Grønland

Vi har været i Grønland fire gange – tre gange sammen og én gang hver for sig. I efteråret 1992 var jeg på en rejse til Nuuk som medlem af bestyrelsen i Akademikernes Centralorganisation. Det var AC’s forhandlingsudvalg, som var af sted for at overdrage forhandlingsretten til AC Grønland (ASG). Jeg husker ikke turen for noget særligt, da den mest bestod af møder og måltider. I 1996 var Inger Merete sammen med sin mor i Nanortalik i julen for at besøge Lene og Allan og Mathias. Selv blev jeg hjemme for at passe mine gudstjenester.

     Det var et noget mere oplevelsesrigt besøg i september 1994, hvor jeg var afsted som formand for Den danske Præsteforening med det formål at holde et årsmøde med alle Grønlands præster. Det fandt sted i Ilulissat, hvor også præsteforeningen sekretariatschef Asger Gewecke var med. Men forinden fløj Inger Merete og jeg til Nasarsuaq og derfra videre med helikopter til Nanortalik, for at besøge Lene og Allan (Mathias var endnu ikke kommet til verden). Nanortalik var en lille hyggelig by, hvor alle tilsyneladende kendte alle. Lene arbejdede som sygeplejerske på alderdomshjemmet, som var en noget anden og mere livlig institution end et plejehjem i Danmark. Allan arbejdede som elektriker på elektricitetsværket, hvor hans vigtigste opgave - foruden vedligeholdelse - var at slukke lyset i hele byen tre gange nytårsaften, nemlig når der var nytår i Danmark, når der var nytår på Færøerne, og når der var nytår i Grønland.

     Vi havde to store oplevelser i Nanortalik. Den ene var en sejltur med en større kutter til bygden Tasiusaq. I sig selv var det en oplevelse at gå rundt i denne lille bygd med både skole og kirke, men med under 100 indbyggere, men den største oplevelse var dog, at vi på hjemturen med kutteren så ikke mindre end tre store pukkelhvaler, hvoraf den ene kom glidende langs med skibssiden, hvorved vi kunne konstatere, at hvalen faktisk var længere end kutteren. Lidt længere ude i bugten lå to andre hvaler, som tilsyneladende vinkede til os med deres luffer. I virkeligheden var de vist i færd med at fange sild.

     Den anden store oplevelse foregik også med båd, idet vi sejlede ind i en fjord mellem Nanortalik og Qaqortoq til en lille ubeboet ø, Uunartoq, med varme kilder. Det var i september og småkoldt, så det gjaldt om at komme af med tøjet og ned i vandet i en fart, og så kunne vi ligge dér i den lille sø og kikke ud på isskosserne, som sejlede forbi ude på fjorden.

Vi havde nogle rigtig dejlige dage sammen med Lene og Allan i Nanortalik. Men derefter skulle vi videre til præstemødet i Ilulissat. Så vi fløj med helikopteren tilbage til Nasarsuaq, hvor vi overnattede. Vi ville gerne have været ovre på den anden side af fjorden for at se nordboernes gamle boplads, men det tillod tiden ikke. Vi skulle flyve videre til Ilulissat via Kangerlussuaq.

     I Ilulissat skulle vi holde møde med præsterne på Hotel Arctic, men selv blev vi sammen med Asger Gewecke og hans kone, Lone, indkvarteret på Hotel Hvide Falk, som lå tættere på byen. Vi havde hotellet for os selv, hvilket vi havde det fint med. I mødet på Hotel Arctic deltog også kirkeministeriets konsulent Niels Bjerregaard, som skulle give de grønlandske præster et kursus i kirkebogføring. Mit møde med præsterne var kortvarigt og udramatisk. Deres forhandlingsret lå jo siden 1992 i AC Grønland (ASG), men de var stadig at betragte som en kreds i Den danske Præsteforening, hvorfor det var min og Asger Geweckes opgave at orientere dem om fælles anliggender inden for den danske folkekirke.

     Om aftenen skulle vi have en middag, hvor Den danske Præsteforening var vært, og som formand blev det forventet, at jeg holdt en festtale for de grønlandske kolleger. Den tale blev noget mere festlig, end jeg havde ventet. Min tale skulle oversættes fra dansk til grønlandsk, hvilket der var en af de tilstedeværende præster, der tog sig af. Det foregik på den måde, at når jeg havde sagt noget, skulle jeg gøre en pause til oversættelsen. Men det var – gik det efterhånden op for mig – ikke nogen oversættelse, der kom ud af det, men derimod en helt anden fortælling, som tilsyneladende var helt ustyrlig morsom. Alle lå hen ad bordene af grin, hvilket jeg ikke kunne forstå, for så morsom syntes jeg heller ikke, at min tale var. Men det var velment. Det var ikke mig, der skulle gøres grin med, men derimod selve situationen. Faktisk blev jeg af vore grønlandske kolleger mødt med en hjertelighed, som vist nok ikke bliver alle tilrejsende danske embedsmænd til del.

