17. Salmevalg, Nytår og helligtrekonger

Forslag til salmevalg til Nytår og Helligtrekongertiden (begge tekstrækker)

Sexagesima søndag

Første tekstrække


På denne søndag, hvor der bliver rigelig anledning til at jamre over elendigheden i både det folkelige og det kirkelige liv, synes jeg, at vi skal begynde med en lovsang. Vi kan lige så godt tage nr. 3 ”Lovsynger Herren”, som også lægger godt op til den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen. Efter læsningen kunne man så synge nr. 21 ”Du følger, Herre, al min færd, du kender mine veje”.

Epistelteksten handler om korsets dårskab og Guds kraft og visdom. Nr. 672 ”Jeg ved på hvem jeg bygger” ville passe godt efter epistellæsningen. Der er jo også en salme som nr. 380 ”Op dog, Zion! Ser du ej”, men den skal måske gemmes, til vi kommer ind i fastetiden. Endelig kunne man lade epistelteksten tale for sig selv og så vælge salmen før prædikenen med tanke på evangelieteksten. Her er der flere muligheder, og så er der endda en, jeg savner. Det er nr. 135 i den gamle salmebog ”Din kirke-mark, o Gud, hvor ser den dårlig ud”. Når man nu om dage klager over folkekirkens elendighed, så skulle man næsten tvinges til at synge denne Kingo-salme, som giver anledning til en formodning om, at det har været lige så galt for 330 år siden.

Som salme før prædikenen vil jeg så vælge nr. 152 ”O Herre Gud, din lære”, som Kingo også har en andel i, selv om den seneste bearbejdning skyldes Ingemann. Og så er der salmen efter prædikenen, hvor Grundtvigs katekismusagtige salme nr. 153 ”En sædemand gik ud at så” ligger lige for. Den er så rigtig, som den kan blive, men den er lidt kedelig. Jeg vil hellere synge nr. 154 af Johannes Johannesen ”En bondemand gik ud at så”. Melodien er fra reformationstiden og ret ukendt. Til gengæld er den let at lære.

Vi begyndte med en lovsang. Vi skal også slutte med en lovsang, og det skal være nr. 6 ”Dig være, mildeste Gud Fader”.


Mit salmevalg: 3 – 21 – 152 / 154 – 6.


Sexagsima søndag

Anden tekstrække


Hvis man skal blive glad for at gå i kirke, bliver man nødt til at øve sig i det. Det vil sige, at man skal væbne sig med den tålmodighed, der skal til for at kunne gå på opdagelse i gudstjenestens sproglige og billedlige univers. Langmodighed og udholdenhed. Det er også, hvad Paulus indskærper i sin nænsomme opsang til Timotheus i søndagens episteltekst. Det er mig uforståeligt hvorfor redaktørerne af alterbogen fra 1992 forslår, at man i stedet kan læse 1. tekstrækkes episteltekst fra 1. Korintherbrev kap. 1. Er er fordi Timotheusbrevene anses for at være "uægte" Paulusbreve? Det kan godt være. Men derfor kan det jo være rigtigt nok det, der står i dem.

     Hvorom alting er, så vil jeg prøve at finde nogle salmer, der korresponderer med den tanke, at gudsriget kommer af sig selv, samtidig med, at vi med tålmodighed og udhol-denhed skal leve os ind i det. Ud fra den opfattelse kunne man for en gangs skyld begynde gudstjenesten med en helligåndssalme som nr. 313 "Kom, regn af det høje!" Det er en dejlig salme, som er forsynet med flere melodier. Selv foretrækker jeg Hartmanns fra 1873.

     Egentlig var det min tanke, at nr. 313 skulle synges efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kap. 45, men her kan man lige så godt bruge nr. 727 "Gud, du fra dine de herlige højeloftssale", som er en udmærket lille salme, der vist ikke bliver meget brugt.

     Jeg vil så foreslå, at man før prædikenen synger nr. 156 "Guds rige lignes ved et frø". Den er blevet til under inspiration fra evangelieteksten, men der er ikke så meget gods i den, at den kan bære at stå efter prædikenen. Det er der derimod i nr. 320 "Midt iblandt os er Guds rige", som er skrevet over Luk 17,21, som først bliver prædiketekst på 25. søndag efter trinitatis. Men salmen kan også synges på denne søndag, fordi den rummer tanken om, at det endnu skjulte Guds rige er noget, vi vokser ind i indtil den dag, hvor det synligt åbenbares.

            Som udgangssalme forslår jeg nr. 598 "O Gud, du ved og kender", som også er en salme, der rummer tanken om en vækst, der først når sit mål på den yderste dag.

 

Mit salmevalg: 313 – 727 – 156 / 320 – 598.

Septuagesima søndag

Første tekstrække


Denne søndag og næste søndag befinder sig på overgangen mellem helligtrekon-gertiden og fastetiden.

     I dag handler det om lignelsen om arbejderne i vingården, så derfor vil jeg gerne begynde dagen med at synge en salme om livet i kald og stand. Det bliver Kingos morgensalme ”Nu rinder solen op af østerlide” (nr. 743). Den har et indhold og en tone (med Zincks melodi), så man får lyst til at gå i gang med dagen.

