Februar 2024
Er det hele noget, som vi bare kan sige os selv?
De almindelige sandheder og prædikenen
Af biskop emer. Kresten Drejergaard
Inden for en rimelig radius kender jeg indtil flere præster og går derfor til gudstjeneste i forskellige kirker, hvor jeg som regel finder mig i de liturgiske variationer, som måtte forekomme. Men der er et par variationer, som jeg har det svært med. Det drejer sig om bortsendelsesordene efter altergangen, hvor det sommetider hedder: ”Gå bort med fred og tjen Herren med glæde!”, eller den endnu værre variant: ”Gå bort med fred og glæde og del glæden med hinanden / andre!”
Når man fra alterbordet bliver sendt ud i hverdagen med Guds fred, giver det sig selv, at livet derude også er en slags gudstjeneste – en praktisk gudstjeneste. Om hverdagslivets gudstjeneste så sker af glæde eller af pligt, er vel af underordnet betydning, blot den finder sted.
Den anden variant er mere problematisk. I sig selv kan det kun være en glæde at blive sendt bort fra alterbordet med Guds fred. Sådan set behøver det slet ikke at blive sagt. Men når det derefter bliver føjet til, at man skal dele glæden med hinanden eller med de andre, går det galt. I sig selv er nadvermåltidet en tilsigelse af Guds tilgivelse, som det siges i bortsendelsesordene: ”Den korsfæstede og opstandne Frelser, Vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet dig sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle dine synder, han styrke og fastholde dig derved i en sand tro til det evige liv. Fred være med dig!” Det kan kun være en glæde at høre denne tilsigelse. Men når præsten straks efter gør det til en pligt at dele glæden med andre, går glansen af den. For det ligger i selve glædens natur, at den deles med andre. Det sker spontant. En glæde, som man kun har for sig selv og ikke sammen med andre, er ikke meget værd.
Evangeliet er et ord til den enkelte
Men hvorfor så denne tilføjelse? Jo, det må vel skyldes, at præsten ikke har tillid til, at vi kirkegængere selv kan drage de eksistentielle konsekvenser af den i evangeliet tilsagte tilgivelse. Dermed være ikke sagt, at vi som kirkegængere ikke kan have brug for en formaning til at omsætte troen i de gerninger, som følger med det at leve sit liv her i verden. Men denne formaning hører hjemme andre steder – i prædikenen måske? – men den hører ikke hjemme i ritualet, hvor den snarere bidrager til at dementere det, som ritualet egentlig går ud på.
Noget tilsvarende kan siges om faddertiltalen efter dåben, hvor præsten indleder med at sige: ”I, som er forældre og faddere til dette barn (som gerne må nævnes ved navn) kan nu bevidne, at det er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!” Og det er godt nok! Både forældre og faddere er vidner. Men når så præsten fortsætter: ”Og I forældre skal vide, hvad i skylder jeres barn. I skal opdrage jeres barn i den kristne tro, lære det at bede Fadervor, fortælle det bibelhistorie og tage det med i kirke og meget mere!” Her går det helt galt! Man kan ikke med en formaning rituelt betvivle forældrenes hæderlige motiver til at få deres barn døbt. Det er ikke forældrene, der får et nyt ansvar derved, at barnet bliver døbt. Fadderne får et nyt ansvar. Men forældrene gør det ikke. Det har jo lige siden undfangelsen været deres barn, og nu har de selv taget det med i kirke for at få det døbt. Og derfor skal præsten ikke ved døbefonten med en formaning, der somme tider er længere end selve dåbsritualet, betvivle forældrenes gode vilje til at opdrage deres barn i den kristne tro. Hvad præsten personligt måtte mene om den sag, er i den rituelle situation i kirken fuldkommen ligegyldigt.
Tilbøjeligheden til at lade ritualerne munde ud i en formaning kommer af, at man vil almengøre evangeliet, så det ikke i så høj grad er et ord til mig og min afgørelse, men nok så meget et ord til os alle sammen, så det som en almen morale kommer til udtryk som en almindelig sandhed. Eller sagt med andre ord: Vi vil gerne udmønte kristendommen i noget fælles livsanskueligt. Og der er også noget livsanskueligt i kristendommen. For blot at tage ét eksempel: I kristendommen har hævn som etisk motiv ikke nogen hjemstedsret. Som kristne mennesker argumenterer vi strafferetligt ikke med hævn som et legitimt motiv. Tilsyneladende går det derimod udmærket i jødedommen og islam, hvilket de igangværende konflikter i Mellemøsten er et klart udtryk for. Men i kristendommen går det ikke, hvilket hænger sammen med, at den kristne tro forholder sig til Gud og til livet på end anden måde, end det er tilfældet i jødedom og islam.
