Thailand
I 1998 var vi i Hongkong. Derefter rejse vi igennem Vietnam, og fløj fra Saigon til Bangkok, hvor vi boede nogle dage, inden vi tog tilbage til Danmark. Bortset fra et par mellemlandinger i Bangkok kom vi først til Thailand igen i 2012, men denne gang til det nordlige. Vi fløj til Chiang Mai, hvor vi tilbragte nogle dage. Derfra fløj vi til Mae Hong Son tæt på grænsen til Burma. Senere fløj vi til Udon Thani, som ligger tæt på grænsen til Laos. Og endelig fløj vi tilbage til Bangkok, hvor vi også tilbragte nogle dage.
Selv om det er den seneste rejse, vi har gjort til Fjernøsten, er det mærkeligt nok den rejse, der har sat sig dårligst fast i hukommelsen. Det kommer sig måske af, at vi på det tidspunkt havde sendt en ansøgning til Dansk Sømands-og Udlandskirker om stillingen som præstepar i Den danske Kirke i Schweiz. Vi var på det tidspunkt 68 år gamle, og efter 17 år i bispeembedet i Odense var det nu, hvis der skulle ske noget nyt. Vi kunne på det tidspunkt ikke vide, hvordan vores ansøgning ville blive modtaget. Vi var i en stemning af opbrud. Hvis vi ikke fik stillingen i Schweiz, kunne vi jo fortsætte i bispeembedet et par år eller også bare lade os pensionere. Disse forskellige muligheder optog vore tanker, mens vi travede og cyklede rundt i det nordlige Thailand.
I Chiang Mai blev det mest til travetur i byen samt et par cykelture i omegnen. Man fornemmer tydeligt, at Chiang Mai er – eller rettere var en hovedstad i det nordlige kongedømme, kaldet Lanna, som under varierende forhold har eksisteret fra 1200-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. I 1919 åbnede jernbanen fra Bangkok til Chiang Mai og bidrog dermed til at binde kongedømmerne Lanna og det sydlige Ayutthaya sammen til den nuværende statsdannelse, Thailand, som indtil 1939 hed Siam.
Chiang Mai er fuld af templer. Der siges at være omkring 300 af dem. En hel del af dem stammer tilbage fra den tid, vi vil kalde middelalderen, det vil sige fra 1200-tallet. Et af de imponerende templer er Wat Chedi Luang, der ganske vist står som en ruin. Templet har engang haft en højde på 90 meter, men det blev ødelagt af et jordskælv i 1545, hvorved højden blev reduceret med 60 meter. Templet har engang huset “den smaragdgrønne Buddha”, som sidder i lotusstilling. Figuren kom senere til Luang Prabang i Laos, men senere blev den erobret af Thailand og kom til Bangkok, hvor den nu kan ses i et særligt tempel i nærheden af Grand Palace.
Også det mere intakte Wat Phra Singh er bestemt et besøg værd. Templet er ikke mindst kendt for sine mange farverige vægmalerier, som beskriver dagligdagen for et par hundrede år siden i Chiang Mai.
Fra Chiang Mai tog vi på udflugter i omegnen enten på lejede cykler eller på organiserede ture til for eksempel Wat Phra That Lampang Luang, som er det måske smukkeste tempel i Nordthailand. Templet er bygget in 1400-tallet på en høj. Fra gaden gør en trappe bevogtet af et par gevaldige naga’er (drager) op til hovedporten. Selve området er domineret af en chedi (stupa) fra 1400-tallet. Efter sigende rummer den et hår af Buddha.
I nærheden af Lampang besøgte vi et elefantrehabiliterings center, det vil sige et sted, hvor man tog sig af elefanter, som i naturen – for eksempel i vildtfælder - eller på arbejdspladser var kommet til skade. På centret fik vi selv lejlighed til med en mahout i førersædet at ride en tur ud i junglen på ryggen af en elefant.
Det er tankevækkende at gå omkring og iagttage alle de mange templer, som fylder så meget i gadebilledet i Sydøstasien. Mange af dem stammer fra den tid, vi vil kalde “middelalderen” - sommetider endda “den mørke middelalder”. Men disse templer vidner om, at der i disse århundreder har været en blomstrende religiøs og filosofisk kultur, som trods vestlig kulturimperialisme har overlevet indtil den dag i dag.
Klik på et billede for at forstørre det!
