16. Salmevalg, juledagene

Forslag til salmevalg i juledagene (1. tekstrække)


I juledagene er der rigtig mange gode salmer at tage af. Hvis man er så heldig at have gudstjeneste alle fire dage, det vil sige til og med julesøndag, kan det betale sig at sætte sig med salmebogen og læse salmer med henblik på at få dem placeret i de forskellige gudstjenester. Man behøver ikke at skele så nøje til læsningerne, selv om man selvfølgelig heller ikke skal se bort fra dem. Det er vigtigere, at salmerne klæder hinanden inden for rammerne af den enkelte gudstjeneste. Man kan lige så godt begynde fra begyndelsen med nr. 94 ”Det kimer nu til julefest”, som skal være indgangssalmen juleaften. Balles lidt fodslæbende melodi fra 1850 er med til at dæmpe stressniveauet efter alle juleforberedelserne. Endelig kan man falde lidt til ro!

     Johannes Johansens salme ”Det var ikke en nat som de andre” (nr. 98) er en rigtig god salme, som fortjener at blive brugt. Jeg vil ikke bruge den juleaften, men den passer godt efter prædikenen på julesøndag, hvor evangeliet handler om det barn, der ikke var helt som de andre (jf. salmens v. 3).

     Nr. 99 ”Velkommen igen guds engle små” skal med juleaften, hvor vi formelt endnu er i adventstiden. Grundtvig har skrevet salmen juleaften 1824, og den er i hele sit præg også en adventssalme. Da Grundtvig udgav salmen sidste gang, rettede han sidste linje til: Lad adventssorgen slukkes! Der er noget uforløst over salmen, som tydeligvis er blevet til i en forventning om noget, som endnu ikke er blevet virkeligt. Derfor skal den ikke synges efter prædikenen, medmindre man i prædikenen har en særlig pointe med det. Den skal synges før prædikenen, mens det endnu er advent.

     Nr. 100 ”Kimer, I klokker” er ikke særlig lang. Den konstaterer, at nu er julen kommet.  Den skal med juledag, hvor den passer godt efter Esajasteksten.

     Nr. 102 ”Et lidet barn så lysteligt” og nr. 103 ”Barn Jesus i en krybbe lå” kan begge bruges som udgangssalmer. Da det er barnemotivet, der bærer begge salmer, kan de passende afslutte gudstjenesten julesøndag. Jeg foretrækker nr. 102, dels på grund af Balles festlige melodi, dels fordi teksten er mere nøgtern end H.C. Andersens småsentimentale tekst.

     Jeg kan godt lide tanken om, at vi juleaften går i kirke i Himmelby, hvor vi har stjernerne som et tæppe under vore fødder. Så ”Et barn er født i Betlehem” (nr. 104) er uomgængelig juleaften, uanset om man prædiker over Luk. 2,1-14 eller over Matt. 1,18-25. Hvis man lader sig friste til at prædike over Matthæusteksten, fordi Lukastek-sten kommer igen juledag, synes jeg, at man alligevel skal læse Lukasteksten på Esajastekstens plads, da Lukasteksten i den folkelige bevidsthed simpelthen er ”juleevangeliet”. Derefter kan man synge ”Et barn er født i Betlehem”. Måske kan nr. 136 ”Dejlig er den himmelblå” så gå efter prædikenen, selv om vismændene ikke er nævnt i evangelieteksten fra Matthæus.

     Grundtvigs digt ”Nat i østen er ej så lang” (Sangværket bd. 4) beskriver stemningen blandt hyrderne på marken uden for Betlehem. I sin oprindelige form har digtet sytten vers, hvoraf de sidste fem i salmebogen er blevet til nr. 105 ”Venner, sagde Guds engel blidt”. Den synes jeg skal med 2. juledag som en slags kontrast til fortællingen om Steningen af Stefanus. Og så har den desuden i vers 5 den fine pointe, at kirken er vort Betlehem, hvor vi skal finde vores frelser.       