     Nr. 598 ”O Gud du ved og kender” passer godt til den gammeltestamentlige læsning fra Jeremias’ Bog, men den foreslog jeg også til 1. søndag efter helligtre-konger. I stedet vil jeg som anden salme foreslå en fredsommelig helligåndssalme som nr. 309 ”Bøj, o Helligånd, os alle”.

     Som forberedelse til lignelsen om arbejderne i vingården vil jeg gerne synge nr. 365 ”Guds kærlighed ej grænse ved” eller nr. 179 ”Herren god, som uden grænser”. Den sidstnævnte har versemål fælles med nr. 309, så det må blive den førstnævnte. Men den har til gengæld versemål fælles med nr. 170 ”Fra verdens morgenstund udgår”, som er den eneste salme, jeg kender, der er skrevet over lignelsen, og som derfor vil passe godt efter prædikenen. Problemet kunne løses ved at vælge forskellige melodier til det samme versemål. Eller man kunne finde en anden helligåndssalme som anden salme. Eller man kunne vende tilbage til nr. 598 på andenpladsen. Det tror jeg, at jeg gør.

     Til slut vil jeg med udgangssalmen vende tilbage til kaldstanken og synge nr. 498 ”Gud, efter dig jeg længes”, men kun vers 5-6, altså de to sidste vers.


Mit salmevalg: 743 – 598 – 179 / 170 – 498 vers 5-6. 


Septuagesima søndag

Anden tekstrække


Jeg vil gerne begynde søndagen med en morgensalme, som forvisser mig på, at der er brug for mig, så det bliver en af Kingos salmer, som har kaldstanken med – for eksempel nr. 739 "Rind nu op i Jesu navn" eller en anden lignende salme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Jobs Bog kunne man vælge en salme, der understreger det vældige gudsbegreb, som Job er oppe imod. Det kunne være nr. 7 "Herre Gud! Dit dyre navn og ære" eller nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære". Men så er der også Hans Anker Jørgensens i "100 salmer" nr. 873 "Usynlige, som ingen kan beskrive". Den passer godt som salme efter læsningen fra Jobs Bog. Men den passer faktisk også godt efter Paulus' tale på Areopagos (Ap.G. 17,22-34), Og så har den en ganske munter melodi. Måske skulle vi alligevel beholde nr. 7 som anden salme og nr. 873 som salme efter Paulus' tale på Areopagos.

     Man skal ikke belaste en gudstjeneste med mere end én ny salme, så derfor skal vi have et par gamle kendinge til slut. Efter prædikenen kan vi vælge mellem to salmer, som har klare henvisninger til det betroede pund, nemlig nr. 714 "Kom, hjerte tag dit regnebræt", der vist nok mest er tænkt som en nytårssalme, og nr. 728 "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", der i almindelighed regnes for en høstsalme. Men den kan vel også bruges ved andre lejligheder. I øvrigt kan vers 4 stå for sig selv og bruges som udgangssalme. Det gør jeg, og bruger så nr. 714 efter prædikenen.

 

Mit salmevalg: 743 – 7 - 873 / 714 – 728 vers 4.


Sidste søndag efter helligtrekonger

Første tekstrække


Der bliver nu om dage skrevet mange salmer. Jeg har også selv skrevet nogle stykker og endda dristet mig til at brug et par af dem i gudstjenesten. En af dem er skrevet til ”Forklarelsen på bjerget”. Den kan læses HER!

     Men bortset fra den vil jeg begynde gudstjenesten med at synge nr. 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort”. Det er en gedigen gudstjenestesalme, som derfor også passer godt til denne søndag. Hvis der også er dåb, er det endnu bedre (jf. v.4).

GT-læsningen om lovgivningen på Sinaj giver anledning til at bruge ordet ”pagt” som stikord. Og så melder der sig straks et par salmer, for eksempel nr. 309 ”Bøj, o Helligånd, os alle”, hvor vi beder om styrke til at blive i pagten. Det er naturligvis den nye pagt, der er tale om. Det gælder også den anden salme nr. 396 ”Min mund og mit hjerte, de gjorde en pagt”.

     Epistelteksten lægger op til evangelielæsningen. Det var her jeg anbragte min egen salme, da jeg ikke ville undvære nr. 161 efter prædikenen. Før prædikenen kunne man så synge nr. 292 ”Kærligheds og sandheds ånd”, hvis man vil have en, der virkelig har tyngde. Men den tror jeg, at jeg gemmer til, der kommer en passende Johannestekst i tiden mellem påske og pinse. Men så er der nr. 355 ”Gud har fra evighed givet sin søn os til Herre”. Den passer fint mellem epistellæsningen og evangelielæsningen, så den vælger jeg.