Selvfølgelig er der noget livsanskueligt i kristendommen. Og i min konfirmandundervisning er det da også først og fremmest det livsanskuelige i kristendommen, jeg har underholdt dem med. Pædagogisk set har set simpelthen været det letteste. Men selve troen på evangeliet er ikke først og fremmest anskuelse, men derimod afgørelse som reaktion på et budskab, som i første række gælder mig som den, der bliver ramt af det forkyndte. Sagt med Søren Kierkegaard: ”Evangeliet er et ord til hin enkelte”. Og det ord kan aldrig være en almindelig sandhed.
De almindelige sandheder og den kristne forkyndelse
I min studietid, som nu ligger mere end 50 år tilbage i tiden, læste jeg den tyske teolog Rudolf Bultmanns artikel fra 1957 ”Allgemeine Wahrheiten und christliche Verkündigung”. Denne artikel og især overskriften har fulgt og forfulgt mig lige siden som indskærpelse af, at prædikenen skal bestå i mere end almindelige sandheder, som vi kan sige os selv, hvis vi ellers tænkte os ordentligt om. Bultmann skelner i den forbindelse mellem ”tiltale” og ”meddelelse”. De almindelige sandheder meddeles og offentliggøres som almengyldige budskaber. En prædiken er set fra den synsvinkel også et almengyldigt budskab, der handler om den begivenhed, at Guds nåde er blevet åbenbaret i Jesus Kristus. Det kan der holdes et foredrag om. Men den kristne forkyndelse går et skridt videre med en påstand, der siger, at Guds nåde som begivenhed ikke blot blev åbenbaret i fortiden, men er en begivenhed, der åbenbares netop nu, hvor evangeliet bliver forkyndt for mig. Meddelelsen af Guds tilgivelse er ikke blot en begivenhed, der hører den historiske fortid til, men det er en begivenhed, som stadig fuldbyrder sig igen og igen i den forkyndte prædiken, hvorved den som en historisk begivenhed bliver til en eskatologisk begivenhed, sådan som det egentlig allerede er tilfældet i Jesu forkyndelse, som er en tilsigelse af det kommende og allerede nu virksomme Guds rige.
De almindelige sandheder indgår også i Jesu forkyndelse, ligesom de i det hele taget er en væsentlig del af det bibelske forestillingsunivers med de mange ordsprogsagtige formuleringer. Jesu bjergprædiken er et eksempel på en række almene sandheder af ordsprogsagtig karakter, som meddeles til almindelig opbyggelighed. I bjergprædikenen skærpes de almindelige sandheder imidlertid, så henvendelsen til tilhørerne bliver til tiltale. Det vil sige, at meddelelsen bliver til en nutidig begivenhed. Ja, ikke blot det! Meddelelsen bliver til en eskatologisk begivenhed, fordi den møder tilhøreren med kravet om en eksistentiel afgørelse i forhold til det sagte. Et eksempel er udsagnet: ”Ingen kan tjene to herrer”, hvilket er en almindelig erfaring, der beror på, at man enten vil elske den ene og hade den anden. Men når det så straks efter føjes til: ”I kan ikke tjene både Gud og mammon”, bliver udsagnet til en tiltale, som forlanger en afgørelse af den, der hører. Det bliver til et spørgsmål om, hvem eller hvad jeg har gjort mit liv afhængigt af.
De suveræne livsytringer og evangeliet
Hos den danske teolog og religionsfilosof K.E. Løgstrup finder man en skelnen, som minder en hel del om Bultmanns skelnen mellem de almene sandheder og den kristne forkyndelse. Løgstrup skelner mellem de universelle og suveræne livsytringer og det specifikt kristne budskab. De suveræne livsytringer består i fænomener som barmhjertighed, tilgivelse og talens åbenhed, som Løgstrup forstår som den dobbelte tilbøjeligheden til tale sandt og til at høre det sagte som sandhed, jf. den ejendommelighed, at man kun kan lyve ved at lade som om man taler sandt. Dertil kommer livsytringer som kærlighed og håb samt kronvidnet over dem alle: Tilliden, som vi umiddelbart møder hinanden med. Mistilliden skal man derimod beslutte sig til. Disse livsytringer er suveræne i den forstand, at de melder sig af sig selv i form af muligheder for handling.
Det er meget tænkeligt, at der i virkeligheden er tale om en skelnen i kristendommen, fordi det er kristendommen, der idéhistorisk set har gjort os opmærksomme på de suveræne livsytringer. Ikke desto mindre er livsytringerne universelle, fordi de er til på forhånd som fænomener, der så at sige er indlejret i menneskets skabelse. De er en del af den menneskelige natur.
