til nr. 36 "Befal du dine veje", som også har et gammeltestamentligt forlæg, der gør den velegnet som anden salme i gudstjenesten.

     Salmen mellem epistellæsning og evangelielæsning må gerne lægge op til en præ-diken om, at Jesus ikke så sig selv for god til at omgås de forkerte, hvilket vil sige, at der godt må være noget syndserkendelse i den som for eksempel nr. 501 "Herre, jeg har handlet ilde" eller måske nr. 498 "Gud efter dig jeg længes" med den fine formulering i vers 5: "Gud Fader, som mig skabte, tæl ej mig blandt fortabte".

     Somme tider svælger Brorson lidt for meget i det med at være en synder, for eksem-pel i nr. 511 "Jesus han er syndres ven", som måske kunne være nærliggende at vælge efter prædikenen. Så hellere nr. 385 "Op, alle folk på denne jord", som også er af Brorson, men den minder lidt for meget om indgangssalmen. Så jeg ender ved nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned", hvor vi ligesom alle andre syndere i vers 4 får lov til at trøste os ved Jesu tro.

     Så kan man slutte gudstjenesten med en salme, som både i ord og toner er lidt mere samtidig med os det. Det er nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted".

                      

Mit salmevalg: 30 - 36 – 501 / 493 – 260.

 

 

 

Attende søndag efter trinitatis – Johs. 15,1-11: Det sande vintræ.

 

Vor Herres glæde

 

I slutningen af 1800-tallet blev det franske vinbrug ramt af en katastrofe. Vinstokkene blev angrebet af vinlus. Disse vinlus satte angrebet ind på den mest lumpne måde, som tænkes kan: De angreb vinstokkens rødder, så træet ikke kunne få sin livssaft og derfor mistede sin livskraft. På mindre end tyve år dræbte vinlusene de fleste af Frankrigs vinstokke. Redningen kom fra Amerika, hvor man havde vinstokke, som var resistente over for den særlige art af vinlus, som hærgede Frankrigs vinmarker. I Frankrig importerede man derfor vinstokke fra Amerika og indpodede derefter de kendte franske druesorter på de amerikanske vinstokke. På den måde fik man genoprettet vinavlen.

     "Jeg er vintræet, I er grenene", siger Jesus til sine disciple. "Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre!"

     Når der er barnedåb holder præsten en lille tale for barnets faddere, hvori han siger til dem, at de - hvis forældrene dør - skal sørge for, at barnet bliver opdraget i troen på Kristus, "for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham". Barnet er ved sin dåb indpodet i Kristus, ligesom de franske vinsorter blev indpodet i de amerikanske vinstokke. Derfor skal barnet suge sin åndelige næring fra Kristus, så det sætter sine livsfrugter i kraft af den næring, det suger til sig.

     "Skilt fra mig, kan I slet intet gøre", føjer Jesus så til. Og det er jo klart nok, at grenene ikke kan gøre noget som helst, når de er hugget af stammen. Så visner de blot!

     Den frugt, der kommer af at være indpodet i Kristus, er glæde. "Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer, og jeres glæde blive fuldkommen!" siger Jesus til sine disciple. Glæden består i at høre vor Herres ord i evangeliet og kende Gud i dem. Det er en fuldkommen glæde, fordi den ikke kan gå i stykker. Det er en glæde, der ikke kan tages fra os. Som en understrøm i livet bærer den alt andet, som fylder vores tilværelse. Den bærer vore stemninger af forskellig art – også de triste og sørgelige. Den bærer vore sorger og vor håbløshed, når det kommer dertil. For vor Herres glæde i os er glæden ved at vide, at der i dette liv ikke kan ske os noget som helst, som Gud ikke også er med i. Det er den glæde, som Jesus kaldte sin glæde.

 

Forslag til salmevalg

 

Nr. 2 "Lover den Herre" er en dejlig salme, som kan bruges på næsten enhver placering i gudstjeneste. I dag skal den være indgangssalme.

     Man kan diskutere, om man i forlængelse af tekstlæsninger skal tilstræbe at bruge salmer, som er skrevet over teksten. Jeg er tilbøjelig til at gøre det, fordi jeg fornemmer, at det styrker pædagogikken i gudstjenesten. Men der kan selvfølgelig være undtagelser. I dag vil jeg vælge nr. 47 "Jeg løfter mine øjne op", som er Hans Thomissøns gendigtning af Ps. 121.

     Mellem epistellæsning og prædiken vil jeg gerne synge nr. 292 "Kærlighed og sandheds Ånd". Som helligåndssalme passer den godt til epistelteksten, og vers 3 er en klar hentydning til evangelieteksten. Så den salme skal vi have med.

     Jørgen Kristensen har skrevet en udmærket evangeliesalme til denne søndag. Det er nr. 368 "Vintræ og grene og frugt hører sammen", som godt kunne synges efter prædikenen. Alligevel vil jeg gøre en undtagelse fra min ovennævnte tilbøjelighed til at vælge salmer, som er digtet over teksten. Man kunne måske vente med at synge Jørgen Kristensens salme som udgangssalme. Men efter prædikenen vil jeg hellere have nr. 458 "Zion, pris din saliggører", som det er lidt mere gods i.

     Udgangssalmen kunne så være Jørgen Kristensens nr. 368 eller nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd".

 

Mit salmevalg: 2 – 47 - 292 / 458 – 375.