Præk&Salmer
Fastetiden, 1. tekstrække
Fastelavns søndag – Matt. 3,13-17: Jesu dåb.
Dåben er et liv
Hvad er det, vi bliver døbt til, når vi bliver døbt i kirken? Og hvad var det, Jesus blev døbt til, da han i Jordan-floden blev døbt af Johannes Døber?
Blandt de ortodokse kirkers ikoner ser man ofte et billede af Jesu dåb. Man kan se, at Jesus står midt i Jordan-floden. Ude i floden står der også på en lille søjle et kors, og det kors fortæller, hvad det er, han bliver døbt til. Han bliver døbt til at tage den dom på sig, som Johannes har forkyndt. Det er ikke en dom, som han har fortjent. Tværtimod er det os andre, der har fortjent den. Men ved at blive døbt af Johannes tager Jesus den dom på sig, som skulle have overgået alle os andre. Der er en meget nøje forbindelse mellem Jesu dåb i Jordan-floden og Jesu død på korset på Golgata. I dåben bliver Jesus så at sige døbt til døden.
Men hvad er det så, vi selv bliver døbt til, når vi bliver døbt i kirken? I kirken bliver vi ikke døbt til døden, men derimod til livet. Symbolsk forstået er dåben ganske vist en drukning. Derfor blev dåbsbarnet førhen klædt helt nøgent og dykket ned i døbefonten. På den måde kan dåbsvandet sammenlignes med syndfloden. Det er det gamle syndige menneske, den gamle Adam i os, som bliver druknet. Men pointen er den, at vi bliver halet op af vandet igen. I dåben dør vi sammen med Kristus for også at opstå sammen med ham til et helt nyt liv. Dåben er opstandelse. Det nye liv begynder med dåben, som derfor også fra gammel tid kaldes "genfødelsens bad".
Som døbte mennesker skal vi selvfølgelig blive i det liv, som vi er døbt til at leve. Det kan der komme meget forskelligt liv ud af, fordi vi som skabninger er forskellige. Allige-vel er det et bestemt liv, vi lever. Det er ikke et tilfældigt liv, for det er et liv, der er bestemt af, at en anden har taget dommen på sig. Nåde er gået for ret. Vi er frikendte. Og derfor kan vi i livet koncentrere os om at gøre det rigtige.
Forslag til salmevalg
Denne søndag indvarsler fastetiden, og derfor må dagen i salmevalget godt have lidt præg af langfredag. Det gør ikke noget, at nogle af salmerne kommer igen om seks uger. Som første salme vælger jeg derfor nr. 192 ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, som er en flot salme. Konfirmanderne plejer også at kunne lide den. Den er heller ikke svær at forstå. Man skal blot forestille sig, at salmen er lagt i munden på den bodfærdige røver, der blev korsfæstet ved siden af Jesus.
Som anden salme efter læsningen af den gammeltestamentlige Ps 2 kunne jeg forestille mig nr. 624 ”Gud er Gud, før jorden skabtes”. Kaj Munks nr. 634 “Du ved det nok, mit hjerte” kunne måske også bruges. Jeg tror dog, at jeg foretrækker Kingos salme.
Man kunne så lade Kingo beholde ordet og synge hans dejlige salme nr. 46 ”Sorrig og glæde” efter epistellæsningen fra 1. Petersbrev. Man kunne selvfølgelig også som forberedelse til evangelieteksten om Johannesdåben synge nr. 141 "Mig lyster nu at træde" eller nr. 142 "Kom, følg i ånden med". Begge salmer kan bruges både før og efter prædikenen. Jeg synes, at man skal nøjes med blot en af dem og synge den før prædikenen. Det bliver nr. 142.
Da Johannes-dåben handler om, at Jesus går ind under den dom, som i grunden gælder os alle sammen, vil jeg efter prædikenen vælge en salme, der handler om inkarnationen, og det kunne så være nr. 108 ”Lovet være du, Jesus Krist”.
Som udgangssalme kunne man synge nr. 784 ”Altid frejdig, når du går”, der handler om at gå på de veje, som Gud også tør kende. Men den kan man også gemme til langfredag. I stedet kunne jeg tænke mig at gå hjem på Johannes Ewalds fine lille salme nr. 536 ”Udrust dig, helt fra Golgata”, hvis sidste vers man både kan leve og dø på.
Mit salmevalg: 192 – 624 – 142 / 108 - 536.
Første søndag i fasten – Matt. 4,1-11: Fristelsen i ørkenen.