Det specifikt kristne er derimod budskabet om syndernes forladelse, som på sin side er kædet sammen med budskabet om Jesu død og opstandelse. Sagt med en paulinsk klingende formulering: Kristus døde for vore synder skyld, og blev oprejst for vor retfærdigheds skyld (jf. Rom 4,25).
Denne sammenkædning af budskabet om syndernes forladelse / den betingelsesløse tilgivelse og budskabet om Jesu død og opstandelse er også tænkt med hos Løgstrup.
Tilstedeværelsen af de suveræne livsytringer, som kommer os i forkøbet, endnu inden vi selv kaster os ud i den kulturelle og politiske virksomhed, lægger en religiøs tydning nær. Den på forhånd givne orden, som i eksistensanalysen og i sproget kommet til udtryk deri, at tilliden er det først, hvorimod mistilliden kommer til bagefter, når den viser sig begrundet, og vi derfor må bruge forstavelsen "mis-" som et udtryk for den suspenderede tillid. Tilliden er - religiøst tænkt - en del af det skabte menneskeliv. Men hvis man tænker Gud med som skabelsesmagten i det givne menneskeliv, må Gud også tænkes med i den anden ende ved livets afslutning og tilintetgørelse. Også i tilintetgørelsen er Gud til stede som den Skaber, der har magt til at genoprette alt i sit rige. Ellers er den ubetingede tilgivelse af mig, som kom til orde i Jesu forkyndelse, intet andet end en bagatellisering af den nød og elendighed, som jeg i min kulturelle og politiske virksomhed har bragt over andre. Jesu betingelsesløse tilgivelse giver kun mening på baggrund af hans forventning om Guds riges forestående komme sammen med afslutningen på historieforløbet. Hvis ikke denne eskatologiske horisont er tænkt med, bliver det kristne budskab meningsløst.
Denne horisont er i kraft af traditionen tænkt med i trosbekendelsen og i de mere dogmatisk prægede formuleringer af kristendommen. Til gengæld er den kun i en meget afsvækket form til stede i nutidens prædikener og salmedigtning. Der er undtagelser! Men det overvejende indtryk, man får som kirkegænger og salmesanger, er at denne svækkelse af den eskatologiske horisont medfører, at budskabet reduceres til almindelige sandheder og slet skjult moralisme.
Den helt afgørende skelnen i Løgstrups tænkning mellem det universelle (de suveræne livsytringer) og det specifikke i kristendommen (den betingelsesløse tilgivelse og påstanden om Jesu død og opstandelse) bliver dermed til en adskillelse. Det universelle, som lægger en religiøs tydning nær, kan ved en fornyet anvendelse af religionsbegrebet formuleres i en normativ teologi, som for eksempel kan gøres gældende i den økologiske debat og debatten om klimaet. Det bliver en form for universalkristendom, hvor Kristus blot ses som et forbillede eller urbillede i den forstand, at hans liv forstås som "én eneste uafbrudt spontan og suveræn livsytring", som det er blevet sagt. Kristus bliver reduceret til en skikkelse, som har sagt det, som vi egentlig burde kunne have sagt os selv, om vi havde været kloge nok til det. I en totalt sekulariseret og irreligiøs verden, hvor grundforestillingen går ud på, at vi ikke skylder andre end os selv for vores liv, kan det utvivlsomt have en overraskende og måske endda befriende virkning, at præsten i sin prædiken præsenterer sin tilhører for suveræne livsytringer som kærlighed og tillid og i prædikenen gør dem til dyder og almene sandheder, som vi efter forgodtbefindende råder over, hvilket vi netop ikke gør. Det er snarere modsat: Det er de suveræne livsytringer, der råder over os!
I vores forhold til tilværelsen bruger vi filosofisk de suveræne livsytringer som analoge fortolkningsnøgler til at forstå, hvad livet går ud på, selv om vi i vores omgang med livsytringerne dagligt forråder dem. Ikke desto mindre tvinger de os til at stille spørgsmålene: "Hvor kommer vi fra?" og "Hvor er vi på vej hen?" Det kan der biologisk og videnskabeligt siges en hel del om i det sprog, man betjener sig af dér, men på det eksistentielle plan kan vi kun tage stilling til disse spørgsmål ved at besvare dem i et billedligt og religiøst sprog, sådan som det sker i de prædikener, vi hører, og i de salmer, vi synger. Det sidste spørgsmål er lige så vigtigt som det første. For hvis man er ligeglad med, hvor vi er på vej hen, kan det også være lige meget med at vide, hvor vi kommer fra!