01. Advents- og juletiden, 1. række

Advent til nytår, 1. tekstrække

Første søndag i advent – Matth. 21,1-9: Indtoget i Jerusalem.


Vor Herres håb


Palmesøndag holdt Jesus sit indtog i Jerusalem, og første søndag i advent holder han sit indtog hos os. Måske er det ikke lige det kongelige, der falder i øjnene. Det er derfor heller ikke sådan, at de store og mægtige i vort samfund ved hans komme føler deres magt truet. Og det er heller ikke sådan, at folk i almindelighed er vrede på ham, fordi han ikke kommer med de velfærdsgoder, som folk forlanger. Det er snarere ligegyldigheden, der omgiver vor Herre og hans ord. Men det kan nu i øvrigt komme ud på ét. Til syvende og sidst gør det jo ingen forskel, om det er vreden eller ligegyldigheden, der ledsager vor Herre ved hans ankomst. Hans ensomhed er i alle fald den samme.

     Sagtmodigt går han vejen til ende ind i mørket og ned i den afgrund, som vi ængstes for og flygter fra. I ensom majestæt - ja, netop på kongelig vis - bærer han på det håb, som vi selv har forladt, fordi vi ikke selv har tro nok til at tro det, som vi egentlig håber på, nemlig det sidste og yderste håb om, at Gud ikke vil opgive os, og efterlade os i løgnens og mørkets og dødens verden.

     Altså er det Jesu tro, der kommer til at bære på vort håb, idet han med sagte mod tager det med sig igennem lidelse og død til opstandelse og nyt liv.

     Hvad det betyder for os i denne mismodige mørketid, er ikke til at sige. Ja, det er netop ikke til at sige, fordi de ord, vi råder over, ikke slår til, skønt sagen vist nok egentlig er meget enkel: Det er vor Herre Jesus Kristus, der bærer på vort håb! I hans ord rummes alt det, som vi menneskeligt set kan håbe på. Vi kan ikke håbe på noget, der er større og mere ægte og sandt end det, han siger.

Men idet han bærer på vort håb uden at svigte det, fordi han ved, hvad vi trænger til, så kommer dette håb i anden omgang til at bære os, når vi vandrer ad tilværelsens uoverskuelige veje, hvor vi uundgåeligt støder på ensomhed og lidelse og til sidst døden. Selv om vi i kirkeåret lige nu befinder os i begyndelsen, så lever vi ikke desto mindre i tiden efter jul, påske og pinse. I denne "eftertid" har vi fået lov at tro, sådan som Jesus troede. Og derfor kan vi her i denne verden frejdigt gå ad de veje, som Gud selv har villet kende, da han i vor Herres ringeagtede skikkelse holdt sit indtog her i verden. Og så skal vi da selv gå vejen til ende, idet vi i troen bliver båret af det håb, som Jesus selv har båret for os i sin kongelige sagtmodighed.


Forslag til salmevalg:


Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan begynde kirkeåret på anden måde end ved at synge nr. 74 ”Vær velkommen, Herrens år”. Den er som en fanfare. Dertil kommer, at den med en enkelt pædagogik forklarer, hvad kirkeårets tre højtider går ud på: Jesu fødsel, Herrens opstandelse og Helligåndens komme, indtil det hele sammenfattes i søndagen som ”Herrens dag”. Undervejs bliver det lysere og lysere. Det går fra nat over morgen til højlys dag.

     Når jeg vælger salmer, er det sjældent, at jeg vælger dem i den rækkefølge, de får i gudstjenesten. Ofte er jeg begyndt med at vælge salmen efter prædikenen, hvilket forudsætter, at jeg læser evangelieteksten først. I dag er det indtoget i Jerusalem, hvilket gør det nærliggende at synge nr. 81 ”Fryd dig, du Kristi brud”. Ved adventstid handler ”indtoget” om Jesu indtog hos os modsat palmesøndag, hvor det handler om Jesu indtog i byen. Da det lige nu handler om Jesu indtog hos os, kunne vi også synge nr. 86 ”Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat”. Ved en enkelt lejlighed har jeg sunget den til et bryllup, fordi bruden syntes, at den passede så godt. Det er også i orden. Når Brorson stjæler erotikkens sprog for at bruge det religiøst, så er det også tilladt at stjæle det tilbage igen for at bruge det religiøse sprog erotisk.

     Den gammeltestamentlige læsning kan også associeres med palmesøndag. Både til 1. søndag i advent og til palmesøndag vil nr. 84 ”Gør døren høj, gør porten vid” være et passende valg. Efter at alterbogen af 1992 har fået gammeltestamentlige læsninger til alle gudstjenestedage, skal man ikke undlade at bruge de forholdsvis få salmer, der faktisk passer til disse læsninger.

