Vietnam

I 1997 var jeg som dansk biskop med på Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, som dette år fandt sted i Hong Kong. Samme år var vores søn Lars af sted på en jordomrejse, som blandt andet havde bragt ham til Vietnam, hvorfra han sendte nogle blomstrende rejsebreve pr. e-mail tilbage til os. Dette inspirerede os til selv at tage af sted 1998. Vi startede i Hong Kong, fordi Inger Merete ikke havde været med dér året før. Efter nogle dage fløj vi fra Hong Kong til Hanoi i Vietnam, som vi rejste igennem i løbet af fjorten dage. Derefter fløj vi til Bangkok og tilbragte nogle dage dér, inden vi vendte tilbage til Odense.

     Det var vores første rejse i Sydøstasien. Den var så interessant, at vi i de følgende år vendte tilbage med rejser til Vietnam samt også til Burma, Laos, Cambodia, Thailand og Malaysia. Blandt andet tog vi i 2008 en længere tur på seks uger til Kuala Lumpur, Borneo, Vietnam, Cambodia og Bangkok. De følgende billeder stammer fra flere forskellige rejser. Den dårlige billedkvalitet på nogle af de ældste optagelser skyldes, at de er digitaliserede dias.

     Da vi ankom til Hanoi med flyet fra Hong Kong, skulle vi ifølge vores rejseplan have en transfer fra lufthavnen til vores hotel. Men der var ikke nogen til at hente os. Vi ventede det meste af en time og tog derefter for egen regning en taxa til Hanoi, hvor vi blev sat af på et gadehjørne et sted midt i den gamle bydel et par hundrede meter fra “Hotel Melody”, som vi skulle bo på. Taxaen kostede 50$, hvilket vist nok var det dobbelte af den ordinære takst. Efter at vi var blevet indkvarteret, gik vi ud i byen, som vi straks fandt overordentlig charmerende. Der var et gadeliv, som vi ikke havde oplevet før. Da det var hen under aften, fandt vi frem til “Queens Café”, som var en internetcafé, hvorfra vi kunne skrive hjem til vores børn og fortælle, at vi havde det godt. På caféen indtog vi et udmærket måltid mad, hvorefter vi traskede lidt rundt i gaderne, inden vi fandt tilbage på hotellet.

Klik på et billede for at forstørre billedet!

1.-2. Gadebilleder fra den gamle bydel i Hanoi - 3. På arbejde ved PC'erne i Queen's Café - 4. Cykeltaxaen var vores foretrukne transportmidel - 5. Morgengymnastik - 6. Ho Chi Minh's mausoleum - 7. Pagoden på én søjle - 8. Tiltrængt cafébesøg

Den næste dag ringede jeg til vores bureau i Hanoi for at spørge, om de havde glemt at hente os i lufthavnen. Det havde de, og de undskyldte mange gange. Jeg spurgte så, om de ville refundere mig de 50$ doller til taxaen. Det ville de gerne, men i stedet kunne vi også få en to-dages tur i egen taxa med guide til Halong Bay inklusive overnatning og fuld forplejning plus en sejltur i bugten. Det sagde vi ja tak til. Og den næste dag blev vi efter morgenmaden afhentet på hotellet og kørte til Halong Bay, hvor vi som de eneste passagerer blev sat ombord på en større turistkutter med egen kok, som serverede en pragtfuld fiskefrokost for os, mens vi sejlede rundt mellem de ejendommelige øer. På turen besøgte vi en drybstenshule, hvor vi mødte en munter forsamling med LO-formanden Hans Jensen i spidsen. Om aftenen, da vi var kommet i land, mødte vi dem igen på vores hotel, hvor vi diskret tilkendegav, at vi også var fra Danmark. Kort efter stillede Hans Jensen ved vores bord, hvor han nervøst skelede til mit spejlrefleks-apparat, mens han spurgte, om vi var journalister. Jeg forsikrede ham om, at det var vi ikke, men at jeg var biskop på Fyn og de omliggende øer. Det syntes Hans Jensen var en storartet ting, for han havde en søster, der var menighedsrådsformand på Strynø. Hende kendte jeg udmærket, så inden længe blev vi også beværtet på LO’s regning.