Fristelsen til at være Gud
Ordet Djævel betyder "en, der bagtaler”, det vil sige forvansker sandheden. Det er det, Djævelen har gjort lige fra begyndelsen, når vi tænker på historien om Adam og Eva, hvor Djævelen i skikkelse af en slange kom til dem og bagtalte livet og dermed forvan-skede livet. En slange er jo tvetunget. Den taler med to tunger, som det hedder. At tale med to tunger vil sige, at man på én gang siger noget, som er sandt og falsk. Det, slangen sagde til Adam og Eva, var at hvis de spiste af kundskabens træ, så ville de blive ligesom Gud til at kende forskel på godt og ondt. Det var sådan set rigtigt nok. Alligevel kom der noget forkert ud af det. For det var slet ikke meningen med Adam og Eva, at de skulle kunne skelne mellem godt og ondt. Det er Guds evne at skelne, altså at sætte skel mellem lys og mørke, mellem dag og nat, mellem liv og død, mellem sandhed og løgn, og mellem godt og ondt.
At skabe er at gøre noget forskelligt fra noget andet, og det er Guds evne at kunne gøre det. Men Adam og Eva stjal Guds evne til at skelne mellem godt og ondt, hvilket indebærer, at de så selv må stå til regnskab for deres liv. Hvis man kan skelne mellem godt og ondt og dermed ved, hvad der er rigtigt og forkert, så må man nødvendigvis leve på sit eget ansvar. Det kan ikke være anderledes. Derfor måtte Adam og Eva ud af Guds have, for de kunne ikke længere leve på Guds ansvar, men måtte ud at leve på deres eget ansvar.
Evangeliet begynder med at fortælle en modhistorie til historien om vores syndefald, nemlig fortællingen om Jesus, der ude i ørkenen, som er det modsatte af Paradis, bliver fristet af Djævelen, som stadig taler med to tunger ved at sige noget, der er rigtigt, men samtidig også forkert. "Hvis du er Guds søn, kan du gøre stenene til brød. Du kan kaste dig ud fra templets tinde, og Guds engle vil bære dig!" Og det er rigtigt nok. Jesus er Guds søn, for det var det liv, han levede. Han var ikke Guds søn, fordi en DNA-prøve eller kromosom-tælling havde bevist det. Men han var Guds søn, fordi han levede sådan! I kraft af sit levede liv overvandt han syndefaldet. Han afviste fristelsen til selv at være Gud for i stedet at blive et menneske blandt mennesker. Hans guddommelighed viser sig deri, at han åbenbarer sig som det modsatte af det, han egentlig er.
Forslag til salmevalg
Nu er det blevet forår. Det kan for alvor mærkes, at dagene er blevet længere, så derfor skal vi begynde dagen med at synge en af Kingos morgensalmer. Det bliver nr. 739 “Rind nu op i Jesu navn”, som også anslår nogle temaer, der passer godt til teksterne om syndefaldet og fristelsen i ørkenen.
Efter fortællingen om syndefaldet og uddrivelsen af Paradis kunne jeg godt selv være fristet til at synge nr. 213 “I kvæld blev der banket på Helvedes port” eller i hvert fald noget af den, Det kunne så være vers 10-18. Denne maltraktering af Kædmon-kvadet kunne så forklares og undskyldes i prædikenen, hvor man også kan stille menigheden i udsigt, at kvadet i sin helhed kan synges på Kristi himmelfartsdag. Hvis man synes, at ovennævnte eksperiment er for vidtløftigt, er der også nr. 435 “Aleneste Gud i Himmerig”, hvor vi i fjerde vers beder om at blive beskærmet fra “Djævelens falske list”.
Johannes Møllehave er efter min opfattelse bedre til at skrive viser end til at skrive salmer. Men jeg kan godt lide nr. 522 “Nåden er din dagligdag”, som er en fin lille salme, der passer godt til epistelteksten, hvoraf man kan udelade det, som i alterbogen er sat i parentes. Der er selvfølgelig også nr. 695 “Nåden hun er af kongeblod”, men så synes jeg, at salmevalget begynder at blive for tungt i det.
Det gælder ikke mindst, hvis vi efter prædikenen skal have nr. 140 “I Nazaret i trange kår”, som jeg kunne være tilbøjelig til at vælge alene på grund af salmens sidste vers. Det samme gælder nr. 341 “Det lakker nu ad aften brat”, hvis sidste vers også er velanbragt. Endelig er der nr. 336 “Vor Gud han er så fast en borg”. Jeg vælger nr. 140, fordi det er den, der bliver brugt mindst. De to andre kan vi altid bruge senere.
Og så får Luther det sidste ord med nr. 337 “Behold os, Herre, ved dit ord” som udgangssalme.
Mit salmevalg: 739 – 213 – 522 / 140 – 337.
Anden søndag i fasten – Matt. 15,21-28: Den kananæiske kvinde.
Gud for de ugudelige
Engang talte jeg med en muslim om forskellen mellem en moské og en kirke. Årsagen var, så vidt jeg husker, at han havde den opfattelse, at det i Danmark ikke var til at få øje på, hvad danskerne tror på som kristne mennesker betragtet. For et eller andet må vi vel tro på, siden der over alt ligger kirker, som vidner om en kristendom, som langt de fleste danskere vel må have et eller andet forhold til.
