Tyrkiet

En dag i foråret 1978 stod Inger Merete og jeg og kikkede ud over Ægæerhavet ved Poseidon-templet på Kap Sounion i Grækenland. Vi var næsten færdige med en rundtur i Grækenland og var derfor enige om, at det kunne være spændende at fortsætte rejsen i Tyrkiet på den anden side af havet. Det fik jeg mulighed for lidt hurtigere end ventet.
     Kort efter tilbagekomsten til Danmark blev jeg kontaktet af Agri Rejser, som spurgte, om jeg i september måned ville tage en tur til Tyrkiet for at undersøge og beskrive en rundrejse på 14 dage “I Paulus’ fodspor”. Jeg skulle rejse rundt sammen med en gruppe katolikker fra det franske rejsebureau “Terre Entiere”. Jeg fik at vide, at den tyrkiske guide, Kadir Aydin, på turen også kunne tale engelsk. Det viste sig ikke at være tilfældet. Han talte udmærket tyrkisk og fransk, men ikke en ord engelsk.
     Jeg ankom til Istanbul en søndag aften i september, hvor jeg fandt mit rejsehold på en restaurant i færd med at spise aftensmad. Det var her, det gik op for mig, at jeg stort set måtte klare mig på fransk. Jeg havde glemt at tage en ordbog med. Alligevel gik det nogenlunde, blandt andet fordi der var en enkelt deltager på holdet, som kunne en smule engelsk. Men jeg fik lært en hel del fransk i de fjorten dage, turen varede.
     Vi skulle være i Istanbul et par dage. Det var før der rigtig kom fart i turismen i Tyrkiet, så der var plads til en hel del forbedringer, blandt andet havde vi en elendig bus, som helst skulle parkeres på en skråning, fordi selvstarteren var gået i stykker. Ellers måtte vi skubbe bussen i gang, hvilket bidrog til at styrke sammenholdet en hel del.
     For mig som førstegangsturist var Istanbul en fantastisk oplevelse. Navnlig Hagia Sofie-kirken gjorde et stort indtryk. Den blev bygget af kejser Justinian i årene 532-537. Det er en pragtbygning, som ikke kan beskrives. Den skal opleves. Kuplen, som har en diameter på ca. 32 meter, hæver sig 56 meter over gulvet, hvilket har inspireret kunsthistorikeren Göran Schildt til at karakterisere de byzantinske kuppelkirker “som dykkerklokker, der er sænket ned fra himlens sfærer” (i bogen “Ikaros’ hav”). Denne dybsindighed forstår jeg på følgende måde: Ligesom en jordisk dykkerklokke tager jordiske livsvilkår med sig ned på havbunden, så dykkeren dér kan færdes under jordiske livsvilkår, således tager kuppelkirken himmelske livsvilkår med sig ned på jorden, således at vi her kan færdes under himmelske livsvilkår.

Klik på et billede for at forstørre!

1. Bosporusstrædet set fra 10 km's højde. 2. Bykort med fjorden "Det gyldne Horn". 3. Bymuren i aftensol. 4. Udsigt over "Det gyldne Horn" mod Galatha-tårnet.

5. Den blå Moské, interiør. 6. Den bå Moské, eksteriør. 7. Den blå Moské med kupleer, buer og søjler. 8. Hagia Sofia-kirken set fra Den blå Moské.   

1. Indgangsportal til Hagia Sofia. 2. Deisis-mosaik. 3. Detalje fra Hagia Sofias indre. 4. Kuppel pg pendentiv i Hagia Sofia. 5. Frelserkirken i Chora (Karie Cami).

6. Indgang til Frelserkirken. 7. Kristusbillede i narteks med den græske indskrift: "De levendes land". 8. Kristi opstandelse.

     Med et sovevognstog, som vakte mindelser om den legendariske "Orientekspres", kørte vi fra Istanbul til Ankara, hvor vi ankom tidligt om morgenen for straks efter at besøge det fremragende arkæologiske museum med fine ting fra hittitterrigets tid (ca. 1750 – 1200 f.Kr.). I bus kørte vi derefter til Hattusas, hitttiternes gamle hovedstad, og derfra videre til Kappadokien.