1.-5. Sejltur med frokost på Halong Bay - 6.-8. På turen tilbage gjorde vi ophold i en mindre by, hvor besøgte nogle handicappede børn.

Da vi kom tilbage til Hanoi, brugte vi et par dage på at gå på opdagelse i det charmerende kvarter omkring Hoan Kiem-søen, hvor man hver morgen kan se rigtig mange vietnamesere gøre morgengymnastik. I dette kvarter fandt vi også frem til et meget morsomt vanddukketeater, som vi besøgte. Så vidt jeg husker, spillede de endda et stykke inspireret af et af H.C. Andersens eventyr.

     I en anden bydel fandt vi frem til Ho Chi Minhs mausoleum samt det pælehus, som han boede i. Lidt derfra er der også et Ho Chi Minh-museum. Vi var dog ikke inde nogen steder, da der var flere hundrede meter lange køer af ventende vietnamesere, hvilket fortæller noget om den enorme respekt og hengivenhed, der omgiver den store leder, som førte folket gennem to krige først med franskmændene og bagefter med amerikanerne.

     En ekskursion sydvest for Hanoi bragte os til “Duftenes Bjerg” med adskillige pagoder og grotter. Det sidste stykke vej foregår med en båd, hvorefter man til fods bestiger bjerget, som er et yndet pilgrimsmål. Til sidst når man frem til en enorm grotte, som man går ned i via en bred trappe. Det hele ligger i meget smukke omgivelser, som i sig selv er hele turen værd. Dernæst forsatte vi til landsbyen Mai Chau, hvor vi overnattede sammen med nogle australske backpackere i en pælehytte, hvor vi også blev bespist. Mai Chau ligger i en vidunderlig dal fyldt med rismarker. Inden aftensmaden i pælehytten gik vi en dejlig tur på digerne mellem markerne.

     Den næste dag kørte vi videre til naturreservatet Cuc Phuong, som i virkeligheden er en jungle. Vi parkerede ved en slags forskningsinstitution, og derfra gik vi så ad nogle stier ind i urskoven, hvor man uden vanskelighed kunne blive væk. Hvis det skete, skulle vi slå på nogle bestemte træer, som gav en hul lyd fra sig, så man kunne lede efter os. Vi blev heldigvis ikke borte i junglen.

1.-2. Sejltur til "Duftenes Bjerg" - 3.- 4. Grotten med pagoder og templer - 5-6. Mai Chau-dalen med rismarker - 7.-8. Pælehytten hvor vi spiste og sov.

1.-5. Besøg i en landsby hos nogle stammefolk i bjergene. - 6.-8. På vandring i urskovsreservatet Cuc Phuong.

Vores rejsebureau i Hanoi forsynede os også med sovevognsbilletter til den gamle kongeby Hué, hvor vi en tidlig morgen ankom til en noget trøstesløs banegård. Det viste sig dog hurtigt, at byen rummer rigtig mange seværdigheder, og faktisk havde vi sat al for lidt tid af til at gå dem efter i sømmene. Straks efter ankomsten fandt vi et hotel.

     Derefter begav vi os ud på en tur til de tidligere demilitariserede zone mellem Nord- og Sydvietnam. Her besøgte vi Minh Moc-tunlerne, som er et flere kilometer langt system af underjordiske gange, som blev anlagt for at beskytte civilbefolkningen mod bombardementer.

     Ad hovedvej 9 kørte vi ind i landet op til den tidligere amerikanske Khe Sanh-luftbase, som nu er helt forladt. Kun en enkelt efterladt kanon antyder, hvad stedet har været brugt til. Cementen fra landingsbanerne er fjernet. I et lille skur kunne vi læse om stedets historie. Længere mod vest kom vi frem til grænsen til Laos. Grænsebyen Lao Bao var livligt trafikeret, og efter sigende fandt der et omfattende smugleri sted. På vejen tilbage til besøgte vi nogle stammelandsbyer på den under krigen så berømte Ho Chi Minh-sti.   

