New Zealand
I sidste halvår af 2002 opholdt vores søn og svigerdatter, Lars og Charlotte, sig i uddannelsesøjemed på New Zealand. Under opholdet havde de boet i Auckland på Nordøen og havde derfor tænkt sig at holde ferie på Sydøen i januar 2023. Vi benyttede derfor lejligheden til at tage ud og holde ferie sammen med dem. Vi skulle mellemlande i Singapore, hvilket gav os mulighed for at gøre en afstikker til Cambodia, hvor vi blev i en uge. Da vi rejste videre til New Zealand, havde vi pådraget os en gevaldig forkølelse, som jeg senere har mistænkt for at være en eller anden asiatisk SARS-infektion. Vi ankom til Christchurch med høj feber og sov vist nok en del de første to dage.
Lars og Charlotte havde lejet en bil og tilrettelagt en rundtur på cirka fjorten dage. Den første dag i programmet kørte vi gennem bjergene tværs over øen til Pancake Rocks i nærheden af byen Greymouth. Betegnelsen Pancake Rocks refererer til den omstændighed, at klippekysten på grund af brændingens påvirkning er eroderet på en måde, der får klipperne til at ligne stakke af pandekager. Dertil kommer, at brændingen her og der har udhulet klipperne og skabt åbninger i dem, så de især ved højvande kan give nogle vældige pust fra sig.
Ikke langt derfra ligger guldgraverbyen Shantytown, hvor der for 100 år siden var gang i den med guldgravning og halløj, men nu er den en museums- og forlystelsesby. Men der er stadig mulighed for at finde guld, selv om det ikke er i store mængder.
Vi fortsatte sydpå langs vestkysten indtil vi kom til de store gletsjere, Franz Josef og Fox Glacier. Vi gjorde holdt ved den første, hvor vi forsynede os med pigsko og en guide, så vi ikke løb nogen større risiko ved at begive os ud på gletsjeren, som kommer oppe fra det 3.724 meter høje Mount Cook. Gletsjeren bevæger sig med en forbløffende hast og når næsten helt ned til regnskoven tættere på havet, selv om afsmeltningen i de senere år har taget fart på grund af klimaforandringer. Det var en ejendommelig fornemmelse først at have gået på gletsjeren iført varmt tøj og pigsko for straks efter at gå tur blandt bregnerne i regnskoven.
Klik på et foto for at forstørre det!
1.-3. Pandekageklipperne ved Greymouth - 4.-5. Guldgraveri i Shantytown - 6.-8. Vandring på Franz Joseph Gletsjeren med Mt. Cook.
Fra gletsjerne kørte vi sydpå til det sydøstlige hjørne af øen, hvor vi kom til byerne Wanaka, Queenstown og Te Anau. I Wanaka, som er et ferie- og skisportssted besøgte vi Puzzling World, der er en lilleputby, som er fuld af øjenbedrag og morsomme perspektivforskydninger. Queenstown er en rigtig action-by. Det var her man opfandt det såkaldte bungy jump (elastikspring). Det foregår fra en hængebro, hvorfra der er 43 meter ned til overfladen af en rivende flod. Fra broen, hvor man først omhyggeligt bliver vejet, springer man ud med elastikken bundet om fødderne. Lige inden hovedet rammer vandoverfladen, bremser elastikken faldet. Som en jo-jo hopper man op og ned i elastikken, indtil bevægelsen stopper, og man bliver samlet op af en båd, som venter nede på floden.
Der var ingen af os, der havde mod eller lyst til at tage springet. I stedet sprang Lars og jeg ud fra en bjergtop med hver sin paraglider med pilot. Det var en flot tur, hvor vi i ca. 20 minutter svævede rundt over Queenstown, inden vi landede på en sportsplads midt i byen. Der var også andre måder, hvorpå man kunne sætte livet på spil i Qweenstown, men dem prøvede vi ikke, hvilket mest skyldtes hensynet til økomomien.
1.-4. Puzzle World i Wanaka - 5. Cardrona Hotel - 6.-8. Flyvning med paraglider i Queenstovn.
Endelig kom vi til en lille søvnig by ved navn Te Anau, hvor der ikke var meget at opleve – bortset fra at byen var udgangspunkt for en umådelig flot sejltur på Milford Sound, som er en fjord, der ligger mellem stejle bjerge, som er “pyntede” med adskillige større og mindre vandfald, som plasker ned i fjorden.
Vi fortsatte ned til det sydligste punkt på øen, hvorfra der mod syd er kortere til Sydpolen, end der mod nord er til Ækvator.
1.-5. Billeder fra Milford Sound - 6.-7. På skovtur i en mystisk skov - 8. Slope Point, som er det sydligste punkt på New Zealands sydø.