     Efter prædikenen vil jeg som sagt have nr. 161 ”Med strålekrans om tinde”. Der er også den næste salme af Aastrup nr. 162 ”Det var kun en drøm”. Det er også en udmærket salme med en god og sangbar melodi, som nok er mere kendt fra nr. 249 ”Hvad er det at møde”. Men jeg foretrækker alligevel Grundtvigs salme, fordi den giver mig tillid til, at der også er en plads til mig i ”Herrens kirkely” (v. 11).

     Som udgangssalme skal vi have nr. 424 ”I Herrens hus er godt at bo”. Den sprang jeg over første søndag efter Helligtrekonger, så den skal med nu.


Mit salmevalg: 403 – 396 – 355 / 161 - 424.


Sidste søndag efter helligtrekonger

Anden tekstrække


Årstiderne er en del af kirkeårets farverigdom. De salmer, der hører årstiderne til, skal efter min mening synges som indgangssalmer, men der er ikke mange vintersalmer at tage af. I salmebogen kan jeg kun komme i tanke om Brorsons nr. 557 "Her vil ties, her vil bies" samt Ole Sarvigs nr. 720 "Som året går". Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 717 "I går var hveden moden" hører vel også med i den sammenhæng. Hun har i øvrigt også skrevet to af de tre vintersalmer i tillægget "100 salmer". Der er ingen af de fem sidstnævnte, der tåler sammenligning med Brorsons salme, som bør synges omkring kyndelmisse. Men Lisbeth Smedegaard Andersens salmer er også rigtig gode.

     Jeg vælger dog at begynde gudstjenesten med Brorsons vintersalme, der blev hans sidste salme, som indirekte også kan yde sit bidrag til at fortolke evangelieteksten fra Johannesevangeliets kap. 12.

     Den gammeltestamentlige læsning fra Esajasbogen kap. 2 kunne lægge op til en allegorisk tolkning af templet, sådan som det sker i flere helligåndssalmer, hvor vi beder om, at Herren vil bygge sit tempel i vort bryst – for eksempel nr. 303 0g 308. Men man skal heller ikke overse, at evangelieteksten med sit "timen er kommet" markerer indgangen til lidelseshistorien. Det kunne give anledning til at synge nr. 380 "Op dog, Zion! ser du ej".

     I epistelteksten kan man hente "herlighedens håb" og bruge det som stikord i salmevalget og synge nr. 430 "Lov og tak og evig ære", som også på andre måder kan bidrage til en fortolkning af den hemmelighed, der er på tale i kolossenserbrevet kap. 1.

     De sidste par linjer af evangelieteksten har givet anledning til nr. 255 "Drag Jesus, mig, dog efter dig". Det er en meget from salme, som i øvrigt ikke siger mig ret meget. Så vil jeg hellere foreslå nr. 143 "Med den enbårnes herlighed", som ved hjælp af tegnene i Johannesevangeliet fortolker evangeliets særlige forståelse af inkarnationens herlighed.

     Til slut vil jeg vende tilbage til årstiden og vinteren, så jeg synes, at vi skal synge Lisbeth Smedegaard Andersens salme fra tillægget nr. 801 "En morgenstund med sne i byens gader".   

 

Mit salmevalg: 557 - 308 – 430 / 143 - 801.

Fjerde søndag efter helligtrekonger

Første tekstrække


På en søndag i nærheden af kyndelmisse skal man synge Brorson vidunderlige salme nr. 557 ”Her vil ties, her vil bies”. Det er formentlig Brorsons sidste salme, og den er vel også skrevet med tanke på den forestående død. Den kan synges som en årstidssalme. Men den er også en eskatologisk salme, der passer godt som en stilfærdig kommentar til fortællingen om stormen på søen. Så den skal være den første salme på denne søndag.

     GT-læsningen er fra Jobs Bog på det sted, hvor Gud Herren giver Job en gevaldig opsang, idet han påminder Job om skaberværkets storhed og hans egen lidenhed. Jeg kender ikke nogen gendigtning af denne storslåede tekst bortset fra strofe 9 i Grundt-vigs digt ”Nat i østen er ej så lang” (jf. DDS nr. 105). Strofen lyder:

                                     Hvor var du eller jeg dengang,

                                     da lys blev født i mørke?

                                     Kan vi stjernernes morgensang,

                                     og har mod Gud vi styrke?

                                     Kan dårskabs ord som en tågesky

                                     fordunkle ordet ”Bliv lys påny”?

Jeg tror simpelthen, at jeg vil kopiere verset og tage det med til gudstjenesten. Melo-dien er jo velkendt fra salmen ”Venner sagde Guds engel blid”. Ellers kunne man bruge ”100 salmer” og synge nr. 865 ”Se ud og se Guds under” eller nr. 873 ”Usynlige, som ingen kan beskrive”. Men Grundtvigs vers er bedre, så det bruger jeg.

     Epistelteksten er en kærlighedstekst. Da jeg for et par søndage siden allerede har brugt nr. 696 skal den ikke med igen. Men så er der nr. 494 ”Kærlighed fra Gud”, som i den gamle salmebog var indrangeret under ”bryllupssalmer”. Og det er den ikke. Så det er godt, at den har fået en anden placering. I den nye salmebog er der også nr. 710 ”Kærlighed til fædrelandet”. Den hører egentlig til i Højskolesangbogen, og man kan være bange for, at det er en sang, som Dansk Folkeparti vil tage patent på. Men sådan bør det ikke være. Den er en sang til hele det Danmark som frygter for, ”hvad verden (politikerne?) kalder sin nødvendighed af stål” (v. 7). Hvis man vil profilere sangen lidt og dermed også forkorte den, kan man begynde med vers 3.