     I Hué koncentrerede vi os først og fremmest om citadellet, det vil sige den befæstede kongeby, hvor der er nok at gå på opdagelse i. Her havde vi en oplevelse, som hensatte mig i dybe tanker. I citadellet traf vi en flok meget velopdragne børn alle iført pæne blå bukser, hvide renvaskede skjorter og et rødt tørklæde om halsen. De var formodentlig pionerer i kommunistpartiets lokale ungdomsafdeling. Inger Merete mente, at de var et sangkor og gav sig derfor til at indstudere med dem "Rosen fra Fyn" udført som kanon. Det gik rigtig godt. De sang fornøjet med. Seancen var så betagende, at jeg syntes, at jeg måtte tage et billede af den. Dette projekt blev imidlertid fuldkommen spoleret af en uvorn, mager unge i noget laset tøj. Han sprang ind i fotoapparatets søgefelt og dansede en vild dans med en forstyrret udtryk i øjnene. Havde jeg fulgt mit instinkt, havde han fået fem svedige tæer i bagen. Men jeg beherskede mig og tog billedet, hvor man så ser ham i forgrunden som en laset sprællemand, mens baggrunden udgøres af de velafrettede kommunistbørn og "Rosen fra Fyn". Han havde for så vidt mere held af sit projekt, end jeg havde af mit. Han ville ødelægge billedet og samtidig stjæle opmærksomheden. Begge dele lykkedes!

     Jeg fik senere at vide, at han formodentlig var et af de forældreløse gadebørn, som bondekonerne af og til finder døde på markedspladsen, når de tidligt om morgenen kommer med deres varer. Den opmærksomhed, som det lykkedes ham at stjæle fra mig, var formodentlig den eneste opmærksomhed, han fik den dag.

1. Inger Merete i sovevognen til Hué -. 2. Den genopbyggede bro over Ben Hai-floden - 3. Khe Sanh-basen - 4.-5. besøg i landsbyer i bjergene - 6.-7. Citadellet i Hué. - 8. Inger Meretes sangkor og sprællemanden.   

I Hué købte vi to "on-off-billetter" til Saigon, det vil sige, at vi kunne stå af bussen, hvor vi ville og senere hoppe på igen. Vi kørte uden om den fra vietnamkrigen berømte luftbase i Da Nang og kom til byen Hoi An, som nærmest havde kultstatus blandt rygsækrejsende. Derfor var det heller ikke så nemt at finde et hotel til en overkommelig pris. Men vi fandt da et eller andet værelse, som ikke var alt for tilfredsstillende. Til gengæld var byen rigtig charmerende at færdes i, selv om den var delvist oversvømmet, hvilket skyldtes en tyfon, som netop havde passeret. Vi måtte smide strømper og sko og vade rundt i oversvømmelserne for at finde en restaurant, hvor vi kunne spise til aften. Det lykkedes også, selv om vi måtte finde os i, at rotterne løb langs muren, mens vi spiste.

     En anden detalje, vi husker fra Hoi An, var nogle tekstlifabrikker, hvor vi gennem de åbne vinduer kunne se måske mere end hundrede kvinder, som arbejdede ved maskinerne, som lavede en afsindig larm. Vi mindedes vort møde med LO-formanden Hans Jensen og hans delegation, som angiveligt var i Vietnam for at studere arbejdsforhold. Han skulle have været i Hoi An.

