Påske og pinse udsprang af jul
af biskop emer. Kresten Drejergard, Den danske Kirke i Schweiz
På et tidspunkt satte Grundtvig sig for at grave kristendommen frem af fortiden. I den forbindelse skrev han i 1817 et lille spil, som han kaldte ”Paaske-Lilien”, hvor han som en anden charterturist af fru Saga, historiens gudinde, lader sig flyve tilbage til Jerusalem til Jesu grav påskemorgen. Dér møder han en lille forsamling bestående af romerske soldater, deres befalingsmand samt en jødisk farisæer. De har hver for sig en mening om det, der fortælles om Jesus, og om det, der er ved at ske, da en engel kommer til og vælter stenen fra Jesu grav. Befalingsmanden repræsenterer den kolde fornuft, og han har derfor en fornuftig forklaring på det hele. Farisæeren stikker af med den begrundelse, ”at nægte kan man, hvad man ej har set”. Soldaten Tacitus, som også var med på Golgata, er derimod dyb berørt af det, han har hørt om Jesus, og derfor også modtagelig for det opstandelsesunder, som han her bliver vidne til.
Selve spillet er indrammet af 21 vers, hvoraf vi i salmebogen har 6 vers
i skikkelse af salmen ”Påskeblomst! hvad vil du her?” (nr. 236). Denne
salme er højt elsket, og der er næppe mange præster, der vover at
udelade den påskedag. Alligevel er påsken i denne salme et rent
postulat. Påskeblomsten bliver som forårsbebuder også til en forkynder
af Jesu opstandelse, hvilket set fra et poetisk synspunkt er helt i sin
orden. Påsken og foråret hører sammen. Men selvfølgelig er det ikke
foråret, der skaber påsken! Hvis det bliver påske, skyldes det en begivenhed af en helt anden art, en begivenhed, som bliver virkelig i og med, at den erfares. Og den begivenhed kommer man ikke nærmere ved at tage på charterrejse til Jerusalem med fru Saga eller en anden turarrangør.
Hvis det bliver påske, er det en begivenhed, der finder
sted her, hvor vi er. Ellers finder den ikke sted. Derfor er
det fuldkommen ørkesløst at bruge krudt på at diskutere,
om Jesu opstandelse en gang i fortiden har fundet sted
som en fysisk, legemlig, åndelig, symbolsk eller fiktiv
begivenhed, for så længe det er et teoretisk spørgsmål,
der ikke ændrer noget som helst i det liv, jeg lever, er
det et temmelig ligegyldigt spørgsmål.
Nogle år senere så Grundtvig det fra en anden synsvinkel. Det fremgår af hans påskesalme ”Tag det sorte kors fra graven” (Salmebogen nr. 241). Det, der er salmens pointe, er at påsken, Jesu opstandelse, er en nutidig begivenhed, det vil sige en begivenhed, der er samtidig med mig selv, og som derfor bliver virkelig som en erfaring, der overgår mig selv. Begivenheden bliver virkelig i gudstjenesten, hvor jeg selv er til stede som deltager i den vekselvirkning, der er mellem det, der bliver talt til mig, og den bekendelse, som er mit svar på det hørte.