     Så er der evangelieteksten om Jesus, der stiller stormen på søen. Der er flere gode muligheder i salmevalget, for eksempel nr. 33 – 36. Hvis jeg ikke allerede Nytårsdag havde brugt nr. 709 ”Alfader, du hvis navn i nord”, ville jeg bruge den her. Men der skal også være plads til Kingo, som har skrevet nr. 149 ”Hvad er det for en snekke og liden flydebåd”. Her er det ikke som hos Grundtvig hele Danmark, men derimod kirken, Kingo tænker på. Men kirken kan også have brug for et trøstende ord.

I den gamle salmebog havde vi ”Din kirke, gode Gud, hvor ordet lyder”. Den er som nævnt til Nytårsdag bortvist fra den nye salmebog. Men så har vi nr. 711: ”Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider”. Den kan vi så bruge som udgangssalme.


Mit salmevalg: 557 – strofe 9 – 710 / 149 – 711.


Tredje søndag efter helligtrekonger

Første tekstrække


En gudstjeneste gør som begivenhed tiden til en højtid og stedet til et bjerg. Der er i

Det ny Testamente sådanne gudstjenestebegivenheder som ”Bjergprædikenen” og ”Forklarelsen på bjerget”. I mange landsbyer hedder vejen op til kirken derfor også Kirkebjergvej, for kirken ligger på bjerget. Nedenfor bjerget ligger hverdagen og det almindelige liv. Teksten til i dag foregår i det almindelige liv, men med bjerget og gudstjenesten som baggrund. Jeg vil derfor gerne begynde med at synge en salme, der knytter gudstjenesten og hverdagen sammen. Det kunne være nr. 402 ”Den signede dag”, men den brugte jeg nytårsdag. Så er der også nr. 403 ”Denne er dagen, som Herren har gjort” eller nr. 435 ”Aleneste Gud i Himmerig”.

     Efter GT-læsningen skal der være en karsk salme, der handler om gud. Og det må være nr. 7 ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære”. Det kunne også være Lisbeth Smedegaard Andersens salme nr. 877 ”Du, som er i det høje”. Jeg vælger nr. 7. Den kan konfirmanderne godt lide.

     Som tredje salme vælger jeg uden nogen særlig begrundelse nr. 318 ”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige”. Den er også med til at fastholde forbindelsen mellem gudstjenesten og hverdagen, for så vidt som den slutter på det jævne, hvor nåden og sandheden mødes. Det kunne også være en salme, der lægger op til evangelieteksten, der beretter om hverdagslivet med al dets besvær og elendighed. Det kunne så være nr. 36 ”Befal du dine veje”.

     Efter de to helbredsfortællinger om den spedalske og officerens tjener skulle man måske synge om ”Sorrig og elendighed” (nr. 643) eller en lignende salme fra den ende af salmebogen. Der er også en salme som nr. 655 ”Er du modfalden, kære ven” (på Carl Nielsens melodi!), som rummer den tanke, at vi skal kunne lære at forholde os til det, som vi ikke forstår – ja, måske endda lære at takke for det, som vi ikke forstår. Som det blev udtrykt af et menneske, der tænkte tilbage på en ulykkelig begivenhed: ”Jeg ville aldrig have kunnet ønske, at det gik, som det gik. Men eftersom det nu gik, som det gik, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle have ønsket anderledes!”. Man kunne også efter prædikenen synge nr. 33 ”Han, som har hjulpet hidindtil”. Den er faktisk lige så god.

     Som udgangssalme synes jeg så, at man kan synge nr. 375 ”Alt står i Guds faderhånd”.


Mit salmevalg: 435 – 7 – 318 / 655 – 375. 



Tredje søndag efter helligtrekonger

Anden tekstrække


Lige akkurat denne søndag er en af de søndage, hvor ingen kirkegænger skal have lov at være i tvivl om, hvad søndagen går ud på, så jeg vil gå på jagt efter nogle salmer, der handler tro. Så vi kan tematisk begynde gudstjenesten med nr. 577 "Vor tro er den forvisning på, at vi Guds nåde have".

     Efter den gammeltestamentlige læsning om forjættelsen til Abraham kunne man på grund af vers 5 meget passende synge nr. 302 "Gud Helligånd! o kom!" Og så kan Brorson igen komme til efter epistellæsningen med nr. 578 "Den tro, som Jesus favner".

     Nr. 493 "Gud Herren så til jorden ned" er en af de salmer, som jeg med årene oftere er vendt tilbage til, hvilket ikke mindst skyldes formuleringen i vers 4: "Nu Jesu tro er al min trøst". Disse syv ord får sagt rigtig meget. Også det efterfølgende vers 5 er en af de strofer, jeg jævnligt memorerer. Så den salme skal vi have efter prædikenen.