     Fra Hoi An tog vi på en udflugt til My Son, hvor der ligger en del ramponerede ruiner fra kongeriget Champa. Ruinerne, som ellers har været temmelig velbevarede, stammer fra tiden mellem det 7. og det 13. århundrede. Under vietnamkrigen brugte modstandsbevægelsen My Son som base. Amerikanerne gjorde området til "free-fire Zone", hvilket betød, at der måtte skydes på alt og alle. Det gik hårdt ud over ruinerne. "Cham-kulturen" er dog stadig tydelig. Blandt andet kan man se, at der med hensyn til arkitektur og skulptur er en tydelig forbindelse til den khmer-kultur, som i den samme historiske periode satte sit præg på Cambodia.    

1.-5. Oversvømmelser i Hoi An. - 6.-8.  Ruiner fra champ-kulturen i My Son.

Fra Hoi An kørte vi på vores "on-off-billetter"til Nha Trang, hvor vi blev indlogeret i noget, der mindede om en tidligere militærbarak, som lå tæt på en udmærket badestrand. Vi tog også et bad i Stillehavet, men vejret var ikke særlig godt. Den tyfon, som havde sat Hoi An under vand, tårnede sig stadig op som en uhyggelig mur ude over havet. Den næste dag var en søndag, så vi gik til gudstjeneste i en stor domkirke-agtig kirke, som var stuvende fuld. Liturgien lignede imidlertid ikke noget, vi kendte, så vi forlod kirken efter en halv times tid.

     Vi var kørt fra Hoi An i en gammel amerikansk Plymouth, hvorved vi kom i selskab med et tiltalende ungt østtysk par, som nu efter murens fald skulle ud for at opleve verden. De havde været i Laos og var kommet ind i Vietnam via grænseovergangen i Lao Bao, hvilket havde været en besværlig tur i overfyldte lokale busser. Men de fortalte os med stor begejstring om Luang Prabang, hvilket var en medvirkende årsag til, at vi tre år senere tog til Laos og blev lige så begejstrede, som de var blevet.

     Nogle kilometer før vi kom til Da Lat, kom vi igennem landsby Lanh Ding An, hvis profil var domineret af en flere en meter høj hane, som var støbt i cement. Hanen siges at tilhøre en etnisk minoritetsgruppe, som bor i landsbyen, og som ernærer sig ved at fremstille vævede tekstiler. Et andet sted uden for Dalat besøgte vi Chua Linh Phuoc et meget farverigt tempel, som blev bevogtet af en 49 meter lang drage, som var bygget af 12.000 ølflasker.

     Selve Da Lat ligger i cirka 1500 meters højde, hvilket giver den et behageligt køligt klima, som især de franske kolonister påskønnede. Prins Henrik har i sin ungdom boet her sammen med sine forældre. Da vi kom dertil, var byen mere præget af backpackere, som boede på et hotel, der hed " Crazy House". Selv valgte vi at bo på "Hotel Europe", som var et nydeligt hotel med en god udsigt ud over byen. Vi blev der kun et par dage, men nåede dog en fin lille udflugt ud til nogle etniske landsbyer, som med folkloristiske shows havde indrettet sig på den nye turisme.

1. Cementhanen i Lanh Ding An - 2.Gadebillede fra Da Lat. 3. Til vores udflugter kunne vi vælge mellem en amerikansk og en russisk jeep -

4. Etnisk landsby - 5. Folkloristisk optræden. 6.-8. Dragetemplet i Chua Linh Phuoc. 

Da vi kom til Saigon, som efter genforeningen af Nord- og Sydvietnam kom til at hedde Ho Chi Min Byen, var der reserveret værelse til os på et fint hotel til en rimelig pris. Vi havde i Hanoi truffet en dansk diplomat, som syntes, at det skulle være sådan. Egentlig ville vi hellere have boet i backpacergaden, Pham Ngu Lao, som lå nogle få hundrede meter derfra. Men måske var det godt nok! Vi boede under rolige og komfortable forhold og kunne alligevel gå ned i backpackergaden og deltage i det sociale liv om aftenen. Her mødte vi Patricia og Arvid Aartun, et irsk-norsk ægtepar fra South Carolina, som var i Vietnam dels som turister, dels for at undersøge mulighederne for adoption, da de ikke selv have held med at avle børn.