     Som salme før prædikenen kunne man vælge nr. 76 ”Op! Thi dagen nu frem-bryder”. Den kan læne sig lidt op ad epistelteksten og er desuden en udmærket manuduktion i forholdet mellem den gamle og den nye pagt, som også er et tema i adventstiden. Men der er selvfølgelig også nr. 353 ”Som aldrig så lang er nogen dag”, som i øvrigt også kan gå som udgangssalme. Men så bliver der ikke plads til nr. 85 ”Op, Zion at oplukke”, som passer godt ind i indtogstemaet. Desuden er den passende kort til at være udgangssalme.

     Selvfølgelig er der nr. 78 ”Blomstre som en rosengård”, som folk med god grund elsker at synge i adventstiden. Hvis den skal med på denne søndag, synes jeg, at det skal være som salmen inden prædikenen. Men som en gendigtning af Jes. 35 mener jeg, at den skal gemmes til 3. søndag i advent.

     

Mit salmevalg: 74 – 84 – 76 / 86 – 85.



Anden søndag i advent – Luk. 21,25-36: Jesu genkomst


Den falske og den sande dommedag


Når vi taler om dommedag, taler vi om den store kollektive ødelæggelse, som vi kan påføre os selv med atomvåben, gennem forurening og forgiftning af vores omgivelser. Den noksom omtalte globale opvarmning er også en slags dommedagsforestilling. Alligevel er det ikke den ægte vare, der er tale om. Den selvskabte dommedag har kun navnet til fælles med den rigtige dommedag, som er Guds dag.

     Der skal ske tegn og sol og måne, og mennesker skal gribes af angst og rådvildhed, og de skal gå til af skræk og frygt for det, der skal komme over verden! Sådan forbereder Jesus sine disciple på den dommedag der skal komme. Men så føjer han noget til, som er ganske overraskende. Han siger nemlig til dem: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig!" Det vil sige, at han selv ser på dommedagen som en befrielse. Og det skal hans venner derfor også gøre.

     I skal ikke være bange! siger Jesus til disciplene. I har ikke noget at frygte for! Og I skal slet ikke være bange for Gud, for I kender Gud, fordi I kender mig. Det, som Jesus siger, er at han selv er et afgørende tidens tegn. Ligeså vel som man af træernes blade kan se, når sommeren begynder at nærme sig, ligeså vel kan man af den måde, Jesus færdes i verden på, skønne at Guds rige er kommet nær. Det betyder, at det, som alle andre frygter for, netop det skal vor Herres disciple glæde sig til. Tegnet på, at det skal være sådan, fremgår f.eks. af den måde, Jesus gjorde fælles sag med toldere og syndere på, eller det fremgår af den måde, han tog sig af de udstødte og foragtede, idet han forkyndte evangeliet for fattige, dvs. for dem, som ikke havde andet at holde sig til end det. At alt dette sker, er også tidens tegn. Og de tegn er stadig til. De fornyer bogstaveligt talt sig selv, når vi holder gudstjeneste. Gudstjene-sten er et tegn på, at Guds rige er nært. Den er et tegn på, at Gud ikke er ligeglad med os, men holder fast i os, så vi selv bliver holdt fast i det, at livet er fuld af mening, selv om vi gang på gang svigter det, der er meningen med os.

    For der er en mening med os! Det er godt at vide, at der er det. Det er godt at vide, at der er noget, som står fast, når alt andet inklusive mig selv vakler! At noget står fast, betyder at vi hele tiden bliver ført tilbage til vores oprindelse hos Gud. Dér hører vi til! Vores svigten og vores utroskab hører derimod ikke til dér. Al den synd, der klæber sig til det liv, som vi allerede har levet, går ind under dommen. Men synderen bliver tilgivet, fordi det er Kristus, der sidder på dommersædet. Det er det glade budskab i evangeliets tale om dommedag. Netop fordi dommedag er vor Herres dag, skal vi rette os op og løfte vore hoveder i tillid til, at vor forløsning er nær.


Forslag til salmevalg:


Det er noget dommedagsagtigt over evangelieteksten til denne søndag, hvilket bliver mit afsæt for salmevalget. Set fra evangeliets synspunkt er dommedag ikke en dag, vi skal frygte for. Det er tværtimod en dag, vi skal se frem til med frimodighed. Når hele verden er ved at dø af skræk, skal vi som kristne mennesker løfte vore hoveder. Derfor vil jeg vælge salmer, der henvender sig til kristenheden med trøst og håb. Efter prædikenen skal vi synge Grundtvigs salme, nr. 274 ”Rejs op dit hoved, al kristenhed” på Cora Nyegaards melodi fra 1840, som i sig selv bidrager til at give salmen et fortrøstningsfuldt løft.

