Laos 2024

I januar 2024 drog 1. og 2. generation af vores familie af sted på en rejse til Laos. Den 3. generation - det vil sige vore syv børnebørn i alderen fra 15 til 28 år - måtte denne gang blive hjemme. Den 2. generation udgøres af vore tre børn og tre svigerbørn, og så er vi, Inger Merete og jeg, også med som 1. generation. Vi har selv tidligere besøgt landet og rejst igennem det fra syd til nord, det vil sige fra grænsen til Cambodia og til grænsen til Kina (se rejse nr. 13!), hvilket i luftlinje er ca. 845 km. Afhængigt af ruten er turen ad landevejen naturligvis en hel del længere. Dertil kommer, at vejene over flere stræk er i en dårlig forfatning, og det tog adskillige dage at tilbagelægge strækningen. I december 2021 åbnede jernbanen mellem Vientiane og Luang Namtha, og nu tager rejsen mellem de to byer kun 3 timer og 30 minutter. På denne rejse skal vi kun opleve den nordlige halvdel af landet, idet vi flyver til Vientiane, hvorfra vi efter et par dage tager toget til Luang Namtha. Resten af turen foregår i bil med chauffør og guide tilbage til Vientiane.

     I det følgende vil jeg prøve at beskrive turen dag for dag, når jeg får tid til at opdatere siden.

 1.- 2. dag:

     Den ti timer lange flyvetur til Bangkok gik udmærket, bortset fra, at vi ikke fik sovet så meget på grund af skrigende småbørn. I Bangkok måtte vi vente fem timer på flyet til Vientiane. Vi skulle igennem nok en sikkerhedskontrol, hvor jeg var ved at miste min mobil og mit visakort, som i en lille taske skulle igennem røntgenskanderen, hvor de imidlertid gik fast inde i skanderen og derfor ikke kom ud på den anden side, hvilket jeg i farten ikke registrerede. Så de blev i sikkerhedskontrollen, da vi gik. En halv time senere opdagede jeg, at jeg ikke havde fået dem med, så Lars og jeg vendte tilbage til kontrollen, hvor man ikke kendte noget til hverken pung eller mobil, indtil en fra personalet fik den indskydelse at kikke ind i skanderen, hvor de nok så nydeligt lå i en bakke.

     Flyveturen fra Bangkok til Vientiane varer godt en time, så vi var fremme ca. kl. 13 (lokal tid) kl. 07 dansk tid. I Vientiane lufthavn blev vi hentet af en guide og en chauffør fra Vidotour, som er vores bureau her i Laos. De fragtede os til Bloom Boutique, som er et udmærket turistklassehotel midt i byen. Ved aftenstid gik vi ned til Mekongfloden og betragtede solnedgangen, mens vi drak øl. Og lidt senere spiste vi alle otte på en italiensk restaurant. Og nu skal vi i seng. I morgen venter der en otte timer lang sightseeing i Vientiane.

Klik på et billede for at forstørre det!

3. Dag: Vientiane

     Efter en nogenlunde nattesøvn tog vi på sightseeing i Vientiane, det vil sige vi lagde ud med at køre 25 km. uden for byen for at besøge Buddhaparken, som er et ganske stort område, som er fyldt med Buddhafigurer plus meget andet med baggrund i den hinduistiske og buddhistiske forestillingsverden. Det var rigtig underholdende at gå rundt i dette religiøst set noget eksotiske miljø.

     På vej tilbage til byen besøgte vi en institution for handicappede, hvor man dels kan gå i skole og dels lære noget håndværk. Under vietnamkrigen var Laos et af de mest mishandlede lande på grund af den såkaldte "hemmelige krig", som skyldtes, at en stor del af Ho Chi Minh-stien, som smuglede våben fra Nordvietnam til Sydvietnam, gik gennem Laos, hvorfor der blev kastet en forfærdeig mængde bomber, deriblandt de såkaldte klyngebomber, hvoraf en stor del ikke eksploderede, men endnu ligger skjult i  markerne. Men bomberne er stadig farlige, og det er en hovedårsag til, at 10% af Laos' befolkning den dag i dag er handicappede. Senere på dagen besøgte vi et museum for USA's "hemmelige krig". Det var ikke hyggeligt!