     Sammen med dem besøgte vi Museet for Krigsforbrydelser. Det gjorde et stort og forstemmende indtryk på os alle fire. Der var udstillet forskellige krigsmaskiner som jetfly, helikoptere og kampvogne, men det, som navnlig gjorde indtryk, var en udstilling af en mængde glas med misdannede menneskefostre. Årsagen til disse aborter er et afløvningsmiddel kaldet "Agent Orange", som amerikanerne havde anvendt under krigen, og som ikke blot fik træerne til at tabe deres blade, men også kvinderne til at tabe deres fostre. Og mange af de børn, som faktisk blev født, havde misdannelser.

     Uden for Saigon tog vi på udflugt til Cu Chi, som er et system af tunneller, som blev lavet af Viet Cong. Der er over 200 km. tunneller, som har været anvendt til militære formål modsat de mere civile Minh Moc-tunneller i den demilitariserede zone.

     Vi var også i Cao Dai-templet i Tay Ninh, som er et ejendommeligt bygningsværk sammensat af stilelementer fra forskellige religioner. Selve Cao Dai-troen er også en blandingsreligion, som er opstået i begyndelsen af 1900-tallet, og nu har den mere end en million tilhængere, hvoraf de fleste hører hjemme i Mekong-deltaet. Der var gudstjeneste, da vi var der, men den sagde os lige så lidt, som da vi var i kirke i Nha Trang.

1. Præsidentpaladset i Saigon - 2. Flugthelikopter på paladsets tag - 3. Saigons pompøse posthus - 4. Hotel Intercontinental, som husede alverdens journalister under krigen - 5. Kim Café i selskab med vore amerikanske venner - 6.-8. Museet for Krigsforbrydelser. 

1.-3. Cu Chi-tunnellerne - 4.-5. Vippefælder i Cu Chi - 6.-8. Cao Dai-templet i Tay Ninh.

Trafikken i Saigon

Fra Saigon tog vi også på en tur til Mekong-deltaet, blandt andet til byerne My Tho og Can Tho. Undervejs besøgte vi også Xeo Quyt-området, som under krigen var en Viet Cong-bastion tæt på nogle amerikanske og sydvietnamesiske militærforlægninger. Området var en utilgængelig mangroveskov, som af modstandsbevæ-gelsen blev plantet til med høje eukalyptustræer, så det også var umuligt at observere noget fra luften. Sammen med en guide sejlede vi ind i området ad nogle smalle kanaler i nogle små kanolignende både. Det var en rigtig spændende tur.

     I 2008 var vi igen i Vietnam. Vi var kun i Saigon, hvorfra vi tog til Can Tho, hvor vi gik ombord i en hyggelig hotelbåd, der bragte os til grænsen til Cambodia. Derfra sejlede vi så videre i speedbåd til Phnom Penh. Vi havde det rart på hotelbåden. Det var spændende at sejle på Mekongfloden, og det var luksus at nyde en øl på agterdækket og imens iagttage alt det liv, der rører sig på floden. Her kan man virkelig se, at floden er en livsnerve. Indimellem lagde båden til, så vi fik lejlighed til at se livet på land. Deltaet forsyner hele landet med enorme mængder af grøntsager. Der er industrier og havne, som åbner adgangen til den store verden. Når man sejler på Mekongfloden kan man godt forestille sig, at Vietnam kunne udvikle sig til at være en økonomisk stormagt i Sydøstasien. 

1. Trafik i en Mekong-kanal - 2.-5. Xeo Quyt-kanalerne, som var Viet Cong-område - 6.-7. Mere trafik i kanalerne - 8. Pige med kæledyr.

1.-3. Vores hotelbåd på Mekong i 2008. - 4.-7. Livet her og der i Mekong-deltaet. - 8. Et aftenvink fra Ho Chi Minh til farvel.