Familiecykeltur på Læsø

Familiecykeltur på Læsø


Tirsdag den 24. juli 2018 var vi på familiecykeltur på Læsø. Det kan anbefales. Når vi tæller hele familien Drejergaard sammen, er vi 16, men familien fra Tommerup samt Lærke fra Skallebølle manglede, så på turen var vi kun 11 deltagere.


Turen kan købes som en pakke indeholdende færgebillet fra Frederikshavn, cykelleje i Vesterø Havn samt en frokost på restaurant "Bakken" i Byrum (excl. drikkevarer). Man skal med færgen kl. 07.50 fra Frederikshavn med ankomst halvanden time senere i Vesterø Havn. Hele herligheden koster 320 kr. pr. person.


Cyklerne fik vi udleveret hos Jarvis Cykler. For en gang skyld var det udlejningcykler i ordentlig stand, velsmurte og checket med hensyn til luft i dækkene. Hvis man får problemer undervejs, f.eks. en punktering, kommer der straks en servicevogn.


Vi cyklede fra Vesterø til saltsyderiet, hvor vi hørte et godt lille foredrag af saltsydningen. Derfra fortsatte vi til frokostrestauranten i Byrum, hvor vi fik grillstegt kylling med pesto og hjemmebagt rugbrød. Fra restauranten forsatte vi nogle kilometer til den tangtækkede "Museumsgaarden", som i virkeligheden er tækket med ålegræs. Her hørte vi endnu et godt og oplysende foredrag om denne specielle tagdækning på Læsø.


Det var varmt, og vi tog os derfor god tid og nåede ikke så mange kilometer. Til gengæld havde vi tid til en kop kaffe med kage hos bageren ved siden af cykeludlejningen i Vesterø, inden vi kl. 17.00 tog færgen tilbage til Frederikshavn.