     Vi besøgte også den 45 meter høje stupa That Luang (se overst på siden!), som efter sigende rummer et relikvie af Buddha, nemlig et brystben. Desuden besøgte vi et par vigtige templer Wat Si Saret og Wat Phrah Keo. Sidst på dagen nåede vi også den ejendommelige triumfbue, som er bygget af cement, som egentlig skulle have været brugt til en landingsbane i lufthavnen.

1.-4. Billeder fra Buddhaparken. - 5.-6. Billeder fra handicapinstitutionen.

1.-3. That Luang med Buddhafigurer - 4.-6. Et nærliggende kloster med en smukt dekoreret spisesal.

4. dag: Luang Namtha

     Fjerde dag på turen blev en rejsedag. Vi forlod Hotel Bloom Boutique kl. 9 og kørte ud af Vientiane til den nye jernbanestation. Modsat alle andre storbyer ligger stationen ikke i centrum, men cirka 25 km. uden for byen, hvilket hænger sammen med, at jernbanen først blev taget i brug i december 2021. Den er bygget og financieret af Kina som en del af det såkaldte "Belt and Road Project", som er tænkt som en slags moderne ""silkevej" mellem Kina og Europa. Projektet har indtil nu bragt Laos i en enorm gæld til Kina. Men jernbanen fungerer, kunne vi konstatere. Med omkring 160 km. i timen buldrede vi nordpå mod Vang Vieng gennem frodige rismarker og landsbyer. Derefter kom vi til bjergene, og turen foregik i høj grad gennem tunneller som en slags laotisk metro. Efter 3½ time kom vi til Luang Namtha, det vil sige stationen ligger cirke 35 km. uden for byen. Vi blev samlet op af en guide, som kalder sig Xay, og efter en god halv times bilkørsel kom vi til vores hotel "Phu Villa", som er en række hyggelige og velindrettede bungalows. Aftens-maden indtog vi på en hyggelig restaurant i Luang Namtha.

1. Det supermoderne tog fra Vientiane til Kunming. - 2.-3. Banegården uden for Vientiane. - 4. Familien på togrejse. - 5. Velkomst med servering på "Villa Phou" i Luang Namtha. - 6. Markrotter til salg på markedet.

5. dag: Luang Namtha

     Så tog vi hul på det, som jeg synes er det "rigtige" Laos, nemlig den nordligste del af landet, hvor man er tæt på regnskoven og de mange forskellige bjergstammer.

     Vi kørte af sted efter morgenmaden i en stor tuk-tuk med plads til os otte plus vores guide Xay og en lokal guide, som kender landsbyerne. Men vi begyndte inde i Luang Namtha, hvor vi besøgte et stort morgenmarked, som vi vandrede rundt i en times tid. Her kan man købe alt muligt - simpelthen. Lige fra slagtede markrotter til oksekød. Desuden var der et stort grøntsagsmarked. De handlende er bønder, som kommer ind fra markerne og de omliggende bjerglandsbyer inden for en afstand på omkring 50 km.

     Derefter kørte vi ud for at se, hvor de kom fra. Den første landsby, vi besøgte, var befolket af lantenfolket, som er indvandret fra Vietnam for et par hundrede år siden. Derfra fortsatte vi i et par småbåde op ad Namtha-floden, hvor vi et sted gik i land og spiste frokost, som på stedet blev tilberedt over et bål. Det var stegt fisk og grisekød, som blev serveret med krydrede nudler og salater. Det smagte altsammen udmærket.

    Efter frokosten forsatte vi nogle kilometer længere op ad floden, hvor vi undervejs måtte passere nogle strømhvirvler, som krævede noget sømandsskab og motorkraft. Derved nåede vi frem til en landsby, som skiller sig ud, fordi den inden for bygrænsen rummer tre forskellige bjergstammer nemlig lanten, lao og hmong, hvilket man kan se på husenes byggestil: lanten bygger huse på pæle, lao bygger i to etager, og hmong bygger på et fundament direkte på jorden. I øvrigt har den fredelige sameksistens mellem hmong og den øvrige befolkning ikke været nogen selvfølge efter vietnamkrigen, hvor i hvert fald dele af hmong havde allieret sig med USA og lod sig træne militært af CIA.