     Jeg har en svaghed for nr. 107 ”Glæden hun er født i dag”. Den er en middelalder-hymne på otte vers, som Grundtvig loyalt har gendigtet efter det latinske forlæg. Desværre er kun fire vers med i salmebogen. Men alle otte vers kan i en sangbar udgave findes min hjemmeside – krendrej.dk. - KLIK HER! Den skal helt bestemt synges juledag, når der i 2. tekstrække skal prædikes over Johannesprologen, men jeg synes også, at den kan gå an i 1. tekstrække som salme efter epistellæs-ningen.

     Nr. 108 ”Lovet være du, Jesus Krist” passer godt som indgangssalme på Julesøndag. Den kunne også bruges 2. juledag, men på den dag er der andre vægtige salmer, som også skal med.

    Jeg har ganske vist brugt nr. 117 ”En rose så jeg skyde” på 2. søndag i advent. Men det er jo en julesalme, og derfor skal den med igen som 2. salme på 2. juledag. Så bliver der måske to ”rosensalmer” lige efter hinanden, men det synes jeg ikke gør noget. De kan fortolke hinanden.

    Paul Gerhards og C.J. Brandts salme ”Hjerte, løft din glædes vinger” (nr. 114) er en rigtig flot salme, som skal stå i gudstjenestens begyndelse. Og det skal være juledag, som så passende kan sluttes med nr. 118 ”Julen har englelyd”, der ligesom resumerer hele julebegivenheden.

    Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” (nr. 119) er en højt elsket julesalme, som slutter med det motiv, at syndefaldet er overvundet, og Paradis genåbnet, så derfor skal den slutte juleaftensgudstjenesten. Der er selvfølgelig også nr. 120 ”Glade jul” og nr. 121 ”Dejlig er jorden”. Men der skal også være et par salmer at synge omkring juletræet derhjemme, og jeg synes, at de passer bedre dér.

     Anden juledag er en martyrdag til minde om St. Stefan. Det må godt præge salmevalget, selv om det stadig er julesalmer. Det betyder, at Brorson får god plads med for eksempel nr. 122 ”Den yndigste rose er funden”, som kan være ind-gangssalme eller salme efter prædikenen. Det samme gælder nr. 125 ”Mit hjerte altid vanker”. Den kan også gøre fyldest i begge placeringer. Og så kom jeg til at over-springe nr. 123 ”Her kommer Jesus dine små”. Den passer godt som forberedelse til fortællingen om Simeon og Anna, der modtager Jesus i templet, så den skal være 3. salme på julesøndag.

     Præsten og komediedigteren J. Chr. Hostrup endte sine dage med at være blind. Desuden havde han mistet både en hustru og flere børn. Det præger hans julesalme ”Julebudet til dem, der bygge” (nr. 129), hvor julebudet ”jager det stigende mulm på flugt, / åbner udsigten fra det lave, / trøster mildelig mellem grave”. Jeg synes, at den skal synges på Thorvald Aagaards melodi, som er mere trodsig end Hartmanns romantiske melodi. Og så passer den godt som udgangssalme på 2. juledag.

Til sidst er der nr. 132 ”Guds engle i flok”, som vist nok ikke er meget brugt, men jeg synes, at den kan bruges som 2. salme efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-bogen på julesøndag.


Mit salmevalg til juledagene:

Juleaften: 94 – 99 / 104 – 119

Juledag: 114 – 100 – 107 / 104 - 118

2. juledag: 122 – 117 – 105 / 125 – 129

Julesøndag: 108 – 132 – 123 / 98 - 102



Juledagene – Salmevalg, 2. tekstrække


Hvis man er så heldig at være den eneste præst i pastoratet, kan det inden for en halv snes dage blive til seks gudstjenestedage, hvis man tæller 4. søndag i advent og nytårsdag med. Og da juledagene også er en tid, hvor familien også gør krav på præstens opmærksomhed, kan det betale sig at være i god tid med forberedelserne.

Den bedste gudstjenesteforberedelse er at læse teksterne og derefter give sig i kast med at vælge salmer. Det sidste gøres bedst ved at inddele et stykke papir i fire til seks kolonner svarende til det antal af gudstjenestedage, man vil forberede. Så kan man ellers gå i gang med at læse salmerne fra nr. 94 til nr. 135 og undervejs sætte de valgte salmer ind i skemaet, hvor der skal så god plads, at der også er plads til ændringer.