     Man kunne også efter prædikenen synge Aastrups ”Gør dig nu rede, kristenhed” (nr. 362), men den passer måske bedre til ”de ti brudejomfruer” (2. tekstrække). Den kunne også bruges som første salme. Det tror jeg, at jeg vil foretrække, ikke mindst fordi jeg gerne vil beholde nr. 274 efter prædikenen.

     Salmen før prædikenen kunne fint være Kingos nr. 270 ”Luk øjne op, o kristen-hed”. Den passer godt til epistelteksten, samtidig med, at den er en udmærket forbe-redelse til prædiketeksten.

     Min fornemmelse af gudstjenestens rytme siger, at 2. salme (gradualsalmen) og 5. salme (udgangssalmen) ikke bør være for lange. Det kunne tale for, at man på en af disse placeringer genbruger ”Vær velkommen” i hele adventstiden. Det er dog aldrig lykkedes for mig selv, selv om jeg egentlig synes, at idéen er god. Hvis man har en anden opfattelse, er der også andre muligheder. Den gammeltestamentlige læsning handler om ”kvisten fra Isajs stub”, hvilket er en metafor for en Davids-ætling, altså en messias-skikkelse. Derfor går det vel også an at lade ”Isajs rodskud” være et rosenskud, så vi med 2. salme tager forskud på julen ved at synge nr. 117 ”En rose så jeg skyde”.

     Så kunne ”Vær velkommen” synges som udgangssalme. Men det forstyrres af, at vi også har enkeltverset nr. 279 ”Venner, lad kun skyer gråne”, der passer godt ind i den frimodige dommedagsstemning på anden søndag i advent. Jeg holder mig til dommedagstemaet, og så ryger ideen med at have ”Vær velkommen” med i alle fire adventssøndage.


Mit salmevalg: 362 – 117 – 270 / 274 – 279.


Tredje søndag i advent – Matth.11,2-10: Johannes Døbers spørgsmål og Jesu svar.


Kærligheden samler og heler


Da Guds rige omsider kom, så det helt anderledes ud, end Johannes Døber havde ventet. For da Guds rige kom, da kom det ikke med hævn og gengæl-delse, men det kom med kærlighed og tilgivelse. Det, der bragte Johannes Døber i tvivl, var rystelsen og forargelsen over, at Guds rige var helt ander-ledes, end han havde ventet. Man kan høre det i Johannes' spørgsmål til Jesus: "Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?"

    Som svar på det spørgsmål peger Jesus på det andet, som i følge den gamle profet Esajas også hører Guds rige til, nemlig at blinde skal se, og døve skal høre samt frem for alt: At evangeliet skal forkyndes for fattige. Disse ting er tegn på, at Guds rige er kommet.

     Men for Johannes at se mangler der noget. Der mangler hævnen og gengældelsen. Og derfor er Johannes skuffet. Han er skuffet over Gud. Der er ikke noget format over den Gud, der kommer til syne i vor Herres Jesu Kristi skikkelse. Det er for let blot at tilgive. Og hvad mere er: Der er noget ydmy-gende ved at skulle leve af tilgivelse.

     I grunden forstår man udmærket Johannes Døbers tvivl, for det er en såre menneskelig og almindelig tvivl. Det er simpelthen for lidt, det Jesus kommer med. Sådan som Jesus taler om Gud, sådan må Gud ikke være.

     Alle præster kender denne fornemmelse af, at det er for lidt, man har med op på prædikestolen. Det hverken imponerer eller tiltrækker nogen. Og det hænder vel i øvrigt også, at en og anden kirkegænger forlader huset og går skuffet bort, fordi det var for lidt. Ret beset er det lettere at forstå dette med, at det skal gå retfærdigt til, og at der derfor må være noget med hævn og gengældelse. Det er der alvor i! Og det burde da også hver eneste dag være et krav, vi stiller til os selv, nemlig at det - så vidt det står til os - skal gå retfær-digt til.

     I livet er det sådan, at hævnen og gengældelsen splitter og ødelægger. Kærligheden og tilgivelsen samler og heler.

     Det rige, som Jesus kom med, da han gik omkring på jorden, kaldte han selv for Guds rige, og han lod os forstå, at det er et rige, hvor det er kærlig-heden og tilgivelsen, der råder, og derfor er et sted, hvor der samles og heles. Det evangelium gik han rundt og forkyndte for fattige.

     Det er ikke hævnen og gengældelsen, der opretter Gud rige. Men Guds rige er dér, hvor Gud ved sin ånd gør alting godt i vort Himmerige, som indtil videre er kirken, ved at lade sin kærlighed og tilgivelse råde.

     Men det er nok tænkeligt, at man i en eller anden forstand skal være fattig for at kunne begribe den rigdom, der er i det!