     Senere kom vi til en hmong-landsby, hvor man havde gang i en festival, som varede i flere dage. Næsten alle unge mennesker gik i de klædedragter, som er karakteristiske for stammen, og en af pointerne i festivalen er, at den fungerer som en kollektiv forlovelsesbegivenhed, hvor de unge mennesker finder hinanden med henblik på at stifte familie. Da vi ankom sidst på eftermiddagen, var det tydeligt, at der allerede var blevet etableret adskillige alliancer.

1. Fortsat Sejlads. - 4.-5. Hmongfestival. - 6. Kvinde ved et hjemmebrænderi.

6. dag: Nong Khiaw

      I Laos giver det ingen mening at udmåle transporter i kilometer. Derimod skal man udmåle afstanden i tid. Idag har vi kørt fra Luang Namtha til Nong Khiaw, hvilket er en strækning på 230 km., men vi brugte faktisk otte timer på turen. Undervejs havde vi i Udomxay en frokostpause på en time, og senere besøgte vi en hmong-landsby, hvilket vi også brugte en time på. Så den reelle køretid har været på seks timer, hvilket også Google Maps beregner. Det skyldes, at vejene er dårlige. Desuden er der kommet en tung trafik af enorme kinesiske lastvogne, som henter forskellige varer i Laos. Endelig sker der af og til trafikuheld, som giver kødannelse. Det sidste var vi ude for i dag, men til alt held var vi næsten forrest i køen og slap derfor hurtigt igennem. Vi nåede frem til Nong Khiaw omkring kl. 17 tidsnok til en se en fin solnedgang ved floden Nam Ou, hvor vi blev indkvarteret på en lille lodge ved navn Mandala OU.   

1.-2. Kinesiske lastbiler på vejen. - 4.-6. Besøg i en hmong-landsby.

7. dag: Luang Prabang

     Der findes store seværdigheder og der findes små seværdigheder. Ofte er de små de sjoveste, fordi de er uventede. Da vi idag var kørt fra Nong Khiaw, kom vi efter cirka en tims kørsel til en landsby, hvor guiden Xay ville vise os et sted, hvor de producerer chips af søgræs tilsat forskellige krydderier. De smagte rigtig godt - en hel del bedre end Kims kartoffelchips. Men da vi ville køre videre, blev vi gjort opmærksom på, at der i nærheden var et bryllup igang inden for stammefolket Thai Dam. Så vi gik til globryllup og blev godt modtaget. Da det er vanligt at give penge i bryllupsgave, skillingede vi sammen til en lille bryllupsgave, som alle blev glade for, hvorefter vi blev beværtet med et glas øl til mændene og et glas sodavand til vores koner.

     Vi tog hjerteligt afsked med de festglade bryllupsfolk og fortsatte i tre timer til en landsby i nærheden af Ou-flodens udmunding i Mekong-floden. Stedet hed derfor Pak Ou. Efter frokosten bestående af den lokale udgave af forårsruller, sejlede vi i en langbåd over på den anden side af Mekong, hvor der i nogle huler af fromme buddhister er anbragt omkring 4.000 buddhafigurer. Guiden gav os et lille kursus i buddistisk fromhed og bønspraksis - han er selv praktiserende buddhist.

     Da vi kom ud af hulerne fortsatte vi ad Mekong-floden til Luang Prabang, hvor chaufføren allerede havde afleveret vores kufferter på "Villa Chitdara", som viste sig at være et afholdshotel, så vi måtte selv af sted til købmanden efter øl.

1.-3. Nam Ou-floden ved Nong Khiaw. - 4.-6. På grundlag af søgræs produceres der her nogle velsmagende snack chips.

1. Bryllup hos Thai Dam-stammen. - 2. Dæmning nr. 1 på Mekong-floden. - 3.-6. Hulerne ved Pak Ou med de mange Buddhafigurer. 

8. dag: Luang Prabang

     Dagen begyndte som sædvanlig efter morgenmad, hvilket vil sige, at vi tog af sted på sightseing kl. 9. Den første destination var det gamle kongeslot, som nu er nationalmuseum, hvor vi måtte aflevere tasker og fotografiapparater ved indgangen, så vi har ingen billeder derfra. Vores meget vidende guide havde vist nok planlagt en meget detaljeret gennemgang af de forskellige udstillinger, Men heldigvis havde vi en flok påtrængende kinesere i hælene, så han måtte forcere gennemgangen, hvilket vi var godt tilfredse med.

