Cambodia
I januar 2003 var vi på vej til New Zealand, men gjorde et stop i Singapore, hvorfra vi fløj til Siem Reap i Cambodia med det formål at se Angkor-området. Inger Meretes rygsæk blev i flyet, som fortsatte til Pnom Penh, så hendes bagage så vi først dagen efter. Vi måtte derfor ud i byen og købe en tandbørste og andre småfornødenheder. Med det formål kom vi ind på en markedsplads midt i byen. Aldrig har vi oplevet så aggressivt et tiggeri som dér. Og så var de alle sammen invalide. Enten manglede de arme eller ben, eller også var de blinde. De var ofre for alle de landminer, som under vietnamkrigen og var blevet spredt rundt omkring i rismarkerne. Det var ganske forfærdeligt pludseligt at blive konfronteret med alle disse ofre for krigen.
Da vi kun havde få dage til rådighed, fik vi en aftale med en chauffør, som tog os med rundt til de vigtigste seværdigheder i Angkor-området, som er meget større, end vi på forhånd havde forestillet os. Det har været en millionby, som for tusind år siden udgjorde et centrum for et veritabelt storrige i Sydøstasien. Eller rettere: Flere riger har afløst hinanden.
Det rige, som er ophav til de nuværende imponerende ruiner, blev grundlagt i 802 af kong Jayavarman II, som gjorde Angkor til hovedstad. Dette rige, som omfattede betydelige dele af Sydøstasien, bestod indtil 1400-tallet, hvor det begyndte at gå i forfald som følge af en række overfald fra Siam (Thailand). I 1863 gjorde Frankrig Cambodia til koloni og protektorat, indtil landet blev besat af japanerne under 2. verdenskrig. Efter krigen havde franskmændene ikke held til at genoprette koloniherredømmet. I stedet førte kong Sihanouk landet til selvstændighed i 1953, men han blev sat fra bestillingen i 1970, hvor general Lon Nol ved at kup overtog magten og derefter allierede sig med amerikanerne, som udvidede vietnamkrigen til også at omfatte dele af Cambodia. På grund af denne udvikling voksede støtten til den kommunistiske guerilla, kendt som Khmer Rouge, hvis leder efter 1975 blev den berygtede Pol Pot, som udøvede et rædselsregime indtil 1979, hvor vietnameserne gik ind i landet for at sætte en stopper for galskaben. På det tidspunkt havde Pol Pots regime skønsmæssigt kostet 1,7 millioner cambodianere livet, det vil sige tæt på 15% af befolkningen. Efter et noget nølende retsopgør er der nu kommet tålelige forhold i Cambodia, som dog stadig er Sydøstasiens fattigste land.
I 2008 var vi igen i Cambodia. I de mellemliggende fem år havde meget ændret sig til det bedre. I Siem Reap var der kommet klinker på fortovet, og gaderne var ryddet for tiggere, som nu var meget mere diskrete i deres erhvervsudøvelse. Hotellerne var også blevet en del bedre.
At færdes i Angkor-området er en meget stor oplevelse. Første gang havde vi en bil med chauffør til vores rådighed. Det var fint. Men anden gang var endnu bedre, for da havde vi lejet cykler og kunne derfor meget bedre fornemme både monumenterne og deres omgivelser. Men selv om man har flere dage til rådighed, kan man alligevel kun opnå at få et meget foreløbigt og overfladisk indtryk af dette enorme ruinområde.
Når man kommer fra Siem Reap, er Angkor Vat det første, der fanger opmærksomheden. Angkor Vat er efter alt at dømme er et kongeligt gravmonument, der i størrelse kan måle sig med de store pyramidebyggerier i Ægypten. Templet er omgivet af en voldgrav på 5,6 km. i omkreds. En bro med en længde på 250 meter fører over voldgraven. Derefter fører en 600 meter lang promenade op til selve templet, som er opbygget i tre niveauer. Det første niveau er udsmykket med et utal af relieffer, der beretter om Angkor-rigets mange krige. I det andet niveau er der ingen relieffer, men til gengæld en mængde “apsaraer”, det vil sige figurer af ‘de himmelske danserinder’. Det tredje niveau er noget mere vanskelig tilgængeligt og er vist nok af sikkerhedshensyn blevet lukket for turister – men vi har været dér og har nydt udsigten. Derfra hæver det store centrale tårn sig 42 meter over niveauet.