Forslag til salmevalg:


Det er så på denne søndag, at vi skal synge nr. 78 ”Blomstre som en rosengård”, hvis første fire vers er en gendigtning af Es. 35, der må være blevet til i eksiltiden. Vers 5 handler om ”tidens fylde”, altså Jesu tid. I vers 6 springer vi så frem til vor egen tid, hvor ”den høje drot” (Gud / den ophøjede Kristus) og hans Ånd gør alting godt ”i vort Himmerige”. I salmerne bruger Grundtvig ordet ”Himmerig” som en eskatologisk metafor for gudstjenesten (jf. nr. 325 og 327), som forudgriber det store Himmerig. Med andre ord: I lønlig foreløbighed bliver Esajas’ profeti virkeliggjort i gudstjenesten, og derfor synger menigheden i v. 7 ”glade nytårssange”. Dermed tænker Grundtvig sikkert på den nye salmesang, som han selv har leveret inspiration til. Første bind af hans ”Sangværk til de danske kirke” udkom i 1837, hvor også denne salme er skrevet.

Evangelieteksten handler om Johannes Døberen, der i sit fængsel får at vide, hvad der er at se nu om dage: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”. Johannes skal altså lade sin tvivl overvinde af opfyldelsen af Esajas’ profeti. Det føre hen til, at nr. 164 ”Øjne, I var lykkelige”. I salmen går vi fra ”øjne, der så” (v. 1) til ”øjne, der ser” v. 7). Vendepunktet er ”kirkestævnet” i vers 3, som svarer til ”vort Himmerig” i nr. 78 (v. 6). Det er gudstjenesten, der gør Kristus-begivenheden til en nutidig begivenhed, hvor ”øjne ser, og øren høre / ham, som har Guds ord at føre”.

     Sådan set handler gudstjenesten om at se og høre i det foreløbige, hvilket indgangssalmen godt må antyde, så derfor synes jeg, at det vil være fint at begynde gudstjenesten med at synge nr. 318 ”Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige”. Men det kunne også være en anden gudstjenestesalme.

     Til gengæld vil jeg gerne slutte gudstjenesten med en salme, der reflekterer over forholdet til den gamle pagt eventuelt i sin nordiske variant i form af nr. 733 ”Skyerne gråner og løvet falder”. Men nej! Med tanke på de foregående salmer skal det være en gedigen adventssalme. Så det bliver nr. 80 ”Tak og ære være Gud”.   

     

Mit salmevalg: 318 – 78 – 276 / 164 – 80.         



Fjerde søndag i advent – Johs. 1,19-28: Johannes Døbers vidnesbyrd.


En, som vi ikke kender


Her i adventstiden er mange af kirkerne oplyste. Enten ligger de dér i aften-mørket og er oplyst af projektører, som er stillet op rundt om kirken. Eller også er der tændt lys inde i kirken, så man på vinduerne kan se, at det er en kirke, man passerer, når man kører forbi på landevejen. Selv om der er lys derinde, er der ingen. Kirken er tom. Måske kan ingen mere rigtig kan huske, hvad den er til for? Måske er den blevet til en kulisse?

     Hvis kirken er blevet til en kulisse, kan man lige så godt bruge den som ramme om alskens religiøsitet og gospelmusik. Og når nu de fleste andre i sognet ikke tror på Gud – og menighedsrådet heller ikke gør det – hvorfor skulle præsten så gøre det? Derfor kan man jo godt have det rart i kirken alligevel og i prædikener lade sig underholde om de nyeste påfund inden for litteratur, kunst og madlavning.

     Midt iblandt jer står en, som I ikke kender! Og han skal komme efter jer, skal ham! Med sit ord skal han både følge og forfølge jer. Som det hedder i et af Kingos oprindelige vers i salmen Nu kom der bud fra englekor: "Han er Guds Søn så stor og stærk, som Satan skal bekrige." Han skal bekrige alt det, som får os til at glemme, hvad livet går ud på. Han skal ruske op i os, når vi falder hen i sløvhed. Han skal få os til at tvivle på os selv, når vi opsluges af selvtilstrækkelighed. Som lyset spreder mørket, og sandheden tilintetgør løgnen, når den kommer for dagen, således skal Guds og Marias søn føre os fra døden til livet, når vi mentalt befinder os derude i den golde ørken, hvor ingen ved i hvilken retning, vi skal gå for at finde hjem.

     Ligesom Guds kraft overskyggede Maria, så hun blev med barn og kunne bringe Gud til verden i et menneskes skikkelse, således må vi slutte advents-tiden med en bøn om, at Vor Herres Jesu Kristi ånd vil overskygge os, så vi i åndelig forstand kan undfange Kristus og bringe ham til verden i den tid, vi lever i.

     Det er meningen med kirken, at Gud i vor Herres ord skal komme til verden her og nu. Han kommer til os som en, vi ikke kender, men som til gengæld kender os – og alligevel ikke er ligeglad med os. Lad os glæde os til, at han kommer!