1.-2. Flyet til Ilulissat, hvor vi fløj over Isfjorden - 3. Udsigt ud over Isfjorden - 4. Præsterne efter en gudstjeneste i Ilulissat - 5. Præsten Valdemar fra Uummannaq og mig selv - 6. Kirken og præsteboligen i Ilulissat - 7.-8. Sejltur fra ilulissat og til Isfjorden. 

Det var min første optræden på Hotel Arctic. Der kom en anden og lidt anderledes optræden i marts år 2000, hvor jeg var deroppe som medlem af ”Skovshøjrup og Omegns Swingband”, hvor jeg i cirka 25 år har været bassist og sanger. Det var orkesterejeren landsbylægen i Brenderup, Anders Munk, som havde skaffet os engagementet, fordi han kendte værtsparret på Hotel Arctic. Vi skulle spille tre aftener til dans. Forinden var der underholdning med den grønlandske trubadur Rasmus Lyperth samt countrysangeren Ester Brohus, som blev akkompagneret af guitaristen Knud Møller. Anledningen til det hele var, at Hotel Arctic havde udvidet med endnu en værelsesafdeling.

     Vi fik ikke noget honorar for at spille, men vi fik rejse og ophold gratis, og vi fik også lov til uden omkostning at tage vore egne piger med på turen. Så vi havde alt i alt nogle dejlige dage i Ilulissat, hvor vi havde et par store naturoplevelse. En af dem var en tur med helikopter ind til kanten af indlandsisen i Isfjorden. En anden var en tur med hundeslæde, hvor vi hver havde vores hundeforspand med slædefører. Jeg havde 10-12 stærke, unge hunde foran, så det gik stærkt derudaf. Inger Merete, som ikke syntes, at det skulle gå så stærkt, havde kun 8-10 mølædte, gamle hunde, så hun måtte selv skubbe slæden noget af vejen.

     Desværre har vi ingen fotos fra orkesterturen, men kun en elendig videofilm. Til gengæld er der en lille optagelse med orkestret fra en lørdag i september 2012, hvor jeg i Carl Nielsen-salen i Odense tog afsked med Fyens Stift, ved blandt andet at spille vores kendingsmelodi ”June Night”. Den kommer her:

Sidste gang vi var i Grønland, var i 2005, hvor vi holdt et bispemøde i Grønlands Stift – vist nok mest for at markere rigsfællesskabet og samhørigheden med Grønland i folkekirken. Vi havde nogle gode dage i Nuuk, og biskop Sofie Petersen var glad for, at vi var der. Vi havde blandt andet en dejlig sejltur på Godthåbsfjorden med en fin servering på båden.

1. Den gamle bydel i Nuuk med domkirken i baggrunden - 2. Landsstyreformandens bolig - 3. Posthuset med julemandens postkasse -

4.Hans Egedes Kirke - 5. Biskopperne foran kirken. 6. Kaffemik i forsamlingshuset. 7. Blok P - 8. Hotel Hans Egede med værtshuset "Krinstinemut i forgunden.

Udflugt med biskopper og ægtefæller på Godthåbsfjorden

Grønland har ændret sig, og den nationale selvbevidsthed deroppe er blevet større i de senere år. Grønlænderne vil respekteres for det, som de er – nemlig et folkefærd for sig selv, og med tiden bliver de vel også en nation for sig selv. Da jeg i 1956 var knap tolv år gammel var jeg i to måneder indlagt på det, der dengang hed Aalborg Amtssygehus. Jeg havde under en træfældning pådraget mig et kompliceret bækkenbrud, fordi der var en træstamme, som ved et uheld landede i skødet på mig. I de to måneder på sygehuset læste jeg en del bøger om Grøndland, blandt andre Knud Rasmussens fortællinger, som jeg blev meget optaget af. Jeg satte mig for, at jeg ville være skolelærer på Grønland. Det er jeg i dag glad for, at jeg ikke blev. For det første er jeg glad for, at jeg ikke blev lærer, for det har jeg slet ikke tålmodighed til. For det andet er jeg glad for, at jeg ikke kom til Grønland. Hvis jeg skal tænke mig væk fra Danmark, egner jeg mig mere til de varme lande, hvor der er en mere ligelig fordeling af lys og mørke. Jeg tror ikke, at jeg kunne holde den mørke vintertid ud på Grønland. Men jeg har bevaret min interesse for landet, og jeg har i det små gjort, hvad jeg kunne for at støtte de initiativer, som har kunnet hjælpe den grønlandske præsteuddannelse på vej og dermed også den grønlandske kirke. Men sådanne initiativer skal sættes i værk, uden at man dermed kommer til at bidrage til en umyndiggørelse af det grønlandske folk. For det vil der aldrig komme noget godt ud af. Og så må vi håbe på, at Grønland ikke sælger sig selv til USA eller til andre stormagter, for det vil der heller ikke komme noget godt ud af!