Det blev så til en snak om forskellen mellem en moské og en kirke. Begge huse har det til fælles, at man begge steder taler om Gud. Hvad det angår, gør det ikke nogen større forskel, om man siger Gud eller Allah. På et tidspunkt spurgte jeg min muslimske ven, om det var sådan, at der i hans moské også er plads til de ugudelige. Det mente han ikke, at der var. Jeg måtte så sige til ham, at jeg opfattede det lidt anderledes, hvad angår kirken. For jeg mener helt alvorligt, at der i kirken også er plads til de ugudelige, det vil sige til dem, der ikke har særlig megen tro at vise frem.
I alt hvad Jesus sagde og gjorde, er der en påstand om, at Gud, som han selv kaldte sin far, vil være Gud for de ugudelige. Det er det, der er evangeliet, det vil sige det gode budskab, nemlig at Gud vil være Gud for dem, som ellers ingen Gud har.
Det, som jeg tænker på, er ikke den selvvalgte ugudelighed, altså den omstændighed at der er nogle mennesker, som i deres liv bogstaveligt talt har valgt Gud fra. Jeg tænker derimod på den gudløshed, man erfarer, når man selv synes, at man er blevet borte fra Gud, eller omvendt at Gud er blevet borte for en selv.
Måske ligger problemet i det, at man synes, at man skal have en tro som noget, man ejer. Men sådan er det ikke! Hvis troen er noget, der er alvor i, og som virkelig betyder noget helt afgørende i mit liv, så er det ikke mig, der har en tro, men det er derimod troen, der har mig. Troen er at vide sig omfattet af alt det, som Jesus sagde og gjorde. Når han tog sig af de spedalske og de udstødte og alle dem, som ingen Gud havde, så viste han dermed, hvem og hvad Gud er for mennesker. Han viste, at Gud er en Gud, der sætter sig ud over alle de grænser og skel, som ellers betyder noget for mennesker. Han viste, at Gud vil være Gud for dem alle sammen - også for de ugude-lige.
Forslag til salmevalg
Her ved forårstid kan jeg godt lide at synge nogle lyse, livsbekræftende sange. Og nu kan vi også høre fuglene synge, så jeg synes at vi skal begynde gudstjenesten med at synge nr. 10 “Alt, hvad som fuglevinger fik”.
I øvrigt er der til denne gudstjeneste et par salme, der giver sig selv. Den første er Grundtvigs gendigtning af PS 42 nr. 410 “Som tørstige hjort monne skrige”, der er skrevet i 1811 under en sjælekrise, hvor han følte sig sat uden for både folk og kirke. Desuden er den skrevet over den gammeltestamentlige læsning, så den salme skal med. Iben Krogsdal har ganske vist også skrevet en gendigtning af Ps 42 (”100 salmer”, nr. 896), men jeg foretrækker Grundtvigs. Den anden salme er nr. 158 “Kvindelil, din tro er stor”. Den vil jeg glæde mig til at synge. Det er så sjældent, at der er lejlighed til det, så den skal selvfølgelig med i dag, hvor vi hører om den kanaanæiske kvinde. Og så har den en helt vidunderlig melodi fra reformationstiden. Så den skal med efter prædikenen.
Jeg er lidt mere i tvivl om, hvad er skal synges før prædikenen. Epistelteksten læg-ger ikke op til noget indlysende salmevalg. DDS foreslår nr. 25 ”Hvert et lys i livets nat”, og den er måske ikke så tosset. Man kunne også vælge en helligåndssalme eller nr. 208 ”Skriv dig, Jesus, på mit hjerte” eller nr. 217 ”Min Jesus, lad mit hjerte få” på Carl Nielsens melodi. Jeg vælger dog nr. 25.
Som udgangssalme var min første indskydelse nr. 59 ”Jesus os til trøst og gavn”, men den melodi brugte vi til indgangssalmen sidste søndag, så jeg vælger i stedet nr. 518 ”På Guds nåde i al våde”.
Mit salmevalg: 10 – 410 – 25 / 158 – 518.
Tredje søndag i fasten – Luk. 11,14-28: Jesus og Beelzebul
At rykke ud med sproget
Tredje søndag i fasten handler om dæmonernes nederlag. Vi hører, at Jesus helbredte en, som var stum. Han havde været besat af en dæmon, får vi at vide. Og dæmonen havde gjort ham stum. Da dæmonen var drevet ud, begyndte den stumme at tale.
At være besat betyder, at man har mistet sin frihed, fordi noget andet har taget magten over én. Man kan f.eks. være besat af en tvangstanke. Det er det, som i psykiatrien hedder en neurose, hvilket vil sige en slags hårdknude i sindet. Hvis der bliver løst op for den, får man sin frihed igen. Det er også det, der sker i fortællingen her. Da Jesus havde drevet dæmonen ud, begyndte den stumme at tale. Han rykkede ud med sproget, siger vi med en talemåde, som meget klart udtrykker, hvad det drejer sig om. At rykke ud med sproget er netop, hvad et menneske gør, når det udadtil giver udtryk for, hvad der bor i det indre. Måske har det indre i den grad været behersket af løgn og bedrag, at det slet ikke har været muligt at sige noget som helst. Men så kom sandheden for dagen og afslørede det, som var skjult, og der blev frihed til at sige det, som det før ikke havde været muligt at sige.