Forslag til salmevalg:


Den sidste søndag i adventstiden er også – hvad evangelieteksten angår – en Johannes Døber-søndag, hvilket allerede antydes med dåbskollekten som indgangskollekt, hvis man bruger den. Der er jo mange andre muligheder nu om dage.

Med tanke på, at det lige har været vintersolhverv, og at kalenderåret går på hæld, kunne jeg godt tænke mig at begynde gudstjenesten med at synge nr. 732 ”Dybt hælder året i sin gang”. I vers 5 minder den os lige om ”frydekoret fra Betlehem”, som vi snart skal høre igen. Men man kunne jo også blive i adventsstemningen og som første salme synge Brorsons ”Fryd dig du Jesu brud” (nr. 82).

     Herefter er der tre salmer, som næsten giver sig selv, hvis man lader tekstlæs-ningerne styre valget. Den første er nr. 268 ”Zions vægter hæver røsten”, hvis første linje er blevet til med Esajas-teksten som association, selv om inspirationen til salmen er lignelsen om de ti brudepiger. Nr. 596 ”Kender du den livsens kilde” kunne også gå an. Melodien er formentlig bedre kendt. Men jeg vælger alligevel den førstnævnte. Det er en herlig salme! Den anden salme er nr. 90 ”Op, glædes alle, glædes nu”, som er digtet over epistellæsningen fra Filipperbrevet. Endelig er der salmen efter prædikenen. Kingo har skrevet nr. 91 ”Store Gud og Frelsermand” over evangelieteksten til denne søndag. Men med tanke på søndagens dåbsmotiv kunne jeg også være fristet til at synge nr. 443 ”Op til Guds hus vi gå”. Det sidste vers lægger desuden op til den kommende julefest. Jeg tror, at jeg vælger den sidste. Der er om man så må sige lidt mere gå-på-mod i den.

     Udgangssalmen skal også forberede julefesten, så det bliver Brorsons ”Nu vil vi os forsamle” (nr. 93).

     

Mit salmevalg: 732 – 268 – 90 / 443 – 93.


Forslag til salmevalg i juledagene (1. tekstrække)


I juledagene er der rigtig mange gode salmer at tage af. Hvis man er så heldig at have gudstjeneste alle fire dage, det vil sige til og med julesøndag, kan det betale sig at sætte sig med salmebogen og læse salmer med henblik på at få dem placeret i de forskellige gudstjenester. Man behøver ikke at skele så nøje til læsningerne, selv om man selvfølgelig heller ikke skal se bort fra dem. Det er vigtigere, at salmerne klæder hinanden inden for rammerne af den enkelte gudstjeneste. Man kan lige så godt begynde fra begyndelsen med nr. 94 ”Det kimer nu til julefest”, som skal være indgangssalmen juleaften. Balles lidt fodslæbende melodi fra 1850 er med til at dæmpe stressniveauet efter alle juleforberedelserne. Endelig kan man falde lidt til ro!

     Johannes Johansens salme ”Det var ikke en nat som de andre” (nr. 98) er en rigtig god salme, som fortjener at blive brugt. Jeg vil ikke bruge den juleaften, men den passer godt efter prædikenen på julesøndag, hvor evangeliet handler om det barn, der ikke var helt som de andre (jf. salmens v. 3).

     Nr. 99 ”Velkommen igen guds engle små” skal med juleaften, hvor vi formelt endnu er i adventstiden. Grundtvig har skrevet salmen juleaften 1824, og den er i hele sit præg også en adventssalme. Da Grundtvig udgav salmen sidste gang, rettede han sidste linje til: Lad adventssorgen slukkes! Der er noget uforløst over salmen, som tydeligvis er blevet til i en forventning om noget, som endnu ikke er blevet virkeligt. Derfor skal den ikke synges efter prædikenen, medmindre man i prædikenen har en særlig pointe med det. Den skal synges før prædikenen, mens det endnu er advent.

     Nr. 100 ”Kimer, I klokker” er ikke særlig lang. Den konstaterer, at nu er julen kommet.  Den skal med juledag, hvor den passer godt efter Esajasteksten.

     Nr. 102 ”Et lidet barn så lysteligt” og nr. 103 ”Barn Jesus i en krybbe lå” kan begge bruges som udgangssalmer. Da det er barnemotivet, der bærer begge salmer, kan de passende afslutte gudstjenesten julesøndag. Jeg foretrækker nr. 102, dels på grund af Balles festlige melodi, dels fordi teksten er mere nøgtern end H.C. Andersens småsentimentale tekst.