     Efter museet tog vi til Luang Prabangs fornemste tempel, som er bygget i 1500-tallet. Det hedder Wat Xiengtong, og det er virkelig en arkitektonisk perle. Inde i templet bliver man modtaget af en stor forgyldt Buddhafigur, som foran sig har en masse blomster, som er gaver fra de besøgende, som holder andagt foran figuren. Stedet er ikke et museum, men et aktivt religiøst center, hvor der færdes en masse munke.

     Fra Wat Xiengtong gik vi til fods ned til enden af hovedgaden, hvorfra vi havde en flot udsigt udover Nam Khan-flodens udmunding i Mekong. Her ventede en minibus på os, som tog os ud i udkanten af byen til Ban Xangkhong, hvor vi besøgte et værksted, som laver vævede silketekstiler samt papir til for eksempel lampeskærme. Der var naturligvis også mulighed for at gøre indkøb, imens de andre købte ind, drak Inger Merete og jeg "blue tea" sammen med guiden. Guiden forærede mig en stor pose af téen, som skulle have en gavnlig indflydelse på diabetes.

     Ved aftenstid kørte vi ud i den sydlige ende af byen til klosteret Wat Prabath Tai for at nyde solnedgangen og stilheden, som kun blev yderligere forstærket af munkenes monotone aftensang, som lød til os fra klosterets indre.

1. Nationalmuseet set fra Wat Mai. - 2.- 4. Wat Xiengtong. - 5. Nam Khans udmunding i Mekong-floden. - 6. Silkevæver i Ban Xangkhong. 

1. Vores guide, Xay, demonstrerer en gong-gong af træ. - 2. En munk betjener en kobber gong-gong. - 3. Munke forsamlet til aftensbøn.

4. Gavehuse til brug ved begravelser. - 5.-6. Solnedgang ved Mekong.

9. dag: Luang Brabang

     I dag startede vi tidligt - det vil sige kl. 6.15 og kørte lidt ud i udkanten af byen, hvor der ikke er så mange turister. Vi skulle ud for at se munkene samle almisser til dagen og vejen. Vores guide, som har været munk eller novice i ti år forklarede os undervejs om munkelivet og den religiøse tankegang, der er indeholdt i almissegivninger, som ikke er en tiggergang. Når man giver fødevarer til munkene er det ganske vist det, de skal leve af resten af dagen. Men selve gaven er også en gave til forfædrene, idet de buddhistiske munke repræsenterer kontinuiteten i livet. Det er ikke munken, der takker for gaven. Han tager blot imod den. Men det er giveren, der takker, fordi man som giver dermed forbedrer sin karma.

     Det viste sig i øvrigt, at der i denne morgenseance også er lidt kommercialisme, idet der er nogle, som hjemmefra forbereder store portioner ris med det formål at sælge de kogte ris til dem, der ikke er kommet så tidligt op og derfor ikke har kunne forberede almissegaverne. Det gavner bestemt ikke ens karma at give daggamle kogte ris som almisse.

1.-6. Munke og novicer på deres tidlige morgenvandring for at indsamle almisser til dagen og vejen.

     Efter morgenmaden besøgte vi et forholdsvist nystartet etnisk museum, Som var grundlagt på den forståelige og sympatiske idé, at man skal stræbe efter at bevare særpræget ved Laos' mange og forskellige stammer, samtidig med at man støtter bevidstheden om, at de også hører sammen inden for den samme nation.

     Derfra kørte vi videre til Kuang Si-vandfaldet, som ligger 30-35 km. syd for Luang Prabang. Det er et 200 meter højt vandfald, som deler sig i flere niveauer i form af bassiner, hvor man kan bade. Inger Merete og jeg har været der tidligere for 23 år siden, hvor vi havde det hele næsten for os selv. Men nu er der kommet parkeringspladser, souvenirboder og restauranter, og der var også mange mennesker. Det er et meget smukt vandfald, som - når man nærmer sig - på overraskende vis dukker op midt i junglen. Kort før selve vandfaldet er der etableret et "bjørneredningscenter", som tager sig af de asiatiske sortbjørne, som er truede ude i den fri natur, men som nu kan leve et forholdsvist behageligt liv med rigeligt føde i nogle store indhegninger.