Sådan gik det med den stumme, som blev befriet for sin dæmon: Han rykkede ud med sproget og begyndte at tale. Og folk undrede sig.
Folk undrede sig så meget, at de blev forargede over det, som de så og hørte. Og så gav de sig til at sige noget vrøvl. For de sagde, at det sikkert var ved hjælp af dæmoner, at Jesus uddrev dæmoner. Men der er jo faktisk mennesker, der har det sådan, at de hellere vil sige noget vrøvl end at tro det, som de både ser og hører.
Der er mennesker, som hellere vil sætte deres redelighed på spil end at lade sig rive ud af de vante fordomme, tvangstanker og forestillinger som for eksempel den meget udbredte forestilling, at det er os, der skal råde over Gud, det vil sige bestemme, hvem og hvad Gud er, og ikke Gud, der skal råde over os og bestemme, hvem og hvad vi er. Af frygt for at tabe ansigt kaster vi os hellere ud i vrøvlet og alskens selvmodsigelser for at slippe for at tage stilling til Guds tale, som vi hører i vor Herres ord i evangeliet.
Forslag til salmevalg
Her på den tredje søndag i fasten, hvor dæmonerne drives ud, vil jeg begynde med at synge Luthers salme nr. 336 ”Vor Gud han er så fast en borg”, så der fra gudstjene-stens begyndelse ikke skal være tvivl om, at mørkets drot ”har få’t sin dom, da Krist til jorden kom”.
Efter den gammeltestamentlige læsning vil være godt at synge nr. 452 ”Du folk, som kristne kaldes vil” som en passende formaning til alle os, som igennem dåben er på vej ind i evangeliets forjættede land, hvor vi endnu må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Epistelteksten fra Efeserbrevet er også en stærk formaning til at blive i kærligheden og forsage alt det, der anfægter den. Alligevel tror jeg nok, at jeg vil nøjes med at læse Ef. 5,6-9, som så kommer til at stå mere profileret i sammenhæng med nr. 298 ”Helligånden trindt på jord”. I begge tekster er der tale om ”lysets børn”.
Thomas Kingo har skrevet en salme over evangelieteksten. Det er nr. 166 ”Så skal dog Satans rige aldeles kastes om”, så den vælger jeg.
Og så er der til sidst nr. 341 ”Det lakker nu ad aften brat”, som vil være en god afslutning på denne søndags gudstjeneste.
Ovennævnte salmer har meldt sig selv som associationer under læsningen af søndagens tekster. I salmebogen vil man nok kunne finde alternativer til dette salmevalg. I stedet gik jeg ind i samlingen ”100 salmer” for at finde salmer, der egner sig til denne søndag, hvor dæmonerne drives ud. Der var ingen. Nutidens salmedigtere er åbenbart ikke stærke i troen på dæmoner. Det er ganske tankevækkende!
Mit salmevalg: 336 – 452 - 298 / 166 – 341.
Midfaste søndag – Joh. 6,1-15: Det store bespisningsunder.
At lægge beslag på vor Herre
Da folk havde set det under, Jesus gjorde for dem, der var i nød og led sult, fik de den idé, at de ville gøre ham til konge. Dermed ville de have historien til at gentage sig. Ved at gøre Jesus til konge håber de på, at overfloden kan blive til endnu mere overflod – ja, at den kan blive uudtømmelig. Det, som før var en underfuld gave, forsøger man at gøre til et krav og til noget, som man har ret til. Men så trak han sig tilbage. Han blev borte for dem.
Selv opfatter vi tit og mange gange livet på samme måde. Vi mener, at vi har ret til det, og vi bliver forurettede, hvis det ikke er, sådan som vi vil have det. Dermed gør vi os selv til ufrie trælle af vort eget umættelige begær. Det samme kan komme til at gøre sig gældende i forhold til tro, kirke og kristendom: Vi forlanger, at vor Herre og evange-liet skal give os ret i vore egne meninger, holdninger og standpunkter, ellers bliver vi fornærmede. Men så sker der det, at vor Herre bliver borte for os. Evangeliet bliver fremmed og uvirkeligt. Og det kan ikke være anderledes.
Dér hvor vi vil lægge beslag på vor Herre og forpagte evangeliet ved at tage det til indtægt for vore egne formål, forsvinder det alt sammen. Gud bliver borte for os. Det er ikke på vore betingelser, at Gud kommer os til hjælp. Når det sker, sker det på hans betingelser. Det kan ske en ganske almindelig søndag formiddag, når vi bevæger os hen i kirken – ikke for at sidde dér med korslagte arme og vente på, at vor Herre giver os ret i både det ene og det andet – men for at høre, hvad Gud i sin barmhjertighed har at sige til os i dag.