     Jeg kan godt lide tanken om, at vi juleaften går i kirke i Himmelby, hvor vi har stjernerne som et tæppe under vore fødder. Så ”Et barn er født i Betlehem” (nr. 104) er uomgængelig juleaften, uanset om man prædiker over Luk. 2,1-14 eller over Matt. 1,18-25. Hvis man lader sig friste til at prædike over Matthæusteksten, fordi Lukastek-sten kommer igen juledag, synes jeg, at man alligevel skal læse Lukasteksten på Esajastekstens plads, da Lukasteksten i den folkelige bevidsthed simpelthen er ”juleevangeliet”. Derefter kan man synge ”Et barn er født i Betlehem”. Måske kan nr. 136 ”Dejlig er den himmelblå” så gå efter prædikenen, selv om vismændene ikke er nævnt i evangelieteksten fra Matthæus.

     Grundtvigs digt ”Nat i østen er ej så lang” (Sangværket bd. 4) beskriver stemningen blandt hyrderne på marken uden for Betlehem. I sin oprindelige form har digtet sytten vers, hvoraf de sidste fem i salmebogen er blevet til nr. 105 ”Venner, sagde Guds engel blidt”. Den synes jeg skal med 2. juledag som en slags kontrast til fortællingen om Steningen af Stefanus. Og så har den desuden i vers 5 den fine pointe, at kirken er vort Betlehem, hvor vi skal finde vores frelser.       

     Jeg har en svaghed for nr. 107 ”Glæden hun er født i dag”. Den er en middelalder-hymne på otte vers, som Grundtvig loyalt har gendigtet efter det latinske forlæg. Desværre er kun fire vers med i salmebogen. Men alle otte vers kan i en sangbar udgave findes på forsiden af min hjemmeside – krendrej.dk. Den skal helt bestemt synges juledag, når der i 2. tekstrække skal prædikes over Johannesprologen, men jeg synes også, at den kan gå an i 1. tekstrække som salme efter epistellæsningen.

     Nr. 108 ”Lovet være du, Jesus Krist” passer godt som indgangssalme på Julesøndag. Den kunne også bruges 2. juledag, men på den dag er der andre vægtige salmer, som også skal med.

    Jeg har ganske vist brugt nr. 117 ”En rose så jeg skyde” på 2. søndag i advent. Men det er jo en julesalme, og derfor skal den med igen som 2. salme på 2. juledag. Så bliver der måske to ”rosensalmer” lige efter hinanden, men det synes jeg ikke gør noget. De kan fortolke hinanden.

    Paul Gerhards og C.J. Brandts salme ”Hjerte, løft din glædes vinger” (nr. 114) er en rigtig flot salme, som skal stå i gudstjenestens begyndelse. Og det skal være juledag, som så passende kan sluttes med nr. 118 ”Julen har englelyd”, der ligesom resumerer hele julebegivenheden.

    Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” (nr. 119) er en højt elsket julesalme, som slutter med det motiv, at syndefaldet er overvundet, og Paradis genåbnet, så derfor skal den slutte juleaftensgudstjenesten. Der er selvfølgelig også nr. 120 ”Glade jul” og nr. 121 ”Dejlig er jorden”. Men der skal også være et par salmer at synge omkring juletræet derhjemme, og jeg synes, at de passer bedre dér.

     Anden juledag er en martyrdag til minde om St. Stefan. Det må godt præge salmevalget, selv om det stadig er julesalmer. Det betyder, at Brorson får god plads med for eksempel nr. 122 ”Den yndigste rose er funden”, som kan være ind-gangssalme eller salme efter prædikenen. Det samme gælder nr. 125 ”Mit hjerte altid vanker”. Den kan også gøre fyldest i begge placeringer. Og så kom jeg til at over-springe nr. 123 ”Her kommer Jesus dine små”. Den passer godt som forberedelse til fortællingen om Simeon og Anna, der modtager Jesus i templet, så den skal være 3. salme på julesøndag.

     Præsten og komediedigteren J. Chr. Hostrup endte sine dage med at være blind. Desuden havde han mistet både en hustru og flere børn. Det præger hans julesalme ”Julebudet til dem, der bygge” (nr. 129), hvor julebudet ”jager det stigende mulm på flugt, / åbner udsigten fra det lave, / trøster mildelig mellem grave”. Jeg synes, at den skal synges på Thorvald Aagaards melodi, som er mere trodsig end Hartmanns romantiske melodi. Og så passer den godt som udgangssalme på 2. juledag.

Til sidst er der nr. 132 ”Guds engle i flok”, som vist nok ikke er meget brugt, men jeg synes, at den kan bruges som 2. salme efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-bogen på julesøndag.


