Indien

I 2005 udgav min kollega i Haderslev Stift en lille rejseberetning fra Indien med titlen "En sang fra de varme lande" med undertitlen "Rejsetanker om troen og folkekirken". Sammen med sin kone Birgitte havde han været på en rundrejse i det nordlige Indien, det vil sige Rajasthan og Varanasi, hvor de havde set mange mærkeligheder, som også har sat gang i overvejelser over vore hjemlige kirkeforhold. Bogen inspirerede prompte Inger Merete og mig til at foretage en lignende rundtur i Indien. Den fandt sted i februar 2006.

     Vi kom til at flyve med KLM og skulle derfor skifte fly i Amsterdam for at komme til Delhi. Flyet var fire timer forsinket, men vi nåede frem til Delhi ved midnatstid og blev indkvarteret på et udmærket hotel.  

     Vi tilbragte den næste dag i Delhi, hvor vi havde en bil med chauffør til rådighed. Både bilen og chaufføren fik vi lov til at beholde på turen rundt i Rajasthan. I Delhi kørte vi først til "India Gate", som er en triumfbue bygget over en ukendt soldats grav. Buen er bygget af englænderne til minde om de faldne under 1. verdenskrig. Derfra fører den brede Raj Path boulevard op til præsidentpaladset og en regeringsbygning.

     Vi besøgte også Raj Ghat, som er det sted, hvor Mahatma Gandhi blev kremeret efter skuddrabet den 30. januar. I nærheden ligger et lille museum med de beskedne effekter fra Gandhis liv.  Desuden besøgte vi også et forholdsvis nyt 35 meter højt Baha'i tempel formet som en lotusblomst. Templet blev taget i brug i 1986, og det er åbent for alle andagtsøgende uanset religion.

Klik på et billede for at forstørre det!

1. Triumfsbuen India Gate. - 2. Regeringsbygning. - 3.-6. Gandhi Museum. - 7. Slangetæmmer. 8. Det lotus-formede Bahai-tempel. 

Det var kun et hastigt besøg i Delhi, men vort egentlige mål var jo også delstaten Rajasthan, hvor vores første overnatning var i den gamle del af byen Jaipur med tilnavnet "den lyserøde by". Det mest iøjnefaldende bygningsværk i byen er Hawa Mahal, det vil sige "Vindenes Palads", med ikke mindre en 500 småvinduer i facaden, hvorfra maharajaens mange hustruer kunne sidde og kigge ned på gadelivet uden selv at blive set.

     En anden ejendommelighed i byen er Jantar Mantar, som er en samling astronomiske måleredskaber bygget i en meget stor størrelse. Med dem kan man måle og registrere bevægelserne på stjernehimlen. Dette observatorium er bygget i 1728.

     På et højdedrag nogle kilometer nord på Jaipur ligger fæstningen Ambar, som var Rajasthans hovedstad i middelalderen indtil 1731. Man kommet lettest derop på ryggen af en elefant. Fæstningen består af en række audienssale, hvoraf nogle er beklædte med spejlmosaikker. Øverst oppe er der en terrasse med udsigt til fæstningens have og en lille sø.

1. Fotostop ved en hellig ko. - 2. Vindenes Palads. - 2.-4. Det astronomiske observatorium. - 6.-8. På elefantryg til Amber Paladset.

På vores videre færd passerede vi Pushkar, som ligger ved en hellig sø, hvor det for hinduistiske pilgrimme er et stort privilegium at bade. Det er en rigtig hyggelig by, som har et stort besøg af turister og backpackere.

     Efter et ophold ved søen fortsatte vi til Mandawa, som er en hyggelig lille handelsby på "silkeruten". Vi blev indkvarteret på Hotel Castle Mandawa, som var et imponerende hus med et paladsagtigt præg. Det er i al fald det største hotelværelse, vi nogensinde har haft. Efter indkvarteringen på hotellet gik vi tur i byen, hvor mange af husene er såkaldte haveli'er, det vil sige kvadratiske privathuse med en gård i midten, hvor der som regel er en brønd. En hel del af haveli'erne er bemalede med illustrationer fra dagliglivet. Nogle af dem må vist nok siges at være noget ironiske karikaturer af de engelske koloniherrer. Det var virkelig fornøjeligt at spadsere rundt i gaderne og lade sig invitere ind i gårdhusene for at se på vægmalerier. 