      Vi ankom ud på aftenen, hvor Kappadokiens vulkanske landskab lå badet i klart måneskin. Det ejendommeligt formede tuflandskab rummer i tusindvis af huler, hvoraf en del stadig bliver brugt til beboelse, andre bliver brugt til frugtlagre og dueslag, og så er der ca. 300 huler, hvori man i middelalderen har indrettet kirkerum med kupler og apsider. De fleste af disse kirker har været bemalet med freskomaleri, som fortæller bibelhistorie og kirkehistorie. Nogle af disse billeder er i moderne tid blevet restaureret af FN-organisationen Unesco, men de fleste af kirkerne ligger, som de blev forladt under den såkaldte befolkningsudveksling i forbindelse med Kemal Atatürks reformer i 1920’erne.

     Sammen med det franske hold var jeg kun i Kappadokien to-tre dage, men senere har jeg været der adskillige gange, dels som rejseleder, dels som “opdagelsesrejsende” sammen med Inger Merete. Et par gange har vi også haft børnene med. I 1970’erne og 80’erne var Tyrkiet stadig ret “uopdaget” som turistland betragtet. Den turisme, der var, udfoldede sig mest på sydkysten i byerne Alanya, Antalya og Bodrum, men den indre del af landet kunne vi så nogenlunde have for os selv. I Østtyrkiet var der slet ingen turister, måske fordi der med mellemrum har været politisk uro som følge af den kurdiske befolknings krav på selvstændighed. 

1. Landsbyen Ütshisar, som i et vist omfang består af klippehuler. 2. og 3. Klippeformationer i Ütshisar. 4. Udsigten fra borgklippen i Ütshisar. 5. Sankt Barberas hulekirke i Göreme-dalen. 6. Mine tre børn i Mirjam Ana-hulekirken. 7. Freskomaleri af Mirjam Ana (Mor Maria). 8. Min ven og guide Mitat, som viste mig rundt.

1. og 2. Klippeformationer i Pasabag. 3. og 4. Zelve-dalen med både kristne og muslimske beboelser. 5. og 6. Huler og møllesten i underjordiske byer.

7. Frokost sammen med kvinder i marken. 8. En hårdt tiltrængt skopudsning.

     I 1989 var Inger Merete og jeg sammen med en flok højskolekursister på en rundrejse i Østtyrkiet, hvor vi havde mulighed for at tale med repræsentanter for den kurdiske befolkning, som gjorde gældende, at de havde deres eget sprog og deres egen historie, hvorfor de også mente at have krav på deres eget land eller i det mindste en eller anden form for selvstændighed. Under alle omstændigheder ville de ikke finde sig i at blive kaldt “bjergtyrkere”, som er den tyrkiske regerings officielle betegnelse for denne befolkningsdel. 

     Noget lignende kan siges om armenierne, som endnu i osmannerrigets sidste årtier udgjorde en ganske stor befolkningsdel i det østlige Tyrkiet. Det blev vi opmærksomme på i forbindelse med et besøg i resterne af Ani tæt på byen Kars i det nordøstlige Tyrkiet på grænsen mellem det nuværende Armenien og Tyrkiet. Ani var i middelalderen hovedstad i det armenske rige, som dengang rakte langt ind i det nuværende Tyrkiet. I slutningen af 1800-tallet var der ved flere lejligheder betydelige tilløb til forfølgelser af armenierne, der som kristne blev betragtet som et fremmedelement i det muslimske Tyrkiet. Det kulminerede i 1915, hvor der fra tyrkisk side bliver tale om en regulær nedslagtning af armenierne. Det skønnes, at mellem en halv og halvanden millioner armeniere omkom i dette folkedrab. De overlevende af de tyrkiske armeniere flygtede til Europa og Nordamerika. Den resterende, østlige del af Armenien blev i 1921 indlemmet i Sovjetunionen, men er nu siden 1991 en selvstændig nation på omkring 3 mio. Indbyggere.

1.og 2. Sumelaklostret i bjergene syd for Trabzon. 3. Cobandede-broen fra 1400-tallet på Silkevejen 4. Ruiner i den gamle armenske hovedstad Ani nær byenKars.