Forslag til salmevalg
Inden salmevalget kan det betale sig at overveje, hvad søndagen egentlig skal gå ud på. Prædiketeksten fra Johannesevangeliet kap. 6 handler i bogstavelig henseende om et bespisningsunder, og så er det selvfølgelig i sin orden at holde sig til den bogstave-lige fortælling. Men det gør evangelisten ikke selv. Han forstår også fortællingen om bespisningsunderet som en metafor for nadvermåltidet, hvilket ikke mindst det efterfølgende afsnit om ”livets brød” viser. Uden at man skal vælge mellem den bogstavelige og den overførte betydning af teksten, kan det godt betale sig at tænke over det under salmevalget.
Jeg vil derfor foreslå, at vi begynder med en rigtig gudstjenestesalme, som også har sakramenterne med – altså nr. 403 "Denne er dagen, som Herren har gjort". Det er en festlig salme, som sætter tonen for resten af gudstjenesten.
Som anden salme kunne jeg tænke mig nr. 31 "Til himlene rækker din miskund-hed, Gud". Den passer godt til den gammeltestamentlige læsning.
Nr. 610 "Bliv hos mig, kære Herre Krist" samt nr. 662 "Hvad kan os komme til for nød", som begge har det samme versemål, kunne også bruges både før og efter prædikenen. Da nr. 610 er formuleret som en bøn, synes jeg, at den passer bedst før prædikenen. Som salme efter prædikenen forslår jeg nr. 321 "O kristelighed", dels på grund af hentydningen i vers 6 til nadvermåltidet, dels fordi Johannesevangeliets fortælling af bespisningsundseret i sig selv er et udtryk for, at Kristus skænker, "hvad verden ej ved".
Som afslutning på både bespisningsunder og nadvergudstjeneste vil nr. 11 "Nu takker alle Gud" være en god salme at synge. Det kunne også være nr. 6 "Dig være mildeste Gud Fader", men den havde jeg også med på sexagesima søndag, så jeg bliver ved nr. 11.
Mit salmevalg: 403 - 31 – 610 / 321 – 11.
Mariæ bebudelses dag – Luk. 1,26-38: Jomfrufødslen.
Livet afgør hvem vi er
Jo mere jeg lærer middelalderen at kende, jo mere fantasiløs synes jeg, at vores egen tid er, for eksempel når vi bilder os ind, at det er biologien og genetikken, der afgør, hvem og hvad vi er. Det er det ikke. Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er. Der er for eksempel en middelalderhymne, der funderer over det med jomfrufødslen på følgende måde:
Som solen går igennem glar (dvs. glas)
gør det ingen skade,
så det med hans fødsel var,
som gør os så glade.
Så enkelt kan det siges, når det ledende spørgsmål ikke det er tekniske hvordan? men derimod det indholdsorienterede hvorfor?
Sådan tænkte også Thomas Kingo og efter ham Grundtvig i deres fælles bebudel-sessalme "Nu kom der bud fra englekor". Salmen er på én gang en julesalme og en fastesalme, fordi den gennemtænker den omstændighed, at det særlige i vor Herres lidelse ikke blot består i, at han blev pisket, hånet og korsfæstet – det er der mange andre, der også er blevet. Nej, det særlige består i, at i det liv, som han levede, ser vi, at det er Gud selv, der giver afkald på sin himmelske herlighed for at blive et menneske blandt mennesker. For at komme til verden må Gud lade sig undfange og føde af en kvinde.
Det er ikke jomfrufødslen som et biologisk fænomen, der er interessant. Det, vi skal lægge mærke til, er derimod den spændende tanke, at den almægtige Guds ånd gennemstråler Maria på samme måde, som da Gud i skabelsen indblæste sin ånd i Adam, så han fik liv. Det barn, som Maria skal bringe til verden, kommer således til at leve et liv, hvor det – ligesom Adam i Paradiset – har den himmelske Gud til far. Det er ikke biologien, men derimod det liv, som vi rent faktisk lever, der afgør hvem og hvad vi er. Og Jesus levede faktisk sådan, at han kaldte Gud for sin far. Sådan som han levede, kunne han gøre det med god samvittighed. Det er den omstændighed, der afgør, hvem og hvad han er.
Forslag til salmevalg
På denne søndag synes jeg, at der godt må være et par julesalmer. Den første, der falder mig ind er nr. 108 "Lovet være du, Jesus Krist". Den foreslog jeg ganske vist også til Fastelavns søndag, men jeg synes, at den gerne må være med igen her fem uger efter. I det hele taget har jeg med årene fået en svaghed for middelaldersalmer, hvilket skyldes, at de tør være dogmatiske uden at være moraliserende. Så jeg synes, at vi skal begynde gudstjenesten med nr. 108.