1. Vi fløj med Thai Airways på Premium Class til Bangkok - 2. Vort hotel i Chiang Mai - 3. Bymuren omkring den indre by - 4.-5. Wat Chedi Luang - 6. Tempelvogyeren Naga - 7.-8. Wat Phra Sing.
1. Så er vi klar til udflugt - 2.-5. Wat Phra That Lampang Luang - 6.-8. Besøg i elefantrehabiliteringscentret.
Fra Chiang Mai fløj vi omkring 250 km. til Mae Hong Song, hvorfra vi i taxa kørte til landsbyen Soppong, hvor vi blev indlogeret på et guesthouse ved navn “Little Eden” - og det var et paradisisk sted. Vi blev modtaget af værtinden, en tiltalende krushåret kvinde ved navn Phen, som overraskede os ved at tale udmærket dansk, hvilket hun havde lært i Vejle.
Med “Little Eden” som udgangspunkt og med Phen som men kyndig guide var vi på et par trekkingture . Vi travede mange kilometer gennem skove, krat og vandløb og vi kom igennem flere stammelandsbyer, hvor vi blev beværtet med lokale produkter. Vi var tæt på grænsen til Burma, men kunne selvfølgelig ikke se, hvor den præcis var. Det er heller ikke sikkert, at de lokale kan se grænsen. Bjergene mellem Thailand og Burma er tyndt befolket, og de folk, der er der, er stammefolk, som findes på begge af sider af grænsen, for eksempel karén-folket, som har været et noget marginaliseret folkefærd både i Burma og i Thailand. De er svedjebrugere, der lever i tæt kontakt med naturen, og af den grund er de også blevet et interessant folk at omgås for nutidens økoturister. I bjergene finder man også hmong-stammen, som er mindre populær, fordi den har ernæret sig ved opiumshandel, og desuden i Vietnamkrigen har været gode venner med amerikanerne.
1. Vores guesthouse "Little Eden" - 2. Inger Merete og vores værtinde Phen - 3. Bjergene i baggrunden ligger i Burma - 4. En landsby i junglen - 5. Besøg i landsbyens købmandsbutik - 6. Phen og Inger Merete i vadestedet - 7. På trekking - 8. Bedstemor med børnebørn.
Opholdet i “Little Eden” varede for kort. Men vi havde reserveret plads på et fly fra Mae Hong Son til Udon Thani, tæt på grænsen til Laos, hvilket vil sige, at vi rejste fra det nordvestlige Thailand, som er et bjerglandskab, til det nordøstlige Thailand, som er et slettelandskab. Fra lufthavnen blev vi kørt til en ubestemmelig lokalitet, som vist ikke engang havde noget navn. Vi kom til at bo i et hus med plads til to-tre familier, Men vi havde det hele for os selv. Om morgenen kom der nogle søde kvinder og serverede morgenmad for os. Frokost og aftensmad måtte vi selv finde ud af. Vi fik stillet et par cykler til rådighed, så vi kunne køre til en landsby og købe ind.
Landskabet var bare flade marker og nogle spredte landsbyer. Men der var dog et par perler, som er værd at nævne. Den ene var en sø fyldt med røde åkander. Vi lejede en båd med fører og sejlede en tur på søen. Bagefter besøgte vi noget, der lignede en open-air-højskole med en masse mennesker, men vi fandt aldrig ud af, hvad det egentlig gik ud på.
En anden dag fandt vi i en landsby en anden perle. Det var en skole ved navn “Lante Child Development Center”. Vi kunne høre skolen på lang afstand. Børnene var i gang med at lære ugedagenes navne på engelsk: Sunday, Monday, Thursday, Wednesday …....., som de råbte højt i kor. Vi blev inviteret indenfor og fik lov til at følge undervisningen en times tid indtil middagspausen. Det var et meget underholdende besøg, og det var vores indtryk, at børnene faktisk var glade for at lære noget.
1. Vores hus, som vi blev kørt til fra Udon Thani - 2.-3. Søen med de lyserøde åkander - 4.-5. Måske en open-air-højskole? Inger Merete prøver forgæves at få noget at vide - 6.-7. Lante Child Devellopment Center - 8. Bare det at møde en lastvogn var lidt af en begivenhed.
Video fra "Lante Child Development Center"
I 1998 havde vi været i Bangkok, hvor vi boede på Ambassador Hotel, hvorfra vi med Sky Train havde let adgang til bymidten med god tid til at udforske Grand Palace og tempelområdet Wat Phra Kaeo, hvor smaragdbuddhaen nu har til huse, samt Wat Po med den liggende Buddha.