For at det ikke skal blive for omstændeligt, henviser jeg til de overvejelser, jeg gjorde mig i forbindelse med salmevalget til 1. tekstrække.

     Juleaften skal man ikke eksperimentere for meget med salmevalget. Der skal man have nr. 94 "Det kimer nu", nr. 104 "Et barn er født i Betlehem" samt nr. 119 "Julen har bragt velsignet bud". Da jeg i min mini-prædiken til juleaften har foreslået, at man i prædikenen tager afsæt i Grundtvigs digt "Nat i østen er ej så lang", vil jeg vælge digtets fem sidste vers, som i salmebogen er blevet nr. 105 "Venner, sagde Guds engel blidt" som salme efter prædikenen. Ellers er der nr. 99 "Velkommen igen, Guds engle små", som jeg i så fald vil sætte før prædikenen og nr. 104 efter prædikenen. Nr. 120 "Glade jul", synes jeg skal synges derhjemme og ikke i kirken.

     Juledag skal begynde med nr. 114 "Hjerte, løft din glædes vinger". Og så skal der desuden være nr. 118 "Julen har englelyd", nr. 99 "Velkommen igen, Guds engle små", hvis den ikke har været brugt juleaften. Ellers er der sådan en som nr. 109 "I denne søde juletid". Gudstjenesten kan så slutte med nr. 100 "Kimer I klokker". I 2. tekstrække, hvor der skal prædikes over Johannes-prologen, skal salmen efter prædikenen være nr. 107 "Glæden hun er født i dag", som må konkurrere med "Et barn er født i Betlehem" om at være den bedste julesalme, der findes. Begge er oprindelig middelaldersalmer og begge salmer formår at formulere julens paradoks, nemlig at Gud bliver menneske. Desværre er nr. 107 i salmebogen reduceret til en torso. Den har oprindelig otte vidunderlige vers. Den uforkortede udgave kan findes på min hjemmeside ved at klikke HER!

     Anden juledag, Sankt Stefans Dag, har helt sit eget præg, som giver anledning til at reflektere over, hvad martyriet er. Det kommer også til at præge salmevalget, som begynder med Brorsons nr. 125 "Mit hjerte altid vanker". Derefter nr. 117 "En rose så jeg skyde" og nr. 108 "Lovet være du, Jesus Krist". Som salme efter prædikenen vil jeg overveje at vælge Jørgen Gustava Brandts nr. 14 "Tænk, at livet koster livet", som jeg godt aldrig har været særlig begejstret for, selv om den straks efter sin frem-komst i 1985 blev vældig populær. Men måske vil der være lidt perspektiv i den på Stefansdag, fordi det kristne martyrium ikke består i at sige nej til livet. Af samme grund synes jeg, at Hostrups julesalme nr. 129 "Julebudet til dem, der bygge" passer godt til at gå hjem på.

     Julesøndag kan begynde med nr. 122 "Den yndigste rose er funden" eller nr. 123 "Her kommer, Jesus, dine små". Som anden salme har jeg overvejet Hans Anker Jørgensens langfredagssalme nr. 197 "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" eller nr. 260 "Du satte dig selv i de nederstes sted". Begge passer godt efter den gammeltestamentlige læsning fra, uanset om man bruger det ene eller det andet forslag i alterbogen. Efter epistellæsningen kunne det passe rigtig fint at synge nr. 140 vers 7, som taler om "trøst for dem, som græde", hvilket også må gælde for dem, der græder over sig selv, fordi de er kommet til kort i forhold til lovens krav. Som salme efter prædikenen eller som sidste salme vil jeg foreslå Johannes Johannesens nr. 98 "Det var ikke en nat som de andre". Den skal nok være salme efter prædikenen, og så kan man slutte af med nr. 375 "Alt står i Guds faderhånd".


Mit salmevalg

Juleaften: 94 – 104 / 105 – 119.

Juledag: 114 – 118 – 99 / 107 – 100.

2. juledag: 125 – 117 – 108 / 14 – 129.

Julesøndag: 123 – 197 – 140 v. 7 / 98 – 375.