     Som udgangssalme foreslår jeg nr. 329 "Give da Gud, at hvor vi bo, …….. folket forsamles i Jesu tro". Hvis der er aftensgudstjeneste, kunne man også fastholde temaet "Jesu tro" og synge nr. 770 "Jeg er træt og går til ro" og dermed gå hjem med denne bøn på læben: "Giv os alle fred og ro i vor Herres Jesu tro".

Anden søndag efter helligtrekonger

Første tekstrække


Denne søndag står i brylluppets tegn – brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde ”begyndel-sen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed”. Det sidste ord bliver et stikord i salme-valget, så derfor synes jeg, at nr. 143 ”Med den enbårnes herlighed” skal med som første salme eller som salmen efter prædikenen. Vers 3 handler om det første tegn og dermed om brylluppet i Kana. Men der er selvfølgelig også nr. 144 ”Hvor saligt var det ægtepar”, som er en Kingo-salme, der i sin helhed handler om brylluppet i Kana. Man kunne efter prædikenen også vælge at synge en decideret bryllupssalme som nr. 703 ”Det er så yndigt at følges ad” eller nr. 706 ”I blev skabt som mand og kvinde” (skønt den sidste vel dumper af mangel på politisk korrekthed i forhold til LGBT).

     Det kan være svært at finde salmer, der matcher de gammeltestamentlige læsnin-ger. Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet en god salme over GT-teksten. Det er nr. 22 ”Gådefuld er du, vor Gud!”, så den skal efter min opfattelse med.

Jeg vil vælge at nøjes med at læse den sidste halvdel af epistelteksten og derefter synge nr. 696 ”Kærlighed er lysets kilde”, som også kan gå an som forberedelse til bryllupstemaet i evangelieteksten. I øvrigt skal man lige bemærke, at salmen ikke handler om vores menneskelige kærlighed, men derimod om Guds kærlighed, sådan som den åbenbares i Kristus. Når Grundtvig i sine salmer skriver ”kærlighed”, så er det som regel henhenvisning til Kristus.

     Hvis man efter prædikenen vælger at synge nr. 703, kan man måske lave en link fra den herlighed, der åbenbares i Johs. 3,11 til den tillidens herlighed, der er tale om i salmens vers 3.

     En god udgangssalme er nr. 25 ”Hver et lys i livets nat”. Den kan i øvrigt også synges på melodien til ”Rind nu op i Jesu navn”, hvilket gør den lidt mere festlig.   

 

Mit salmevalg: 143 – 22 – 696 / 703 – 25.



Anden søndag efter helligtrekonger

Anden tekstrække


Alterbogen giver mulighed for at vælge mellem en lang læsning fra 1. Kongebog kap. 8 om indvielsen af Salomos tempel og en kortere læsning fra Jeremias' Bog kap. 17 om folket, der svigter Herrens helligdom og kilden med det levende vand. Med evangelieteksten i tankerne er det ikke svært at se begrundelsen for begge de gammeltestamentlige læsninger. Jeg tror, at jeg vil vælge den lange læsning, fordi de lægger op til, at der i prædikenen kan siges noget om forholdet mellem templet og kirken, hvilket i øvrigt gør det nærliggende at synge nr. 348 "Tør end nogen ihukomme" enten som første salme eller som salme efter prædikenen. Efter den gammeltestamentlige læsning kunne man så synge nr. 324 "Dig rummer ej himle".

     Efter epistelteksten har jeg først tænkt på nr. 441 "Alle min kilder skal være hos dig" som optakt til evangelielæsningen. Man kunne også lade nøgleordene "ånd og sandhed" fra evangelielæsningen levere inspiration til at vælge en helligåndssalme som nr. 292 "Kærligheds og sandheds Ånd", som også står godt efter epistellæsningen.

     Hvis nr. 348 er brugt som første salme, så vil man efter prædikenen kunne synge nr. 350 "Foragter ej de ringe dage", som kan være til trøst for dem, der er anfægtede af folkekirkens elendighed. Et måske mere opmuntrende alternativ kunne være nr. 411 "Hyggelig, rolig", fordi den er en glimrende formulering af, hvad kirken er som helligdom og trempel betragtet. Men der kan komme andre søndage, hvor den også vil være et godt valg, så jeg holder mig til nr. 350.

     Som udgangssalme vil jeg så vælge endnu en helligåndssalme, nemlig nr. 298 "Helligånden trindt på jord", der på en vis måde samler alle de temaer op, som er blevet berørt i løbet af gudstjenesten. Det betyder ganske vist, at Grundtvig har fået alle fem salmer. Det er der ikke noget at gøre ved. Han er jo også den salmedigter, der bedst har formuleret forskellen mellem templet i Jerusalem og den stedlige kirke, der tilbeder i ånd og sandhed.  

 

Mit salmevalg: 348 – 324 – 292 / 411 – 298.   