1. Er der overlæs? - 2. Et gadebillede på vej til Mandawa. - 3.-8. Vægmalerier på gårdhusene (haveli'erne) i Mandawa.  

Længere mod vest på kanten af Thar-ørkenen ligger byen Bikaner, som er berømt for sin kamel-festival i januar-februar. Desuden har byen Indiens eneste farm for kamelopdræt. I byen ligger der et stort fort, hvor vi gjorde et kort ophold for at få noget at drikke, inden vi tog videre til landsbyen Deshnok, hvor der ligger et tempel ved navn Karni Mata. Det er uden sammenligning den mest ejendommelige religiøse institution, jeg har besøgt. Det er et tempel befolket af rotter – hellige rotter. Der er i tusindvis af dem. Den mytologiske forklaring på dette fænomen fortæller om en kvinde Karni Mata, som levede i det 14. århundrede. Hendes søn druknede, men hun kaldte ham mirakuløst til live igen, hvilket førte med sig, at hendes efterkommere aldrig ville dø, men derimod ville de blive reinkarneret som rotter. Omkring 600 af byens beboere hævder, at de er efterkommere af Karni Mata, og at de derfor vil blive reinkarnerede som hellige rotter.

      Når man træder ind i rottetemplet, skal man ligesom i alle andre hinduistiske templer tage skoene af, hvilket oprigtig talt virker noget uhygiejnisk, men vi gjorde det alligevel og lod rotterne pile omkring fødderne på os. Templet er besøgt ikke blot af vestlige turister som os, men også af mange pilgrimme. En del af dem var brudepar, som medbringer søde sager til rotterne, og derfor bliver brudeparret formodentlig belønnet med et langt og lykkeligt liv.

Fra rottetemplet kørte vi langs ørkenen til Jaisalmer, som ligger midt i ørkenen tæt på grænsen til Pakistan. Vi ankom hen under aften og gjorde holdt ved et ejendommeligt sted kaldet Dada Bagh, som siden middelalderen har været et mindested med tomme grave (kenotafer) for lokale herskere. Herfra kunne vi dels betragte solnedgangen i ørkenen og til den anden side sandstensklippen, hvorpå selve Jaisalmer er bygget. Byen er en af Indiens mest eksotiske byer. Den ligger omkring et citadel. I middelalderen har byen været en karavanestation, hvor flere karavaneveje krydsede hinanden. Det har gjort byen til en velhavende handelsby, hvilket byen med sine pragtfuldt udsmykkede huse endnu bærer præg af. Nu om dage er byen udgangspunkt for kamelsafari af en varighed på to til fire døgn. For eksempel kan man i løbet af to døgn på kamelryg rejse fra Jaisalmer til Bikaner. Selv måtte vi nøjes med en eftermiddagstur på hver sin kamel ud i ørkenen.

 1.-2 Monumenterne ved Bada Bagh. - 3. Musiker med Jaisalmer i baggrunden. - 4. Solnedgang. - 5. Herskabshus i Jaisalmer. - 6. Elefant-

guden Ganesh som vægmaleri.

1.-2. Herskabshuse og gader i Jaisalmer. - 3. Kameludlejling i en landsby. - 4.-6.  Kameltur i ørkenen (med startsvanskeligheder).

Fra Jaisalmer kørte vi østpå og kom til Jodhpur, som også ligger i ørkenen. Den er Rajasthans næststørste by efter Jaipur, den lyserøde by. Jodhpur er den blå by, fordi de allerfleste huse er farvet blå med kobberoxid maling, som holder insekterne på afstand. Bybilledet er domineret af citadellet /fortet, som er et enormt bygningsværk beliggende på en 122 meter høj sandstensklippe. Området rummer flere pladser med audienssale og flere templer. Selve byen er omgivet af en ti kilometer lang bymur.