Mit salmevalg til juledagene:

Juleaften: 94 – 99 / 104 – 119

Juledag: 114 – 100 – 107 / 104 - 118

2. juledag: 122 – 117 – 105 / 125 – 129

Julesøndag: 108 – 132 – 123 / 98 - 102

Juleaften – Matth. 1,18-25: Jesu fødsel


Jul i Himmelby


Før-juletiden er for alle mennesker en fortravlet tid. Der skal købes julegaver, og der skal skrives julehilsner. Der skal købes ind til frokoster og middagsmåltider plus alt det småspiseri, der ligger midt imellem. Før-juletiden er også sæson for dårlig samvittighed og stress. Hvad er det egentlig, der er meningen med det? Hvad er det, julen går ud på? Er julens sande mening at give eller at få? Jeg giver og får i ét væk og kan slet ikke finde ud af det!

     Og så er der det med kirkegangen. Måske hører man til dem, der kun går i kirke juleaften. Det er hyklerisk, siges det, og hykler kan man heller ikke være med god samvittighed. Men hvad så med alle dem, der ikke går i kirke juleaften, fordi de ikke vil være sammen med alle hyklerne - hvilken samvittighed skal de så have?

     Sådan er det åbenbart med julen! Jeg tror ikke, at der er noget at gøre ved det. Julen er uforbederlig! 

     Alligevel glæder jeg mig til at holde jul med andesteg og gaver og alt, hvad der i øvrigt hører til! Og jeg glæder mig til at gå i kirke for at holde jul i Himmelby. Glæden er dobbelt. Det er glæden over atter engang at være nået frem trods stress, ærgrelser og dårlig samvittighed, og det er glæden ved den ufattelighed, som endnu engang bliver virkelig: "Guds kære børn vi blev på ny, skal holde jul i Himmelby. Halleluja, halleluja!"

     I en gendigtning over en middelalderlig julesalme gør Grundtvig en iagttagelse, som går på, at kejser Augustus befalede, at alverden skulle skrives i mandtal. Men hvad Augustus ikke kunne vide, var at vi som en følge af denne skattemæssige foranstaltning blev skrevet i engletal. Ligesom Jesus ved mandtallet blev indskrevet som borger i Davids by, således bliver vi i kraft af den betydning, som begivenheden fik, skrevet i engletal og bliver således borgere i Himmelby.

     Dermed bliver det hele løftet en etage højere op og bliver til højtid. Stjernehimlen, som vi plejer at have som et loft over vore hoveder, bliver til et tæppe under vore fødder: "På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå", hvor Guds engle lærer os at synge, som de sang den nat på hyrdemarken uden for Bethlehem: "Da vorde engle vi som de, Guds milde ansigt skal vi se. Halleluja, halleluja!"

     Den månedlange vandring med stress og jag, store omkostninger, ærgrelser og dårlig samvittighed fører omsider frem til det mål, som vi knap nok turde tro på mere: Vi bliver borgere i Himmelby. Det er som med Josef og Maria. Det var en lang og møjsommelig vandring fra Nazaret til Betlehem. Ingen kunne ane, hvad den skulle føre til, bortset fra at det havde noget at gøre med kejserens folketælling.

     Men de nåede frem. Vi andre når forhåbentlig også frem, så vi kan holde jul i Himmelby, hvor vi med vor dårlige samvittighed bliver skrevet i engletal og derfor sammen med alle englene på Herrens mark kan synge: "Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!"

 

Mit salmevalg: 94 – 99 / 104 – 119.

Juledag – Luk. 2,1-14: Jesu fødsel.


Hvem tæller hyrderne?


Fortællingen om Jesu fødsel begynder med en datering, som siger, at "det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden". Det var, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien, får vi at vide. Det drejer sig med andre ord om bevislig verdenshistorie og samfundshistorie. Det var af hensyn til skatteudskrivningen, at folk skulle tælles op.

     Men det er ikke dér, det gode budskab – evangeliet – begynder. Det begynder med en anden fortælling, som ikke på samme måde er bevislig, men derfor kan den godt være sand. Fortællingen foregår ude i ødemarken, ude i det yderste mørke, dér hvor der ikke er nogen, der kommer frivilligt. Men derude er der altså nogle, som skal være der. Det er nogle anonyme hyrder, som vogter deres får og geder. Man kan forestille sig, hvordan de om aftenen og natten sidder derude omkring bålet, hvor de er plaget af angst og ensom-hed. Natten derude er ikke ufarlig. Der er vilde dyr, som går på rov, og de tager det ikke så nøje med, om det er et får, eller det er en hyrde, de stiller sulten med. Hver morgen skal hyrderne tælle deres får og geder. Men hvem tæller i grunden hyrderne? Hvem holder øje med dem? Det er ikke sikkert, at der er nogen, der gør det. I virkeligheden er der måske ingen, der tænker på, at de er derude! Medmindre Gud tænker på dem.