Billeder fra 2008:
1.-6. Billeder fra tempelområdet og Grand Palace i Bangkok. - 7.-8. Det flydende marked.
Denne gang kom vi med fly fra Udon Thani til Bangkok, hvor vi kom ind på Royal Orchid Sheraton Hotel tæt på Chao Phraya-floden, hvilket gav os let adgang til at udforske alt, hvad der lå i nærheden af floden. Vi nåede dog ikke alt, men vi nåede dog med "River Sun Cruise" at komme til det sydlige kongeriges gamle hovedstad Ayutthaya, som i 1400-tallet havde overtaget magt og indflydelse fra Angkor Wat. Men i 1700-tallet gik glansen også af Ayutthaya, da burmeserne i 1767 plyndrede og afbrændte byen, som derefter blev overladt til almindeligt forfald. Byen efterlader dog stadig et vældigt indtryk af fordums storhed.
En nærliggende seværdighed er Bang Pa In, som er et sommerpalads bygget i 1600-tallet, men ødelagt i 1767 under burmesernes overfald på Ayutthaya. Efter 1850 blev paladset og dets omgivelser gennemgribende restaureret, og kronen på værket er den lille pavillon Pra Thinang Aisawan, som i 1876 blev bygget på en ø i den kunstigt anlagte sø foran sommerpaladset. Også et ejendommeligt bemalet vagttårn var værd at lægge mærke til, inden vi fandt tilbage til vores flodbåd, hvor vi kunne få et udmærket måltid, som gjorde det ud for vores aftensmad.
Billeder fra 2012:
1. Flodbåden "River Sun Cruise" - 2.-6. Den gamle hovedstad Ayutthaya - 7.-8. Sommerpaladset Bang Pa In.
I Bangkok havde vi også en anden oplevelse, som jeg ikke havde troet mulig, når man tager byens kaotiske trafik i betragtning: Vi var på cykeltur! På internettet havde jeg ved en tilfældighed set et firma, der udbyder guidede cykelture. Vi meldte os til en tur og blev derefter sat stævne på et hotel, der ikke lå så langt fra vort eget. Her fik vi sammen med nogle andre udleveret cykler, og derefter gik turen gennem basarer og markedsgader. Vi var også igennem en gade, hvor man skrottede bilmotorer for at genbruge stumperne som reservedele. Med færgen ved vores hotel kom vi over floden, hvorfra vi ad nogle mystiske stier fortsatte til Chinatown og kom til Wat Traimit, Guldbuddhaens Tempel. Buddhafiguren blev ved et tilfælde fundet i 1955 af nogle arbejdere fra det danske Østasiatisk Kompagni (ØK), som tabte figuren under en flytning, hvorved det viste sig, at figuren var indstøbt i gips, men under gipsen var den det pureste 18-karats guld. Figuren er 3 meter høj og vejer omkring 5 tons.
Derfra cyklede vi videre og kom til Bangkoks vartegn, Wat Arun, som har navn efter den indiske gud for daggryet, Aruna. Den midterste Prang (tårn) er 79 meter højt, og de forskellige niveauer har symbolske betydninger. Vi nåede kun op på det første niveau, som i det buddhistiske univers repræsenterer begæret. Så kom vi ikke længere!
1. På cykeltur i Bangkok - 2.-6. Billeder fra cykelturen - 7. En af de meget larmende både på floden - 8. Guldbuddhaen i Wat Traimit.
1. På sejltur i klongerne (kanalerne) - 2.-5. Wat Arun, som er Bangkoks vartegn - 6. Udsigt over Chao Praya-floden (de røde tage på den anden side af floden er Grand Palace) - 7. Vores hotel - 8. Bangkok by night set fra hotelværelset.
Jeg husker ikke, hvor mange dage vi havde i Bangkok, men vi havde tid nok til at gå på indkøb i James Fashion, som vi også havde besøgt i 1998. Denne gang blev det for mit vedkommende til tre skræddersyede habitter, som jeg købte i forventning om, at vi inden så længe skulle flytte til Genève og dér omgås diplomatiske kredse. Jeg havde da også en af habitterne på, da vi den 17. marts - på vores bryllupsdag – var til gudstjeneste og samtale med menighedsrådet i Genève. Vi fik også stillingen som præstepar. Måske var det tøjet, der gjorde det!