     Fra citadellet har man en flot udsigt ud over byens blåmalede huse. Mod nord kan man se et stort, hvidt bygningsværk. Det er Jaswant Thanda, som er et såkaldt kenotaf, det vil sige et tomt gravmonument. Det er bygget i 1899 som et mindesmærke over alle maharajaerne. Og mod øst kan man se Umaid Bhawan Palace, bygget i sandsten uden brug af mørtel. Det er bygget i årene 1929-47 som privatbolig for maharajaen, men nu er det meste af det blevet til luksushotel. Vi overnattede faktisk på dette hotel.

     Midt i byen finder man ved klokketårn et marked, Sardar Market, hvor man kan finde alt muligt. Selv fandt vi en smuk indisk dug, som hjemme kommer på middagsbordet ved særlige lejligheder.

Fra Jodhpur er der mulighed for flere udflugter. Blandt andet var vi på en tur ud i ørkenen til en samling landsbyer, som er befolket af et folk, som kalder sig "Bishnoi". Det er en religiøs sekt, som kan dateres tilbage til det 15. århundrede. Mændene bærer en stor hvis turban, og kvinder har som regel en stor ring i næsen. Sekten har den holdning, at alt liv - Inklusive dyreliv - er helligt. Især er den indiske antilope, sortbukken, et dyr, som kræver særlig beskyttelse. Faktisk kunne vi også se, hvordan antiloperne tillidsfuldt bevægede sig omkring tæt på landsbyerne. Vi blev meget gæstfrit modtaget i en af landsbyerne, hvor mændene straks sammenkaldte til en særlig tedrikning, hvor man til tegn på fællesskab og venskab drak teen af sidemandens hule hånd.

1.-2. Citadellet i Jodpur. 3. Maharajaens bærestol. - 4.-5. Udsigt fra citadellet til Umaid Bhawan Palace og Jaswant Thandas. - 6.7. Udsigt ud over den blå by. - 8. Porten indtil Sandar Market.

1. Markedsgade. - 2. En aperitif på vores hotel. - 3.-7. Besøg hos et økologiske Bishnoi-folk ude i ørkenen. - 8. Antiloper tæt på landsbyen.

I Jodhpur blev vi opmærksomme på Muhamed-krisen i Danmark. For det første var der omkring byens moské vældige demonstrationer i gang, og for det andet blev vi ringet op af vores børn, som nervøst spurgte til, hvordan vi havde det. Vi havde det jo sådan set godt nok, men Inger Merete pillede under mine protester for en sikkerheds skyld de påsyede dannebrogsflag af vores rygsække. Selv erklærede jeg, at jeg ville sætte mit eget flag på en pind og gå op til moskéen for at afsynge "I alle de riger og lande". Det undlod jeg dog, da jeg senere af hotelportieren blev belært om, at jeg hellere måtte lægge et papirbind om vores pas, så man ikke kunne se, hvor vi kom fra. Det undlod jeg dog også. Til gengæld mødte jeg senere i Delhi lufthavn en amerikaner, som havde gjort det.

     Rundrejsen sluttede i Agra, hvor vi først skulle se Det røde Fort, hvor chaufføren satte os af ved hovedporten, hvorefter han ville samle os op på den anden side af paladset. Kort inden afrejsen var jeg af min læge blevet udstyret med en såkaldt epi-pen, som jeg skulle bruge, hvis jeg blev stukket af en bi. Den pen have jeg glemt i bilen, som nu var kørt. Paladsporten var fuld af sværmende bier, så med livet som indsats passerede vi porten og kom igennem bisværmen til paladsgården, som var ganske interessant med en slags vinduer, som var lavet af delvis gennemsigtigt alabast. Fra Det røde Fort havde vi i øvrigt en glimrende udsigt til Taj Mahal, som er hovedattraktionen i Agra.    

     Taj Mahal er et mausolæum, som stormogul Shah Jahan lod opføre til ære for sin yndlingshustru. Byggeriet blev påbegyndt i 1632 og det varede i 22 år. De hvide marmorsten er kommet fra et stenbrud nær Jodhpur og er derfra blevet transporteret 300 km. til byggepladsen. Andre ædle byggematerialer er hentet i Afrika, Persien, Sri Lanka, Tibet og Kina. Perlemor er bragt til fra Det indiske Ocean, og det hele er sat sammen til et bygningsværk, som ikke har sin lige i hele verden. Det er virkelig storslået! Og det er fuldt forståeligt, at man har kaldt dette bygningsværk "Indiens juvil".