Derefter gik turen nordpå langs østkysten til en by, som oprindelig hed New Edinburgh, men senere fik det gamle keltiske navn Dunedin. Den har tidligere været beboet af den oprindelige befolkning, maorierne, men i nyere tid blev byen grundlagt på ny af en gruppe indvandrere fra Skotland. Det er en hyggelig og overskuelig by med mange smukke huse. I den nordlige ende af byen ligger verdens stejleste gade, Baldwin Street. Lidt Nord for Dunedin ligger halvøen Otago, som er et utroligt flot bakket landskab med et interessant dyreliv. Her finder man blandt andet kolonier med albatros, pingviner og sæler. Albatrosserne holder til alleryderst på halvøen, det vil sige på Taiaroa Head, hvor vi faktisk var heldige at se en albatros i luften. Deres vingefang er på godt tre meter, og de er fremragende svæveflyvere, som kan tilbagelægge meget lange afstande under en flyvning.
1. Banegården i Dunedin - 2.-4. Baldwin Street, verdens stejleste gade - 5.-7. Otago-halvøen med blandt andet en albatros-koloni.
Nord for Dunedin gjorde vi holdt ved Hampden Beach, hvor man på stranden kan se nogle ejendommelige kæmpe kugler, som tilsyneladende bliver “født” ud af sandskrænten. De er i løbet af nogle millioner år blevet dannet af kalk, som omkring en kerne har lagt sig i det ene lag efter det andet. Nogle af de kugler, som ligger på stranden er revnede og ligner æg, som er udrugede, og man tager sig i nervøst at spejde efter de unger, som må være kommet ud af dem.
Andre steder, hvor der er klippekyst, så vi sæler og hvalrosser, som lå og solede sig. På en sandstrand kunne vi endda gå ned og kikke til hvalrosserne, efter at vi af lokale beboere var blevet belært om, at vi ikke skulle færdes imellem vandkanten og hvalrosserne, som kan reagere noget aggressivt, hvis de fornemmer, at deres flugtvej er blevet afskåret.
1. En søvnig søløve - 2.-5. De ejendommelige kalkkufgler på Hampden Beach - 6.-7. En enkelt pingvin kom der da - 8. Mt. Cook set fra øst.
Vores mål på østkysten var byen Kaikoura, som for hundrede år siden var en hvalfangerby, som der ikke har været megen opmærksomhed omkring. Det har ændret sig i nyere tid, hvor byen er blevet mål for folk, der gerne vil se på hvaler, hvilket der er rig mulighed for. Kysten ud for byen falder stejlt til omkring 600 meters dybde. Længere ude danner havbunden en kløft med ned til 2.000 meters dybde, hvor en varm nordfra kommende havstrøm mødes med en kold sydfra kommende havstrøm, hvilket gør stedet til et ideelt opholdssted for pukkelhvaler og kaskelothvaler. Desuden er der også store flokke af delfiner, som nyder stedet.
Først blev vi iklædt våddragter og udstyret med dykkerbriller med snorkel, hvorefter vi blev sejlet ud til delfinerne. Desværre var vandet så plumret, at vi ikke rigtig så noget til dem under vandoverfladen. Til gengæld var det morsomt at betragte dem fra båden. De gav en vældig opvisning i saltomortaler og tønderulninger i luften. Senere samme dag sejlede vi i en noget større båd længere ud på havet for at se hvaler, hvilket vi også havde held med. Besætningen lyttede i vandet med undervandsmikrofoner og kunne på det grundlag ret nøjagtigt forudsige, hvor en hval ville komme op til overfladen for at ånde. Vi så to kæmpestore pukkelhvaler på nært hold, hvilket vi betragtede som en stor succes.
Da vi kom i land, spiste vi et "måltid af crayfish", hvilket på maoriernes sprog har givet navn til byen Kaikoura.
1.-2. Delfinerne ville gerne give en lille opvisning - 3. Der lyttes efter hvaler - 4.- 7. En pukkelhval kommer op til overfladen og puster ud,
inden den igen siger farvel og forsvinder i dybet. - 8. På hjemvejen til Christchurch skal Charlotte lige have et par cookies.
Med disse store oplevelser i Kaikoura sluttede vores rundtur på New Zealands sydø. Sammen tog vi tilbage til Christchurch, hvorfra Inger Merete og jeg den følgende dag med Singapore Airlines fløj hjem – dog med et "stop over" med et døgn i Singapore, hvor vi gik i "night zoo" i den zoologisk have, hvilket var rigtig spændende. Lars og Charlotte blev et døgn mere i Christchurch og fløj derefter hjem med det australske flyselskab Qantas over Paris. Vi kom hjem næsten samtidigt og spiste sammen aftensmad i Odense.