5. Beduintelt i Kuredistan. 6. Ararats Bjerg (Agri Dag). 7. Ishak Pasha Palads ved Dogobeyazit tæt på den iranske grænse. 8. Ruiner fra Uartu-kulturen (9. årh f.Kr.)

1. 2. og 3 Øen Achdamar i Van-søen med en fin armensk kirke. 4. og 5. Byen Haran syd for Sanliurfa. 6. 7. og 8. Numrud Dag med hovedløse figurer. Bjerget er bygget som en pyramide af skærver og sten og rummer en grav til Antiokus I (69-34 f.kr.).

     Efter opholdet i Kappadokien kørte jeg sammen med det franske hold til Konya, som er en konservativ muslimsk by, hvis største attraktion er Mevlana-museet, som under en grøn kuppel rummer Djelaleddin Rumis sarkofag. Han kaldes også Mevlana (stormester). Han levede 1207-73 og er grundlægger af sufismen, som er en særlig mystikerretning inden for islam. Denne religiøse retning er karakteriseret ved et kærlighedsbudskab og en høj grad af tolerance. Retningen er også kendt som de “dansende dervisher”, der i hvide dragter danser rundt og rundt og rundt derved kommer i trance.

     Vi kom til Konya en lørdag, hvilket betød, at der næste dag skulle være gudstjeneste ved Père Billot, som var holdets åndelige rejseleder. I mangel af en kirke måtte vi holde gudstjeneste på et hotelværelse, hvor jeg som luthersk præst blev sat til at læse epistelteksten. Til gengæld var det ikke meningen, at jeg skulle deltage i altergangen, hvilket jeg alligevel gjorde, fordi jeg tog det alterbrød, som Père Billot havde tiltænkt sig selv, og så tog mig selv til alters. Det afstedkom en større ballade, fordi jeg som ikke-katolik ikke havde adgang til at deltage i nadvermåltidet. Hvis jeg skulle have adgang til det, krævede det biskoppens tilladelse, og sådan en var der jo ikke i Tyrkiet.

1. Karavanestationen "Sultanhani". 2. Mevlana-museet med den grønne türbe over Rumis grav. 3. Det indre af museet. 4. Solnedgang bag moskéen.

5. Markarbejdere på vej hjem. 6. Fåreklipning i en landsby. 7. Kvinder stiller op tl fotografering. 8. Husdyrgødning tørres til brændsel.

     Da vi den næste dag kom til Alanya på sydkysten, var diskussionen om mit liturgiske “overgreb” endnu ikke afsluttet. Jeg gjorde gældende, at jeg som lutheraner kunne spise med alle steder, og at jeg i øvrigt anerkendte den katolske nadver som et gyldigt nadvermåltid. Vi formerede så det, vi kaldte “den økumeniske badegruppe”, som i Middelhavets sagte dønninger diskuterede forskelle og ligheder mellem den katolske og den lutherske nadverlære. Det mundede ud i, at vi udnævnte Père Billot til honorær biskop af Tyrkiet med myndighed til undtagelsesvis at uddele alterets sakramente til en ikke-katolik som mig.

     Hændelsen havde i øvrigt den effekt, at jeg ikke mere blev betragtet som en gæst på tålt ophold i gruppen, men som et fuldgyldigt medlem, som alle gerne ville snakke med. Det styrker fællesskabet at have skubbet rundt med en bus i Istanbul, samt at have udkæmpet drabelige teologiske diskussioner om noget så centralt som nadvermåltidet. Vi var venner. Vi var sammenspiste. Denne udvikling aflastede gruppens eneste engelsktalende deltager, og den udviklede mine franske sprogfærdigheder til et niveau, som satte mig i stand til at holde en lille takketale på fransk, da jeg senere skulle skilles fra holdet, hvoraf jeg stadig – 45 år efter – har forbindelse med en enkelt deltager, som jeg korresponderer med på fransk.