Efter den gammeltestamentlige læsning fra Esajas-bogen, der handler om "Imma-nuels-tegnet" kan jeg ikke finde på noget bedre end at synge endnu en middelalder-salme, nemlig nr. 115 "Lad det klinge sødt i sky". Der er ganske vist også andre Immanuels-salmer som for eksempel Brorsons nr. 671 "O du min Immanuel". Men det skal være nr. 115, hvilket også skyldes melodien.
Epistellæsningen lægger op til, at man skal synge nr. 164 "Øjne, var lykkelige", der for det første passer til den forudgående læsning; og for det andet indskærper os, at det, vi skal forholde os til, ikke er det døde bibelord fra fortiden, men derimod det levende ord i gudstjenestens nutid.
Et "must" på Mariæ bebudelsesdag er nr. 71 "Nu kom der bud fra englekor", som oprindelig er en Kingo-salme, men som har fået et ordentligt "make over" af Grundtvig, som får understreget, at bebudelsen ikke er fuldbyrdet, før den er nået helt ud til hver enkelt af os som et ord om, at vi hver især selv skal undfange Kristus, for at Guds ord kan blive kød og tage bolig iblandt os, så Gud kan blive virkelig for os i den verden og i den tid, som vi lever i.
Som sidste salme havde jeg egentlig tænkt mig at vi skulle synge nr. 102 "Et lidet barn så lysteligt", men så fik jeg øje på Lisbeth Smedegaard Andersens nr. 803 i "100 salmer", der hedder "Maria snart er det forår", som er en salme, der er skrevet til denne søndag, men samtidig er det også en fin forårssalme med en dejlig melodi af Birgitte Buur. Den vælger jeg, og jeg tænker mig, at jeg vil gå og nynne på den hele vejen hjem fra kirke.
Mit salmevalg: 108 – 115 - 164 / 71 – 803.
Palmesøndag – Matt. 21,1-9: Indtoget i Jerusalem
Kærlighedens skikkelse
"Forvunden er nu al vor nød" hedder det i julesalmen "Et barn er født i Betlehem". Når vi synger salmen i kirken juleaften, kan man høre, at børnene uden videre føjer et "s" ind i ordet, så de læser "forsvunden er nu al vor nød". Men sådan er det ikke. Vor nød er ikke forsvunden, men den er forvunden. Nøden og elendigheden er der stadig, men den har ingen magt over os, fordi den blev mødt af et mod, som viste sig anderledes og stærkere – et sagte mod. Et sådant mod blev virkeligt på den dag, da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem, hvor han – som det hedder i nummer 176 i salmebogen - "forud skuer nøje sin egen visse død". Dette mod blev virkeligt, fordi kærligheden hos ham var stærkere døden.
Når vi taler om kærligheden, så er vi tilbøjelige til at mene, at kærligheden er noget, man har krav på. Vi taler om at modtage og give kærlighed i større eller mindre portioner. Eller også forbinder vi begrebet "kærlighed" med følelser og romantik, hvilket også kan være rigtigt nok, når tiden er til det. Men palmesøndag er tiden til noget andet. Palmesøndag er tiden til, at det skal begynde at blive klart, at kærligheden dybest set er viljen til at sætte livet til for den eller dem, man elsker.
På palmesøndag kan vi endnu kun ane konturerne af, at det forholder sig sådan. Vi er endnu kun i begyndelsen af dramaet. Endnu er det ikke til at vide, hvad det skal ende med. Men vor Herre har holdt sit indtog – også her hos os i gudstjenesten. Han er til stede i vores verden, og hans ord kan høres her i hans kirkehus.
I kraft af vor Herres indtog har kærligheden taget skikkelse også hos os. Det kan godt være, at kærligheden i denne skikkelse tager sig anderledes ud, end vi havde ventet det. For vi er mest tilbøjelige til at tiljuble kærligheden som følelse, stemning og selvoptagethed. Man kan endda somme tider høre, at folk svinger sig op til en slags religiøs påstand om, at kærligheden er gud, det vil sige, at så dyrker man kærligheden og tilbeder den. Men på palmesøndag, når vor Herre holder sit indtog, begynder der en anden historie, som fortæller os noget andet – ja, faktisk det modsatte, nemlig at Gud er kærlighed, og derfor skal vi dyrke og tilbede Gud.
Det har vi straks lidt sværere ved. Men ved vor Herres hjælp og med hans gode og sagtmodige, men dog stærke eksempel for øje går det vel alligevel, så vi en gang imellem kan tage os sammen til med Paulus' ord fra epistelteksten at formulere den bøn, der siger: Lad det samme sindelag være i os, som var i vor Herre Jesus Kristus!
Hvad mere kan vi bede om, end at hans sindelag og den tro, som han havde, må komme til at råde i vort eget liv – både det liv, vi lever med hinanden, og det liv vi lever forhold til Gud?