Første søndag efter helligtrekonger

Første tekstrække


Søndagen handler om Jesus som 12-årig i templet. Det gør det nærliggende at synge noget om, hvad vores tempel – kirken - går ud på. Hvad er meningen med kirken, altså kirkehuset, som vi kalker og holder vedlige med gudstjenester? Kirken er ikke noget uden gudstjenesten. Den smukkeste salme, jeg kender til forklaring på gudstjenesten er nr. 411 ”Hyggelig rolig”. Salmen er henvendt til Gud, og den handler om hans bolig hos os. Versemålet er lidt abrupt, og derfor skal salmen læses med omhu. Nøglen til salmen finder jeg i vers 2: ”Som ved dit alter den kvidrende fugl, und i dit tempel din tjener et skjul”. Vi er alle sammen tjenere. Når vi har gjort det, vi skulle, er vi unyttige tjenere (jf. Luk 17,10). Men hvornår når man dertil? Derfor har vi brug for at gå i kirke. At gå i kirke er i en vis forstand at gå i skjul. Vi skal ikke gå i kirke for at blive set hverken af andre eller af os selv. I kirken er vi også i skjul for vort eget selvransagende blik. Så jeg vil begynde gudstjenesten med at synge ”Hyggelig, rolig” så meget mere som salmen er blevet til som en gendigtning af Salme 84, der på denne søndag er den gammeltestamentlige læsning.

     Epistelteksten Rom. 12,1-5 forbereder os på, at vi skal ud af kirken igen, ud af skjulestedet, ud til alle pligterne, hvilket nr. 413 ”Vi kommer, Herre til dig ind” kan være en god forberedelse til som anden salme: Vi skal ud i verden og rydde voksesteder (v. 5). Vi skal legemligt stille os til rådighed i tjenesten for vor næste. Jeg forstår ikke, at man ikke har valgt den fuldkommen ordrette oversættelse af den sidste sætning i episteltekstens vers 1: ”det skal være jeres logiske gudstjeneste” og ikke: åndelige gudstjeneste. Efter den liturgisk prægede lovprisning i kap. 11,32-36 formaner Paulus menigheden til at stille deres legemer til rådighed som ”et levende og helligt offer”. I forlængelse af den liturgiske gudstjeneste er der ude i hverdagslivet en logisk gudstjeneste, som ikke må forsømmes. Efter epistellæsningen kunne man synge nr. 752 ”Morgenstund har guld i mund”, som passer godt til første del af epistellæs-ningen: Vi skal stille vore legemer til rådighed i hverdagens gudstjeneste, det vil sige, vi skal lade vort lys skinne. Efter epistellæsningen kunne man også synge nr. 598 ”O Gud, du ved og kender”, som passer godt til anden halvdel af teksten.

     Efter prædikenen skal vi have en salme, der handler om Jesu barndom. I salmebo-gen er der nr. 139 ”Hvor stor er dog den glæde” og nr. 140 ”I Nazaret, i trange kår”. Den første er af Kingo, den anden af Grundtvig. En enkelt gang har jeg brugt ”Mellem disse grønne høje” (på Oluf Rings melodi), som nu desværre er forsvundet fra Højsko-lesangbogen. Nr. 140 er egentlig en vise, som rummer nogle pudsige, naivistiske vers (se Sangværket!), som Grundtvig senere fjernede, hvilket der så kom en salme ud af. For mit vedkommende vil salmevalget afhænge af den prædiken, jeg har tænkt at holde.

     Som udgangssalme er nr. 424 ”I Herrens hus er godt at bo” oplagt. Men hvis nu Kingo bliver snydt for både 3. og 4. salme, så skal han have lov at have det sidste ord med nr. 598 ”O Gud, du ved og kender”.


Mit salmevalg: 411 – 752 – 413 / 140 – 598.


Første søndag efter helligtrekonger

Anden tekstrække


Vi skal begynde gudstjenesten med at synge en lovsang, som giver udtryk for forundringen over skaberværket, for eksempel nr. 3 "Lovsynger Herren, min mund og mit indre" eller nr. 15 "Op, al den ting, som Gud har gjort". Det kunne også være nr. 856 fra "100 salmer". Det skal i hvert fald være en salme, som forbereder os på Ps 8, som vi skal høre som første læsning. Jeg har ikke kunnet finde nogen salme, som er en sangbar gendigtning af Ps 8, hvilket jeg synes er mærkeligt. Men efter den gammelte-stamentlige læsning kunne man synge nr. 392 "Himlene, Herre, fortælle din ære" eller nr. 370 "Menneske, din egen magt". Jeg vælger den sidstnævnte og gemmer nr. 392 til en anden gang. Man kunne selvfølgelig også gribe til Højskolesangbogen og synge "Menneskelivet er underligt" for dermed også at få repeteret den grundtvigske fore-stilling om menneskets gudsbilledlighed. Det ville i så fald være som kontrast til epistelteksten med den paulinske forestilling, at det kun er Kristus som er Guds billede.