     "This is India", sagde vores lokalguide henført, mens vi sad på en bænk og betragtede dette fantastiske mausoleum, som vi havde god tid til at gå rundt om for at iagttage alle detaljerne. Og til alt held var der ikke alt for mange andre turister. Det var en flot afslutning på rundturen i Rajasthan.

1.-2. Kamelkræfter. - 3. Porten (med alle bierne) til Det røde Fort. - 4.-8. Det røde Fort (sidste billede med Taj Mahal i baggrunden).

Taj Mahal fra indgangen og rundt om mausolæet til udgangen.

Af det indiske rejsebureau havde vi købt en tillægsbillet med nattoget til Varanasi, som tidligere blev kaldt Benares. Det er Indiens absolut helligste by. Den ligger ved Gangesfloden, som har de besynderlige egenskab, at når man bader i den ved solopgang og i den forbindelse gennemfører et ritual, hvorunder man også drikker af flodens beskidte vand, så forbedrer man sin karma i ganske betydelig grad. Det samme gælder i endnu højere grad, hvis man som pilgrim dør i Varanasi og bliver brændt på flodbredden for derefter at få sin aske kastet i vandet. I så fald har man forbedret sin karma så meget, at man er befriet fra yderligere reinkarnationer. Ved et af de store brændende ghat'er (trapper ned til floden) så vi en kvinde, som tiggede. Hun tiggede ikke penge, men derimod træ til sin ligbrænding. Der skal cirka 200 stykker træ til, hvoraf en del er ret kostbart sandeltræ.

     Det er mærkeligt at tænke på, at for religiøst forskruede vesterlændinge er tanken om reinkarnation noget vældig fint, som betyder, at vi i virkeligheden ikke dør, men at vi får et nyt legeme i en anden skikkelse, velsagtens lidt afhængigt af, hvad vi har gjort os fortjente til. For østerlændinge – hvad enten de er hinduer eller buddhister - er tanken om reinkarnation derimod en forbandelse, som det gælder om at slippe ud af. For vesterlændinge er tanken om reinkarnation en form for selvoptagethed, hvor man holder fast på sig selv, mens det for østerlændinge er et mål at slippe af med sig selv, det vil sige slippe ud af reinkarnationens hamsterhjul for kun at indgå i den store intethed, nirvana.

     Byen Varanasi kan også sammenlignes med en slags hamsterhjul, som er i sving fra tidlig morgen til sen aften. Byen siges at have rundt regnet 1,5 mio. indbyggere, hvortil kommer 0,5 millioner pilgrimme og turister. Men det er let at orientere sig i byen, fordi man hele tiden har floden som holdepunkt og på en anden led har hovedgaden Dashawamedh, som deler byen på midten. Det er også en god ide at leje en båd og sejle ud på Ganges-floden, hvorfra man får et fint overblik over de forskellige ghat'er, hvor byen og floden møder hinanden. Man kan også tage på udflugt fra byen til for eksempel Sarnath, som ligger 10 km. borte i nordøstlig retning. Det er et af buddhismens helligste steder, fordi det var her Buddha trådte frem med sit budskab og fik sine første tilhængere.

1. Nattoget fra Agra til Varanasi. - 2. Skumring ved Ganges. - 3.-6. Ghat'erne, hvor der kremeres. - 7. En hellig mand. - 8. Badning.

1.-5. Gadebilleder fra Varanasi. -  6.-8. Billeder fra Sarnath, hvor Buddha trådte offentligt frem efter sin oplysning. 

Da vi efter nogle dage i Varanasi skulle rejse hjem, fløj vi med Air India til Delhi, hvorfra vi om aftenen skulle fortsætte med KLM til Amsterdam og København. Det gik bare slet ikke. Vi blev 22 timer forsinkede i Delhi lufthavn på grund af tåge. Andre luftfartsselskaber kunne flyve den følgende morgen. Det kunne KLM ikke, fordi man ikke havde nogen besætning til det, så vi måtte vente til om aftenen. En måned senere skulle jeg på en tjenesterejse til Cardiff – igen med KLM. Vi nåede frem med 14 timers forsinkelse. Jeg har ikke siden fløjet med KLM.