     Fra Kuang Si kørte vi til et anden institution, som også tager sig af nødstedte dyr. Det er bøfler, som af bønderne er blevet betragtet som arbejdsdyr på rismarkerne, men som nu er overflødiggjort af traktorer. Men på dette bøffelcenter forsøger man at nyttiggøre dyrene som mælkeproducenter, hvilket ingen har tænkt på før. Men nu er der ved at opstå en virksomhed, som blandt andet laver dessertis af mælken fra bøflerne. 

1.-6. Billeder fra bjørnecentret og vandfaldene i Kuang Si. De tre badende på foto nr. 5 er Lene, Charlotte og Lars.

10. dag: Phonesavan

     Vi kørte fra Luang Prabang ved 7-tiden om morgenen med kurs mod Phonesavan i højlandet ind mod grænsen til Vietnam. Det er en tur på 265 km., som vi brugte ti timer på at tilbagelægge, hvilket skyldes, at vejen er ualmindelig dårlig, fordi den er kørt op af de kinesiske monsterlastbiler, som henter varer i Laos.

     Hvor hovedvej 13 og hovedvej 7 mødes i landsbyen Phou Khoun holdt vi frokostpause. Forinden havde vi gjort holdt i en hmong-landsby, hvor vi besøgte skolen. Lars spillede bold med nogle drenge, og Charlotte forsøgte at sjippe sammen med nogle piger, men hun var for høj. Men det var nogle søde skolebørn, som var glade for vores besøg. I den samme landsby passerede vi endnu en bryllupsfest, hvor musikken var så høj, at vi hurtigt fortrak igen.

     Inden vi nåede frem til Phonesavan, kom vi til et system af bjerghuler, som under vietnamkrigen tjente som hospital og tilflugtssted. I Phonesavan blev vi indlogeret på Hotel Vansana, som er nogenlunde, men heller ikke mere end det.

1. Hotelhaven i Luang Prabang. - 2. Charlotte og Lars på et udsigtspunkt i højlandet. - 3. En flok landsbyskolebørn. - 4. Lars giver et kursus i boldbehandling. - 5. En skolestue. - 6. Et landsbybryllup. - 7. En Buddha-Statue i indgangen til hospitalshulen.

11. dag: Phonesavan

     I dag startede vi kl. 9 fra hotellet og kørte med bussen til en lille familievirksomhed, hvor man fremstiller nudler af rismel. Først blev dejgen som en pandekage bredt ud på en rund plade, som blev dampet et par minutter. Derefter blev nudelpandekagen lagt på et bambusnet og lagt til tørre i solen et par timer for så til sidst at blive kørt igennem en rulle, som presser dejgen ud i tråde.

     Derefter kørte vi på opdagelse i provinsen, som hedder Xieng Khuang, hvis hovedby er Phonesavan. Der er to ting, der falder den besøgende i øjnene. Før det første er der "krukkesletten", som har fået sit navn efter hundredevis af kalkstenskrukker, som i grupper er fordelt på forskellige lokationer, hvoraf tre steder er tilgængelige og sikre. Det med sikkerheden hænger sammen med den anden ting, som har at gøre med vietnamkrigen, hvor den berømte Ho Chi Minh-sti delvist gik igennem Xieng Khuang-provinsen og derfor blev udsat for intense amerikanske bombardementer, og der ligger i hele området stadig en mængde ueksploderede bomber. Dertil kom, at de bombefly, som skulle lande på Kazanbasen på den anden side af grænsen inde i Vietnam, af sikkerhedsmæssige grunde smed deres ubrugte bombelast på Krukkesletten. Man kan se det hele på én gang. På sletten ligger de enorme stenkrukker, som hver vejer op til 15 tons. De stammer fra en fjern fortid, måske er de 4000-5000 år gamle. Man ved ikke, hvad der er meningen med den - måske har de været brugt til begravelser. På sletten passerer man også en mængde bombekratere. Der har været tale om bomber med en betydelig sprængkraft, men det værste er de mange klyngebomber, som også er blevet brugt. Mange af dem ligger gemt i mudderet i rismarkerne, hvor de stadig forårsager død og invaliditet blandt bønderne, selv om der gøres energiske anstrengelser for at rydde områderne for bomber og miner. Sidst på eftermiddagen besøgte vi et lille museeum, der viser, hvordan minerydningen foregår. Af de to nævnte grunde (krukkerne og bomberne) er det både fascinerende og forstemmende at færdes på Krukkesletten.