     Som salme før prædikenen kunne jeg godt tænke mig en salme, der fører over fra skabelsestanken til tanken om dåben som en ny skabelse. Umiddelbart er der to salmer, som falder mig ind, dels nr. 481 "Løgnens fader vi forsage", dels nr. 388 "Herrens røst var over vandet". Begge salmer refererer i øvrigt til forestillingen om menneskets gudsbilledlighed. Begge salmer er af Grundtvig, men den sidstnævnte er efter min opfattelse mest "grundtvigsk" i det, så den vælger jeg.

     Prædiketeksten Mark. 10,13-16 kender alle som har været med til en barnedåb, uden at der i øvrigt står et eneste ord om dåb i teksten. Men efter prædikenen vil jeg vælge en dåbssalme, og det skal ikke være en af de nyere, som har det med at sentimentalisere enten barnet eller dåben eller endda begge dele. Det gælder både Svein Ellingsens nr. 448 "Fyldt af glæde over livets under" og Jørgen Gustava Brandts nr. 449 "Vor Herre tar de små i favn", så det bliver Grundtvigs nr. 674 "Sov sødt, barnlille", som er den mest nøgterne dåbssalme, jeg kender, selv om den i salmebogen står under "Trøst og fred".

     Til slut vil jeg gerne synge nr. 484 "Du, som vejen er og livet". Jeg bryder mig ganske vist ikke om den formulering, at vi har givet vor Herre håndslag, som om det var en kreaturhandel. Til gengæld kan jeg vældig godt lide de tre sidste linjer, som siger, at vi skal brændemærkes med Jesus-navnet, "så ved dig vi her må kendes, at du hist må kende os". Det er lidt knudret formuleret, men det er en god pointe. 

 

Mit salmevalg: 15 – 370 – 388 / 674 – 484.

Helligtrekonger søndag

Første tekstrække

 

På denne søndag skal vi synge nr. 136 ”Dejlig er den himmel blå”, som Grundtvig selv kaldte en ”barnesang”. Han skrev den i 1810, hvor den havde nitten vers. I 1853 forkortede han den selv til de syv vers, vi nu har i salmebogen. Men man kan også lave en sang ud af det ved at sammensætte nogle af de udeladte vers. Resultatet kan ses HER! Salmebogens syv vers bør synges som første salme eller som salme efter prædikenen.

     Som anden salme kunne man vælge Astrups ”Gør dig nu rede kristenhed” (nr. 362). Den foreslog jeg ganske vist også for en måned siden til 2. søndag i advent. Mon ikke den kan gå igen? Desuden er den skrevet over GT-læsningen fra Esajasbogen kap. 60,1-6.

     I forlængelse af epistelteksten, der handler om dåb, genfødelse og fornyelse, vil det være velvalgt at syng en dåbssalme som for eksempel nr. 444 ”Guds-husets dør er i vor dåb”. Det kunne også være en helligåndssalme som nr. 307 ”Gud Helligånd, vor igenføder”

     Som salme efter prædikenen vil jeg vælge nr. 749 ”I østen stiger solen op”. Man kunne selvfølgelig også have anbragt den som indgangssalme og så tage ”Dejlig er den himmel blå efter prædikenen”. Men somme tider kan en overraskende placering af en salme åbne blikket for, hvad der faktisk står i den. At Ingemann har ment den som en morgensalme, er der ingen tvivl om, så meget mere som den optræder i en samling på syv morgensalmer, som Ingemann skrev til ugens syv dage. ”I østen stiger” er skrevet til onsdag, Men den passer også godt til Hellig tre konger. Fra og med vers fire refererer den til ”Østerland” med ”stjernen over Betlehem” indtil det i vers syv kulmi-nerer med lovprisningen til Kristus som ”soles sol fra Betlehem”, hvilket giver associa-tioner til Ignatius’ brev til menigheden i Efesus.

     Julen varer om ikke til påske så i hvert fald til og med Helligtrekonger, hvor vi bærer juletræet ud. Så derfor ville jeg egentlig gerne slutte med en af de julesalmer, vi ikke fik brugt i juledagene. Det kunne være H.C. Andersens ”Barn Jesus i en krybbe lå”. Men det går bare ikke, for så går vi glip af den dejlige nr. 138 ”De hellig tre konger så hjertens glad”, så den skal vi have.


Mit salmevalg: 136 -- 362 – 307 / 749 – 138.


Helligtrekonger søndag

Anden tekstrække


Helligtrekongertiden er i kirkeåret epifanitiden, hvor det skal åbenbares, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Det afspejles i prædiketeksten fra Johannesevangeliet, hvor Jesus åbenbarer sig som verdens lys. Dette epifanitema bør også afspejles i salmevalget, hvorfor jeg forslår, at man efter prædikenen synger nr. 66 "Lyslevende fra Himmerig" på Balles festlige melodi fra 1855.

     Men Helligtrekongers dag skal også have sit. Det kan den få ved, at man rammer gudstjenesten ind med gedigne helligtrekonger-salmer som nr. 136 "Dejlig er den himmel blå", der kan stå som indgangssalme, og så kan man tage nr. 139 "De hellig tre konger så hjertens glad" som udgangssalme.