Forslag til salmevalg
På palmesøndag skal vi naturligvis synge nr. 176 "Se, nu hvor Jesus træder". Spørgsmålet er, om den skal synges ved gudstjenestens begyndelse eller efter prædikenen. Jeg tror, at jeg gemmer den til efter prædikenen, og så tager jeg nr. 736 "Den mørke nat forgangen er" som første salme. Det er H.C. Sthens triumferende morgensang, som i vers 3 også indvarsler noget påske. Den vil være god at begynde sommertiden med. Nr. 380 "Op dog, Zion! ser du ej" skal så være anden salme. Den passer både til helligdagen og til den foregående læsning. Det samme gælder nr. 84 "Gør døren høj, gør porten vid", så den vælger jeg som tredje salme. Man kunne også have valgt nr. 56 "Jesus er navnet mageløst" eller nr. 57 "Herre, fordi du ikke lod guddomskraft", som begge er gendigtninger af Fil 2,5-11, men jeg vil gerne fastholde indtogsmotivet, så jeg bliver ved nr. 84. Den sidste salme kan enten være Aastrups nr. 173 "Et vidste han om vejen frem" eller nr. 209 "Et kors, det var det hårde trange leje" eller nr. 300 "Kom, sandhed ånd! og vidne giv". Jeg tror, jeg vælger den sidste, selv om den egentlig forudsætter, at vi har været forbi pinsen.
Mit salmevalg: 736 – 380 – 84 / 176 – 300.
Skærtorsdag - Matt. 26,17-30: Nadveren
Vort påskelam
Hvis det skal gå rigtigt til, skal påskelammet set fra et jødisk synspunkt slagtes rituelt af præsterne ved templet i Jerusalem, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre, da der ikke mere er noget tempel. Så derfor må man i jødisk sammenhæng – om man så må sige – tænke sig til lammet.
I kristen sammenhæng er måltidet blevet til et måltid, som er en slags forlængelse af Jesu sidste påskemåltid med sine disciple, men med den forskel, at her er der faktisk et lam, for så vidt som Jesus har gjort sig selv til vort påskelam. Vi behøver ikke at tænke os til det. "Også vort påskelam er slagtet", siger Paulus.
Da Jesus tog brødet og sagde de ord, som hørte til, føjede han noget nyt til. Han sagde nemlig: "Tag dette og spis det. Det er mit legeme, som gives for jer!" Og da han tog vinen og sagde takkebønnen, som hører til, føjede han også her noget nyt til: "Den-ne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse!"
For første gang nogen sinde skete der det, at der blev holdt et påskemåltid, hvor et menneske bogstaveligt talt gjorde sig selv til påskelam. Med sin egen person erstattede Jesus det, der hidtil havde været påskemåltidets indhold, nemlig erindring om udvan-dringen fra Ægypten. Det måltid, som havde været holdt liturgisk levende i kraft af folkets erindring om en historisk begivenhed i en fjern fortid, bliver nu forvandlet til et fællesskab om den tro og det håb, som Jesus med sit eget liv som indsats havde givet til mennesker, som ellers ikke havde noget at tro og håbe på.
Når vi går til alters og samles omkring vor Herres bord, så samles vi om et måltid, som i det ydre tager sig overordentlig beskedent ud. Men i dette måltid deler vor Herre ikke desto mindre sin kærlighed med os, idet han holder os fast i et fællesskab om det, som han er for os, så vi får del i det liv, som er hans, og dermed får lov til både at leve og dø i den tro, der er hans.
Forslag til salmevalg
Nr. 180 "Hører til, I høje Himle" bør være første salme på skærtorsdag. Salmen er en gendigtning af "Israels halleluja" (Ps. 113-118), som synges i forbindelse med det jødi-ske påskemåltid. Salmen lægger dermed op til den gammeltestamentlige læsning. Nr. 179 "Herren god, som uden grænser" passer godt til skærtorsdag, eventuelt som salme før prædikenen. Nr. 456 "Vor Herre Jesus i den nat" kunne også bruges på den plads. I øvrigt vil jeg gå ind i salmebogens afsnit om nadver for at finde salmer til skærtorsdag. For eksempel vil nr. 458 "Zion, pris din saliggører" give god mening som anden salme. Hvis man ikke allerede har brugt nr. 321 "O kristelighed" på midfaste søndag, kan den bruges efter prædikenen. Ellers er der nr. 466 "Vor Herres Jesu mindefest". Som udgangssalme er der nr. 473 "Dit minde skal, o Jesus, stå" eller nr. 474 "Jesus Krist, du gav mig livet". Den ene af dem er måske allerede blevet brugt som afslutning på altergangen.
Mit salmevalg: 180 – 458 – 179 / 466 – 474.
Langfredag - Mark. 15,20-39: Korsfæstelsen
Gerningsstedet
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
synger vi i den middelalderlige langfredagssalme "Hil dig, Frelser og Forsoner". For på Golgata kunne de nok slå den uskyldige ihjel, men de kunne ikke dræbe hans tilgivelse. Gennem en opstandelse påskemorgen lod Gud den kærlighed stå ved magt, som blev korsfæstet langfredag.