     I området findes desuden en mængde huler i kalkstensbjergene. Disse huler har under krigen været brugt som tilflugtssteder og hospitaler. I nogle af hulerne kan man endnu finde efterladt hospitalsudstyr.

1.-2. Fremstilling af nudler i en lille familievirksomhed. - 3.-6. Krukkesletten (site 2) med et bombekrater tæt på krukkerne.

1. Bombekratere på Krukkesletten (Site 1) - 2. Mere af Krukkesletten -  3.- 5. Et lille familieforetagende, hvor man laver for eksempel skeer af bomberester fra markerne. - 6. Gruppebillede af "Drejergaard-holdet" med Krukkesletten i baggrunden.

12. dag: Vang Vieng

     På hovedvej 7 mellem Phonesavan og Phou Khoun kører man i et flot bjerglandskab, men vejen er meget dårlig. Det gå op og ned, og der er mange kurver, hvor asfalten er kørt fuldkommen op af kinesiske og vietnamesiske monstertruckere, som udgør en væsentlig del af trafikken på vejene. I byen Phou Khoun møder hovedvej 7 den nord-sydgående hovedvej 13 mellem Vientiane og den nordlige del af landet. Hvis vi havde haft forhåbninger om, at vejen sydpå til Vang Vieng ville blive bedre, blev vi dybt skuffede - den var værre! Da vi kom ned i nærheden af byen Kasi, var der desuden færdselsuheld. En kinesisk lastvogn var blevet overlastet med kasser med bananer, som i en kurve var gledet af laddet. Alle kasserne lå spredt på vejbanen, men hjælpsomme landsbyfolk var gået i gang med at rydde dem til side, så vi kunne passere. Men få meter senere var den gal igen, fordi en lastvogn, som have forsøgt sig at klemme sig igennem, var skredet i grøften. Det lykkedes dog igen vores dygtige chauffør at passere med et par centimeter indtil klippevæggen. De mange lastvogne, der holdt og ventede, måtte formodentlig indstille sig på at tilbringe natten på stedet. Et par timer senere kunne vi holde vores indtog på vores overnatningssted "Baerlin Lodge" i Vang Vieng, hvor vi også spiste til aften. Vi skal have to overnatninger inden hjemrejsen.

1.-6. Besøg i en hmong-landsby nær hovedvej 7 på vej til Vang Vieng. På billedet yderst til højre er nogle mænd i gang med at hakke en ko i stumper og stykker.

1.-4. Problemer på hovedvej 13 med overlæssede lastvogne, som blokerer vejen.

13. dag: Vang Vieng

     Byen er en rigtig backpacker-destination, befolket af unge mennesker, som fræser rundt i byen på lejede beachbuggies. Eller også hænger de oppe i luften i balloner eller motoriserede paragliders.

     Efter morgenmaden kørte vi ud og lejede cykler til ungdommen, mens "Ældresagen" kørte i tuk-tuk cirka fem kilometer ud til den blå lagune, hvor man kan bade, hvilket ungdommen gjorde, da de ankom på deres cykler. Det var et meget livligt sted med mange turister, heraf en del koreanere, som støjede en hel del. Vi kunne ogaså have besøgt nogle drypstenshuler, men opgav det, da vi ville spare tid til hygge i vores fine hotelhave med swimmingpool. Forinden fik vi dog en fin sejltur i nogle små langbåde, som bragte os til et såkaldt "Organic Center", hvor vi fik en god frokost, hvorefter vi vendte tilbage til vores hotel.

1.-2. Vores hotel "Baerlin Lodge" i Vang Vieng. - 3.-4. Den blå lagune. - 5. Bro over floden Nam Song. - 6. Sejltur på floden Nam Song.

1.-4. Fortsat sejlads på floden. - 5. Lene studerer de stedlige liljer. - 6. En plakat, der opfordrer turister til at opføre sig ordentligt i Laos.

Til sidst et par videoklip, som Niels og Lars har optaget under køreturen på hovedvej 13 på vej til Vang Vieng. De viser lidt af genvordighederne ved at rejse på landevej i Laos:

Og det var så finalen på en dejlig familietur til Laos i januar 2024.