Angkor Vat-templet er stort – meget stort. Men selve kongebyen Angkor Tom dækker et område, som er meget større. Bymuren er i omkreds 12 kilometer. Hele området rummer adskillige tempelbyggerier i sten. Desuden har der været træbygninger, som for længst er forsvundet.
Når man kører ind i Angkor Tom fra Siem Reap, kommer man ind i området via den sydlige port, og det første man når frem til, er templet Bayon, som er kendt for sine omkring 200 smilende Buddha-ansigter, som i stort format præger Bayons tårne. Overalt føler man sig overvåget af Buddha - men altså med en vis overbærenhed. Templet er lige som Angkor Vat opbygget i tre niveauer, hvoraf det første niveau er præget af fabulerende relieffer, som fremstiller krigsscener samt scener fra dagliglivet. På sydmuren ser man blandt andet en mand, som falder overbord fra et krigsskib og bliver ædt af en krokodille.
Lidt efter kommer man til den såkaldte elefantterrasse¸ som har sit navn efter alle de mange elefantrelieffer, som udsmykker muren. Fra terrassen har hoffet antagelig iagttaget, det der foregik på kongepladsen foran terrassen.
Øst for elefantterrassen ligger templet Ta Prohm, som arkæologerne har ladet ligge nogenlunde urørt, så man kan fornemme, hvordan hele Angkor-området så ud, da det blev opdaget af fransk-mændene i slutningen af 1800-tallet. Med alle de mange banyan- og kapok-træer, som omklamrer murværket, kunne Ta Prohm være en perfekt kulisse i en Indiana Jones-film. I al fald er det en fascinerende ruin at gå på opdagelse i. Den appellerer til fantasien.
Klik på et billede for at forstørre det!
1. Prommenaden op til Angkor Vat. - 2.-3. Angkor Var set fra syd. - 4. Angkor er en populær kulisse til bryllupsbilleder. -
5.-6. Andet niveau og trappen op til tredje niveau. - 7.-8. Angkar Vat i solnedgangslys.
1.-2. Smilende Buddha-ansigter i templet Bayon, som ligger midt i kongebyen Angkor Tom. - 3.-5. Fabulerende relieffer i Bayon-templet.
6.-7. - Elefantterrassen i Angkor Tom. - 8. En ganske alminde elefanttransport.
1.-6. Ta Prohm-templet, som arkæologerne har ladet stå urørt, hvorved man kan danne sig et indtryk af, hvordan Angkor-området så ud, da det blev fundet. - 7. En gudinde fra Angkor. - 8. En gudinde på cykel i Angkor.
En helt særlig perle er det det lille hinduistiske Shiva-tempel Banteay Srei, det vil sige “kvindernes citadel”. Det ligger ca. 40 kilometer nordøst for Siem Reap. Bortset fra de lokale, som sikkert altid har kendt til templets eksistens, har templet været skjult af junglen og blev først opdaget i 1914 af en fransk ingeniørsoldat. Senere har området i en årrække efter 1979 været utilgængeligt, fordi Pol Pot og hans fordrevne Khmer Rouge har slået sig ned i junglen på denne egn.
Selve templet ligger i et kvadratisk område på cirka 50x50 meter omgivet af voldgrave, hvortil kommer en processionsvej på den østlige side. Det hele er bygget i lyserød sandsten, som overalt er udskåret med meget fine relieffer og dekorationer med motiver fra hinduistisk religion. I sammenligning med Angkor Vats enorme dimensioner virker det hele meget miniatureagtigt.
1.-8. Billeder fra Banteay Srei.
Da vi var i Cambodia i 2003, var vi backpackere, hvilket vil sige, at vi boede på guesthouses og billige hoteller. I Phnom Penh fandt vi ved hjælp af en tuk-tuk chauffør frem til “Hotel de Paris”. På 2. sal vrimlede det med kortskørtede piger. Det viste sig da også at være et bordel, men vi fik et udmærket værelse på 3. sal.
Da vi kom til Phnom Penh i 2008, ankom vi ad søvejen, det vil sige vi kom sejlende ad Mekong-floden, fra Canto i Vietnam. Vi sejlede med en meget fin hotelbåd, hvor vi havde en god kahyt, og på agterdækket fik vi en god middag, mens vi iagttog trafikken på floden. Næste morgen kom vi til grænsen, hvor vi skiftede til en noget hurtigere motorbåd. I Phnom Penh blev vi indkvarteret på “Hotel Cambodiana”, som havde en noget højere standard end det førnævnte hotel.
