29. Rom i oktober 2025

Familietur til Rom, 1.-6. oktober 2025

Turen var lidt af et sammenskudsgilde, idet Inger Merete og jeg havde givet turen som sølvbryllupsgave til vores datter og svigersøn, Lene og Allan. Derefter inviterede de deres ældste søn Mathias og hans ægtefælle Kasper med på turen. Så onsdag den 1. oktober rejste vi alle seks med KLM fra Billund til Amsterdam og derfra videre til Rom, hvor vi lige i hjertet af byen, en gade bag Pantheon, havde lejet en dejlig stor lejlig-hed med alle de faciliteter, der hører til. Vi spiste aftensmad på Piazza della Rotunda med udsigt til Pan-theon, hvor folk stod i lange køer for at komme ind. Det slap vi for aftenen efter, hvor der efter en koncert ekstraordinært var adgang til monumentet indtil kl. 23.     

KLIK PÅ ET BILLEDE FOR AT FORSTØRRE DET!

1. Vores første udflugt gik til blomstertorvet, Campo de' fiori, hvor jeg måtte studere et kort for at komme videre til 2. Santa Maria in Trastevere med familien foran kirken, som (3.- 5.) rummer mange fine byzantinske mosaikker i kirkens kor. Derfra gik turen til (6.) kirken Santa Maria in Cosmedin, hvor man i forrummet finder Bocca della Verita, som bider hånden af, hvis man sværger falsk.    

1.-2. Det indre af Santa Maria in Cosmedin.   3.-4. Kirken Santa Maria in Aracoeli (øverst på trappen bag Viktor Immanuel-monumentet). Kirken rummer en efter sigende undergørende figur af Jesus som barn, Il Bambinello.  5.-6. Det antikke bygningsværk Pantheon, La Ro-

tunda, set udefra om dagen og indefra om aftenen.  

Efter at have spist på en restaurant på Piazza Navona stillede familien op til fotografering foran Berninis fontæne "De fire Paradisfloder" (1).   Derefter gik aftenturen videre til Trevi Fontænen (2.-4.).   Og på hjemvejen passerede vi ved Pantheon Berninis charmerende elefant, som bærer på en ægyptisk obelisk (5.-6.) 

Vi har besøgt Rom flere gange - også i oktober. Men denne gang var der usædvanligt mange mennesker i byen. Det kan selvfølgelig skyldes det gode vejr. Desuden er der i den katolske kirke jubelår, hvilket sker hvert 25. år, hvor den såkaldte "Porta Sancta" i Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Paulus-kirken uden for murene er åben. At gå gennem "Porta Sancta" giver generel syndsforladelse. Jubelåret samler derfor mange pilgrimme i Rom, efter sigende ca. 35 mio. pilgrimme. Dertil kommer, at der i oktober er filmfestivaller og andre kulturelle begivenheder. Men det er nok jubelåret, der giver den største tilstrømning.

     Til alt held havde vi på forhånd hjemmefra købt adgangsbilletter til Vatikanmuseet og til Forum Romanum og Colosseum, hvilket betyder, at man springer den ordinære billetkø over, forudsat at man kommer til den aftalte tid. Vi havde bestilt billetter til Vatikanmuseet til kl. 9.30. Vi kom i god tid og måtte derfor vente til det aftalte tidspunkt. På den måde sker der også en fordeling af de besøgende. Alligevel blev trængslen stor, efterhånden som vi nærmede os Det sixtinske Kapel med Michelangelos' berømte malerier. Det samme gjaldt besøget i selve Peterskirken, hvor det var svært at finde et ståsted, hvor man i fred og ro kunne fornemme rummet.

     Efter en frokost på en fortovsrestaurant fortsatte vi til fods til Piazza del Popolo, hvorfra vi besteg det lille bjerg Monte Pincio og nød den fine udsigt ud over Rom med Peterskirken i centrum.

     Stadig til fods fortsatte vi til Den spanske Trappe, hvor der igen var et mylder af turister. Det var egentlig meningen, at vi ville have taget en bus ned ad Via del Corso ned til Piazza Venezia; men buslinjerne var tilsyneladende nedlukket på grund af arbejde med metroen. Så det blev en længere spadseretur, inden vi på Piazza Venezia nåede frem til det turistkontor, hvor vi skulle afhente morgendagens billetter til Forum og Colosseum. I alt tilbagelagde vi den dag godt 17 km. til fods.   

1. Vatikanmuseet: Sarkofag med den gode hyrde.   2.-3. Klassiske skulpturer.    4.-6. Peterskirkens indre.   7. Piazza del Popolo set fra Monte Pincio.    8. Den spanske trappe.    9.-12. Ignatius Loyolas kirke Il Gesù med et alter, der fordømmer Martin Luther og Johs. Calvin. Foto nr. 11 er fra 1982, og kunne man tydeligt læse Luthers og Calvins navne på bøgerne, som de dækker over. I 2025 er navnene næsten udviskede. Hvorfor mon?  

Den næste dag brugte vi vore billetter til Forum Romanum, Palatinerhøjen og Colosseum. Arkæologerne har her afdækket så meget, som der er at finde. Resten må man klare med sin fantasi, og med den kan man også komme et stykke vej i sin bestræbelse på at rekonstruere det antikke Rom. Navnlig Titusbuen er værd at dvæle ved, fordi den repræsenterer et stykke historie, som er velbevidnet i en anden sammenhæng, nemlig de jødiske og kristne kilder til jødernes oprør mod Rom i årene 66-70, som endte med Jerusalems ødelæggelse og dermed ophøret af den jødiske stat, indtil genoprettelsen af den moderne stat Israel i år 1948. I buens udsmykning ser man, hvordan Titus bringer den syvarmede lyststage fra Jerusalems tempel med sig som krigsbytte til Rom, hvilket må siges at være udtryk for den totale folkelige og religiøse ydmygelse af det daværende jødiske folk.   

1.-3. Udsigt fra Palatinerhøjen ud over Forum.    4.-5. Titusbuen, som jeg forklarer for Mathias og Kasper.    6. Mathias nyder udsigten fra Forum over mod Colosseum. 

1.-5. Billeder fra Colosseum.     6. Konstantinbuen set fra Colosseum. 

Søndag den 5. oktober var Inger Meretes 81 års fødselsdag, som vi fejrede i al stilfærdighed. Børn og børnebørn havde medbragt gaver til morgenbordet. Selv havde jeg ingen gaver med - pinligt! Men vi fik dog om aftenen en vældig god fødseldagsmiddag på en af de mange restauranter i kvarteret omkring Pantheon. Selve dagen tilbragte Mathias og Kasper ude i byen på egen hånd. Vi andre fire spiste frokost på Piazza Navona, hvorefter vi krydsede Tiberen og kom til Castel S. Angelo. Derefter tog vi en forkert bus, så vi måtte tage en taxa for at nå til katedralen San Giovanni i Lateranet, hvor der var gudstjeneste. Den gjorde vi dog af sproglige grunde ikke meget ud af. I stedet besøgte vi det lille museum i klostergården samt det nærliggende dåbskapel, som er rigt udsmykket.

     Vi tog en bus tilbage til vores lejlighed - dog med af afstikker til en lille restaurant, hvor vi fik serveret en forfriskende aperol, som gjorde godt som appetitvækker inden fødselsdagsmiddagen.    

1.-3. Gudstjeneste i San Giovanni in Laterano.   4. Mosaik i dåbskapellet.   5.-6. Fødselsdagsaperitif og fødselsdagsmiddag.