     Efter den gammeltestamentlige læsning fra Jobs Bog kap. 18, der handler om visdommens uudgrundelighed, kunne man synge Brorsons nr. 606 "Kommer, hvo vil visdom lære". Den passer godt til teksten. Men der er jo også Kingos nr. 598 "O Guds, du ved og kender". Den er der mere selvkritisk eftertænksomhed og opbyggelighed i. Så den vælger jeg.

     Epistelteksten er ligesom prædiketeksten en Johannes-tekst. I begge tekster er "lyset" et ledende tema, hvilket gør det nærliggende at synge nr. 696 "Kærlighed er lysets kilde", som er en salme, der i sig selv er meget johannæisk, så den skal være salmen før prædikenen.

 

Mit salmevalg: 136 – 598 – 292 / 66 – 696.


Nytårsdag

Første tekstrække


Ligesom vi begyndte 1. søndag i advent med at synge ”Vær velkommen, Herrens års”, synes jeg også, at vi skal tage hul på kalenderåret med at synge den verdslige udgave af salmen – altså nr. 712. Men man kunne selvfølgelig også tage nr. 402 ”Den signede dag” og lade nytårsdag være en meditation over ”den dejlige morgenrøde, da lyset oprandt, som jordens bold skal lysne udi og gløde”. Kalenderårets nytårsdag giver også mening i kirken, når vi bruger dagen til en overvejelse over, hvordan det liv, som vi lever verdsligt, tager sig ud i lyset fra evangeliet. Endelig er der også nr. 713 ”For dig, o Herre, som dage kun”, som kan bruges både først og sidst i gudstjenesten.

     Det er kirkeårets korteste evangelietekst, som lakonisk fortæller, at Jesus blev omskåret og navngivet. Der er ikke mange salmer, der handler om omskærelse. Til gengæld er der tre gode salmer, der handler om Jesus-navnet, nemlig numrene 56, 58 og 59. Men jeg bliver i det spor, der handler om vort verdslige liv set i lyset fra evangeliet. GT-læsningen om Abraham, der velsignes, og selv skal være en velsignelse, gør det nærliggende at synge nr. 425 ”Velsignelse al jordens tarv”. Efter epistellæsningen fra Galaterbrevet kap. 3 vil nr. 691 ”Loven er et helligt bud” passe godt.

     Og så er vi fremme ved salmen efter prædikenen. Her har jeg en forkærlighed for nr. 709 ”Alfader! Du, hvis navn i nord kan aldrig gå af minde”. Den var lige ved at ryge ud under den seneste salmebogsrevision i 2002, men den overlevede. Salmen handler ganske vist ikke om evangelieteksten, men den handler om al den bekymring, vi har for folk og fædreland. Set fra den synsvinkel er salmen lige så aktuel i vore dage, som den var, da Grundtvig skrev den i 1848. Det samme gælder nr. 710 ”Kærlighed til fædrelandet”, som under salmebogsrevisionen fandt vej fra højskolesangbogen til salmebogen.

     Som udgangssalme kunne man vælge nr. 711 ”Forlen os freden, Herre, nu i disse trængselstider” eller nr. 386 ”Udrundne er de gamle dage” (på Carl Nielsens melodi). Desværre måtte ”Din kirke, gode Gud, hvor ordet lyder” lade livet under salmebogsrevisionen, ellers havde jeg valgt den. Måske skal man alligevel tage nr. 712 som udgangssalme for at få plads til ”Den signede dag” som indgangssalme.


Mit salmevalg: 402 – 425 – 691 / 709 – 712.


Nytårsdag

Anden tekstrække


Vi skal begynde med at synge nytårssalmen nr. 712 "Vær velkommen, Herrens år" – altså den verdslige udgave af Grundtvigs adventssalme.

     Den gammeltestamentlige læsning er Ps. 90, hvis v. 1-6 + 12 jeg i mange år har læst som kollekt ved begravelser. Grundtvigs gendigtning af den har i salmebogen nr. 713 "For dig, o Herre, som dage kun". Den skal vi have efter læsningen.

     Nr. 717 "I går var hveden moden" af Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de nyere salmer som er kommet meget i brug. Den er enkel og ligetil, og nytårsdag passer den godt til epistelteksten, så den skal vi have som salme før prædikenen.

     Salmen efter prædikenen skal være enten Grundtvigs nr. 586 "Stol du kun på dit Fadervor" eller K.L. Aastrups nr. 587 "Guds egen kære Søn". Jeg fortrækker Aastrups salme. Der er en vældig frimodighed i den tanke, at Guds søn har sagt os bønnen for med det formål, at vi skal sige den efter. Og når vi ikke selv kan længere, beder han mit Fadervor for Gud, idet han har hos ham som min næste og til mit bedste (vers 6).

     Til sidst skal vi have nr. 716 "Guds godhed vil vi prise".

     Der kan selvfølgelig synges mange andre gode salmer på nytårsdag. Men de ovenfor nævnte var nogle, der umiddelbart faldt mig ind, da jeg læste nytårsdagens tekster.


Mit salmevalg: 712 – 713 – 717 / 587 – 716.