Ligesom det var tilfældet i Siam Reap, kunne vi også i Phnom Penh konstatere, at de mellemliggende fem år havde gjort en stor forskel til det bedre. Vi hyrede en guide, som på cykel førte os rundt i byen, hvor vi beså det kongelige palads, som vidnede om fordums pragt ved hoffet. Den absolutte modsætning til dette var torturfængslet, som Khmer Rouge havde indrettet i et tidligere gymnasium. Teul Sleng eller S21 kaldes dette i enhver henseende modbydelige sted. I sin bog “Jeg har set verden begynde” skriver Carsten Jensen:
Der var en grusom symbolik i dette valg af et gymnasium som fængsel og gerningssted. Khmer Rouge kunne have valgt så mange andre bygninger i det evakuerede Pnom Penh, der var næsten mennesketomt efter den store exodus den 17. april 1975, hvor flere millioner mennesker blev tvunget til at marchere ud i det tomme intet, og døden gjorde sin første store høst i det, der med en grusom ironi blev døbt Demokratisk Kampuchea. Et gymnasium er selvfølgelig praktisk. Klasseværelserne kunne anvendes som celler og forhørslokaler. Men gymnasiet er også det sted, hvor samfundet former sin egen elite, opdrager på den og forbereder den på et kommende ansvar. Det er et sted, hvor en ung mand eller kvinde tager et afgørende skridt i retning af den større verden, der venter udenfor, men det var en verden, som med Khmer Rouges indmarch i Pnom Penh ikke længere eksisterede. Hvor gymnasiet havde været et sted for opbygning og formning af personligheden, skulle det nu være det modsatte: Et sted for personlighedens tilintetgørelse (side 247 f.).
Vores cyklende guide tog os også med 12 kilometer syd for byen til Choeung Ek, som også kaldes “Killing Fields”. Her henrettede Khmer Rouge alle dem, der var blevet forhørt og tortureret i Tuol Sleng. I al hast var de blevet begravet i massegrave, og man kunne endnu her og der se knogler, som stak op af sandet. Efter sigende var der kun seks ud af 20.000 indsatte i Tuol Sleng, der overlevede, hvilket de kan takke vietnamesernes invasion i 1979 for.
Vores Guide havde i den forbindelse sin egen historie at fortælle: Khmer Rouge havde overfaldet hans landsby, og hele familien var derfor flygtet ud i skoven for at gemme sig. Men de havde glemt at slå grisen ihjel, så den var fulgt efter familien ud i skoven, og Khmer Rouge var fulgt efter grisen og havde pågrebet dem alle sammen bortset fra en dreng, som havde gemt sig bedre end de andre. Så han overlevede. Den dreng var nu voksen, og det var ham, som var vores guide.
Vi nåede også en tur i det store Central Market, hvis fire arme er domineret af en enorm kuppel. På dette marked kan man simpelthen købe hvad som helst.
1. Vores hotelskib fra Vietnam. - 2. Trafikken på Mekong-floden. 3.-5. De kongelige paladser i Phnom Penh. - 6. Tuol Sleng-fængslet. -
7. En elektrisk torturseng. 8. Khmer Rouge tog "for en ordens skyld" billeder af alle de torturerede.
1. Celler i et klasseværelse. - 2. En, der ved, hvad der venter. - 3.-5. Kranier og andre rester på "Killing Fields". -
6. Bødlernes billeddokumentation. - 7. Hegnet omkring Tuol Sleng-fængslet. - 8. Det store Central Market.
Når man lægger det hele sammen, så var Cambodia et spændende land, men også et deprimerende land at rejse i. Det eneste cambodianerne har at være stolte af, er khmer-kulturen symboliseret ved Angkor Vat. Da vi var der i 2008, var der lige sket det, at der var opstået en større diplomatisk krise mellem Cambodia og Thailand, fordi nogle thaier havde påstået, at khmer-kulturen inklusive nogle templer egentlig er af siamesisk oprindelse. Det var ikke godt! En taxachauffør forklarede Cambodias sårbarhed med følgende betragtning:
Vietnameserne kan alting. De bankede både franskmændene og amerikanerne, og da de var færdige med det, ryddede de også op i Cambodia. Laoterne er sådan nogle “laid back”-folk, som uforstyrret hviler i sig selv og har det godt med det. Thaierne er forretningsfolk, som kan få penge ud af alting. Her i Cambodia har vi derimod ikke bestilt andet end at slå hinanden ihjel. Vi har ikke noget at være stolte af – bortset fra Angkor Vat!