Ruslands historie omfatter også Ukraine - og omvendt
af biskop emer. Kresten Drejergaard, Odense
I 1998 skulle jeg som gæst i anledning af den danske kirkedag holde gudstjeneste på Gottorp Slot. Da jeg besteg prædikestolen, fandt jeg det naturligt at takke for invitationen, som jeg var glad for, fordi jeg var opdraget til at mene, at Danmark går til Ejderen. Det sidste skulle jeg aldrig have sagt, for der var næppe nogen i den tilstedeværende forsamling af danske sydslesvigere, som havde det syns-punkt, at Danmarks grænse burde flyttes ned til Ejderen. Det var sådan set heller ikke min idé. Så derfor måtte jeg præcisere, at det, jeg mente, var at Danmarks historie rækker ned til Ejderen. Hvis ikke det var tilfældet, ville der jo ikke være nogen mening i at afholde en særlig dansk kirkedag i Slesvig. Grænsen skal selvfølgelig blive, hvor den er og har været siden folkeafstemningen i 1920. Og tyskere nord for grænsen skal selvfølgelig også kunne holde deres særlige festdage, uden at der skal ses skævt til dem af den grund.
En af grundene til, at jeg stadig synes, at jeg færdes i Danmark, selv om jeg går rundt i Hedeby nede i Sydslesvig, er den, at jeg er vokset op med fortællinger, som stammer fra Saxos Danmarks Krønike, som er blevet til i den sidste halvdel af 1100-tallet. Det er i høj grad Saxos fortællinger, som i min barndom har præget min opfattelse af Danmarks historie. Dermed skal det ikke være sagt, at Saxo er et sandhedsvidne som kilde til den faktuelle historie. Men han er med til at bevidne en historie om, hvad det vil sige at være dansker, hvilket spiller en ganske stor rolle i dagens politiske debat, hvor man uafladeligt bliver konfronteret med synspunkter på, hvad danskerne, tror, tænker og mener om både det ene og det andet.
I Rusland har man en lignende historie, som på grundlag af forskellige kilder er samlet af munken Nestor i begyndelsen af 1100-tallet. Det fandt sted i Kiev, og Nestors Krønike kaldes derfor også Kievkrøniken. Denne krønike, hvis fortællinger er med i russiske børns første læsebøger, er sikkert heller ikke meget bevendt som faktuelt historisk kildeskrift, men den fortæller en hel del om, hvordan den russiske selvforståelse i historiens løb er blevet til, og denne selvforståelse er i høj grad knyttet til byen Kiev. Det var her fyrst Volodimer i år 988 efter mange overvejelser og meget omfattende undersøgelser omsider besluttede sig til, at kristendommen skulle være det russiske folks religion. Dette svarer til, at kong Harald Blåtand i Jelling på en mindesten over sin far og mor for fuldstændig-hedens skyld også satte et minde over sig selv, “den Harald, som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Netop denne sten er i vores pas gjort til et symbol på vores nationale identitet.
Russerne har ingen jellingsten, men de har – eller havde - huleklosteret i Kiev, som i 1929 blev lukket af de sovjetiske myndigheder, men som i 1988 blev givet tilbage til den russisk ortodokse kirke, så man i klostret med pomp og pragt kunne fejre kristendommens 1000-års jubilæum. Hule-klostret i Kiev er et stort symbol, som indgår i russernes historiske selvforståelse. Men nu er ulykken den, at dette symbol ligger i Ukraine, som siden 1991 er en uafhængig nation, som derfor er omfattet og beskyttet af folkeretten. I øvrigt har Ukraine nu bortvist de russiske munke, som boede på klosteret, som derfor nu er et ukrainsk symbol, som journalister gerne bruger som bagtæppe for deres reportager fra Kiev.
Man skal mindst være en gammel forbenet kommunist for at kunne se det berettigede i præsident Putins militære overgreb mod Ukraine. Men man behøver ikke at være mere end almindelig historisk interesseret for at forstå, hvorfor dette ulykkelige overgreb på Ukraine ikke er blevet mødt med større modvilje i den almindelige russiske befolkning. For det er jo ikke blot det, at det er så som så med demokratiet under Putins styre, og at dem, der vover at kalde hans felttog mod Ukraine for en krig, risikerer en betydelig fængselsstraf. Det er velsagtens nok så meget det, at i den almindelige russers bevidsthed er Ukraine simpelthen en del af Rusland, for det har det jo stort set altid været indtil for nylig. Det er ikke nødvendigvis af ond vilje, at den menige russer betragter Putins annektering af Krim samt hans felttog mod Ukraine som berettiget. Indtil 1954 var Krim faktisk en del af Rusland, og befolkningsflertallet har vedvarende været russisk. Men så forærede Khrusjtjov Krim til Ukraine, hvad han roligt kunne gøre, for på det tidspunkt var det hele alligevel en del af Sovjetunionen. Og hvad det øvrige Ukraine angår, så har landet med sine enorme hvedemarker altid været opfattet som “Ruslands kornkammer”. Det lærte vi i al fald dér, hvor jeg i sin tid gik i skole. Og den opfattelse var der ingen, som dengang tog anstød af.
En dag er krigen i Ukraine forbi. Forhåbentlig er det ikke russerne, der vinder krigen! Og forhå-bentlig vil den vestlige verden, som har forsynet Ukraine med våben, heller ikke udråbe sig selv som vinder. Reelt er vi allerede nu krigsførende nationer, selv om vi lader de ukrainske soldater tage skraldet. I Danmark har vores statsminister tilsyneladende fået internationale ambitioner og er parat til at forsyne Ukraine med vores bedagede F 16 fly. Vi er krigsførende! Og vi må håbe, at vi vinder! Men vi må sandelig også håbe på, at vi efter krigen kan bidrage til, at det russiske folk ikke i al for høj grad bliver ydmyget, hvad angår deres historisk betingede selvforståelse. Det kommer der ikke andet end bitterhed og hævntørst ud af. Russernes historisk betingede selvforståelse er jo heller ikke meget anderledes end vores egen historisk givne selvforståelse, som vores statsminister i højstemte stunder påberåber sig.
Kronik i Avisen "Danmark", onsdag den 5. april 2023