     Evangeliet er, at det gør Gud. Han har ikke glemt, at de er der, for i så fald havde han ikke sendt sin engel til dem for at forkynde den store glæde, som skal gælde hele folket. Glæden er, at der er født en frelser, som også vil tælle hyrderne med, og som ikke glemmer dem, selv om alle andre svigter og er ligeglade med dem.

     Det er den store glæde for de af os, som har opdaget, at vi egentlig ikke er andet end hyrder på marken!


Mit salmevalg: 114 – 100 – 107 / 104 - 118


Anden juledag (Skt. Stefans Dag) - Matth. 23,34-39: Dommen over Jerusalem.


Som en høne samler sine kyllinger


"Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke", siger Jesus til det genstridige Jerusalem. Jeg ville, men I ville ikke! "Se, jeres hus skal blive overladt til jer selv, øde og tomt". Med disse ord tænker Jesus på templet i Jerusalem, hvor gudstjenesten skal høre op. Sådan gik det også. Ikke blot hørte gudstjenesten op, templet blev også revet ned. Sådan kan det også komme til at gå hos os selv, at vort kirkehus skal blive forladt, fordi gudstjenesten hører op.

     Men det betyder ikke, at der ikke mere er noget, der hedder kristendom. Det kan være, at kristendommen flytter et andet sted hen – til Afrika for eksempel. Efter at Gud i vor Herres skikkelse er kommet til verden, og dette budskab er blevet forkyndt, kan det ikke mere tænkes ud af verden. Der vil altid være mennesker, for hvem det er en livsnødvendighed, at dette budskab er til, og at det kan høres igen og igen. Der vil altid være mennesker, som bogstaveligt talt vil sætte livet ind på, at evangeliet kan blive forkyndt, fordi livet for dem ville være meningsløst uden.

     Evangelieteksten slutter med, at Jesus siger: "Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" – Sådan sang de, da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem. Og sådan synger vi, når vi under gudstjenesten holder altergang. "Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" Det er svaret på den begivenhed, at Gud kommer til verden og holder sit indtog hos os.Men det er på den anden side ikke nogen selvfølge, at den begivenhed finder sted. Vi har ikke noget krav på, at det sker. Gud kan også tage sit ord fra os igen, og vort kirkehus kan blive overladt til os selv. Men så længe der er gudstjeneste, er enhver gudstjeneste ret beset en julebegiven-hed. Den er en begivenhed, der består i, at Gud kommer til os. Og hvor den begivenhed finder sted, har vi derfor ikke andet at svare end ordene: "Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!" Af samme grund slutter prædikenen i kirken med en lovprisning: "Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed"


Mit salmevalg: 122 – 117 – 105 / 125 – 129


Julesøndag – Luk 2,25-40: Simenon og Anna.


Bestemt til fald og oprejsning


Som spædbarn blev Jesus af sine forældre bragt til templet, sådan som skik og brug var. Her mødte de et par gudsfrygtige mennesker, Simeon og Anna. Simeon tager barnet i sine arme og velsigner både barnet og dets forældre, hvorefter han på profetisk vis siger: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som skal modsiges, for at mange hjerters tanker kan komme for en dag".

     Den profeti kom til at gå i opfyldelse. Modsigelsen af det, som Jesus bragte med sig ind i verden, fulgte hans færd fra først til sidst, indtil den kulminerede i Pilatus' gård, hvor hele folket råbte og skreg for at få ham korsfæstet. I sit eget folk blev han en anstødssten og snublesten, som Paulus udtrykte det. Paulus var jo selv et menneske, som faldt over denne snublesten for også at blive rejst op igen.

     Det, som Simeon siger om fald og oprejsning, skal ikke forstås på den måde, at Jesus blev til fald for nogle og til oprejsning for nogle andre. Jesu ord er ikke to slags tale, hvoraf den ene fører nogle til fald. og den anden fører andre til oprejsning. Det er den ene og samme prædiken, der rammer det ene og samme menneske, som fører til fald og oprejsning. Afhængigt af hvor meget eller hvor lidt vi vogter om vor egen stolthed, hører vi vor Herres ord som dom og som tilgivelse.

     I min gamle sognekirke i Asperup er der over korbuen et kalkmaleri af Kristus, som sidder på dommersædet. I billedet ser vi, at der af hans mund udgår et sværd og en lilje, som symboler på det, han siger. Men det er det ene og samme ord, der for os tager skikkelse som sværd og som lilje. Det er det ene og samme ord, der for os bliver til fald og til oprejsning.

     "Dette er dommen, at lyset er kommet til verden", hedder det i Johannes-evangeliet. I julen er lyset kommet til verden. Endnu er det så spinkelt og skrøbeligt som et spædbarn, men det vokser sig større og større. Ved dette lys skal "mange hjerters tanker komme for en dag" – til fald og oprejsning!


Mit salmevalg: 108 – 132 – 123 / 98 - 102