Men inden Grundtvig når frem til den erfaring, er der lige en mellemregning. I 1825 gjorde Grundtvig nemlig en opdagelse, som han senere refererede til som sin ”mageløse” opdagelse. Opdagelsen går ud på, at det ikke er Bibelen, der er grundlag for den kristne menigheds liv og gudstjeneste, men derimod bekendelsen til den sandhed, som kom til verden med Jesus Kristus. Det ny Testamente er først kommet til nogle årtier efter, at Jesus levede. Historien med Jesus ender ganske vist med et nederlag. Men meget kort tid efter er der alligevel en kristen gudstjeneste, hvori menigheden bekender sig til Jesu tro. Sådan som han troede, sådan tror nu menigheden. I menighedens bekendelse kommer det til udtryk som en tro på ham. Denne Kristustro er ældre end Det ny Testamente. Det er ikke Det ny Testamente, der skaber bekendelsen, men det er bekendelsen, der skaber Det ny Testamente. Bekendelsen til Kristus er den kontinuitetsskabende begivenhed, som i gudstjenesten forbinder os med den ældste kristne menighed. Hvor den bekendelse lyder, er der påske. I gudstjenestens kultiske rum er det en begivenhed, som består i, at den opstandne Kristis selv er til stede midt i menigheden, som hører, hvad han siger. Man kan benægte, at det forholder sig sådan. Det står enhver frit for. Det modsatte af bekendelse er benægtelse. Hvis man er på det hold, er gudstjenesten selvfølgelig en meningsløs begivenhed. Den er nærmest en ikke-begivenhed. Men det er den ikke for Grundtvig. Den er tværtimod en virkelig begivenhed – det vil sige en begivenhed, der virker. For gudstjenesten er en begivenhed, der bevirker, at det, der forkyndes, faktisk også sker. Derfor er kirken ”vort Betlehem”, som det siges i en julesalme (nr. 105,5), for den er det sted, hvor Gud for os bliver menneske og på den måde hørligt kommer til orde med det, som han synes, at vi skal vide om ham. I Grundtvigs optik er kirken det sted, hvor Gud fortsat bliver menneske. Derfor kan han i en søndagssalme sige ”påske og pinse udsprang af jul” (nr. 403,3). Faktisk er der tale om én begivenhed, som begynder ”julenat, da vor Herre blev fød” og fortsætter ”påskemorgen, da Herren opstod”, samt ”pinsedag, da Guds Ånd kom herned”, for til sidst at blive virkeliggjort i det forkyndte evangelium om søndagen, som er ”Herrens dag”. Det er én fortsat begivenhed, som hører til i historien i den dobbelte forstand, at den begynder i fortiden, men virkeliggøres i nutiden, det vil sige i den historie, som vi selv hører til i. Vi hører ikke til i fortiden. Vi kan kun nødtørftigt rekonstruere fortiden gennem den almindelige historieforskning. Men faktisk er vi skilt fra fortiden i kraft af den afgrund, som tiden udgør. Derfor har vi ingen adgang til det, der hører fortiden til, hverken ved hjælp af fru Sagas, bibelfundamentalismens eller flyselskabernes vinger. Men vi har til gengæld fuld adgang til hele Kristus-begivenheden i den sognekirke, som ligger på vort eget sted. I gudstjenestens kultiske rum har vi i kraft af bekendelsen en direkte forbindelse til de opstandelsesvidner, der udgjorde den ældste kristne menighed. I gudstjenestens rum bliver Kristus-begivenheden virkelig og samtidig med os, som lever nu.
I salmen ”Tag det sorte kors fra graven” stiller Grundtvig med Maria
Magdalene som agerende skikkelse spørgsmålet: ”Hvor, ak, hvor er
Herren nu?" (v. 3). Som kirkegænger svarer han selv i vers 5: ”Ja,
han er her Guddoms-manden! Sprængte er nu dødens bånd! Han er
visselig opstanden, og hans ord er liv og ånd! Nu en forårsmorgen
skøn rinder op for os i løn, og, som påskesalmen klinger, vokser
sjælens fuglevinger.” – Nu, nu, nu. Det er nu og her det sker. Ellers
sker det ikke! Det samme gælder Kristi himmelfart og pinse, der som
begivenheder også går langt ud over både journalisters og præsters
forstand. Med forstanden forlanger vi indsigt i begivenhedernes "hvordan"? Men dér, hvor begivenheden bliver virkelig, er det et ligegyldigt spørgsmål. Det afgørende spørgsmål er begivenhedens "hvad?", sådan som Martin Luther udtrykker det i en prædiken om himmelfarten: ”Jeg prædiker evangeliet om Kristus og bringer dig med min legemlige røst Kristus ind i hjertet, så du indprenter ham i dig. Når du ret tror, at dit hjerte griber ordet, og røsten fæstner sig derinde, sig mig så, hvad har du i dit hjerte? Du må sige, at du har den sande Kristus, men ikke at han sidder således derinde, som man sidder på en stol, men som han sidder ved Faderens højre hånd.”
(Kristeligt Dagblad, foråret 2014)