Det siges om gerningsmænd, at de vender tilbage til gerningsstedet. Det er på en vis måde det, vi gør, når vi går i kirke. Når vi hører Guds ord forkyndt som lov og evangelium, når vi bekender troen på det, som vi hører, når vi gør alt det, som vi gør i en gudstjeneste, så er det gerningsmanden, der vender tilbage til gerningsstedet for at blive konfronteret med sin ugerning og for at gå til bekendelse:
Ak, nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Når vi grunder på vor Herres kors og tænker nøje efter, så finder vi hos os selv kun "hjertets hårdhed, hjertets kulde". Men hos den korsfæstede Kristus finder vi, at "kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden". Når vi ser det, ser vi på én gang vor egen ugerning og Guds velgerning. Set i lyset af Guds velgerning, kærlighe-den og hjertegløden, får vi øje på vor egen ugerning som hjertets hårdhed og hjertets kulde. Og når vi hos os selv har fået øje på hjertets hårdhed og hjertets kulde, kan vi ret forstå, hvad det betyder, at kærligheden og hjertegløden på korset viste sig stærkere end døden.
Altså er vi på én gang både fordømte og frikendte. Vor egen gerning fordømmer os. Guds gerning frikender os. Men vi bliver ikke frikendt på den måde, at vi kendes uskyl-dige trods alt – for vi er jo skyldige. Vort segl ses også under den dom, der sendte Jesus på korset. Nej, det er snarere sådan, at begge dele falder sammen i én begiven-hed – både domfældelsen af os og frifindelsen af os.
Sådan er Golgata gerningsstedet for os alle. Vort gerningssted og Guds gernings-sted. Og dette Golgata ligger ikke langt borte. Vi skal ikke gå så langt for at vende tilbage. Vi skal blot gå i kirke og gå til alters. De gamle middelalderlige altre havde fem kors indgraveret på alterpladen som symbol på Kristi fem sårmærker. Pointen er den, at alteret dermed bliver til et Golgata. Golgata er gerningsstedet – og nu også vort tilflugtssted.
Thomas Kingos passionsdigtning
Det drejer sig i salmebogen om nr. 180-187 + 208 (56 vers). Oprindelig drejer det sig om 17 salmer med i alt 209 vers. Hvis man vil gøre noget ud af sin langfredagsforbe-redelse, skylder man sig selv at læse alle 209 vers. Salmebogens forkortede udgave af passionsdigtningen kan dog også bruges langfredag i en slags liturgisk gudstjeneste, hvor man læser udvalgte tekster af lidelseshistorien fra et af de fire evangelier veks-lende med afsyngelse af de tilsvarende afsnit i passionsdigtningen.
Man kan eventuelt også læse afsnit af salmebogens evangelieharmoni til langfredag vekslende med afsyngelse af den sidste af Kingos passionssalmer "Bryder frem, I hule sukke" Der er 29 vers, som i en nutidig sprogdragt er gengivet i min bog "Den himmel-ske gudstjeneste", side 173-182. Salmebogen har kun ét vers fra langfredagssalmen, nemlig nr. 208.
Kingos passionssalmer passer godt til en meditativ gudstjeneste på langfredag. Men der skal også prædikes på langfredag! Dette med at præsten langfredag pjækker fra prædikenen for at begrænse sig til noget liturgisk, er noget snyd, som vil være en hin-dring for i al fald min kirkegang.
Så derfor foreslår jeg nedenfor også salmer til en langfredagsgudstjeneste efter gudstjenesteordningen – dog uden altergang. Man kan ikke holde nadver, så længe Herrens legeme befinder sig i dødsriget.
Forslag til salmevalg
Nr. 189 "Hvor er lammet, offerlammet?" passer godt til den første af de to gammel-testamentlige læsninger på langfredag (1. Mos. 22,1-18). Jeg synes ikke, at den skal stå som første salme, så den skal være anden salme. Som første salme vil jeg vælge nr. 193 "O hoved, højt forhånet". Det kunne også være nr. 192 "Hil dig, frelser og forsoner", men den synes jeg skal gemmes til efter prædikenen. Jeg foreslog den som første salme på fastelavns søndag. Hvis man langfredag har to gammeltestamentlige læsninger i formessen, det vil sige både 1. Mos. 22,1-18 og Es. 52,13-53,12, vil jeg efter Esajas-teksten vælge nr. 190 "Her ser jeg da et lam at gå" eller måske nr. 203 "O du Guds Lam uskyldig" – ja, hvorfor ikke? I prædikenen kan man måske flette lidt ind om forholdet til nr. 439 altså Grundtvigs udgave af "O, du Guds lam". Og så vil jeg gerne slutte langfredagen med at synge nr. 784 "Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende". Læg mærke til det andet komma efter ordet "veje". Der står ikke, at man frejdigt kan gå hvor som helst, fordi Gud nok kender en eller anden vej. Nej, der står, at vi kan gå frejdigt, når vi går på veje, som Gud også tør kende – for eksempel vejen til Golgata.
Mit salmevalg: 193 – 189 – 203 / 192 – 784.