     Den sidste del af turen kom således til at stå i et helt nyt lys - både i overført og i bogstavelig betydning. I lyset fra et solbeskinnet Middelhav kørte vi fra den ene arkæologiske perle til den anden. Det gælder udgravningerne af de græsk-romerske byer Side, Perge og Aspendos samt ikke mindst den vidunderlige, uberørte ruinby Termessos i bjergene bag Antalya. Dertil kommer Hierapolis ved de smukke kalkformationer Pamukkale (=bomuldsslot) samt Milet, Priene, Efesus og Pergamon ved Ægæerhavet. Her fornemmer man virkelig grækernes og romernes storhedstid i tiden omkring Jesu fødsel.

1. Teatret i Termessos. 2. Byporten i Perge. 3. Teatret i Aspendos.  4. Teatret i Side. 5 Falkformationer i Pamukkale. 6. Inger Merete sammen med Niels og Lars ved de varme kilder. 7. Badning blandt søjler. 8. Sarkofager i Hierapolis.

1. Resterne af havnen i Milet. 2. og 3. Athenetemplet i Priene. 4. Apollontemplet i Didyma. 5. Medushoved fra Apollontemplet. 6. Arkadiana-gaden i Efesus med teatret i baggrunden. 7. Marmorgaden i Efesus. 8. Hadrians tempel. 

     Tyrkiet er det land, jeg har besøgt flest gange. I 1978 var den politiske ambition den, at man gerne ville være med i det europæiske fællesskab. Tyrkiet har siden 1952 været et loyalt medlem af NATO, hvilket har fået tyrkerne til at sige: “Når vi kan være med til det beskidte arbejde i NATO, bør vi også kunne være med i det pæne selskab i Europa”. Landet blev indtil september 1980 styret af det republikanske parti, hvis leder dengang var Bülent Ecevit, som gerne ville præge Tyrkiet efter det politiske forbillede, han havde fundet i de skandinaviske demokratier. Eller også blev det styret af det rivaliserende konservative parti, Retfærdighedspartiet, hvis leder var Süleyman Demirel. De to partiledere skiftedes med jævne mellemrum til at have regeringsmagten, og i øvrigt var landet præget af en del uro med adskillige terrormord. I juni 1980 boede jeg i Nevsehir, som politisk set var en konservativ by. Derfra foretog jeg udflugter rundt om i Kappadokien. En dag havde jeg været i Kayseri, og da jeg kom tilbage til Nevsehir, var der udgangsforbud. Det viste sig, at der var blevet skudt en republikaner, hvilket havde udløst et større skyderi midt i byen, hvor mit hotel var. Fra bussens holdeplads uden for byen blev jeg af en soldat eskorteret til mit hotel, som også var mærket af skyderiet. Trods udgangsforbuddet kunne jeg besøge en tæppehandler ved siden af hotellet, som kunne underrette mig om, hvad der var sket, mens jeg havde været borte.

     Et par måneder senere tog militæret magten, som det havde gjort flere gange tidligere. I Tyrkiet var det i disse år tradition for, at militæret i respekt for Kemal Atatürks reformer greb ind til fordel for demokratiet, hvilket også var tilfælde i 1980. Denne tradition ændrede sig dramatisk i 2016, hvor dele af militæret forsøgte at gennemføre et kup mod præsident Recep Erdogan. Kupforsøget blev slået ned på en enkelt dag, og Erdogan erklærede undtagelsestilstand og gennemførte voldsomme udrensninger i det administrative system. Begivenheden betød en forringelse af forholdet til både EU og USA, samtidig med at den medførte en stigende islamisering af landet, hvilket i sig selv er et brud med den sekulariserende tradition, der blev grundlagt på Kemal Atatürks tid. Alt i alt må man sige, at den tilnærmelse, man har tilstræbt mellem Tyrkiet og EU, har fået meget vanskeligere vilkår under Erdogans styre.  

     Ovenstående billedserie er ikke en, jeg viser med nogen større bejstring. Jeg har haft megen sympati for Kemal Atatürks og Bülent Ecevits europæiske ambitioner. Men man kan godt blive noget betænkelig, når man ser denne billedserie og derfor bliver nødt til at spørge om, hvad ambitionen i grunden går ud på. På det første billede ser man, at den kristne byzantiske kejser tilsyneladende byder den muslimske osmannerhøvding Mehmet Erobreren hjerteligt velkommen til Konstantinopel. Derefter går det drabeligt til, og målet med det hele fremgår formodentlig af det sidste billede.